So long ago ~ Sean

Huset dukkede op. Selvfølgelig bare et hus blandt alle de andre, to etager med roser op langs muren, som lige nu ingen blomster havde da vinteren knap nok var forbi. Huset var malet i en lys, dæmpet, grøn farve og døren var af hårdt egetræ med jernhængsler. Det var tydeligt det ikke var en hus man bare lige vadede ind i. Sean havde bygget det lidt om så det bedre kunne beskytte.
Han hev en nøgle frem og låste døren op, åbnede den og trådte ind i en stor marmorhal. Gulvet var af flødefarvet marmor, i loftet hang en stor lysekrone. Lige ud var der en stor trappe der førte op til resten af huset, mens der til begge sider ellers var nogle døre som førte til forskellige rum.
Han smilte til Neph.
"Velkommen til mit hjem. Det er ret nyt, har kun boet her...uh, ja. det må næsten være et halvt år nu" han var en smule overrasket over tiden var gået så hurtigt.
En ældre mand i sort, fint tøj kom gående fra en af dørene, den dør der førte til køkkenet.
"Sir. De er hjemme igen" han stoppede op og bukkede for dem begge.
"Sigmund. Neph, det her er Sigmund, min butler. Sigmund, det her er Nephthys. Endnu en kvinde der er velkommen her" Sigmund bukkede halvt en ekstra gang.
"Mig en fornøjelse"

Hun nikkede venligt til Sigmund, mens hun svarede: ''fornøjelsen er helt og aldeles min.''
Så så hun igen på Sean. Hun fortrød nærmest at hun var trådt ind - ingen vej ud nu.
''Jeg.. Jeg kan vente her, mens du ligger ham i seng?''
Hun smilede kort til Sean, selvom hun ikke rigtigt følte sig tryg i hans hus. Det virkede så... anderledes, fra hendes vante rammer.
Marmor, jernbeslag... En fæstning. Men om det var for at holde væsner ude, eller for at holde hans egne dæmoner inde? Hun ville ikke, måtte ikke, blande sig. Hun skulle holde sig fra at spørge ham - det var ikke hendes liv.
Hun var... ikke trist, men tæt på. Hun havde haft det så godt, bare med at sidde og slappe af. Sammen med ham...

Pludselig var det som om hendes hals snørrede sig sammen. Hun var ikke sulten, men hendes hals gjorde ondt. Hun havde brug for at være i fred, rase af. Men det kunne hun ikke, før hun havde været sammen med Sean, og få ham til at indse at det ikke var ham der havde 'ødelagt' hendes humør

han rystede på hovedet.
"Sigmund. Tag Connor og lig ham i seng. Jeg har gjort mit i dag" hans stemme virkede så kold og ligeglad, da han gav Sigmund barnet. Sigmund tog nænsomt imod det og gik over mod trappen, som han snart gik op af og forsvandt. Sean lod kort skuldrene glide rundt for at løsne musklerne, det kunne godt være lidt belastende at have en baby på armen hele tiden. Han så over mod Neph med et afslappet smil. Men kunne heller ikke holde det tilbage længere...
"Neph! Helt ærlig...Du driver mig til vanvid! Hvad gør jeg nu forkert? Lige meget hvad jeg gør bryder du dig åbenbart ikke om mit selskab! Du bliver ved med at ligne der er lænket til mig og ikke en der kommer fordi du kan lide mig. Du var og er min ven, en person jeg kan snakke og stole på. Har det ændret sig? skete der noget sidste gang der fik dig til at ændre mening? Det virkede ærlig talt som om du flygtede..." han så på hende, magtesløs. En følelse han direkte hadede.

''Ærligt? Jeg ved ikke, om noget har ændret sig overhovedet? Jeg er bange, hele tiden, for at træde over en grænse hos dig... Jeg ved ikke... Engang fortalte du mig, at jeg ikke skulle ind i dit hjem - fordi det var det eneste sted du kunne føle dig tryg. Nu er jeg her, på din opfordring, og det eneste jeg kan tænke på er at jeg ikke hører til her.'' Hun så på ham, opgivende.
''Inden du siger det, nej, jeg er ikke let at gøre tilfreds. Og det har jeg heller aldrig bedt dig om at prøve på.'' hun smilede kort, undskyldende.

''jeg er din ven, Sean. Og det påskønner jeg. Men som din ven, er jeg nødt til at sige det her: jeg kan ikke holde ud at jeg ikke kan røre dig. Bare ét kram giver mit hoved en latterlig ide om at jeg har 'krav' på mere.'' hun trak på skuldrene. Hun åbnede sig helt for ham nu, ingen hæmninger.

''Du er min bedste ven. Og på et punkt, ja, så ville jeg ønske at du var mere. Men for pokker da, hvor mange historier har vi ikke hørt om hende der forgæves prøver at få sin elskede? Lamt, ikke?'' hun smilede skævt til ham.
''Du er en fantastisk person, om du så tror på det eller ej. Ja, du har dine kolde sider, og man kan sagtens kalde dig et monster. Men jeg ser dig så sjældent som et. Viser du alle andre et monster, og mig en helt anden person?'' hun sukkede.

''jeg er lænket til dig. Havde jeg sagt at jeg ikke ville være i dit hjem, var du så ikke blevet såret? Du ville tro at jeg ikke gad dig, eller var blevet trist og såret over det du mindede mig på i parken.'' Hun så på ham, stille.

''jeg er bange for, at jeg gør noget galt... som dengang jeg stak af...'' hviskede hun stille

Han så lidt på hende. Hun lignede en der var bange for ham, som en der ikke helt havde tillid til ham og troede han ville slå hende hvert øjeblik. Og hun lignede en der bare ville finde sig i det hvis det skete. Men det ville det ikke. Hun havde været ærlig og det var noget han satte mere pris på end så meget andet. Men desværre...virkede dette efterhånden også som enden på noget. De kunne ikke trække den længere.
"Tak...For at være ærlig" han var trist. han kunne mærke det. Han havde prøvet, følte han selv. Virkelig prøvet at gøre hende glad, få hende til at stole på ham, som han stolede på hende. prøvet at få hende til at slappe af og være sig selv, som den dejlige person hun plejede at være. han sukkede svagt. Det var ikke nemt det her...Et eller andet sted var det hele blevet ødelagt for fremtiden. Var det med barnet? Var det da hun blev vampyr? Han viste det ikke længere.
"jeg vil være det samme. Jeg ved ærlig talt ikke længere hvordan jeg skal opføre mig over for dig. Jeg er bange for at sige eller gøre noget forkert og du vil vende mig ryggen, at vi vil skændes endnu en gang. Jeg er bange for tingene mellem os er eller skal blive ødelagt og jeg mister en af de første person jeg har turdet stole på i lang tid. Men ærlig talt...føler jeg ikke længere jeg kan fortælle dig særlig meget. Jeg føler ikke længere jeg kan slappe af, for lige meget hvad jeg gør, føler jeg aldrig du vil slappe af og se mig som den ven eller mere, som jeg ser dig. Jeg er ikke længere en del af dit liv, du fortæller mig ikke længere noget og jeg føler jeg allerede har mistet dig. Jeg føler du er bange for mig og jeg forstår ikke hvorfor..." han slog ud med armene. Hans stemme forblev lige rolig, omend en smule desperat nogle gange.
"At invitere dig med hjem var en desperat handling. Mit hjem er min fæstning, et sted jeg kan være sikker men også et sted mine fjender kan finde mig. At vise dig herhen...Jeg håbede det ville vise dig at jeg stoler på dig og ønsker dig omkring mig. Men du virker mere som om jeg har pisket dig. Og ja, det såre mig. Jeg er et koldt monster, men jeg føler stadig sorg. Og lige nu føler jeg sorg. Over dig. Jeg mistede dig på et tidspunkt for noget tid siden, om det så var da jeg dræbte vores barn eller da du blev vampyr...Jeg ved det ikke. Hader du sådan et være her, må du også et sted hade mig og det ville ikke undre mig. Du er velkommen til at gå, hvis det gør det bedre. Det er vel det du vil, flygte fra mig!" Hans stemme hævede sig lidt til sidst, samtidig med han trådte nogle skridt baglæns.

Det lød mest af alt, som bad han hende gå.
Bad han hende virkelig om at vælge? Det vidste han at hun ikke kunne.
''Du slog ikke vores barn ihjel, for der har aldrig været et. Der var et afkom, et resultat af en handling som ingen af os havde tænkt igennem.'' sagde hun, og så lidt ned.
Han havde ikke mistet hende - langtfra. Hun var bare bange.
''Så... Ja, jeg ved ikke hvad du forventer. Ikke af mig, ikke længere.'' hun rystede på hovedet, og bakkede mod døren.

han slog ud med armene.
"Neph. Jeg forlanger intet af dig. Jeg er ikke din herre, du er ikke min slave eller tjenerinde. Jeg forlanger intet af dig, jeg vil bare gerne være sammen med dig, kunne snakke med dig og...have dig tilbage. Som den Neph jeg kendte" han trak på skuldrene.
"Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre længere. hvorfor er du bange? jeg forstår det ikke..." han så hende bakke og følte sig endnu mere desperat...og det hadede han også. hvilket bare gjorde ham mere vred.

''Den Neph du kendte levede i rendestenen! Hun var en hore, som levede af sex med mænd for penge! Før du kom ind i mit liv, kunne jeg knap nok tale! Er det dét du vil have tilbage!?'' hun så på ham, frustreret, og det kunne høres i hendes stemme.

''jeg er bange for, at du holder af noget som ikke længere er der.'' hun stod nu som naglet fast til gulvet.
Faktisk, ville hun bare kramme ham, og glemme hele den samtale. Men hun måtte bare få det overstået, ikke?

Hans øjenbryn gled op i panden ved hendes ord.
"Nej. Den neph som måske nok var usikker på sig selv, men med en grund. Den neph som var en rar og varm person, med flere talenter end hun turde tro på. Den Neph jeg kunne snakke med og være sammen med, uden for mange problemer" svarede han en anelse kort.
"Og ja. Du har ret. det var noget jeg elskede, noget som ikke længere er der. Men du er stadig neph og derfor holder jeg stadig af dig. Et eller andet sted"

Hun sukkede opgivende.
''hvad har du regnet med? Du er langtfra den Sean jeg forelskede mig i dengang. Men du er, og vil altid være, Sen.'' svarede hun lige så kort, som han havde udtrykt sig før.
''Jeg har en lang tur hjem, så hvis du vil have mig undskyldt..'' hun bakkede endnu et skridt mod døren.

Hans arme gled ned langs siden, hans blik gled fra at være varmt, venlig og endda en smule bedende, til at blive kolde og tomme. Ligeglade. Han rankede ryggen. Ikke om han ville ligge og bede om noget! Det var under hans værdighed.
"Selvfølgelig er jeg ikke den samme. Så gå. Gå ud af døren. Men vær opmærksom på at viser du nogen af mine fjender vej herhen skal jeg personligt jage dig" hans stemme var en smule monoton.
"Tak for at have kendt dig" han vendte ryggen til hende og gik over mod trappen. Han viftede med en hånd i luften.
"Du kan vel selv finde vej ud!"
Ud af hans hus. Ud af hans liv...

Hun så på ham, da han gik op mod trappen. Så trak hun vejret dybt selvom det langt fra var nødvendigt.
''jeg skal nok lade dig have din fæstning i fred.'' hviskede hun, inden hun åbnede den store dør, og gik ud af den.
Hun lukkede døren efter sig, stille. Hun ville ikke vække Connor.

Hun så sig kort over skulderen da hun var på vej ned af gaden - væk fra hans hus.
Hun følte, på et eller andet punkt, som efter hun havde slået op med én. Var det det der var sket? Havde de slået op?
Nej... Man skulle være i et forhold - der skulle være et 'vi' - før man kunne slå op. Det havde der været engang... Nu, var det et rungende hult intet.

I takt med at hun gik, længere og længere, fik hun mere og mere lyst til at vende om. Men vendte hun om, ville han tro at hun var svag, og stadig ikke vidste hvad hun selv ville...
Hun bankede ind i en ung mand, som prøvede at gå uden om hende. Hun bed sammen, da han sagde undskyld, og vidste at han forventede at hun skulle svarer ham. Hun svarede ikke... Hun ville ikke sige noget, ikke mere.
Sean havde lært hende at tale... Og nu var det heller ikke aktuelt mere. Hun ville ikke sige så meget som ét ord mere... Hun ville bare gå og være trist, indtil nogen en dag blev så træt af det at de ville slå hende ihjel.
Tiet til døde, genial måde at dø på..

Hun så kort, afvisende på manden, og gik så videre, hurtigere end før.
Hun nåede til parken, og endte med at sætte sig på bænken, og stirre tomt ud for sig. Hun ville ikke mere... Kunne vampyrer drukne?

han trak sig tilbage til sit værelse som et såret dyr. han låste døren og lagde sig i sengen, stirrede op mod loftet. Der blev han liggende længe uden at han enlig tænkte på noget specielt. Han følte...sig ødelagt. Det gjorde ondt. Og samtidig som han blev opmærksom på smerten, var det som om noget andet, noget koldt, tog over. Og det var så behageligt at han bare lod sig glide ind i det....

Elyas, hans nevø, havde ikke været hjemme. Han var kun en teenager, var kommet til underworld for et års tid siden, da han far havde sat ham af. han var en dæmon og boede hos Sean, levede af hans træning og opdragelse. Han havde opgivet at komme hjem igen, hans far var aldrig kommet efter ham og han viste ikke om hans mor stadig var i live. Denne aften var han klædt i kondisko, lyse jeans og en hættetrøje, som var lynet op. På den ene arm havde han en tatovering, de berømte ord fra Lucifer, men lige nu kunne man ikke se den.
Det mørkebrune hår strittede næsten til alle sider, da det havde været endnu en dag med træning. Og nu var han på vej hjem, en smule ensom, da han opdagede en kvinde der sad alene på bænken i parken. Hun så ret modløs ud.
Han gik over og satte sig ved siden af hende, med håb om at kunne gøre endnu et bekendtskab, måske endda få endnu en ven. han håbede det, for han følte sig ofte ensom.
"Hey" smilte han og så på hende med sine grå øjne.

Hun sad der bare, i sin egen verden - hvor hun gennemgik den biologiske process i hvordan en drukning hos en vampyr ville foregå - da en ung teenagedreng satte sig ved siden af hende.
Hun mumlede noget der kunne lyde som et 'hej', men hvad hun egentlig sagde, ville nok ikke være helt så venligt.
Hun var stadig iført kjolen, og havde man ikke vidst bedre, havde hun været på date.
Det var dog langtfra tilfældet med hende...

Hun kunne ikke græde, hendes krop producerede ikke tårer, men det var næsten tydeligt at hun havde grædt hvis hun kunne. Hun havde ondt i hele kroppen, et rent savn..

han så lidt på hende.
"Hvad er der galt? Ikke fordi jeg skal blande mig..." han sendte hende et lille smil. Til forskel fra sin far og Sean, som enlig var hans farbror, var han ikke en mørk, ødelagt person. Han var endnu kun teenager, 17 år. hverken mere eller mindre.
"Jeg er Elyas, forresten" han rakte en hånd frem for at præsentere sig.

Hun så kort på ham, og så først kun en teenagedreng. Så gik det op for hende, at der nok ikke boede så mange teenagedrenge herude, som hed det samme som Seans nevø.
''Nephthys.'' mumlede hun, og tog hans hånd kort. Hun slap den dog hurtigt igen.
Han lignede ikke Sean så meget, men nok til at hun så ud på søen igen.
''Der er ikke noget galt..'' sagde hun stille, inden hun lukkede øjnene kort.

//Hun er stadig rødhåret i emnet. Hun ændrer sig først URL når vores emne er slut//

Han så lidt på hende. Han kendte intet til Seans bekendtskaber, så han kendte heller ikke til nogen Nephthys. Han lænte sig tilbage i bænken og lod blikket glide op mod himlen et øjeblik. Hvad skulle man snakke med en vildt fremmed, trist kvinde op? Som tilmed var...vampyr? Var det ikke det? åh, han havde så svært ved at huske tingene fra hinanden, for kun et år siden havde han jo levet et helt almindeligt liv hvor han ikke behøvede at tænke over det...
Han trak op i sine ærmer. Hans tatovering kom til syne på den ene arm, hans højre. Men han tænkte ikke selv over det, selv om Sean havde bedt ham om at holde det hemmeligt. Han rejste sig op, gik ned til søen og samlede en sten op som han kastede ud i vandet, før han så tilbage mod Neph med et venligt smil.
"Okay, så siger vi det. du er en...Vampyr, er du ikke?" spurgte han med et lille smil, han virkede ikke som om en der kendte til faren ved at være sammen med et andet væsen, som f.eks. en vampyr.

Hun så på ham, og trak på skuldrene.
''det er jeg vel.'' sagde hun bare.
''skal jeg være ærlig, Elyas, så tror jeg at din onkel har mere brug for dit selvskab end jeg har lige nu.'' sagde hun, og rejste sig.
Hun bukkede roligt for ham, dog med stive bevægelser, inden hun begyndte at gå.

Sean ville ikke have brudt sig om, at hun havde talt med Elyas. Specielt ikke lige nu.

Elyas så på hende med løftede øjenbryn. Hans onkel? åh, ja. Sean. Han kaldte ham aldrig onkel.
"Hej! Vent..." Han trådte et skridt hen mod hende og havde rakt ud efter hende, selv om han hurtigt trak hånden til sig igen.
"Jeg viste ikke du kendte min...Onkel. Men det betyder vel ikke noget, gør det? jeg mener, han beskytter mig bare og prøver at lære mig at beskytte mig selv. Men han bestemmer jo ikke direkte over mig..." åh, hvis man spurgte ham så gjorde han. men det var en mindre detalje.
"Bliver du ikke lidt...?" hans grå øjne var triste. Hans stemme vidnede om ensomhed.

''Elyas. Du er næppe mere en sytten, måske atten år. Hvis Sean hører at du har talt med mig, er jeg ikke sikker på at jeg har så meget strube tilbage når han er færdig med mig.'' Hun så alvorligt på ham.
Det var en detalje, at hun selv ikke var mere end atten år, og allerede havde levet hele hendes liv.

''jeg tror, hvis jeg skal være ærlig, at du er nødt til at gå hjem, inden han sender sin butler ud for at hente dig.'' hun smilede til ham - et smil der ikke kunne være andet end vredt og såret.

''hvis Sean lader dig gå ud, efter han har fundet ud af at du har talt med mig, så kan du bare komme herned igen. Jeg kommer næppe meget længere end til søens bund, inden nogen tror jeg skal reddes.'' sagde hun bare, og trak på skuldrene.

Han så kort på hende. så trak han på skuldrene.
"Du kan også bare sige jeg skal skride, i stedet for at tro Sean styre mig. Måske styre han dig, men han styre ikke mig og jeg skal ikke bede om tilladelse til noget som helst" han var vred. Vred over hun talte til ham som var han et lille barn!
Han vendte sig om for at gå. Hans hænder gled ned i lommerne på hættetrøjen da han skridtede væk, dog ville han ikke hjem. Faktisk gik han den modsatte vej end den vej der førte hjem. Han skulle absolut ikke hjem nu! Det kunne han godt selv bestemme!

inden han var nået længere end ti meter, havde hun grebet ham om halsen, og presset hans baghoved ned mod græsset.
''hør her, Elyas. Jeg taler ikke til dig, som om du er et barn. Jeg taler til dig, som din kære onkel har talt til mig!'' hun blottede tænder, i en truende snerren.
''Jeg bad dig ikke skride, jeg bad dig ikke vende ryggen til det hele og bare være en kold skid, ligeglad med alle dem som egentlig prøver at holde af dig!'' efterhånden, var det tydeligt at hun havde svært ved at skelne mellem Sean og hans nevø.

''jeg bad dig ikke tro at jeg hadede dig!'' hun slap ham, og hurtigt var hun på vej væk. Hun havde råbt, højt nok til at Sean sikkert havde kunne hører det hjemme ved sig selv. Stakkels dreng, Elyas. Han måtte tro at hun var en psykopat.

Hun gik bare, så hurtigt som hendes stilletter tillod hende. Hun havde brug for at... at... ja, hun havde brug for at slå ihjel. Hun havde aldrig troet, at følelsen af mord, kunne være så tilfredsstillende, når man var vred. Men åååh, hvor hun længtes efter at slå en eller anden ihjel.

Han havde været overrasket, da han pludselig havde mærket jorden under sig, presset ned af en sur vampyr, som råbte alt muligt der ingen mening gav for ham. Han havde ondt i hovedet, fandt han ud af lidt efter. Han var landet forholdsvis hårdt og havde slået hovedet direkte ned i jorden. Hvad skulle han sige? Det lød næsten som om...det enlig ikke var ham hun skældte ud. Det gav i hvert fald ingen mening!
Hvad havde han at gøre med hvad han onkel gjorde? Han nåede kun lige så at sætte sig op og tage sig til hovedet, før hun var væk. han var forvirret og viste ikke hvad han skulle.

Hun var gået i direkte samme retning som hun var kommet fra lidt forinden - mod Seans hjem.
Ikke at hun tænkte over hvad hun lavede, hun var så... vred. Var det sådan han følte det hver gang?

Hun var omkring to minutters rolig gang fra hans hus, da hun stoppede op og så rundt.
''for pokker!'' mumlede hun, uden at huske noget som helst af stederne hun havde været. Hvordan var hun endt der!?
Solen var ved at være på vej op igen. Havde hun været så længe om at gå?
Hun så bare rundt, nu nærmere panisk.

Elyas var gået hjem. han havde smækkede med døren og lukket sig inde på sit værelse, inden nogen kunne nå og stille spørgsmålstegn ved noget.
Sean lå stadig i sit værelse, ubevidst om at neph var i nærheden og uden at tænke over at solen var på vej op.