Who there? //Oliver//

S: The Valley of The Dead. Mere præcist udenfor Zann's grav
T: 11:30
V: mørke og næsten ingen sol rammer jorden. Køligt
O: Gravkammer, små gamle grave, gamle og rådne træer
P: Slidt, brune bukser og trøje med mange størknede blodpletter forskellige steder og bare tæer og et stykke stof bundet for øjnehullerne.

Hun sad ovenpå en grav. Hun var ensom og forladt. Der var ikke nogen hun kunne snakke med. Der kom kun af og til nogle skelletter ud fra gravkammeret og holdt øje med, at Luce var der. Hun havde fået en helveds ballade da Zann havde opdaget, at hun ikke var lige udenfor gravkammeret den dag Sajro havde fundet hende og lært hende og gå rundt. Der var ret køligt udenfor og vinden var ret hård. Hun sad faktisk bare stille og ventede på, at Zann kom ud for og kalde på hende og bede hende om og komme indenfor igen. Hun vidste, at hun ville få meget ballade, hvis hun ikke var udenfor gravkammeret når han eller skeleterne kom ud for og se på hende. Vinden blæste kraftigt imod hendes ansigt og hendes lange sorte hår flavrede i vinden. Det var klistret sammen for enderne af størknet blod. Hun fattede ikke helt, hvorfor hun hele tiden var indsmurt i blod og lugtede rådent. Hun sukkede lidt. Hun følte sig ensom og efterladt.

En orange tiger var kommet ind af den slitte port, denne tiger hedder Oliver men han vil helst kaldes for Oli, han havde læst i en bog at det var noget som hed en kirkegård og nu ville han undersøge dette sted som var blivet beskrivet i denne mærkelige bog han fandt i skoven, en mærkelig ludt af blod og rådent køb brændte sin til igennem hans næse, han hvade aldrig i livet ludte noget så dårligt, men han forstod ikke helt de ludte han havde jo aldtig slået sig så hans blod kom frem, og han havde ikke spist køb i flere år, han så ned af sig og opdagede at han ikke blødte, så han viste at der måtte være nogen eller noget, han havde ikke set en som ham selv så det vil være en glæde hvis han så en ting med to ben og to hænder, han gik lidt længer ind på denne kirkegård, han synes ikke den lignede hvad han havde læst, han var så vandt til at tingende ikke var som de skrev det i bogen, Oli kom om bag en gravsten og så med det samme sådan en ting som ham selv den havde to ben og to hænder, han så lidt på denne ting og lade mærke til at det var en hun menneske, han viste ikke hvad man kalder piger når de er mennesker, han lade sit tiger hoved på skrå og så længe på pigen, han havde aldrig set noget så smuk selv om den dårlige lugt drillede ham, han tog den ende forpote op til sin snude og lade den oven på, for at så lugten til at forvise selv om han godt viste det ikke ville hjælpe han.

Hun sad bare og nærmest stirrede lige ud i luften. Hun vidste ikke hvad hun skulle til og lave. Det var nu meget ensomt og sidde her ude og ikke lave noget som helst. Hun sukkede lidt og tænkte tilbage på den tid hun var hjemme hos sine sønner og Sean. En fyr som havde passet på hende siden han så hende være i en meget dårlig tilstand på et bordel. Han var så sød imod hende og alligevel var han et ondt væsen.
Hun sad og spekulerede over om det var dag eller nat. Det var meget svært for hende for, at finde rundt i det. Hun var jo blind så det var svært for hende og finde rundt i tingende som det var nu. Hun kunne høre, at der var nogen som løb rundt i skoven og tæt på denne kirkegård hun var endt på. Hun havde boet der længe, hvor længe vidste hun ikke, men hun anede heller ikke, hvordan dette sted så ud. Hun havde aldrig set dette sted. Hun var blevet ført her til imens hun lå bevidstløs i en sæk, hvor hun så havde vågnet i et mørkt rum. Hun havde mistet sit sidste øje inden hun havde fået lov til og komme ud. Hun kunne lugte, at der var nogen tæt på hende. Hun troede først, at det var Zann eller en af hans vagter. Men lugten var anderledes. Hun undrede sig lidt over, hvem det var. Hun sukkede lidt "Hvem der?" hendes stemme var rolig

Oliver luskede ud fra sit gemme sted og gik stille hen til den ting som så rundt som om den ikke kunne se noget, Oliver eller ratter sagt ham tiger form, lade hovedet lidt mere på skrå, han forstod ikke noget han viste ikke hvad det her var eller hvad den tingest var da den begynde at snakke spissede tigen sine ører, og hovedet blev ladt på plads, han sagde med en stille han ikke selv har hørt i flere år, "her er ikke nogen" han sagde det som om han ikke selv var til skede, han satte sig ned foran hende, snussede lidt til hende, hun dyftede noget som kan ikke kunne sætte ord på, han viste ikke hvad denne ting var, ikke andet at hun havde to arme og to ben lige som sig selv, når han nu eller ikke er denne tiger.

Hun sad stille og anede ikke hvad det var hun havde hørt. Det var noget som kunne gå for hun kunne høre skridt. Hun kunne hurtigt regne ud, at det ikke var Zann ham som havde taget hende til fange. Det kunne heller ikke være Warren som var Zanns højre hånd og det kunne heller ikke være nogle af skeletterne for så havde hun kunne hørt skelleternes raslen når de gik. Skridtende var også for mange som var det en på 4 ben der gik. Måske kunne det være et lille dyr eller en shapeshifter der var i form? Det var svært for hende og vurdere eftersom hun ikke kunne se, hvem eller hvad det var. Hun hørte en stemme. Hun vidste, at det var løgn, at der ikke var nogen for det kunne hun høre på stemmen "Ved du lyver. Hvem er du?" hun kunne lugte, at det var en tiger. Det var helt klart en shapeshifter så. Det var hun 100% sikker på. Hun mærkede, at der var noget der snussede til hende "Roligt gør dig ikke noget" hun rakte sin arm ned og prøvede og finde hovedet på tigeren. Hun aede den stille på hovedet. Den havde en blød pels. Det var behageligt og mærke noget blødt.

Oliver hørte hvad hun sagde og sat lidt og tænke over hvad han skulle svare, for han var ikke vandt til at snakke, og overhovedet ikke andre, til sidst kom der en lille stemme frem. "Bare jeg viste hvem jeg var" han mærkede hvordan hendes hånd var på hans hoved, han begynde at knurrer kærligt, som når man kælder en kat på maven, han så på hendes og viste at hun ikke var af den race som blev kalt for mennnekse, men han var ikke sikker han så på hende med sine brune øjne og sagde så igen. "Hvem er du, eller hvad er du" han gik et skrit væk fra hendes selv om hun nok vil gøre han noget, han var bange for dette væsen mest fordi han ikke har mødt sådan en før, hun var nummer to han havde mødt, og man viste jo aldrig hvad sådan nogen var.

Hun tog stille sin hånd til sig efter noget tid. Hun vidste ikke rigtigt, hvad hun skulle sige eller gøre. Det hele var så underligt for hende. Det at møde fremmede på denne måde var heller ikke den mest behagelige måde og møde dem på for hun kunne ikke se noget som helst overhovedet. Det kom lidt bag på hende, at ham hun snakkede med vidste ikke hvem han var. Spillede han dum overfor hende? Nej, det kunne han ikke for hans stemme lød så oprigtig som muligt. Vidste han så, hvem han var. Altså hvad han hed? Det var helt underligt og sidde og ikke vide hvem det var man snakkede med. "Ved du så hvad du hedder?" hendes stemme var spørgende og undrende. Hun undrede sig meget over, hvad det var som gjorde, at han ikke vidste hvem han var. Hun kunne mærke på ham, at han var meget usikker. Havde han mon hukommelsestab eller noget lignende som gjorde, at han ikke kendte til noget eller nogen? Det var underligt for hende og tænke over. Hun sukkede lidt "Jeg hedder Luce og er en draconianer. Det er ligesom en shapeshifter, men jeg skifter i stedet form som en drage end som et andet dyr" hendes stemme var rolig og mild. Hun kunne mærke på ha, at han var meget usikker på situationen og det var hun nu også.

Oliver så længe på tingen foran ham selv han sagde med en svag stemme som om han var bange for at sige hvad han hed "mit navn er Oliver men bare kald mig Oli" han var lidt tilbage i skone mere fordi han ikke viste hvem han sådan rigtig er, eller hvad tingen foran han var, eller hvad hed, han var små bange men vil ikke sige det, han så på hende og opdagede hun ikke havde nogen øjne, så kunne han beder forstå hvorfro hun var som hun var, men han ville ikke minde tingen om det, for det kunne jo være at den ville blive ked eller noget, Oliver havde sådan set aldrig været ked eller gald, han har bare været Oliver, han så ned da hun igen begynde at tale, og denne gang fik han en hele masse af vide, og han hjerne som ikke sådan rigtig er sig selv fik han en kæmpe stor hovedpinde det var som om nogen eller noget havde slået ham i hovedet, han så på hende selvom han helst ville se væk "En hvad siger du? ej undskyld hvis jeg spørger så mange gange, jeg har bare ikke talt med nogen i flere år, jeg har kun mødt en før dig, og jeg kan intet huske for min fortid, jeg har problemer med at huske ting så nogen gange skal jeg havde ting ad vide flere gange, ligesom når jeg læser jeg skal læse det flere gange ellers forstår jeg det ikke, Ej undskyld hvis du ikke fik det hele med, jeg har bare ikke snakke i flere år, og har så mange spørgsmål, ubs ej undskyld at jeg tager hele tiden jeg skal nok lade være" han tog sin pote op foran munden for ikke at snakke vider, men han hvade jo ret han havde såda set mande spørgsmål og han viste godt at de ikke ville komme på en gang, så vente tiden kom tilbage til ham igen, han havde ventede i flere år for at så et svar, og nu skulle han vente igen for at få svar igen.

Luce sad stille og på gravstenen og ventede på og få et svar fra den lille tigerunge hun snakkede med. Det var længe siden hun havde snakket med nogen. Det var ret underligt for hende og sidde og snakke med en. Hun nikkede stille "Rart, at møde dig Oli" hendes stemme var rolig og mild. Hun kunne godt mærke på hans være måde, at han ikke var en af dem som var fremme i skoende, men han i stedet var en der holdt sig meget tilbage. Hun havde ikke regnet med, at han ville snakke særlig meget, men det fandt hun ud af, at han faktisk gjorde. Det kom lidt som en overraskelse for hende, at han begyndte og snakke meget til hende. Hun sad stille og lyttede til det han sagde. Nu forstod hun bedre, hvorfor det var så svært for ham det hele som det var. Hun smilede stille og satte sig på jorden og lænede sig op af gravstenen hun lige havde siddet op af. "Det er helt i orden, at du spørger så meget som du gør. Det viser, at du vil vide noget mere end du allerede gør og, at du vil kunne forstå det" hun smilede stille til ham og fortsatte med og snakke "Jeg er et slags dragevæsen. Jeg kan forvandle mig til en slags stor drage" hun havde ændret sin måde og snakke på som var det et lille barn hun skulle undervise.