I'm alone... //Lancelot//

S: The Valley of The Dead. Mere præcist udenfor Zann's grav
T: 16:00
V: mørke og næsten ingen sol rammer jorden. Køligt
O: Gravkammer, små gamle grave, gamle og rådne træer
P: Slidt, brune bukser og trøje med mange størknede blodpletter forskellige steder og bare tæer og et stykke stof bundet for øjnehullerne.

Det var et uhyggeligt og ulækkert sted. Der var kun et stort gravkammer. Normalt ville man tro der bare lå et dødt lig derinde i en kiste, men det var løgn. Der boede faktisk nogen derinde. Under gravkammeret, hvor indgangen var gennem en helt ren kridhvid marmor kiste der var ingen pletter eller noget på den. Den var så ren, at man næsten var bange for kisten, men man skulle hellere frygte ham som boede der nede. Det var Zann der ejede gravkammeret og alt det som var inde i gravkammeret og under gravkammeret. Han boede ikke alene. Han havde kidnappet en kvinde og tortureret hende og gjort hende til hans slave. Denne kvinde var Luce. Hun havde ikke gjort ham noget overhovedet. Han havde bare set hende løbe igennem skoven med sin søn som var i en barnevogn. Hun var en meget pæn kvinde inden han havde fanget hende. Nu var hun alt for tynd og lignede både noget katten havde slæbt ind og et levende lig der havde været gravet ned i flere år tier og lige kommet op fra graven. Hun kunne ikke se noget overhovedet. Hun var blind. Hun havde nemlig ingen øjne overhovedet. Zann havde taget hendes ene øje imens Rafael havde taget det andet. Hun havde nogle gamle slidte brune bukser og trøje på med en hel masse blodpletter på alle mulige steder fra de gange han havde slået hende til blods, skåret i hende og alt der kunne ødelægge hendes udseende. Hendes sorte hår hang løst og spidserne var klistret sammen med størknet blod hist og her. Hun var glad for, at hun ikke havde noget chance for og se hvordan det var hun så ud. Men hun kunne lugte det og mærke det når hun strøg en hånd hen over håret. Hun lugtede af gammelt blod og en råden lugt hang fast i hendes tøj og hår. Hun havde fået mange blå mærker på arme, ben, overkroppen og i ansigtet. Det var nu ikke bare fra alle de slag hun havde fået, men også af og gå ind i alt der var i vejen for hende. Hun Havde lært og kunne gå rundt imellem tingende. Det havde en varulv ved navn Sajro lært hende. Det havde taget lang tid for Sajro og lære hende og kunne bruge sin hørelse noget bedre og kunne gå rundt, så det ikke så helt ud som om hun var blind selvom hun var det. Hun sad og tænkte tilbage på alt det der havde ændret hendes liv fuldstændig. Hun spekulerede på, hvordan hun skulle kunne klare og leve et normalt liv uden sine øjne. Hun var afhængig af hendes øjne. Hun ville aldrig kunne klare en kamp. Hun var sådanset blevet bange for dæmoner igen. Hun havde kæmpet som en gal for og kunne klare psykiske påvirkelse og for og kunne klare og leve sammen med en dæmon som hun gjorde inden hun blev kidnappet af Zann. Det var ikke et normalt liv hun havde det skulle hun gerne være den første til og indrømme, men hun kunne heller ikke rigtigt gøre noget ved det lige nu. Hun håbede inderligt, at der snart ville være nogen der kunne holde hende med selvskab.

P [For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Lancelot gik ned mod kirkegården hvorfor jo fordi han lige havde vundet en masse penge og overvejet hvad han skulle gøre med dem. Han gik ind på kirkegården han sukke og stræket sig og gik nærme med faklen han elske og går her det var så dejliget så dyster han havde altid kunne lige de her steder. Men han var nu ikke den man helst skulle komme ind på han havde jo levet i over 100 år hvilket havde gjorde han havde taget sig i akt for dæmon og vampyr så han borede aldrig det samme sted for lang tid. Han kigget sig omkring og fik øje på en kvinde som ligne et levende lig han var ikke hurtig i sinde om at løbe hen til hende og sætte sig på knæ ved hende "hvem har gjorde det her mod dig" fik han ud af munden han kunne ikke gøre for det måske var det fordi han selv var blive pinet så meget han sukket og sætte sig på knæ ved hende. Imens han tænke om han evne ville virke

Hun sad bare og tænkte. Tænkte over sit liv. Tænkte over, hvad hun kunne haft opnået i den tid hun var væk, hvis hun ikke var kidnappet. Tænkte på, hvordan hendes sønner så ud nu. Tænkte på om Sean passede godt på børnene. Tankerne fløj rundt i hendes hoved. Hun kunne høre nogle skridt ikke så langt væk fra kirkegården, hvor hun sad og var ensom. Hun troede, at det var en af de dumme skelletter der gik rundt for og tjekke stedet for om der var nogen som skjulte sig og ventede på og redde Luce. Eller om det bare var et dyr der gik uskyldigt forbi eller en der var faret vild og ikke havde opdaget hende. Hun hørte noget komme løbende imod hende. Hun blev siddende. Hun ville ikke bruge sine kræfter på og spekulere over om det var en der ville skade hende eller ikke. Hun var nød til og slappe af. Hun ville sikkert bare ende i problemer, hvis det var en af skelletterne som var kommet for og se til hende. Hun kunne lugte en underlig lugt stoppe foran hende. Det var ikke et skelet eller nogen anden lugt hun kunne genkende. Hun Sukkede "Det er ligemeget, de kan ikke gøre noget og hvem er de egentlig" der var skræk i hendes stemme. Hun prøvede så vidt muligt og skjule sin skræk, men det var svært og skjule det i hendes stemme.

Han kigget på hende og kigget så på hende igen "jeg er Lancelot og jeg tror nu jeg kan gøre noget for jeg kan gi folk synet tilbage" sagde han og smilet til hende. Imens han sætte sig på knæ for hende "og du" han smilet til hende selv om hun ikke ville kunne se ham han smile og kigget på hende stadig "lad os få dig væk herfra du bliver syg af at blive her" sagde han og smilet varmt til hende. Hvor han bagefter tog hende med og og stå "kan du stå op" han sagde det bekymret og prøvet og hjælpe hende så godt han kunne for han ville ikke lade hende sidde her det kunne han bare ikke gøre.

Hun sad nærmest bare og stirrede i luften selvom hun ingen øjne havde. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Skulle hun bede denne person om og gå så han ikke også blev tortureret på denne måde som hun blev? Gun vidste det ikke. Hun sukkede lidt "Rart, at møde dig Lancelot er Luce, men tror ikke du kan hjælpe mig selvom du har denne evne som du har" der var lidt sorg i hendes stemme. Hun var bange for om nogle af Zanns skeletter ville komme ud og se til hende. Hun ville ikke sætte denne venlige fyr ud i problemer pga hende. Det ville hun ikke kunne bære. Nok havde hun mange mord på sig med tiden, men de fleste var skader eller overlevelse. Hun rystede af skræk, men også af kulde. Det var svært for hende og kunne finde rundt i sig selv. Hun rystede på hovedet "Jeg kan ikke komme væk herfra. Han vil finde mig igen." man kunne hurtigt høre på hendes stemme, at hun var bange. Bange for sit liv. Hun var blevet truet en masse gange og hun var for svag til og kunne klare sig selv. Hun mærkede, at han tog fat i hende og prøvede og få hende op og stå. Hun blev bange. Hun troede, at han var en af dem som arbejdede for Zann. Hun skubbede ham væk af skræk. Hun krøb næsten sammen så bange var hun "Du må ikke skade mig..."

Lancelot blive skubbet væk af hende her*hvad går der af folk det er som om de frygter en*tænke Lancelot og rejste sig op. "jeg er her ikke for at skade dig" fik han sagte og rejste sig op. "er der noget jeg kan hjælpe dig med" sagde han og kigget på denne kvinde der var blind og blive brugt mod sin vilje så det ud til nu ville han ønske han havde en evne der kunne gi folk synet igen han sukket og sætte sig ned ved siden af hende og kigget på hende. Han kunne ikke klare og se det der var sket med hende. Han sukket og lagde sig op af muren og kigget væk fra hende hvem havde dog gjorde sådan noget.

Hun sad nærmest helt sammenbøjet og rystede af skræk. Hvordan skulle hun vide, at hun kunne stole på ham? Hvordan skulle hun i det hele taget vide om folk ville hende det godt eller skidt? Hun var rædselsslagen og frygtede alt og alle. Nok ikke alle nær så meget som Rafael og Zann og der var nok alligevel nogle stykker som hun ikke frygtede i det hele taget. Hun rystede "Hvordan kan jeg vide du ikke vil gøre mig noget?" der var skræk i stemmen. Hun ville gerne stole på ham, men det var svært når hun ikke kendte ham overhovedet eller kunne se ham. Det hele føltes så uvirkeligt. Hun sad lidt og spekulerede over om der var noget han kunne gøre for hende, men hun vidste det ærlig talt ikke for hun anede ikke om hun kunne stole på ham.

Han lagde en hånd på hendes skulder og sætte sig ned på knæet ved siden af hende "ville jeg ikke ha gjorde dig noget hvis jeg ville dig noget ondt" sagde han og prøvet og få hende til og være lidt glad. Han ville ikke fortælle hans rigtig Navn normalt men han fik ondt af hende men han måtte ikke han ville ikke gi hende hans rigtig navn. Han tog en dyb indåndnig og talte så til hende "mit navn er Gwaine og jeg er en Engel så hvorfor skulle jeg ville gøre dig noget" sagde han og prøvet og tvinge et smil frem på hans mund. Men det var svært fordi hun så sådan ud "lad os nu for dig væk herfra eller lad mig i det mindste hjælpe dig" sagde han og prøvede og virke venlig hvilket han nok også var. Han lukket øjne og lagde hans hånd på hendes kind for at hun måske ville stole på hvad han var da det jo var for at få hende til og stole på ham.

Han lagde en hånd på hendes skulder og sætte sig ned på knæet ved siden af hende "ville jeg ikke ha gjorde dig noget hvis jeg ville dig noget ondt" sagde han og prøvet og få hende til og være lidt glad. Han ville ikke fortælle hans rigtig Navn normalt men han fik ondt af hende men han måtte ikke han ville ikke gi hende hans rigtig navn. Han tog en dyb indåndnig og talte så til hende "mit navn er Gwaine og jeg er en Engel så hvorfor skulle jeg ville gøre dig noget" sagde han og prøvet og tvinge et smil frem på hans mund. Men det var svært fordi hun så sådan ud "lad os nu for dig væk herfra eller lad mig i det mindste hjælpe dig" sagde han og prøvede og virke venlig hvilket han nok også var. Han lukket øjne og lagde hans hånd på hendes kind for at hun måske ville stole på hvad han var da det jo var for at få hende til og stole på ham.

Hun sad stille og rystede. Hun mærkede hans hånd på hendes skulder. Det mærkes som en blid hånd der lå på hendes skuldre og ikke en af de hårde hænder der af og til kom fra Warren eller Zann når de ville gøre hende noget de holdt så hårdt fat i hendes skuldre, at det føltes som om knoglerne ville brække hvert øjeblik det skulle vare. Hun blev lidt roligere og prøvede og slappe af. Det var dog stadig svært for hende og stole på ham for hun kendte ham ikke. Hun nikkede så lidt "Jeg stoler på, at du ikke gør mig noget" der var stadig lidt usikkerhed i hendes stemme for hun var jo ret usikker på om hun virkelig kunne stole på ham. Hun bed sig lidt i læben og lyttede efter lyde der ville minde hende om fare. Hun lyttede til det han sagde. Hun var blevet god til og høre, hvis folk løj for hende, men denne gang kunne hun ikke høre det. Det kunne måske godt være fordi hun ikke kendte ham eller noget som helst. Hun var lidt urolig for om Warren eller Zann ville komme ud og skade hende. Hun rystede på hovedet efter han havde sagt om og få hende væk derfra. Hun turde ikke og stikke af for sidste gang hun prøvede blev hun straffet på en meget hård måde. Hun hørte nogle lyde komme fra gravkammeret af. Hun blev bange selvom hun mærkede hans hånd på hendes kind "Væk skynd dig! Gem dig bag træerne" hviskede hun. Hun vidste der var en som ville komme ud hvert øjeblik det skulle være.

Den her drøm havde han haft flere dage tilbage hvor han så så det her men var det denne gang. Han sank en klump og gjorde som hun bedte om idet han gemte sig bage efter hun havde sagt det han skulle måske være smutte men han gemte sig bage træet og lytte hele tiden efter noget. Han kunne ikke lade være med og komme med et grin da der kom et egne hoppende han smile og samle den op og holde så vejret i det der gik et skelet forbi der hvor Lancelot lige havde stået han sank en klump og begynde så og gå ned til hende igen for og se om hun klaret sig. Men da han kigget frem var hun der ikke længe hvilket Lancelot ikke forstod, "hvor helvede er hun" mumle han og strøg egnet med hår mens han smile til den og efter den dag havde han altid et egne med sig og kalde den bingo.
//out //