At Nightfall all the fun happens (Cortez)

Sted: ShadowFlame District
Tid: klokken 22:30
Vejr: månen har vist sit ansigt..
Omgivelser: alle mullige sådan forskellige typer og mange af dem råber grimme ting til Isobel og Kara..

Isobel havde for en gang skyld bevæget sig ud i mennesket mylderet, normalt holdte hun sig indendøren, men Kara havde haft behov for at strække sine ben og de havde lang rejse foran sig. Hun sukkede dybt idet en mand råbte af hende. det var ikke et sprog hun forstod og det gjorde Kara heller. Drog vidste hun hvad han råbte, det næsten altid det samme med mennesker, hun og søsteren havde vendt sig, men starten var det svært. "Er du okay?" spurgte Kara og Isobel slappede af idet mærkede den varme og bekymring der var søsterens stemme " jeg har det fint" sagde hun højt og vidste udmærket godt hunden ville forstå. Hun smiledee svagt og næsten overbevisende, men smilet nåede ikke helt op til hendes øjne, selvom man vant til tilråbene og hvæsende folk gjorde det alligevel ondt. Hun drejede ubevidst ned af gade som mørk kun oplyst af månens lidt blege stråler. Hun smilede bredt her var der ingen som kunne såre hende, der var ingen som kom med tilråb. Hun glædede sig til begive sig ned af denne gade, men hunden holdte sig smule til bage " er dette her ikke farligt?" spurgte Kara og stoppede op.
Hun smilede svagt og rystede på hovedet hvad kunne der være der inde i mørket som ville være så farligt, desuden kunne hun sagtens forsvare Kara og hende selv hvis nogen ville gå til angreb. De havde lært at slås. Hun forsatte og ignorede hundens advarende steme. Hun ville væk fra mylderet og de sårende tilråb.

Op af en af murende stod en mørk skikkelse, Man kunne ane skikkelsen
på lang afstand, den gadelugte der var tættest på kunne ikke engang
lyse gade særlig godt oppe, folk myldrede rundt i denne gade som var
det en demonstartion, dog skulle de istedet for at demonstrer ud og
handle, sælge eller have et put...Byen var skummel om aften sagde man
men den havde også sin egen charme. Et barn grinte imens et andet barn
græd, en fuld man kom syngende sammen med sine 2 andre venner og
en dame. Kvinden stoppede pluselig op i det hun gik fordi den mørke skikkelse.
Men uden at vide hvorfor hun stoppede begyndte hun syngede sammen med
de 3 mænd at gå videre.

Isobel havde ikke opdaget noget udsædvanligt før en kvinde tæt på den mørke gade efterfulgt af tre mænd som sang. Kvinden stoppede tøvende op inden hun også brød ud i sang " pas på!" udbrød kara i Isobels tanker, imens hun gav så til at gøende at trække Kara væk og en smule ind mørket. Hvad var det der skete det lingede slet ikke en opførelse fra et menneske. hun kom til grine hendes latter var varm og smittende, imens stod mørket fra gade som helt mørklagt betragtede hun sine omgivelser hun havde ikke set den sorte skygge før, men betragtede den uden at blinke, men drog hurtigt forstyrret idet nogle skumle typer begyndte gå hen imod gaden hvor de havde hørt hendes latter og hundens gøen. Isobel gik nogle skridt tilbage og colliens hår rejste sig på dens ryg. Isobel sank klump og baggede stadig ihåb om at de ville opgive deres jagt på hende.

Skygge skikkelsen, kiggede over mod den gøende hund. Den nærmest
stirrende på dem, ville det føles for dem. I det samme trak den sig ind
i en gyde og den forsvandt. De skumle typer kom nærmere og var snart
tæt på, skyggen som før havde fået kvinden til at stoppe var væk, som
skyer fra en klar himmel. Folk som gik rundt om Isobel, lagde ikke meget
i hundens gøen eller Isobels latter der brav var stoppet. En fattig tigger tog
fat i Isobels arm, "Åh...kære frøken, de kunne ikke give mig lidt penge"
lød det fra den gamle mand. Hans ene øjne var hvidt og det viste han
var halvblind, hans mund var nærmest indtørret.

Kara knurrede, men stoppede idet den så at vedkommende var en tigger Isobel anede ikke hvad hun skulle svare hun havde ingen penge, men manden lod til ikke at have set sammen mellem hende og Kara " rolig" sagde hun til hunden som starks fange at den skulle spille en almindelig hund og den satte sig på jorden så tæt op af hendes ben som hunden kunne kommme til. Isobel rystede på hovdet og trak sig væk fra den halvblinde mand inden hun trak sig tilbage rev hun forsigtigt armen til sig, man kunne tydeligt mærke hvor forsigtigt hun var og ikke stolede på nogen.
Hun sukkede svagt før hun trak sig længere ned af den mørke gade. Hun var blevet meget nervøs, noget var ikke som det skulle være, men hun kunne ikke finde ud havd det var. Hun begyndte med nogle tøvende skridt at for komme væk alt det mærkelige der skete.

Manden trak sig svagt da hunden gnurrede og begyndte at bakke, han
væltede men kom hurtigt op igen, han var allerede igen med at tigge penge
fra en anden dame der gik med en lille dreng. Cortez stod pluselig ved hende
som havde hun kaldt på ham, Han så bare på hende imens hoved lå på grå
Hans metalliske øjne hvilede som diamanter på hende. De var lokkende, smukke
og mystiske, og samtidíg kolde, døde og faretruende. Han smilte ikke
men lod sin mund forblive neutral. Han stod med hænder i lommerne som
om at han slappede af, men man skulle ikke tage fejl, hvis hun så meget som
gjorder noget ville han kunne parrere.

Først vidste hun ikke rigtigt hvad hun skulle gøre, men Kara havde advaret hende om at der fremmede ved hendes side. Hun vendte sig om imod inden bakkede ind og måtte stoppe idet muren kom vejen. Hun betragtede ham og lukkede næsten af fra Karas snakken, det utroligt hvor kom han og de øjne der var unaturligt smuk over dem, over ham. Collien knurrede advarende til den fremmede. " han er ikke normal pas på" nærmest hviskede Kara i hendes hoved, men der måtte være noget hun kunne gøre hun samlede mod til sig rejste sig med det samme op så hun ikke stod op muren længere " mangler du noget?" spurgte hun og var påpaslig med ikke at gøre den fremmede vred.

Han rystede på hoved, "En pige som dig burde ikke være her" sagde han og kiggede
og kiggede mod de skumle fyre der endnu gik imod isobel, han smilede
med lukket mund imens han vendte blikket mod hende igen. "Det her er
ikke et sted for dig" sagde han og skævede ned til hunden , et skær kom
overhans øjne, et svagt utilregneligt smil gav han dyret imens hans smil forsvandt
da han kiggede på Isobel igen. Dette var nok det dummeste sted hun kunne være hvis
ikke hun var stærk eller bevæbnet. Et glimt gik igen over hans øjne som når lys ramte
dyre øjne.

Hvad vidste om at han om dette ikke var sted for hende? Hun kunne næsten ikke være nogen steder uden at blive hadet så alle steder var vel farligt for hende, hun skævede over til de andre som stadig kom tættere på " stop det monster" sagde den ene mand til Cortez og kiggede bedende på ham. Havde de gættet hvad hun var? det var hun næsten sikker på at de havde gjort for hvorfor skulle de ellers kalde hende et monster. Hun var ikke det monster de skulle være bange for de skulle være mere bekymret over for den fremmede hun havde svagt på fornemelsen at han var det sande monster her. Hun gjorde sig klar til at kæmpe for sit liv, hun måtte beskytte Kara for alt verden. Hun stilte sig kamp beredredt foran hunden som forsigtigt peb. Hun kneb vredt øjnene samme glemte den anden fremmede og koncenterede sig om de tre mænd.

Et blidt smil kom frem da manden talte til ham, han lagde pluseligt
sin hånd for mandens øjne, manden nåede lige at spjætte inden
at Cortez igen slap ham, manden stod stille som om han var gået i
stå, i det næste begyndte manden at græde som om han havde set
noget forfærdeligt. Men han sagde ingen ting. Manden blev ved med at
med tåre trillende ned af ansigtet.

Cortez så igen på Isobel, denne gang smilte han med en åben mund.
IKKE kun 1 par hugtænder kom til syne men hele 2 gjorder, de store
som han selvfølgelig spiste med og så nogen lidt mindre der var til at
sidde bedre fast i byttet med, han lukkede munden igen, dog stadig
med et smil. Han rakte hånden ud til Isobel som et tegn på hun skille
tage dem.

Nu var det Karas tur til springe ind foran Isobel, den ville bestemt ikke have at hun tog hans hånd. Karas knurrende meget dybt advarende, men Isobel fik hurtigt stoppet hundens knurren ved gå ind foran den, hun betragtede svagt hans hånd uden at tage den, hun stolede ikke på ham selv om at han reddet hende for de andre som hurtigt forsvundet, men drog fik hendes frygt for at gøre ham sur overtaget og hun tog hun hans hånd. Kara peb og vidste tydeligt at hun ikke syntes det var nogen god ide. Hunden kiggede op på Cortez med advarende blik, man kunne tydeligt se at den var mere intelligent end almindelig hund.
Hunden peb igen før den stille gik og trykkede sig op af hendes venstre ben "jeg tro ikke det her er en god ide Isobel sagde Kara igemmen hendes tanker og sendte den lige ind i hovdet på hende med sådan en styrke at Isobel næsten gispede fordi det gjorde så i hovdet.
Isobel kiggede ned på hunden imens hendes blik blev anelse skulende " det er heller ikke god ide at gøre ham vred vel" sagde hun med sine tanker til hunden. Hun kunne risikere at hvis blev vred ville det gå ud over hende, men man kunne tydeligt mærke på hende at hun ikke stolede på ham.

I det hun ville tage hans hånd ville Isobel sikkert mærke kulden
kulden og døden omkring Cortez, et smil kom frem da hun endelig
fik lagt hånden i hans. Han lukkede om den og trak hende ind til sig.
Han kyssede blik hendes hånd imens hun var tættere på ham ind
aldrig før, hans øjne så stirrende på hende som var hun en diamant.
I det samme smilte han igen og hans tænder kom til syne, Han hviskede
i det samme, "Lad endelig din søster tale" han skævede mod hunden
som tegn på at han viste hvad de var. Isobel var smuk, og han ville havde
gættet på hans søsteren havde været lige så smuk som menneske,
men skønt at hunden var hendes søster så var han ikke begejsret.

Isobel skævede svagt ned på hunden som stadig knurrede "Jeg vil ikke snakke med ham han er farlig" sagde hun og et fnøs unslap hundens læber. Isobel rystede svagt på hovdet " hun er ikke rigtigt i humør" sagde hun til Cortez imens prøvede undertrykke hende utilpashed ved stå så tæt på den fremmede. Hun samlede sine tanker betragtede hans kønne, men mærkelige øjne. Hun overvejede prøve skubbe sig fri af hans kolde greb, men der var ingen steder hun kunne flygte hen og følte sig fanget som dådyr som var i jægerns sigtekorn. Han vidste hvad de " vent du synes ikke vi at er et monster?" spurgte forvirret over at hans søde ydre og at hun stod så tæt på et andet væsen. Hun havde aldrig været så tæt på noget før.
Hun kneb øjnene samme var det her en måde? Prøvede han vinde hendes tillid og så derefter dræbe hende og Kara. Hendes tanker blev sidst så forvirrende at var lige ved snuble i sine engen fødder gelé agtige.

Han kunne intet gøre hende her så hun skulle bare tage det roligt,
der var alt for mange vidner hvis man gjorder hende noget her, skønt at
de alle kendte ham. Ud af ingen ting trak han pluselig en rose, den blade
var blå, mørkeblå. Han rakte den mod hende, som et tegn på at hun
var hans, et tegn på at hun skulle slappe af. Han kiggede stirrende ned
på hunden som om han viste at hendes ord ikke mere var noget hendes kære
søster lyttede til, Isobel var nærmest i trænge hvor Cortez. Han kyssede
blidt hendes hånd imens han stadig rakte rosen ud.

" Iso lad være!!" nærmest råbte Kara i hendes tanker, men hvad skulle så gøre, hun ville gøre ham, men det næsten værre at gøre Kara sur. Hun rystede på hovdet " jeg kan ikke tage imod den" sagde hun trak sig en sig en smule tilbage og idet hun trak sig tilbage sprang Kara ind foran hende " lad hende være" sagde hun knurrende til cortez de var det eneste ord hun sagde. Man kunne virkelig se at de beskytttede hianden. Isobels blik hvilede stadig på mørkeblå rose den ligeså mærklig og køn som Cortez øjne.

Rosen brandt op i det samme for øjnene af både Kara og Isobel,
tilsidst forsvandt den, Han lod blikket gå ned på hunden som talte
til ham, "for ellers hvad" et skævt smil kom op på de kolde læber,
"Du vil måske lege hunden efter katten" imens han sagde dette
kom der 2 små røgskyer op der var formet som en kat og en hund.
hunden løb efter dem og de bevægede om Isobel indtil de igen forsvandt.

Kara knurrede endnu dybere og mere advarende end før, han kunne bare komme an han skulle krumme et hår på Isobel hoved hvis det stod til hende, idet de røgskyer som som løb rundt om Isobel blev Karas knurren til noget mindede om hund som trukket op i en krog og om ikke ret længe ville gå til angreb på den der havde fanget den i krogen. Isobel havde aldrig oplevet Kara blive så vred han havde ikke gjort noget? Faktisk havde han reddet dem fra den visse død. Hun stod kiggede Kara der blottede det perfekte hvide tænder " nej Kara gør ikke noget dumt" nærmest halvråbte hun til hun hunden, men Det som om Kara ikke hørte hende. Kara havde altid været den som beskyttede hende imens Isobel bragte dem i fare. Hun rystede på hovdet og gik så ind foran Kara vendte ryggen til Cortez velvidende at det farligt "Hør på mig dette her ender galt for os begge to hvis ikke snart du opføre dig ordenligt" sagde Isobel til Kara igemme deres tanker. Hvis han dræbte Kara ville betyde ende på hendes liv, men også Isobels eget liv.
Isobel fik kolde hænder ved tanken. Derefter vendte hun sig om imod Cortez hun nikkede så og vendte atter ryggen til ham " du undskylde min søster hun har det ikke så godt idag" sagde hun undskyldende og skulede til Kara.
Isobel havde altid haft tæt forhold til hendes hundesøster, men nu det første gang hun følte sig splittet hun ville så gerne lærer den fremmede at kende, men Kara kom vejen. Hun sukkede svagt med knyttede hænder. Aldrig før havde været så meget tivil som nu. Hun havde altid stolet på Kara og omvendt.

Et øjenbryn kom op på hans ansigt, hun skulle hellere lytte til sin søster
som havde dyriske indstinkter, dyr kunne se og fornemme ting som
mennesker aldrig ville kunne, selv ikke hvis de var spirituelle. "Jasår"
sagde han og kiggede bare på Isobel, "Hvad din navn" han var begyndt
at lokke hendes med hans sprøgsmå, lokke hende til hendes egen lidelse,
og hun ville ikke engang selv vide det.
I Cortez hoved var der et grin, men på hans ansigt kun et roligt og balanceret
smil, Isobel var en pige/kvinde som alle andre, hun følte sig tiltrukket ad det
som hun ikke kendte skønt alt sinalerede at det var farligt.

Kara trak sig tilbage og begyndte fornærmet at gå, hen ville ikke se hvis det endte galt, drog ville hun ikke gå for langt væk hun ville holde øje med dem på afstand. Hendes pels bevægede sig svagt idet en køllig vind blæste over dem. Kara følte sig en smule til side sat og det var først gang. Isobel kiggede efter Kara, men vendte igen blik imod Cortez " Isobel Marie Nightwing" svarede hun følte sig smule betrykket ved at Kara havde forladt dem alene de havde altid været sammen og nu var det som den fremmede havde splittet dem af.
Hun følte sig en tom vidste ikke hvad hun skulle drog beroligede det at hun stadig kunne mærke Karas nærvær. Hun var nærheden og skulle nok komme til unsætning hvis det gik galt.

"Isobel" sagde han og begyndte at gå rundt om hende, det var meget
dumt gjort at Kara, efterlade sin søster i hænderne på en Klusisska vampyr.
Men hvor skulle de også vide fra at Cortez var en af de største vampyrer i
denne verden, hele hans familie var kendt som mordere og stærke vampyrer.
Han begyndte at studere hende imens han gik rundt om hende, han havde
udmærket lagt mærke til at hunden var gået, og nu...nu havde han hende for
sig selv....hun var i hans hænder og hvis han valgte at tabe hende så
hun slintred var det hans valg.

Isobel følte síg som et stykke der bare ventede på at blive solgt, men flyttede sig ikke en tomme idet vampyren begyndte gå rundt om hende, hun stirrede ud luften godt klar over at der meget snart ville ske noget. Drog kunne stadig mærke at hendes tvilling ikke var så langt væk og det varmede hende en smule. Hun knyttede svagt hænderne som klar over at der snart ville ske et eller hvad nu hvis løb afsted med hende Kara ville aldrig kunne nå det i tide. Hun lukkede øjnene og håbede hun kunne nå Kara med sine tanker. Kara svarede ikke hun havde sikkert lukket af fordi hun blevet sur på hende.

Han stoppede op bagved hende, og lagde sine hænder på hendes
skulder, hun ville kunne mærke hans hud var kold....koldere end selve
isen som vinteren havde budt væsnerne i denne verden. Han hviskede
noget til hende, meget lavt så lavt at det var svært at høre. "Man skal
passe på hvem man kalder monster ikke sandt" sagde han og mente
angående den mand der havde stået og nedgjort hende. "De sande
monsterer opdager man altid for sent" han lod sin tunge slikke op af
hende.

Isobel gøs en smule idet hans hænder ramte hendes skulder, hun stivende endnu mere idet hans tunge kunne mærkes på hendes hud. Den var underlig og kold. Hvor var Kara hendes eneste ven i verden. Hun følte sig så tom, men lyste op idet hun hørte Karas knurren "sagde jeg ikke at du skulle lade hende være" knurrede Kara advarende. Drog Kunne Kara ikke angribe, han havde godt fat i Isobel, Kara eneste svage led. " KARA HJÆLP!" råbte Isobel panisk de havde aldrig før været i denne situation. Især Isobel var forvirret over Cortez nærvær det havde hun aldrig prøvet og hun følte sig så tiltrukket af dette nærvær at det næsten gjorde ondt. Frygten for denne nye følelse var stor. Hun vendte sig en smule besværet rundt så nu stod med ansigtet imod Cortez. Hendes var ikke længe ved hans før hun skævede over imod Kara. Isobels blik var trist og hun næsten regnede med hvad der ingen længe ville ske.

Deres ansigt var tæt imod hinanden og deres læber endnu tættere.
Han kiggede på hende som om at hun var noget dyrebart nu her i
hans kolde hænder, han kunne mærke hendes hjerte og blod løbe
rundt i den unge krop. "dunk dunk dunk" lød det som var det musik
der spillede i Isobels indre. Han så ind i hendes øjne der gik over på
hunden der knurrede, han inurrede den som var den ingenting, i dette
minut var den intet for Cortez.

Isobel havde aldrig før i hele sit stået så tæt på nogen før, følelsen gjorde hende dårlig, men samme tid mere nysrrig for dette nærvær som gav. i et kort øjeblik glemte hun at der faktisk meget snart ville være sæt spidse tænder borret dybt ned i hendes hals. Hendes vejrtrækning blev dybere og dybere det ville ikke vare ret længe inden hendes vejrtrækning ophørte med være. Hun fik sig taget sammen " du må ikke gøre mig noget" hviskede hun frygtsomt. Hun bange, men den nye følelse gjorde hende nysrrig.