The forst of fear. ~Nicolas~

P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] med sorte legings ^^

Aftenen var faldet på, og Caroline slog øjnene op. Og kiggede rundt i soveværelset. Hun havde været i Nicolas' hus i langtid nu.. Hvad var der gået uger måneder??.. Caroline var holdt op med at tælle.. Hun satte sig op, hun havde en af hans t-shirts på. Den duftede så dejligt af ham, der gjorde alt inde i dette rum næsten.. Bortset fra det var blandet med hendes duft nu også. Det var helt ubeskriveligt hvor meget hun savnede ham, hun hadede at hun var skylden til at han var væk.. At hendes vrede virkelig kunne volde så meget skade.. Caroline havde mistet så meget, at det helt havde påvirket hende, hun var næsten knækket.. Hun havde endda mødt hendes eks kæreste her i Terroville som hun enlig havde fået var omkommet. Caroline havde selv mistet Eliza i dette vandvid, Eliza og hende havde haft et alvorligt skænderi fordi at Eliza og Kukiu var kommet sammen. Og tanken om det skar Caroline i hjertet. Caroline rejste sig op og klædte om. Hun kiggede sig i spejlet, da hun hørte døren gå op nedenunder.. og lukke bag sig. Hun fik et smil på og kiggede kort på sig selv. Hun så i sine øjne ret godt ud, hun susede nedenunder i entreen og kiggede ivrrigt rundt.
"Nic?" Sagde hun og kiggede lidt rundt, og gik lidt rundt i huset. Og kom tilbage til entreen, hun havde hørt noget det var hun helt sikker på. Caroline gispede da hun mærkede noget skarpt skære igennem hendes mave og holde hende fast op imod en af murene i entreen. Caroline gispede og klemte øjnene i af smerte, dog mest af chokket. Hun bed tænderne sammen, og trak så spydet ud og kiggede rundt. Hun trådte lidt frem.
"Hvem er her?" Spurgte hun ud i rummet, og nåede ikke at reagere før hun blev kastet på modsatte væg. Hun kiggede op da ensad på hug foran hende, en mand han var månebleg og så virkelig mystisk ud. Han trak hende op og stå. Han kiggede på hende som om han ville tjekke hende. Han trak et nyt spyd som han stak i maven på hende, og et nyt et i ryggen. Caroline faldt forover, og hendes vejr trækning blev unormal. Hun vidste hun kunne overleve det. Hun kiggede op, og ville ikke vise smerte. Manden smed hende tilbage til den mur hun blev klynget fast til før. Så blodet var rundt på muren, Caroline ømmede sig virkeligt meget.. Hun trak skydene ud af godt hun kunne og smed dem fra sig på gulvtæppet. Blodpletterne ville hun fjerne senere. Men så knækkede hendes nakke og hun faldt om på gulvet.. De tog hende med sig.. Blodmånen stod på himmlen.

De tog hende ud i skoven, en mystisk skov som lagde ikke så langt væk fra Nicolas's sted. Skoven kom kun en gang hver 1000 ende år. Blodrosesr blomstrede ved indgangen.. Nåletræer bestod skoven af, men der var noget på træerne som lignede dugperler.

Caroline vågnede op og tog sig til sin nakke. Hun kiggede op og så direkte på den store blodmåne. Hun satte sig op og kiggede rundt omkring sig. Hun sad ved et bål, med en masse ukendte folk omkring sig. Caroline havde hurtige reflekter som fik hende til at rejse sig op og løbe. Hun var hurtig i sin fart. Og var dybt inde i skoven hurtig.. Hun kiggede rundt, da en velkendt skikkelse trådte frem foran hende.. Dæmonen.. Julian ham som havde fået hendes liv ødelagt til at starte med. Han gik imod hende.. Truende, og Caroline bakekde tilbage op i et træ. Hendes hjerte sad i halsen, hun var faktisk virkelig bange for ham.. Han kom tættere og tættere på, og hun gav et virkelig højt skrig fra sig.. Hvad Caroline ikke vidste var at dette bare var en illusion af hendes frygt..

//Se jeg havde jo meget krea, beklager den lange indledning søtte XD

Nicolas stod med et hjerte i hånden, det slog en enkelt gang, før han smed det på jorden ved siden af hans fars fætter. Selvom det var hans familie, fandt han sig ikke i at blive stukket i ryggen. Hvis man gjorde det, tog han hævn. Nicolas havde forsøgt at få fingerne i ham i et stykke tid nu, da han endelig fangede ham, var de ikke langt fra Nicolas' hus. Han kom til at tænke på Caroline, han havde ikke tænkt på andet siden han var taget væk. Det var forkert bare at rejse, men han prøvede at gøre det hurtigt, så han kunne vende tilbage til hende igen. Nicolas begyndte at gå imod hans hus, han opfangede hurtigt lyden af et hjerte der bankede hurtigere end normalt. Dernæst opfangede han duften af blod. Carolines blod. Det fik ham til at sætte i løb, vampyrløb. Han var på ingen tid oppe ved huset, han trådte ind og så blodpletterne på gulvet og væggene. Ingen tvivl om at nogen havde taget Caroline med sig. Han gik uden for igen og fik færten af hendes blod, viden tog fat og blæste frakken, der hang om hans ankler, omkring. Nicolas fulgte hendes fært, men den forsvandt hele tiden. Han prøvede at opfange den igen og igen, men det var ikke let. Det var næsten som om hun var i nærheden, men alligevel ikke. Han opgav ikke, Nicolas kom tættere på, han kunne mærke det. Han stoppede op og så undrende på de blodroser der stod der, han var sikker på at de aldrig havde været der før. Nicolas forsatte ind i skoven, forbi træerne med dugperler. Han gik lige forbi den rigtige Caroline, han vidste ikke hun var der. Det eneste han fokuserede på, var de tre lig der lå længere henne. Han nærmede sig med forsigtige skridt, roligt tog han fat i ligene for at se hvem de var. Caroline, Angela og Bethany. De tre der betød mest for ham, de var alle sammen døde. Hans øjne blev blanke, men han nægtede at vise han var sårbar. Han begyndte i stedet at se sig omkring, han følte sig ikke tilpas. Det gjorde han normalt i naturen, men det var anderledes i den skov. Den virkede nærmest.. Falsk.

Julian kom nærmere og nærmere, han lagde en hånd på hendes kind. Caroline kiggede ham ind i øjnene, hendes hjerte bankede vildt af sted.. Men hun måtte væk fra ham, hun satte i løb længere ind i skoven og stoppede op, hun kiggede rundt omkring sig. Der var kun mørke imellem træernes mærke stammer. Hun lagde en hånd for sin mund, hvor var hun henne. Hun andede en skygge komme imod sig, Eliza!? Caroline fik et lille smil på læben, men Eliza så vred ud. Det var ikke den rigtige Eliza, bare en illution.. Men Caroline troede det var Eliza. Eliza kom imod hende og stod foran hende.
"Du fortjener ikke at blive elsket Caroline." Sagde hun hvilket fik en tårer frem, specielt fordi det var Eliza som sagde det. Caroline vendede hovedet til siden, og så Nicolas. Heller ikke den rigtige, hun smilte skævt men fik bare et hårdt blik. "Du ubetydelig, du fortjener intet." Sagde han, det skar i hendes hjerte. Caroline græd, og hun løb og løb. Til hun faldt ned over en sten, og så op på Locan. Locan var Julians søn, som man ikke kunne dræbe. Faktisk var det bare en evne.. En helt anden historie. Locan så hånligt på hende, og Caroline rejste sig op og bakkede ind i et træ. Locan var heller ikke ægte, men frygten illisionerede til at mærkes ægte hvis nogle rørte en.. Locan greb om hendes hals, og klemte til. Så Caroline følte at hun var ved at dø, selvom at der ikke var nogle som kvælte hende.. Hun sparkede ud efter ham, og så slap han dog. Locan og Julian var dem hun frygtede mest.. Caroline fik sin hals fri, og satte i løb igennem skoven.. Hun ville væk fra skoven, det var som om at alt hun frygtede var her.. Det gav ikke mening.. Det var næsten det samme hun havde set da Josh havde brugt sin evne på hende.. Caroline stoppede op og gik baglæns. Hun gik ind i noget.. Og stoppede op, hednes hjerte sad i halsen... Hun havde stadigvæk øjnene fulde af tårer..

Nicolas vendte sig væk fra ligene og begyndte at gå. Lige pludselig følte han sig helt alene, alle han nogensinde havde elsket og holdt af var væk. Han havde klaret sig alene før, men med Caroline og Angela var det anderledes. Angela ville altid være der for ham og Caroline var den eneste der havde elsket ham, ubetinget. Han kunne høre en hjerterytme et sted tæt på ham. Han var sikker på at der ikke var andre end ham i den skov. Han satte kurs imod denne hjerterytme, og der var hun. Caroline var ikke død. Hun levede stadig. Han så hen imod ligene igen og Carolines var forsvundet, som om hun bare havde rejst sig og var begyndt at leve igen. Han gik hen imod hende med hastige skridt og lagde armene om hende. Hun virkede bange, han vidste ikke hvorfor, men han ville sørge for at det ville gå væk. Han ville beskytte hende, selvom Nicolas ikke havde nogen anelse om hvad der foregik. Han holdte hende tæt ind til sig, som om han aldrig ville give slip igen. Han følte sig pludselig mere hjemme end han havde gjort længe, og alt det han havde frygtet var forsvundet. Han følte ikke frygt mere, bare kærlighed og hjemmelighed. Han havde længtes efter Carolines arme, hun var det han havde brug for, for at overleve. Uden hende, ville han ikke kunne leve særlig længe.

Pludselig mærkede hun nogle lagde armene om hende, hun tog en dyb indånding.. Hans fært, det var Nicolas ingen tvivl omkring det! Hun følte sig mere tryg, og knapt så bange fordi hun vidste at han var der. Hun smilede let, og vendede sig imod ham og krammede ham hårdt.. Hun kastede et blik ud i skoven, og hendes hjerte sad i halsen da hun så Julian og Locan igen. Hendes hjerte rytme sad som var hun på flugt fra døden. Hun havde blikket fast på illusionerne, noget slog hende. Hvorfor ville Nicolas kramme hende, efter det hun lige havde hørt ham sige.. Der måtte vær een eller anden grund til at hun følte sig tilpas ligenu og ikke før. Som om det andet havde været en kopi af Dominic's ord. Caroline kiggede kort Nicolas i øjnene, hendes øjne var fyldt med tåerer og frygt..
Hun holdt vejret da Julian og Locan stod ikke andet end et par meter væk, det fik hende til at gå et skridt tilbage. Skønt det kun var hende som kunne se disse illusioner.. Hun så panikslagen ud, men kiggede ikke på Nicolas.. Hun kiggede på Julian og Locan, rettere sagt for Nicolas så stirrede hun bange ud i luften som en eller anden sindsyg person..

Nicolas havde det bedre, når han vidste at hun var i sikkerhed. Han var udmærket klar over, hun godt kunne klare sig selv. Men han følte alligevel, at han skulle beskytte hende. Da hun begyndte at se skræmt ud i luften og gå nogle skridt tilbage, undrede han sig over hvad der skræmte hende. Han tog fat i hendes hånd og stillede sig hen foran hende, så hun ikke ville kunne se Locan og Julian. "Hvad er du bange for?" Han lød på ingen måde hånende, bare bekymret. Han ville være sikker på at hun var tryg og tilpas, han ville være sikker på at alt hun var bange for, ville blive skaffet af vejen. Han ville gøre alt for at hun var i sikkerhed. Nicolas så sig over skulderen, for at se om der var noget. Men han kunne ikke se andet end ligene af dem han holdte af. Det var ikke en almindelig skov, så meget kunne han da sige. Hvordan kom de væk fra den? Hvordan kom de tilbage til hans hus? Han ville gøre alt for at komme tilbage, det var ikke et sundt sted at være. Det var som om skoven sørgede for at skræmme alle der bevægede sig ind i den, han var stadig meget i tvivl om hvordan det foregik. Men en ting vidste han, det ville ikke blive let at komme derfra.

Caroline blev ved med at kigge på dem til at Nicolas stillede sig ind foran hende, så hun kiggede ham i øjnene.. Hun forstod ikke at han ikke kunne se dem? Hun kiggede ud til siden, de stod lige ved siden af hende. Og Locan lod sin hånd pilre ned af hendes arm, hun klemte øjnene sammen..
"Dem.." Svarede hun skræmt, og hendes hjerte bankede kræftigere end nogensinde før. Caroline tænkte så mere klart, Julian.. Hvordan kunne han være der, Caroline havde dræbt ham. Han var blot en af dem hun frygtede mest.. Hvordan kunne han stå der? Caroline løb hurtig imod et andet træ, hun skulle lige prøve noget. Hun ville prøve noget ligesom hun gjorde da hun ville gå imod Josh's evne. Hun tog en dyb indånding. De kom imod hende.. Caroline så tomt på dem.. Hun ville ikke være bange.. Hun måtte ikke være bange for dem.. Caroline sank en klump. Det forgik inden i hendes hovede, for Julian kunne ikke være der når han var død..
"Du ingen ting Caroline." Sagde Julian hårdt.
"Skrid ud af mit hovede!" Udbrød hun vredt, Nicolas's vrede var stadigvæk indeni hende og når den blussede sig op sammen med hendes så var den volsomt. Caroline kiggede rundt igen, de var væk.. Det havde virket.. Caroline så på Nicolas, og løb derover.
"De ikke rigtigt noget af det vi ser.. De frygtens illusioner tror jeg.." Sagde hun stille og kiggede op på ham. Selvfølgelig forstod hun godt at han ikke forstod det omrking Julian og Locan.. Locan levede jo faktisk stadigvæk..

Nicolas kunne ikke forstå hvad der skete. Det eneste han vidste, var at Caroline så noget han ikke så. Og de lig, kunne hun sikkert ikke se. Han fulgte hende med blikket, da hun gik hen til træet. Hun forstod, tydeligvis noget han ikke gjorde. Nicolas så hen på ligene da hun var kommet tilbage til ham. Han lod sine tanker fylde det hele. De er ikke døde. De lever alle endnu. Der er ikke noget at frygte. Han så over på Caroline et kort øjeblik, men vendte så blikket tilbage mod ligene der var forsvundet. Han så sig omkring. "Hvordan kommer vi væk herfra? Det er tydeligvis ikke en normal skov." Nicolas vendte igen blikket mod hende, han anede ikke hvor de var, eller hvordan de kom væk derfra. Han ville ønske han bare kunne få hende væk derfra, redde hende som han altid gjorde. Men han anede ikke hvordan.

Caroline kiggede vildt omkring sig.. Hun anede ikke rigtigt hvad de skulle gøre..
"Det ved jeg ikke, men jeg har på fornemmelsen at vi skal få fart på..." Svarede hun og kiggede kort på ham, den lykkelige genforening kunne komme når de var kommet ud derfra.
"Der!" Råbte hun da hun fik øje på en af den som havde fanget hende til at begynde med. Hun satte i sin hurtigste fart, og kom derud.. Men der var ingen. Hun vendede sig rundt, da et træspyd kom flyvende imod hende, hun dukkede sig. Og det ramte 10 cm ind i træet bag hende. Caroline skar tænder, og kiggede frem for sig. Hun vidste der var andre i skoven, dem som levede af frygten fra ofrene. Caroline var ikke mental stærk ligenu, mere end hun havde været de sidste mange uger. Men kun fordi hun vidste Nicolas var et sted i nærheden af hende var hun mere stærk. Caroline sank en klump, og fik øje på en som stod med ryggen til hende og kiggede på Nicolas. Caroline var hurtigt ommebag ved denne slave for månen. Og brækkede nakken på den uden at blinke, så hvad den end havde prøvet at få Nicolas til at se, ville forsvinde med det samme. Caroline kom frem fra buskaserne og smed liget foran sig.
"Her er en af fryg skaberne."

Nicolas prøvede at udtænke en plan for at komme væk derfra. Han nåede dog ikke at tænke videre over det, før Caroline var væk, han gav sig til at se efter hende. Han fik også øje på hende, hun blev holdt i armene af en anden. Han var ikke sikker på om det var ægte eller falsk. Han valgte bare at tro på det. Nicolas trådte et skridt frem imod dem, og ham der holdte om hende begyndte først at kysse hende, for så at stikke en træpæl igennem hendes ryg. Den slags der kunne dræbe hende. Hun faldt om på jorden, han skyndte sig hen til Caroline og tog hende op i armene. Han holdte om hende, men så lige pludselig forsvandt hun. Han så op på den ægte Caroline. Der måtte være en måde at komme væk der fra. Han stillede sig foran hende og lagde en hånd på vær af hendes overarme. Han var ikke sikker på om det han havde tænkt sig ville virke. Men det eneste der kunne overvinde alting var kærlighed. Han lænede sig frem og kyssede Caroline, blidt og enkelt. Rent.

Caroline smed slaven fra sig, da Nicolas rejste sig op og stod foran hende. Caroline kiggede ham dybt ind i øjnene, hun mærkede hans hænder på hendes arme. Hvilket gjorde hun så ham dybere ind i øjnene. Hun smilte let, inden han kyssede hende.. Hun følte sig tilpas igen, elsket. Caroline gengaldte hans kys, hun havde savnet hans læber virkelig meget. Det var helt vildt, Caroline lagde hænderne på hver side af hans kæbe. Og holdt kysset længere, hun kunne stå der en hel dag.. Hun vidste at hvis de stod sammen kunne de klarer alt! Hun var ikke et sekundt i tvivl, og det ønskede hun helelr ikke at være. Hun var ikke knækket mere, det var ligesom at når hun var sammen med Nicolas.. Så blev hun hel igen.. Caroline havde virkelig savnet ham så meget. Hun vidste også godt at de skulle se at komme væk derfra, hun havde hørt en hvisken fra disse slaver at skoven ville forsvinde efter månen gik ned. Det slog hende pludseligt. Det var den eneste grund til at hun trak sig lidt væk og kiggede ham i øjnene.
"Vi skal væk. Og jeg har en plan, inten skal jeg flyve op og så om jeg kan se en vej ud. Ellers skal vi se om vi kan finde en sti,." Caroline tænkte.. og kom i tanke om noget andet hun havde set. "Blodroser, en sti med blodroser. Ingen månen forsvinder. Elelrs er vi fanget her for altid." Sagde hun og kiggede ham dybt i øjnene, og kyssede hans læber hurtigt igen. Hun ham i øjnene igen.. Hun ville gerne ud herfra, og de skulle nok klarer den.

Nicolas nød kysset så længe det varede. Han havde savnet hende uendeligt meget, men han havde gjort hvad været nød til. Nicolas så et øjeblik ned, efter hun havde stoppet kysset. Han lyttede til hendes ord. "Du flyver op og ser efter, så går jeg på jagt efter blodroser." Han kunne stadig huske lugten fra da han stod ved indgangen. Han begyndte at dufte og gå, for at finde den sti af blodroser. Han blev nød til at gøre et eller andet, de kunne ikke blive der for evigt. Selv for en vampyr, er evighed lang tid. Han vendte ryggen til hende, da han begyndte at kunne dufte en duft der mindede om blodroser.

Caroline så efter ham da han begyndte at gå på jagt efter blodroserne.. Hun lukkede øjnene, og sank en klump. Hun skiftede form til flagermus, og baskede afsted med sine små fine vinger. Hun kom op over trækronerne, og kiggede rundt. Det var som om der ingen by var ingen verden.. Som om at det var en drøm hvor de ikke vidste hvor de skulle gå hen længere.. Caroline fl'j rundt over skoven, og fik øje på noget nede på bunden. Noget som var rødt, hun satte i fart ned af. Snarre kunne det ligne at hun styrkede i fuldfart. Men hun stoppede op lige inden hun ramte jorden. Hun skiftede form og satte sig på hug. Hun så på det hun havde fundet, en blodrose. Men den stod alene. Hun rejste sig op og satte på spurgt imod Nicolas. Hun kom frem til den hun troede var ham, han stod ved siden af Eliza. Der vidste Caroline at det ikke var ham, hun ville ikke lytte til deres ord. Hun fik øje på en af månens slaver, og løb hen til ham og holdte ham op af et træ. Hendes greb om hans hals var stramt, vreden blussede op. Det mindede hende om at Nicolas snart skulle have sin vrede igen, ellers måtte hun lærer at håntere den.
"Fortæl mig vejen ud, ellers dør du. Men ikke på den rarer måde." Snerrede hun. Slaven fnyste hånligt af hende, og kastede et blik over imod retning at Nicolas fært med et lumsk smil. Caroline slap slaven lidt og kiggede ham i øjnene.
"Du følger med mig, og gør hvad jeg siger." Sagde hun med sin evne og løb imod Nicolas' fært uden at tøve. Hun fik øje på to af ham, hvem var den rigtige. Hun vidste den ene var den rigtige. Hun kiggede på begge to, da et nogenlunde tyk spyd af alm. træ kom imod brystet af den ene. Hun var ligeglad, hun ville ikke risikere noget. Derfor løb hun hen og skubbede til ham, selvom det var den falske. hun mærkede spydet borre sig ind ved hendes kraveben, dybt ind så hun gispede. Hun lænede sig op af træet lige bagved sig, og lukkede øjnene imens hun gispede kort efter vejret. Hun skulle bare holde fokus på at tage den ud, men hvem vidste om slaverne kunne narre ham til at tro at hun var kommet til skade. Caroline gipsede lidt efter vejret, hun kunne ikke dø af den. Men det gjorde stadigvæk ret så ondt på hende, hun havde svækket sig selv ved alt det blod hun havde mistet idag.. Caroline mærkede at spydet stadigvæk borrede sig dybere ind, hun klemte øjnene sammen og klynkede halvt.. Det var næsten ikke til at få fat på spydet, især ikke i den lille smule panik som kom i en. Hun kunne ikke engang kigge ned for at finde det. Hendes hænder rystede for meget på sig.. Caroline kiggede op på Nicolas.
"Please.. Det mig, hjælp.." Sagde hun stille, og kiggede bedende op på ham.. Men om Nicolas troede på at det var den ægte hende, og ikke bare en kopi som prøvede at snyde ham.. Så skulle det nok gå..

Nicolas gik stadig og ledte efter roserne, da Carolines fært kom nærmere. Der var også to andre dufte, en der mindede om hans egen og en han ikke kendte. Da Caroline kom frem til ham, så han over på sit andet jeg. Det var underligt at se sig selv sådan, men han prøvede at ignorere det. I stedet vendte han opmærksomheden mod Caroline igen. Da træet borede sig igennem hende, var han først usikker på om det, overhovedet var hende. Men han turde ikke risikere noget, så han var hurtigt over ved hende og forsøge at rive træet uden, så smertefrit som muligt.

Den falske Nicolas stod ikke langt fra Caroline og den ægte Nicolas, da han brød ind i deres gruppe. Han så på Nicolas, og forsøgte at opføre sig som ham, så meget som muligt. Da den ægte Nicolas gik hen til Caroline, gjorde den falske det samme. Han tog fat i hendes hånd og lod som om han ville berolige hende. Men dem der kendte Nicolas godt, ville vide at han vidste, at Caroline ikke havde brug for beroligelse.

Caroline kiggede skiftevis på begge Nicolas'er, og prøvede at bevarer den smule ro i sin krop der var tilbage. Hun var bange for sit liv ligenu, hun bed tænderne sammen. Og hendes øjne var fyldt med smerte, Caroline kiggede Nicolas i øjnene. Imens han prøvede at få træet ud, hun klemte øjnene sammen i smerte. Da hun mærkede en hånd som prøvede at berolige, der var to.. De stod lige ved siden af hinanden, men alligevel fokuserede hun på den rigtige. Hun kendte Nicolas, han var mere hurtighandlende end beroligende. Derfor gik hendes fulde opmærksomhed på ham, hun blev faktisk ikke roligere over den falske. Men hun blev roligere over at kigge på Nicolas, det gav hende mere håb.. Hendes vejrtrækning blev mere normalt end før. Spydet trak sig lidt ud, så det var nemmere at gribe rundt om. Og selvom det gjorde ondt, så kunne hun sagtens bide den i sig. Hun var ikke bange for noget ligenu, frygtløs. Caroline var helt rolig, og fik sin hånd op på spydet. Og trak det ud af hurtigt hun kunne, med sammenklemte øjne. Hun holdt det i hånden, og overvejede at dolke den falske. Men hvis det alligevel blot var en illusion ville det ikke hjælpe meget, derfor gik hun helt op på siden af den rigtige. Og kiggede op på ham, Caroline mærkede at det healede langsomt. Men stadigvæk healede det, hun skulle bare have lidt blod. Så var hun stærk igen.
Caroline kastede et blik på måneslaven, han var i hendes magt ligenu. Caroline ville ud fra denne skov ligenu! Ikke et minut senere! Hun ignorede den falske Nicolas, og gik så over til måneslaven. Hun hævede et bryn.
"Udgangen. Nu!" Sagde hun med en alvorlig klang i sin stemme, Caroline så alvorligt på ham. Og han rystede halvt. Han pegede imod en tildækket skjult sti, og gik hen og fjernede nogle grene som afslørede en sti af de smukkeste blodroser. Caroline smilte så lidt til ham, inden hun brækkede nakken på ham.
"Det denne vej." Sagde hun til Nicolas, med et skævt oprindeligt smil.

Nicolas nåede ikke at rive træet ud, før Caroline selv havde gjort det. Han hjalp hende op og stå, selvom han godt vidste hun ikke havde brug for det. Han så hen imod den måneslave, der tydeligvis var i Carolines magt. Nicolas fulgte hende hen til grenene der gemte stien med blodroser. Han førte armen hen af stien, så Caroline kunne gå først. "Lad os komme ud." Han så på Caroline og ventede på at hun begyndte at gå. Selvom de muligvis kunne ende med at blive fanget i lang tid, så var han stadig en gentlemen. Det ville han altid være, især over for Caroline. Han vender blikket imod måneslaven. Han forstod stadig ikke hvad der skete, men han stolede på at Caroline nok skulle få dem ud.

Caroline kunne ikke undgå at få et lille smil fremtryllet på sine læber, da han ventede på at hun gik først. Hun gik hen til ham, og begyndte at gå. Dog så hun var sikker på at han var med hende, selvom hun ikke var i tvivl en enkelt gang. Caroline kiggede fremfor sig, og tog en dyb indånding. Hun kiggede på blodroserne, de dannede en sti. Men så pludselig stoppede de, og de var nået til noget som lignede en blindgyde. Caroline sukkede tungt og vendede sig mod Nicolas, det var ikke første gang de sidste ugers tid hun havde sukket opgivende.. Hun lukkede øjnene, og vendede sig om imod blindgyden og kneb øjnene lidt. Det var hendes eventyrløstne side som rørte på sig hun trådte frem imod blindgyden og rakte sin hånd frem imod den, da den forsvandt ind i det som havde lignet en blindgyde. Det var en stor sort mur med en mærkelig barriere ud til sikkert, Caroline vendede ansigtet mod Nicolas. Og hendes øjne lyste af håb for at komme ud..
"Jeg tror vi har vores vej ud." Sagde hun og trådte igennem barrieren, stille og roligt så hun var sikker på at Nicolas var med hende helle vejen igennem. Caroline tog en dyb indånding da hun var ude. Hun var faktisk ude! Hun vendede sig om og rakte en hånd ind i barrieren.
"Det er den rigtige vej!"

Nicolas fulgte efter Caroline ned af stien. Han havde aldrig hørt om den skov, en skov med en persons værste frygt. Det nu meget effektivt. Selvom Nicolas dog aldrig ville komme tilbage der til, medmindre Caroline eller Angela tog derind. Han så på blindgyden, da hun stoppede op. Han undrede sig et øjeblik, men da hun stak en hånd igennem kunne han godt regne ud, det var vejen ud. Han fulgte hende igen og så på den normale skov. Han sukkede lettet. "Endelig ude." Han ville gerne vide hvem det var, hun havde set derinde. Men han ville ikke presse hende til at fortælle om det. "Så hvad så du derinde?" Han så afventende på hende, hvis hun ikke ville fortælle ham det, var det også okay. Han kunne aldrig finde på at tvinge hende til noget.

Caroline åndede frit ud, og nød at kunne ånde frit uden at behøve at frygte illusionerne af frygten. Hun vendede sig om imod Nicolas og lagde hovedet lidt på skrå, hun smilede forsigtigt. De var helt ubeskriveligt dejligt at se ham igen, hun havde savnet ham så meget.. Han spurgte ind til hvad hun havde set, og hun ville ikke lyve for ham eller skjule det. Det skulle nødig bide hende i halsen en dag..
"En som hed Julian, bagefter så dig og Eliza som fortalte mig noget.. Og så Locan og Julian.." Man skulle ikke være dum, for at vide at Locan og Julian var noget hun havde frygtet. Ikke efter hun havde set dem inde i skoven.. Caroline kiggede Nicolas i øjnene. Hun kastede et kort blik ned af sig selv, hendes kjole var indsmurt i hendes eget blod, hvilket gik hende til at grine kort af sig selv. Hun kiggede op på Nicolas igen, Angela havde haft ret han ville komme tilbage. Men hun var stadigvæk så ked af det hun havde gjort for at jage ham væk. Caroline sank en klump, og stod et øjeblik stift. Hun kunne dufte menneskeblod ikke langt væk, og hun var mega tørstig.
"Skal vi tage hjemme ved dig?" Spurgte hun med et skævt smil, og lod tænderne glide lidt længere ned over underlæben. Hun så ham i øjnene, en god hentydning til at hun ville suse ned efter to mennesker og tvinge dem til at gå med hende.. Eller den lettere måde.
*Leah jag de to mennesker her op.* Sagde Caroline til Leah igennem tankerne, for hun vidste at Leah lignede en zombie. Så det ville ikke tage meget andet end panik for menneskene for at løbe op imod dem. Og ganske rigtigt, de to menneske piger løb i panik op imod Nicolas og Caroline. Caroline tyssede på dem. Og kiggede dem skiftevis i øjnene.
"Skrig ikke, bare følg med." Sagde hun ved hjælp af hendes evne, og pigerne nikkede imens de fuldte med uden at blinke. Caroline kiggede tilbage på Nicolas, med et skævt smil. De kunne gå hjem nu, og tage en drink.. Caroline ville gerne undskylde..

Nicolas ville gerne vide mere om disse personer. Siden hun havde været så bange inde i skoven. Men han ville stadig ikke tvinge hende til det. "Vil du.." Han nåede ikke at sige mere, før hun var videre i samtalen. "Vi er næsten ved mit hus. Skal vi ikke bare tage derhen?" Han så på menneskepigerne der hurtigt kom hen til dem. Han så et øjeblik på dem, de var godkendt af ham. Der skulle dog ikke meget til, han var tilfreds. Han gik hen imod sit hus og vidste at pigerne ville følge med. Det var en af de ting der var bedre end godt ved Caroline, hun kunne få alle til at gøre alt. Det var en god evne, det gjorde at de ikke smagte af adrenalin, når man først fik fingerne i dem. "Jeg beklager forresten. Jeg skulle ikke været taget af sted så pludseligt. Jeg vil gerne forklare det hele." Han havde en meget god forklaring til det, men han ville vente til de var alene.

Caroline nikkede til ham, der var ikke langt hjem til Nicolas det vidste hun. Hun boede jo helt over i Firewood Village, og faktisk havde hun flyttet det meste af hendes tøj over til Nicolas. Fordi hun var vred på Eliza og gad ikke se hende lige nu, ikke efter deres sidste møde. Caroline nikekde til Nicolas.
"Så tager vi hjem til dig." Svarede hun med et skævt smil på læben. Pigerne fuldte med da Caroline begyndte at gå, hun kom hen imod huset.
"Du behøver ikke forklarer at min vrede ødelagde det helle. Jeg forstår." Svarede hun stille og kiggede lidt ned, hun trådte ind i entreen og pigerne stod blot stille. Som nogle slaver der blot ventede på at få af vide hvad de skulle gøre nu. Caroline kastede et hurtigt blik rundt i entreen, hendes eget blod hang stadigvæk rundt på væggene og gulvet. Dog rettede hun hurtigt opmærksomheden imod et af menneskene.
"Du vælger først." Sagde hun stille, og hendes tænder gled længere ud end før. Klar til at suge den enes blod ud, hun ventede blot på Nicolas valgte en.

Nicolas nikkede bare, da hun besluttede sig for, at de tog hjem til ham. Han fulgte med dem da de begyndte at gå. Nicolas så på hende med et alvorligt blik, da hun mente at hun havde ødelagt det hele. Han tog fat i hendes arm og forsøgte at stoppe hende, men hun kunne godt gå videre. "Din vrede ødelagde ikke noget. Angela og jeg havde en onkel, som havde sendt en tidligere ven af familien efter os. Og han gjorde det ikke fordi han vil mødes igen. Så jeg sporede ham og ja.. Ordnede det." Han gik videre og nåede op til huset. Han så undersøgende på de to piger, som om han var ved at udvælge et slagtekvæg. Hvilket han på sin vis også var. Nicolas gik hen til den ene pige og duftede kort til hende. Blodet var ganske godt, et menneske. Han gjorde det samme med den anden, hun havde af en eller anden grund noget engleblod i sig. Han skubbede denne pige over mod Caroline, selvom han havde været fristet til at drikke hendes blod lige der. Han tog den anden pige, fik hans tænder til at vokse frem og stikke dem ned i hendes hals.

Caroline stoppede kort op og kiggede på ham, hun lyttede til hvert et ord som forlod hans læber. Hun vidste dog bare ikke hvad hun skulle svare, før at han var begyndt at gå igen. Hun stod stille i lidt tid, men begyndte så at gå igen. Hun var hurtigt oppe på siden af ham og indenfor i huset. Tankerne fløj rundt, var det som Angela havde sagt ikke på grund af hende. Caroline havde siddet og været ude af sig selv, over noget som hun ikke engang var hendes skyld. Hun havde ladet sig være nede over ingen ting.. Caroline blev skubbet ud af sin egen tankegang, da hun mærkede en af pigerne blev skubbet over til hende, Nicolas havde valgt. Caroline satte uden hun nåede at tænke over det tænderne i pigens hals, det var den morderiske side som ville have blod. Caroline mærkede blodet på smagsløgene, og sugede kræftigere til, indtil at der ikke var en eneste dråbe tilbage i kroppen. Caroline slap grebet om pigen, og smilede for sig selv. Hun følte den store strøm af energi som kom tilbage til hende, som havde den aldrig været væk. Caroline tog en dyb indånding, og lod blikket hvile på Nicolas igen. Det gjorde hende behageligt at han var i nærheden af hende, og den morderiske side holdt sig på afstand. Selvom hun ønskede at tæmme den, føltes det så umuligt. Bethany var her ikke, det havde hun ikke været i en uge. Men Caroline havde da fået en lille snak med ret mange på de uger Nicolas havde været væk.
"Jeg behøver virkelig at skifte tøj, til noget mindre blodigt." Hun kiggede kort ned af sig selv, så det var tydeligt hvad hun hentydede til. Hvis man ikke vidste at hun var vampyr ville man have troet at hun havde været torturert. Torturet, så fløj hendes tanker på Mason og at hun skulle hilse Nicolas. Caroline ville komme med den hilsen senere. Hun susede ovenpå, og åbnede en af skufferne. Hun fandt et par sorte shorts og en hvid tank top, og gik ud på badeværelset for at rense blodet væk fra hendes hud af. Hun klædte stille og roligt om, og gik ud af badeværelset bagefter. Hun stillede sig midt i soveværelset, og kiggede omkring sig. Hun havde sovet der alle dage hvor hun havde haft mulighed for det, sengen var uredt efter at hun havde troet at Nicolas havde været i entreen. Caroline kunne ikke tage det mere, der var noget hun måtte gøre. Hun gik i et hurtigt tempo hen til ham igen, hurtigt og målrettet. Hun kyssede ham dybt, mest af alt fordi de ikke var i den skov mere. Og fordi hun havde savnet ham så meget..

Nicolas begyndte, at drikke blodet. Det var meget delikat, han drak indtil der ikke var mere, så lod han bare liget ligge. Han skulle til, at hente Linetth, da Caroline kom og kyssede ham. Han gengældte kysset og holdt om hende imens. Han slap dog kysset efter noget tid. "Jeg henter lige Linetth. Gå du op i bad." Han gik forbi hende og op på Linetths værelse. Han bankede først på døren, men da ingen svarede, åbnede han døren og gik ind. Hele værelset var ødelagt, han opfangede hurtigt duften af hendes blod. Det lå overalt på sengen. Der var nok til, at hun højst sandsynligt var død eller døende. Han blev en anelse vred, hvem der end havde gjort det, havde lige taget hans bedste og eneste slave. Nicolas gik nedenunder igen og begyndte, at gå frem og tilbage, mens han overvejede hvordan han skulle finde hende.

Caroline nikkede efter ham da han sagde han skulle finde Linetth, mærkeligt var hun ikke sammen med ham. Caroline havde ikke set hende i den tid, mon der var noget galt. Hun gik op og tog et bad, blot nyde vandet som faldt nedover hendes krop som et vandfald. Bare at slappe af og nyde det lidt tid, hun tog en dyb indånding. Men hun kunne straks dufte blodet da Nicolas havde åbnet døren til Linetth's rum. Hun gjorde sig hurtig færdig, og efter at have klædt sig på igen samt tørret håret så godt så muligt løb hun nedenunder igen.
"Hvor kommer alt blodet fra? Hvor er Linetth?" Spurgte Caroline forvirret, og gik hen imod værelset. Helt ødelægt og blodet. Hun var ikke i tvivl om at det havde været brutalt, men Caroline havde ikke gjort det. Det var hun sikker på. Hun kom i tanke om Mason, måske havde han gjort det. Bare for at se sig vred på Nicolas den første uge, og da han ikke reagede på det. Så fandt han frem til Caroline, og han havde nær dræbt hende. Caroline tænkte over det, tydeligt at se på hende at hun havde nogle fornemmelser. Eller nogle ville sige at hun lignede en som var skyldig, andre ville kunne læse hende bedre til at hun måske vidste hvem der havde gjort det. Caroline kiggede Nicolas i øjnene og tog en dyb indånding.