A necklace - Delilah&Sajro

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Naturen hadede Delilah, og hun hadede den. De høje hæle sank dybt ned i det alt for bløde underlag, og blade knasede og raslede under hende, så stilheden larmende blev brudt. Kviste og grene svirpede forhåbningsfuldt imod hende, men med katteagtige bevægelser snoede hun sig elegant udenom. Dyr og småkravl puslede i jorden, panisk på vej væk fra hælene, der gennemboede alt hvad de kom i nærheden af.
- Neco, beskyt naturen. Det er Miran..
Du siger det fandme ikke igen!
- Hendes værk er helligt.
Hendes værk kan rende mig noget så grusomt.
Den lange læderjakke fejede henover jorden. Hvis noget vovede at sætte sig fast i jakken, ville det blive revet op med rod og slæbt afsted. Læderet, både jakkens og buksernes stramme smidighed, skinnede blankt i aftenens sidste lysstråler. Et stramt, tykt korset sad tæt til hendes krop, og stramheden i korsettet fremviste tydeligt hendes former.
Sammen med det bugnende læderbælte der hoppede imod hendes hofter, lod det mørke tøj hende dykke ned i mørket og forsvinde, samtidig med at hun havde bevægelsesfrihed. Derudover beskyttede størstedelen af sættet hende imod angreb, og det hele fremhævede hendes krop. Som tidligere succubus var det et instinkt for hende, at sørge for at hun så tiltrækkende ud, selv når det faktisk var pisse ligemeget.
Sølvringen om hendes pupil lyste svagt da hendes øjne gennemsøgte skovbunden, og de mørke lokker var samlet i en opbundet fletning, der svingede bag hende i taktfaste bevægelser. Som et af de spøgelser der fulgte hendes farvand som små latterlige hundehvalpe, strøg hun igennem mørket og nåede snart efter sin destination.

Blikket bevægede sig kort over hytten. Hvorfor insisterede klamme, rige mænd altid på at de skulle være væk fra alting, når de skulle vise deres perverse lyster? Alle vidste jo godt de var klamme stoddere alligevel, så hvorfor forsøgte de overhovedet at skjule det? Det flydende sølv om hendes pupil syntes næsten selvlysende i den svage belysning, da hun flød igennem skyggerne, imod den lille hytte der lå og puttede sig i skoven.
- Det er så mørkt ...
Det er okay, Chaya. Mørket kan ikke gøre dig noget.
- Du beskytter mig.
Mørket greb hende fuldstændig så hendes krop forsvandt i mørket, på nær den sølvagtige ring om hendes pupil, men sekundet senere trådte hun ind og blev oplyst af lyset der strømmede ud fra den lille hytte. Fingrene fik hurtigt snuppet en pistol i hver hånd, og lod kælent fingrene udforske den velkendte overflade i nogle sekunder. Hun tog et hårdt, men endnu blidt greb om pistolerne, og fik så lortet overstået.
Hælen lavede et dybt hul i døren da hun smidigt løftede benet, og sparkede døren op. Døren hamrede op og bankede ind i væggen bag døren, så hængslerne gik svagt af led.
Ups ...
- Styr din styrke, Neco. Du kan godt.
Fraaa ... NU AF!

Begge Beretta 92FS'ere var løftet, og lå som formet til hendes håndflade, i hendes hånd. Den mørke fletning dansede rytmisk bag hende da hun trådte ind, og med et blik der scannede rummet på sekunder. Gruppen af mænd, hvori hendes mål var - de skulle alle dø. En stripper der gav en af mændene en lapdance - hvis hun ikke kom derudfra på et fucking sekund, så skød dæmonen knoppen af kællingen.
Der var lyddæmpere på Berettaerne, men alligevel lød der et dump brag da hun sigtede imod varulvenes hoveder, og trykkede aftrækkeren i bund i nogle hurtige ryk. Sølvskud gled igennem luften, og borede sig ind i hovedet på varulvene - to i hvert. Samtidig nærmede hun sig, så den sidste varulv - en mørkhåret mand med forskrækkede, bange grønne øjne og de største hænder hun nogensinde havde set - nåede se alle sine venner dø.
"Hor er en synd, køter. Tænk på mig som en af guderne, der straffer dig for det fucked up lort du planlagde med ... Du ved hvad jeg snakker om."
Overrasket blinkede han, men nåede ikke længere før pistolen var presset imod hans pande, og en kugle borede sig igennem hans kranie. Død på stedet. Og selvfølgelig var Delilah kommet tæt nok på til at blod var sprøjtet ud over hende. Bare perfekt. Nu var hun også nødt til at kysse en eller anden klam fyr for at få adgang til hans badeværelse.
- Neco, lad vampyrkvinden gå.
Åh ja! Havde glemt alt om iglen. Tak for tippet.
- Lad være! Hun har ikke gjort noget.
Hun er en klam blodsuger. Det er nok til at fortjene at blive flået levende.
Hun løftede hovedet, og fik hurtigt klikket det tømte magasin ud, og proppet et fyldt i. De utroligt forbedrede sanser fik hurtigt færten af klam død vampyr, og med hurtige skridt satte hun efter vidnet. Et vidne var lige med tilfangetagelse - og det var ikke på denne dæmons ønskeliste lige for tiden.

Ind ad døren trådte en mand, som alle i hytten kendte eller i hvert fald alle der havde en krop. Han kiggede på hende og havde hørt det meste, hans ansigtsudtryk var rasende, som han betragtede hende, det var ikke fordi hun havde dræbt hans varulve, men fordi hun havde ophøjet sig selv til at uddelle straf for folks synd, og så endda en synd som ingen var mere skyldig i end hende, det var også grunden til at han grinede.

''Så nu deler du straf ud til folk der udfører den synd som ingen andre har gjort mere end dig?''

Han var yderst rasende, og egentligt var han gal over at hun gjorde det her og så var mor til hans børn, han gik dog så hen forbi hende ignorerede hende fuldstændigt og svarede ikke på noget af det hun sagde eller gjorde, han samlede noget op fra en af varulvene og derefter gik han ind i et af de andre rum for at finde noget.

''Forresten, du er ikke nogen fucking bringer og justice, den du nok skulle starte med at bringe retfærdighed og dom er dig selv!''

Han begyndte at rode en masse ting igennem i huset, og fortsatte med at ignorere hende, mens han ledte videre.

Blair forsatte med hendes optræden indtil døren blev sparket ind. Hun trådte straks tilbage og samlede sit tøj op for at dække hendes krop, det var ikke fordi hun var genert omkring hendes krop, og det vidste alle der kendte hende, men hun brød sig bare ikke om at blive overrasket på den måde. Da hun begyndte at skyde løs blev Blair bange, det var måske tosset, eftersom almindelig skud ikke ville kunne dræbe hende, eller det troede hun i hvert fald ikke de kunne, men når en meget intimiderende kvinde kom gående, klædt i læder fra top til tå, og skød løs, kunne man vel ikke undgå at blive bange. Hun så direkte ind i pistolen der var rettet imod hende, og det gjorde hende bare endnu mere nervøs. Hvilket betød hun forsvandt i en al helvedes fart, indtil hun var i værelset længst væk fra stuen. Hun begyndte at gå rundt og lede efter værdifulde genstande, nu hvor de var døde kunne hun lige så godt rydde hytten fra alt der havde værdi. Hun åbnede en skuffe og fandt en halskæde. Der var en stor diamant som vedhæng. Hun så nærmere på den, og af en eller anden grund begyndte hun straks at tænke på Sajro. Måske var det fordi hun netop havde set en masse varulve, men hendes tanker førte hele tiden tilbage på ham selvom hun prøvede at føre dem væk. Hun lagde halskæden om hendes hals og fik hendes tøj på igen, eller det hun havde nået at få med, hvilket kun var trøjen. Hun listede sig ud af værelset igen, men stoppede op da hun hørte en velkendt stemme. Sajro, sikke et tilfælde. Da han kom til syne, mærkede hun en underlig følelse bevæge sig igennem hende. Det føltes som om der kom is fra neden og ild foroven, indtil det sidst mødtes i en eksplosion af følelser. Hun gik med hurtige skridt hen til Sajro. Blair lagde armene om ham i et tæt kram, der var ret kvælende eftersom hun bare brugte al den styrke hun havde, hun begyndte ligeså at kysse ham, virkelig meget. Det var ikke lange intime kys, men små hurtige der plantede sig overalt lige fra hans hals til hans læber og kinder. Hun havde absolut ingen fornemmelse for grænser i øjeblikket, og gjorde derfor bare havde hendes instinkter fortalte hende, og lige nu var det at overøse Sajro med kærlighed.

Musklerne i Delilahs krop frøs fast, da hun genkendte vampyrens ansigt. Delilah selv havde aldrig mødt blodsugeren, men en kvinde hvis minder var fanget i hendes sind, havde mødt netop denne igle. Hendes blik sad stivnet fast på vampyren da tøsen vendte sig og flygtede fra pistolløbet, hvis munding var rettet direkte imod tøsens tinding. Kuglerne var hellige og dryppede næsten i vievand, så det burde ikke være noget problem imod vampyrer, selvom sølvet var mest skadeligt imod varulve.
- Kan du dufte det, Neco?
Hmm ..? Varulv?
- En varulv du kender.
.... Årh fuck ...
Hun snurrede omkring så læderjakken stod omkring hende, lige tids nok til at have fanget ham med blikket, da han rasede over hendes ord. Pistolen sænkede sig så mundingen ikke pegede imod ham, men de kløede alligevel lidt i aftrækkerfingeren, for at få lov at skyde ham. Bare for at se, om det overhovedet ville ændre noget. Chaya holdt næsten vejret, mens et stort grin blev klasket på Delilahs fjæs, da Sajro proklamerede at ingen anden havde horet mere end Delilah havde.
"Nu smigrer du bare, vuffer. Jeg er ikke verdens mest erfarne kvinde."
Der lød en gurglen fra sofaen, hvor en af mændene ikke havde været død på stedet, og nu lå og kæmpede for at få luft suget ned i det luftrør der blev oversvømmet i blod. Sådan noget sjusk, havde hun ikke fået ramt på hele flokken med det samme? Armen hvori den ene pistol endnu sad klistret til hendes håndflade blev svinget op, og den slanke finger pressede aftrækkeren i bund et par gange i træk.
"Og jeg straffer ham sguda ikke for at glo på nøgne igler. At være en pervers stodder er klamt, men det er ikke derfor. Jeg har satme nogle pisse gode grunde du ikke kender en skid til."
En af kuglerne havde fundet vej ind i mandens øje, mens resten gik ind gennem panden og knuste sig vej igennem kraniet. Død. Det var sgu på tide!

Chaya klynkede svagt over Sajros ord, for selvom han allerede var uden for synets rækkevidde, syntes det at såre Chaya, at han endnu rasede på Delilah.
- Hvorfor er han så vred ..?
Han whiner bare fordi han selv er en hund.
- Var det hans venner?
Ved det ikke. Don't give a fuck.
Hans ord påvirkede dog ikke Delilah det mindste. Faktisk syntes hun det var pisse morsomt at han var så vred over det, når han end ikke kendte sagens detaljer. Men hey, Delilah kendte knapt nok sagens detaljer, så hvorfor fanden skulle han? Pistolen gled ned i våbenbæltet for at opholde sig kort, selvom den var placeret så det ville tage hende millisekunder at rive den frem, og skyde blodsugeren med. Når hun fandt kællingen. Idioten var ikke flygtet ud af et vindue eller en dør, men bare længere ind i huset - tumpe!
Hun svarede ikke på hans fine lille kommentar på hvad hun var og ikke var - Det var unødvendigt, og hans mening om hende betød intet for hende. Med en svag himlen med øjnene trådte hun over til sofaen, med en sølvkniv der var blevet trukket op af våbenbæltet, der glitrede klart i den svage belysning. Latterligt at folk fandt det erotisk med dæmpet belysning. For normale mennesker, sørgede det bare for at det var pisse svært at se, og at man ikke kunne finde de rigtige ting. Dumt.
Hastigt fik hun fat i manden hun var kommet for, og lod sig glide ned over ham. Med et ben på hver side af hans skød, sad hun mest behageligt, da hun hurtigt fik revet hans skjorte af. Blikket fikserede ind på en stor rund tatovering på hans bryst, der havde tegn og runer skrevet ind i sig. Kniven borede sig ind under hans hud så blodet begyndte at løbe ned af hans bryst, og hun fik med præcise, rolige bevægelser skåret huden med tatoveringen af hans bryst. Ved det sidste snit rev hun huden af, og dummpede den blodige klump ned i en skindpose.
Posen blev bundet til våbenbæltet, hvorfra den hang og dinglede makabert.

Vampyrens lugt fangede Delilahs opmærksomhed, da den dansede drillende under hendes næsetip. Blikket flammede kort op, og hun gled ned af den døde mands skød, med en bevægelse der viste at hun havde brugt meget tid på folks skød igennem tiden. Pistolen blev revet op i fingrene der dryppede af endnu varmt blod, og gjorde dem klistrede og fugtige, så pistolens placering gled lidt uvant rundt.
- Neco .. Lad hende gå ..
Chaya gider du godt slå fra et øjeblik?
- Jeg forstår ikke ..?
Det betyder HOLD KÆFT!
Læderjakken strejfede dørkarmen med en svingede, susende lyd da hun drejede om hjørnet og dermed fulgte både vampen og Sajros skridt, men nåede kun lige ind ad næste dør, for der skete noget helt uventet. Hendes blik nåede at fange Blair, sekundet inden hun sprang på Sajro, som et hyper barn ville overfalde en slikbutik.
Delilahs kæbe måtte have ramt gulvet, så tydeligt var chokket i hendes blik. Men da det sliksultne vampyrbarn overdyngede varulven med kys og næsten kvalte ham i kram, knækkede Delilahs krop sammen i et grin. Det var bare løgn! Det var jo hysterisk morsomt! Med rystende skuldre sugede hun latteren ind mellem læberne, i et forsøg på at spytte en sætning ud til det elskende .. Par? Fnis.
"Den dér er helt slidt vamp, du burde satme finde dig en anden slikkepind!"
Et par latterystelser senere var dampen gået af Delilahs grin, og hun fik rystet latteren ud af det ellers så latterligt kolde sind. Blodet lavede lange striber i hendes hår da hun lod fingrene glide om den mørke fletning, og det selvsamme blod havde snart smurt hele pistolen ind. Endnu med det muntre smil klistret på læberne, lod hun pistolen vende sig imod blodsugeren, der syntes at kvæle Sajro i kærlighed ... Haha! Okay, havde været én tilbage.
- Split ikke kærlighed Neco! Jeg ber dig!
Et svagt ryst gik igennem Delilahs hoved, inden hun trådte tættere på Blair, med pistolen rettet imod hende. Hvis ikke Sajro fandt ud af at få den klistrende vampyr væk, ville hun ikke have nogen problemer med liige at ramme hans arm et par gange inden iglens hoved blev gennemboret.
"Nå, slip lige iglen Sajro. Når det omvandrende lig ligger stille skal jeg nok skride, og så kan du få dine døde kæledyr eller hvad fuck de er, for dig selv."

Det eneste han registrerede af det der foregik hos Delilah var at han ikke kendte hende, han ignorerede hende dog det meste af tiden. HAn gik bare videre gennem huset men blevet meget overrasket da han pludseligt havde en blair siddende om halsen, og hans første reaktion var at gøre ingenting, men han blev meget overrasket, og så i det samme dukkede Delilah op, og der var der noget der klippede over i ham, en snor der holdte en sten der bare startede en lavine.

''Blair hvad pokker sker der?''

han forsøgte først blidt at skubbe hende væk, men da det ikke virkede da hun holdte stramt fast skubbede han hendes arme til side med al hans styrke og gled ud af hendes greb, det var bare starten på en kædereaktion af voldsomme handlinger og udtalelser.

''Du rør hende ikke! JEG kan lige klare at du er blevet totalt forskruet og ikke en skid bedre end dine forældre! Men der er nogle der fandeme fortjener bedre! Dine børn!''

Han gik frem mod hende, han var ikke rolige som han gjorde det, hans hænder fløj op mod hendes hænder i hurtige bevægelse, for at disarmere hende, eller som minimum tvinge pistolerne væk fra at sigte imod ham, hans øjne brændte med en vildskab, og et dyrisk raseri, som normalt kun sås hos dyr trængt op i en krog, men for Sajro var det hans børn han så som trængt op i en krog.

''Hvad fukc er der galt med dig? Render rundt på en eller anden vendetta, med udtalelser som var du en eller anden gudinde for retfærdighed eller straf. Ha du giver mig næsten mere kvalme end dine forældre, de kunne i det mindste selv se de fuckede op, måske jeg bare skulle have lavet dig blive gift, så kunne de to piger da få en ordentlig opvækst.''

Han vendte sit blik halvt om mod Blair, men det betød ikke at han ikke havde øje med Delilah for hans andre sanser fulgte hende, meget intenst, mens han roligt snakkede til Blair.

''Blair, jeg tror det er bedst du tager hjem, er ret sikker på du ikke er i sikkerhed her.''

Hans hoved gled om mod Delilah meget meget hurtigt som om det ikke var en bevægelse, men som om den bare skiftede position hurtigere end noget burde være muligt. Han så hende i øjnene.

''Du giver mig kvalme, håber fandeme at jeg, for din skyld ikke ser dig igen, for så vil jeg personligt rive din livmor ud, da du ikke fortjener børn!''

Aldrig havde han været så rasende, men dette var også den første gang han nogensinde havde set Delilah gøre tåbelige ting, ting der ikke gav mening, hun var måske altid typen der var forstyrret og forvirret men hun havde forsøgt at gøre det rigtige nu virkede hun ikke engang til at forsøge at gøre det, og dette var også første gang hun forsøgte at såre nogen i hans liv, og viste hvor meget den forkerte hun var til at opdrage børn.