The night tehy attact, and the night everything changed //Kyle//

Aften havde længe været stille,men som alle de andre mere end blot kedelige. Hendes hjem havde været stille og tomt, så stik modsat hvad mange andre ville gøre, valgte hun at gå ud i den kolde nat. Hun sukkede med et smil, nød luften, smuk og ren til e afveksling fra huset kulde og tomhed.
Hun vandrede rundt i de tomme gader, dog fik en skræmlende lyd hende til at stoppe op for at se sig tilbage, men som hun havde regnet med så var der intet, så de brun, grønne øjne, blev igen rettet ligefrem, som hun vandrede rundt. Tankerne om mærkende dukkede pludselig op, hvor havde hun dem fra?, hvorfor havde hun dem?...havde hendes forældre dem også? Eller var hun bare en freak?
Den skræmlende lyd kom igen, efterfulgt af lyden af nogle en grynten, dog var denne hverken utilfreds eller glad, dette var en tom og skræmmende grynten, der fik hende til endnu en gang at vende sig om, tidsnok til at se en af de udøde gå hen mod hende...efterfulgt af to andre.
Bare synet af dem, fik hende til at gispe, hun vendte hurtigt om, begyndte at løbe så hurtigt hun kunne, men da de udøde pludselig kom frem foran hende, var hun txnget til at løbe ind i en gyde.
Presset mod en væg så hun dem komme tættere på. Som sin eneste hjælp på at slippe, ladet hun sine kræfter op, hvorpå hun sendte en stråle afsted mod dem, så varm den kunne skabe en 5. Grads forbrænding "hjælp" skreg hun og prøvede holde dem væk fra sig.

//håber dette er godt nok

Mørket lå tæt i Terrorvilles gågade og der var total affolket, alle var indenfor og dette var os klogt trak og fortag sig for byen var ganske usikker nu hvor de udøde gik omkring i natten. Parnikene havde været det værste ved at de udøde og rent kaos havde os fået den første aften hvor de udøde vist sig i byen, dog var det ikke alle som lod sig stoppe af de døde for der var os andre ting natten som gjorde at de udøde var den mindste ting som folk skulle tænke på.
En af disse ting var Kyle som gik omkring i Terrorville, han var en ung mand på omkring de 27 år og ude over dette var han os en Incubus dæmon og derfor havde han intet behov for være bange for de døde, nej det var faktisk dem som der skulle være bange for ham for han havde et usynlig våben som han nemt kunne bruge på dem, men han undlod dog lad vær med og gøre dette hvis der var mennesker omkring ham. Kyle havde sort kort hår mens hans hud var svag solbrun, derudover havde hans øjne en metal grå farve. Hans beklædning bestod dog en hvid halv åbne skjorte mens hans bukser var et ganske normalt sæt cowboy bukser i blå, dertil havde en hvid og sort stribet trøje på men eller var der ikke anden beklædning ude over hans sko.
Han gik ganske roligt mens han forsat ned gaden men hans ro blev dog afbrud da et råb lød, det kunne da ikke passe, stemmen som han hørt havde han ikke hørt i over 100 år og han begyndet med hurtig fart og gå hen imod lyden mens han overvejet hvad det mon var som han ville komme hen til, men lugten var dog noget som der optog ham og han opdaget snart at de udøde havde fanget et eller andet offer i en eller anden gyde, langsomt stoppet han op ved siden at et vindue og han lukket langsomt øjne hvor efter at glasset faldet til jorden men det lavet dog ikke en lyd da det ramt jorden. Nej glas stykkerne føj nu omkring ham og han forsat hans gang imod de mange udøde før han hurtigt sendt et kæmpe stykke glas i hoved på den første af den lille gruppe af zombier, zombien faldet til jorden med et bump og glas stykket fortrak sig atter fra zombiens hoved før det igen fløj tilbage op omkring Kyle, han kom nu tæt på den lille gruppe og han kun se en lille folk af zombier var ganske tæt på det som skulle være en ung kvinde.
Langsomt sendt han tre stykker afsted og der umuligt og se hvornår og hvor de ramt for zombierne lå på jorden før øje kunne opfange det, netop da var glasset igen omkring ham og han kiggede hen på kvinde mens han langsomt trak vejret "er du okay?" sagde han kort..

//det skam fint nok c: //

Hun skreg op, få tåre gled ned af hendes kinder, som hun gled ned af muren og ned mod jorden, hvor hun trak sig så langt op i hjørnet og væk fra dem som muligt. Hun prøvede at holde dem væk fra sig med sin evne, men med et synes intet at virke, for de stoppede ikke på grund af smerte, nej de blev ved også selvom de så måtte have en 5. Gradsforbrænding eller havde mistet et ben.
Dog tørede hun øjnene, da hun så en ung mand, dræbte den ene efter den anden af disse levende døde...disse zombier. hun rejste sig langsomt op, så vagtsomt på ham, som hunstille nikkede "mange tak" hviskede hun og gik hen mod ham. Hun følte sig mere sikker med ham, på trods af at han englelig var en komplet fremmede person. Bare det at hun kunne, vidste også at hun var på dybt vand, men stadig taknemlig for at han redde hende

Han stod og kiggede på hende mens de mange glas stykker fløj let omkring han og han trak vejret langsomt da hun endelig kom op og stå, hendes stemme minde ham om igen om Clarie men det kunne da ikke være hende eller kunne det? Han var i tvivlet ret meget på det også igen, hun så helt ude som hende "Clarie?" sagde han kort og selvom han ikke havde utalt det navn i over 100 år så kunne han dog stadig husk det som havde de 100 år være en dag væk, langsomt og roligt lod han de mange glas stykker forsvinde ned til en stor kugle af glas "Clarie er det dig?" sagde han kort mens stadig så på hende og han gjorde en smule stor øjne over at se på hende mens han gik en meter frem men dog ikke mere en dette for han kunne aldrig være sikker på om det var hende eller blot en af de der skinwalker som han havde hørt historier om..

Hun så overrasket på ham, trådte et skridt tilbage da han begyndte at snakke med hende. Det var ikke så meget det han snakkede til hende, men det at han pludselig begyndte at kalde hende Clarie...hvem var denne Clarie og hvorfor kaldte han hende det? "Hvad snakker du om....mit navn er Clarissa" hviskede hun og bed sig i læben, hun bakkede kort væk, da hans måde at kalde hende dette navn på, det gjorde hende dog også nysgerrig over hvem denne Clarie var og om hun lignede Clary...havde denne mand elsket hende eller?
hun gik endnu engang op af muren "du må ikke gøre mig ondt" hviskede hun og holdte begge hænder op mod ham. Hendes tatoverede håndflade var syndelig, hvilket blot også var en af de ting hendes mor også havde haft. Hun havde selv haft denne evne med denne solstrålle der kom ud af hendes hånd