In the darkness.

S: Doomsville, rotten root distrikt - Gyderne
T: Sent om aften.
V: Det er helt mørkt i gyden.
O: Der er ingen i den mørke gyde.

Blair gik i Doomsvilles gader, hun havde brug for at være alene, eller alene og alene, hun havde brug for at snakke med nogen der ikke havde været i situationen, hun havde ingen venner der hvor hun var, hun havde brug for at fortælle det til nogen der ikke ville dømme hende. Hun var lidt af en oprører, men hendes forældre havde ikke ligefrem været de bedste til at støtte op om hende. Blair gik ind i en af gyderne og satte sig ned af væggen lige ud til gaderne. Hun ville gerne vise sig frem, men ikke alt for tydeligt, folk måtte gerne se hende, men heller ikke for tydeligt.

Han kom gående stille og roligt ned gennem de små gyder, da han helst ikke ville vise hvad der var sket... Han havde blod om munde, grundet dyret der lige havde fået lidt for meget kontrol...

Han havde næsten bare overkrop fordi det meste var blevet revet i stykker af det ret vilde menneske han havde mødt der brugte en form for klør af metal... der havde flået han skjorte op, fordi han ikke lige havde haft sin rustning på...

Han kom gående stille og roligt ned af en gyde, med blod om munden og på overkroppen... han kunne se en anden person men han skulle de vej, så han håbede ikke personen så ham...

Blair lod ansigt falde ned i hendes hænder der lå på hendes knæ. Hun håbede på en måde der kom nogen, og så alligevel ikke, så da der kunne høres skridt rykkede Blair lidt længere ind, men stadig så forbigående kunne se hende. Hun havde tit øjeblikke som dem, hendes hjerte skreg 'Lad dem se dig.' Hvorimod hendes hjerne skreg det modsatte. Det var ikke til at blive klog på hvad hun skulle, så hun gav som regel lidt af begge dele. Blair håbede sådan det var en der kunne tage hård hånd om hende, hun havde brug for det.

Han kunne se personen rykke sig væk, og han ahvde bare lyst til at fortsætte, men noget sagde ham at den person der sad derinde havde brug for hjælp... så han kunne ikke få sig selv til bare at gå videre.

Han glemte helt hvordan han så ud, og var vel enligt bare heldig at øksen ikke sad ved hans side eller ville personen da bare været blevet endnu mere skræmt...

Han gik over mod personen som han nu kunne se var en kvinde eller pige der sad med hovedet i hænderne... Han stoppede da han stod en halv meter fra hende, og satte sig ned på knæ foran hende...

Blair hørte skridtene blive højere, hun så op, der sad en skikkelse foran hende, det var tydeligt at se det var en fyr, hun kunne dog ikke se hans ansigt og bedømme en alder. Blair klemte øjnene sammen for at se nærmere på ham, men det var ikke muligt for hende at se ham. "Hej." Lød det stille fra hende, hun vidste ikke rigtig hvordan hun skulle reagere på hans tilstedeværelse, hun kunne ikke finde ud af om hun kunne stole på ham, eller om hun skulle lukke sig inde i sig selv.

Han rakte en hånd frem mod hende, som en venlig gestus. Han havde ingen grund til at gøre hende noget, men han burde nok ikke få hende ud af lyset, men han tænkte ikke over hvordan han så ud... Han tænkte bare hun burde kunne se hvem han var...

"Har De det godt?.."

Han håbede hun vill tage imod hånden og komme lidt med ud i lyset så de ordentligt kunne se hinanden...

"Kom med ud i lyset istedet..."

Blair rejste sig og tog imod hans hånd.

"Ja..Jeg har det fint. Sådan da."

Blair gik med ham længere ud mod vejen. Det var nemmere at se hans udseende da de stod længere ude i lyset, det var stadig en smule mørkt, så hårfarve og andre detaljer var svære at se, men hendes hårfarve måtte vel være tydelig, når den var så lys.

Han var glad for at hun ikke bare blev siddende helt inde i mørket... Det var ikke et problem for ham da han rimeligt godt kunne se hende, fordi han var varulv...

"Ja et eller andet er der da galt... Det kan man se på Dem..."

Han forsøgte at trække hende helt med ud i lyset så hun også kunne se ham... Han vrød sig ikke om at vide at personen han snakkede med måske ikke helt kunne se ham ... Det var nogle af de ting der kunne være meget vigtige for ham...

Han slikkede sig kort om munden, for at fjerne lidt blod... Men ikke meget forsvandt...

Blair blev lidt chokeret over han vidste det, var det så tydeligt? Eller måske holdte hun det bare ikke tilbage.

"Det er langt ude."

Blair lod ham trække hende længere ud, flere detaljer blev afsløret, inklusiv den røde væske om hans mund. Blair gik tættere på ham.

"Er du okay?"

Blair lagde et tryk på du for at vise bekymringen nu blev vendt om.

Han kunne ikke helt forstå hvad hun mente med at det var langt ude, men det var måske heller ikke nødvendigt... Han syntes bare ikke hun skulle sidde der alene, og være trist...

"Det er det nok... Men det er ikke smart at sidde alene i en gyde... Der kunne dukke folk op der vil skade Dem..."

Han førte hende ud i lyset... Stadig uden at tænke ret meget over hvordan han så ud... Det mindede hun ham så om. Han var første lidt overrasket men kom så i tanke om det og grinede lidt af det før han svarede...

"Ja ja det er bare lidt småskrammer..."

Han sagde det trods at han havde ret store sår på både bryst og ryg, værst var den på ryggen som havde fået ham til at knække sammen tidligere...

Blair førte sin fod frem og tilbage over asfalten.

"Det ville der ikke ske noget ved."

Blair havde altid fået af vide hun var et dårligt menneske, en uartig pige, en fustreret teenager. Hun var begyndt at tro på det folk sagde.

"Småskrammer? Det ser ikke sådan ud herfra."

Blair ville ikke gøre mere ved det, han lignede en der sagtens kunne tage vare på sig selv, så hun behøvede vel ikke at bekymre sig så meget, det var hendes svaghed, hun bekymrede sig for meget.

Han syntes det var ved at være vane for ham at møde folk der ikke virkede til at være helt tilfreds med livet, og måske bare gerne ville væk fra det...

"De kunne jo komme til skade... Det ville da ikke være særlig godt..."

Han smilede lidt over hendes næste kommentar... Det var nok heller ikke bare småskrammer men han ville aldrig bekymre folk med sine skader... Han var jo vant til at have skader af forskellige størrelser...

"Måske ikke... Men jeg har prøvet værre... Og er ved at være vant til det..."

Han havde sørget for at skjule sine tænder mens han talte... Da han ikke var særligt glad for hvordan de så ud...

Blair så ned i jorden. Hun var en af de typer der blev påvirket af alting, men hun var stadig ung, nem at påvirke.

"Jeg får altid af vide jeg er ubrugelig, så jeg kan lige så godt tro på det."

Blair lagde hovedet på skrå og så på ham. Hvordan kunne man blive vant til skræmmer som dem, man var vant til at få hudafskrabninger som lille, men skræmmer som dem var ikke normale.

"De ser ellers slemme ud."

Han kunne ikke lade være med atr smile en smule, men stoppede det hurtigt så hun ikke kunne se hans tænder... Det var ikke det fedeste, og han sørgede for det meste for at der ikke var nogen der så dem...

"Ingen er ubrugelig... Alle er her af en eller anden grund."

Det var den mening han havde om folk, og følte ikke at andet var nødvendigt for at det kunne fungere... Han kunne godt se at hun undrede sig over hans skrammer, og han havde næste bare lyst til at kommme med den der tåbelige kommentar om at modparten så værre ud end ham... Han sagde det dig ikke... Ikke fordi han ikke gjorde men det var ikke ham at sige den slags...

"Ja for mange ville de nok også være det... men som sagt er jeg vant til det..."

Blair rystede på hovedet. Hun så ned på sig selv, og det havde hun meget imod, hun hadede når folk så ned på sig selv, især kvinder, de var undertrykte nok i forvejen.

"Altså.. Det er.. Jeg er bare altid blevet set som det sorte får, den der aldrig hørte med i familiens ramme."

Blair lod en hånd glide gennem hendes hår og udrede flere af de knuder der var kommet.

"Det lyder..Hårdt."

Han kunne godt forstå man havde det sådan... Det sidste han havde haft som familie som var kulten havde heller ikke været helt tilfreds med ham... Men det var vel heller ikke så underligt...

"Ja... Desværre sker det oftere og oftere... Og det fører folk ud steder de ikke burde ende..."

Han kom til at tænke på hvordan han havde arbejdet som lejemorder i 2 år, og ellers som vagt/bodyguard i et år yderlige...

"Hårdt og hårdt... Det er mit liv... "

Blair nikkede til det han sagde, der var vel noget om det, hun havde selv boet alene i 2 år uden job, hun havde fået hendes penge på en mere uærlig vis.

"Det sker meget ofte, jeg har selv boet alene siden jeg var 15."

Blair var ikke typen der læssede sine problemer af på andre, men hun havde bare brug for at tale med en om det.

Han vidste selv hvordan det var at bo og leve alene... Det var ikke et nemt liv, men lige nu måtte han nok hellere holde det han havde gjort for sig selv... Hun virkede til at have brug for hjælp eller støtte...

"Ja det er ikke nemt at bo alene..."

Han kørte kort hånden over ryggen, for at dulme smerterne lidt, og kunne så småt mærke at blodet var begyndt at løbe langsomt ned af ryggen på ham... Han tog hånden til sig og slikkede blodet af den...

Blair så ned i jorden igen, hun vidste hun skulle snakke om det, men hun kunne bare ikke få sig selv til det.

"Jeg valgte dog selv at stikke af."

Blair var stukket af da hendes forældre var begyndt at give mere udtryk for hendes veninders perfekte liv, og ønskede hun var som dem, hun havde stadig ikke kontakt til hendes forældre.
Blair så at han gjorde en bevægelse, og derefter førte hans hånd op til hans mund. Blair gik om bag ham for at se hans ryg, den var fyldt af blødende sår. Et gisp forlod Blairs læber.

Han kiggede bare på hende, som hun talte og smilede venligt til hende, uden at vise tænder... Han havde ikke lyst til at skræmme hende med at han var varulv.... Eller på nogen anden måde skræmme hende...

"Det er vel bedre end at blive tvungen ud i det..."

Han prøvede på at dreje med hende rundt da han ikke ville have hun skulle bekymre sig om hvordan han havde det... Han havde ondt ja... Og sårenen blødte ret kraftigt men han skulle nok klare det...

Han var bare ikke hurtig nok, men da hun gispede vendte han sig bare om mod hende...

Han havde vel ret, hun var ikke blevet tvunget, hun blev ikke smidt ud som sådan, men de havde provokeret til hende.
Blair stod lammet, chokeret og så på ham.

"Jeg er sikker på det der ikke er okay."

Blair gik igen om til hans front.

Han kiggede bare på hende, og vidste ikke helt hvad han skulle sige... Det var ikke ligefrem ham der havde brug for hende... mere hende der havde brug for ham, sådan så han det ihvertfald..

"Bare lad det ligge..."

Han ville helst vende sig væk fra hende, men så kunne hun se det så han kiggede bare på hende med hårde øjne... Hårde og kolde øjne der ikke søgte andet end at skubbe hende væk...

Blair mærkede pludselig en kølig stemning falde ned over dem, han var ikke så åbent sindet som før.

"Okay. Undskyld."

Sagde hun med en kold stemme, hans blik var bestemt ikke rart at se, han havde ændret sig på ingen tid.
Blair gik lige forbi ham og ud på gaden igen, hun havde ikke brug for endnu en vred person i hendes liv, hun var flyttet for at komme væk fra hendes vrede forældre. Blikket han sendte hende mindede meget om det hendes forældre sendte hende.

Han kiggede på hende gå, og fulgte hurtigt efter hende og greb ud efter hende fordi han ikke fandt det han havde gjort korrekt...

"Nej det er mig der bør undskylde overfor Dem... De prøver bare at være venlig..."

Han var ikke vred på hende... Han havde bare ikke brug for at nogen skulle bekymre sig om ham... Men måske det var det hun havde brug for... Måske hun faktisk havde brug for at skulle tage sig af hvordan en anden havde det, og få noget taknemmelighed...

"Så tak for Deres bekymring..."

Blair stoppede op da han greb fat i hende.

"Jeg er jo bare en besværlig teenager. Jeg reagere voldsomt."

Blair formede et drillende smil på hendes læber, hun var ikke som hun var derhjemme, hun var lidt tvær.

"Det var da ikke noget.."