In the darkness.

Han så på hende, og det eneste det fyldte hans tanker omkrign hvad Lyssa vilel tænke hvis hun fandt ud af hvad han havde gjort... Hun ville vel forsøge at ende hans liv selv... Og endnu værre hvis Azhi fandt ud af det...

"Hun ville nok bare være glad hvis hun vidste jeg havde været utro..."

Han så bare ned i jorden og en enkelt tåre trillede...

"Nå jeg må vel også bare tag at komme hjem ad og se hende i øjnene... Ked af jeg gjorde dettte og forstår hvis du aldrig vil se mig igen..."

Han forsøgte at rejse sig men kunne ikke...

Blair gik hen til ham og satte sig et stykke fra ham.

"Hvis du gerne vil fortælle hende det skal jeg ikke stoppe dig, men jeg vil ikke se dig såret, mere såret i hvert fald."

Blair holdte rigtig meget ham allerede, måske fordi hun havde passet på ham, hun havde lappet ham sammen mange gange efterhånden. Blair så ud i luften, hun kunne ikke bære at se på ham.

Når nu han tænkte over det... Var det jo ikke engang sikkert hun var der... sidst var hun jo stukket af i vrede fra ham... Selvom når man tænkte på det var der jo mange der ikke ville sige det var at være utro når den ene gik fra den anden i vrede på den måde og havde nu været væk i flere uger... Men for ham havde han været utro mest af alt fordi han jo elskede Lyssa, mens dyret i ham elskede Blair... han havde det fandme ikke nemt...

"Blair... Jeg er glad for at du føler sådan..."

Han så stadig bare ned i jorden...

Blair forstod ikke hvad der skete, alt var bare så indviklet, hun kunne ikke finde ud af hvad han følte, men hun var sikker på hun bare havde været en leg for ham. Det var hun altid. Blair var såret, og det plejede hun at vise i vrede, men hun ville være afslappet, det blev hun nød til. Hun nikkede til det han sagde, og overvejede om hun skulle komme med en kommentar, der måske eller måske ikke gav ham dårlig samvittighed, hun havde bare brug for at komme ud med nogle følelser. Hun lagde sig ned og så op i loftet.

"Det er ikke første gang det sker for mig, jeg knyttede mig til dem og så.. Får jeg smasket den samme historie gang efter gang, jeg falder for den hver gang."

Blair ville på en eller anden måde ikke give ham dårlig samvittighed, men han var den hun bedste kunne tale med det om.

Han sad bare og lyttede til hvad det var hun fortalte ham, og han fik en smule dårlig samvittighed over det hun fortalte ham... Han havde ikke bare smasket en historie i hovedet på hende, ej heller for bare at at have sex med hende...

"Blair... Jeg er ked af du føler sådan... Men det jeg gjorde, gjorde jeg ikke bare for at få sex eller udnytte dig på nogen måde... Du betyder noget for mig... Jeg ved bare ikke helt hvad JEG føler for dig..."

Han havde dårlig samvittighed over det og han begyndte at lede efter sin kniv igen med øjnene...

Blair vendte hovedet væk fra ham, hun troede heller ikke på det, men lighederne var bare for store til hun ikke kunne gøre andet.

"Jeg tror heller ikke du udnyttede mig, men jeg forstår bare ikke hvorfor."

Blair kiggede stadig ikke på ham, hun havde følelser for ham, og hun vidste godt hvilke, men det at han ikke gjorde det, hjalp ikke ligefrem på situationen.

"Det er bedst hvis du bare glemmer de følelser."

Han ville gerne glemme følelserne men det var ikke nemt... Måske han kunne når han engang kom hjem til Lyssa og fik det snakket igennem med hende... Han vidste det bare ikke... Men Blair fortjente at vide hvorfor det var sket og hvorfor han ikke bare havde ladt være med det...

"Jeg gjorde det fordi en del af mig føler meget stærkt for dig... Den del af mig jeg omtaler som dyret, den del der elsker at gøre ting der er farlige og forkerte... Den del som aldrig har været tæmmet eller kontrolleret af nogen... Den del som blev tæmmet og kontrolleret af dig..."

Han sad bare og så ned i jorden, og forsøgte igen at rejse sig men igen havde han ikke kræfterne til at gøre det.

Blair fik langt om længe taget sig sammen til at kigge på ham, så det vil altså sige dyret havde følelser for hende, men ikke mennesket. Det gav mere mening, men det var stadig meget forvirrende.

"Det giver vel god mening. Men der er jo ikke så meget at gøre ved det, du kan ikke have en del af dig der har følelser for og en del af dig der har følelser for en anden."

Blair satte sig op igen, hun vendte fronten mod ham.

"Det er underligt. Lige meget hvad du gør, som kunne få mig til at hade dig, så kommer jeg til at stole mere på dig."

Det gav ingen mening, det var helt omvendt.

Han kunne ikke helt forstå hvis hun faktisk syntes det gav mening men åbenbart var det sådan hun havde det...

"Nej det gør det svært for mig... Jeg selv, altså mennesket, holder også meget af dig allerede Blair... Tro ikke jeg ikke gør det..."

Han holdt stadig hovedet ned af, og begyndte igen sin søgen efter kniven... Nu var han lidt mere vågen omkring det og brugte og sine hænder til at føle omkring sig...

"Jeg forstår... Ville næsten ønske du hadede mig..."

Han fortsatte sin søgen, skulle lige til at spørge hende men undlod...

Blair så ned, hun var så forvirret.

"Jeg forstår ikke noget."

Blair kiggede ikke op igen, hun ville ikke møde hans blik. Hans næste kommentar kom meget bag på hende.

"Det kan jeg ikke."

Hun havde mest af alt lyst til at forsvinde, tage et sted hen hvor ingen fandt hende, hun følte alligevel ikke der var nogle der ville bekymre sig.

Han forstod engeltigt godt at hun ikke forstod det... Måske han også bare skulle gå men han var alt for afkræftet til at kunne rejse sig lige der... Han var afkræftet både af det de havde gjort som han nu hadede sig selv for, men ikke kunne sige han ikke havde nydt til fulde... Og han var afkræftet af hvor meget blod han manglede...

"Selvom jeg hader mig selv for at have gjort det... Føler jeg at jeg må indrømme at jeg alligevel nød det..."

Hvorfor han sagde det vidste han ikke nok bare fordi han gerne ville snakke så han kunne blive til han var klar... Men han vidste bare ikke hvor længe der ville gå før han var klar til at tage hjem... Han håbede han var klar inden han skulle sove igen...

"Hvorfor ikke... kan du ikke bare hade mig, slå mig, skade mig endda dræbe mig..."

Blair kæmpede en indre kamp for ikke at give sig til at græde, hun havde ikke overskud til det, hun ville ikke virke svag. Blair fældede dog en lille tåre der rammede gulvet og plaskede ud.

"Du.. Jamen.."

Blair havde det med at sige ord der er taget ud af en sætning når hun blev chokeret. Blair så over på Sargonis da han snakkede. Hun blev vred over det han sagde.

"Nej! Det kan jeg ikke fordi jeg.."

Blair kunne bare ikke fortælle det, hun kunne ikke få sig selv til det.

Han sad bare stadig og kiggede ned i gulvet men han havde fået ondt i nakken så han var nød til at rette hovedet op igen... han hadede dog sig selv så meget at han ikke kunne kigge på hende...

"Jamen hvad?..."

Han ville gerne vide hvad hun havde at sige... Det var noget så forvirrende for ham også han var lost omkring sine følelser for hende og sine følelser for Lyssa...

"Hvorfor ikke? Det er ikke svært en kniv i panden på mig og det er slut ingen vil opdage det heller ikke... Der er ingen der vil savne mig alligevel..."

Blair lukkede øjnene og tog en dyb indånding.

"Jamen hvad kan jeg bruge det til?"

Blair kiggede ned igen, hvordan kunne han overhovedet sige det, hun ville aldrig kunne gøre ham ondt. Blair rejste sig op.

"Nej det kan jeg ikke bare, jeg har altså følelser for dig. Og jo, folk vil savne dig."

Blair var vred da hun sagde det, det var måske et dårligt tidspunkt at sige hun havde følelser for ham på, men nu var det sagt.

Han kunne godt forstå at hun ikke kunne bruge det bare sådan...

"Fordi jeg ikke bare nød det som i at jeg nød din krop og det sexuelle... Jeg nød dit nærvær endnu mere... Måske jeg ikke burde sige det men du fortjener den fulde sandhed..."

Han havde tænkt sig nu at fortælle hende hele sandheden bag det...

"Ser du Blair... Jeg startede med at føle lidt for dig, både mig og dyret, fordi jeg havde brug for at føle mig elsket... Lyssa, min 'kæreste' forlod mig for cirka 2 uger siden i vrede og vi har ikke set hinanden siden... Men senere jo mere jeg snakkede med dig jo gladere blev dyret for dig, og fordi jeg også blev en smule gladere lod jeg dyret få kontrollen... Fordi den del af mig kunne bedre behandle dig som du fortjente... Jeg kan selv nu mærke at den side gerne vil frem og elske dig..."

Han begyndte at græde halvkraftigt da han talte om det specielt da han talte om at Lyssa havde forladt ham...

Blair vidste slet ikke hvad hun skulle sige til det hele. Hun havde ikke brug for at en der havde en kæreste, gik rundt og fortalte han havde følelser for hende, men på den anden side var det ikke bedre at hun gik rundt og sagde det samme.

"Det er jeg ked af."

Hun behøvede vidst ikke at sige noget der kunne gøre det hele værre.

"Jeg ved ikke hvad jeg skal sige."

Sagde hun og fik selv tåre i øjnene.

Han ville som sådan gerne sige noget til hende, men han vidste ikke hvad han skulle sige så han sad bare og fik de sidste tåre ud af sig selv inden han bare sad og kiggede ud i luften... Han var stadig sur på sig selv, og vidste ikke hvad han skulle gøre ved sig selv når han engang fandt hjem... Han havde sådan en lyst til at begå selvmord over det når han var væk fra andre mennesker... Hans selvhad var nok stadig tydelig at fornemme på ham og hans ansigtsudtryk...

Blair satte sig ned igen, hun ville gerne omfavne ham for at vise hun var der for ham, men hun var bange for at skabe intimitet. Blair faldt ned mod gulvet, hun gjorde det pludseligt og tænkte ikke på konsekvenserne, hun hamrede hovedet direkte ned i gulvet, hun var ligeglad med alting, det sortnede for hendes øjne.

Da hun væltede mod gulvet greb han hurtigt et tæppe og svøbte om sig inden han var henne ved hende hurtigt... Måske han ikke skulle gøre det men det var bare ret vigtigt at hun havde det godt... Han skyndte sig at ligge hende på madrassen... Og han hentede en klud og væddede den i vand, som han tog med ind hvis hun fik det virkeligt skidt... Sammen med en balje vand og en tom skål... Da han vidste man kunne komme til at brække sig ved den slags slag...

"Blair er du her?"

Blair kunne svagt fornemme hun blev løftet. Hendes øjenlåg bevægede sig, men hun kunne ikke åbne dem, der var noget der holdte dem lukket. Blair kunne høre Sargonis' stemme, men hun kunne ikke svare med ord.

"Mmh.."

Lød det bare fra hende, hun åbnede forsigtigt øjnene og så kun et flimrende omrids.

"Undskyld."

Sagde hun da hun kunne få ord frem igen.

Han så bare på hende med omsorgsfulde varme øjne da han ikke lige vidste hvad han skulle gøre ellers... Han hadede stadig sig selv, men lige nu havde hun brug for hjælp... Han vidste ikke hvad hans skulle sige...

"Hvis nogen skal undskylde er det mig..."

Han sad bare med en hånd på hendes pande for at hun skulle føle sig tryg... Han kunne ikke lade være og med hende i farezonen selv så lidt det var fik dyret brudt frem og tog kontrollen så følelserne vældede op i ham kort inden han fik dem slået ned igen, og sendt dyret væk...

Blair tog fat om hans arm og så op på ham.

"Det er ikke din skyld jeg er uforsigtig."

Et smil spillede over hendes læber, hun ville aldrig give ham skylden for det, det var udelukkende hendes skyld.

Han reagerede ikke voldsomt på at hun rørte ham denne gang... det var ligemeget for ham nu så længe hun bare fik det godt...

"Nej men der er da heller ingen grund til at undskylde overfor et monster som mig..."

Selvom han var i lidt bedre humør var han stadig hadefuld overfor sig selv, og ens mule på hende over at hun ikke ville dræbe ham...

Blair så på ham og strammede grebet lidt.

"Du er ikke et monster. Det er du ikke lige meget hvad du siger. Du har gjort noget flere 1000 mænd og kvinder gør hver dag."

Blair slap hans arm og lagde sin hånd på hendes mave. Hvor ville Blair ønske hun fik et bedre sted, et sted hvor hun kunne have det godt.

Det kunne godt være han gjorde noget som mange gjorde men bare fordi mange gjorde det gjorde det vel ikke rigtigt... Det var ikke bare det her han havde gjort... Det var han at ikke bare kunne slippe det, og så hvad han var og hvor mange han ahvde dræbt gennem tiden...

"Det er jo ikke bare det jeg gjorde, men også at jeg ikke bare kan glemme det og slippe det... Og så alt andet jeg har gjort i mit liv... Jeg..."

Han skulle lige til at fortælle om sine drab men lod være hun skulle ikke gøres bange...