johojoho and away! - Sajro

t klokken er omkring 21 om aftenen.
s Havnebyen Aquener
v vindstille, varmt og trykkende.
o en masse sømænd, havnearbejdere og pirater.
p sort bh, bar mave, og shorts der stopper på midten af lårene. Håret er pink, og løst. Hun har bare fødder.

________________________________________________________________________________________________________________________

Lyssa sad ved kajen, på et skib. Hun havde meldt sig som frivillig hos en gruppe pirater, i de næste par år.
Hun havde haft det utrolig skidt siden hun havde været hjemme hos Sargonis. Det var næsten en måned siden nu.
En ung mand stod et stykke fra hendes, og bandt reglingen fast mens han fløjtede. Han stirrede længe og intenst på Lyssas ryg.

Hun rejste sig stille og gik ned på kajen hvor hun sukkede muggent.
''to timer til afgang!'' råbte den unge mand. Hun nikkede bare kort hvorefter hun gik videre ned af kajen.

Sargonis vidste ikke helt hvorfor han var taget ud til den havn, eller den kaj... Han havde bare følt at det var det rigtige at gøre, og så så han det... Af alle så skulle han lige se hende være der... Det var dog utroligt han havde ellers lige fået vænnet sig til tanken om at hun var væk... Han havde endda nogle gange forsøgt at bilde sig selv ind at hun var død, men det var aldrig lykkedes ham helt...

Han gik med stille og meget forsigtige skridt hen mod hende, mens tankerne rasede i hans hoved...

*Så nu forlader hun dig helt...*

*Ja måske det er bedst sådan eller hvad tror du Sargonis?*

*Sajro du ved godt hvad jeg tror og derfor er jeg på vej hen til hende*

*Ha hun forlader dig jo alligevel...*

*Hvis hun gør det... Kan jeg lige så godt dø...*

Han gik lidt tættere på hende...

hun stirrede lidt på skikkelsen der nærmede sig. Hun genkendte hans armor med det samme; Sargonis.

Hun så lidt ned, hun måtte hellere få det overstået inden de skulle afsted.

Hun gik hen mod ham med langsomt, dødelige skridt. Hun haldt ryggen rank, og hovedet ligeså.
Hun stoppede en meter fra ham og holdt hånden oppe, som tegn til at han ikke skulle sige noget.
''Jeg ved ikke hvad du laver her. Og jeg ved heller ikke hvorfor du er her. Men jeg ved, at mit skib sejler om to timer. Og jeg er på det skib, om senest halvanden.'' hun så på ham mens hun trak vejret dybt.

''jeg skylder dig en undskyldning. Jeg burde ikke være gået. Ikke på den måde. Du gjorde mig bare bange.'' sagde hun inden hun så lidt ned.
''det var ikke hvad du gjorde, der skræmte mig. Det var tanken om de følger der kom ud af det-'' hun tav og så ned på sine fødder

Han forstod tydeligt hendes hentydning og stoppede op og lod være med at sige noget. Han kunne godt forstå hun var bange for at skulle gå hen og blive gravid... MEn han forstod ikke at hun så hellere ville stikke af på et skib, prøv og tænk hvis hun var gravid var det så ikke bedre at have en hjælpende hånd hos sig? Han ville dog ikke være overlykkelig for at hun fik et barn, og blev ret nervøs for det faktisk...

"Jam... Jam... Jamen er du da?.."

Han kunne ikke få det sagt men kiggede bare på hendes mave istedet... For at se om der var den mindste tegn på det...

*fuck fuck fuck... Din idiot Sargonis...*

*Hey Sajro du var den der havde kontrollen...*

*sargonis var jeg virkelig det?*

Han så lidt ned derefter...

hun så ned, mens han mumlede sit spørgsmål.

''ja...'' svarede hun stille, mens hun bed sammen.
Hun så op på skibet, hvor den unge mand stadig gik og fløjtede.
''sargonis, jeg tager afsted omlidt. Så gør det venligst kort hvis du har noget at sige.''
det var ikke hendes mening at lyde kold, men hun var nødsaget til det, hvis hun skulle kunne komme over det.

Han kiggede nærmest chokeret på hende ved svaret... Det var ikke ligefrem det han havde forventet at høre fra hende... Men sådan kunne det vel gå... Det var bare ikke noget han helt kunne acceptere at hun tog afsted i gravid tilstand...

"Jeg kan ikke forstå du heller vil ud i verdenen og klare dig selv igen... Og nu med barn..."

han kiggede bare på hende med spørgende øjne...

"Jeg forstår det ikke Lyssa, hvorfor ikke blive et sted hvor du er sikker på både hus og mad ?"

Han trådte et enkelt skridt tættere på hende...

hun bakkede i takt med hans skridt.
''jeg regner ikke med at beholde barnet.'' sagde hun stille.

Hun så bare ned, hun vidste at han ville blive rasende.

Han stoppede bare ikke så meget fordi hun bakkede væk fra ham men mere på grund af det hun sagde... Han tog det som en direkte besked om at hun hadede ham... Han ville lade valget være op til hende, men han havde lidt håbet at det ville være med til at få hende til at blive hos ham...

"Jeg forstår at du hader mig efter det der er sket... Og det er jo din krop og derved dit valg..."

Han så ned i jorden, og kunne mærke en tåre presse sig på... Igen hun var det eneste der nogen sinde havde vækket så mange følelser hos ham, og fået ham til at virke så menneskelig igen..."

''jeg kan ikke få et barn, når jeg ikke engang kan pase på mig selv..'' sagd ehun stille.
''og det er for meget for dig, at tage dig af en gravid..'' hun så bare væk.

Han rejste sit blik mod hende igen... Det var da altid noget at hun ikke gav ham ret i at hun hadede ham, måske det kun var ham selv der hadede ham...

"Hvis den gravide er dig... er det på ingen måde for meget for mig..."

Han håbede hun ville se på ham, og endnu mere håbede han at han kunne få hende til at droppe den forbandede ide, om at rejse væk...

lover du det...?'' spurgte hun stille mens hun så ned på sine fødder..

Han så på hende, og var glad for at hun i det mindste overvejede det... Han kunne ikke forstå hvordan hun kunne så meget som tvivle på ham... Han havde jo sagt til hende før at han ville gøre alt for hende...

Han trådte hen til hende, og tog fast om hendes hage og løftede hendes hoved op...

"Ja det lover jeg... Som jeg har sagt før vil jeg gøre alt for dig... Men en ting er vigtigt for mig, nemlig at du ikke føler dig forpligtiget til at beholde barnet..."

hun så ned igen.
''jeg har allerede skrevet under på kontrakten..'' sagde hun stille

Han så bare på hende, nu havde han en mulighed for at få hende til ikke at smutte, og så ville han ikke lade den chance passere forbi ham...

"Jeg vil med glæde betale dem for at lade dig gå, og ellers skal jeg nok forklare dem mere hårdehændet at de ikke kan få dig..."

Han så bare på hende, for at se hvordan hun ville reagere på det... Måske hun ikke ville ønske han gjorde det, men der ville han ikke lade hende bestemme...

hun så bare ned.

''jeg venter her..'' sagde hun stille. Hun så bare ned i vandet

Han gik bare med stille skridt hen forbi hende... Tæt forbi hende, og kyssede hende blidt på panden før han gik op af skibets landgangsbro, for at snakke med kaptajnen... Han vadede bare direkte hen mod den der var kaptajn på skibet og stoppede så op...

"Den kvinde der står derned... Har ingen planer om at tage med jer alligevel... Så hvor meget skylder jeg jer?"

''hun meldte sig frivilligt. Hun er fri til at gå.'' sagde han roligt til Sajro, og smilede koldt.

Lyssa sad med rødderne i vandet og stirrede udover havet

Han kiggede lidt mystisk på ham... Da han ikke helt forstod det... HUn sagde jo hun havde underskrevet kontrakt...

"Hun fortalte at hun havde underskrevet en kontrakt, og den kontrakt vil jeg se blive revet i stykker før jeg går!"

Han var ikke så glad for det... Og det værste der kunne ske ville jo næsten være hvis de valgte at begynde at sejle...

''den kontrakt hun snakker om, var en kontrakt om at hun kunne føde sit barn her. Og nu vil jeg bede Dem gå, inden jeg bliver nødt til at smide Dem ud.'' sagde han bare.

"Fint nok... Men bare så du ved det, hvis du nogensinde prøver på at få hende ind på dit skib... Så vil jeg personligt dræbe jer alle sammen..."

Han bukkede hurtigt og meget let for ham...

"Kan De have en fortsat god dag..."

Han begyndte at gå imod landgangsbroen for at gå ned af den, og ned til hende...

hun sad bare med fødderne i vandet, tavs

Han gik bare hen til hende og satte sig roligt ned ved siden af hende... Han vidste slet ikke hvad han skulle sige til hende, eller hvad han skulle gøre... Han var blevet lidt overrasket over det han havde fået at vide af kaptajnen om hvad det var hun havde skrevet under på... Men han valgte at han ville stole på hende...

hun stirrede ud over havet.
''tag mig hjem..'' hviskede hun stille

Han kiggede over på hende, da hun viskede... Han kunne kun svagt høre det, men han ville stadig reagere på det, selvom han ikke var sikker på om hun faktisk snakked til ham... Eller om det måske var til sig selv...

"Selvfølgelig søde..."

Han lagde bare den ene arm om hende, og løftede hende op...

hun fulgte bare med mens hun så lidt ned