johojoho and away! - Sajro

Han gik bare afsted med den ene arm om hende, for at have hende tæt på sig, og holde hende oppe... Han brød sig ikke særligt meget om at hun virkede så nede... Det gjorde ham trist til mode men han lod det ikke skinne ignnem...

"Så søde... Ingen grund til at være så nede?"

hun så ned mens hun mumlede;
''jeg bære en Nightcan's barn.. Jeg ved ikke hvordan det vil ende...''

Han så ned mod hende og kunne egentligt godt forstå at hun havde nogle svære tanker omkring det... Han kunne da berolige hende med at det ikke ville blive hverken varulv eller Nightcan når det blev født... Det ville have krævet at hun også havde været Nightcan...

"Jeg kan da fortælle dig at det barn ikke bliver hverken Nightcan eller varulv... Det ville have krævet at du også var en Nightcan..."

Han kom så til at tænke på noget andet bag det...

"Men barnet bliver nok lidt af en vildbasse... Og barnet vil nok vokse hurtigere end normalt... Både før og efter du føder..."

hun så en smule panisk ned på sin mave. det kunne jo forklare at hun allerede nu kunne se bulen på sin mave.

Han så lige ned på hende, og ned på hendes mave... Utroligt at han ikke havde lagt mærke til bulen før, men nu kunne han godt se den... Han havde lyst til blidt at røre den... Bare for bedre at acceptere at han skulle være far... Det var utroligt og et stort ansvar for dem begge...

Han kunne snart se flodens mange forgreninger og vidste der ikke var langt igen...

"Så er der ikke så langt igen..."

hun sukkede stille.
''Sargonis, hvis det her skal fungrere, så fortæller du Azhi det her. Jeg vil nødig se hendes fjæs..'' sagde hun med et lille smil

Han så bare ned mod hende, mens de nærmede sig det lille hus...

"Selvfølgelig skal jeg nok fortælle hende det... Ingen tvivl om det..."

Han smilede bare mildt til hende, og håbede ikke at Azhi ville forsøge at dræbe ham, når han fortalte hende det...

hun smilede stille.
Hun sukkede stille da hun kom i tanke om at barnet ville blive en blanding.
''Sargonis, det går ikke med det lille hus... vi er nødt til at finde noget større...''

Han kunne godt se hvad hun mente... Men det ville kræve at han havde nogle flere penge at gøre godt med, og der var ikke så meget han kunne tjene penge på, med mindre han ville vende tilbage til at være lejemorder, eller andre af den type jobs... Han havde ikke lyst til det men som sagt ville han gøre alt for hende...

"Du har ret... Så vi må jo nok snart ud at se på noget..."

Han smilede bare, og lod det ikke vise at han havde problemer med at skaffe penge, men måske Isabella kunne sørge for det... Det ville ikke være overraskende hvis hun kunne det...

''troede at det var gået op for dig at du ikke kan skjule problemer..'' sagde hun roligt.

''jeg skal nok hjælpe til med penge. Og kikser det hele, så har vi jo mit barndomshjem..'' det sidste sagde hun en smule lavt.

hun gik mod huset.

Han fulgtes bare med hende, og holdt stadig om hende med den ene arm... Han nød faktisk at gå med hende på den måde...

"Det er rart at vide søde... Men nu når du er gravid er det nok bedst jeg står for det?"

Han sagde det sådan set mest fordi han var bange for at hun ville ende med at gå tilbage til den slags hun havde gjort inden, og det ville han ikke lade ske...

Han gik hen til døren og åbnede den stille...

hun smilede lidt.
''det er mit ansvar i bund og grund.'' sagde hun bare

Han kunne godt forstå hun følte det var hendes ansvar men det var vel ligeså meget hans ansvar... Det var jo lige så meget hans skyld at hun overhovedet var med barn... Det var jo ikke ligefrem noget der bare var sket helt tilfældigt, og uden nogen indblanding af en eller anden art...

"Det er da lige så meget mit ansvar... Da jeg jo også skyld i din graviditet..."

han vidste ikke lige om skyld var det rigtige ord, men han vidste jo ikke helt hvordan han skulle sige det... Og han følte også det var mere hans skyld end hende, da han følte han havde presset hende til det...

hun så lidt ned.

''er det for meget for dig..?'' hviskede hun stille.
''er det for tidligt? jeg mener, du er jo kun 19..'' hun bed sammen.

''jeg kan sagtens stoppe det..'' hviskede hun stille.
''et par slag, det er alt hvad der skal til..'' hun så ikke på ham

Han så på hende, og kunne ikke lade være med at være en smule forarget over hendes sidste forslag... Hun havde ret i det var tidligt og det var ikke ligefrem det han havde forventet der ville ske efter den nat... Og heller ikke lige det han havde mest brug for, men det behøvede hun ikke at vide...

"Så længe jeg har dig i mit liv er intet for meget for mig... Du skulle måske tænke på om det var for meget for dig istedet... Men den metode er ikke noget jeg vil høre om, hvis du vil have det fjernet så snak med en inde i en af byerne der har mere forstand på det..."

hun sukkede stille.

''det er ikke for meget for mig. ikke nu, ihvertfald.'' sagde hun stille.

"Det er godt at høre... Men husk du må ikke lade der gå for lang tid før du er sikker på om du vil have det eller ej..."

Han førte hende bare ind i det lille hus, og han tændte så olielampen, som sørgede for en smule lys i det lille rum...

hun satte sig stille på sengen.
hun stirrede ned i gulvet

Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre ved at hun havde det så skidt, eller det så i hvertfald ud til at hun havde det skidt... Han vidste bare ikke om det var psykisk eller fysisk hun havde det skidt... Men et eller andet var han nød til at gøre...

Han gik stille og til hende, og knælede ned foran hende, og lagde en hånd på hendes skulder...

"Du virker til at have det svært ved tanken?"

''jeg er bare bange. Ikke andet..'' sagde hun stille.

''hvis det ikke bliver en vareulv, så bliver det jo en som mig. Det er ikke sjovt at være som mig, aldrig at vide hvordan man ser ud før man kigger sig i et spejl, aldrig vide om man vil blive fanget det næste øjeblik.. At opdage sine evner... Jeg er bare bange for hvad der vil ske..'' sagde hun stille

Han så bare op på hende... Han havde ondt af hende, over at hun skulle til at gå igennem det hun nu skulle til at gå igennem... Det var ikke det nemmeste for en kvinde og da slet ikke for en der kun var 19 år... Det måtte være noget af en prøvelse for hende.

"Jeg forstår dig... Men husk på at vi vil jo begge være her for at støtte det barn, og sørge for at det får den omsorg den har brug for..."

Han kom i sit indre til at tænke en tanke, om hvordan barnet kunne gå hen og blive... Han tænkte på at det ville blive et monster, et monster med størrelsen og vildskaben fra en nightcan og evnerne som en shapeshifter, det ville blive et virkeligt monster...

hun så op på ham, direkte ind i hans øjne. Som om hun havde læst hans tanker.

''jeg kan ikke skifte form, før efter fødslen..'' sagde hun så stille

Han blev ret skræmt over hendes blik, men han vidste at hun ikke kunne have læst hans tanker da det var en umulighed... Ingen kunne læse hans tanker, grundet at han var Nightcan... Væsnet intet mentalt inden for evner og magi bed på...

Han vidste ikke helt hvorfor hun fortalte ham det, men der var vel en grund til det...

"Det kunne vel være værre?"

Han så bare på hende...

''jeg er afhængelig af mine evner, når jeg er udenfor. Jeg kan ikke gå nogen steder uden at skifte form.'' sagde hun bare

Han kunne godt se problemet, når hun ikke kunne bevæge sig rundt uden for... Det ville jo være ret så trist at der ikke var mulighed for andet end at opholde sig i det lille hus, til han fik fundet noget større... Men stadig ville hun være nød til at blive indenfor...

"Så kan jeg godt se problemet... Men hvorfor kan du ikke det?"

Han så bare på hende med sorgmodige øjne...