A favour? How much will you pay me girl? // Luce //

S: Kroen det vilde svin.
O: en masse væsner der snakke fulde snak, og et dunkelt lys der er belagt over den lille krostue.
V: Lunt og dejligt indenfor, koldt og vådt udenfor.
P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

En tjeneste? hun kunne ikke tro sine egne øre! Hvorfor skulle hun gøre nogen en tjeneste, havde de måske nogensinde gjort noget for hende? Svaret var nemt, nej, det havde de ikke og det ville de heller aldrig komme til, for hun var ikke typen der lod andre komme tæt på hende og da slet ikke når de bad hende om at gøre en tjeneste. Men, af en eller anden grund, var dette barn kommet hen til hende og bedt hende om at hjælpe en pige, der åbenbart havde en forbandelse over sig, som kun kunne fjernes ved hjælp fra mørke magi og denne lille unge, havde åbenbart opdaget at Sheila var i stand til at have denne magt i sin varetægt. En hver anden ville nok havde hjulpet den stakkels lille unge, men Sheila så bare koldt på den og fortrak ikke en mine, udover at hun engang imellem adskilte sine læber for at tage en slurk af sin drink. Da ungen var færdig med at snakke, vendte hun sig blot om til siden, med benene rettet imod bardisken og sit hoved hvilende i sin hånd, så det lange brune hår hang og dinglede.
"Beklager, jeg gøre ikke tjenester for andre, medmindre de vil gøre noget for mig," sagde hun med en kold stemme og tog endnu en slurk af sin drink. Ungen så bare trist på hende, lavede store tårevædende øjne, i håb om at det ville gøre Sheila blød om hjertet, hvilket det langt fra ville. Hun så slet ikke på barnets lille: jeg er så bedårende trick. Til sidst kunne man høre på barnet at det prøvede at finde på noget, der muligvis kunne logge Sheila.
"Hun kan sagtens gøre dig en tjeneste! Det kan du jo snakke med hende om!" sagde det og så lykkeligt på hende. Sheila vendte sig om af nysgerrighed, hvis pigen kunne gøre noget for hende, så kunne de godt snakke sammen omkring det. "Så hvis mig hen til hende," Sheilas stemme var kold, men det lå ikke til at påvirke barnet, for inden længe havde det løbet sin vej og regnede med at Sheila fulgte med det. De gik ovenpå på et værelse, her mødte Sheila Luce og som en hver anden ville gøre, satte hun spørgsmålstegn ved denne forbandelse. "Hvis jeg skal hjælpe dig, hvad gør du så for mig til gengæld?" spurgte hun Luce og så ventende på hende med sine lysende øjne.

P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] og et sort stof bundet hen over sine øjenhuler

Det var et godt stykke tid siden hun var kommet hen til kroen. Hun havde haft behov for og hvile sig efter en lang dag. Hun havde brug for og komme lidt væk fra Sean, Bruce og Connor. Stort set fra hele hendes hverdag. Hun havde været rastløs af og være for længe væk fra Zann. Ham der havde givet hende den forbandet forbandelse på hende som gjorde hende rastløs af og være væk fra ham for længe af gange. Gjorde så hun ikke kunne tænde på andre end ham. Stort set hele forbandelsen havde ødelagt hendes liv. Hun kunne ikke holde sig i ro lang tid af gangen og det irriterede hende som bare fanden. Da hun var kommet hen til kroen var hun stødt ind i en lille pige som var blevet meget nysgerrig over og høre om hvad der var sket med hende. Hun vidste ikke helt, hvad der var med denne pige, men hun ville vide alt om hvad der var sket og hun havde godt lagt mærke til, at hun var blevet meget rastløs allerede inden og havde spurgt hende om hvorfor hun var rastløs og der havde hun så fortalt denne lille pige, at hun var forbandet og havde fortalt om forbandelsen. Hun forstod ikke helt hvorfor denne lille pige var så nysgerrig over og høre om de forskellige ting. Hun var dog løbet ned, hvor alle de andre folk var. Hun sad nu på en stol på det sædvandlige værelse som var special indrettet til hende. Der var så få ting inde i værelset for og gøre det nemmere for Luce og færdes rundt derinde. Der var en seng, 2 natborde, 2 stole hvor et bord stod imellem dem, en dør der førte ind til et lille badeværelse og et vindue som stod åbent, hvor de hvide gardiner flavrede i vinden. Hun sad på stolen og børstede sit lange sorte hår. Hun hørte døren åbne sig og fik et chok da hun hørte en anden kvinde stemme som var kommet ind "Hvis du hjælper mig. Hjælper jeg dig når du får brug for hjælp en dag" hun undrede sig lidt over, hvem denne kvinde var, men kom så i tanke om, at pigen havde snakket om en eller anden kvinde der kunne hjælpe hende med forbandelser og den slags.

Hjælpe hende? Sheila havde lyst til at le! Hvad kunne denne pige hjælpe hende med, som hun ikke selv kunne klare? Sheila behøvede ikke nogen, ingen andre end hendes søster og hende selv! Alle andre var ligegyldig, selv den dag hun fik sig en slave, ville denne person også være ligegyldig! Alligevel måtte Sheila indrømme at hun var interesseret i, hvad denne pige dog troede at hun kunne hjælpe hende med. Hvis Luce havde kunne, havde hun nok blevet en smule bange for Sheila, for det kunne godt være at hun var smuk, men hendes øjne var kolde og mørke. Der var ingen sjæl at se i dem, den var forsvundet for lang tid siden og den ville aldrig komme igen.. Med armene på kors og et lille hånende smil på sine læber, kiggede hun tøvende ud af vinduet, som tænkte hun godt over om hun skulle hjælpe denne pige eller ej.
"Hvad er det du tror du kan hjælpe mig med?" spurgte hun hende og kiggede hen på hende, og selvom Luce var blind ville hun kunne mærke de borende brune øjne."Og hvad går din forbandelse egentlig ud på min kære pige? Hvad er der sket med dig siden det kun er mørket der kan fjerne den og endnu vigtigere, hvorfor ønsker du at få den fjernet? Giv mig en ordentlig grund," hvis hun alligevel skulle fjerne den, kunne hun jo ligeså godt høre historien bag denne forbandelse. Man kunne jo aldrig rigtig vide om den var værd at fjerne eller. Hvis det var en som blot forhindrede hende i at sætte dit hår ordentlig, så ville sheila aldeles ikke stå til rådighed. Det interesserede hende nu også lidt at vide om hvordan den forbandte havde fået forbandelsen..
Hun ventede på svar og så sig nysgerrigt ud af vinduet, betragtede udsigten og tænkte straks på sit hjem ude i skoven. Hun skulle snart finde sin søster igen, det var en ting der var helt sikkert.. Hun vidste dog også godt at kalinna nok skulle klare den..

Hun sad bare stille og roligt på stolen og ventede på og høre hvad denne kvinde havde og sige. Hun vidste, at hun var nød til og fedte meget for hendes herre for og lade ham finde en som kunne fjerne forbandelsen fra hende og hun havde ikke ligefrem den største trang til og gøre det. Han var allerede sur nok over, at hun ikke kunne blive tændt af noget som helst som han gjorde ved hende som normalt ville tænde nogen, men det kunne hun jo ikke for forbandelsen havde sat en spærre for det. Hun kunne ikke en gang lade som om det tændte hende selvom det ikke rørte hende overhovedet pga forbandelsen. Der var nu meget mere over forbandelsen, men det var nok mest det, at hun ikke kunne tændes der irriterede hendes herre så grusomt som det gjorde. Hun lyttede til hendes spørgsmål "Når du en gang får brug for en dragonlycan er jeg til rådighed. Jeg hjælper dig gerne når du en gang får brug for hjælp uden tøven bare du fjerner denne forbandelse der ligger over mig" hendes stemme var stille og rolig dog var den også meget bestemt. Hun var ikke den som man kunne skræmme væk længere. Det havde Rafael pillet af hende. Normalt var hun meget utryg over sådanne nogle typer som hende der var kommet. Hun ignorede følelsen af og blive stirret på. Hun sukkede kort "Min forbandelse gør, at jeg er rastløs hele tiden, dør når ham som har givet mig forbandelsen dør, tænder ikke på andre end ham ligemeget hvordan folk prøver, jeg kan ikke sove ved siden af andre og jeg gør automatisk alt som han siger. Det var min gamle herre der gav mig den som har styr på alt mørkt magi. Jeg vil gerne af med det fordi min nu værene herre har beodret at det skal fjernes og det skal gå hurtigt ellers bliver jeg straffet hårde end jeg allerede gør." hun bed sig usikkert i læben da hun begyndte og tænke på alt den hårde afstreffelse Rafael kunne finde på. Han var brutal nok og havde ikke nogen samvittighed. Han straffede hårde end man troede man kunne straffe folk. Han går næsten til døden, men lader folk lide. Hun kendte ham for godt. Ihvertfald hans afstraffelsesmetoder. Hun sukkede lidt og var begyndt ikke og kunne holde sine hænder i ro.

Så hun kunne ikke tænde på andre end sin herre? Det var ikke den værste forbandelse Sheila havde hørt, men ja, hvis tøsen mente at den var vigtig at få fjernet og at hun ville stå Sheila til rådighed når hun kaldte på hende med en magisk dragefløjte eller hvad der nu skulle til, så kunne hun godt se det gode i denne samtale. Skulle det gå hurtigt? Jamen, så var det jo bare med at få den fjernet så hurtigt de kunne ikke sandt? Ikke at det bekymrede Sheila at hendes herre straffede hende, slaver var noget af det bedste man kunne få og Sheila ønskede selv nogen, men hun ville aldrig torturere dem. Det var der ingen grund, måske de kunne få en straf engang imellem, men det ville så også være det hele og det at de skulle være forberedt på at hun elskede en udfordring fra sin slave. Hun nikkede og begyndte langsomt at gå rundt i rummet, lod sine fodtrin give genlyd i det lille rum og spredte den uhyggelige stemning helt ud til krogene af rummet.
"Okay, jeg hjælper dig, hvis du lover at stå mig til rådighed den dag jeg har brug for dig!" hendes stemme var skarp og hun sendte hende et blik der var som et elektrisk chok igennem kroppen. "For snyder du mig og finder ud af det, så lover jeg at du får forbandelsen tilbage og måske endda en mere. Er det forstået?" Hun vidste ikke helt hvad hun kunne bruge denne piges hjælp til endnu, men hvem vidste om hun en dag ville gå hen og blive nyttig til et eller andet.

Hun sad stille og overvejede kraftigt om hun bare skulle lade denne pige skride og så i stedet fedte for Rafael for, at han hjalp hende med og finde en som kunne fjerne forbandelsen. For en ting vidste hun og det var, at Rafael ikke forlangede meget mere end det blev fjernet og hun vidste også, at hende her pigen ikke ville kunne gøre hende noget for Rafael torturerede gerne folk der gik efter hans ejendom og hun var sådanset Rafaels ejendom. Hun rejste sig op "Ved du hvad? Det er ligemeget vil ikke være fleres slave!" Hun gik direkte hen imod døren "Så vil jeg hellere leve med denne forbandelse indtil Rafael opgiver ved og straffe mig uden grund for er ved og være vand til og være hans lille tortur persons prøver" hendes stemme var kold. Hun følte en indre vrede komme frem som Rafael havde sat i hende. Hun havde en trang til og forvandle sig for og ødelægge dette hotel for og kvase denne kvinde. Hun frygtede hende ikke. Der var kun en hun frygtede i denne verden og det var Rafael. Ingen andre frygtede hun selv ikke denne tøs. Hun vendte sig imod kvinden "Det er sådan nogle som dig jeg gerne sender min herre efter og du skal slet ikke tænke på og true mig for du får bare flere problemer af det" hun mærkede kraftigt hvordan hendes tanker blev ondere og ondere.

Fleres slaver? Hvad snakkede hun om? Hun gav hende bare en trussel om at hvis ikke hun holdt hvad hun lovede, så ville hun komme efter hende? For var der noget sheila havde, så var det når personer ikke holdt hvad de lovede eller svigtede andre. Det burde hun vide alt om, hendes egen familie svigtede hende og gav hende til en fremmede herre, som hun var slave for. Hun sukkede ved tanken og kiggede efter pigen, det tydeligvis var blevet vred over det hun sagde.
"Jeg bad dig ikke om at være min.."
Pludselig blev hun afbrudt da døren blev slået op og to mænd kom ind, gjorde sådan st hele rummet pludselig føltes koldt og klam. Ingen tvivl, det var dæmoner og de var sultne! De kiggede kort hen på sheila og derefter hen på luce, som de med lynets hast løb hen imod, men lige inden de ramte hende, stod sheila det pludselig og lod en sort skygge forme sig som et sværd. "Hold jer væk!" Hun vrissede, men de grinte bare af hende, hvilket var dumt, for godt nok var hun ikke stærke som dem, men hun var skam kløgtig nok til at overleve! Med skyggen det var formet dom et sværd, stak hun den igennem dæmonens hoved og efterlod en masse blod.. Normalt ville sheila ikke hjælpe andre, men hun havde haft en lyst til at hjælpe pigen, uden at hun kunne forklare hvorfor.. Den anden dæmon vrissede af hende, inden den forsvandt og efterlod sheila med et bankende hjerte. Hun kiggede hen på luce med mere roligt blik..
"Jeg vil hjælpe dig okay? Ingen vej tilbage," hendes stemme var roliges ikke så kold længere.. "Jeg sagde at jeg vil hjælpe og jeg bryder ikke løfter,"
Hvad var der i vejen med hende? Hvorfor var hun pludselig så.. Rolig?

Hun var blevet meget vred. Hun kunne næsten ikke styre sin vrede overhovedet. Hun havde det som om det var Rafael der var trængt ind i hendes hjerne. Hvad var der sket med hende? Hun kæmpede indvendigt med sig selv for ikke og blive som Rafael, men det var forsent for det var allerede sket. Hun var lige ved og åbne døren da hun hørte kvinden snakke igen "Hvordan kan jeg være sikker på, at jeg kan stole på dig?" hendes stemme var kort og bestemt. Hun vendte sig om imod døren og bakkede hurtigt bagud da hun hørte døren blive braset op. Hvad skete der lige? Hun forbandede indvendigt, at hun ikke kunne se en skid. Hun kunne lugte, at det var dæmoner som var kommet ind. Hun kunne lugte og høre, at de var blevet meget sultne. Hun nåede ikke og forsvare sig selv da hun kunne mærke vinden fra kvinden der var løbet ind foran hende. Hun nåede ikke og forsvare sig selv overhovedet før hun stod der. Hvad skete der med den kolde kvinde som havde truet hende for kort tid siden? Hun var blevet forvirret og hun kunne også mærke på sig selv, at hendes vrede som var styret og mindede meget om Rafael var væk. Hun forstod virkelig ikke noget som helst. Hun stod bare stille i rent forvirring og hørte på kampen mellem kvinden og dæmonerne. Hun lignede et stort spørgsmålstegn. Hun ventede til hun kunne lugte, at det kun var de 2 tilbage "Hvorfor vil du lige pludselig hjælpe mig? Du truede mig lige før! Jeg hader trusler og jeg har nok af, at der er en som truer mig og prøver og styre mit liv! Jeg hjælper dem som jeg stoler på og dem som hjælper mig og du virker overhovedet ikke som sådan en person" hun sagde det kort og kontant for hun ville ikke skjule hvordan hun havde det.

Hun sukkede, kørte en hånd igennem det lange hår og kunne ikke rigtig forstå hvad der var sket med hende. Normalt ville hun havde ladet tøsen gå sin vej, for hun havde jo bare sagt at hvis Luce ikke holdt hvad hun lovede, at så ville hun møde Sheila igen. For var der noget som hun ikke kunne fordrage, så var det løgne og bedrag! Med en elegant bevægelse, satte hun sig på sengen og lagde benene over kors. I hendes øjne skinnede der fortvivlelse og en smule vrede over sig selv. Hvorfor havde hun bukket under? hvorfor ønskede hun at hjælpe pigen, som sikkert ikke engang ville have hendes hjælp nu. Men, det måtte hun selv om, Sheila ville gerne hjælpe, af en eller anden mærkelig grund, men hvis pigen ikke ønskede at få hjælp så kunne hun ikke give hende den. "ja, jeg truede dig, men kun fordi jeg ville sikre mig at du ikke løj mig op i ansigtet, ligesom så mange andre væsner jeg har mødt," Hun sukkede endnu engang, men sørgede for at gøre det lavt, så Luce ikke skulle høre det. Sheila ville ikke fremstå som svag, det ville hun langt fra! "Jeg hader folk der lyver.. og tro mig, jeg vil ikke have dig som slave, for det første tilhøre du jo en anden og for det andet, så virker du ikke til at være en sådan en slave jeg leder efter," Som en rastløs hund, rejste hun sig op og begyndte at gå rundt i værelset med lydløse skridt.. "Du vælger selv om du vil have min hjælp eller ej, jeg står til rådighed nu, men går du ud af døren, så betyder det at du ikke vil have min hjælp og det respektere jeg," Hendes stemme var rolig og smuk.. Nærmest som en engels..

Hun blev stående hvor hun var. Hun anede ikke rigtigt hvad hun skulle tro. Hun havde ihvertfald ikke regnet med, at denne kvinde ville hjælpe hende overhovedet. Hun kiggede hen imod hende. Hun brød sig overhovedet ikke om, at folk truede hende. Det mindede hende alt for meget om Rafael og det mente hun var slemt nok bare og være hans slave, men det forstod nogle folk bare ikke og det irriterede hende som bare satan. "Det er en dårlig ide og true mig for jeg hader trusler! Når jeg laver aftaler holder jeg dem, men når man begynder og true mig så skal man ikke tro, at jeg er til og samarbejde med det kan du lige så godt få og vide nu som på et andet tidspunkt" Hun spekulerede lidt over om hun skulle give denne kvinde en ny chance. Hun lod dog det om slaveriget ligge. Hun magtede ikke og snakke om det overhovedet. Nu vidste hun, at denne kvinde ikke ville have hende som slave og det var hun nu glad for. Hun stod lidt og spekulerede på om denne kvinde var det værd og give sin tillid til. Hun virkede ihvertfald ikke en som hun ville blive goder venner med, men det måtte hun finde ud af på en måde og det var og give hende en chance "Du har min tillid, men hvis du ikke holder hvad du lover så er det dig der får store problemer så er du advaret. Jeg frygter dig ikke overhovedet og jeg ved, at hvis du ikke hjælper mig så finder jeg bare en anden, men stoler på dig. Har vi en aftale?" hun rakte en hånd hen imod kvinden og ventede på og finde ud af om de havde en aftale eller ej.

//undskyld ventetide, irl problemer :3 //

Hun nikkede til luce og tog imod hånden hun så elegant rakte frem. Med et enkelt tryk havde de en aftale og sheila adskilte deres hænder igen. Der var intet tegn på glæde eller opstemmelse over hende. I stedet var der bare et koldt blik, der er alligevel ikke var så kold igen som man skulle tro. Sheila var ikke til at regne ud og sådan ville hun også helst have det. Med smukke bevægelser gik hun hen og satte sig på sengen, krydsede benene og kiggede ventende på luce. Hvis de skulle fjerne forbandelsen skulle de begge være fokuseret. Sheila havde en lill anelse om hvordan hun skulle fjerne forbandelsen, men det var ikke med sikkerhed at det virkede, trods alt kendte hun ikke ham der havde giver hende forbandelsen. Eller, hun kendte ikke hans magi.
"Jeg skal desværre vide lidt mere om forbandelsen, hvordan kastede han den over dig?" Hendes stemme var rolig.

//Det er helt i orden ^^//

Hun ventede roligt på, at Sheila ville tage imod hendes hånd så de havde en aftale. Da hun mærkede Sheilas hånd gav hun hendes hånd et enkelt tryg og lod armen falde ned mod siden igen. Nok var det meget usædvanligt, at der skulle trusler imellem folk for, at være sikker på, at ingen af dem snød hinanden i forhold til deres samarbejde, men sådan var det jo. Hun hørte Sheilas skridt gå hen imod sengen. Hun gik dog hen og hentede en af stolene og flyttede den over ved siden af sengen lige overfor Sheila. Hun var meget glad for, at hun kendte dette værelse så godt som hun gjorde for ellers havde hun ikke kunnet flytte stolen eller bevæge sig rundt derinde. Hun satte sig roligt på den og lyttede til det Sheila sagde. Hun bed sig lidt usikkert i læben. "Min gamle herre lagde sin hånd der hvor jeg skulle have slavemærket som er forbundet med forbandelsen. Han mumlede nogle ord og stedet begyndte og brænde voldsomt og hans slavemærke kom frem fortalte han. Mærket forsvinder først når forbandelsen forsvinder eller retter sagt bliver fjernet"