Just when you thought it was safe to go back in the water //Blair//

Blair lagde sig godt til rette, men så flyttede han sig, hun så undrende på ham, Blair var rimelig hurtig til at få tanken at folk ikke gad hende hvis de gik, det var også den tanke hun havde lige det. Blair gengældte hans kys og lagde sig ind til ham. Sidste gang hun havde følt sig så tryg var ved hendes far da hun var 5. Det var et af de eneste øjeblikke Blair gad at huske på.

Alian nød at holde om nogen.
Det var noget tid siden han sidst havde vist følelser eller kærlighed til nogen som helst.
Men hun havde på en måde blødgjort ham.
Han begyndte at nusse hendes skulder.
*Hmmm... Vil hun mund være mere end venner...* tænkte han kort.
Han lod det dog forblive en tanke indtil videre.
Han kyssede hende svagt igen.

Blair nød bare at ligge der, hun ville ikke sige hun var svær at komme ind på, det modsatte var måske mere det rette at sige. Men hun havde bare brug for den kærlighed det gav hende at være sammen med folk. Blair gengældte hans kys. Hun var ofte vred på sig selv efter at have gjort det med fyre, de fik tit og ofte det forkerte indtryk af hvad hun ville, men hun måtte tage det som det kom.

Alian lå og betragtede hende mens han fortsatte med at kærtegne hendes krop.
Han placerede sine læber på hendes og lod sin tunge leje med hendes.
Hans hænder blev placeret om livet på hende.

Blair lagde sine hænder om hans nakke og lod også hendes tunge lege med hans. Hun synes Alian mindede om hende selv på nogle punkter. Det var bare rart at møde en der kunne forstå hende. Det var der ikke mange der kan. Blair førte en hånd ned på hans ryg og nussede den.

Alian nød kysset og blev en smule ophidset igen.
Dog orkede han vist ikke en omgang til men han ville gerne tilfredsstille hende.
*Hun kan noget med den tunge* tænkte han i sine egne private tanker.
Han førte nu hånden ned til hendes lår igen og kørte sine fingre op og ned af låret.

Blair mærkede hans hånd, og begyndte selv at gøre det samme, hun gik dog lidt længere op. Hun vidste ikke om han ville, men hvis han ville var det fint med hende, hvis ikke overlevede hun nok også. Blair fortsatte kysset og havde stadig en hånd placeret i hans nakke. Han var god til at tilfredsstille hende, han vidste hvad han skulle gøre.

Alian stoppede kysset og slap grebet om hende.
Han satte sig op og kikkede fremad.
"Hvad er vi Blair?" spurgte han og kikkede på hende.
Han havde for en gangs skyld et alvorligt ansigtsudtryk.

Blair så undrende på ham da han stoppede, men hans spørgsmål afslørede hvad han ville. Men problemet var at Blair ikke vidste hvad hun skulle svare, hun ville ikke kalde ham en kæreste, men han var heller ikke bare en tilfældig hun havde mødt på gaden, det var han før, men ikke længere. Blair satte sig op og så ned i gulvet. Hun ville så gerne svare ham, men det kunne hun bare ikke. 'Jeg ved det ikke' ville også bare lyde som om hun bare havde gjort det for at udnytte ham, og sådan var det jo ikke. Det spørgsmål havde hun aldrig i sit liv svaret på, og det blev heller ikke nu hun svarede på det.

Alian fortsatte med at kikke på hende og ventede på et svar.
Han begyndte at få sin tvivl som sekunderne gik.
*Jeg betrager stilheden som et nej og hun bare er en billig skøe...* tænkte han og så ned i gulvet.
Han sad nu og ventede mere.
Man kunne se ud af vinduet at klokken allerede havde rundet de 23:00.
Det alvorlige ansigtsudtryk kom frem igen da han kikkede op på hende.
Han tøvede dog i at sige hvad han mente med stilheden.

Blair dækkede sine øjne til med hendes håndflade. Hun ville så gerne svare ham på det spørgsmål, men så skulle hun ud i en lang forklaring om svigt, og det faktum at hun ikke havde let ved at binde sig til folk. Og hvis hun sagde det nu ville det måske lyde som en historie hun havde fundet på. Men hun ville ikke lyve for ham, det ville gøre situationen meget værre. Blair blev nød til at fortælle ham det hele, det hun ikke havde fortalt til nogen anden.

"Det kræver en lang historie. Mine forældre er meget kristne, og har derfor altid opdraget mig meget disciplineret, men da jeg så kom i teenagealderen gik jeg imod dem, jeg ville ikke leve som dem. Jeg ville leve som mig selv. Så jeg begyndte at klæde mig anderledes på, jeg gik i byen og ja... Var sammen med drenge. Når jeg så kom hjem slog min mor mig altid. Den eneste jeg stolede på var min far, og når han skulle tage side valgte han evig og altid min mors side. Jeg blev svigtet af den eneste person jeg stolede på. Jeg stolede også rimelig meget på min daværende kæreste, og han forlod mig for min bedste veninde. Jeg turde ikke stole på folk igen. Jeg har aldrig bundet mig til nogen siden. Det kræver rigtig meget før jeg overhovedet tør tænke tanken til det. Jeg ved godt jeg ikke burde være sammen med dig så... "

Blair vidste ikke hvad hun mere skulle sige. Hun var overbevidst om han ville smide hende ud, så hun ville gøre det let for ham. Hun rejste sig fra sengen, tog sit tøj på og gik hen mod døren, hun håbede alligevel han ville stoppe hende.

Mens hendes historie kom forbi hans øre så sad han bare og kikkede ned i gulvet.
Han var noget kold til det hele... som om hun prøvede at bortforklare det.
Men da hun havde taget hænderne for øjnene så vidste han at det var sandt
Da hun tog sit tøj på hoppede han hurtigt ned i sine boksershorts.
Han gik over til hende og tog om hende.
"Det må du undskylde... Bliv nu lidt mere" sagde han mens han omfavnede hende.

Blair vidste stadig ikke om det var smart at fortælle ham hele hendes livshistorie. Men nu var det gjort, og så måtte hun bare håbe han ikke brugte det imod hende. Det tog hårdt på Blair at fortælle om det, hun havde givet folk små bider af historien, men at fortælle det hele som en hel historie var hårdere end hun havde regnet med. Hendes øjne var fyldt med tårer. Men hun nægtede at vise det til nogle, hun ville ikke virke svag. Hun tørrede tårerene væk og så på ham, hendes øjne havde en svag rød farve, men den var næsten umulig at se, det udtværede makeup dækkede over det.

"Tak."

Det var tydeligt at høre på hendes stemme hun ville have grædt, hvis hun ikke havde stoppet sig selv.

Han knyttede hende ind til sig for at trøste hende mere.
Efter at have hørt hendes stemme som gav ham det mest tydelige tegn på at hun græd.
Så blev han mere følsom... For en gangs skyld var det ham der trøstede en anden.
Sidst han havde stået i en situation med tåre havde været i hans barndom.... Når hans forældre var oppe og slås...
Han rystede mindet væk og lod sin opmærksomhed vende tilbage til Blair.
Alian holdte stilheden lidt endnu inden han kikkede hende i øjnene.
"Du må forstå at jeg gerne vil vide om vi har noget sammen..." sagde han efterfulgt af en kort pause.
"Jeg ved godt at du har haft hårde tider... Men jeg er ikke som de andre..." afsluttede han med en rolig stemme.

Blair tvang sig selv til ikke at græde, hun nægtede at gøre det foran andre. Men hun vidste det ikke var let at gøre det altid. Blair lyttede til hans ord og nikkede forstående. Hun vidste godt han fortjente et svar. Men hun kunne bare ikke give ham det lige sådan.

"Jeg ved ikke noget lige nu, jeg bliver nød til at mødes med dig flere gange før jeg kan finde ud af det."

Blair kyssede ham på kinden.

"Det ved jeg godt."

Han kikkede kort ned i jorden.
Og så op i øjnene på hende igen.
"Blair bliv her da i det mindste natten over... Det er blevet sent" sagde han roligt.
Han lod en hånd gilde igennem hendes blonde hår og strøg det bag hendes øre.
Alian rødmede lidt men håbede på at hun sagde ja.
Det var ikke for at lave noget med hende igen... Det var bare for at hun kunne føle sig tryk ved ham igen.

Blair trak på smilebåndet da han bad hende om at blive. Så havde hun ikke skræmt ham helt væk med hendes historie, og svar.

"Okay, jeg bliver."

Blair så sig omkring, hun måtte se forfærdelig ud, hun blev nød til at finde et sted at friske sig lidt op.

"Har du et badeværelse?"

Han smilede til hende og slap nu igen grebet om hende.
"Ja derinde" sagde han og pegede mod døren der førte ud til et lille rum med toilet, rendende vand og et lille spejl.
Alian gik over og lagde et par stykker brænde i kakkelovnen så ilden ikke døde helt.
Han lod hende gå ind på badeværelset mens han gik over og satte sig i sengen igen.

Blair gik ud og puttede noget vand i hendes ansigt, så hun kunne makeuppen væk. Hun lignede lidt en vaskebjørn, det var ikke ligefrem det look hun gik efter. Blair tog et elastisk hun havde om hendes håndled og satte hendes hår op i en hestehale. Hun kiggede sig omkring for at se hvad der ellers var, måske noget hun kunne bruge. Hun fandt dog ikke noget nyttigt. Så hun gik ind til ham igen og satte sig på sengen ved siden af ham. Hun trak benene op under sig, og lod hendes hage hvile på hendes knæ.

Han lagde den ene arm om hende, kyssede hende på kinden og lagde sig ned i sengen sammen med hende.
Alian tog tæppet som lå foran sengen og lagde over dem.
Han lå og holdte om hende som han tidligere havde gjort og kyssede hende svagt på læberne igen.
Udenfor var solen for længst gået ned så det eneste lys som var i hytten var fra kakkelovnens rolige flammer.

Blair smilede da Alian kyssede hendes kind. Når hun lå der var det ikke som med de andre. Han viste omsorg i forhold til hvad så mange andre gjorde. Blair gengældte hans svage kys. Hun endte med bare at ligge der og kigge ud i luften. Hun var tom for ord, hun var aldrig blevet taget om på den måde Alian gjorde det. Sidste gang hun var sammen med en var meget mere.. Indviklet.

Alian lå og betragtede hende en sidste gang.
"Godnat Blair" sagde han og gav hende et sidste kys inden han lukkede øjnene.
Månens svage stråler ramte vinduet så en lille plet på gulvet blev oplyst.
Han ville så gerne have hende for sig selv... Men hvis hun ville tænke over hans spørgsmål så var han villig til at vente...

Blair lagde sig godt til rette i sengen og prøvede at sove, men der var nogle tanker der holdte hende vågen, hun lå bare og tænkte på sin fremtid, hun vidste ikke hvad hun ville. Hun havde ikke noget liv. Hun var ligeglad med sit liv, så hvorfor overhovedet tænke på fremtiden? Hvorfor ikke bare gå ud og slutte hendes liv. Det var nogle af de tanker der stjal pladsen i hendes hoved. Men der var altid noget der holdte hende tilbage. Alian ville sikkert ikke opdage hvis hun gik, men han holdte hende ikke tilbage fysisk. Men mentalt, følelsesmæssigt. Hun skiftede tankerne ud med tanker om Alian, hvorfor behøvede hun overhovedet at tænke over hvad de var, eller hvad de ville blive i hvert fald. Blair havde bare brug for en som Alian, en der forstod hende, og kunne beskytte hende. Men hun blev nød til at falde for ham først. Ellers ville det ikke være okay.

De sidste tanker der ramte ham inden han faldte i søvn var.
*Hvordan skal jeg forklare at jeg er et monster?*
Hans øjne var fortsat lukkede og han døsede ned i sin søvn...
//out//