Strangers in the darkness (Lucien)

Tid: 21.30
Sted: I skoven, nær en lille hytte
Omgivelser: masser af træer og dyr, ingen mennesker, en lille hytte lidt væk, hvor lyset er tændt
Vejr: Måneskin og en skyfri himmel som afslører stjernerne

Hendes hjerte bankede hårdt imod hendes bryst, hendes puls lå på det højeste. Hendes jogging tøj sad som det skulle, men et let lag af sved, havde lagt sig over hendes hud. Lillith havde været ude at løbe, på samme måde som hun løb hver aften, det var en nem måde at slippe fra dagens stress.
Stille sænkede hun farten, hendes krop skulle falde ned inden hun nåede hjem. Hun havde lært på den hårde måde at det ikke fungerede ikke at strejke ud.

Da hun nåede et tempo som ikke var hurtigere end hendes normale gang, begyndte hun at se omgivelserne. Hun stoppede kort op for at snuse ind. Skovens lugt tiltalte hende, dyrene og planterne i harmoni kunne hun forstå.

Et egern løb hen over jorden, ganske tæt på det sted hun stod. Naturen her omkring kendte hende, hun løb her så ofte at de ikke længere registrerede hende.

”Have you found the nut you lost?”

Lillith vidste godt selv at det var underligt at tale til dyrene. De ville ikke svare hende, men hun havde anlagt den vane allerede som lille, en vane som havde reddet hendes søster mere end engang.

Hun stod og rodede med sin pulstæller, da hun så skikkelsen, det var en fremmed som gik tur i skoven, ikke noget som hun ikke have oplevet før, men denne fremmede fangede hendes blik. Måske var det skikkelsens gang? Jah det måtte være det, hvorfor skulle en ensom skikkelse ellers fange hendes blik?

Påklædning: http://data.whicdn.com/images/65567819/large.png

Mørket omkring ham, smukt som natten var blid, englelig i det helt store gjorde det ikke noget om det var nat eller dag, det ville alligevel ingen forskel gøre, da han var født blind og hans forvandling, gik ikke just ind og rettede skaden ud. Han var og ville kun være blind, det kunne han ikke rigtig ændre og det ville han aldrig kunne, ikke om hundrede år, ej heller to hundrede, det var og ville for altid være hans byrde. En der muligvis ikke gjorde ham i stand til at kunne komme tæt på folk, da de derved ville føle medlidenhed med ham og det var ikke det han søgte, han søgte nogle som holdte af ham, uagtet om han kunne se eller ej.
Med sin stok, sukkede han og vandrede videre rundt i skoven, heldigt for ham, var hans sanser allerede gode i forvejen og han havde derfor ikke altid svært ved at finde rundt, hellere havde han problemer med at vide hvor folks ansigter var eller i hvilken retning de gik.
Han stoppede op, da han med et lugtede en eller anden tæt ved, det var en kvinde. Hvilket han vidste, ud fra lyden af hendes lange hår, hendes lugt indikerede at hun var menneske..eller i hvert fald havde et bankende hjerte, derudover vidste han intet andet. Så med et nysgerrigt blik i de krystal blå øjne, vendte han sig stille om

Den natteluft som havde fyldt hendes lunger, blev langsomt pustet ud, da skikkelsen kom tættere på. Den mand som kom imod hende, var noget hun ville sammenligne med smuk. Lillith vidste godt at man ikke skulle skue hunden på hårene, hun var selv beviset på det. Eller hendes søster var.

Som skikkelsen kom nærmere, kunne hun se ham rigtigt, hans gang så ud til at være en smule besværet, men måske tog hun fejl, måske var det bare fordi at den fremmede gik med en stok.

Med et fik hun lægebrillerne på, selvom der stadig var et stykke hen til manden. Han så ikke ud til at halte, og han så ikke ud til at fejle noget som ville kræve en stok. Diverse sygdomme gik igennem hendes hoved, men ingen gav mening.

Nysgerrigt fuldte hun manden med øjnene, hun forsøgte at fange hans blik, men den fremmede lod ikke til at se hende som sådan.

Farven i hans øjne, fik luften til at forlade hendes lunger. De krystal blå øjne, var så klare. Tanken om at hun kunne svømme i den klare farve skar igennem hovedet på hende. Hurtigt fik hun den til at forsvinde, hun burde ikke tænke sådan om en fremmed mand, det var ikke det rigtige tidpunkt.

”Hey”

Hendes stemme var lettere hæs efter det lange løb, hun burde ikke have sagt noget, alene hendes stemme fik det til at lyde som om hun lagde an på ham. Et let rødmen løb over hendes kinder, mon hun kunne stikke af?

Han lukkede øjnene da han hørte hendes fødder, hvilket var et godt tegn, betød da hun ville snakke med ham og hun ville da umuligt kunne undgå at se hans stok, måske vidste hun ikke om han var blind..eller også gættede hun på alt andet. Ja det var sikkert det, når hun vidste han intet syn havde, ville hun bare vende sig om at gå, ligesom alle de andre gjorde. Ellers opførte de sig, som om han ikke kunne finde ud af at spise eller gøre noget selv. For guds skyld, fandtes der ikke en eneste kvinde eller bare en eneste person, som behandlede ham som sin ligemand, en som var ligeglad med om han kunne se eller ej?
Hans krystal blå øjne, havde en slags svag blev, hvid hinde over sig, men det gav dog ikke den smukke klarer blå farve, den mindste smule mathed, de forblev smukke og klarer. Han smilede og for andre ville det se ud som om han kiggede på hendes pande, dette kom bare af at han ikke helt vidste hvor hendes øjne var, men han vidste hvor hendes ansigt var "hej" han kløede sig i nakken med den frie hånd og kunne svagt fornemme hendes varme steg, hvilket betød hun nok rødmede...men så var han da ikke helt så hæslig som han troede, eller også var det bare noget andet...ja det var det nok alligevel

Lillith var ikke sikker på om hun skulle tage hans kløen i nakken som et godt eller dårligt tegn. Hun lugtede garanteret forfærdeligt, så den stakkels mand ledte sikkert efter en grund til at smutte hurtigst muligt. Men han havde fanget hendes opmærksomhed, og hun vidste stadig ikke helt hvorfor. Det var måneder siden en fremmed havde gjort det. Hun var fast besluttet på ikke at give op, i hvert fald ikke før hun havde et navn på denne fremmede.

”Do you often walk out here?”

Hendes spørgsmål virkede så dumt. Hvorfor havde hun dog ikke spurgt om noget mere intelligent?
Hun forsøgte at fange hans blik, men hans øjne lod til at være fæstnet til hendes pande, mon hun havde en bums. Med en tøvende, nervøs bevægelse, lod hun højre hånd glide hen over sin pande. Ingen bumser var at mærke, en let omgang sved dog, og en enkelt hårtot, som havde sneget sig frem.

Jeg burde lære at sætte håret op i en elastik, ville forhindre den slags

Da mandens øjne ikke ændrede retning, begyndte hun at kigge undersøgen ind i dem. Lidt tid gik inden hun så den lyse menbran, først der gik det op for hende.

Et lettere overrasket gisp forlod hendes læber, ikke så meget over at denne fremmede var blind, men over at han ikke var faldet igennem skoven, det at hun ikke havde opdaget det, hvis ikke hans øjne havde været rettet det højere.

Han nikkede kort "yes, i can't really explain ow much the natur affects me" sagde han tøvende, han kunne aldrig rigtig forklarer hvordan hele naturen bare fik ham til at føle sig bedre tilpas, han fik det bedre med sig selv, men måske havde hun det ikke på samme måde. Hurtigt slog han sin stok sammen, smilede bredt til hende "would you like to join me, on this beautiful night, for a walk" spurte han og tilbød hende sin arm, som en sand gentleman ville havde gjort, hvilket man da også kunne sige han på sin vis var. han var ganske vidst kun 20, i levealderen, men han lignede en på 17 eller 18. Dog kendte han til pli og manerer, vidste derfor hvordan man skulle behandle andre.
Han hørte hendes gisp, sænkede sin hænd og fjernede blikket fra hende "so you found out that i'm blind right?" spurte han og knyttede hænderne, det var virkelig svært for ham, bare at skabe sig en socialt liv, folk troede det ikke at have synet var hårdt, det var det jo også, men det var mere at skulle høre folks bemærkning, om hvor ondt det gjorde det og det virkelig forstod en...det gjorde det bare ikke

”Yes, but i dont see a problem in that”

Hendes stemme bar den ærlighed hun følte, at være blind var ikke den store fejl I hende univers. Så længe han satte sig ned når han tissede, var hun ligeglad. Rødmen bredte sig i hendes kinder, denne gang over hendes tanker omkring hans toilet vaner.

”I will love to take a walk with you, but i warn you, i smell like shit”

Hun rynkede lidt på næsen, hun håbede ikke det gjorde noget. Hun ventede lidt på hans reaktion, inden hun tog hans arm, hun ville ikke tvinge ham til at lugte som hende, det måtte være hans eget valg.

”There are nothing like the sound of nature, specially when its dark, you can even hear a cricket sometimes”

For at understrege sine ord, stoppede hun sin snak, for at lytte efter dem, hun vidste de var rundt omkring, specielt på denne årstid elskede de at larme.
Da lyden af en enkelt fårekylling nåede hendes øre, begyndte hun at smile, et smil som viste den barnlige glæde hun følte ved de små ting i livet, en let latter kom fra hende.

Han lyste op, da hun sagde hun intet problem så i at han ikke kunne se "thank you, many do have, they think i can't even eat my own food, just because i can't see, doesnøt it mean i'm a child" brummede han, men smilede alligevel til hende. Han lagde nogle fingre mod hendes varme kind "your blushing...why, have I done something wrong" spurte han stille, lagde hoved på skrå og med et hævede øjenbryn. Han ville da ikke gøre hende uret, eller være skyld i hun havde det dårligt. man kunne sige, ja han var vampyr, men han var mere menneskelig end noget man nogensinde ville kunne se. Han brød ud i et varmt grin, da hun udtalte sig om sin lugt, for at drillende hende, bøjede han sig ned mod hende og lugtede til hendes hår "no, you don't smell like...shit, you smell lovely" hviskede han, før han rettede sig op.
Han rettede sin stav ud igen, gik med den, mens han langsomt førte dem frem af, det var længe siden, han bare havde taget en tur med en, bare gået og snakket, haft det sjovt og ja hun fik ham da til at grine. Han nikkede "it's lovely, I love the sound of night, like I love the sound of the ocean" han trak på skulderne, så ligefrem, mens han smilede varmere og mere blidt

hun havde rødmet et par gange allerede, men da han lugtede til hende, bredte den ultimative rødme sig i hendes ansigt, et sted var hun glad for at han ikke kunne se hende, hun lignede en forelsket skolepige, men der var noget ved denne fremmede som fik hende til at føle sådan.

"I dont get it, blind people arent children, and I propebly make more mistake than you do

hun smillede til ham, det var dumt, for han kunne jo ikke se det, men det betød da ikke at han ikke fortjente et smil, specielt ikke nu når hun havde løst til at give ham et.
det føltes rart at gå sammen med denne fremmede, hun burde spørge om hans navn, men det virkede forkert at bryde stemningen med et så formelt spørgsmål, sandheden var at så længe han var hyggelig at være sammen med, så betød hans navn intet.

I havent been at the ocean for ages

det var rart at gå sammen med den fremmede, sog måtte hun indrømme at hendes hjerte slog lidt hurtigere end det burde, det måtte være forde det var så længe siden hun havde været sammen med fremmede, for hun var ikke bange for mørke.

ubevidst trådte hun et skridt tættere på den fremmede, måske var hun lidt nervøs for mørket. det måtte da være mørket, var det ikke?

"Can you hear that"

hendes øre havde opfanget fuglesang, det lød en smule som en nattergal, men den burde sove på dette sene tidpunkt

Han nikkede "yes your right, but some people, my mother is one of them, but then again, she wasn't a especially nice person" indrømmede han og kunne føle varmen fra hendes kinder mod sig, en ting var da god ved at være vampyr, han kunne mærke alting meget skarpere, det hele omkring ham var bare mere skarpt, selvom han ikke kunne se noget, kunne han høre, lugte, føle alting meget bedre...alle hans sanser, bortset fra synet var blevet ekstra stærke.
Han rynkede brynet "you havn't? I have to chance that one, if you let me off cource" klukkede han med et skævt smil, dette var virkelig nyt for ham og ja selvom han ikke vidste det, var han faktisk nervøs, han var ikke vant til at være omkring andre og derved, vidste han ikke hvordan han skulle agere omkring hende. Da hun trådte tættere mod ham, trak han sin arm til sig, men lagde den i stedet om hende, inviterede hende ind i sin favn, hvis det var okay med hende selvfølgelig, hun kunne træde væk, hvis hun ønskede.
Han så spørgende ned mod hende "I can hear what, sorry I hear a lot of things, so you have to be more precise" brummede han og stoppede med et op

“I believe it is a knighting gale, but I am not sure, shouldn’t that bird be in bed now” sorry I am no bird expert”

Hun samlede lidt af sit mod, inden hun trådte lidt tættere på ham, hun kunne lugte ham nu, hans egen duft. Det var måske forkert af hende at tænke sådan, men hun kunne godt lide den. Ikke at det fortalte hende meget om hvilken race han var. Men mennesker eller ej, Lillith var ikke kræsen. Væsner var ikke onde før de havde forsøgt at slå hende ihjel, men når det skete skulle hun nok hævne sig.

Hun havde et smil som hun havde svært ved at få af ansigtet, det virkede så dumt for hende, hun var da en voksen kvinde.
Hendes krop havde slået ind på en sti, som hun ofte løb, dette gav hende mulighed for at tænke og koncentrere sig om denne mand, i stedet for at se hvor hun satte fødderne.

”Do you have a girlfriend at home?”

Hun havde ikke tænkt over sit spørgsmål, før det var for sent. Det var ude i luften på en måde som kun kunne blive betragtet som forkert. Hurtigt forsøgte hun at slå sin hjerne til igen. Det var et kendt faktum at folk der havde mistet en sans, ofte havde skærpet de andre for at kompensere, måske hun kunne bruge det, før hun gjorde sig selv mere til grin.

”What else can you hear out here?”

Nysgerrigheden var rigtig nok. Hun håbede bare at afledningsmanøvren virkede.

Han trak på skulderne "i realle don't know, as you i'm no bird expert" klukkede han og lagde kort hoved tilbage kun for at nyde natte luften. Han lukkede sine øjne, smilet blev større og han fandt mere ro, dog fik hendes pludselige spørgsmål ham til at åbne øjnene og se ned på hende "a girlfriend?...no i don't, girls don't like me...i think, i don't know how i can explain it other ways, but i just think it's my face...i must be ugly" prøvede han, men han vidste jo ikke selv hvordan han så ud, så hvordan helvede kunne han ellers forklarer det? Han vendte sig mod hende, lagde sin hånd mod hendes kind "what about you, do you have someone who's waiting for you? A boyfriend" spurte han og kløede sig generet i nakken, det var virkelig underligt...hvorfor var han med et så generet? Han smilede, bøjede sig ned mod hende "i can hear your beating heart, the animals in the forrest, your beautiful long hair" hviskede han i hendes øre

Hendes vejrtrækning syntes at være blevet en del mere besværet da denne fremmede rørte ved hende, det var virkelig for lang tid siden, når en mand berøring var alt hvad der skulle til, for at få hendes vejrtrækning til at blive besværet, samtidigt med at hendes hjerte begyndte at ræse af sted.

”n.. n… no, I don’t have one”

Hun stammede mere end godt var, her gik hun og troede at det var en skavank hun var sluppet af med som lille. Selvfølgelig skulle det møg komme tilbage nu, og selvfølgelig lige her af alle steder. Hans kompliment til hendes hår var en ny en. Hans hørelse måtte være mere end almindelig god, når nu han kunne høre hun havde langt hår. Hans ånde imod hendes øre vækkede noget hun troede ikke længere eksisterede. Men hvad var hun ikke helt sikker på.

”You are not ugly.. you are.. you are..”

Hun fangede hans øjne, nød den farve som de havde, de dybder som var I dem, selvom han ikke kunne se.

Han strøg hende ned af kinden "you don't have a boyfriend, how can that be....and have i done you wrong, your heart" hviskede han og strøg hende ned mod halsen. Hvad var der galt, han forstod ikke dette rassende hjerte...gjorde han noget forkert, var det et tegn på han skulle flytte sig og aldrig tale til hende? Han forstod det ganske rigtigt bare ikke,, han sukkede og rettede sig op, stadig ned hånden, der strøg hende op og ned af kinden, som halsen.
han hævede øjenbrynet "i'm not ugly...what am i then, can you say that" spurte han og bed sig i læben, han vidste virkelig ikke hvordan han så ud, godt nok var det ikke vigtigt...men hvad var han hæslig? afskylig? Eller noget helt tredje

”No you haven’t wrong me at all, i can’t really explain my heart, maybe it’s because i was running earlier”

Lillith vidste godt hvor dum en forklaring det var hun kom med, hvem helvede fik forhøjet puls længe efter de havde løbet. Det måtte være et eller andet ved ham, måske var det hans lugt, måske fordi han var en af de første hun havde set i dette område. Her var næsten aldrig nogen, eller også var hun her bare selv på de forkerte tidpunkter.

Nu den fremmede selv havde startet det, så kunne hun vel også røre ved ham, han ville forhåbentligt fortælle hende det, hvis han nu ikke ville have det. Forsigtigt lod hun sin egen hånd berøre hans kind, stille for ikke at forskrække ham, det måtte være ubehageligt ikke at kunne se hvad andre lavede omkring en.

”You are.. with what word can i say this, so you don’t think, that I see you as a girl.. my first word would be beautiful, but I have heard males complain over that word, so I will use handsome. But most astonishing is your eyes.. I like the color”

Hun håbede at hun ikke havde fornærmet ham, han virkede flink, og hun ville rigtig gerne invitere ham på noget at drikke, måske hun ville gøre dette senere, lige nu, ville hun bare nyde følelsen af hans hand.

Han nikkede stille, da han ikke var super social, vidste han intet om det var rigtigt eller ej. Han kørte hånden igennem sit hår, smilede svagt og vidste ikke hvad han kunne sige at gøre "ah i see...it's from running" han trak på skulderne. Han gispede da hun lagde sin hånden mod hans kind, dog smilede han, lukkede øjnene og lagde sin hånd oven på hendes, han fik hurtigt smilet til at blive større. Han lagde sine hænder mod hendes kinder og kørte dem blidt rundt i hendes ansigt "you are beautiful" hviskede han blidt.
Han klukkede da hun ville forklarer hvad han var "you think i'm beautiful...my eyes, whitch color are they" spurte han stille, fjernede hænderne fra hendes ansigt. Hans øjne...kunne hun lide farven, hvilken farve var de dog...åh gud, han vidste jo ikke engang hvordan hans hår så ud, han vidste intet om sig selv når det galt hans udseende.
Uden han kunne stoppe sig selv, lagde han fingrene mod hendes kind "you are the most beautiful woman I have ever seen...or...you know what i mean" han skar en grimasse og smilede til hende

”They have a crystal blue color”

Hun kiggede lidt på ham. Det var underligt det her, hun vidste ikke engang om han kendte den farve, men ud fra hans ord, så havde han enten mistet synes som helt lille, eller aldrig haft det.

”they are as beautiful as the sound clear crystal makes when it sings”

Det var den bedste måde hun kunne forklare dem på, hvis han ikke kendte farven, matte han kende krystals sang. Den rene tone som fyldte luften.
Hun nød den berøring hans hænder var, det føltes rigtigt, det var rart at blive rørt på den måde. Denne mand lod ikke til at have nogen forventninger til hende, han virkede bare en smule usikker. Hvorfor han havde det over sig kunne hun ikke forstå, han havde udseendet med sig. og hans personlighed var rar.

Lidt overrasket, da han lagde sine hænder på hendes ansigt, slap hun et lille gisp. Hans ord fik hendes hjerte til at tage et lille hop, et par sommerfugle kørte i hendes mave. Ingen mand havde nogen sinde sagt sådn til hende før, de fleste kaldte hende nydelig. Hun vidste godt at hun var middelmådig. Kun hendes krop var de fleste mænds hedeste drøm, det var hvad træning gjorde, ved den. Men denne mand havde som sådan ikkr rørt hendes krop, så han kunne ikke vide dette.

”Thank you mr”

Hun var så overrasket over det ord han havde brugt, at hun slet ikke reagerede på den sidste del af hans sætning.

”I like you smile”

Hun lød virkelig som en forelsket teenager nu, hun måtte virkelig snart skaffe noget vand, ellers skulle det nok blive sjovt

Han smilede, og grinede "blue...are they really crystal blue" spurte han, måske kun for at være helt sikker, men okay nu havde han den del sikker...han havde åbenbart crystal blå øjne....interessant.
Han lagde sin hånd mod hendes skulder, lod fingrene glide ned mod hendes hånd hvor han greb den, blidt kyssede han hendes kno "my name is Lucian...by the way" han holdte fortsat hendes hånd i sin, den var varm og rar...hun virkede så rar, nede på jorden...to ting han værdsatte og anså som gode kvaliteter. Han rystede på hoved "no please don't thank me...i say it...because it's true, no matter what others tells you...your the most amazing person I have ever meet, your so grounded...relazed and...i like it" indrømmede han og så usikkert på hende...han håbede ikke han havde overtrådt hendes grænser, hun virkede så speciel...men han ville ikke masse sig på.
Hvis det var muligt, ville han rødmede på hendes sidte ord "i like the sound of yours...it's beautiful...nice" hviskede han og kløede sig i nakken

Den irriterende rødme som lod til at komme hele tiden, var tilbage, så mange komplimenter på så kort tid. Hurtigt nev hun sig i armen, hun var nød til at være sikker på at hun ikke sov. Det ville være så trist at vågne fra denne drøm uden at have gjort mere. Men da hun først havde sikret sig at hun var vågen, at hun stod i en skov, med en fremmed, fuld af lyster som ikke var der normalt, begyndte hun at gå lettere i panik.. burde hun invitere ham hjem nu, hvis hun gjorde ville han så forvente mere, hvad ville Cleo ikke sige når hun kom hjem, hvad var klokken, hun håbede ikke Cleo var blevet nervøs.

”I am Lillith, nice to meet you”

Hendes stemme var fuld af den latter hun følte

”If you want a glass of water, the, coffee, i live 600 meters away”

Okay nu var det ude. Så matte tingen komme som de ville, enten sagde han ja, eller også sagde han nej. Hvad end det blev var det op til ham, et hurtigt bad ville sikkert også hjælpe hende til at tænke mere klart

Han smilede "Lillith what a beautiful name" han bed sig i læben, dette var virkelig...fremmede for ham, han vidste som sagt ikke hvad han skulle gøre eller hvordan han skulle agere, for hvad hvis han gjorde noget forkert og hun bad ham om at gå sin vej? Hun var den første som englelig var helt rolig sammen med ham...okay rolig, hvis man så bort fra hendes rødmen og det hurtigt bankende hjerte.
Hendes tilbud, fik ham til at nikke "i would love to do nothing more then that...coffee sounds lovely" medgjorde han, tog hendes hånd i sin, slog ud med den anden, som tegn på hun skulle føre an. Hvad han vidste af hende, var hun smuk, fantastisk og vidunderlig...men hvordan mon hun så ham?, var han bare en eller anden, der åbenbart havde kønne øjne og et kønt ansigt? Hvad var han mon, hvad kunne han tillade sig at gøre?

Med hans hånd i sin begyndte hun at gå igennem skoven, hun sørgede for at tempoet var et som han kunne følge med på, men uden at få det til at virke som om hun tog det store hensyn, hun kendte skovens bund her, det gjorde han ikke.

”I will just warn you, i have a very big cat at home.. or I could just tell you the truth, I have a Cheetah, she are not dangerous, I have feed her today, so you don’t have to be scared, but sometimes she likes to be petted, and I wanted to warn you, if she decides to lay in your lap”

Det var nu de fleste løb skrigende væk fra hende, hun havde selv lyst til det til tider, men hun vidste ikke om denne mand havde noget imod dyr. Måske var det en fordel at han ikke kunne se Cleo, så kunne han ikke se det sure blik, som hun sikkert ville sende dem.

Hun kiggede på ham, for at opfange det udtryk han ville have, det nyttede ikke at tage en skræmt person med til Cleo, hun ville bare lege med vedkommende. Det var altid som at se en stakkels mus som var blevet fanget. Og hun ville ikke udsætte denne mand for det

Han fulgte efter hende, havde slået sin stok sammen og gik nu med hende, hånd i hånd, han nikkede da hun fortalte om sit dyr "ah don't worry, i love animals, big or smalls...but would you mind if i thouch her" spurte han forsigtigt, i hans øjne var dyr noget af det smukkest der eksisterede, intet kunne slå et dyr...var det bare ham eller var denne pige her perfekt, hun var sød og fik ham til at føle sig mere glad end han havde gjort i lang tid. Han havde faktisk stor respekt for dyr, passede på med hvad han gjorde, hvilket også var derfor han spurte om han måtte røre dette dyr, blot for at høre hendes mening om hvad han helt præcis måtte og ikke måtte.
Han var nysgerrig, ville gerne prøve at røre et dyr, men han havde dybt respekt og ville ikke bryde nogens grænser, specielt ikke hendes

“Cleo will tell you if you can pet her, sometimes she likes people, sometimes she don’t, if she likes you, then you must be special, she are not found of males”

Hun skulle ikke nyde noget af, at fortælle ham om den sidste mand der ikke havde taget hendes advarsel alvorligt, den mand havde troet Cleo var som alle andre dyr, men hun havde bevist han tog fejl. 4 flænger som alle måtte sys.

”she can be a devil sometimes, but most of the time she are cute”

Da de nåede hendes hjem, kunne Lillith se at Cleo ventede inden for, hun så sur ud. Den ballade måtte de tage senere. Hurtigt slap hun hans hånd for at række op over døren for at nå den nøgle som hun efterlod der, når hun var ude og løbe, ikke specielt sikkert, men med Cleo indenfor var der endnu ikke nogen som havde prøvet noget.

”Welcome to my home”

Hurtigt fik hun sparket et par sko ind til siden, så han kunne komme igennem hendes lille entre. Med en smule snilde fik hun guidet ham over adskillige bunker som indeholdt arbejde, samt noget af det tøj hun havde at flyde. I det mindste havde hun hentet friske blomster tidligere, så stedet duftede ganske friskt.

”I will put some Coffee over, and with your permission, I will take a quick shower and be back”

Hun sendte ham et smil, mens han gjorde tegn til Cleo om at være sød, Geparden rullede med øjnene, inden den satte sig for at holde øje med den fremmede mand

Han nikkede forstående "i see, i don't think i'm special, so she probably don't like me" han trak på skulderne...hvem skulle kunne lide ham, han var en blind fyr...ikke det helt store...bare en blind vampyr, hvilket var pinligt. Han klukkede "i'm shure she's not a devil, just special" pinterede han med et drillende smil, han lod hende trække sin hånd til sig og fulgte lyden af hendes stemme
han tog sine sko af, fulgte efter hende med et smil på læberne "thank you" sagde han smirget og stoppede til sidst op. Han slog ud med hænderne, blot som for at vise at hun kunne gøre som hun ønskede. Han satte sig på gulvet og lagde den sammefoldede stav på gulvet. Han kunne fornemme, lugte og høre hende "hallo, you must be Cloe...i'm sorry that i came to your house...but i think shes special" indrømmede han og mente selv dette dyr forstod hvad hvad han sagde...han mente eller kunne fornemme dette dyr var klogere end man skulle tro

Overrasket kiggede Lillith på ham, ingen havde før sat sig på gulvet før. Hvis han vidste hvor tæt på Cleo han var, så ville han nok ikke have gjort det. Hun benyttede chancen til at tage et hurtigt bad. Det varme vand og sæben fik sveden til at forsvinde fra hendes krop. Hendes shamboo som duftede af liljer, fik hende til at få den duft hun selv holdte af.

Cleo kiggede lidt på den fremmede, normalt var der aldrig nogen med hjem, hvad havde dog fået Lillith til at tage denne her med hjem, mon det var gået op for hende hvad han var. Lettere knurrende rejste hun sig fra sin plads, hun ville undersøge denne uddøde skabning, lugten af blod sad under den lugt som hendes søster kunne finde, men hun var et dyr, og hun kendte den lugt.
Med hovedet lidt til siden, gik hun rundt om den fremmede, undersøgte ham fra alle vinkler, hvis han havde våben, så ville hun finde dem nu.

Et let skub til hans ene side, skulle fortælle ham, at han var blevet godkendt for nu, men den lette knorren som stadig sad i hendes hals, skulle gøre det klart, at gjorde han noget galt, så ville hun være der med det samme. Hun ville lade denne skabning kæle sig, men det var mest fordi det kløede nag hendes ene øre, og med lidt held, ville denne fremmede ramme det sted, som hun selv havde misset hele dagen