finally away! //Zebastian//

t omkring 16,30
s Ashen Tree Forrest
v det er vindstille, lunt og perfekt vejr
o ingen dyr, intet. Kun Lyssa.
p se avatar + bare fødder og sorte bukser.

Lyssa så på himlen. Hun sad i en lille lysning for sig selv. Luften var anderledes i denne del af skoven.
Som om man endelig kunne trække vejret frit.
Hun vidste godt at Sargonis ville være ude og lede indenfor en time eller to, men hun var nødt til at være alene.
Og det kunne hun ikke være, når han var i nærheden.
Hun holdt sig lidt over sin mave, mens hun bare så på himlen.

Zebastian brasede gennem skoven. Han tog ikke højde for om nogen ville se eller høre ham komme. For hvem ville dog være ude i skoven på denne tid af dagen? Han var her kun fordi han kede sig og skulle videre.
Hans skridt blev langsommere og langsommere jo længere han kom ind i skoven. Han så sig flygtigt frem og tilbage, lige til at blive ør i hovedet af. Zebastian var hverken på flugt fra nogen grund eller var på jagt efter nogen. Men som en strejfer som ham skulle man helst holde sig i korte perioder på det samme sted. Zebastian stoppede kort op og så rundt på omgivelserne, ikke noget der faldt i hans smag. Hvad faldt egentlig i hans smag?
Uden at vide af det var han havnet tæt på en lille lysning mellem den tæt bevoksede vegetation. Han sente et kort blik derhen ad og et lille gys gik gennem ham da hans blik opfangede noget. Der sad en... Hans tanker ville have ham til at forsvinde lige så stille, men hans krop ville ikke lystre.

Hun lyttede til de hastige skridt der nærmede sig hendes lille hvilested.
hun drejede hovedet mod lyden, da den stoppede. Hun stirrede direkte på ham.
Hun rejste sig hurtigt, og bakkede lidt. Hun var ikke vant til andre mennesker, der nærmede sig hende.
Specielt ikke når de ikke engang sagde noget, men bare så på en.
Hun stod nu i en rovdyrsagtig position hvor hun kunne stikke af hurtigst muligt.
Hun genkendte ikke hans ansigt men det var blot endnu en grund til at hun var nervøs.

Zebastian var frosset fast til stedet, ikke fordi han var bange eller nogen anden form for følelse. Mest fordi han ikke vidste hvad han skulle stille op. Det var ikke tit han stødte på andre væsner. Mest fordi han så vidt muligt opholdt sig de steder andre ikke befandt sig. En enspænder er han nu engang.
Zebastian så intrængende på hende, bare hendes kropssprog fortalte han ikke var velkommen. Og et stort nummer ville han ikke begynde på, selvom han ikke skulle noget specielt. "Jeg skal nok forsvinde nu" sagde han koldt og vendte sig om.

Hun stirrede lidt på ham, indtil han talte. Så så hun bare nysgerrigt på ham.

''Du kan tale?'' hun lagde hovedet lidt på skrå og fik nogle få meter hen mod ham.
''hvad hedder du?'' - det var tydeligt at hendes omgang med mennesker var ret så lille.
''Mit navn er Lyssa!'' hun rakte hånden frem. Hun virkede ret så energisk.

//sorry tiden. skulle lave mad//

"Troede du jeg var stum?" Svarede han i et studst tone fald med ryggen til hende. Han drejede om på hælen og så på hende. "Mit navn er Zebastian... Efternavnet kan sådan set være lige meget." Zebastian så kort på Lyssas hånd, var det meningen at man skulle give hende et håndtryk? Sikkert, nogle væsner var formelle. Han gav Lyssa et fast håndtryk og trak med det samme hånden tilbage. Nærkontakt med andre havde han det ikke godt med.

//OOG: Tror det er mig der skal undskylde for tiden//

hun bakkede lidt væk, ved hans næsten afvisende måde at tale på.
hun så lidt ned, som en lille pige, der vidste at hun havde gjort noget forkert..

Hun så igen på ham, og derefter satte hun sig op af et træ, og så ned i jorden.
hun kunne være ret så nem at deprimere nogle gange

//OOG:det går nok du//

At aflæse folks følelser, eller hvad de nu valgte at kalde det var han ikke så god til. I det hele taget var han måske en smule arrogant. Men man kunne jo heller ikke gå rundt og være et følelsesladet væsen når man var som ham.
"Du må da undskylde hvis jeg er stødende" sagde Zebastian med en tom stemme, og så på Lyssa der havde sat sig ned, med et udtryksløst ansigt eller uden en mine, undtagen hans opspilede øjne. Zebastian stod ztadig på det samme sted, men svagede en smule frem og tilbage, ligsom en trækrone når vinden tog om det.

Uden rigtigt at tænke over det rejste hun sig igen.
''du kan være så stødende som du vil.. det rager da mig!'' mumlede hun inden hun begyndte at gå tilbage mod Firewood Village.
Hun vidste godt at ingen forstod hendes væremåde - end ikke hendes forlovede.
Men hun havde ikke selv valgt at være sådan. Hun var opvokset alene, og følelser var ikke påskønnet.
desuden, han udviste ikke ligefrem tegn på at han ville tale med hende, så hvorfor blive?

Hans hørelse kunne lige akkurat opfange hvad det var Lyssa havde mumlet, om det var noget han skulle have hørt var så en anden sag. "Sådan set er jeg mig selv og ingen anden" svarede Zebastian igen, ligeglad om det var noget der havde været henvendt til ham. Han så på Lyssas ryg, det var et kort selskab. Men han havde ikke ligefrem været venligt instillet omkring et selskab som han kunne have være.
Zebastian skulle ikke ind mod byen, han skulle tværtimod væk fra byen. Væk fra alting, men tid havde han dog masser af. Så han så sig bare rundt og fik øje på en skyggefuldt sted i kanten af lysningen tæt på det sted han allerede stod. Hurtigt fik han bevæget sig derhen og satte sig tungt på den flade jord. Med et vågent øje holdt han stadig blikket fæstnet på Lyssas ryg

hun gik bare. Hun så lidt ned, inden hun stoppede op, og sukkede.
''er jeg så spændende at kigge på?'' spurgte hun da hun opdagede at han så på hende.
hun var stadig ret sammenbidt af hans opførsel

"Åbentbart" svarede Zebastian i en stift tone og sendte hende et koldt blik. Men flyttede alligevel blikket ned mod jorden istedet for på hende.
Det havde dog ikke været hans mening at gøre hende opstemt, sur, hvad humør hun nu engang var i. Zebastian begyndte at kradse lidt i jorden med den ene negl og smed småstenene væk fra det sted han var.

//OOG: Sorry for det ultra korte og sene svar... Men har haft en smule travlt --'//

''så fortæl mig hvad der gør min ryg så spændende?'' hun så bare på ham

//ilm, har selv lidt travlt -.- //

Zebastian løftede blikket og stirrede stift tilbage. "Den ligner vel andre rygge" svarede han og kradsede i jorden med neglen.

''så du finder bare rygge specielt interessante?'' hun løftede et øjenbryn

"Måske... Måske ikke" svarede han igen og kørte en hånd gennem håret. Zebastian så på en tot græs der var uden for hans rækkevidde og begyndte at trække et græsstrå op ad gangen.

hun rystede lidt på hovedet, inden hun begyndte at gå igen