Dreams do come true - Cortez

Tid: Blair ved ikke hvad klokken er, men ud fra vejret at dømme nærmer det sig midnat.
Vejr: Fuldstændig mørkt, ind i mellem er der nogle gadelygter der lyser op.
Sted: Sunflower ditrict.
Omgivelser: Blair er forfulgt af en masse væsner
Påklædning: En lårkort kjole med lilla leopard mønster, et par lange sorte støvler, hvori der er en kniv til beskyttelse, og så et lille tørklæde der dækker et sår på hendes hals.

Blair kom forpustet løbende om hjørnet af en gade, hun havde drømt det, en masse væsner der var efter hende. Hun vidste ikke hvad de var, men de virkede bare ikke menneskelige, menneskelige eller ej, de jagtede hende. Hun løb så hurtigt hun kunne med de høje hæle, hun kunne sagtens smide dem, men så ville hun også smide hendes eneste våben. Blair vidste ikke hvor hun var, hun vidste bare at hendes hjerte pumpede afsted med 100 slag i minuttet, eller noget i den stil. Blair var nervøs, rigtig nervøs, hun vidste det kunne ske. Men hun havde aldrig troet på det. Det var altid naboen der var ude for den slags ting. Men efter mange timer med væsner der har såret hende var hun ikke så tryg længere, hun følte sig bare ødelagt indvendig. Det havde ødelagt hende, hun manglede stadig en hel del blod fra sidste omgang. Blair lå nede på jorden før hun vidste af det. Hun prøvede at komme op, men det var som om noget holdte hende tilbage. Hun var fanget.

Cortez havde fanget hendes blod duft for lang tid siden, da hun
løb forbi det mørke værtshus som han endnu engang havde siddet
på og lyttet til folks historier og nyheder.I det hun faldt stod han
over hende som om at hu faktisk i stedet havde løbet ind i ham,
han satte sig på hug og tog fat i noget af det blondte hår, hun var
menneske kontaserede han for sig selv. Han hørte alle de mange
væsner der snart ville finde hendes svage krop, mange skyggevæsner
iværtigfald. Han slap hendes hårlok, og kiggede istedet ¨på hendes ansigt,
træt og fyldt med smerte.

Blair så op da hun pludselig fornemmede en skikkelse foran sig. Hun var rimelig sikker på han ikke var der, da hun faldt. Men mørket gemte på mange ting. Blair mærkede at han tog fat i hendes hår, hun vidste ikke hvad det var han ville. Men hvis han prøvede på noget ville hun gøre hvad der stod i sin magt, for at han ikke gjorde det. Men hvis han var blandt flokken der jagtede hende var hun magtesløs. Blair mærkede hans blik, han udstrålede ligefrem at han kunne se hun havde det dårligt. Blair var ikke den bedste menneskekender, eller væsen-kender, men hun gjorde tit og ofte et forsøg. Blair prøvede at rejse sig igen. Hun var tættere på at komme op at sidde den gang, men det var som om hendes krop sagde stop, som om den var træt af at kæmpe for at holde sig i live. Men Blair var ikke træt.

Hun havde opdaget ham, det havde hendes konsentration vist ham,
og det at hun prøvede at komme op viste at hun stadig var ved bevisthed.
Han kiggede op og så de mange væsner der næsten var der. Han sukkede
af pigebarnet, knæede ned ved hende, tog hænderne under hende og
løftede hende op i sine arme. Han sagde intet, så bare kort på de væsner
der måske snart ville dræbe dette menneske barn. Han så dernæst på
hendes ansigt, væk fra væsnerne. Han trædte i det næste ind i noget
mørkt som om det var en dør han havde åbnet og trædt ind i et andet
rum, midt ude på gaden. Han var rolig som om alt det der havde været før
ikke havde sagt ham noget, alt var mørkt omkring dem.

Blair kiggede sig over skulderen og hørte at de nærmede sig, men hun kunne ikke se dem endnu. Da Blair blev løftet fra jorden så hun op på ham der havde løftet hende, hun ikke svagt se hans ansigts detaljer, men mørket gjorde det svært. Da de nærmeste trådte igennem en dør af mørke vidste Blair ikke hvad hun skulle tænke, det virkede ikke som om han arbejde sammen med de andre, men man kunne aldrig vide. Det kunne være han prøvede at få hende til at stole på ham, men hun skulle prøve at lade vær, selvom det var svært for hende. Hun ville gøre det, så snart han viste den mindste smule omsorg, eller andre ting der kunne få hende til at stole på ham.

Han stoppede pluselig op, alt omkring dem var blevet stille og tempraturen var
blevet meget koldere end i byens gader, alt var stadig sort. Han lagde en hånd
på hendes kind hvorefter han knælede med hende. Han lagde hende fra sig,
så stirrende på hende med de metalliske grå øjne som hun en dag ville frygte
af hele sit hjerte. Hans læber var stive og kolde. Han rejste sig i det nsæte, og det sorte omkring dem forsvandt langsomt og natur kom til syne. Skoven natur,
En natte himmel kom hurtigt tilsyne.