Rain. -Rebecca-

Rebecca lagde ikke mærke til at han betragtede hende, at han kiggede på hendes læber. Hun smilede over hans spørgsmål, hun betragtede ham med et blidt glimt i øjnene. Hun trak benene helt op til hendes hage, altså sådan at knæene nærmest berørte hendes hage, hvorefter hun lagde armene om sine ben. Hun lukkede øjnene, og havde ansigtet vendt fremad.
"Min sangstemme lokker dig." Svarede hun. "Den lokker dig til mig, så jeg kan spise dig, eller hvad jeg nu end ønsker at gøre." Sagde hun blidt og smilede svagt. Hun var ikke altid glad for at være sirene, det havde sine fordele, men det havde også sine konsekvenser. Hun åbnede øjnene. "Hvis du ikke havde et hjerte, ville du være kold. Du har brug for et hjerte, men det kan blive knust, så man skal passe på det. Det er det eneste man kan gøre ved det." Sagde hun og kørte en hånd igennem sit hår. "Hm.. Nej, det er vampyrer ikke, jeg kender meget til jer. Jeg har engang elsket en vampyr." Hun så smilende på ham. "Men tak igen for at have hjulpet mig."

Var det bare det den kunne? Han havde regnet med at stemmen gjorde hende i stand til at bestemme over ham, at hvis hun sagde dans som en abe, så ville han ikke kunne sige hende imod og bare danse som de der nuttede aber i cirkus som alle altid faldt for. Han rystede svagt på hovedet ved tanken, selvfølgelig var hun ikke i stand til det, ingen var i stand til at få ham til at gøre hvad de sagde, River fulgte altid sin egen vej og ingen andres! Sådan var det bare. Et kort øjeblik lænede han sig bare helt tilbage, lyttede til hendes bløde stemme og til alt det hun sagde. Engang imellem kiggede han over på hende, og lod ellers blikket være rettet fremad endnu engang.
*Sikke en magt at have,* sendte han en tanke igennem hende. Det måtte da være lidt af en magt at have chancen for at logge mænd til sig. Til det hun sagde om hjertet kom tankerne om Clarissa ind hos ham, så han pludselig kiggede tomt foran sig og rejste sig op. Han så ned på hende. *Et hjerte er skrøbeligt og ubrugeligt, det er hvad det er,* Han begyndte at gå lidt rundt endnu engang. * så det har du, hvordan gik det så?* Han så hen på hende, nikkede svagt til det med hjælpen og stoppede til sidst med at gå rundt.

Det var nok ikke meget hendes sangstemme kunne, men det var nu meget belejligt, måtte man indrømme. Hun kunne ikke bestemme over dem, blot lokke dem med sin sangstemme, hvilket hun på en måde godt kunne lide. Nogle gange ville hun også ønske at hun ikke havde magten til at kunne lokke mænd med sin stemme, ved at synge. Hun ville ønske at hun stadig var dæmon, men hun kunne ikke lave om på sin race, hun var sirene nu og sådan var det bare. Hun måtte leve med det.
"En magt jeg ikke altid ønsker." Sagde hun lavt og lagde armene over kors, mens hun så ned. Hun havde stadig sine arme om benene som var trukket op, så hun kunne hvile hendes hage på hendes knæ. Hun vendte sit ansigt mod River. "Nej, for et hjerte er nok noget af det stærkeste du har." Sagde hun trist. Hun fulgte ham med øjnene da han gik rundt. "Dårligt. Jeg elsker ham ikke mere, han er kun en ven for mig." Hun så ned i gulvet, da han stoppede med at gå.

Udenfor skinnede solen fortsat og det så det ud til at den ville blive ved med et par timer endnu. Han vidste ikke om det skulle gå ham på eller lette ham. Det kunne vel ikke gå hen og blive værre, Rebecca virkede fin nok, det var slet ikke det, men han var bare ikke van til selvskab og som hun sagde for ikke så lidt tid siden, man ønskede ikke at være afhængig af andre. Ikke at han regnede med at gå hen og blive afhængig af den yndig sirene. Langt fra, der skulle mere end det til at forskrue hans hjerne fra at være det den er nu. Tøvende satte han sig på ryglænet, så ned på hende og lyttede til det hun havde at fortælle ham. Det med hjertet kunne han slet ikke være enig i, han ville ønske at han aldrig havde haft et dengang med Clarissa. Hvis han aldrig havde elsket hende, så ville det ikke have gået så ondt på ham at se hende få hugget hovedet over lige foran sig. Det var hjertets skyld at det havde gjort så ondt. *Måske, men samtidig er det så skrøbeligt, er det først knust går der lang tid før det tager sig sammen til at heale igen,* Han kiggede frem for sig. Ordene lød en anelse hårde, men det var bare hans mening om tingene og det skulle ingen ændre. Lidt efter lidt, så han hen på hende igen med et løftet øjenbryn og egentlig ville han ikke spørge, men det var bare som om at det røg ud af ham. *hvad skete der da?* Han fortrød spørgsmålet, men kunne ikke trække det tilbage nu.

Rebecca fotrød ikke at have tilbudt ham at blive her, indtil solen var væk og han kunne tage afsted igen, hun havde ikke noget imod hans selskab. Han havde endnu ikke givet hende nogen grund til det. Hun kiggede på ham da han satte sig på ryglænet. Hun havde intet imod at han han gjorde det. Hun sukkede svagt over hans ord og rystede på hovedet.
"Du har haft en grim oplevelse med kærlighed, har du ikke?" Hun så spørgende på ham. "Uden et hjerte ville du dø." Sagde hun så, og så fremad.
Hun bed sig i underlæben over hans spørgsmål. Skulle hun fortælle ham det? Hun så ned, og ventede lidt med at svare.
"Jeg døde. Han er forandret, jeg er forandret. Jeg elsker ham ikke mere, problemet er bare, at han stadig elsker mig. Jeg ved det gør ondt på ham at jeg ikke elsker ham mere, og jeg hader mig selv for det... eller, jeg hader mig lidt for det.." Hun kørte sin ene hånd igennem sit hår.

Han vidste ikke om han skulle fortælle hende omkring clarissa. På det punkt var han svag, det måtte han indrømme og han ønskede ikke at nogen skulle se den side af ham. Desuden var det vel heller ikke nødvendigt for hende at vide det. Hvorfor skulle det interessere hende? Med en svag glød i sine øjne, kiggede han ned på hende og fangede hendes øjne.
*for meget lang tid siden ja,* øjenkontakten beholdt han med hende, medmindre hun kiggede en anden vej og lod hans øjne passe sig selv. Mere havde han egentlig ike at sige i den sag, han havde ikke tænkt sig at fortælle hende om hvad der skete. Det var ikke nødvendigt. Langsomt rejste han sig op igen, satte sig endnu engang ved siden af hende. Hendes historie lød usandsyndelig. Hvordan kunne hun dø og alligevel overleve? *hvordan kan du så side her hvis du døde?* spurgte han hende roligt, så hende ind i øjnene. Til det andet hun sagde kunne han ikke lade være med at smile en anelse svagt. *du skal da ikke have det dårligt over at han er forelsket i dig? Det kan du da ikke gøre noget ved,*

Rebecca følte sig svag, hun kom altid til at føle sig så hjælpeløs og trist, når hun fortalte nogen om hende og Markulius. Hun bed tænderne hårdt sammen ved tanken om det mørke, både hende og Nille havde oplevet. Det havde taget alt Rebeccas håb, drømme, og positive tanker. Mørket havde gjort hende trist, ulykkelig og utrøstelig. Da hun havde været i mørket, havde hun været død. Tænk, at Nille også havde oplevet det... Havde Nille været ikke været i mørket længere end Rebecca? Det havde hun ikke styr på, men det betød ikke så meget nu. De levede begge nu, og det var det vigtige. Udover at de selvfølgelig skulle have det godt.
"Hvad skete der?" Hun så spørgende på River og lagde hovedet lidt på skrå. Hun havde fortalt ham om Markulius, det var kun fair at han fortalte hende om hvad, eller hvem, der havde knust ham så meget, så han så kærlighed som noget... noget der bare ikke var godt.
Åh. Det var ikke godt. Hun skulle have tænkt sig om! Årh, hvordan forklarede hun ham at hun havde været død engang, kommet til live, død igen, og så i live igen? Hun tog en dyb indånding. "Kender du til Skammeren?" Hun så spørgende på ham.  "Jeg har det ikke dårligt med at han er forelsket i mig, jeg har det dårligt med jeg ikke er forelsket i ham..." Hun så trist ned.

Det var vel mest retfærdigt hvis han fortalte hende hvad der var sket imellem ham og Clarissa. Hun var nok en af de første der fik den at vide så. Og så også den sidste! Eller, det håbede han i hvert fald på, men det var en anden historie! Han foldede armene på kors, dannede automatisk et skjold omkring sig, som var han bange for at hun skulle håne ham med historien. Et kort øjeblik overvejede han bare ikke at sige noget, men det ville nok ikke lykkedes ham, så han tog sig sammen og så ned på hende. *jeg forelsket mig i en pige ved navn Clarissa, hun var en sortelver og jeg var en elver, så det var meget forkert åbenbart,* Kort kiggede han væk, betragtede svagt gardinerne. *Mine forældre fandt ud af det, de valgte at straffe mig og hende.. de.. huggede hovedet af hende foran mig..* Han så hen på hende for at komme på andre tanker end lige billedet af Clarissa afhuggede hoved. *Det er hvad der skete,* Han rejste sig op, gik rundt som en rastløs hund og havde stadig armene på kors. Skammeren? Det sagde ham ikke noget. *nej, jeg kender intet til skammeren,* Det blev sagt stille og roligt.
*det skal du ikke have, det er jo ikke din skyld at du ikke føler det samme, for det kan man da ikke bare være tvunget til at være?*

Det var på en måde underligt for hende, han snakkede, hun kunne høre hans stemme tydeligt, men hans læber bevægede sig ikke, som når hun snakkede. Hun betragtede ham blidt og lagde hovedet lidt på skrå, mens han snakkede. Han havde været elver? Hun smilede svagt, men smilet forsvandt hurtigt igen. Der var intet at smile af. De huggede hovedet af pigen?! Hun spærrede øjnene en anelse op, hvordan kunne hans forældre dog gøre sådan noget?!
"Det... er jeg ked af..." Det var jo meget værre end det hun havde oplevet! "Men du kan ikke bare opgive kærlighed. Det der skete er forfærdeligt, men du kan ikke bare mene at kærlighed er ondt, forfærdeligt, ligegyldigt og så videre, det kan også være det bedste du nogensinde har oplevet." Sagde hun og trak på den ene skulder.
"Du finder nok ud af, hvem hun er, en dag." Hun så væk fra ham, hun ville ikke fortælle ham det der var sket, hvordan hun døde, og så videre. Det vedkom ikke ham.
"Nej, jeg ved godt man ikke kan være tvunget, men... JEg føler mig bare så... Skyldig." Hun smilede svagt og så på ham.

Ked af? Det skulle hun ikke være. Det var jo ikke hendes skyld, så hvorfor pokker skulle hun være ked af det? Selvfølgelig vidste han godt at det var noget man normalt sagde når man følte medlidenhed med et andet væsen. Det var længe siden han havde følt medlidenhed med nogen, at han overhovedet havde lukket nogen ind og.. Pludselig gik det op for ham at han var ved at lukke op for Rebecca! Lige nu kunne hun læse ham som en åben bog! Han måtte se at lukke den bog inden hun læste alt for meget! Efter at have rejst og sat sig hele tiden, besluttede han sig endelig for at blive siddende ved siden af hende, så på hende med øjnene svagt på klem. *Jeg ser ikke kærlighed som noget ondt, jeg gider bare ikke at lukke andre ind for derefter at miste dem igen og ende med at blive svag. En enspænder klare sig selv, uden nogen til at bekymre sig om en og uden nogen at bekymre sig om,* Langsomt udviklede det kolde blik i hans mørke øjne sig til at være mere og mere afslappet, så det til sidst mindede mere om en blid sort, end en kold og klynisk sort. *Så det gør jeg? Hvordan kan du være så sikker på det?* Det blev sagt drilsk og kækt. Han kendte ikke noget til denne skammer, men på den anden side kendte han næsten ikke til nogen som helst, det interesserede ham ikke rigtig. *skyldig? Hold op, Du skal ikke føle skyld! Du har ikke de samme følelser nej, men det kan du ikke gøre for og det må han lære at forstå! Lad være med at føle skyld over noget du ikke kan gøre noget ved,* For første gang i lang tid sendte han hende et oprigtigt smil.

Han var da meget rastløs, var han ikke? Sådan som han blev ved med at rejse sig og sætte sig. Hun blev dog blot siddende. Hun kunne ikke se det gode ved at være enspænder, selvom hun godt kunne se hvad han mente, måtte det da være meget ensomt. Hun trak på den ene skulder og så væk fra ham. Hun smilede ikke, et trist glimt var i hendes øjne. "Du er ensom hvis du er enspænder. Du har ingen at betro dig til, ingen at søge hjælp hos..." Hun bed sig i underlæben. "Men det er din mening." Hun smilede svagt og kiggede på ham.
"Det kan jo så også godt være at du ikke kommer til at vide hvem hun er en dag, jeg kan ikke se ind i fremtiden. Lad os nu se." Hun smilede kækt og så på ham.
"Jeg tror han har forstået det, men.. Ja, det er lige meget." Hun smilede skævt, og rystede så igen på hovedet, hun ville ikke snakke om det.

Pludselig mærkede han hvordan sulten gnavede en smule inde i ham. Det gik op for ham at han ikke havde fået mad i dag. Han skulle have haft jagtet en engel, da Rebecca tog alt hans opmærksomhed og at han kun fokuserede på at få hende i sikkerhed. Sikkerhed, hvorfor havde han egentlig ønsket at få hende i sikkerhed? kunne han ikke være fløjtende ligeglad. Irritabelt rystede han på hovedet, bed svagt i sin underlæbe og ignorerede sulten der langsomt var ved at gnave sig ind på livet af ham. *Jeg er skam ikke ensom som sådan,* Han så hen på hende med et svagt smil. *Altså, jeg har ikke rigtig noget at skamme mig over, eller det har jeg sikkert, jeg skubber det nok bare væk skal du se,* Uden han tænkte over det rykkede han sig en smule nærmere hende. Lyden af blodet der pumpede i hendes krop gjorde ham en smule skør, men i sine ord som vampyr havde han lært at kontrollere det. *Jeg forstår, du vil ikke snakke om det og det respektere jeg skam,* Han sendte hende et kækt smil. *Men en pige som dig elsker vel opmærksomheden fra fyre ikke sandt?*

Rebecca hævede et øjnebryn over ham og så på ham. Hun smilede skævt, men så væk fra ham igen. Hun kørte en hånd gennem sit blonde hår, og kunne godt virke fraværende. Hun savnede havet, mere end hun kunne forklare, hvorfor skulle hun dog også være fanget her i Doomsville? Hun så på ham da hun hørte hans stemme i sit hoved igen, og smilede svagt. "Har jeg ret i at du er ret ligeglad med andre?" Hun så spørgende på ham, det undrede hende dog lidt, at han havde hjulpet hende. Hun var skam taknemmelig for det, men hun undrede sig skam over det.
Hun sagde først ikke noget til det med at han ikke havde noget at skamme sig over. Alle skammede sig over noget, det vidste hun. Det havde en person fortalt hende, og det ville ikke tage lang tid for andre, at regne ud, hvem der havde fortalt hende det. Hvis altså de kendte den person og Rebecca. "Alle skammer sig over noget." Sagde hun. Hun så undrende på ham da han rykkede sig tættere på hende, men sagde intet til det. Hun smilede skævt, hun var glad for han forstod at hun ikke ville snakke om det. Hun stivnede svagt over det han sagde. Elskede opmærksomheden fra mænd? Hun bed sig hårdt i underlæben. "Det kommer an på hvilke mænd." Svarede hun kort og så væk fra ham, hun undgik øjnekontakt med ham. "Jeg er ikke bange for at vise mig frem, men nogle mænd... må gerne holde sig væk... og hvis de ikke holder sig væk... " Hun så på ham, hendes øjne var hårde, alvorlige. "Så bider jeg deres fingre af, og æder dem måske." Og det mente hun skam! Hun rystede på hovedet, hun burde ikke opføre sig så truende overfor ham. "Undskyld, jeg vil ikke virke truende." Hun smilede undskyldende til ham.

Om han var ligeglad med andre, sådan kunne man godt formulere det. Efter han var blev forvist fra sin familie, så han ingen grund til at skulle bekymre sig om andre. Desuden, var der heller ingen som bekymrede sig om ham, så hvorfor skulle han ikke være ligeglad med andre?
*sådan kan man godt sige det, de er ligeglad med mig, jeg er ligeglade med dem,* svarede han. Hans stemme var langsomt ved at blive en anelse kølig igen. Tanken om hans familie fik blodet inde i ham til at koge. Man troede at familien var det man kunne støtte sig op ad, sådan var det bare ikke River. Havde ens familie vendt en ryggen, så havde man det som om at alle ville vende en ryggen. *Folk kan gøre som det passer dem, det interessere mig ikke rigtig,*. Det blev til sidst kedeligt for ham at stirre ned i gulvet, så han kiggede hen på hende og prøvede at fange hendes øjne med sine egne. *Jeg ved ikke hvad jeg skammer mig over, men siden du siger alle gør det, så må der vel være et eller andet..* Han kørte en hånd igennem de brune lokker. *skammer du dig så også over noget? eller ved du det heller ikke?*
Maven rumlede igen. Han var virkelig sulten! Svagt bed han sig i underlæben, der skulle ikke gå lang tid før at han skulle have noget mad! Ved hendes ord omkring mændene, lyttede han bare og bemærkede hurtigt den truende stemning fra hende, så han tog sig selv i at spænde musklerne en smule for at gøre klar til at forsvare sig selv. Lidt efter lidt slappede han dog af, musklerne var ikke længere spændte og håndfladen fik en pause fra fingrene der havde presset sig ind fra den knyttede næve. *du skal ikke undskylde, jeg forstår, det er ikke alle mænd der kan styre det de har imellem benene,* Han smilte en anelse svagt, selvom det kække over det vandt. Pludselig rumlede hans mave højt, så han en anelse flovt krydsede sine arme om den og forsøgte at tysse på den i sit hoved.

Rebecca var ret sikker på at det ikke var alle der var ligeglade med ham, hun rystede lidt på hovedet over ham. Han var virkelig negativ. Hun var ikke ligefrem ligeglad med ham, han havde hjulpet hende, så hun ville hjælpe ham.
"Jeg er ikke ligeglad med dig, så det er ikke alle der er ligelade med dig." Hun smilede roligt til ham og lagde hovedet lidt på skrå. Hun tog sig ikke af at hans stemme var ved at blive mere kold. Rebecca kunne ikke huske sin familie, hun kunne nærmest ikke huske noget af sit gamle liv, nogle ting kunne hun huske, men hendes familie kunne hun ikke huske. Havde hun overhovedet haft en familie? Hun vidste det ikke. Hun rystede på hovedet og skubbede tankerne om det væk. "Er der slet ingen du holder af?" Hun så spørgende på ham og smilede blidt til ham.
"Der er sikkert noget du skammer dig over." Hun trak på den ene skulder og smilede kækt. Hans spørgsmål fik hende til at trække på den ene skulder. "Der er nogle ting, som at jeg ikke gengælder to fyrs følelser, og at..." Hun rystede på hovedet. "I mit gamle liv gjorde jeg... nogle ting for at overleve. Jeg kan ikke huske hvorfor, men jeg lod mænd misbruge mig." Sagde hun lavt og så væk fra ham. "Så, ja, jeg skammer mig over en del..." Hun så væk fra ham. Hvad var der galt med hende? For tiden var hun så skrøbelig! Det plejede hun ikke at være. Hun fnøs. "Nej, det må du nok sige!" Mumlede hun og lagde armene over kors. Hun grinede blidt over hans mave rumlede. Hun rejste sig op og smilede kækt til ham. "Skal jeg finde mad til dig? Hvis det ikke regner mere, så kan jeg sagtens lokke et menneske hertil." Hun lagde hovedet på skrå og betragtede ham.

Uden han rigtig lod mærke til det, gav det et lille spjæt i ham at høre hende sige at hun ikke var ligeglad med ham. Han vidste ikke om det var fordi han var overrasket over at høre nogen sige det til ham, eller om han var bange for selv ikke at gå hen og være ligeglad med hende. Hvad nu hvis han rent faktisk endte med at holde af hende? Det ville slet, slet ikke gå! Han kunne ikke bekymre sig om nogen og de skulle heller ikke bekymre sig om ham! Det kunne hans tanker ikke klare! Det lykkedes ham dog at bevare sine rolige facade over hendes ordvalg. *Hvordan kan det nu være? hvorfor er du ikke ligeglad med mig? vi har trods alt kun lige mødt hinanden og det eneste jeg har gjort er at fylde i din sofa,* Den sidste sætning kunne man høre han forsøgte at sige med en sjov stemme. Blidt rystede han på hovedet, kørte en hånd igennem de tykke og mange brune lokker, så totterne foran øjnene nu lå tilbage hen ad hans hoved. *Nej, der er ingen jeg holder af,* Tanken om Clarissa fik det til at vende i ham. Hun var den eneste som havde formået at vinde hans hjerte for mange år siden og takket være ham så.. Billederne af det afhuggede hoved kom frem, så han måtte ryste mere på hovedet, for at få dem til at forsvinde.
Misbruge hende? Han kiggede over på hende med det ene øjenbryn svagt løftede over de mørke øjne. Havde hun ladt mænd misbruge hende? det kunne han slet ikke forstille sig. Hun virkede ikke som sådan en person, men ja, nu skulle han heller ikke skue hunden på dets hår. *Skammen forsvinder nok langsomt med tiden,* det kom som en svag mumlen, da han ikke rigtig vidste hvad han skulle sige omkring det.
Svagt smilte han til hende, hvis han skulle være ærlig, så foretrak han faktisk mest at drikke fra kvinder, men det lå hvis også til det med at være en 'han' vampyr. Men, lige nu var han bare tørstig, så om det var fra mand eller kvinde vil ikke gøre ham noget. *Det vil jeg sætte pris på,* det lykkedes ham at smile venligt til hende.

Grunden til at hun ikke var ligeglad med ham, var at han havde hjulpet hende. Så, hvis han kom i knibe, ville hun nok hjælpe ham, for at det stod lige mellem dem. Hun havde allerede hjulpet ham, med at lade ham blive i hendes lejlighed, i sikkerhed for solen, men det gjaldt ikke rigtigt, syntes hun ikke. Hun havde jo også hørt en del om ham selv, og kunne ikke lade være med at have ondt af ham. Han havde ikke haft det let, men denne verden var heller ikke nem. Hun trak på den ene skulder, over hans spørgsmål, men en latter forlod dog hendes læber. "Jeg er ikke ligeglad med dig, fordi du hjalp mig, og fordi du fortalte mig om det med Clarissa." Hun betragtede ham roligt, og havde et svagt smil om læberne. Hun var efterhånden begyndt at vænne sig til, at hans læber ikke bevægede sig, når hun hørte hans stemme.
Hun lagde hovedet lidt på skrå. "Du kommer til at holde af nogen, om du vil det eller ej." Hun sagde det roligt, hun vidste skam hvad hun snakkede om. Foreksempel havde hun aldrig troet, at hun og Nille ville ende som venner. Men nu var de venner. Hun trak på den ene skulder. "Ja, måske." Hun rystede på hovedet. "Jeg vil ikke være som den jeg var dengang. Jeg vil ikke lade mænd... bestemme sådan over mig." Hun smilede svagt. Hun så kort på ham, inden hun så ned i gulvet.
Hun nikkede bekræftende, inden hun gik ud af døren, efter at have taget jakke og sko på. Inden hun gik ud af bygningen, tjekkede hun om det stadig regnede. Det gjorde det ikke, heldigvis. Hun kunne roligt gå udenfor. Hun løb hen til den nærmeste kro. Efter næsten en time, var hun kommet tilbage, med en ung mand. Hun ledte den unge mand ind i stuen, hvor hun forventede River var.

Han ville komme til at holde af nogen, det ville han da ikke nødvendigvis. Der var da gået omkring de 35 år nu og i den tid havde det lykkedes ham ikke at holde af nogen. Andre fandt det ensomt, han fandt det helt normalt, ensomheden var hans form for selvskab. At holde af nogen var som at være svag, for mistede du vedkommende, ville du få det forfærdeligt og føle dig tom. Det var sket før og han ønskede ikke at det skulle ske en gang til! Det nægtede han. Han valgte ikke at sige noget til hende, for han vidste egentlig ikke hvad han skulle svare på det, i følge ham ville han aldrig komme til at holde af nogen, overhovedet! Tålmodigheden stod ham bi da Rebecca var ude for at finde mad for ham. Det gav ham bla. også tid til at se sig omkring, han snagede ikke i hendes tid, men sammenlignede bare med sin egen lejlighed og betragtede svagt pyntegenstandene. Da døren endelig gik op, kiggede han med det samme derhen imod med en sulten gnist i sine mørke øjne. Det lykkedes ham dog at forholde sig i ro. Manden virkede også til at være meget rolig, eller, han virkede bare fokuseret på Becca. Det undrede ikke River, som hun selv havde sagt så havde hendes stemme en magt over mænd. Langsomt gik han hen imod manden og da det ikke lå til at han bemærkede ham, gik River om bag ham og inden længe blev de mørke øjne lysende blå, så man nærmest kunne spejle sig i dem. Under spejløjnene voksede et par blodåre og selvfølgelig voksede der et par lange hvide tænder ved siden af hans fortænder. Han satte dem i mandens hals, slubrede blodet i sig og først efter manden var tømt og hvid som sne, stoppede han og smed ham fra sig. Blodet om munden fjernede han med sin håndryg. Med et svagt smil på læben så han hen på Becca. *Tak for mad,* drilsk blinkede han til hende, greb den døde mand om nakken og kiggede rundt i lejligheden, et lille spørgsmål til hvor de skulle gøre af liget.

Der var ikke meget i Rebeccas lejlighed, kun det sædvanlige, et køkken, et soveværelse, et badeværelse og en stue. Intet andet. I køkkenet var der selvfølgelig et ekstra rum, et fryserum til mad. Det største rum var også nok køkkenet. Det sædvanlige var i hendes køkken.I stuen var der blot en reol med nogle bøger, et stort vindue, og en sofa, og et sofabord. Der var det sædvanlige i soveværelset og badeværelset. I soveværelset var der selvfølgelig en stor seng, der var blød og behagelig. Der var også et skab til tøj. I badeværelset var der jo det sædvanlige, et bad, toilet og en vask.
Det var ikke kun Rebeccas stemme, der fik mænd til at savle over hende, det var også hendes udseende. Hun så på mens River drak af manden. Hun smilede svagt over synet. Det skræmte hende ikke, hun havde set andre sirener spise, og de tog jo ikke kun blodet. Hun lagde hovedet lidt på skrå, da han var færdig. "Velbekomme." Hun så på liget. "Bare lad ham ligge, det ordner jeg senere." Hun vinkede afværgende med hånden. "Men, der går nok lidt tid inden solen forsvinder. Du er stadig velkommen til at blive." Hun så mod vinduet, hvor gardinerne var trukket for.

Skulle han bare lade ham ligge? Det var forstået. Ligeså hurtigt som han havde samlet ham op, lod han ham falde til gulvet igen og skænkede ham ikke engang så meget som en tanke. På det punkt var der mange som fandt ham ond, men det var han egentlig ret så ligeglad med, de kunne som sagt sige hvad de vil. Da hun sagde det med solen, kiggede han hen imod gardinerne og en trækning i mundvigen afslørede at han fandt det irriterende at solen var fremme. Det var pænt af Becca at lade ham blive, det måtte han indrømme. Nogen racer var venlige nok, det burde han nok indse lidt mere, ikke alle var som hans familie. Han sendte hende et skævt smil. *Tak,*
Han kiggede ned på den døde mand. *var du tænkt dig at gøre med ham?*

Rebecca mente ikke at River var ond, bare en fyr der havde oplevet nogle forfærdelige ting, som havde påvirket ham. Hun så tomt på liget, og lagde hovedet lidt på skrå. Hun trak på den ene skulder, over hans spørgsmål, og havde et roligt smil om læberne. Hun vidste ikke hvad hun ville gøre ved det. Måske gemme det et sted? Eller begrave det? Det ville nok være bedst at begrave det, det var det bedste at gøre. Om natten kunne hun begrave liget et sted.
"Jeg vil vente til det er nat, og så begrave ham." Sagde hun roligt og lagde hovedet lidt på skrå. "Men der går nok noget tid. Indtil da kan han ligge der." Hun gik over til sofaen og satte sig. Hun lagde armene over kors og betragtede ham. "Hvordan blev du egentlig vampyr?" Spurgte hun nysgerrigt. Hvis han ikke ville fortælle hende det, så var det fint. Men så ville hun heller ikke fortælle om sig selv. "Og har du altid været stum?" Hun var skam nysgerrig.

Begrave ham, det lød så helligt i hans øre. River gemte altid sine ofre af vejen, så var der nok nogen andre som kunne finde dem og derved selv begrave dem. Han kendte dem ikke, så hvorfor skulle han gide at bruge sin tid på at de skulle ligge godt under jorden? men, nu var det jo sikkert heller ikke det hun mente omkring det. Svagt løftede han på skulderen, hvor han derefter sænkede dem endnu engang. Hendes spørgsmål fik ham til at stivne. Fortiden var noget af det han afskyede allermest. Hvis han kunne undgå det, så snakkede han ikke så meget om den, det gjorde ondt på ham, også selvom man ikke kunne se det på ham. Han så hen på hende med et tomt blik. Skulle han fortælle hende det? Det kunne han vel godt, hun kendte jo allerede til historien om Clarissa, så hun kunne ligeså godt få den anden badulje med. Han sank en klump i halsen..
*det var kort efter det med Clarissa, alle omkring mig virkede til at alting var normalt, men jeg kunne ikke få det normalt, det kan man vel ikke når den man elskede lige var blevet dræbt foran en, men nok om det,* han holdte en kort pause. *En vampyr kvinde kom til byen, hun angreb fem elver og jeg var en af de fem, og sjovt nok, var jeg den eneste hun lod overleve ved at forvandle mig,* Han så hen på hende, ind i hendes øjne. *min far afskyede det jeg var blevet til, jeg tør slet ikke tænke tilbage på alle de ting de gjorde imod mig for at fjerne min vampyr, men det kunne jo ikke lade sig gøre, jeg var hvad jeg var,* Han så hen imod vinduet. *Jeg mistede min stemme nogen dage efter, de tog den fra mig for at straffe mig for det jeg var blevet til og derefter, sendte de mig væk og.. sådan endte jeg her,*
Slut på historie timen..

Rebecca mente det var bedst at begrave ham. Hun ville ikke bare smide liget ud. Hun lagde mærke til at han stivnede. Hun skulle til at sige, at han ikke behøvede at fortælle hende det, men han begyndte at snakke. Hun satte sig til rette, og lyttede roligt til det han fortalte. Hun havde virkelig ondt af ham. Hun havde ikke prøvet at se en hun elskede dø for øjnene af hende, men hun kunne forstå, at det måtte have været hårdt. Hun kunne næsten sætte sig ind i hvordan, det måtte have været, men kun næsten. Hun rynkede på panden, da han var færdig med at snakke. Hvordan havde hans forældre taget stemmen fra ham?
"Dine forældre var uretfærdige, men River, du skal tænke på at det er fortid nu. Du skal tænke på nutiden." Sagde hun og smilede svagt. "Og undskyld, men nu er jeg virkelig nysgerrig. Hvordan kunne de tage din stemme fra dig?" Spurgte hun undrende og lagde hovedet lidt på skrå. "Sid ned." Hun klappede på sofaen ved siden af sig. Han skulle da ikke bare stå der. Hun ville dog heller ikke tvinge ham til at sidde ned, men hun synes ikke det var fair, at hun sad ned, og han ikke gjorde.

Hvorfor var hun så nysgerrig omkring ham? Kunne hun ikke være ligeglad med det hele, eller i det mindste bare tænke: fin historie, lad os finde på noget andet at lave der ikke er så kedeligt! Hans historie måtte være kedelig. Nok var det ikke den mest almindelig at fortælle, men den måtte da gå hen og blive kedelig i længden. Det var underligt, han ønskede ikke at folk skulle have medlidenhed med ham, for det var vel hans egen skyld i sidste ende.. Det hele var hans egen skyld. Nok kunne han ikke se hvordan, men noget sagde ham at det var og det skulle aldrig ske igen. Svagt rystede han på hovedet, han hadede at diskutere med sig selv på den måde! Uden at tænke over det, satte han sig ned ved siden af hende og kiggede frem for sig. Det varede lidt før han kiggede hen på hende igen, en trækning i mundvigen udviklede sig til et svagt smil og for en gang skyld var det ikke falsk, som det ville have været til mange andre væsner. *Vi havde en form for.. spåkone i vores stamme, hun kunne alt med woodo og magi du ved.. overtro,* Han lukkede øjnene i, forstillede sig spåkonen foran sig. De mange rynker, de lange øreflipper med de store tunge øreringe, fjeren i håret og den lange forkrøblede stav i hendes hånd. Lidt efter åbnede han øjnene igen. *Hun fjernede min stemme imens hele vores stamme var samlet omkring et bål, alle bemalede med forskellige tegn på kroppen.. Hun tog den ved at nærmest.. 'suge' den ud af min mund.. Jeg husker hendes egen læber var lige lovlige tæt på hende.. og jeg husker at min stemme lignede.. røg,* Et kort øjeblik forsvandt han helt tilbage i sin tanker, så han helt glemte hvor han var. Lige nu, så han ikke andet end de dansende elver foran sig, lugtede lugten af røg, hørte spåkonen hviske sine formularer.. Han kunne endda mærke hendes fingre masse hans kindben. Det var duften af Rebecca som fik ham tilbage til den virkelig verden. Hendes lejlighed, ved hendes ved siden af ham, ingen elver eller bål. Ingenting. Svagt rystede han på hovedet. *det lyder skørt og det er det skam også,* Han løftede svagt på sine skuldre.

Rebecca var nysgerrig. Hun kunne ikke gøre for det! Hvis han skulle være her, indtil solen var væk, ville hun gerne lære ham at kende, så han ikke var en fremmede. Hvis han ikke ville fortælle hende om sin fortid, kunne han bare sige det, og hun ville respektere det. Hun smilede opmuntrende til ham, da han satte sig ned. Hvordan hendes liv helt nøjagtigt havde været før hun døde, kunne hun ikke huske. Det var lidt hun kunne huske. Hendes familie kunne hun slet ikke huske. Derfor misundte hun dem, der kunne huske deres familie. Hun ville gerne kende mere til hendes gamle liv, selvom hun også var glad for det liv hun havde nu. Hendes liv lige nu var ikke perfekt, men det havde hun det fint med. Hendes liv var jo ikke forfærdeligt, derfor var hun glad for det. Hun havde gode minder, selvom hun ikke havde haft denne nye krop i specielt lang tid. Nogle måneder, vel? Hun havde ikke helt styr på, hvor længe hun havde haft den nye krop.
Hun rynkede på panden, af det han fortalte. "Hun brugte simpelthen magi til at fjerne din stemme?" Spurgte hun undrende og lagde hovedet lidt på skrå. "Det lyder ikke skørt." Sagde hun og smilede svagt. "River, er der en mulighed for, at du kan få din stemme igen?" Hun troede ikke på at spåkonen bare kunne tage den fra ham forevigt. "Dette er nok et underligt spørgsmål, men... Var i indianere?" Hun så spørgende på ham.