Rain. -Rebecca-

S: I midten af doomsville.
V: Det støvregner fra en grå himmel.
T: Eftermiddag.
O: En masse væsner klemmer sig ind under halvtagene og nogen ignorerer støvregnen og fortsætter igennem byen.

River var en af dem der gik ude i støvregnen. Den lille smule vand skulle ikke få ham til at krybe ind under et halvtag. Det var spild af tid i følge ham. De halvmørke øjne spottede rundt i den vågne by. Et par enkle væsner besluttede sig for at underholde, ved at danse og spille musik. En lille pige fangede publikum ved at danse lystigt rundt til en mand der spillede på violin. Hun snurrede rundt og rundt, de lange lyse lokker svingede efter hende og de safir farvede øjne flakkede rundt, betragtede omgivelserne så godt hun nu kunne imens hun snurrede rundt. River rystede blot på hovedet. Der skulle mere end det til at fange hans opmærksomhed. Lyden af musik havde dog altid formået at gøre ham glad, på en måde der ikke var til at beskrive. Med hænderne godt begravet i lommerne, fortsatte han igennem byen med et rovdyrs smidige bevægelser. Selvom det ikke så ud til at han var på vagt, så skulle man ikke undervurderer ham. Han lod mærke til hver en bevægelse omkring ham. Endda selvom han ikke engang så på væsnerne, kunne han høre hvordan blodet pumpede i deres kroppe og hvor hurtigt hjertet slog. Han smilte lumsk for sig selv. Da der ikke var noget han skulle nå, besluttede han sig for at stille sig op af en væg og bare betragte omgivelserne som de nu var. Han lænede hovedet bagover, lukkede svagt sine øjne i og foldede armene under brystet. Regnen havde gjort hans tøj en smule klistret og det samme med håret, han nægtede dog at lade det gå ham på. Øjnene blev lidt efter åbnet igen og spejdede endnu engang rundt i omgivelserne..

Støvregn! Vand! Hun panikkede! Hun havde nået at få læderjakken af, så den ikke forsvandt, og pludselig, havde hun ikke længere to ben. Hun havde tværtimod en fin blå hale, hun sukkede svagt. Hun var gemt ved nogle skygger, ved en gyde. "Åh nej.." Mumlede hun og så op. Støvregnen lod til ikke at ville holde op lige midlertidligt, hun var ikke langt væk fra en eller anden fyr, som havde stillet sig op af en væg. Hun tog sin læderjakke, og tog den om sig. Hun var fanget her... Og hvad ville folk dog ikke gøre, hvis de så en sirene, ligge på asfalten? De ville nok... ja, det vidste hun faktisk ikke. Hun havde gemt sig ved gyden, for at... være lidt alene og det ville nok tage ti minutter at gå hjem til hendes lejlighed, som hun havde arvet fra en kvinde, som sjovt nok, havde set Rebecca som en god veninde, der lige skulle have hendes lejlighed. Kvinden døde af en sygdom, men før det, havde kvinden mødt Rebecca der havde stået ensomt i gaderne, sulten og tørstig.. rystende af kulde... Kvinden havde taget hende med sig, hen til sin lejlighed, en fin men lille lejlighed... en uge efter boede Rebecca der stadig, men kvinden var døende... Kvinden døde efter to uger, Rebecca havde ikke været sønderknust, hun havde været taknemmelig for lejligheden, en smule trist, ikke andet.Hun trak læderjakken tættere om sig, så mod fyren der stod ved den væg, måske kunne han ikke se hende? Eller måske havde han... hendes hale gemte sig ikke ligefrem specielt meget ved skyggerne.

Ikke så langt fra ham, kunne han ane noget glimte så smukt og loggende i støvregnen. I den gråbelysning kunne det minde om det skæl fiskehandlerens fisk besad, dog var der noget mere smukt over dette skæl, hvilket var grunden til at han langsomt gik nærmere det. Stadig med et rovdyrs samt en krigers bevægelse, gik han hen imod det og knyttede automatisk næverne hvis det skulle vise sig at være en fjende. Ikke at det ville gøre ham noget. Fjender skræmte ham ikke, men man blev nød til at være beredt overfor dem. Øjnene spejdede op af halen og det overraskede ham meget at finde et ansigt på dette blå skæl. Det tog lidt tid før det gik op for ham hvad det var der lagde foran ham, en vaskeægte sirene med hale og det hele. Han kiggede sig omkring, tjekkede om andre havde set hende og da det ikke lod til det, satte han sig på hug foran hende og kiggede hende ind i øjnene. Øjnene kunne minde om to mørke perler fra bunden af havet. Han hverken smilte eller så ondt på hende, blikket var neutralt og nærmest roligt. Bag det neutrale var der dog også noget mystik, som kunne fange de fleste. Det lå til at være en vampyr. Han rettede sig op igen, så sig kort omkring og fandt det samme som før. Ingen havde bemærket hende og der var ingen i nærheden. Han vidste ikke hvad han skulle gøre med hende og om han overhovedet skulle gøre noget..
*Brug for hjælp eller klare du den selv?* Hvis Rebecca lyttede godt efter, så ville hun kunne være i stand til at høre den tanke han sendte igennem hendes hoved... han håbede på at hun hørte den, hvis ikke, så kunne man nærmest også ane spørgsmålet i de mystiske øjne han besad..

Hun holdte øje med fyren, og da han gik tættere på hende, hun hvæsede af ham da han satte sig på hug foran hende. Hun så ind i hans fangende øjne, der var noget mystik over hans øjne... Hun tøvede, men hvæsede så videre. Hun følte sig truet, og hun trykkede sig mod væggen bag hende. Hun følte sig så hjælpeløs, årh hvor hun dog hadede det! Hun stoppede med at hvæse, da han ikke virkede til at ville gøre hende ondt.. Hun så på ham, men var stadig anspændt, han kunne finde på at angribe når som helst... ikke sandt? Eller ville han hjælpe hende? Hun håbede at han ville hjælpe hende... men muligheden var lille! Hun betragtede ham lidt, og så hørte hun en stemme i sit hoved... Hun spjættede, og hvæsede igen. Hendes blik var truende.
"Ligner det at jeg kan gå hjem selv?" Hendes stemme var smuk, selvom hun havde hvæset ordene af ham. "Ja, jeg har brug for hjælp!" På grund af situationen havde hun ikke rigtigt lagt mærke til at han ikke havde snakket, at hans stemme havde været inde i hendes hoved... Det havde hun ikke lagt mærke til, men det gjorde hun nok senere.

At hun hvæste af ham rørte ham det fjerneste! Hun kunne hvæse så meget hun ville, river tog det ikke på sig og hvorfor skulle han? Det var jo ikke fordi hun var en del af hans liv. Armene blev foldet på kors imens han så på hende. *godt så, jeg hjælper dig, du skal endelig ikke sige tak,* man kunne høre den tydelige sarkasme i tanke stemmen.. Uden tøven gik han hen imod, satte sig på hug ved siden af hende endnu engang og lod sine arme placere sig under hende. Som vejede hun ikke mere end en fjer, løftede han hende op. Den ene hånd under fiske halen og den anden ved hendes ryg. Blikket var rettet forud, undlod at kigge på den nøgne krop hun forsøgte at dække under læderjakken.. Alle de blikke der blev sendt dem, ignorererede han fuldkommen og gjorde bare som det passede ham.. Han fortsatte med at gå. Desværre var han bare ikke sikker på hvor han skulle hå hen med hende.
*hvor vil du sættes af?* sendte han en tanke igennem hende.. Han skabte ikke øjenkontakt med hende.

Rebecca så på ham med sammenknebet øjne, hun stolede ikke på ham, men hun havde intet valg. Hun havde brug for hjælp til at komme hjem, det var enten at lade ham hjælpe hende, eller blive opdaget af andre, der måske ikke ville være så venlige at hjælpe hende... hvis han da havde tænkt sig at hjælpe hende, måske løj han bare og sagde han ville hjælpe, men rigtigt ikke ville det, men være ond mod hende, eller noget...
Hun fnøs over hans sarkasme og hvæsede en sidste gang, da han løftede hende op. Hun betragtede ham lidt, han var pæn... Men hun ignorerede det... og han var vampyr... hvorfor var verdenen så ond imod hende? men hun havde ikke lyst til at få flere drenge problemer, så hun ignorerede det med at han var pæn og vampyr. Da han spurgte hende om hvor hun ville sættes af, spjættede hun. Hun så forskrækket på ham. "Hvad fanden?!" Han havde... hvad... "Hvad fanden gjorde du lige der?!" Skreg hun, ligeglad med at hun var ret tæt på ham, hun skreg bare.

Man kunne ikke se på ham at han fandt det irriterende at hun skulle råbe af ham, når han var lige ved siden af hende, eller faktisk var han direkte op af hende, uden det skulle lyde for forkert. Han kiggede ned på hende med sine mørke øjne. Blikket var fortsat helt roligt, det var hverken koldt eller venligt, det indrammede ordet mystisk i ens sind. Hun snakkede skam til ham, hun svarede bare ikke på hans spørgsmål, men spurgte blot ham om noget og det var grunden til at han stoppede med at gå. Det ville jo være ondsvagt at blive ved med at gå, når han ikke anede noget om hvor denne yndige fisk ville hen. *Jeg taler til dig igennem tanker, det er min evne, og svar mig så, hvor vil du sættes af henne?* Hans stemme var varm og flydende.. En stemme man godt kunne vende sig til at lytte til. Han havde trods alt kunne synge før han fik fjernede sin stemme.
Et par unge mænd kom forbi ham, fløjtede af Rebecca og lavede trutmund til hende. River ignorerede dem, ventede blot på at Rebecca skulle svare ham..

Rebecca ville have revet sig væk fra ham - hvis hun kunne, men det kunne hun ikke. Hun havde ikke ben lige nu, og støvregnen fortsatte. Hun var nød til at lade ham føre hende hjem. Hun var nød til at stole på ham. Det irriterede hende grænseløst, men der var intet andet at gøre. Hun spjættede igen i kroppen, da hun hørte hans varme, flydende stemme.. Hun sukkede svagt og så skarpt på ham. "Hvorfor snakker du ikke bare normalt, som alle andre?" Snerrede hun.
De unge mænd der fløjtede og lavede trutmund, fik en hvæsen til svar. Hun hvæsede højlydt af dem og viste sine skarpe tænder. Hun var ikke i humør til det. "Den der vej.." Hun nikkede mod en gade, der ikke var så mange mennesker ved. "Og så til højre første gang, du kan dreje til højre." Hun sagde det mere blidt.

Det spørgsmål hørte han hver gang folk mødte ham, hvorfor snakkede han ikke bare til dem og når han ikke engang snakkede til dem igennem tanker, tog de det bare som en fornærmelse at han ikke snakkede til dem og svarede dem på deres spørgsmål, der til tider var ligeså dumme som hvis de spurgte ham om månen var lavet af ost. Han kiggede endnu engang frem for sig, satte sig selv langsomt til at gå fremad. *det ville jeg også ønske at jeg kunne, men min stemme blev taget fra mig mange år tilbage,* Det var det eneste han formodet at fortælle hende. Trods alt var hun en fremmede, det interesserede sikkert ikke hende at høre om det og kunne han være fri for at bruge sin evne, så gjorde han det. Det kunne være udmattende i længden. Han lod mærke til den blide stemme, så automatisk sendte han hende et svagt venligt smil..
Nøjagtig som hun havde degageret, gik han til højre og fulgte præcis hendes instrukser. På vejen sagde han ikke noget til hende, kiggede bare frem til sig og regnede med at hun fortalte hvor han skulle gå hen.

Den følelse hun fik over hvad han fortalte, var det medlidenhed? Åh gud, det var medlidenhed. Hun havde medlidenhed med ham! Hvad var der dog galt med hende? Hun ignorerede medlidenhed følelsen og så bare på ham. "Det gør mig ondt." Mumlede hun blot, og så væk, hun kunne ikke se på ham, når hun prøvede at få den medlidenheds følelse væk! Hun bed sig i underlæben og blev ved med at se rundt, for at holde øje med hvor de var henne.
"I det mindste har du en evne, så du kan snakke med nogen, i stedet for at være helt hundrede procent stum." Sagde hun forsigtigt og så på ham. Hun så rundt. "Nu skal vi bare lidt frem, og så er vi der... Det er den bygning, den mand læner sig op af." Hun nikkede mod en mand der lænede sig op af en bygning.

Den medlidenhed hun sendte igennem ham gjorde ham en anelse chokeret. Der var aldrig nogen der havde haft medlidenhed med ham. Måske fordi han aldrig havde ladet nogen komme så tæt på ham. Engang for længe siden var der selvfølgelig en der kom tæt på ham, den person nævnede han dog aldrig for nogen og det skulle heller aldrig ske! fortid var fortid, det var der ikke noget at gøre ved og den skulle ikke graves i! Det svage smil beholdte han på sine læber.
*Ja, det er det vel, desværre er det bare udmattende at snakke igennem tanker,* Stadig uden at se på hende, fortsatte han igennem gaderne med hende i sine arme. Der blev sendt en masse blikke efter dem, nogen misundelige og andre mistænkelige, for River kunne de tænke hvad som helst de vil. Det skulle sku ikke gå ham på hvad andre tænkte! Med sine afslappede bevægelser gik han hen imod bygningen, forbi manden der lænede sig op af væggen.. Han kiggede ned på hende. *Hvilket nr. af lejlighed bor du i?* Uden han tænkte over det, sendte han hende et nærmest alt for venligt smil der ikke passede til ham. Hurtigt fjernede han det dog hurtigt og håbede på at hun ikke havde set det. Langsomt satte han sig selv til at gå igen.. Ind i bygningen og dets varme luft..

Udmattende, hvordan kunne det være udmattende? Hun sukkede svagt og betragtede ham blidt."Hvordan kan det være udmattende?" spurgte hun undrende og så rundt. Hun blev utrolig lettet over at se den velkendte bygning og glædede sig allerede til at komme indenfor. Hvis hun havde ben, ville hun have løbet i forvejen og styrtet ind af døren. Men hun havde ikke ben. Så hun måtte bare vente. "Det har intet nummer." Sagde hun hurtigt og så på ham. Hun havde ikke lagt mærke til hans smil. Hun så rundt inde i bygningen. "To etager op." Sagde hun så.
Hun smilede over de genkendte omgivelser. Før hun kunne nå at stoppe sig selv, spurgte hun ham roligt, "hvad er dit navn?"

Det lød måske ikke af meget hans evne, men det var faktisk mere udmattende i længden end man skulle tro. Evnen krævede at begge parter lyttede. Hvis den han ville i kontakt med, ikke lyttede efter eller ikke kunne skubbe andre tanker ude, ville det blive hårdt for River i længden at presse sin 'stemme' igennem personen tanker. Man kunne også sige at det var ligesom at masse sig igennem en flok væsner. Stemmen skulle masse sig igennem en tanker. Det var dog ikke så udmattende igen, hvis den anden part samarbejdede, kun hvis han brugte den for meget af gangen.
*selvom det ikke ser ud til at den kræver meget, så gør den faktisk en smule,* han så ned på hende. *jeg skal både sørge for at skubbe alle dine andre tanker væk og kun fokusere på at det er dig jeg skal snakke med,* Han stoppede med at sige noget for at holde en pause, sætningerne kunne heller ikke være så lange af gangen. *Det er svært at forklare,*
Som var han en hund, fulgte han hendes ord og gik to etager op, stadig med hende i sine arme som vejede hun ikke mere end et spædbarn. Man kunne ikke mærke eller se på ham om han var træt eller ej. Det kommer af at han var mester i at skjule følelser bag en facade. Da de kom op på anden etage, kiggede han rundt og ledte efter hendes dør. Da hun spurgte ham om hans navn, kiggede han hende i øjnene. *River,*

Rebecca lyttede godt efter hvad han sagde, og betragtede ham imens. Hun smilede svagt over hans ord, det er svært at forklare, hun grinede svagt. "Jeg forstår." For det gjorde hun! Hun forstod hvad han mente, meget godt endda. Hun så rundt, igen for at tjekke om han havde gået det rigtige sted hen.. det havde han. Hun smilede svagt og lukkede øjnene, indtil hun hørte hans stemme igen. River? Usædvanligt navn, men smukt. "Jeg hedder Rebecca." Sagde hun venligt og så nysgerrigt rundt.
Dér! Hun fik en dejlig fornemmelse af tryghed da hun så døren. Hun nikkede hen mod døren, en fin dør der lavet af pænt træ. "Bag den dør, er min lejlighed." Sagde hun blidt og så på ham. "Og... når vi kommer derind, kan du så ikke finde et tæppe efter at have sat mig et ordentligt sted?" Spurgte hun høfligt.

Hun forstod ham. Det fik ham til at sætte spørgsmålstegn ved det hele, for hvor tit mødte han lige nogen som egentlig forstod ham? Det meste af tiden stødte han kun på væsner der afskyede det han var, hvis de ikke havde en grund til at anklage ham for noget, så gav de ham for det meste bare den kolde skulder og det havde han det egentlig fint med. Ensomheden var noget han var begyndt at tage til sig, som en lille pige ville tage en hundehvalp til sig. Han var begyndt at elske den. Hendes navn klædte hende på en mærkelig måde. Rebecca. Det lå godt i munden, rullede fejlfrit hen ad ens tunge og hvad River angik, kørte det fejlfrit igennem hans tanker. Han nikkede høfligt til hende.
Bag døren var hendes lejlighed, af en eller anden mærkelig grund lettede det ham at høre hende sige det. Lettelsen kom dog som en overraskelse, hvorfor lettede det ham? Hun var jo ikke irriterende eller noget, i starten en smule sarkastisk, men det rørte ham jo ikke en disse. Hurtigt var han henne ved døren, åbnede den og da han var indenfor, lukkede han dem bag dem og kiggede rundt.
*Jeg kan gøre mit bedste,* han sendte hende et kækt smil, hvor han hurtigt derefter lagde hende ned på sofaen og straks var rundt i lejligheden for at finde et tæppe. Da han endelig fandt et, løb han tilbage til hende og lagde det over hende, så hun ville mærke det varme stof over sin krop.

Rebecca afskyede langtfra vampyrer, hun fandt dem utrolig tiltrækkende! Hun var draget af mystikken omkring dem, og at de var farlige. Derfor fandt hun også River tiltrækkende, både på grund af hans udseende og fordi han var vampyr. Men hun kunne sagtens ignorere en tiltrækning, hvilket hun gjorde nu ved River. Hun havde ikke brug for flere drenge problemer, hun ville gerne have fred i noget tid, men det var svært at få det!
"Tak." Hun modtog tæppet men ville ikke bruge det til at få varmen. Hun tørrede sin hale ved hjælp af tæppet, og nogle minutter efter, havde hun ben igen. Hun trak hurtigt tæppet omkring sig, så den dækkede hendes krop, hun havde jo ikke noget på, og selvom hun ikke var bange for at vise sig nøgen, ville hun ikke nu. Hun gik ind i soveværelset og fandt noget tøj frem. En langærmet trøje, der var lidt for stor, og sorte jeans. Og selvfølgelig undertøj. Hun gik ind i stuen igen. "Tak for hjælpen." Hun smilede kækt.

Han kunne fornemme på det hele at hun var nøgen under, så af den lille høflighed han formåede at have, kiggede han væk og ud af vinduet hvor det stadig regnede. Det gav dog et lille sæt i River da det gik op for ham hvad der var ved at ske udenfor. Solen var så småt ved at titte frem, det blev svært for ham at komme hjem nu, uden at blive stegt et par steder. Lidt efter kom Rebecca ud fra værelset, hendes kække smil fik ham bare til at sende hende et tilbage og nikke til hende. Nikket skulle betragtes som et: Det var da så lidt. Han henvendte sin opmærksomhed ud mod vinduet igen, en solstråle var ved at ramme ham, så hurtigt var han henne i den del af lejligheden hvor solen ikke kunne ramme ham. Han hadede at nogen skulle se ham sådan, svag, men han kunne ikke bekæmpe solen! Det var han udmærket godt klar over, alle andre fjender tog han ikke ilde op, men solen var den eneste han havde respekt for.
*Pokkers til sol,* tænkte han for sig selv, men kom til at dele tanken med Rebecca også.

Rebecca kørte en hånd igennem det blonde, våde hår. Selvom det var vådt, var der ingen krøller i det, og det var heller ikke for vådt. Hun fandt det en smule akavet, hvad skulle hun sige? Hun behøvede ikke at sige noget, for pludselig, stod River ovre ved den anden side af lejligheden. Hun så spørgende på ham og kiggede ud af vinduet... Nåh, derfor.. hun skyndte sig hen til vinduet og trak gardinerne for. Hun vendte sig om mod ham, og hørte hans tanke.
"Hey, er du okay?" Spurgte hun undrende og gik undrende hen mod ham. Det var rart at have ben igen, hun foretrak at have ben.

//kreasvigt...

Han kunne ikke gå ud i solen, men på den anden side kunne han heller ikke bare blive her i hendes lejlighed. Det ville være for meget at be om og så vidste han heller ikke hvor vidt han kunne stole på denne Rebecca. Indtil videre havde hun virket uskyldig nok, men nu var han ikke typen der skuede hunden på hårene. Hun var sikkert mere end bare uskyldig. Det var slet ikke gået op for ham at hun var kommet hen imod ham, han opdagede det først da han drejede hovedet og lyttede til hvad hun sagde. *Jeg klare den, jeg kan bare ikke gå udenfor lige nu,* Tøvende gik han hen imod døren. Man kunne sige at han havde for stor en stolthed til at spørge hende om han måtte blive. *Jeg finder på noget,* Han sendte hende et svagt smil, inden han åbnede døren og kiggede ud i opgangen. Et par enkle lys stråler ramte ind på det grå gulv, men de kunne nemt undgås hvis han var heldig. Han kiggede sig over skulderen, hen på hende og ind i hendes øjne. *Rart at møde dig,*

Rebecca ville ikke have noget imod at han blev, slet ikke, hun kunne godt bruge noget selskab. Men selvfølgelig ville han ikke blive, hun var jo en sirene, et væsen der spiste mænd. Hun sukkede svagt og bed sig i underlæben, hun ville gerne prøve at stoppe ham, insistere på at han skulle blive mens solen var fremme, men hun kunne ligesom ikke gøre det. Tænk nu hvis det faktisk var fordi hun var sirene! Hun tog mod til sig, gik hen til ham, og lade en hånd på døren.
"Nej, du går ikke udenfor, når solen er fremme. Du hjalp mig, nu hjælper jeg dig. Du bliver her, indtil solen er væk, vi kan ikke have at solen dræber dig, kan vi vel?" Sagde hun insisterende og så på ham, prøvede at få øjnekontakt...

I det øjeblik han skulle til at træde ud af døren, standsede Rebecca ham ved at lægge en hånd på døren og spærre vejen for ham. Til at starte med ville han sige hende imod, gå ud af døren og bare lade som om at han ikke frygtede den latterlige sol, men der var et eller andet i hendes blik der gjorde at han blev stående og bare så ind i hendes øjne. Stemmen var insisterende, hvilket forvirrede ham. Han var ikke van til at folk insisterede at han skulle blive hos dem. Et kort øjeblik tøvede han, så han automatisk bed sig i underlæben og rettede blikket hen imod vinduet. Noget sagde ham at det var bedst at blive og en anden del sagde at det var bedst at gå. Han valgte at lytte til den fornuftige side af sig selv. Automatisk lukkede han døren, viste tegn på at han ville blive ved hende og tog imod tilbuddet. Han smilte svagt til hende.
*Tak, det sætter jeg pris på,* Et kort øjeblik vendte han ryggen til hende, gik ind i midten af lejligheden, før han vendte sig om imod hende igen og så hende i øjnene. *men, kunne du ikke være ligeglad med mig egentlig? jeg er vampyr og.. du kender mig jo ikke?* Hovedet satte han på skrå, mens hans blik var fast plantet ind i hendes, bundet sammen med hendes. Hans øjne strålede af en svag form for nysgerrighed.

Rebecca havde en glød i øjnene, der viste at hun ikke ville give op. Han skulle ikke udenfor, når solen var fremme, og der var risiko for at han ville dø! Hun ventede utålmodigt på at han ville reagere, hun blev ved med at have sit blik på ham.
Hun smilede da han bestemte sig for at blive. Hun trådte væk fra døren og fulgte ham med øjnene. Hun sukkede over det andet han sagde. "Du hjalp en sirene. En sirene. Du ved godt at sirener æder mænd, ikke sandt?" Hun hævede et øjnebryn, lagde armene over kors og kiggede på ham. "Jeg er ikke bange for en vampyr, selvom du er fremmede. JEg er ikke en lille pige der er helt forsvarsløs, jeg kan forsvare mig selv, desuden... hvis du ville skade mig, havde du gjort det for længst." Hun satte sig i sofaen og smilede kækt til ham.

Med et kækt smil på læben, gav han sig til at gå rundt i lejligheden med et undersøgende blik i sine øjne. Lejligheden virkede fin, præcis som hans egen, hun manglede bare lige en stuepige også kunne de minde meget om hinanden. Han hørte hvert et ord hun sagde, af en eller anden grund fik det ham bare til at smile mere og mere kækt. Selvom hun åd mænd, så frygtede han ikke at hun ville æde ham. Bed hun ham, bed han hende. Sådan var det bare. Langsomt gik han hen imod hende igen med afslappede bevægelser. Det var første gang i lang tid at han ikke var spændt i hver en muskel.
*Ja, det ved jeg, men jeg er ikke bange for at du spiser mig,* han satte sig ved siden af hende i sofaen. Et par enkle brune lokker klistrede sig til panden efter den tidligere støvregn der havde hersket udenfor. *Bider du mig, så bider jeg dig,* Det blev sagt på en drillende måde, men han mente det skam. *Jeg kan godt forstille mig at du kan klare dig selv, så har vi noget tilfælles vi to,* tøvende lænede han sig bagud og lod hovedet hvile på sofaens ryglæn. *jeg plejer normalt heller ikke at hjælpe andre, så.. at jeg hjalp dig var en engang forestilling,*

Rebecca fulgte ham med øjnene, mens han gik rundt i hendes lejlighed. Hun var glad for at have arvet lejligheden. Hun trak benene op til sig og lagde armene om dem. Hun var blevet bedt af en vampyr før, Markulius, det var sket før hun døde. Hun så på ham da han satte sig ned ved siden af hende. Hunhavde ikke brug for en stuepige.
Hun grinede svagt over hans ord, hvis hun bed ham, bed han hende... javel... "Hvis du da kan få dig til det. Ved du ikke at sirener har den smukkeste sangstemme?" Hun smilede kækt, og fik et glimt i øjet, et glimt der viste at hun godt turde at synge for ham, hvis det endelig skulle være... "Det er enten at klare sig selv, eller hænge op af andre. Jeg foretrækker at være mig selv, og ikke være afhængig af andre." Sagde hun med et svagt smil om læberne. "Hvorfor hjalp du mig?" Hun så spørgende på ham.

Uden hun bemærkede det, betragtede han hende ud af øjenkrogen, lod mærke til hvordan det halv våde hår omfavnede hendes hovedform perfekt og på læbernes form. River havde altid haft en svaghed for læber, han kunne ikke gøre for det! Nogen kiggede først i øjnene, lod mærke til dem og det gjorde han selvfølgelig også, men der var bare et eller andet over et par smukke læber som han ikke kunne stå for. Han stoppede med at betragte hende, kiggede i stedet frem for sig og rettede ryggen, imens han lyttede til hvert et ord hun sagde til ham. Af ren nysgerrighed, fik han pludselig lyst til at høre denne sirene sang, bare for at teste om den virkelig var så magtfuld som hun sagde. River var typen der ikke rigtig troede på tingene, før man kunne bevise det overfor ham.
*Og den sangstemme skulle få mig til at gøre alt hvad du siger eller hvad? Eller hvad gør den helt præcis ved mig?* Han så hende i øjnene, ligesom hendes var der et glimt i dem og han udfordrede hende nærmest. Tydeligvis var hun ikke bange for at bruge sine kneb imod ham og det var han heller ikke for at bruge dem overfor hende. Til de andre ord hun sagde, skræmte det ham nærmest over hvor meget de allerede lignede hinanden på de punkter. *Jeg kunne ikke være mere enig med dig, hvem behøver et hjerte når et hjerte kan blive knust?* De halvmørke øjne rettede han frem for sig igen. Han stirrede bare ud i luften med et roligt blik over sit ansigt. *Jeg er ikke sikker, der var bare noget i mig der.. Jeg ved det ærligtalt ikke og som sagt..* han kiggede hen på hende, fik øjenkontakt med hendes øjne. *Det var en engangsforestilling,* Det blev sagt i en lidt hård tone, men mest af alt fordi han ikke vil fremstå som svag, han behøvede ikke at hjælpe andre, ingen skulle holde af ham og han skulle ikke holde af nogen.. sådan var det bare.. En smule akavet kløede han sig i nakken. *Og jeg går ud fra at du hjælper mig fordi jeg hjalp dig? Det er jeg ikke van til, folk undgår mig som regel, vampyrer er ikke de mest elskede væsner,* I tankerne kunne man høre at han undslap et svagt lille grin, der var blandet med et TH..