Tilgiv mig Rebecca, jeg er ikke som du tror. //Rebecca-privat//

sted: The Forest.
Omgivelser: Træer i alle mulige farver, en dejlig stor sø som er dejlig varm efter solen har sået over den i flere timer.
Tid: Det er ved at blive aften men solen er stadig oppe lidt endnu.
Vejr: solen er dejlig rød, og vinden er stille, samt det er varmt, det er som om det er sommer.
Udseende: http://1.bp.blogspot.com/-sxHf70aYc4I/Twp4kx7FtEI/AAAAAAAABoU/hVZv0SercO4/s1600/Josh+Hutcherson+08.jpg


Skoven var stille og roligt næsten ingen lyde at hører, ingen dyr er uge på denne dejlige dag, og det virkelig lidt underligt i Vaas'es øjne, ingen dyr var ikke et godt tegn ikke for ham selv, selv om han er vampyr og har levet længe for han aldrig oplevet det, kun lige da han mistede sine forældre i en voldsom brænd som han var skyld i, Vaas gik vider igennem skoven i en dejlig blå bluse som var lysere end hans øjne, han viste at der kun var nogen få personer som kender til hans øjne, for hans storebror til Markulius har de samme øjne og det havde deres far også, måske lå det bare til drengende i familien hvem ved igen ville finde ud af det, for der var kun Markulius og 'vaas tilbage i den gamle familie, Vaas stoppede hurtig op da han hørte en lyd, det var ikke en fugl eller en røv heller ikke et helt normalt menneske, det måtte være et væsen som han ikke kendte til, han gik hen imod lyden, og fik øjne på en person med langt lyst hår.

Det var dejligt varm denne dag, skoven var så smuk. Rebecca havde stukket af fra havet og smuttet hen i skoven, hvor hun havde fundet en en nogenlunde stor sø. Hendes blonde hår var vådt, så det var lidt mørkt. Hendes lysende blå øjne var gemt af hendes øjnelåg, da hun havde lukket øjne. Hendes overkrop var bar, hendes glitrende blå hale var gemt i det smukke vand. Hun havde ryggen mod jorden, hendes arme hvilede på jorden, og hun havde lænet ansigtet op mod himlen. Hun sukkede dybt af lykke. Det var faktisk dejligt dette her, det var nu ikke så galt at være sirene.  Hele hendes krop var i vandet, udover hovedet og armene, og lidt af halsen.
Det gav et chok da hun fornemmede en anden... bekendt fært. Hun åbnede straks øjnene og vendte sig om mod... Vaas. Hun snerrede og blottede sine tænder, som var blevet skarpe. "Hvad vil du? Jeg kan ikke fortælle dig mere om Markulius!" Snerrede hun højlydt af ham.

Vaas så på den smukke kvinde som han havde mødt nogen uger tilbage sammen med sin veninde Nille, han så det dejlige blonde hår som var vågt på grund af hun lå i den dejlige store sø efter Vaas mente, han smilede skævt til hende og opdagede at hendes øjne var lukket, han huskede meget hurtig at han ikke havde set hendes øjn farve, hun var smuk og han kunne godt forstå Mark at han var blevet forelsket i denne kvinde, hun var jo en gudinde i hans øjne, han gik lidt tættere op og så ned i jorden, han hørte hendes dejlige stemme som han lidt havde savnet men sagde det ikke, han viste at hun nok stadig var sur på ham, og han kunne godt forstå det, han satte sig ned på knæ et stykke fra hendes og lade sine hænder på låret og sagde med en rolig stemme, "Rebecca jeg ved godt du ikke kan fortælle mig mere og min bror, og undskyld fra sidst det var ikke min mening at jeg skulle angribe både dig og Nille, undskyld Rebecca" han så op på hende, men ikke i hendes øjne heller ikke på hendes krop men på hendes pande, hun skulle ikke tro at han bare var en dreng som tænkte på sex, for sådan var han ikke, han var ikke en som bare gik fra pige til pige, han var hjælpsom om hun vil tro det eller ej det ville være op til hende.

I Rebeccas øjne var Vaas en utaknemlig dreng, der ikke kunne sige tak til den information han fik. Hun brød sig ikke om ham, for hendes skyld kunne han godt smutte igen, så hun kunne være alene og nyde det dejlige vejr. Hun havde gyldne øjne og skarpe tænder, som hendes tunge kørte hen over i en snerren. Hendes øjne var normalt ikke gyldne, men det var kun fordi hun havde 'dræber' masken på lige nu. Da han var færdig med at snakke, blev hendes øjne blå igen, og hendes tænder blev normal igen. 
"Undskyldning godtaget." Hun smilede svagt, mens hun fik sat sit hår så det dækkede hendes bryster. Hun kiggede på ham og hævede et øjnebryn over at han så på hendes pande. "Mine øjne er hernede?" Sagde hun og pegede på hendes blå øjne.
Hun sukkede svagt. "Hvad laver du herude, Vaas?" Spurgte hun roligt.

Vaas viste at hun nok ville tænke ondt om ham, og han kunne sådan set op forstå hende, og han ville også forstå at hun ikke vil tilgive ham igen, men det gjord hun, et lile smil kom på hans læber og det blev lidt mere føle som da hun sagde at hendes øjne ikke var i hendes pande, han grinede lidt for at synes også selv det så lidt dumt ud og blev bare ved med at kigge hende i panden og sagde med en rolig stemme, "Rebecca det er ikke fordi jeg ikke vil se dine øjne, du tilhører stadig Mark i mine øjne og vil ikke komme imellem jer" han blikkede med sine dejlige mærkeblå øjne og lade overhovedet ikke mærke til at hun lade sit hår op foran sine bryster, han blev ved med at se på hendes panden, efter noget tid rystede han på hovedet og så ned i jorden med et smil på sine læber, "jo ser du Rebecca jeg leder efter en pige som jeg redet for 3 år tilbage"

Rebecca tænkte ikke ondt om ham, hun havde tilgivet ham nu. Han havde været desperat efter at kende sin bror mere, det var jo forståeligt nok at han havde reageret sådan. Nu var det tilgivet, mon ikke de to kunne blive gode venner, hende og vaas? Måske, det kunne kun tiden vise. Hun lagde hovedet lidt på skrå da han grinede. Hun rynkede på panden over hans ord.
"Hvordan kan du komme igennem os?" Hun skar kort ansigt. "Og jeg er ikke en genstand. Jeg tilhører kun mig selv." Hun sukkede svagt. Hun svømmede over til ham, lagde sine hænder på jorden og løftede sig lidt op, så hendes ansigt var foran hans, ikke så langt ra hans faktisk. 
"Hvad hedder hun?" Spurgte hun med et smil.

Vaas håbede på at de ville få et godt venskab hvis han tog sig bare lidt sammen, men om han kunne hvad nu hvis han kom til at sige noget forkert, men havde han allerede sagt noget forkert, det håbede han ikke på, "Rebecca ikke på den møde, du misforstår mig, jeg ville ikke sårer Mark ved at være sammen med dig, han elsker dig" Vaas ville ikke sårer sin bror og slet ikke hvis det gælder kærlighed, vaas kender sin bror og han vil aldrig nogen sine være piger utro aldrig.
Han så hvordan Rebecca kom svømmende imod ham og lade sine hænder på jorden foran ham, han smilede svagt til hende imens han så på hendes pande han åbnede munden men lukkede den igen, han vil ikke sige hendes navn ikke nu ikke her, "Rebecca ikke misforstå mig nu, men tror det er bedst at jeg ikke siger hvad hun hedder" han så ned igen. nu havde han nok sagt noget forkert.

Rebecca og Markulius var jo teknisk set ikke i et forhold, og hun var forvirret over sine følelser for ham..  Hun følte sig ikke forelsket i ham, hun følte sig ikke tryg ved ham. Det var også noget tid siden hun sidst havde set ham. Den dyriske side af ham ville dræbe hende fordi hun var Marks svaghed, hun var skræmt. "Du forvirrer mig. Hvad mener du med at være sammen med mig? Der er vel intet galt i at være venner, vel?" Hun hævede et øjnebryn. Så spærrede hun øjnene op. "Vaas, du er ikke forelsket i mig, vel?" Spurgte hun forbavset.
Hun sukkede over at han ikke så hende i øjnene. Hvorfor troede han at Mark ville blive sur over at han så hende i øjnene?! "Hvorfor er det bedst?" Spurgte hun nysgerrigt. "Måske kan jeg hjælpe."

Vaas viste at han var ude på dybt vand, han havde sagt noget helt forkert og det var ikke hans mening, han så på hendes kind lidt tættere på hans hendes øjne, han ville rigtig gerne fortælle hende hvordan han ved og han er forelsket i en person, han så på hende næse han vil ikke se hende i øjne, han åbnede munden igen og nogen ord kom ud, "Lige meget Rebecca jeg kan se at jeg snart kommer til at sige noget dumt så lad os stoppe den samtale" hvis man så rigtig godt efter kunne man godt se han virkelig ikke vil snakke om det, måske sender måske aldrig lad tiden vise det.
Han kunne ikke holde sine øjne fra hendes da hun spurgte om han var forelsket i hende, "Nej Rebecca jeg er ikke forelsket i dig" han viste godt inderst inde at han var blevet lidt i hende, især nu hvor han har set hendes lyseblå øjne som var så smukke, han lukkede munden da han opdagede at den stod åben, "Fordi hun stadig er en dræber og vil ikke havde folk skal finde hende og dræbe hende"

Dybt vand.. Rebecca elskede at svømme ved dybt vand, der var så mystisk og dragende.. Hendes øjne var næsten så blå som havet, eller himlen. Uden skyerne dog. Det irriterede hende at han ikke ville se hende i øjnene. Hun kunne fornemme på ham at han ikke ville snakke om det, men det virkede som om det påvirkede ham på den dårlige måde... "Vaas.." Hendes stemme var blid og dragende. "Hvad dumt kunne du dog sige?"Hun så spørgende på ham.
Hun åndede lettet ud, det var godt han ikke var det, det ville ødelægge alt. "Godt."Hun smilede blidt til ham. "Men mig og Markulius er teknisk set ikke kærester." Hviskede hun og trak på den ene skulder.
"Hvorfor skulle jeg dræbe hende? Jeg er selv en dræber. Jeg æder mænd." Hun smilede kækt.

Man hvor var han dum, hvordan kunne han finde på at se hende i øjne, de var så smukke og han kunne godt forstå sin bror at han var blevet forelsket i denne smukke kvinde, men han viste også godt at det ville være forkert af ham og prøve at være sammen med hende, han viste godt at hun nok aldrig vil være sammen med sådan en som ham, og slet ikke var han var Markukius'es lillebror, han svarede hende ikke på hendes svar, han ville ikke snakke om det, men hvorfor ville hun så gerne vide hvad denne kvinde han havde hjulpet hedder, hvad skulle hun bruge det til, han så ingen grund til at fortælle hende det men det var som om han var nød til det for at komme vider i deres samtale, hvis han ikke snart sagde kvindens navn ville Rebecca blive ved med at spørger ind til det, så han måtte fortælle hende navnet selv om han ikke rigtig ville, men først blev han nød til at se væk fra hendes dejlige lyse blå øjne som han havde kommet til at se ind i, han rystede let på hovedet og stillede sig op og gik lidt væk og gik så der næst tilbage, han måtte havde mad snart, han var blevet tørstig efter blod, men han kunne ikke hører andre i skoven ud over Rebeccas hjerte som han svagt kunne fornemme, han så rundt i håb om en kanin ville komme frem eller bare en røv bare et eller andet.

Rebecca forstod ham ikke, hvad var der galt? Hun kunne både se og fornemme på ham at der var noget galt. Hun ville helst ikke blive kaldt for Marks, når han ikke engang havde spurgt om de skulle være kærester, eller det havde han ikke så vidt hun huskede. Hun vidste bare at hun ifølge sig selv var single, så hun var jo fri til at gøre hvad hun ville... Ikke? Hun følte at hun var fri til at gøre lige hvad hun ville. Så, ingen kunne bebrejde hende det. Hun så spørgende på ham da han rejste sig op og gik lidt væk. Hvad var der galt!?
"Vaas, hvad er der galt?" Hun så spørgende på ham. Hun forstod det ikke... Hun lagde hovedet lidt på skrå mens hun fulgte enhver af hans bevægelser med øjnene. "Har jeg sagt noget forkert?" Hun bed sig nervøs i underlæben.

Vaas så vider rundt og kunne svagt duft en dejlig blød kanin hoppe frem og tilbage et lille stykke fra dem, han så på Rebecca som igen begynde at snakke til ham, men dette gang lyd det som om hun var bange for at der var noget galt med ham, han smilede svagt til hende og blikkede med sine mørkeblå øjne og sagde med sin rolige stemme, "Nej jeg er bare sulten Rebecca han satte sig ned igen og tog en lille guld pakke frem som han åbnede svagt, bagsiden var imod Rebecca så hun havde nok lidt svært med at se hvad der var i den lille pakke, kort tid efter tog en hvid smøg frem og han tog i munden men tog den ud igen, han kunne huske sidste gang han havde gjort det, der var både Rebecca og Nille blevet sur og var lige ved at gå, han så på Rebecca og lade smøgen tilbage i pakken, "Nej Rebecca du har ikke sagt noget forkert, jeg er vampyr og de har brug for blod" han stillede sig op igen, han vil rigtig gerne tænke på noget andet end mad lige nu, han ville gerne ryge men tænk nu hvis Rebecca ville blive sur igen, og han vil ikke bare efterlade hende her helt alene.

Bare sulten. Hm.. Hvorfor havde hun det som om der var noget andet, noget han ikke ville fortælle hende? Hun kneb øjnene lidt sammen og så mistænksomt på ham. Hun sukkede dog og sagde; "Jamen okay så" Hun lod sig falde ned i vandet igen, men svømmede så op igen og kiggede på ham.
Hun så undrende på den gyldne pakke. Hvad var det? Hun havde nu ikke noget imod at han røg, hun ville bare ikke ryge, det var ikke særlig sundt.
"Jeg ved godt at vampyrer drikker blod? Jeg har ladet Markulius drikke blod af mig." Hun hævede et øjnebryn. "Find du bare noget at drikke." Hun svømmede ned under overfladen igen. Altså, så hele hendes krop var under vandet og hun ikke ville kunne høre ham.

Vaas kunne snart ikke klare det mere, han kunne godt forstå sin bror at han havde forelsket sig i Rebecca hun var jo mega smuk og sød at snakke med, men det var slet ikke det han var faldet for det var hendes dejlige lyseblå øjne som var det modsatte af hans egne øjne, han forstod ikke at han altid ville falde for øjnende, men Rebecca var jo en første han sådan var nervøs over, hvad ville hun ikke tænke om ham, hvis han sagde at han var faldet for hendes blå øjne, hvad ville hun sige til mark, 'Hej Mark langt tid siden, når ja din bror Vaas er faldet for mig' Nej nej det måtte bare ikke ske, mark ville flippe ud på ham, og måske endda slå ham ihjel hvis han var rigtig uheldig, Vaas så med trætte øjne på Rebecca da hun snakkede om at Mark havde fået lov til at drikke af hende, hvorfor havde hun givet ham lov, viste hun ikke at vampyr kan blive for voldsomme og måske endda slå sig bytte ihjel, han nikkede til hende som et tegn på at han ville finde noget mad, han vente ryggen til hende og så hvordan hun svømmede under vanden, Vaas hviskede lidt for sig selv uden rigtig at være sikker på at hun kunne hører det, "Kommer snart tilbage min elskede" hvor efter han løb ud i skoven for at finde kaninen fra før.

Ca. en halv time efter kom vaas til syne igen fra i tætte tærer, han havde lidt blod rundt om munden, og lidt på hænderne, men han tog sig ikke rigtig af det, han viste at hun nok var vandt til at se blod efter Markulius havde spist af hende, han gik hen til vandkanten og tog hende hænder ned under vanden for at vaske dem og vaske sit ansigt, han sagde ikke noget til Rebecca han var bare helt stille og ville så gerne lade være med at se hende i øjne igen

Rebecca syntes han virkede lidt anspændt...? Nå, det var nok bare fordi han havde brug for blod, intet andet.  Hun så efter ham da han begyndte at gå, hun smilede roligt, og fik sig op på land, mens hun lagde sig et sted hvor solen skinnede. Langsomt blev hun tør.

Da han var kommet tilbage var hun igang med at tage sin bikini på. Hendes hår var stadig en smule vådt, men mere lyst. Hun vendte sig om mod ham da hun havde fået sin bikini på.Hun så undrende på ham da han ikke sagde noget. "Fik du noget blod?" Spurgte hun med sin blide stemme.

Da Vaas kom tilbage kom et syn som han nok ikke lige havde håbet på at se, en ung kvinde stå og tage en bikini på, han vente hurtig ryggen til og holde sin hånd op foran øjne, denne her gang ville han ikke se hende i øjne, han ville ikke nu havde han lige kommet ud af det, og han ville ikke ind i det igen, han vente sig om da hun snakkede til ham, han så hende ikke i øjne men op og nej på hendes krop, den var smuk, smukkerer end han kunne forstille sig, "Du smuk... jeg mener ja jeg fik lidt blod og kan klare mig i et par timer" han så ned i det blå vand som han vaskede sine hænder og sit ansigt i, han satte sig ned og så ud over søen han smilede for sig selv og sagde med en rolig stemme, "Når noget du ville snakke om?"

Rebecca tænkte ikke lige over at hun faktisk stod i bikini overfor Marks lillebror, det tænkte hun slet ikke over. For hun viste med glæde sin krop frem, hun skammede sig ikke over den. Hun følte at denne krop var smukkere end den hun havde haft før. Hun rynkede lidt på panden over at han så ned og op af hendes krop. Hun fik helt lyst til at hoppe i vandet igen, men lod ham bare kigge. Hun fandt det kun mærkeligt, fordi... ja, han var Marks bror. Derfor fandt hun det underligt, og en smule ubehageligt...
"Øh, hva?" Hun så spørgende på ham, en smule overrasket, over at han sagde at hun var smuk. "Åh, øh, det er godt at høre." Hun bed sig i underlæben.
Hun rynkede på panden over hans spørgsmål. "Hm... Ja! Hvorfor sagde du jeg er smuk?"

Vaas smilede til hende kind, han vil ikke se hende i øjne ikke mere, han ville ikke havde de følelser for Rebecca som Markulius nok havde, i Vaas'es øjne var Markulius stadig hendes, og det kunne ikke laves om på ikke i denne verden som Vaas lever i, vaas synes dte var lidt mærkeligt at hun viste ham hendes krop især når han jo var lillebror til mark, han smilede stadig da han havde sat sig ned ved vandkanten, han svarede ikke på det første hun sagde, for det lyd mere som om hun ikke fik fadt i det, han smilede bare til det næste hun sagde, det var godt hun selv synes hun er smuk så er da en ting de er enig i aftne, han så op på hende og kom til at se hende i øjne, og svarede med en sød stemme, "fordi du ikke er grin Rebecca du er smuk som solen" han kunne ikke se væk, hendes dejlige lyseblå øjne ramte ham lige i hjertet.

Hvorfor ville han ikke se hende i øjnene?! Havde hun gjort noget forkert? Sagt noget dumt? Eller var hendes øjne bare grimme? Nej vent. Det var ikke muligt for hende at se grim ud. Om hun så havde tre store ar på sin kind, ville hun stadig ikke være grim, langtfra. Hun havde dog ingen ar. Ikke på sin krop, men i sindet havde hun masser af ar og sår. Hun kunne tage alt tøjet af foran ham, uden at have noget imod det og være genert, hun var langtfra blufærdig. Hun kunne stå nøgen foran en fremmede, stadig uden at have noget imod det eller ville have noget fra den fremmede. 
Øh. Smuk som solen? Hun bed sig i underlæben. Det var skam venligt sagt af ham, men... Ja. "Tak... Tror jeg nok." Hun lagde armene over kors og så ham ind i øjnene. "Vaas, har jeg sagt noget forkert eller gjort noget, siden.. du virker meget afholdende?"

Vaas kunne godt lide synet af hendes krop den var smuk og dejlig og han vil gerne rører hende, men Mark ville slå ham ihjel hvis han fandt ud af det, måske ville Mark blive glad for at slå sin egen bror ihjel, for Mark havde nok ikke ledt efter sin lillebro siden den gang med deres forældre, Vaas så væk igen da hun snakkede og havde sagt tak for de smukke ord han havde sagt og hendes smukke krop, han så igen på hendes pande da hun prøvede at se ham i øjne, hvorfor ville hun så gerne vide det, hvorfor kunne hun ikke bare lade det ligge til siden, hvorfor skulle hun vide det, men Vaas følte sig lidt dum, hun havde jo ret i at hører hvorfor han var sådan her, og han stolede på hende at hun ikke bare ville lade det ødelægge deres venskab, han så hende i øjne og et smil kom frem på hans læber, "Rebecca du har ikke gjort noget glat det har jeg" han stillede sig op foran hende han var nok lidt højere end hende, han så ind i hendes øjne og smilede stadig, han viste ikke hvor tæt han stod på hende, men det var tæt nok for ham slev, "Rebecca det er dine øjne, du er det modsatte af mine egen, lyseblå, jeg er faldet for dem, og jeg vil ikke forelske mig i dig fordi Mark elsker dig, derfor bliver jeg ved med at se væk og se på din pande eller kind, fordi jeg ikke vil se de øjne som Mark har forelsket sig i" han tog sin hånd på til hendes kind og nussede den lidt for han igen sagde, "Håber du forstår mig, du er den eneste jeg sådan rigtig stoler på, og vil ikke ødelægge det venskab vi havde lavet for nogen timer siden"

Rebecca forstod ikke mænd. Markulius havde forvirret hende, Gabriel havde forvirret hende, Vaas forvirrede hende, åh du godeste, hvorfor kendte hun så mange mandelige vampyrer? Det gav ingen mening! Hvorfor skulle enhver mandelig vampyr hun kendte absolut forvirre hende og være en hun trak tøjet af overfor?! Åh gud. Hun var billig. Nej vent. Gabriels ord om dette, susede rundt i hendes hove.d Hun var ikke billig, hun havde bare intet imod at trække tøjet af. Godt så. Hun skulle jo ikke tænke på sig selv om billig, så hakkede hun bare ned på sig selv, hvilket hun jo ikke skulle. Det gjorde ens selvtillid mindre, og hun havde jo masser af selvtillid. Det var svært ikke og have det, når hun syntes hun var pæn og vidste at mænd ville have hende. De kunne bare ikke få hende. Hendes hjerte tilhørte ingen, hun var ikke forelsket, men hun ville ikke lade en mand nærme sig hende som hun ikke kendte.
Hun så på ham da han stillede sig foran hende, en anelse tæt, men hvad pokker. Hans ord overraskede hende, da han var færdig med at snakke, bed hun sig i underlæben og så bare ind i hans øjne. Mark elskede hende, Vaas var faldet for hendes øjne. Åh du godeste! Trekantsdrama... "Vaas, jeg.." Hun så væk. "Jeg beklager, men jeg har ikke kærlige følelser for dig..." Hun lukkede øjnene. "Og jeg tvivler på at Mark stadig elsker mig, dette er ikke den krop han elskede med før jeg døde." Hun åbnede øjnene og kiggede på ham. "Jeg beklager." Hun trådte et skridt væk fra ham.

Vaas smilede da han var færdig med at tale, eller det var ikke et glad smil som var kommet, men nok mere et trist smil som kom frem på hans læber, han hørte hvad hun sagde og var lidt glad for at hun kiggede væk, han viste at han havde ødelægt det venskab, hvorfor var han også så dum, hvorfor kunne han ikke bare lade hende være, nu viste han at han ville savne hende hvis, han var så dum hvorfor kunne han ikke finde nogen af sin egen race og forelske sig i den, hvorfor skulle dte være i en anden race som han godt viste ikke vil elske ham, ha nvar dum, nej dum dækkede ikke ham, der var ingen ord i denne verden som kunne beskrive han nu, "Det ved jeg godt, kunne se det i dine øjne, og det er iorden håber bare at vores venskab ikke bliver ødelægt på grund af mig. han så hvordan hun lukkede øjne og snakkede om Markulius, han så på hende og tog fast om hendes kind og håbede på at hun ville se på ham,"Rebecca jeg vil væde med at det ikke er din krop han har forelsket sig i men din personlighed, den er mega smuk og det skal du vide.

Vaas var ikke dum i rebeccas øjne, nærmere.. Uheldig, eller bare.. Ja, han var sød, ret pæn, men ikke hendes type som sådan. Eller, var han? Hun skulle lære ham mere at kende før hun vidste det.  Hun ville gerne sige noget der fik det triste smil han havde fremme væk, men hun kunne ikke sige at hun var faldet for ham uden det var en løgn. Hvorfor skulle vampyrer så absolut være hendes svaghed og nogle der synes hun var pæn og flirtede med hende?! Det var jo sindssygt! Men hun havde svært ved at modstå de fleste mandelige vampyrer. Der var så mange af dem, og et par stykker af dem faldt lige ind til hendes type. Om vaas var hendes type vidste hun dog ikke.
"Det ødelægger ikke vores venskab, Vaas." Hun lagde blidt sin hånd mod hans kind. "Der skal mere til før vores venskab bliver  ødelagt." Sagde hun med et smil. 
Hun så roligt på ham og havde taget sin hånd til sig. "Jeg tvivler nu stadig. Han har forandret sig, som jeg også har. Jeg tvivler på at han stadig kan elske mig." Hun sukkede.

Vaas var glad fordi Rebecca så væk, nu håbede han barer på at hun stadig vil kigge væk, han smilede svagt for ikke at viste at han var blevet såret, vaas viste intet om det virkelig var Rebecca, eller om det bare var noget hans hjerne sagde til ham, men hvordan kunne han føle noget? han var jo død, hvordan kan hans hjerte bange for hende, hvis han er død, Vaas rystede svagt på hovedet for at komme tilbage til skoven han var i sammen med Rebecca, en pige som havde de smukke lyseblå øjne som var det modsatte af hvis Vaas selv havde, han så på hendes pande og sagde med sin rolige stemme, "Håber jeg ikke Rebecca, du er den eneste person jeg rigtig snakker med udover den pige jeg forvandlede til vampyr" han hørte stadig efter hvad hun sagde, skulle der virkelig mere til at ødelægge deres venskab, hmm hvad hvis han kyssede hende på munden, ville det ødelægge deres venskab måske, måske ikke hvem ved ude over Rebecca selv, han så på hendes kind og sagde med en rolig stemme, "Bare rolig, i skal nok blive gode venner igen"