Slow down - Eliza.

Mikayla gik igennem Doomsviles fyldte gader, aldrig havde de været så fyldte.. Specielt ikke om aftenen, men det var kun på grund af den necomancer som herskede over de udøde der hærgede rundt omkring. Doomsville var et af de steder som var sikrest at være i. Der var ingen udøde, og alle hjælpede med at holde dem ude. Mikayla vidste også hvor hendes mindre jeg var, som hun så pænt kaldte Melissa.. Hun var ved Angela.. Men hun anede ikke hvor hendes mor var lige nu.. Men ja der var så mange væsner at det var svært at holde styr på, hun vidste Nicolas var 'død' lige nu.. Angela sad derhjemme og græd, og Caroline var taget til Terroville for at sørge.. Den sene aften gjorde også vampyrer kom frem efter skjul fra den lyse dag. Mikayla gik dog ind i en vampyr, færten var ikke til at tage fejl af. Men hun genkendte denne kvinde, det var hendes moster.. Eliza.

eliza var ude på denne mørke aften og smilede glad, hun var dog over en del ting, hun så ned og tog en dyb indånding og slapper af, hun kom til at gå ind i en hun så på hende og duftede ind, var det muligt men hun havde jo næsten lige set sin nice hvorfor var hun pludselig så stor hun var overraskede over det hun så, ''undskyld'' sagde hun nervøst...

Mikayla smilede blot, man kunne tydeligt se hun havde Carolines blå øjne.
"DEt skal du slet ikke tænke på, der er en storm af folk her, der ikke til at komme til overhovedet." Svarede hun med et varmt smil på sine læber. Hun havde smilehuller og det havde Caroline også.
"Navnet er Mikayla." Mikayla var faktisk lidt bange for at Eliza skulle have fundet ud af sandheden, for hvis hendes mor fandt hende så ville det ikke blive svært for hende jo..

''melissa?'' spurgte hun overraskede ''men hvordan er det muligt?'' spurte hun undte og tænkte på en masse og ser mod hende og hiver hende med væk der fra ''det kan ikke passe, hvordan er det muligt'' spurte hun blidt og slapper af og tænker på hvad hendes mor ville dræbe hende hvis hun ikke fortalte hende det...

Mikayla blev overrasket over at Eliza kunne genkende hende, men ja færten var jo der også de genkendelser som nu engang var der fra Caroline af. Mikayla nåede dog ikke at svarer før Eliza rev hende med sig, og et sted hen der ikke var så mange mennesker.
"Jeg er taget 8 år tilbage i tiden, i min søgning efter min onkel. Jeg ved ikke om du kender ham Josh?" Svarede Mikayla og kiggede på ELiza. "Desuden har jeg skiftet navn i fremtiden, mit nye navn er Mikayla. Men bare kald mindre mig Melissa, så det mindre forvirrende.. OG en ting til, du må ikke fortælle min mor at jeg er her. Hun kommer bare til at overreagere lidt måske.." Svarede Mikayla og lavede en lille grimasse.

hun så alvorligt på hende ''hvad har du tænkt dig din mor slår mig ihjel hvois hun ser det'' sagde han blidt og roligt... *josh* grinede hun tænkende ''josh er min bedste ven så ja naturligvis kender jeg ham'' sagde hun blidt. ''hvordan er vores forhold i fremtiden og hvad med din mor?'' spurte hun nervøst--

Mikayla nikkede lidt overvejende.
"Hun slår mig ihjel først." Grinede hun stille og kørte en hånd igennem det brune hår. "Virkelig?" Spurgte hun så lidt overrasket.
"Jeg kan ikke tale om fremtiden, hvert sekundt som går ændre man lidt på fremtiden. Bare ved at gøre noget der ikke var planlagt.. Derfor vil det være svært at sige noget som faktisk vil komme til at passe." Tilføjede hun stille og roligt.

''du kommer sikkert til at hade mig som din mor gør poå grund af min kæreste'' sagde hun trist og satte sig ned hun elskede kukiu men melissa betød alt for hende sammen med caroline... hun så ned og tænkte på sin kæreste på sin søster og på s meget andet lige nu og så ned i jorden...

Mikayla himmlede lidt med øjnene ikke på nogen snoppet måde, mere på en kærlig måde. Det kunne ses fordi hendes smil var det stadigvæk.
"Min mor hader dig ikke, jeg har fået historien fra hende i fremtiden. Folk sårer bare hinanden uden de tænker over det, Kukiu skadede hende. Og du har skadet hende ved at vælge ham. Min mor skal bare vende sig helt til det. Når man har levet der hun har, så det forståeligt på hendes reagtioner." Hvad var Mikayla 18 år, og hun lød så visdomsfuld allerede.
"Men jeg vil ikke holde med nogle af jer, det må i selv klarer." Sagde hun så også, hun vidste også godt at hun var den eneste i sin familie som faktisk var dæmon. Altså hendes far var dæmon, men han var jo en idiot?

eliza sukkede og så ned ''jeg... glem det'' sagde hun trist og så ned i jorden og så på sin halskæde hun havde givet en der linede til caroline bare hendes var blå og elizas var brun... hun tænkte tilbagge til den gang hun var ensom og alene, hun holdte om sig selv og så ned i jorden og sukkede...

Mikayla så på eliza det var overhovedet ikke meningen at gøre Eliza ked af det eller noget. Men mikayla var ikke en engel, hun var dæmon. Så hvorfor opfører sig som en engel?
"Undskyld jeg vil bare ikke blandes ind i jeres skænderier. " svarede hun stille og fjernede en hårlok væk fra sin kind.

''det heller ikke dig det bare.... hun har alt det jeg ønsker mig'' sagde hun trist ''en familie en skøn datter'' sagde hun trist og holdte for sit ansigtig hun havde altid drømt om sin familie om en mand en lille datter/søn, hun så ned ''du er det bedste for mig sammen med din søster og kuki'' sagde hun kærligt og slapper af og tænkte på ham...

Mikayla smilede skævt..
"Inderst inde tror jeg i har det på samme måde, jeg mener i har begge noget som hinanden ville ønske den anden havde. Jeg ved det, helt dum er jeg jo ikke." Svarede Mikayla og lagde hovedet lidt på skrå.
"I har begge kærlighed, er omgivet af folk som elsker jer. I burde ikke mangle noget."