An unexpected visit(Abaddon)

Indlæg fra Abaddon:

En dag da Delilah kom hjem -


På kanten af spise bordet sad en yndig lille pige, men sine ben svævende enden af bordet, og sparket elegant mod den tomme luft.
Hun var iført en sort kjole som var helt støvet, og stoffet var så tyndt at man kunne se nyancen af hendes alt for små lilla trusser. På hendes fødder var der ingen sko, faktisk dryppet der blod fra hælen efter alle de små sten hun havde måtte træde på med hendes nøgne fødder.
Den lille pige talte med en blanding af træthed, udmattelse, irration, og bestemmelse, fra sekundet Delilah kom til syne i dørkammen "Delilah" Det var tydeligt da den lille pige hoppet ned fra bordet, at hun ikke havde meget erfaring med sådan en brændende smerte som der kom fra hendes fødder, som om hun var van til at hendes krop kunne håndtere smerte bedre.
Hun forsatte mens hun gik med tunge og smertefulde skridt mod Delilah "Jeg har tilbragt de sidste tre uger i et latterligt hus" Hun tog fast i Delilahs håndled, og den lille feminine hånd kunne knapt mærkes af Delilah, selvom den lille pige prøvet af alle muskler at blive mærket bare en smule. "Hør godt efter frøken ´flødekage-mave´. Alle mine kontaktpersoner bliver højtsandsynligt overvåget af hvem end der var ansvarlig for det hus trylletrick, så opsøge en jeg ellers aldrig ville opsøge, ville være det eneste strategiske rigtige." Hun gav slip på Delilah "Jeg er Rafael Dominatrix. Din raceleder. Du min bitch per natur. Om du har den største og stærkeste krop eller ej." hun rettet kort på sine trusser med sin ene hånd fordi de krøb op "Slår du mig, vil det gå udover alle du kender, og alle du ikke kender." Hun var ved at gå spastisk over det andet køns undertøj "Hvordan går i det her? forbandet krøbbende skidt" hun forsatte med at snakke om det vigtige "Du skal hjælpe mig i to uger, til den her forbandelse ophæver... forstået slavetøs?!" hun trampet i jorden

Indlæg fra Delilah:
Påklædning: https://2img.net/h/oi43.tinypic.com/noj2g5.png
Selvom Delilah uofficielt holdt til ved Sajro grundet pigerne, var hun alligevel taget tilbage til den lejlighed hun og Castle havde boet i længe efterhånden. Som hun forsvandt op af de velkendte trapper, der knirkede beklageligt under hendes fødder, bevægede læderet sig smidigt og legende om hendes ben, og de mørke krøller der indrammede hendes ansigt, dansede legesygt. Våbenbæltet derimod, hang tungt og stille om hendes hofter, bugnende af mere eller mindre pænt udseende våben.
Tanktoppen smøg sig om hendes krop da hun skubbede døren op uden at banke, men blot trådte ind som var det dagen før hun havde forladt den. Døren knirkede faretruende og bevægede sig slingrende, som truede den med at falde af endnu engang - men holdt sig på plads med fingerspidserne klamrende fast. Men i det samme døren blev slået op, mærkede hun at noget var galt, og denne følelse behøvede hun ikke føle længe, før hvad der var galt blev afsløret for hende.
Den lille barnestemme mødte hende samtidig med synet af pigen, og forvirring skyllede ind over hende. Hun var fuldstændigt klar over at Castle ikke havde børn - havde han ...? Han havde under ingen omstændigheder haft mulighed for at få et barn senere hen, grundet den sindssyge raceleder Delilah havde, der havde valgt at rive kønsdelene af Castle på grund af Delilahs ulydighed. Barnet skræmte hende overhovedet ikke, selvom måske nok var blevet mere end blot en smule freaked out over at finde en lille pige siddende midt i lejlighed.
Delilah havde i stedet automatisk flyttet hånden ned og snoet de lange, slanke fingre omkring en af knivene med et fast greb, der gav hende hundrede procent bevægelsesfrihed og kontrol med kniven. Ordet der forlod pigens mund fik Delilahs øjenbryn til at hæve sig opad, mens kniven langsomt blev trukket op af våbenbæltet. Selv ikke denne lille, yndige pige fandt hun på nogen måde troværdig, og hun nægtede at så meget som lade som om at hun ikke ville slå pigen ihjel, hvis hun skulle - på trods af det faktum at hun selv havde tvillingepiger.
Den lyse stemme pigen fremviste, samtidig med at pigen gik fremad imod Delilah, fik intet andet svar end et let hævet øjenbryn og hende der gled i en halv forsvars- og halv angrebsposition. Pigens greb var intet andet end en svag bevægelse ved hendes håndled, men var nok til at kniven løftedes let - men hun tøvede med at hamre kniven igennem pigens håndled, af den simple grund at der kunne være en logisk forklaring på pigens tilstedeværelse - en forklaring der ikke inkluderede et bagholdsangreb.
Så snart ordet Rafael passerede den lille piges læber, flød et udtryk af forvirring ind på Delilahs ansigt, og i adskillige sekunder sad blot overraskelse klistret til hende. Så flakkede udtrykket i nogle sekunder, og skiftede til en latter der boblede ud mellem hendes læber med en munterhed klingende derfra.
"Tror du virkelig, at hvis du faktisk er Rafael, du så har nogen magt her overhovedet? Jeg nægtede at adlyde Rafael-"
Hun vrængede ordet irriteret og hånligt.
"- Som en kæmpestor pisseirriterende fyr. Hvorfor fanden skulle jeg adlyde en lille bitte pige?"
Så snart den lille pige stædigt trampede i jorden, dansede endnu et smil på Delilahs læber, og hun slog med en svag bevægelse pigens hånd væk. I samme bevægelse drejede hun hånden rundt så hun fik fat i pigens håndled, og klemte hårdt fat så pigen - Eller Rafael? - ikke kunne komme fri. Kniven landede imod pigens strube, men hun gjorde ingen skade på pigen. Rent teknisk.
"Kald mig det ord igen, og jeg flår dig fra hinanden. To uger er mere end rigeligt til at både torturere dig og myrde dig brutalt - forstået tøs?"