Well, maybe we should have a little talk, Nicolas?

Nicolas vidste ikke helt hvad han skulle sige. Der var ikke sket noget stort i hans liv. "Jeg blev født som menneske, min far blev senere vampyr og jeg fik en søster som blev halvt vampyr og halvt menneske. Jeg blev anset som yndlings, så jeg fik alting hvorimod min søster ikke fik noget. En dag fik hun nok og stak af, hun må være død nu." Det var ikke den mest spændende historie, men det var kort om hans fortid. Han smilede let over hendes kærlige kys.

Hun smilede stille.
''Det lyder bedre end mit liv.'' grinte hun stille, inden hun nussede ham lidt på låret.
Hun smilede bare. Ville han vide noget om hende, måtte han jo spørge. Der var masser at fortælle.

Nicolas smilede til hende. "Det ved jeg ikke noget om. Du kan fortælle om det, hvis du vil." Han havde ikke brug for at vide noget om hende, det var nok bare at kende til det han allerede vidste. Han ville dog heller ikke have noget imod at kende mere til hende.

Hun trak vejret dybt.
''Ærligt, Nicolas.. Så tror jeg ikke du vil vide det.'' sagde hun stille. Hun vidste at han ville reagere kraftigt på hendes livshistorie. Den var ikke ligefrem mild.
''Medmindre du vil have en meget trist livshistorie fra en meget ensom vampyr.'' grinte hun stille

Nicolas trak lidt på skulderne, han vidste jo ikke hvad det var, så han kunne ikke vide hvad det var hun ville fortælle. Han trak i den ene mundvige da hun grinte. "Du bestemmer selv hvad du vil fortælle. Jeg vil lytte lige meget hvad."

Et højt brag brød den stilhed der havde været omkring dem, braget var efterfulgt af skridt der kom hen førte hen til døren, der blev banket på en enkelt gang før døren blev åbnet. Det var kroejeren, han så på Nicolas. "Der er nogen der vil snakke med dig nedenunder." Han gik igen.

Hun så på Nicolas, undret.
''Du har da ikke fortalt andre at du kom her...?'' spurgte hun en smule forvirret.
Alligevel fjernede hun sig fra ham og gav ham hans trøje.
Pludselig virkede hun så afstandstagende som muligt.
Hvis folk vidste at han var der, vidste de også at hun var.

Nicolas så undrende på kroejeren, han vidste ikke hvem der skulle vide han var der. Det var ikke planen at han skulle ende på et kroværelse, så hvem kunne dog vide han var der. Han så på Daenerys. "Vent her." Han tog sin trøje på og gik nedenunder. Der stod seks mænd og så på ham da han kom derned. Han stod bare og så på dem, indtil de greb fat i ham. Han nåede ikke at reagere før de allerede havde fat i ham, der stod to og holdt fast i ham i et stramt greb og to lige ved siden af ham, klar hvis der skulle ske noget uforudset, de sidste to stod nu foran ham. Han kunne ikke kende dem.

Den ene af mændene så på Nicolas med et hånende blik. "Ikke så stærk nu hva?" Han gik frem og tilbage foran Nicolas med en knyttet næve, han stoppede op lige foran Nicolas og så ham ind i øjnene som tydeligt viste frygt. "Hvad blev der af den anden blondine, hvad hed hun nu.. Caroline?" Manden lod ikke Nicolas svare før han slog ham i maven med en voldsom kræft, der fik Nicolas til at bukke hovedet forover, men da han så op igen var der et had i hans øjne som man ikke kunne finde ved den mennesket Nicolas, kun ved vampyren Nicolas.

''yeah right'' sagde hun efter han var gået.
Hun var allerede nede ved dem, da Nicolas blev slået.
Hun blottede tænder i et rasende hvæs og i løbet af få sekunder var hun over den første af mændene.
Hun holdt ham kun nede kort før hun blev slået væk, og landede hårdt på gulvet.
Hun fik rejst sig hurtigt, og greb hårdt fat i manden igen.Hun blev igen skubbet væk, denne gang så hun slog baghovedet mod et bord. Hun faldt klynkende på knæ, men blottede truende tænder igen.

Nicolas så Deaenerys komme løbende, hans minder omkring hende kom op til overfladen, og han kunne både huske det fra hans fortid, og det der lige var sket. Han valgte ikke at tænke så meget over det lige nu, han havde andet at tage sig af. Han rykkede i hans ene arm så manden der holdt fast i den kom hen til ham. Han brugte hans fod til at sparke ham væk, den anden knækkede han nakken på med hans nu frie hånd. De vidste alle sammen godt de ikke ville have en chance imod alene, det var også derfor der var kommet så mange, seks ville han have sværere ved at klare men nu hvor Daenerys var der ville det ikke blive så svært. Han vidste godt hvem de var nu, det var dem der havde jagtet ham i lang tid. Men han kunne kun huske Daenerys og mændene, alt andet var bare en tåge. Han gik hen til manden han havde sparket væk. Han tog fat i hans krave og løftede ham op så stoffet langsomt begyndte at give efter for hans vægt. Han vendte sig om og smed ham ud af kroen. De sidste tre der var tilbage gik hen imod ham. Han greb ud efter brystkassen på to af dem og uden videre rev han hjertet ud på dem. Han tog fat i den tredjes ene hånd og lagde hjerterne i hans hånd. "Tag det her som en besked. I kan ikke dræbe mig, ligegyldigt hvor meget i prøver." Han så hen imod døren og han stak halen mellem benene og stak af.

Dany sad rystende på sine knæ. Smerten fra slaget lagde sig som et kæmpe tryk bag hendes øjne.
Hun fik rejst sig ved støtte af bordet, og nåede med nød og næppe at se Nicolas flå hjertet ud på to.
Hun stivnede svagt, og bakkede lidt væk. Det var sådan lidt... Ubehageligt, at se ham sådan.
Hun så lidt væk, og fik taget sig sammen til at komme tilbage til sit værelse hurtigst muligt.
Hun nåede knap ind på sit værelse, før hun faldt ned og sidde op af væggen, med den dunkende smerte over øjnene igen.

Nicolas så hende løbe op mod værelset igen. Han fulgte efter hende uden at tænke et sekund om han skulle gøre det. Han gik ind på værelset og så hende sidde op af væggen. Han vidste ikke om han kunne huske hele tiden nu, eller hvad der skete, men han ville i hvert fald ikke glemme noget før han var sikker på hun var okay. Han satte sig på hug foran hende, han havde ikke set hvad der var sket med hende. "Hvad skete der?" Hans hænder var stadig blodige, men det var så småt ved at tørre ind.

Hun sad der bare, og hev lidt efter vejret.
Hendes øjne var så småt ved at blive blodskudte.
''Jeg slog bare hovedet.'' sagde hun stille inden hun så o på ham.
''Og hvad med dig?''

//skal spise.//

Nicolas vidste ikke hvordan han skulle forklare hvad der var sket. Han blev bare lige pludselig sig selv, hvad der fik ham til at blive sig selv igen var ikke et svært spørgsmål for ham at svare på. Manden havde nævnt Caroline, det kunne ikke være andet. Han så hendes blodskudte øjne og blev bekymret, men han regnede med hun ville sige det hvis der var noget galt. "Jeg har det fint." Det blev sagt lidt for hurtigt, for pludselig fik han en ubeskrivelig smerte i hovedet, hans minder om mændene og Daenerys forsvandt langsomt væk igen, han kæmpede for at få dem til at blive. Han tog sig til hovedet og skreg af smerte. Han havde aldrig oplevet så intens en smerte, det tog ikke mange minutter før han var bevidstløs. Han havde kun sine minder et øjeblik, og nu var de væk igen.

Hun sad der bare, men da han selv fik det dårligt fik hun taget sig sammen, og krøb hen til ham.
''Nicolas...? Nicolas?..'' hun nussede ham lidt på kinden, inden hun let slå på hans kinder.
''Nicolas...?''
Smerten over hendes øjnene varede ved, men hun ignorerede dem for bedre at kunne koncentrerer sig om ham.
Hun rystede svagt.
Hendes sanser kom kort til at vende sig mod de mænd der havde 'angrebet' Nicolas.
Hun fik rejst sig. Så snart hun havde fået sørger for at Nicolas havde det godt, skulle hun efter de røvhuller big time.

Nicolas kom langsomt til bevidsthed. Han fik sat sig op, men hun havde rejst sig da han kom op at sidde. Han kunne huske alt han havde gjort, men han kunne ikke huske det han havde tænkt eller husket, han begyndte at tro han var en eller anden psykopat, hvem i al verden rev hjertet ud på nogen? Det virkede som om han var umenneskelig når han ikke kunne huske, han var ikke sikker på om han ville være sådan igen.

Hun så roligt på ham.
''Hey..'' hun smilede, men holdte sig fra at røre ved ham..
''Jeg skal lige nogle småting.. Du kan sagtens blive her og slappe af, de idioter kommer ikke tilbage foreløbigt.'' smilede hun stille, inden hun gik hen til sin kommode for t finde noget passende arbejdstøj

Nicolas fulgte hendes bevægelser. Han kunne næsten godt regne ud hvad hun ville, men det generede ham ikke. Han lagde sig op i sengen og så på hende. "Bare pas på." Han lagde sig på ryggen og så op i loftet. Han tænkte meget på det mændene havde sagt om en kvinde. Caroline, han kunne ikke huske det navn.

Hvor meget huskede han, hvor meget havde han set?
Hun satte et bælte om livet, der efterspændtes med et bælte om det ene lår. I bæltet sad der en daggert, som der havde et underligt hvidt skær.
Hun trak en jakke over sig, og hætten dækkede både hår og ansigt.
''Jeg er tilbage om en times tid. Prøv at få sovet.'' sagde hun, og man kunne tydeligt hører raseriet ulme under overfladen.
Der var to mand mindre, efter Nicolas' lille stunt, men der var stadig fire tilbage, og når man var ude af træning, virkede det meget som en dårlig ide at trappe op og prøve at slå dem ihjel.
Men det var heller ikke det hun ville, langtfra.
Hun ville have informationer.

Nicolas nikkede til hendes ord, selvom han stadig ikke var vild med idéen. Han rejste sig op og gik hen til hende og kyssede hendes intimt. "Kom tilbage til mig." hviskede han før han lagde sig ned i sengen. Han prøvede at sove, men han havde svært ved at glemme hvordan han var blevet nedenunder, han kunne ikke lide hvordan han var blevet, men hvis han ikke blev sig selv igen, hvem var han så? Han lukkede øjnene i og faldt langt om længe i søvn.

Hun stirrede på ham, lamslået.
Burde det ikke være hende der sagde det til ham?
Hun bed sammen da hun forlod værelset og stoppede op ved at hive efter vejret. Det gjorde ondt at tænke på at han kun så sådan på hende, kun kyssede hende sådan, fordi han ikke kunne huske hvem hun var og hvad der var sket mellem dem.
Hun skubbede tanken fra sig, og gik videre.
Hun skulle finde dem.

Heldigvis var hun ikke for langt bagud.
De var så paniske, de mænd han havde skræmt væk. De var ikke kommet mere end en halv kilometer væk fra kroen.

(springer delen over hvor hun er voldelig, hader at skulle beskrive sådan noget hele tiden)

Hun kom først tilbage et par timer senere, med en smule blod løbende fra en flænge i hendes kind.
Tingene var ikke gået som hun ville det, og derved havde hun fået et stort stykke sølv boret direkte ind i kinden.
Hun listede ind i værelset, i håbet om ikke at vække ham.
Hun skulle i bad og rense såret så det kunne hele ordenligt.

Hun lagde sin kniv og hendes bælte p gulvet, med en lav klirren, efter hun havde lukket døren.

Nicolas havde ikke sovet så godt, så han vågnede i det hun trådte ind. Han nåede dog ikke at komme op og sidde før hun var ude på badeværelset. Han kunne se dråber af blod hen over gulvet og han blev straks bekymret, ganske rigtigt var der ikke meget blod, men han kunne ikke undgå at få nogle tanker om at det var værre end det var. Det kunne selvfølgelig også være andres blod. Han rejste sig og gik hen til badeværelset. Han bankede forsigtigt på. "Er du okay?"

Hun stod med et stykke stof og noget sprit og rensede såret roligt.
''Jeg troede du sov..?'' spurgte hun roligt, inden hun så hen på ham. Hun rensede det færdigt og gik hen til ham, roligt. Allerede nu healede det pænt op.
Hun smilede kort til ham.
''Hvad så..?'' hun lagde blidt en hånd på hans kind, lidt tøvende. Hvad hvis han ikke ville have at hun rørte ham?

Nicolas rystede bare på hovedet. "Jeg vågnede lige efter du kom ind." Han så på hendes hånd da hun lagde den på hans kind. Han undrede sig lidt over hvorfor hun var tøvende, men så kom han i tanke om at hun kunne være i tvivl om det rent faktisk var ham der var der, eller om det var ham der havde dræbt dem nedenunder lige så let som at blinke. "Jeg kan bare ikke holde op med at tænke.. Du blev forelsket i mig der kan huske. Men ham jeg har oplevet er kold og morderisk. Jeg forstår bare ikke hvorfor du blev forelsket i ham."

Det er ikke nemt at forklare. Det kræver næsten at jeg forklarer dig hele min fortid.." Sagde hun stille, inden hun smilede lidt.
Hun fulgte ham med ind til sengen, hvor hun satte sig på sengekanten.
"Jg blev født ind i en shapeshifterklan. Den havde åbenbart meget magt, for da jegv ar fem år gammel blev de allesammen myrdet. Undtaget mig. Min storebror hjalp mig med at slippe væk." Hun så lidt ned.
"I omkring femten år klarede jeg migselv. Oftest som en ulv i skolen, eller en tigger på gaden. Men jeg mødte en mand, en dæmon, jeg forelskede mig hovedkuls i. Jeg blev gravid... Dæmonen ville være stærkere, og til det skulle han bruge en genstand som han elskede meget højt. Min søn.." Hun stivnede lidt og bed sammen, et par sekunder senere forsatte hun.
"Jeg stak af med min søn, Dean, og gemte mig hos nogle mennesker der havde taget sig af mig da jeg var helt lille. Dæmonen fandt dem, og slog dem allesammen ihjel for øjnene af mig. Han tog Dean og efterlod mig i huset." Hun sukkede stille.
"Men jeg elskede ham stadigvæk... Tåbelig som jeg var." Hun så ned.
"Jeg blev enig med migselv om, at hvis jeg blev vampyr kunne jeg være sammen med ham for evigt... Og det var der jeg opsøgte dig..." Mumlede hun stille.
"Du forvandlede mig. Han blev rasende, men efter lidt tid forstod han og begyndte at påskønne det." Hun så på Nicolas.
"Du forvandlede mig til en vampyr, og selvom aftalen var at du bare skulle forvandle mig, blev du der og passede mig under forvandlingen." Hun så ned igen.
"Om det vara F medlidenhed eller hvad det var, så var det.. Det var det bedste nogen nogensinde havde gjort for mig. Du virkede så mystisk, så reserveret... Jeg faldt for dig med det samme. Men vi sås ikke i lang tid, og når vi endelig gjorde var du kold og reserveret, så jeg opgav." Hun trak vejret dybt.
Hun kunne ikke fortælle ham resten, ikke uden at afsløre hvad hun egentlig kunne. Når hun en dag var tryg ved Nicolas igen, ville hun lade ham se Lockheart. Men ikke før.

Nicolas satte sig på sengen ved siden af hende, og da hun begyndte fortællingen tog han hendes hånd og omfavnende den igennem alt hun fortalte. Han var ikke sikker på hvordan han skulle reagere, han havde hele tiden troet hans andet jeg var ondskabsfuld og kold, men det lød til han havde sine øjeblikke. Nicolas gav hendes hånd et klem før han slap den. "Jeg ked af det med din søn." Det var måske ikke det han burde reagere på, men han ville gerne undskylde for det alligevel. Han så væk fra hende og sank en klump. "Men jeg er ikke som ham du lige har beskrevet. Hvad så med os?" Han vidste ikke om han var i et forhold eller ej, men han vidste bare at han muligvis ikke ville bruge tid på Dany når han kunne huske igen, så han ville gerne vide hvor de stod i mellemtiden.