So you are Urox. (Åbent emne for visse personer læst det første indlæg øverst hvis du er interesseret)

Dette emne bliver lavet mellem 2 karaktere ejet af den samme person. Der må afbrydes hvis man først skriver en PM og får lov. Ingen afbrydelse af kampen. Det er en kamp på ære. Man må prøve hvis det er den måde man har tænkt sig at komme ind på emnet. Men den som har en possitiv indflydelse af den person siger selvfølgelig stop. Og så skal man stoppe. Dem der får lov til at afbryde emnet er folk der har en possitiv indflydelse på en af karakterene.

S: Ashen Wood Forest.
T: Ved midnat.
O: Ikke nogen som man kan se.
V: Månen lyser kraftigt. Masser af skygger rundt omkring
P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Våben: 2 sværd. Et på hver side. Og en hel masse kasteknive
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] På lårene armene ved skulderbladene og langs ned af siderne.


Tiden gik. Han vidste det ville komme. Han vidste dagen hvor hans mester's gamle fjende ville finde ham. Det var nu. Han kunne mærke det. Langsomt gik manden videre igennem skoven. Afventende. Det var som om sekunderne blev minutter. Og minutterne. Blev til timer. Samt timerne til dage. Og så videre. Hvert skridt han gik forstærkede bare fornemmelsen af at der var noget på vej. Denne mand havde valgt Ashen Wood Forest. Fordi det var nemmest. Ingen som kunne afbryde denne drabelige kamp som var på vej. Langsomt greb manden fat i det sorte specielle sværd han havde. Og hev det roligt op af holderen på hans ene side. Holdte hårdt fast i det med begge hænder. Og bare ventede

Manden som gik her. Så kort op mod himlen. Navnet på manden. Var Markulius DéAuditoré. Tidligere kriger. Men nu var han ikke en kriger mere. Nu var han bare en dusørjæger. Markulius havde sin kampdragt på. Det var første gang længe han havde haft den på. En hvid dragt. Med 2 pistoler ved brystet. Og læderbælter frem og tilbage over det hele. Et sværd på hver side. Det ene det han havde i hånden. Og det andet en katana med en drage til bunden af håndtaget. Kasteknivebælter på lårene. På håndledende/underarmene. På skulderbladene. Og til sidst. På sidderne under hans arme. Alle klar til at blive løsnet og kastet. Det var første gang han bar rundt på hans faders katana. Det gjorde han normalt ikke. Og slet ikke i denne styrke. Han manglede jo stadig en enkel cirkel. Men hvor den var vidste han ikke. Han var ved at blive irriteret over ikke at kunne finde den.

Der gik nogle minutter. Hvor Markulius med rolige og langsomme skridt gik rundt og ventede. Da der så skete noget. Hans øjne blev ildrøde. Uhyret så med. Snakkede til ham med den underlige drabelige stemme. Så smuk og forførende. Og dog alligevel så kuldegysende. *Markulius. Er du sikker på det her?* Markulius nikkede bare kort han var helt sikker. Dette var en kamp om ære. Hans mesters ære var på spil. *Godt Skattemus. Jeg hjælper dig.* Et lille vrid kom med Markulius'es hoved. Et knæk kom fra nakken. "Stop med at kalde mig din skat. Det kan godt være du er essencen fra min gamle kone. Men du er ikke min gamle kone. Hun er død." Et grin kom indeni Markuliuses hoved. *Drop skuespillet du har savnet mig.* Et lille smil kom frem på Markulius. "Jo måske lidt." Begge parter smilede lige nu.

Pludselig blev hans øjne blodrøde. Ikke lysende ildrøde. Men blodrøde. Roligt sænkede Markulius sværdet og skreg op mod luften. Et skingert drabeligt skrig. Som lød som 2 der skreg samtidig. Det var fornemmelsen. Af at uhyret og Markulius blev til et. På den måde kunne den ene kæmpe. Og den anden kunne forudsige modstanderens angreb. Og så var det der skete noget underligt. Markulius begyndte at løbe. Og hoppede op i et træ. Lige i samme øjeblik. Noget sussede forbi under dem. Og hamrede ned i jorden så et langt krater kom frem. Så kom han endelig. Roligt hoppede Markulius ned på jorden igen. Og smilede roligt. Da han roligt tog det sorte og hvide sværd ud af holderne på hans sider. Hævede dem begge og var klar til kamp.

[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Våben: No one. Han bruger skyggerne som våben. Hans nuværende fremmanede våben er et spyd: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Så nu var det tid. Endelig kom den. Tiden hvor de skulle kæmpe. Han havde holdt øje med ham længe. Og nu vidste han præcis hvor han var. Markulius Dé Auditoré. Hans tidligere fjendes elev. Vingerne sussede igennem luften. Rustningen var tung. Men ikke noget denne mand ikke kunne holde ud og have på. Det var årtier siden han sidst havde haft mere end et par cowboybukser på. Så ja det var mærkeligt at have den på. I hånden havde han det spyd han altid brugte i kampe. Det var hans ynglingsvåben. Vingerne viftede et par gange for at skabe mere fart. Han var fløjet længe nu. Han vidste han skulle til Ashenwood Forest. Hurtigt. For ellers kunne det være Markulius gik ligesom hans mester. Skyggerne flød rundt om ham. Ud af hvert eneste hul i hans hud. Så de dannede en mærkelig form for slør om ham. Selv hans øjne. De lyste nærmest. De var rødlige på grund af de skygger der flød ud af hans øjenkant rundt om øjeæblet. Var nogle andre slags end de andre. Nogle han ikke havde så mange af. Og normalt kun brugte til at skræmme. Dem som flød frem fra hans vinger var blå. Der fandtes 3 slags. De sorte. Det var de svage. De blå. Det var dem imellem. Og til sidst de røde. Som var de stærkeste. Denne kamp krævede alle hans skygger vidste han. Derfor havde han tilkaldt næsten alle hans skygger. Dem som ikke blev tilkaldt. Var dem som var tilført på dem han elskede. Så han kunne mærke dem. Men det var ikke noget han lagde mærke til lige nu. Nu fokuserede han på en ting. Sin kamp som kom forude.

Navnet på denne person med kulsorte vinger. Og en stor metal rustning. Var Urox Gravezia. Den faldne engel. Som dog alligevel gjorde sit arbejde fra dengang han var engel. Det var derfor han gjorde dette. Det var hans opgave. Han havde ikke dræbt hans mester. Så måtte han dræbe hans elev. Urox strammede grebet om sit spyd. Han var ved at være der efterhånden. Godt. For han ville gerne blive færdig hurtigt. Derfor gav han ikke en chance. Han så op på himlen kort. Månen. Perfekt. Det betød flere skygger at manipulere.

Han var ved at være der. Han opdagede hurtigt den hvide dragt I den ellers sorte skov. Urox satte spyddet ind til kroppen. Op langs hans krop. Så hans spyd stak lidt frem. Hvorefter han samlede vingerne og dannede en kugleagtig form. Ligesom dem som der kom fra pistoler. De sorte skygger omringede roligt Urox'es krop. Hvorefter han fløj direkte imod hans ryg. Markulius begyndte at løbe. Urox satte farten op. Men pludselig hoppede Markulius op i et træ. Urox skyndte sig at vende rundt. Lige i tide nok til at modtage jorden med sine fødder. Som osse for en gangs skyld havde nogle store metalstøvler på. Han gled hen af jorden med støvlerne. Stak spyddet ned i jorden for at opbremse sin fart endnu mere. Så han stoppede op kort før han havde ramt træet. Han stod i løberstilling. Med hænderne ned mod jorden. Og røven hævet. Og benene næsten strakt. Hvorefter han roligt rejste sig op og så mod Markulius som var hoppet ned. Et svagt smil kom frem på Urox'es læber. Langsomt tog Urox spyddet op af jorden. Og vendte sig direkte imod Markulius. "We finally meet." Sagde Urox roligt. Før hans vinger gav ham et skub direkte imod Markulius. Med hævet spyd.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] Plus sorte jeans og converse.

Hvileløst gik Rebecca rundt efter at have badet i en lille sø i skoven, mens tankerne strejfede rundt i hendes hoved. Vaas havde kysset hende. Gabriel havde kysset på hende, hun savnede ham egentlig, han havde været rar at snakke med. Hun savnede dog mest Markulius. Hvor var han? Hun havde ledt lidt efter ham, men hun havde haft så travlt med at tilpasse sig sin nye race og evne. Hun var en sirene. En sirene der kunne fremmane og kontrollere vandet. Hun var single, ikke forelsket. Hun følte sig ikke tryg, ved nogen af de drenge hun kendte. Vampyrer havde lige siden hun og Mark var... vel kommet på en måde sammen før hendes død, været ekstra tiltrækkende hos hende. Deres mystiske væsen, dragende, smukke. Det drog hende til dem. Hun var ensom. Hun havde ikke snakket med andet end havvæsner siden hun havde snakket med Josh. Ingen andre end havvæsner. Det måtte hun leve med. Det kunne hun også leve med. Indtil videre.

Månens stråler landede på hende. I sandhed var hun smuk. Hendes stemme var dog mest dragende. Hendes øjne blå, hendes hår blondt, og hun var tynd. Hun var en sirene, selvfølgelig var hun utrolig smuk, hun var skabt til at lokke mænd. Hun gik elegant rundt mellem træerne. Hendes blå øjne var rettet lige ud, da hun svagt hørte nogle lyde. En stemme. En stemme der sagde ' We finally meet'. Hun havde aldrig hørt den stemme før, hun blev selvfølgelig nysgerrig. Hun begyndte at gå hurtigere, men stadig elegant. Der så hun... En falden engel med et spyd, klar til kamp. En vampyr... Mark?! Som var klar til kamp! Hvad fanden?! Hun stoppede op, gemt i skyggerne, parat til at se hvad der end skete.

Et enkel skridt kom roligt fra Markulius. Derefter en hel masse. Hurtigere og hurtigere. Før han med et kampskrig løb direkte imod Urox. Spyddet som han havde sigtet imod ham blev blokeret. Med det ene sværd. Skubbet væk så de 2 ramte med skulder mod skulder. Så de begge. På grund af kraften blev skubbet lidt tilbage. Markulius tog sig til skulderen kort. Før han grinte svagt. "Urox Gravezia. Jeg har hørt om dig." Roligt tog Markulius den hvide hætte af. Hans øjne blev pludselig forskellige farver. Det ene var ildrødt. Og det andet. Blodrødt. Forskellen var der. Men de var begge røde. Et klart tegn på at uhyret og Markulius lige nu kæmpede sammen. Hvorefter sværdene blev hævet til endnu et angreb. Styrken der kom fra det pludselige løb. Var overvældene. Lufttrykket kunne mærkes på Urox. Det vidste Markulius. Måske ville det skræmme ham lidt. Højst sandsynligt ikke. Men sådan var det. Markulius svang begge sværd. Hen under den modsatte arm. Så hans arme dannede et kryds på hans bryst. Og da han var tæt på svang han begge sværd. Så det ene sværd ville ramme halsen. Og det andet kroppen. I et håb om en af dem ville ramme ham. Dog dum som han var. Åbnede han en åbning. Om Urox så den?. Sikkert.

//Rækkefølge: Markulius Urox og Rebecca. Du har lov til at springe en tur over hvis du ikke ved hvad du skal skrive Rebecca bare skriv spring:D

Markulius var hurtig. Det måtte Urox give ham. Stødet der ramte da de ramte hinandens skuldre var stærkt. Og sendte Urox mindst lige så langt tilbage som Markulius. Hvis ikke mere. Urox tog sig kort til skulderen ligesom Markulius gjorde. Svagt mærkede han et lille brud på skulderen. Chokeret over den pludselige smerte der kom frem. Gik han kort ned på det ene knæ. Før han med et skyndte sig at rejse sig igen. Grinte svagt. "Så du er blevet stærk Markulius. Det overrasker mig at du er blevet så stærk." Sagde han roligt. Mens han rettede sig op. Og tog den ene skulderplade af sin rustning. Skulderpladen var bukket og stak ind i bruddet. Så han kunne lige så godt smide det. Langsomt hævede Urox spyddet op. Samtidig med Markulius kom løbende hurtigt. Spyddet i hans hånd blev med et længere. Det Hurtigere end man kunne regne med. Og i det samme stak det direkte igennem Markulius. Nede ved maven. Ude i venstre side. Uheldigvis. Det ramte ingen drabelige ting. Dog havde han ikke set at Markulius alligevel ville svinge sværdene. Så begge klinger næsten snittede hen over hans brystkasse. Den ene lige under skulderpladerne. Fordi Urox nåede at flytte sig. Derefter dannede han hurtigt en kniv. Lige i tids nok til at redde sig fra den anden klinge. Den som ville ramme hans mave. Kraften fra de 2 våben gav et kraftigt tryk. Som fik fjerdene på Urox'es vinger til svagt og lette sig lidt. Før Han med et kraftigt huk. Slap spyddet. Og svang sig rundt i en vindmølle. Og sparkede det sorte og hvide sværd. Lige på håndtaget. Så Markulius muligvis ville tabe det. Hvorefter Urox hoppede tilbage. Spyddet ville langsomt fordampe. Hurtigt tog Urox nogle af de blå skygger fra hans vinger. Og dannede et våben i hånden. "Der skal vist lidt større boller på suppen her." Sagde han med et ondt smil. Sorte skygger dannede håndtaget. Mens de blå skygger langsomt dannede klingen. Så sværdet nærmest lyste.

hans sværd: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Det hele skete så hurtigt. Alt for hurtigt, til hun nærmest ikke kunne følge med. Men det gik lige nøjagtigt. Hun kunne lige forstå hvad der skete. Markulius og denne... engel kæmpede! Hun brød sig ikke om det, for dette var tydeligvis en kamp om død. Hun mærkede en knude i maven, Mark måtte ikke dø! Men hun kunne ikke kæmpe mod denne engel.. det kunne hun bare ikke... hun var ingen kæmper. det var Nille der var det! Ikke Rebecca. Hun skreg lige da Mark fik englens spyd gennem sig. Heldigvis virkede det ikke til at have været drabeligt...
Hun trådte frem fra skyggerne, hendes ansigt, øjne, alt, var fyldt med skræk og bange anelser. Hun frygtede for Marks liv. Hun var bange for at han døde. Hun ville ikke have at han døde. "Stop dog!" Skreg hun og stirrede på dem.

//Okay... og sorry for det ikke blev så langt.^^

Påklædning :: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] uden halskæden, plus et par jeans og nogle sorte ballerinaer.

Med en rolig gang, gik hun igennem ashen wood forest, Orion blev passet og hun havde endelig en smule tid, hvor hun kunne få samlet sig selv også bare gå sig en tur. Skoven var nok det sted hun følte sig mest rolig, da hun havde tilbragt meget tid her ude, godt vel 7 måneder, måske mere, det kunne hun dog ikke huske. Det var kort efter hun blev gravid, hendes liv begyndte at gå ned af bakke, der spærrede hende inde, men da de ikke kunne holde hende ud længere, smed de en gravid kvinde på gaden og da hun ingen andre steder havde at tage hen, tog hun ud i skoven, hvor hun så slog bolig og boede til hun skrev til ham. Hvad der så ud til at starte fantastisk, endte med en knust hjerte og hun var igen alene. Som årerne gik, gad hun bare ikke længere kærligheden, men som sendt fra himlen, trådte en ganske speciel mand ind i hendes liv.
Langt i det fjerne kunne hun høre råben og skrigen og dette fik hende ud af sin lille "drømmeverden" og tilbage til virkeligheden, med nysgerrighed malet i ansigtet løb hun mod lydende, hvor hun til sidst dukkede op, til hvad der lignede en kamp på liv og død. Først genkendte hun ikke nogen af dem, men hurtigt fik hun øje på Urox...men hvad helvede lavede han "hvad helvede foregår der" råbte hun vredt og for første gang, var hun virkelig vred, for han skulle sgu da ikke kæmpe denne døds kamp, hun ville ikke allerede miste ham

Se mine våben på min profil, alle eres.


En ung mand ved navn Vaas kom gånende med igennem skoven fordi han havde det som om han skulle være tilsølede lige på denne aften på dette tidspunkt, hvad han skulle her viste han ikke endnu men han viste at tiden snart ville vise ham det, hvornårdet ville ske viste han ikke, Vaas var uhørt sine militærstovler som normalt sidder løst på hans veltrænet ben, nogen dejlige stirre bukser hvor han havnet et bældte hvor der sad det magiske sværd han engang hade vundet fra en mand som ikke kunne holde sin kæft om dens kræfter, rundt om hans lår sat to sæt kaste knive og en brun hættetrøje hvor han kunne hade sine andre kaste knive, hans halv lange mørke hår var hverken sagt op eller noget som helt.

Noget tid efter Vaas hade gået rundt i den kæmpe store skov for at finde frem til hvad fanden han skulle her, kunne han mærke nogen voldsomme stød fra to væsner som var i fuld gang med at kæmpe om livet, det to ikke Vaas mere en kogende sekunder før hn hvde sagt af fra jorden og var løbet hen til den mærkelige kæmp som forgik i skoven.

Han var ikke kommet særlig langt før to velkendte dufte ramte hans næse, den ende var hans brors duft som han næsten hvde glemt, og den anden var Rebeccas duft en duft hav havde savnet, i mens han løb af sted lukkede han sine for at tænke tilbage for den fag ham og Rebecca havde snakket sammen i skoven, han åbnede dem igen, tanken om at de to var kommet at slås fik ham til at ryste let, Nej det måtte ikke passe, Rebecca havde jo elsket Mark mere end noget andet.
Da han stoppede op efter en lort løbe tur stod han over for sin storebror markulius og en anden mand som var igang med at kæmpe, over på den anden side af den stod en poge Vaas havde savnet Rebecca hun råbte et eller andet som han ikke kunne høre.

Vaas havde vendt sit blik imod Mark som nok havde opdagede at du. Lillebror var kommet for at stå ve han side til det sidste, Vaas viste godt at mark ikke vil havde at han kom ind i kampen for han havde hørt historien om hvordan hans mester blev dræbt, Vaas smilede bare ondt og tog en lille guld pakke frem fra en idet lomme, i denne lille pakke havde en sine smøger som han bryder når han skal lave ild som hans evne nu var, han så rundt for at se om der var kommet flere til og rigtig nok, en anden kvinde som Vaas ike kendte var også kommet til, Vs råbte hen over den voldsomme kamp i håb om at de to kvinder kunne hører ham, "Hold jer væk fra dem, eller i også bliver slået ihjel, dette er en kæmp som kun handler om de to" Vaas så stadig på sin bror, og håbede på at han ville overleve det her, vás kunne ikke klare tanken om at havde slået hele sin familie ihjel.

//Rækkefølge: Markulius. Urox. Rebecca. Amun. Vaas

Spyddet kom som et chok. Det fløj igennem maven på ham. Så han nærmest hang midt på spyddet. Markulius var ligeglad. Han svang sværdene alligevel. Det ene snittede. Men det andet blev blokeret. Med en kniv. Og pludselig blev det sendt direkte hen og sidde hårdt fast i et træ ikke langt fra dem. Urox hoppede væk fra ham. Og i det øjeblik Urox slap spyddet. Begyndte det at blive til skygger igen. Markulius faldt hårdt ned på det ene knæ. Tog sig til det store sår. Blodet løb ned af tøjet på ham. Han stønnede af smerte mens han så på Urox. Et råb ramte hans øre. Og han vendte blikket mod stemmen. Rebecca? "HVAD HELVEDE LAVER DU HER." Råbte han hårdt. Før han greb hårdt fat i den katana han havde. Hans fars katana. Han lukkede øjnene. *Det gør ondt det sår. Gør det ikke?* Uhyret's stemme kom indeni hans hoved. Han stønnede kort. "Ja." Hviskede han blidt. Før han med rystende ben kom og stå. *Så vær glad for det andet sværd blev skubbet væk. Din fars sværd er stærkere. Det gør dig hurtigere. Fordi det intet vejer.* Markulius nikkede kort. Før endnu en stemme nåede ham. Og så ramte duften ham. Et kort øjeblik sprang hans øjne op. Før han vendte blikket imod ham. Et kort øjeblik gik han i stå. "Vaas???" Han rystede på hovedet kraftigt. "Nej det må være en drøm. Det fordi jeg har mistet meget blod." Roligt løb Markulius med sin fart direkte imod Urox. Han regnede med Urox ville forsvare. Men Markulius ville glide under og havne bag ham. Og med det samme stikke sværdet baglæns i håb om at ramme ham.

Det hele skete så hurtigt. Folk kom bare til. Han så hen på den ene. En blondhåret kvinde. Så hen på den anden. En mand? Hvem helvede var de her idioter. Og så kom en stemme til hans øre. Kort faldt han i chok. Var det virkelig hende?. Langsomt gled hans sværd lidt ude af hans faste greb. Han vendte blikket imod stemmen. Og der var hun. Amun? "Amun hold dig tilbage. Det er ikke noget du skal blive blandet ind i." Råbte han hårdt. Før han pludselig hørte bevægelse. Han kiggede ligefrem. Lige i tide til at se Markulius komme løbende. Roligt hævede han sværdet klar til at modstå angrebet. Men så forsvandt han. Det var som om han bare teleporterede sig. Men så dum var Urox heller ikke. Han var bare løbet en smule hurtigere sikkert. Men det næste der kom overraskede ham. En voldsom smerte i hans højre vinge. Samt skulderen. Og så pludselig. Kom en klinge ud af hans skulder. Urox skreg af smerte. Før han hoppede fremad så klingen røg ud. Urox rullede et hop. Tog brystpladebeskyttelsen af. Og hoppede så imod Markulius. Med hævet sværd. Direkte imod Markulius'es hoved. Smerten var stor. Men Urox nægtede at give op. Ikke endnu. Flere og flere af hans skygger begyndte at blive blå. Det var som om skyggerne blev ivrigere og ivrigere efter denne kamp.

Selvfølgelig overraskede det punkt at han direkte råbte sådan hende. hun trådte endda et skridt tilbage. Hun hadede at se ham såret, hun hadede det virkeligt... "Jeg har lige badet roligt i en sø, og så finder jeg fandme dig, igang med at slå dig selv ihjel!" Skreg hun højt, selvfølgelig var der intet skræmmende over hende, nærmere dragende. Hun hadede det her.
Og så dukkede Vaas op. Og en anden kvinde. En Amun vidst. Urox... Hed han Urox? Ja, Uroxs kæreste vidst. Vaas var Marks bror. Det vidste hun. Hun nægtede at miste Mark. Hun ville blande sig. Hun ville kraftedme blande sig, ville hun! "Så stop dog dette vanvid!" Skreg hun. "Hvorfor kæmper i overhovedet."
Hun slog hænderne op for munden da Urox, englen, slog ud efter Marks hoved. Nu begyndte tårerne at glide ned af hendes kinds sarte hud. Markulius måtte ikke dø!

Vaas så stadig på sin bror som var fuld optaget af kampen imod denne engel, Vaas kendte ikke navnet på han og han var også ligeglad så længe Markulius overlevede så var alt lige meget, selv Rebecca som han var blevet forelsket i for noget tid tilbage, hvorfor havde Vaas også kysset hende, nu betyd hun jo intet, han kunne svagt mærke hendes smert af at se mark slå sig selv ihjel, men hvorfor ville hun ikke forstå det, hun kunne intet gøre, hun kunne ikke få Markulius til at holde op dette var en kamp om at overleve, og hvis Mark vælger at stoppe ville han død, og det kunne Vaas ikke tillade, og tænkte lidt om hvad han kunne gøre for at få de her to piger til at forstå at det intet kunne gøre for at få dem til at holde op.
Vaas kastede sin smøg da han kunne hører sin brors stemme i sine ører, han havde virkelig først lagt mærke til det, havde han mistede alt for meget blod til at finde rundt i hvad der forgik omkring ham, Vaas så stadig på sin bror og nikkede svagt og sagde med en lidt høj stemme, han håbede på at Markulius ville høre ham "Markulius jeg er her, bare rolig jeg skal nok passe på Rebecca imens du kæmper imod engelen!" han håbede på at Mark ville tage imod hans hjælp, for han viste også godt at Mark ikke kunne klare at miste Rebecca, og Vaas kunne heller ikke klare at mistede Rebecca og slet ikke når han har været sådan en tosse over for hende, nej kan måtte ikke lade fortiden tage over ham nu ikke når det galte Markulius'es liv, han så hen på Rebecca og viste lige hvad han skulle gøre, han tog sin guld æske frem tog en smøg og begynde svagt at få ind på sine håndflader, han ville lave en ild imellen Markulius og Rebecca, så Rebecca ikke skulle lave noget dumt og at engels evne heller ikke kunne komme i nær heden at Rebecca, for ilden gav liv og Vaas havde gættet sig til at engels evne var skygger, så jo mere lys der er i skoven jo minder skygger er der i skoven.

Markulius havde forventet et modangreb. Men i sin modstanders tilstand. Og med den kraft. Uventet. Katana'en blev hævet op. Lige i tide til at blokere det hårdtslående angreb. Men kraften var overvældende. Det fik Markulius til at ryge ned på det ene knæ. Smerten skød op. Han så kort ned. Selvfølgelig. En stor sten lige hvor hans knæskal ramte. Blodet begyndte svagt at plette hans hvide bukser. Det sjove var istedet for at han skreg af smerte. Grinte han svagt over sit sædvanlige uheld. I samme øjeblik at slaget var blevet stoppet. Han kunne mærke at vægten mod sit sværd gav efter. Hvad der gjorde det kunne han ikke bedømme. Men han tog chancen. Og kastede 4 kasteknive. Det var det maksimale antal han kunne ha i sin ene hånd. Og direkte imod Urox'es krop. I håb om at ramme. Hvorefter han skubbede klingen imod Markulius'es sværd væk. Og hoppede nogle skridt tilbage. Hvor han faldt ned på sit knæ igen. Hans syn begyndte at blive sløret. Han tænkte tilbage. Tilbage på dengang hans mester fortalte ham om hans kræfter. 'Jo flere kræfter du bruger på dit røde syn. Jo mindre kan du se'. Selvfølgelig forstod han det ikke dengang. Men nu forstod han. Hans øjne var overanstrengt. Hans fremtidssyn blev sløret. Samt hans eget syn også. Han kiggede imod Urox. Håbede inderligt han havde ramt. Men kunne intet se. Det var som om alt var en stor tåge. Langsomt begyndte hans krop at lukke ned. Hans krop manglede for meget blod. Han trængte til at drikke fra nogle. Men hvem skulle det være? Urox måske? Nej han havde ikke nok kræfter til at komme tæt nok på. *Du mangler energi.* Stemmen talte til ham igen. Han nikkede svagt. *Jeg kan give dig den. Lad mig tage over din kr...* Noget afbrød hende. Men hvad?

Kraften fra de 2 klinger der stødte sammen. Fik Urox'es fjer på vingerne til at svagt at blæse. Så voldsom kraft. Det var utroligt at han overhovedet kunne stoppe det. Denne vampyr. Hans tilstand. Og så stoppede han Urox'es slag. Noget uventet kom. Smerten fra hans skulder brød fri. Han var nød til at slippe med den ene hånd for at tage sig til skulderen. Dumt træk. Fandt Urox hurtigt ud af. For i samme øjeblik. Ramte 4 kastekniver ham i maven på ham. Smerten kom hurtigt frem. Og Urox hoppede en meter tilbage. Bare for at ende nede på sit knæ. Skyggerne der omringede ham. Begyndte svagt at forsvinde. Hans kræfter fortog sig. Hans krop begyndte at lukke ned. Det var som om hele hans verden blev mere og mere sort. Men med de sidste kræfter han havde. Svang han sin hånd frem. De blå skygger fløj af sted. Men ikke for at skade Markulius'es krop. For at flå hans sjæl i stykker. Skyggerne gled ind igennem det store sår i hans mave. Igennem ørene. Igennem munden. Næsen. Alle åbninger der var. Skyggerne fik fat i en sjæl. Og med det samme. Knuste de den. Men det var for let. Det kunne selv Urox mærke. Det var ikke Markulius'es sjæl han havde fået fat i. Den sjæl havde været 1000 gange svære at knuse. Urox'es øjne lukkede langsomt i. Hvorefter han faldt forover. Og landede så lang som han var. På maven. Så kasteknivene blev skubbet hele vejen igennem hans krop. Og ud fra den anden side. Så de kun lige sad fast fra hans ryg. Med det der burde være håndtaget. Urox var i live. Men kun svagt.

//Der skal lige ventes med at svare. Jeg svare hurtigt med Markulius igen. Så i ved hvad der sker og så er kampen slut.

Markulius kunne mærke skyggerne blive presset ind i hans krop. Men det der var underligt var. At selvom han vidste at det var et dødsangreb. Var det eneste der skete. At hans hjerne blev tom. Den stemme. Den listende svage blide stemme fra uhyret. Var væk. Og samtidig var det som om en stor byrde fra hans skuldre forsvandt. Han vidste allerede der hvad der var sket. Det sidste angreb fra Urox var gået galt. Det havde ramt den forkerte sjæl. Og havde dræbt uhyret's sjæl istedet for hans egen. Markulius faldt langsomt ned på jorden. Helt flad på jorden. Og lå helt stille. Hans krop var fuldstændig stille. Men hans åndedrag kunne svagt høres når man kom tæt nok på. Det var svagt. Men det var der. Han var fri. Et svagt smil kom frem på hans læber. Mens han lå der på jorden. Med ansigtet imod flammerne. Som var foran Rebecca. Og så på Rebecca igennem flammerne. Før hans øjne langsomt lukkede mere og mere i. Han var i live. Han var fri for uhyret. Der var kun en ting han ønskede sig mere for hans liv var perfekt. Og det så tydeligt ud som om. At hans liv ville forblive uperfekt i noget tid endnu. Hans øjne lukkede sig helt i. Hans krop var langsomt begyndt at lukke ned. For at spare på de sidste kræfter så hans krop kunne holde sig i live. Lidt endnu.

Rebecca så på Vaas. Passe på hende?! Næ nej, hun havde ikke brug for hans beskyttelse! Hun snerrede lavmælt, og vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv. Da ilden spærrede hendes vej hen til Markulius, trådte hun modvilligt væk. Hun hadede ild. Hun kunne ikke gøre andet, end at se på, mens Markulius og den engel kæmpede om livet. Hun kunne se lidt af hvad der skete, gennem flammerne. Hun så ikke at kasteknivene ramte englen, hun så kun Mark der faldt ned på jorden, og... smilede? Smilede han?! Hun så irriteret på flammerne, der stadig spærrede vejen for hende. Nu var det nok! Hun gad ikke se på mere! Men, hun kunne ikke slukke flammerne uden at ende i sirene form. Hun bed sig i underlæben, og anede ikke hvad hun skulle gøre.
"Vaas, sluk så de flammer!" Råbte hun og så på Vaas. Hun så på Mark. "K-klarer du dig?" Spurgte hun, mere blidt, men dog usikker på om han kunne snakke.

//kreasvigt

Vaas så hvordan de kæmpede, han kunne se at Markulius var ved at gå død, og selvfølelig skete det som han havde håbede på aldrig ville ske imens han så på det, Markulius fladt på knæ og det var som om Vaases verden faldt sammen, det kunne ikke passe at hans bror var død efter så kort tid de havde kendt hinanden, det var som døden overtog Vaas, alt blev sort for hans øjne og det eneste han kunne se var hans bror som faldt ned på maven og lå helt stille, en lille tårer kom frem på hans kinder, en blod tårer som fladt for første gang over nogen var døde i hans nærhed, han græd ikke engang da han mistede sine forældre eller da han ikke kunne finde sin bror, men nu hvor han var så tæt på at miste ham for altid ramte ham virkelig i hjertet, selv om han ikke havde noget var det som om det blev ravet ud og blev sat på et spy ind over et blå, han kunne mærke varmen inde i voksede og voksede, var var so om ilden inde i ham, sluttede alt det han havde lavet, det ild imellem Markulius og Rebecca forsvandt uden han havde hørt at Rebecaa sagde at han skulle slukke for dem, han så bare på sin bror som lå helt stille med lukkede øjne, ilden samlede sig inde i, rundt om det hjerte han ikke havde, det hjerte som han havde mistede for mange år tilbage, den blev ved med at vokse at han ikke længer kunne holde vreden inde, hans øjne skiftede farve fra en dejlig himmel blå til en rød/gud farve og ilden stod ud af dem, han så med vrede på engel, han var sur han ville tage hævn, hævn at denne engel havde slået hans bror ihjel, han vente kun hovedet imod Rebecca som prøvede at komme i kontakt med Mark som lå helt stille, Vaas havde vendt hovedet så hun nok kunne se hvordan hans øjne havde taget en ny farve i brug, "Rebecca blod nu!" Han håbede på at hun ville kunne forstå hvad det var han hentydede til, Mark havde brug for blod hvis han skulle overleve, og den eneste som kunnegive han det var Rebecca.

Vaas så igen på Markulius og prøvede at sende en tanke til ham, *Mark Jeg skal nok tage hævn over dig* Vaas rørte sig bare ikke, han stod stille med ild røde øjne, og vreden kunne man tydligt se.

Luce havde ikke godvilligt valgt og gå ud i Ashen Wood Forest. Hun havde dog bare påfornemmelse, at der skete noget ude i den skov som overhovedet ikke burde ske. Hun kunne dog ikke helt pege på hvad det var. Hun mærkede omhyggeligt efter med sine sanser, hvor det var hun var henne. Nok var hun gravid og var temmelig tyk som tiden gik, men det stoppede hende ikke fra missionerne hun blev sendt på af Sakref. Hun skulle dog være mere og mere forsigtig for hver gang for hun vidste, at det pludselig kunne ende helt galt, men det var hun ligeglad med. Hun havde nogle sorte bukser, en rød top og en sort kappe med hætte der dækkede det meste af hendes ansigt imens hun gik der i mørket. Hun hørte nogen slåsse. Nogen der råbte og skreg. Hun gik hurtigt hen imod stedet lyden kom fraog lugten af blod blev stærkere og stærkere jo tættere på hun kom stedet. Hun stoppede op da hun kunne se 4 aurare rundt omkring. 2 der lå ned og 2 der stod op lidt længere væk. Hun stod lidt i baggrunden i mellem Markulius og Urox og snuste og fordelte de forskellige lugte der var omkring hende. Hun stivnede kort da hun opfangede 2 lugte som var så tydelige for hende. Urox og Markulius. Hun fjernede hætten og kiggede undersøgende rundt på auraerne som stod der. Der var en som virkede til og tænke på hævn og 2 der virkede svage som lå ned. Hun vendte sig om imod Uroxs aura og gik hen til den "Er hr. Jeg er god blevet svag?" hun var ligeglad med, at det var hendes far for hun var stadig sur over hans opførsel sidst hun havde set ham. Hun satte sig på knæ ved siden af ham og kørte sine fingre undersøgende rundt op hans krop for og finde de forskellige skader på ham. Hun kiggede ikke en gang ned på Urox nærmest blindt ud i luften. "Far hvad sker der?" Hendes stemme var blevet mere mildere.

Markulius lå livløs på jorden. Da Rebecca spurgte om han klarede den. Var han stille. Han kunne ikke bevæge sig. Hans hjerne kørte afsted med tanker. Men han kunne ikke sige et ord. Han kunne ikke engang åbne munden. *Nej jeg klare mig ikke kvindemenneske. Jeg er døende.* Det var en af de mange ting han tænkte. Men han tænkte osse ting som. *Jeg beklager jeg ikke kunne holde mit løfte om at blive hos dig.* Han var en blanding af ked af det. Og lykkelig samtidig. Han havde hele sit liv ønsket at dø. For hver gang han havde noget at leve for. Døde det. Han havde osse noget at leve for for noget tid siden. Som han ødelagde. Han havde ingenting at kæmpe for. Så egentlig ønskede han at det skulle være hurtig overstået. Men såren i hendes øjne. Smerten. Han kendte smerten. Fra sig selv dengang hans bedste ven vendte ham ryggen og dræbte hans tidligere kone. Den samme smerte. Det gik op for ham at han havde noget at kæmpe for. Men det var for sent. Rebecca ville aldrig lade ham drikke af hende. Desuden var han osse for svag til det. Hun skulle hælde sit blod direkte ned i munden på ham. Det at lade en vampyr drikke af en er grænse overtrædende nok i forvejen. Men at skære i sig selv så man kan give blod. Han troede ærlig talt ikke på hun holdte nok af ham for at gøre det. *Vaas. Lad vær. Han vandt ærlig og redeligt. Æren i vores familie er det vigtigste. Specielt i denne her situation. Broder. Hvis jeg ikke klare den. Pas godt på Rebecca."

Urox lå stille på jorden. Med ansigtet ned i jorden. Hans næse var brækket. Det blødte fra den. Hans ansigt var hærget. Jorden havde været hård ved ham da han ramte jorden. Hele hans ansigt var smurt ind i blod. Blod flød fra hans ene øre. Samt knivene i hans ryg selvfølgelig. Langsomt åbnede han sine øjne og drejede hovedet imod den stemme der pludselig lød som om den snakkede til ham. Han genkendte stemmen. Men hvor fra? Han kunne ikke huske det. "Hvem er du?" Hviskede han svagt. De faceplant han havde fået lavet. Havde givet ham en svag hjernerystelse. Og et hukommelsestab. Hvor stærk hukommelsestabet var kunne ikke vides. Det måtte en professionel fortælle. Det var ikke til at se i hvert fald.

Ilden forsvandt. Rebecca løb hurtigt over til Markulius og satte sig ned ved siden af ham. Hvad kunne hun gøre? Hun så mod Vaas. Blod? Men hvem skulle give ham blod? Hende selvfølgelig. Hun skulle lige til at bide sig selv i håndleddet, da hun var usikker på om Mark havde styrke nok til at kunne bide, da en anden pige kom. Kort betragtede Rebecca hende. Pigen var gået hen til Urox. Rebecca rystede på hovedet og kiggede på sit håndled. Hendes menneske tænder var måske ikke stærke nok, og ville det ikke være risikabelt? Hun så lidt på ham, inden hun begyndte at undersøge om han havde en kniv mere, som de knive han havde kastet på Urox. Hun fandt en, i hans jakke, og tog den. Hun skar i sin arm, næsten ved håndleddet, dog sådan at det ikke ville skade hende.
"Drik. Du vover på at dø nu." Sagde hun, og tog hendes arm over hans mund med såret, og blodet løb ned i hans mund, stille og roligt.

Vaas så med øjne der ikkevar hans egen, hvordan kunne det være at Rebecca var så langsomt til at give Mark blod? holdte hun virkeligikke af ham mere? hun kunne jo ikke bare lade ham død, og hun kunne nok gætte sig til at Vaas aldrig kunne tilgive nogen hvis han bror døde, Vaas viste med sikkerhed at hvis han bror døde ville han være en helt anden, hans inder stemme ville tage over ham, han ville være det monster han var før ca. 100 år tilbage, en rigtig dræber, en vampyr som bare drak for sjovt fordi han ikke havde noget beder at tage sig til.

Vaas blikkede med det ild røde øjne som næsten flammede voldsomt op, det eneste han så fra sit blik var Rebecca og Mark som begge var sårbare, og Vaas viste at det var ham som skulle passe på dem hvis denne engel havde tænk sig at gøre noget, det var hans opgave at slutte dette hvis der gik noget galt.

Vaas vente blikket imod den ny ankommende som var en tøs Vaas aldrig havde set men hun var kommet på det helt forkerte tidspund, hun var kommet på et tidpund hvor der lå en vampyr og var tæt på at død, og det stod en vampyr som er ved at flippe helt ud, og Vaas viste ikke om han kunne holde det meget længer tilbage, både med at fortælle Mark at han godt kunne glemme at død, på grund af så var Vaas alene tilbage, med tanken om at han havde slået hele sin familie ihjel, og at han var kommet til at elske den samme pige som hans egen storebror elskede, Vaas visteikke om det ville hjælpe hvis han sagde at Rebecca og han havde kysset, om det ville gøre ham så sur at han ville bruge sine sidste kræfter til at stoppe Urox og måske endda han egen bror, Vaas håbede lidt på det fordi så slap han for at tænke på fortiden.

Vaas vente igen blikket imod sin bror som snakkede til ham, bare uden de andre kunne høre det, han smilede et meget ondt smil, han ingen nogen sine havde set, han så sin bror i øjne som nok stadig var lukket og sagde stille i sine tanker, *Broder du klar dem som altid, du klarede det for mange år siden, og du kan gøre det igen, tænk på hvad mor og far ville sige til hvis de så dig nu! du opgav at finde mig, du glemte mig, og nu skal du ikke forsvinde fra mig igen! du klar dig Markulius!* Det var virkelig som om at han havde råbt det ud til alle, Markulius kunne ikke bare forlade ham igen, ikke nu hvor han var blevet svag, ikke nu hvor Vaas var tæt på at ødelægge hele skoven fordi han havde valgt at ligge sig til at død, han så med onde øjne imod Rebecca, selv om det ikke skulle være onde øjne som så på hende blev det, det alligevel, han sagde med sin rolige stemme men alligevel kunne man hører at der var noget andet ved dem, "Rebeccapas på min bror for mig!"

Vaas tog sine hænder ud til siderne og så op i himlen, hvis han skulle stoppe sin vrede skulle detgå ud over ham selv, det skulle hverken gå ud over Rebecca, Markulius, denne engel og denne kvinde som var kommet til kampen, han så med sine røde øjne op imod himlen og skrig så meget at man skulle tog at der var nogen som tog en hund i en hale, han skrig og skrig som aldrig før, ingen kunne sætte et ord på hvordan han havde det lige nu, Vaas havde det virkelig som om at hans vrede var ved at spise ham inde fra og langsomt ud.

Skrigende stoppede og det samme gjord ilden i Vaas'es øjne det var igen blevet mærkeblå, han stod lidt og vippede fra side til siden og vente sig langsomt imod Markulius og sagde med et lille smil på læberne, "Jeg er fri hvor efter han faldt med næsten først ned i jorden og lå helt , han var ikke død men han var heller ikke i live, han var der imellem om hvor han skulle være, han havde ikke brug for blod han havde bare brug for nogen skulle sige at han skulle blive, og hvorfor han skulle blive intet andet.

Hun sad roligt hos Urox og mærkede på hans krop og på hans skader. Det virkede meget som om hun bare sad der og fumlede med det hele, men hvad kunne folk forlange af en blind? Intet! Hun Vendte roligt Urox om på siden og mærkede på skafterne der sad der. Hun sukkede stille og spekulerede på hvad der var bedst for sin far selvom hun alligevel havde lyst til og forvandle sig bare for og trampe ham hovedet, men det kunne hun alligevel ikke få sig selv til da det var hendes far. Hun stivnede helt da han spurgte hende om hvem hun var "Jeg er din datter. Luce. Du er min far og du kan lige vove på og forlade mig nu! For hvis du gør det skal jeg personligt sørge for, at din krop bliver mere skadet end den allerede er!" hendes stemme var hånd og kold. Hun tog sin kappe af og lagde den ved siden af sig imens hun holdt Urox om på siden med den frie arm. "Undskyld far..." Hun trak knivene ud af ham og forbandt hans krop stramt sammen med sin kappe så blodet stoppede. Hun vendte sig om da hun hørte nogen skrige. Hun kiggede om imod skriget "Lad dog være med og skrig og hjælp dog forhelved til et eller andet sted end og flippe sådan ud!" hendes stemme var hård og kontant. Hun rejste sig roligt op og kiggede hen imod Markulius.

//Var Luce ikke blind? Hvordan kan hun så vide at det er Markulius som ligger ned? //

//Hun kan lugte ham. Nok er hun blind, men har fantastiske gode sanser for hun træner dem sådanset hele tiden//