The human and the demon. The start of an adventure. -Caroline-

P: Cowboyjakke, hvid T-shirt og mørkegrå cowboybukser.
O: Solen skinner, menneskene slapper af, ved at de voksne snakker og børnene bader i søen. Børnelatteren er varm om hjertet eller irriterende støj for nogen.
V: Solskin fra en skyfri himmel.
T: Eftermiddag.

Dagene sneglede sig en smule af sted. Tingene var næsten ved at være det gamle. Han var sammen med Nille igen og efter mange måneder, smilte han et smil der var ægte. Det eneste der ikke var ved det gamle, var krigen, der forhindrede ham i at bo i skoven og det at han ikke havde set Caroline siden hun havde skubbet sine følelser til side. Han savnede hende forfærdeligt! Hver eneste dag tænkte han på om hun mon var blevet sig selv igen. Ville hun nogensinde blive det? Hun var heller ikke den eneste han ikke havde set længe. Josh var også snart ved at blive til en spøgelseshistorie, hans egen bror, den anden halvdel. De var ved at glide fra hinanden efter ikke have set hinanden længe. Eller, han havde det som om at de var ved at glide fra hinanden. Ikke at han ønskede de skulle, langt fra! Det var svært at få det hele til at være som det gamle igen, men, han forsøgte og nu, galte det om at finde Caroline, for at snakke med hende! Det var nemmere at komme ind på hendes palæ end Josh. Med et svagt smil på læben, gik han igennem parken, kiggede sig rundt uden egentlig at vide hvorfor. Der var ikke andet end mennesker, man kunne kende dem på deres duft og fredelig bevægelser.
Af ren kedsomhed gav han sig til at lege med sin evne. Han placerede sin hånd foran sig. Ud af håndfladen begyndte svævede nu en masse hvide stråler rundt. De snoede sig om hans hånd som slanger.. Han smilte svagt og trak sin hånd til sig igen.
Endnu engang løftede han sit blik, men, fik øje på noget han ikke skulle regne med at se. Caroline blev jagtet af.. dæmoner? Hvad pokker?
Hurtigt satte han i løb derhen imod hende. Dæmonerne var fast besluttet på at slå hende ihjel. Deres øjne mindede om brusende ildkugler. Inden de nåede at komme op til hende, fremtryllede han is under deres fødder, hvilket de ikke var forberedt på. De gled nu rundt, rev i hinanden i et forsøg på at blive stående. En efter en faldt de.
Jacob smilte lumsk, derefter kiggede han hen på Care.