Leave just one thing on your mind - Rafaela

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Hun og Melvin havde fået lov til af deres far Sakref om og gå sig en tur ude i byen eller rettere det havde været et krav fra deres far, at han skulle gå med hvis hun skulle have nogen chance for, at få lov til og gå udenfor slottets mure. Meningen var, at de skulle følges ad hele tiden, men hun havde mistet synen af ham og var foret vild og kommet ud i noget der lignede en park. Hun kiggede rundt for og se om hun kunne finde nogen der kunne fortælle hende vejen tilbage. Det var tydeligt, at hun ikke var van til og gå rundt udenfor slottets mure alene. Hun så en fyr gå længere fremme. Hun løb hen til ham og prikkede ham på skulderen "Undskyld, men kan du hjælpe mig?" hun smilede sødt til ham.

Han stoppede med det samme da en prikken på hans skulder kunne mærkes, han vende sig langsomt om til at se en kvinde stå foran med et stødt smil på læben. Han lagde hovedet lidt på skrå og smilede skævt. Hjælpe hende? *ikke lige min stil* tænkte han for sig selv. Han smilede til sig selv, mentalt. Han vende så sin opmærksomhed mod hende og nikkede, "sure, hvordan kan jeg hjælpe" spurgte han med en drengerøvs stemme. Mens han kiggede hende dybt i øjne.

Hun smilede roligt til ham og kiggede lidt undersøgende på ham til og starte med. Grim var han ikke det måtte hun indrømme. Hun lagde sit hoved sødt på skrå og kiggede ham i øjnene med sine lillae øjne der næsten lyste i mørket. "Ser du jeg er blevet væk og kan ikke finde hjem igen" hendes stemme var rolig og sød.

Han lavede lige elevator blikket, hallo, han var en fyr hvem kunne blive sur over det, det lå ligesom til at være en dreng, men hun var nu også en smuk skabning, et menneske var hun i hvert fald ikke. Han rynkede lidt i panden og smilede skævt. "Og je skulle hjælpe hvordan" spurgte han undrende. For hvis det var fordi hun havde brug for en guide hjem valgte hun godt nok forkert, for han vidste intet om hvor folk boede henne. Han var en inviduelt person.

Hun kiggede roligt på ham. Hun håbede ihvertfald lidt, at han ville guide hende til byen igen for så ville det være nemmere for hende og finde hjem igen for Melvin var jo forsvundet fra hende. Hun smilede sødt til ham "Vil du vise mig tilbage til byen for jeg er faret vild her ud" hendes stemme var sød og lidt lokkende.

Han kiggede lidt ligegyldigt på hende, stod med korslagte arme over sit bryst, han løftede det ene øjenbryn da hun spurgte om han ville følge hende tilbage til byen. Han grinte lavt og lumsk. Den søde stemme der, bed han ik rigtig på, men der var vel ik noget galt ved at føre en faren vild kvinde tilbage til byen, han kunne måske få et måltid ud af det. Et skævt smil spillede på hans læber og med hans ene løftede øjenbryn gav det et sexet ansigtsudtryk. Han så ud til at tænke lidt over det men nikkede. "Det kan jeg vel godt" sagde han og gik roligt den vej han var på vej hen. Han kiggede tilbage mod hende. "Kom så, vi kan ikke have du kommer for sent hjem" han kunne ikke være ligeglad men det var nu sjovt at sige alligevel.

Hun kiggede roligt på ham og undrede sig lidt over, hvad det var for en fyr hun havde fundet. Han virkede til og være en af dem som var ligeglad med størstedelen end sig selv. Det fik hende til og blive mere skeptisk over hvem denne fyr var. Hun regnede ihvertfald ikke med, at der ville blive mere ud af det end at han fulgte hende til byen og de så skiltes og længere var den ikke. Hun smilede stille til ham "Tak for det" hendes stemme var sød. Hun løb efter ham så hun kom hen til hans side og fulgte efter ham. "Hvad hedder du forresten?" hun tænkte hun vel kunne snakke lidt med ham på vejen så der ikke bare var den pinlige tavshed imellem dem.

Han kiggede lidt smilende på hende da hun kom løbende op på siden af ham, han nikkede roligt til hende, "så lidt" sagde han høfligt med et skævt smil.
Han kiggede på hende ud af øjenkrogen imens de gik, holde altid øje med hende, det kunne måske være ubehageligt, men what ever, det måtte kvinder finde sig, især dem som var pæne.
Han kiggede så helt på hende da hun spurgte om hans navn, han var ikke sikker på om han skulle sige det, folk var ude efter ham, der var en dusør på ham. Men... Hvorfor skulle han være bange for nogle der var ude efter ham? Han ville sagtens kunne klare dem. "Jinxx... Jinxx fire" sagde han og smilede. "Og de" spurgte han høfligt tilbage.

Hun smilede stille til ham og fulgte roligt med ham imens de gik der. Hun vidste ikke helt om hun kunne stole på denne fyr overhovedet. Nok var der ikke så mange der vidste, at hun var Sakrefs datter eller var der overhovedet nogen? Det vidste hun sådanset ikke. Hun lagde godt mærke til, at han hele tiden holdt øje med hende. Det var ikke så irriterende for hende som det normalt ville være. Hun oplevede det normalt der hjemme fra så det gjorde hende intet. Hun smilede lokkende til ham "Hedder Rafaela" hun mente ikke og skulle fortælle ham, hvad hendes efternavn var for hun ville ikke sætte sig selv eller sin familie i fare.

Han nikkede svagt og kiggede på hende, "jamen hyggeligt at møde dig Rafaela" sagde han og blinkede til hende.
Han kiggede endnu engang forud, de var snart ude af parken så var det bare finde til centrum af byen, han vidste ikke rigtig om det var det værd, han boede så langt fra byen og han havde alligevel et bar folk hængende der hjemme som han bare kunne spise lidt af. Men hvorfor pokker gjorde han så det her. Det lignede ham ik. Det kunne ikke være hende og den måde hun prøvede at lokke ham på, for den vidste han helt sikkert at han ikke bed på. Men hvad var det så. Han var forvirret og gik egentlig bare for at... Gå?

Hun smilede roligt til ham "Jeg kan kun sige i lige måde Jinxx" hun kiggede forud og så de snart var ude af parken og kunne så småt genkende stedet. Så var det vel snart på tide, at de sagde farvel til hinanden og gik hver sin retning. Hun vidste ikke helt om hun kom hjem til skæld ud eller hvad der ventede hende der hjemme. Hun kiggede lidt ned i jorden imens hun gik.

Han grinte lavt og kiggede lidt på hende, hyggeligt at møde ham? Det var der godt nok ingen der havde sagt. Mest fordi han dræbte alle han kom forbi, enten for sjov eller sult.
Han vidste ikke hvad han skulle snakke om, at snakke var ik rigtig lige hans element. Han var ik god til det. Han kiggede dog på hende af og til. Vidste ikke helt hvad han skulle gøre ved hende, skulle han gøre hvad en incubus var bedst til, at tage hende og spise hendes sjæl eller skulle han lade hende gå.

Hun var ikke så god til og snakke med fremmede. Hun havde lavet en masse dummerter sidst hun lærte en ny og kende og havde spurgt for meget ind til, hvem personen var og det havde sikkert givet ham et dårligt syn på hende. Han kunne ihvertfald ikke lide hendes far fandt hun ud af. Hun kiggede lidt op på ham "Øhm hvad går du så og laver til hverdag?"

Han kiggede ned på hende, overrasket over at høre hende tale til ham. Og så også spørgsmålet som han til at grine kort. Ikke fordi det var dumt... Nu var Jinxx bare ik den person der lavede mest. "Spiser dovner.. Spiser" han trak lidt på skulderne "jeg er ik den mest aktive person" det kunne man nu ikke se op hans krop, han var så tynd og magre. Men han var også ydderst god til at motionere.
Han kiggede ned i jorden og så på hende igen. "Hvad går du selv og laver, så vidt jeg kan gætte er du ik meget i byen siden du kan fare vild i parken" sagde han med et skævt smil og et blink.

Hun kunne se på ham, at han ikke havde forventet, at hun ville snakke til ham. Skulle hun haft holdt sin mund? Tankerne strømmede rundt i hovedet på hende. Hun nikkede stille til det han fortalte og kiggede rundt. Hun kiggede op på ham da han spurgte hende hvad hun lavede. Hun smilede skævt til ham "Jeg er vel for det meste bare en fange i mit eget hjem. Mine forældre er ikke så glade for, at jeg går rundt alene" hun vidste godt, at det lød ret underligt og sige, men det var sandheden

Han kiggede undrende på hende og rynkede i panden, hvorfor ville hendes forældre dog ikke lade hende komme ud, var hun svag, eller var hun noget værd. Forskellige muligheder stormede hans hjerne. "Kan du da ik klare dig selv?" Spurgte han undrende og holde blikket på hende indtil videre. De var nået ud af parken, nu var det bare centrum de skulle til hvis hun gerne ville kunne finde hjem i et helt stykke, hvilket han ikke kunne love hende når nu hun gik sammen med ham. Han var farlig og han vidste det skam godt selv, han havde da slået sin familie ihjel med koldt blod i årene. Han sukkede træt og kiggede ligeud.

Hun kunne godt se på ham, at han undrede sig meget over, hvorfor hendes familie ikke lod hende gå alene rundt i byen. Hun trak let på skuldrene over hans spørgsmål "Det er dem der mener jeg er et lille barn der skal beskyttes og passes på. Mener selvfølgelig noget andet, men min far er en meget stædig gammel mand så indordner mig bare efter hvad han siger" hun var jo et barn i deres øjne. Ihvertfald til en hvis grad. Hun kiggede rundt da hun så de var på vej imod centrum.

Han trak lidt på skulderne, det var vel sådan forældre var, altid så overbeskyttende, det var hans forældre dog ikke, de havde opgivet ham med det samme de så ham, han sukkede. "Det er vel sådan forældre er" sagde han lidt og kiggede på hende igen. "Så synes du selv du er stærk til at omgås i denne store farlige verden" det sidste var lidt sarkastisk ment. Han grinte lidt og smilede til hende.

Hun trak let på skuldrene "Mine forældre er ihvertfald sådan. Om jeg så er den eneste der synes det ved jeg ikke. Mine søskende får lov til og gå frit som det passer dem og alle andre. Der er sådanset ikke noget specielt over mig" hun trak let på skuldrene. Hun kiggede undrene på ham og tænkte lidt over det han sagde. Hun sukkede lidt "jeg ved det sådanset ikke for er sjældent udenfor mit hjem" hun kiggede ned i jorden.

Han kiggede lidt på hende, lagde hovedet lidt på skrå, "normalt familiehalløj.. Har aldrig virkelig været fan... Men det kan være de beskytter dig mere fordi du har brug for det, da du er den yngste... Eller så gemmer de noget for dig" sagde han og løftede lidt i skulderne.
Han kiggede ned på sin smøg der var gået ud. Han smed den og tog en ny og tændte den. Han havde helt glemt at ryge da hun kom, mærkeligt. Han tog et sug. Og pustede så ud.
Han nikkede lidt, hm... Så hun var altså svag... "Du gør nok klogt i at undgå folk som går alene om aften, nogen kan være farlige, især når du ikke er vand til st være ude" advarede han hende. Hun havde faktisk allerede lavet sin første fejl, hun havde spurgt ham om hjælp.

Hun kiggede lidt på ham og spekulerede over det han sagde. Det kunne vel godt være sandt, at de skjulte noget for hende, men hvad skulle det være? "Men hvad skulle de ville skjule for mig?" man kunne tydeligt høre på hende, at hun var lettere irriteret over, at hun blev holdt øje med. Hun kiggede lidt på ham og smilede kort "Tak for dit råd. Det skal jeg huske til en anden gang"

Han trak på skulderne, "det kan være at der en hemmelighed... Noget som du ik an huske og de skjuler for dig, jeg ved ik hvad men det kunne være" sagde han og kiggede ned på hende med et stille smil. At hun var irriteret kunne han sagtens høre, men han vidste ik rigtig hvad han skulle sige, han havde drabt sin familie for at slippe af med dem og han fortrød slet ik.
Han grinte blidt, ja en anden gang for nu her... Havde hun lavet en fejl. "Så lidt.. Og du skal da især holde dig for mændene de er nogle skumle typer." Grinte han og blinkede.

Hun kiggede lidt på ham da han snakkede til hende. Hun trak let på skuldrene "Det kan godt være du har ret" hun vidste ikke rigtigt hvad hun ellers skulle sige. Det var ret svært og finde på noget og snakke med denne fyr om. Han virkede meget til og være en af dem som ikke rigtigt snakkede med nogen til hverdag. Hun snakkede nu også for det meste kun med sin far og storebror. Hendes mor og storesøstre havde hun ikke den store kontakt til. Hvorfor vidste hun ikke helt. Hun kiggede lidt på ham og smilede kort "For og være ærlig tror jeg ikke nogen ville prøve og gøre mig noget for min far er nok den sidste nogen her i byen ville gå imod" man kunne tydeligt høre alvoren i hendes stemme.

Han trak lidt på skulderne og smilede, "de giver dig sikkert lov en dag...." sagde han og kiggede ned på hence. De kunne jo ikke holde hende inde for evigt. Hun blev nød til at opleve verden for at kunne omgås i den.
Han kiggede undrende på hende, "hvem er din far" spurgte han. Ikke at han ville kende ham, han kende ikke nogen, om han så var leder af noget vigtigt, han hørte ike meget til folk.