Time to show that nobody holds me down ~ Patch

T: omkring otte om aftenen
S: Kroen det vilde svin
O: diverse stamkunder, nogle nye ansigter imellem
V: udenfor regner det lidt, men ellers er vejret dejligt

Hun vidste at det var så kedeligt for det andre 'gæster' på kroen. Men hendes ynglingstid på dagen var der hvor hun satte sig på den høje skammel eller dansede rundt i lokalet, mens hun sang til musikken fra en guitar.
Hun savnede sit liv, specielt livet som det var før en vis person nærmest spredte alt hvad hun kendte til atomer.
Iført en løs halvang kjole og bare fødder, løst hår og et klart hvidt smil bad hun guitaristen spille 'Somebody to love' og det varede ikke længe før hele kroen nærmest skrålede med. Hun elskede sangen, bare at synge generelt.
''find me, somebody, to, love...'' afsluttede hun sangen, og der blev klappet svagt, mens guitaristen begyndte at spille en kendt folkevise, som hun ikke kendte teksten på, så hun gik op og bestilte et glas vand.
Andre kendte nok sangen, for de skrålede med.
Hun stod og så på guitaristen på afstand, mens hun sippede til sit vand.

Patch åbnede døren ind til Kroen Det Vilde Svin. Han havde en sort kappe, sort t-shirt, sorte bukser og sorte sko på. Hans kappe var blevet våd grundet regnen udenfor, så han tog den af og lagde den over en stols ryglæn. Han satte sig ned på stolen og så hen imod guitaristen. Han brød sig egentlig ikke om at være på kroen, når der blev larmet sådan, men han ville gerne have fat i Daenerys. Han vidste ikke hvorfor han ville snakke med hende, men det føltes som om han var nød til det. Patch så rundt i kroen og fik øje på Daenerys.
Et svagt suk forlod hans læber, inden han rejste sig op og gik hen til hende. "Goddag Daenerys." Hans stemme var tom for følelser. Hans blå svagt lysende øjne havde en afvisende glød over sig. "Husker du mig?" Spurgte han.

"Nema?" Hun stoppede op og stirrede direkte på ham.
Han virkede så anderledes fra dengang på stranden.
Hun bed sig kort i læben.
"Hvad laver du her?" Spurgte hun mens hun så lidt forvirret på ham.
Hun vidste det nok godt... Men hun turde ikke tænke på at han måske havde fundet ud af hvem hun egentlig var...

Patch kunne ikke lade være med at smile svagt, da hun sagde Nema, som var det navn hun havde givet ham, da han havde haft hukommelsestab. Smilet forsvandt dog hurtigt igen. "Mit rigtige navn er Patch." Sagde han. Han betragtede hende nysgerrigt, inden han svarede på hendes spørgsmål om hvad han lavede her. Han søgte efter øjnekontakt. "Jeg er her for at besøge dig. Jeg vil gerne takke dig for navnet - igen."
Han lagde armene over kors. "Jeg har fået min hukommelse igen og jeg følte at jeg var.. ja, nød til at fortælle dig det." Han havde lyst til at smile, men han prøvede så godt han kunne at lade være.

Hun smilede lettet over at den kolde facade netop var dét - en facade.
"Nul putte, du er min Nema!" Smilede hun stille. Hun kunne ikke lade være med at smile sammen med ham.
"Hvis du har fået din hukommelse tilbage... Had går du så og laver?" Hn så lidt på ham, en smule undskyldende.

Patch måtte anstrenge sig for ikke at grine, men han kunne ikke holde et skævt smil tilbage. "Det er en titel jeg vil være stolt af." Sagde han med en svag flirtende glød i de blå lysende øjne. Den flirtende glød og smilet forsvandt dog igen. Han havde svært ved at vise følelser, fordi han var bange for at blive såret, så han foretrak at være følsesløs. Det var bare svært til tider.
"Jeg leder de faldne engle." Han trak på den ene skulder, som om det ikke var så vigtigt igen, men for ham var det en stor ære at være de faldne engles leder. "Hvad laver du i din fritid?" Han mindes ikke at have spurgt hende om det før.

"Det her." Sagde hun roligt og så kort hen på guitaristen.
"Jeg er her det meste af tiden, og synger."
Hun smilede roligt til ham.
"Hvordan går det?" Spurgte hun inden hun drejede hovedet kort mod et bord.
"Skal vi sætte os?" Spurgte hun roligt.

Patch fulgte hendes blik hen imod guitaristen. "Skal du så synge om lidt?" Han kunne godt tænke sig at høre hende synge. Han så på hende igen. "Fint, selvom jeg har ret travlt for tiden." Han syntes lidt at dette var lidt akavet. Hvorfor vidste han ikke. Han gik hen imod bordet, hun havde kigget hen imod som svar på hendes spørgsmål.
Han satte sig på en af stolene. "Hvordan går det så ved dig?" Han så spørgende på hende. Han så kort rundt i kroen, og hans blik standsede ved en gruppe mennesker der sang.

Jeg har en pause her de næste ti minutter." Sagde hun roligt, inden hun satte sig over for ham.
"Det går bedre end ved stranden. Nu har jeg i det mindste noget st lave, der ikke minder mig om ham.." Sagde hun roligt, med et lille smil, inden hun drak lidt af sit vand.
"Så du er leder af de faldne? Forbyder det dig ikke lidt at snakke med mig?" Sagde hun med et lille drillende smil.

"Vidunderligt! Så kan jeg snakke med dig og høre dig synge. Jeg er så heldig i dag." Sagde Patch med en drillende tone i stemmen. Han lænede sig tilbage i stolen med korslagte arme. "Ham? Jeg fik aldrig hans navn, gjorde jeg?" Han så spørgende på hende.
Han lagde hovedet lidt på skrå. "Faldne engle er ikke kendt for at følge reglerne." Han blinkede drillende til hende. Han mindes ikke at have hørt noget om at det var forbudt for faldne engle at snakke med vampyrer. Han havde været falden engel i mange år og han havde aldrig i sit liv hørt noget om det, men hun lavede sikkert bare sjov.

Hun smilede over hans drilleri. Hun elskede at han kunne drille med den slags.
"Desværre tror jeg heller ikke at du skal kende hans navn." Sagde hun med et smil.
Hun så på ham.
"Han er ikke en del af mit liv længere, han er spild af tid." Sagde hun roligt mens hun så rundt.
"Egentlig, er i kendt for én ting... Ballade." Grinte hun roligt

Patch besluttede sig at droppe facaden. Han havde svært ved at holde den oppe, så hvorfor blive ved med at kæmpe? Han ville bare slappe lidt af. Der skete jo ikke noget ved at han gjorde det. "Fair, men hvis du en dag vil snakke om det, så kontakt mig endelig." Han smilede opmuntrende til hende. Han vidste ikke hvorfor, men han ville gerne hjælpe hende.
"Rigtigt, men vi er også kendt for andre ting. Vores charme, bad boy stil og tiltrækkende udseende." Han kørte en hånd igennem hans let krøllede, korte hår med et svagt charmerende smil om læberne.

"Sandt, i er kendt for jeres udseende. Og det lyver ikke, i er virkelig dejlige, de fleste af jer." Sagde hun med et smil, et varmt smil.
"Jeg vil helst ikke tale om ham.." Sagde hun bare, inden hun så på guitaristen, der gjorde tegn til st hun skulle synge om fem minutter.
Hun bed sig i læben.
Hun ville helst ikke synge foran ham.
Det var rart at se ham igen, se den rigtige Nema.

Patch havde en drillende glød i sine lysende blå øjne. "De fleste af os? Kan du nævne dem af os der er dejlige?" Spurgte han og smilede kækt. Han havde ikke følt sig så afslappet lige siden han fik hukommelsen tilbage, hvilket var nogle uger siden, selvom det føltes som måneder. "Fair." Sagde han. Han havde intet imod at hun ikke ville snakke om ham fyren. Det måtte hun selv bestemme.
Han havde set tegnet fra guitaristen om at hun skulle synge om fem minutter. Hans kække smil blev en smule bredere. "Hvad skal du så synge?" Han så spørgende på hende.

"Tjaa, du er da meget charmerende." Smilede hun drillende inden hun rejste sig roligt.
"Jeg skal synge... Tjaa." Grinte hun drillende.
Musikken begyndte at spille, mens hun gik op til guitaristen.
"Sweet little words made for silence not talk
Young heart for love not heartache
Dark hair for catching the wind
Not to veil the sight of a cold world
Kiss while your lips are still red
While he's still silent
Rest while bosom is still untouched, unveiled
Hold another hand while the hand's still without a tool
Drown into eyes while they're still blind
Love while the night still hides the withering dawn
First day of love never comes back
A passionate hour's never a wasted one
The violin, the poet's hand
Every thawing heart plays your theme with care
Kiss while your lips are still red
While he's still silent
Rest while bosom is still untouched, unveiled
Hold another hand while the hand's still without a tool
Drown into eyes while they're still blind
Love while the night still hides the withering dawn

Kiss while your lips are still red
While he's still silent
Rest while bosom is still untouched, unveiled
Hold another hand while the hand's still without a tool
Drown into eyes while they're still blind
Love while the night still hides the withering Dawn.."

Patch smilede og tørrede en ikke-eksisterende tåre væk. "Det er det sødeste nogen nogensinde har sagt til mig." Han havde stadig en drillende glød i øjnene. Det var befriende at være sig selv, i stedet for at prøve at lukke alle sine følelser ude.
Han fulgte hende med øjnene, da hun gik hen til guitaristen. Han lyttede roligt til hendes sang. Han havde aldrig hørt en smukkere sangstemme end hendes og han havde hørt mange kvinder synge. Han bestilte et glas øl, da en tjener gik forbi ham. Han fik sin øl efter nogle sekunder. Da Daenerys var færdig med at synge klappede Patch.

Han var den eneste der klappede, men det gjorde ikke hendes smil mindre.
Hun gik ned til ham og satte sig igen, overfor ham.
"Så... Hvorfor var det nu at du ville fortælle mig om din tilbagekomst af hukommelse?" Hun så lidt på ham igen, denne gang en smule mere blødgjort.

Patch så sig undrende omkring. Hvorfor var han den eneste der klappede? Synes de andre ikke at hun sang godt? Han rystede lidt på hovedet over sine tanker. Det var ligemeget med hvad de andre tænkte. Han så på Daenerys da hun satte sig ned foran ham igen. Han smilede svagt til hende, da hun snakkede igen.
"Jeg ved ærlig talt ikke hvorfor. Jeg ved bare at jeg følte mig nødsaget til at fortælle dig det." Han trak på sin ene skulder og drak en tår af sin øl. "Du sang godt." Han smilede venligt til hende.

''jeg takker.'' sagde hun med et lille smil, inden hun tog en lille flaske frem fra hendes kavalergang. Hun tømte indholdet ud i sit glas, og i få sekunder var hendes vand en dyb rubinrød farve, inden de gik tilbage til at være klart og gennemsigtigt.
Hun smilede lidt til ham. ''jeg er da glad for at du sagde det. Ellers havde jeg måske aldrig set dig igen.'' sagde hun roligt, inden hun så rundt.

Patch lagde sin ene albue på bordet og støttede sin kind imod hånden. "Ville det have været forfærdeligt ikke at skulle se mig igen?" Spurgte han drillende med den svage glød af charme i sine blå øjne. Han kunne ikke lade være med at flirte med piger til tider og han vidste godt hvorfor han ikke kunne lade være med det. Han prøvede at glemme om sin forelskelse i Lailah, men det ikke så godt. Han så hen imod guitaristen.
"Hvornår skal du synge igen?" Han ville gerne vide hvor lang tid han havde igen til at snakke med hende. Det var rart at snakke med hende. Det var nærmest befriende.

Hun smilede lidt.
'teknisk set, er du min eneste ven for tiden.'' sagde hun roligt, inden hun så hen på guitaristen.
''når han siger til, så er det mit sidste nummer for i aften.'' sagde hun roligt inden hun så tilbage på ham.
Hun vidste ikke længere hvad hun skulle lægge i at han flirtede sådan. Det blev til gengældelse, men desværre, ville følelser være uundgåelige og det ville hun ikke igen. Så hun smilede bare lidt til ham og drak lidt mere af sit 'vand'

Hendes eneste ven? Han rynkede svagt på panden. "Din eneste ven? Der må da være andre som du kan betragte som en ven." Sagde han. Han drak en tår af sin øl igen.
"Sover du her?" Hans spørgsmål kunne sikkert misforstås, men han mente det egentlig ikke noget med det. Han var bare nysgerrig, intet andet.
Han drak det sidste af sin øl og lænede sig tilbage i stolen. Han burde nok snart gå, det var ved at blive ret sent, men han ville gerne sikre sig at han kom til at se hende igen.

Hun nikkede.
''jeg har et værelse på første sal.'' sagde hun stille. Hun ville helst ikke kommenterer på at ingen faktisk gad hende. Hun var utilregnelig, stædig og dømte sig selv for hårdt.
Guitaristen piftede kort til Dae om sidste sang var på om fem minutter.
''Nå... Patch. Jeg må nok hellere gøre klar til sidste sang..'' sagde hun, en smule tøvende.

Patch lagde mærke til at hun ikke besvarede hans spørgsmål, men han ville ikke kommentere på det. Siden hun valgte ikke at svare måtte det være noget hun ikke gad at snakke om og det respekterede han. "Hvorfor får du dig ikke en lejlighed eller noget?" Han så spørgende på hende.
Han så hen imod guitaristen, da han hørte piftet. Han kiggede dog på Daenerys igen, da hun snakkede. Han nikkede forstående til det hun sagde. Han rejste sig op samtidig med at han trak stolen tilbage med sin ene hånd. "Og jeg må hellere tage hjem. Det var hyggeligt at snakke med dig. Forhåbentlig mødes vi snart igen." Han smilede høfligt. Han tog sin kappe og trak den over sig, inden han gik ud af kroen.

//Out.