Rainy night in Doomsville (Cortez)

Sted: gågaden
tid: 1.30 om natten
omgivelser: mennesketomme gader, da de fleste har søgt ly for regnen
vejr: øs regnvejr
påklædning: en sort bluse og et par sorte jeans med et bælte, hvori hendes sværd sidder.

Det var koldt så koldt. De få menesker, der stadig var ude spurtede igennem regnen for at nå hjem til deres varme hus så hurtigt så muligt. Bortset fra en pige, der så ud til at vandre målløst omkring i gaderne, på trods af hendes drivvåde tilstand. Hun slog armene om sig selv i et forsøg på at holde sig varm, der var dømt til at mislykkedes. Hvis de forbiperserende stoppede op og så på den unge pige og hendes omgivelser, ville de nok have undret sig over den snehvide ulv med de skinnende lilla øjne, der fulgte hendes mindste bevægelse, men ikke så ud til at ville gøre hende noget. Men ingen to notits af hverken pigen eller ulven.
Pigens navn var Celestia et gadebarn, siden hun var fjorten. Ulven var hendes søster Ametyst. *Celestia vi skal væk herfra, jeg fornemmer, at noget ikke er, som det skal være,* lød hendes tvillings stemme i pigens sind. *Hvor fpreslår du så, at vi tager hen? vi er begge trætte, jeg kan ikke gå meget længere, og det kan du heller ikke* svarede Celestia spydigt igen.
Men de endte med at gå videre alligevel. I hvert fald indtil de kom til en butik, hvor taget gik lidt ud over gaden. Celestia satte sig op af butiksmuren nu endelig i en form for ly for den silende regn. Ametyst lagde sig ved siden af hende og krøllede sig sammen. Dog kunne hun ikke ryste følelsen af, at noget var forkert af sig. En skarp lugt rev i hendes snude lugten af noget, der ikke var menneskeligt.

Det Celestia nok kunne lugte var Cortez der stod ikke så langt fra hende. Han havde set den bette pige som blev fuldt af en ulv, sætte sig træt op af muren til en forretning med urter og anden gejl en alkymist ville være glad for at handle i. Han stod skræt til venstre for pigen og ulven op af en mur som husede en kro som var godt igang med at betjene folk der inde. Gaden var faktisk ret så stille, få folk gik rundt på gaden her i dette vejr, man alligevel ikke nok til at man ville kunne kalde det et åbenlyst mylder. De metalliske grå øjne stirrede på pigen og hun ville snart kunne mærke en form for stikken eller brandende følelse på hendes krop. Sådan var det altid når Cortez stirrede i længere tid på en person. Sådan var det faktisk for alle Klusisskaer. Han var tavs, en mand med 2 kvinder gik ind af døren til den kro/værtshus som nu engang lå her på gaden.