Am I supose to know you? ~ Kat

S: Academia of knowledge.
T: 10:00
V: Lunt og tørvejr. Solen skinner.
O: Elevere og lære.

Det var lidt op af dagen. Den første time var lige overstået, og det ringede ud til pause. Kyla rejste sig op, og kørte let sin ene hånd gennem sit hår, og fik det sat bag det ene øre så det ikke røg ned i hendes øjne, før hun gik ud af klasselokalet. Alle andre af hendes klassekammerater var allerede smuttet ud af rummet, og havde efterladt hende tilbage, alene, men det gjorde ikke Kyla det store. Folk syntes at hun var en smule underlig. Det var ikke lang tid siden hun var begyndt i skolen, og de andre havde i starten fundet hende meget interessant, men da hun åbenbart ikke ville fortælle dem om hvem hun var, hvor hun kom fra, og hendes historie, ville de hende ikke mere. De syntes hun var underlig. Det var ikke fordi hun ikke vil fortælle dem om sin fortid, men hun kunne simpelthen bare ikke huske noget fra den overhovedet. Hun kunne kun huske et år tilbage, til den dag hun slog øjnene op, og så en kvinde smile til hende, og kalde hende Kyla. Dengang kunne hun intet, hverken gå eller tale, men blot på to uger havde hun lært begge dele, og boede nu sammen med sine ’forældre’.

Kyla så sig lidt rundt da hun kom ud af klasselokalet, og satte så kursen mod udgangen for at få noget luft til hjernen. Hun var en smule spændt på den næste time, for det var en time hun aldrig før havde haft, men skolen mente at hun ville kunne finde ud af den time. Det ringede ind, og Kyla gik ind i bygningen igen, og gik over til det lokale hun skulle være i, i denne time. Hun gik ind i rummet, og satte sig ned på en stol i nærheden af døre, og kiggede så rundt på dem der var her lige nu.

Katherine, eller Kat som de fleste kaldte hende, gik uden for skolens område. Hun skulle holde et fordrag om hvordan det er at miste ens forældre, i en tidelig alder. Kat kendte udmærket til det. Ikke nok med hun havde mistet sin højt elskede far, så havde hun også mistet hendes mor. Moren havde aldrig været der for hende, og var konstant efter hende, hvis hun gjorde noget. For Kat, havde moren altid været død. Kat åbnede roligt døren, suset af frisk luft, løb igennem gangen. Som om, at den blev frisket op helt for ny, efter alle svedene børn, der havde været inde i deres klasse lokaler. Kat kunne sagens huske den gang hun gik i skole. Folk lugtede altid sært, men man kommenterede det aldrig. Det var bare en del, af det at være i skole. Kat stod oppe ved rektorens kontor. Gangen var som fri. Et frit sted, hvor hun kunne bruge hendes helt nye fart. Det var kort tid siden hun var blevet vampyr, men hun havde fundet metoder til at undgå solen. Kat lod sig langsomt åbne døren. Rektoren hilste pænt på hende, og viste hende vej imod lokalet hvor hun skulle starte. Rektoren åbnede døren ind i klasse værelset. Kat rettede hurtigt blikket imod denne ene bestemte person. Luck. Det havde været en evighed siden de havde set hinanden. Kat smilede imod hende. Mere end hun smilede til alle andre. Det var trods alt hendes søster, der sad i denne klasse. I så mange år, havde Kat forsøgt at finde flere af hendes familie medlemmer, der var forsvundet. Nu havde hun fundet Luck. Mon hun kunne genkende Kat?

Kyla så på personen som kom ind i klassen. Det var en ung kvinde, eller pige eller hvad hun nu var. Kyla så på hende, og så at hun smilede til hende, men hvorfor lige til hende? Hun havde ingen anelse om hvem denne person her var, men smilede alligevel tilbage da Kyla altid, eller så længe hun kunne huske, havde fået at vide at man skulle smile tilbage til de personer som smilede til en. Kyla ville helst ikke opfattes som værende uhøflig eller noget, men der var ingen genkendelse i Kylas blik overhovedet, da hun ikke erindrede denne kvinde. Kyla, blev en smule urolig af en eller anden grund, og bed sig i sin læbe, og så væk fra Kat, og kiggede bare ned i bordet. Hun kiggede kort op på Kat, men stadig med hovedet bøjet. Hvem mon hun var? Kyla havde ingen anelse, og kiggede så bare rundt i klassen, da hun følte sig usikker, også fordi hun ikke kendte så mange af dem her fra denne klasse. Nogle enkelte kendte hun. Hun gik sammen med dem til nogle af de andre fag på skolen, og det beroligede hende en smule, men hun var dog stadig pisse nervøs ved situationen. Det var faktisk hendes mor som havde bestemt at hun skulle starte i denne klasse i dag. Kyla kørte en hånd gennem hendes hår, en vane hun altid havde haft, selv før hun glemte alt, og hun gjorde det altid når hun følte sig nervøs over for en situation.

Kat lod blikket falde på rektoren igen, som forlod klasse lokalet. Kat havde alt den tid hun havde brug for, til at stille tingene op. Men sjovt nok, havde det hele været klar siden morgen stunden. Kat lod hendes blik falde ud på alle, der stod i lokalet, eller sad. '' Jeg er her i dag.. For at fortælle jer, hvordan det kan være at miste sine forældre i en ung alder. Jeg mistede selv begge mine forældre, da jeg var mindre. Min far mistede jeg den gang jeg var helt lille.. Han var noget af det bedste for mig. '' Kat smilede ud til folk der sad ned. Imens begyndte hun at forklare, hvordan man kom igennem tingene og hvad man ikke skulle gøre. Hun viste oven i købet et par billeder. Tiden var gåede, og klokken ringede ud til næste time. Kat var nåede at blive færdigt, så lang tid tog det ikke. Folk klappede af hende, men Kat rettede mest blikket på Luck. Kat ville snakke med hende, så snart hun kunne få muligheden for det.

Kyla så på kvinden som i dag var kommet for at snakke om at miste sine forældre. Kyla lyttede til det hun fortalt, men kunne ikke rigtig sætte sig ind i den situation da hun jo ikke havde mistet sine forældre, eller jo det havde hun faktisk, men hun kunne ikke selv huske det, da hun så de to mennesker hun boede sammen med som sine forældre. Kyla sad og kiggede halvt ud af vinduet mens hun lyttede. Hun kom i tanke om noget, og kiggede så op på Kat som stod of snakkede. Kyla havde fået at vide at det var meget uhøfligt ikke at se på folk mens de talt, og det var kun derfor hun så på Kat. Hun sad med hovedet i sine hænder og lyttede. Det var ikke videre interessant at høre om, men det var det jo heller aldrig det man hørte i skolen.

Klokken ringede ud, og alle klappede. Kyla klappede kun fordi hun vidste at det var høfligt, og da alle eleverne rejste sig op, gjorde hun det samme. De stormede ud da de havde fået pakket deres ting sammen, men Kyla tog det en smule mere roligt. De havde frokostpause nu, og skulle først møde om en halv time igen. Kyla begyndte langsomt at gå over mod døren da hun havde fået pakket sine ting sammen.

Kat rettede blikket hurtigt imod hende, da hun kunne se hun var ved at forlade klassen. Hurtigt stod Kat foran hende, nærmest spærrende. '' Hvorfor flygter du Luck? '' Hvorfor flygtede hun mon fra Kat af. Der var ingen grund til at flygte. De kendte hinanden fra de var små af. Ville hun nu ikke kendes ved Kat, eller hvad var der i vejen? Kat rystede på hovedet, og forventede egentlig et svar fra Luck. Eller Kyla.. Kat kendte hende kun som Luck.

Kyla så på kat, da hun pludselig uden varsel stod foran Kyla. Man kunne se frygt i Kylas øjne. ”Hv hv hvordan?” spurgte hun stammende, og så over mod det sted hun havde stået for mindre end to sekunder siden. Hun så tilbage på Kat igen, rædselsslagen for hvad kat var, hun var ikke et menneske, men hvad var hun så, og hvad ville hun Kyla? Hun blev blot mere forvirret da hun kaldte hende for Luck. ”Øm, undskyld, men du må forveksle mig med en anden” mumlede Kyla stille, og trådte en skridt bagud, og kiggede ned i gulvet.

Kat lod hendes hænder, plante sig på Kyla's skuldre. '' Du er Luck! Ingen andre kan være min perfekte Lillesøster som du kan! Hvor har du været?! '' Kat sukkede forvirrede. Inderst inde ville hun bare hive Luck, eller Kyla med hjem, og kramme hende til hun døde. Men det kunne hun jo ikke bare sådan. Kan lod hendes hænder stryge igennem hendes hår, som en kærtegnen. Hun havde savnet hendes lille perfekte lillesøster. Hende hun altid havde pjattet med, indtil hun forsvandt.

Kyla så op på Kat som stod foran hende, da hun lagde en hånd på Kylas skulder. Kyla så noget så forvirret på hende. ”Luck? Jeg kender ikke nogle som hedder Luck, og jeg ved heller ikke hvem du er.” sagde hun stille, og bed sig i læben. Hun var nervøs ved denne her situation. Hvem var denne person her, som stod og påstod at Kyla ikke hed Kyla, men Luck, og hun påstod også at være Kylas søster? Kyla stivnede en smule da Kat kørte en hånd gennem hendes hår. ”Hvad vil du mig?” spurgte hun med en lille stemme, og man kunne høre at hun var en smule bange for kat. Kyla undrede sig stadig over hvordan Kat havde været så hurtig til at stå foran hende. Kyla genkendte ikke denne kvinde her. Hun så væk, og hendes hjerte var begyndt at slå en smule hurtigere end det normalt gjorde, på grund af Kat gjorde hende bange.

Kat rettede hendes blik imod hende. Der var ingen andre end dem i lokalet. Ingen kunne se hvis der skete noget. '' JEG ER DIN SØSTER FOR POKKER! VIL DU IKKE HUSKE MIG! '' Kat skreg nærmest af hende, ikke ondt, men af rent bekymring. Hvad var der sket ved hendes lillesøster? Hende hun altid havde pjattet med. Hun var blevet helt anderledes. Som om at hun var besat. Kat kiggede hende meget ind i øjne. En af fordele ved at være vampyr nu, var at man kunne tvinge folk til ting. '' Husk mig nu Luck! Please.. Husk hvem du er! '' Kat græd nærmest ordene ud sig. Hun var langt fra lykkelig.

Kyla gik et skridt tilbage da hun begyndte at råbe af hende. Hendes søster? Havde hun en søster? Det var ikke fordi hun ikke ville huske hende, hun kunne bare ikke, da hun havde mistet alle sine minder for et års tid siden. Kyla satte sig ned på en stol som var lige i nærheden af hende, og så fortvivlet ned. hun bed sig hårdt i læben, og da kat begyndte at græde smittede det af på Kyla, men hun vidste ikke rigtig hvorfor. En tåre trillede stille ned af hendes kind. Hun havde fået en gevaldig hovedpine. Kat forvirrede hende, fik Kyla til at tvivle på hvem hun i virkeligheden var. Var hun mon denne Luck som Kat påstod hun var, eller løj hun? Kyla kendte ikke Kat’s navn, kunne ikke huske det. Hun blev bare ved med at side der og se ned i jorden. ”Undskyld.” sagde hun, og lød en smule grådkvalt, men ikke så meget igen. ”Undskyld, undskyld, undskyld, undskyld” hendes stemme blev lavere og lavere for hvert undskyld hun kom med, men hvorfor undskyldte hun egentlig? Fordi hun ikke kunne huske det, som denne person her ville havde hende til? Hun vidste det faktisk ikke, og sukkede bare stille af sig selv, og prøvede at lade være med at græde.

Kat så bare på hende. Kat stod selv halvt tudene, ude af stand til at kunne trøste ordenligt nu. Men alligevel forsøgte hun. Kat omfavnede hende roligt, med armene omkring hende. '' Undskyld jeg råbte sådan af dig. Jeg har bare savnet dig sådan. '' Det var den rene sandhed, der kom ud fra hendes mund af. Kat havde altid pjattet med hendes lillesøster dengang de var små, sammen med deres far. Men det kunne Kyla/Luck åbenbart ikke huske. Kat kiggede bare på hende, tog hurtigt hendes hånd. Der gik ikke 5 sekunder, så stod de ude for skolens område. Kat havde brugt hendes fart for at komme væk fra stedet. Kat ville vise hende, stedet hvor de havde boede sammen som en lykkelig familie, indtil den dag hun forsvandt.

Kyla lod kat ligge armene om sig. Hun sad med lukkede øjne, og vidste ikke hvad hun skulle sige. Hun bed sig i læben, og nikkede stille da Kat sagde at hun havde savnet Kyla, men hun kunne desværre ikke sige det samme, da hun jo ikke lige kunne huske hende. "Gid jeg kunne sige det samme, men det kan jeg ikke når jeg ikke kan huske noget" hun sukkede stille, og så på Kat. "Jeg kan ingen gang huske dit navn, eller det navn du kalder mig, sorry" sagde hun stille. Hun så på Kat da hun tog hendes hænder, og inden Kyla vidste af det, var de udenfor. "Hvad er du?" spurgte hun, og var tydelig overrasket over at være udenfor.

'' Jeg var en vareulv, men nu er jeg en vampyr.. Pokkers Caroline. '' Kat smilede en del til Luck, eller Kyla. Caroline havde gjort hende til vampyr, men Kat husker dårligt nok aften. Jeg savner at være ulven inden i mig. Kat bed sig en smule i læben. Hvis ikke det var fordi at det var hendes lillesøster, havde hun aldrig fortalt hvem, eller hvad hun var. Kat rystede en smule på hovedet, og så på Luck. '' Nu skal du se, det hus vi engang boede i. Det kan være du så kan huske det. '' Der gik ikke lang tid, før Kat brugte sin fart endnu en gang til at komme frem imod stedet. Kat havde selv boede der ret længe efter hendes forældre død. Men hun var nu flyttet i et palæ for sig selv, med Alina selvfølgelig.

Kyla så forundret på Kat. Hun var altså en varulv som nu var en vampyr. Fandtes de racer overhovedet? Var det ikke kun myter, alle overnaturlige væsner? Kyla rystede benægtede på hovedet. "Der findes da ikke varulve og vampyrer?" kat havde stadig ikke svaret på hvad hun hed, og det gjorde Kyla en smule utryg. Hun nikkede langsomt til det Kat sagde. Måske havde hun ret, måske ville Kyla huske noget mere efter hun havde set det som Kat ville vise hende, eller måske ikke. Kyla bed sig i underlæben igen.

'' Du er ikke selv blot et menneske, du burde vide at verden ikke er som den ser ud til. '' Kat smilede til hende. Det var underligt at hun spurgte, når hun ikke selv bare var et menneske, men var en anden form for overnaturligt væsent. Ja, det var også myter omkring vampyre osv. . . Men man skal være tilfreds med det man er. Kat stoppede ved deres gamle hus. Det så ud som det plejede. Øede fra andre mennesker, men stort nok til en familie. Kat slap hendes hænder og gik længere hen imod det.

Kyla så på kat med et spørgende blik. "Øm, jer er da et menneske?" hun var forvirret, hun kunne ikke huske at hun nogle sinde havde været andet end et menneske. "begge mine forældre er mennesker, så det er jeg vel også?" Kyla var ikke videre begejstret over at Kat fik dem til at komme så hurtigt frem.
Da Kat standsede op, så Kyla på det hus der var foran dem. Et kort minde kom frem, men forsvandt før Kyla kunne nå at fange det. Hun erindrede svagt stedet her, men dog alligevel ikke. Hun så over på Kat.

Kat lod hendes blik falde langt hen. Hvordan kunne hun ikke vide selv, at hun var alt andet end et menneske. Hendes lugt, hendes sanser var anderledes end et menneske! Kat trådte et skridt forud, og vente sig om imod Luck/Kyla. '' Din lugt er anderledes i forhold til mennesker. Mennesker er rene, men du er.. Anderledes. '' Kat kendte udmærket forskel på mange racer, dog ikke alle. Hun havde mødt de fleste forskellige racer. Kat åbnede døren ind imod huset, og trådte stille ind. Der stod stadig et par kasser, af deres moders, gamle ting. Ting Kat aldrig ville have noget med at gøre. Hun havde altid kaldt dem ''forbandet.''

Kyla var forvirret. Hendes lugt var ikke som et menneske? Hvad var det for noget pis? ”Hvis jeg ikke er et menneske, hvad er jeg da så?” hun så direkte på Kat, og ville gerne ha et svar. Hun vidste dog godt at hun ville ende med at besvime hvis hun fik for meget at vide som hun ikke ville kunne kapere i sit hoved, men hun var ligeglad, hun ville vide det. Kyla gik med ind i huset, og så sig rundt. Intet så særlig bekendt ud, men det vil det meste fra hendes fortid ikke gøre alligevel.

'' Jeg ved ikke præcist hvad du er, jeg ved bare du ikke er et menneske. '' Kat smilede bare, lod sig selv gå længere ind i det halv fald færdige hus. Kat havde boede der alt for lang tid, det var derfor hun havde forsøgt at komme væk der fra. Alt for mange minder om barndommen, og hendes far. Et billede hang over på væggen. Et billede af Kyla(Luck), Kat, deres mor og far. Et lykkeligt billede. Den eneste lykkelig dag Kat havde med hendes mor.

”Øm, hvad skulle få mig til at tro på dig, hvis du ingen gang ved hvad jeg er?” spurgte hun, og betragtede Kat. ”Og jeg kender stadig ikke dit navn” sagde hun, og lagde armene over kors, for at virke bestemt, men faktisk gjorde hun det fordi hun var nervøs, og ville prøve at beskytte sig selv en smule på den måde. Hvis Kyla skulle være helt ærlig troede hun på Kat, med at Kyla ikke var et menneske, hun følte hun var mere end det, men hun vidste bare ikke hvad det var, og havde derfor bare skubbet tanken til siden. Hun var stadig heller ikke sikker på at hun havde kendt Kat før. ”Og kan du give mig et bevis på at bare noget af det du har sagt om mig er rigtigt? At jeg virkelig er din søster?” spurgte hun med en let hårdhed i sin stemme.

'' Du er noget andet end et menneske! Så lyt dog! '' Kat skreg det nærmest op. Hun var træt af at Luck blev ved med at sige hun bare var et helt almendelig menneske. Men nej, det var hun ikke.. Hun var alt andet end et almendelig menneske. Hun kom fra en familie med overnaturlige væsner i. Kat trak billede ned fra væggen og bevægede sig hen imod hende. '' Her er beviset! Det er os som små. ''

Kyla vaklede nogle få skridt bagud da Kat nærmest råbte ordene ud. Hun behøvede da ikke at blive sur, det var ikke Kylas skyld at hun intet kunne huske jo. Hun bed sig hårdt i kinden, og så på Kat da hun tog et billede ned fra vægen af. Kyla så på billede da Kat viste hende det. Det linede rigtignok Kyla den ene af dem, men det kunne da ikke være rigtigt? Kunne det? Kyla fik et meget kort flashback fra den dag af, men nåde ikke rigtig at registrere hvad der skete, før det igen var væk. Var det mon et minde, eller bare hendes fantasi som løb en smule af med hende? Hun vidst det ikke helt, men hun var begyndt at få det underligt. ”Jeg… tror …. På dig” sagde hun stille, og så gav hendes ben pludselig efter under hende, og alt blev sort for hende.

Kat greb hurtigt fat i hende, da hun så ud til at give efter under hendes ben. '' Luck!? '' Kat slog hende et par gange på kinden, for at få liv i hende.. Men det virkede vidst ikke rigtigt. Langsomt løftede hun hende helt op. Det kunne ikke hjælpe noget at ligge hende helt herinde, for så ville huset sikkert brase sammen, hvis nu hun kunne få hende uden for. Kat lod sig hurtigt løbe ud imod deres gamle have. Roligt lagde hun Luck ned, og forsøgte at få liv i hende igen.

Mørket forsvandt, og solen kom til syne. Kyla vidste ikke hvor hun var henne af. Hun satte sig op og så sig rundt. Der var ingen andre end hende her. Kyla hørte en stemme råbe et stykke væk. Det var et barns stemme, men hvad mon barnet råbt? ”Luck.” Hun hørte det, og genkendte navnet, eller hendes underbevidsthed kendte det, og stemmen. En yngre pige kom stormende hen mod Kyla, og smilede stort mens hun løb hen mod hende. Kyla lagde automatisk armene rundt om hende da hun var kommet helt hen til hende, og smilede stort til pigen. *hey, er der ikke noget galt her?* tænkte Kyla. *Pigen der er meget yngre end mig, men hun er alligevel højre end mig?* Kyla tog et skridt bagud, og så ned af sig selv. Hun var selv en lille pige.

Slam. Alt blev atter mørkt som om nogle slukkede for en kontakt, og Kyla åbnede lidt efter sine øjne op, og så meget forvirret på hende som var ved siden af Kyla. Kyla smilede et forsigtigt smil, men hendes hoved gjorde ondt. Hun tog sig til hovedet. Hvad var der sket, og hvad var det for en mærkelig drøm, eller hvad det nu var, hun lige havde haft? Kyla så på Kat, og blinkede. Hey, vent. Det havde da været hende som lille, havde det ikke? Kyla lukkede øjnene i, og sukkede stille. Et navn eller noget var dukket op i Kylas hukommelse, men hvordan var det muligt da hun havde mistet alle sine minder? Kyla var dog alligevel en smule i tvivl. Hed denne person her egentlig Kat, eller var det bare noget hendes hjerne kom op med sådan uden videre? Kyla bed sig i læben, og åbnede igen øjnene, og så op på Kat. Kyla havde kun været bevidstløs i ca. 5 minutter.