A curse is a curse no matter what you do

Stilheden var en klar ting, og den havde lagt sig kraftigt over skoven. En skov plejer ved morgentid altid at være fuld af fuglesang og andre lyde fra de dyr der nu end måtte gå rundt der inde. Denne morgen var ulig så mange andre, der var fuldkommen stille, næsten som havde der natten for inde været et monster igennem skoven.
Dybt inde i den stille skov, nede i skovbunden kunne man ane skikkelsen af en sovende kvinde...problemet var blot at hun intet tøj havde på. Rundt omkring hende var der spor af blod, men samtidig var der asker rundt om hende. Hun bevægede sig og vendte sig, kun for at misse mod solen. Da det gik op for hende hvor hun var og i hvilken stilstand satte hun sig straks op. Hun var efterhånden vant til at vågne op nøgen, så det gik hende ikke nær så meget på, som det gjorde den første gang. Det var snarer det ikke at vide hvem hun havde dræbt denne gang.
Brudstykker af minder dukkede op. I går var en fuldmåne, hvilket forklarede det hele. Hun huskede at havde været gået ud i skoven, i den tro om at der ingen ville være. Dog så det ud til ud fra blodet og askerne at der nok alligevel havde været nogle ude i skoven. Hun sukkede, kørte hånden igennem det lange brune hår. Når hendes forvandling gik ind ville hun aldrig kunne huske eller kontrollere hvad hun gjorde. Det var som om der var en eller anden der overtog hendes krop og hun var en anden.

Det var først der det gik op for hende hvor koldt det englelig var, hun gøs og foran hende kunne hun se hvordan dampende fra hendes ånde kom til syne. Hun lagde armene om sig selv, trak benene op mod sig, mens hun så rundt. Her var koldere end hvad der plejede at være og med næsten intet sollys mos sig, var det endnu koldere end hvad mon kunne forvente.
Hun greb fat i et træs gren, kæmpede sig op og stå. Vaklende og usikker på sine ben, forsøgte hun at komme frem af. Dog nåede hun knap og nap fem skridt før hun væltede. Hun vendte blikket op mod himlen, men lyde inde fra skoven fik hende til at stivne. Havde der været nogen der så hende i den form? Var de fuldt efter hende? Hun kravlede hen mod et træ, hvor hun sad op af, rystende "Hallo...er der nogen" spurgte hun med en hæs stemme. Det lød næsten som havde hun ikke brugt sin stemme i flere uger. Hun lukkede igen sine arme om sig, som en slags beskyttelse, mens hun forventede det værste komme.

//Jeg håber det er tilfredsstillende nok :3

Patch gik langs en sti i skoven. En kanin så ham og løb skræmt væk, selvom Patch egentlig så ret fredelig ud. Det betød dog ikke noget for kaninen. Patch var højere og stærkere end kaninen. Det var grund nok for kaninen til at flygte fra ham. Patch var meget forvirret for tiden. Han kunne ikke huske noget som helst om sit liv. Det eneste han huskede som var sket for nogle dage siden, var da han åbnede sine øjne og kunne se en klippe ovenover ham. Hans hoved havde gjort vildt ondt. Han havde sikkert fået hukommelsestabt. Spørgsmålet var bare, var han blevet skubbet udfra klippen, eller havde han selv hoppet? Hvis han selv var hoppet, hvorfor havde han så gjort det? Hvis han var blevet skubbet, hvem havde så skubbet ham? Han ville gerne finde svarene til disse spørgsmål, men han vidste ikke hvor han skulle starte med at lede efter dem. Han havde fået et midlertidigt navn, som var Nema. Daenerys som han havde mødt for to dage siden havde foreslået det navn. Han følte ikke helt at det navn passede til ham, men det var da bedre end ingenting. Nu vidste han i det mindste hvad han skulle svare, hvis nogen spurgte ham om hvad han hed. Patch havde en sort kappe, hvid skjorte, sorte bukser og sorte sko på. Kulden generede ham meget, selvom han havde sin kappe. Han gik i skoven, fordi han ikke havde andet at give sig til. Måske skulle han finde et sted at arbejde, så han kunne få sig en lejlighed? Han blev enig med sig selv om at det var en god ide.
Patch stoppede med at gå, da han så blod på jorden. Han rynkede på panden og gik tættere på blodet. Da han var nået helt hen til blodet, kunne han se at der var mere blod lidt længere væk. Det var et spor af blod. Han fulgte sporet og få minutter efter, nåede han til sporets ende. Han stod gemt bag et træ og så hen imod kvinden. Hun var næsten helt nøgen. Der var blod og aske omkring hende. Hvad i alverden var der dog sket? Han begyndte at gå tættere på hende, men stoppede op, da en gren knækkede under hans sko. Han stivnede helt, da han hørte hendes stemme. Selvom hendes stemme var hæs var den skøn. Han trådte helt frem, så hun kunne se ham. "Ja, jeg er her." Sagde han forsigtigt. Han gik forsigtigt tættere på hende. "Jeg gør dig ikke noget." Sagde han blidt, mens han nærmede sig hende. Han trak sin kappe af og rakte den hen imod hende. "Her. Tag den her, så du kan få varmen." Han smilede venligt til hende.

Hun så forvildet ud da lyden af en gren der knækkede nåede hende. Hun pressede sig skræmt mod en mand der trådte frem. Havde hun ikke været så skræmt, ville hun nok tage sig tid til at tænke på hvor pæn han englelig var...han var faktisk virkelig smuk. Hun viste tænder af ham, trykkede sig mod træet, næsten som om det ville kunne beskytte hende. Hans ord fik hende til at rynke brynet, men den blide stemme fik hende samtidig også til bare en smule at slappe af.
Hun så dog mistænksomt til, som han trak en sort kappe af og rakte hende den. Hun bevægede sig langsomt mod ham, mens hendes klarer krystal blå øjne overvågede ham nøje. Hun vidste endnu ikke om han var en ven eller om han onde indsigter i sig. Hun rakte langsomt den blege hånd frem, men da den lukkede sig om det bløde varme stof, trak hun hurtigt kappen mod sig og lukkede den om sig, som var det et håndklæde.

Hun forsøgte endnu engang at komme op og stå, det var næppe en god ting at ligge ned hvis han nu havde planer om at gøre hende ondt. Hun vaklede, før hun fik fodfæstning "mange tak" hun smilede svagt. Hun frøs ikke nær så meget som før, men kappen ville næppe give varme fra sig, ikke når hun var helt nøgen. Hun forsøgte sig frem med at træde et skridt frem. Dog var det usikkert og hun endte med at falde, men i stedet for at falde mod jorden, var hun tæt nok mod den fremmede til at gribe fat om ham.
Hun greb fat om hans hals og væltede i det store hele ind i hans arme. De blå øjne mødte hans og en stærk rødmen skød op i hendes kinder "undskyld" hviskede hun og bed sig i læben. En fin lok af hendes mørke hår havde fundet vej ned foran hendes øjne, dog så hun kun ind i hans øjne. Hun forsøgte at afkode hvorvidt han ville hende ondt eller ej.

Patch tog sig ikke af at hun hvæsede af ham. Han havde stadigvæk tænkt sig at hjælpe hende. Han vidste ikke hvad der var sket, men hun virkede skræmt. Måske havde nogen angrebet hende og en anden? Måske havde hende og en af hendes veninder gået en tur i skoven, og så måske havde en eller anden angrebet dem og dræbt veninden? Det ville forklare blodet men ikke asken. Patch smilede svagt, da hun tog imod kappen og trak den om sig.
Han holdte øje med hende, da hun vaklende fik rejst sig op. "Det var så lidt." Sagde han venligt. Da hun trådte et skridt frem og faldte, lagde han hurtigt en arm om hendes liv, for at holde hende oppe, selvom hun lagde sine arme om hans nakke. Han smilede lidt over at hun rødmede. Hvor så det dog kært ud. "Det er okay." Sagde han venligt. Han strøg hårlokken foran hendes øjne om bag hendes øre med en blid bevægelse. "Hvad skete der her?" Spurgte han. Han var fastbesluttet på at hjælpe hende. "Hvis du fortæller mig, hvor du bor, kan jeg følge dig derhen." Han havde ikke lyst til at gå fra hende.

Hun stivnede som han kørte hårlokken om bag hendes øre, en simpel ting hun ikke havde set komme. Dette syntes blot at få hende til at rødme værre end førhen. Hun bed hårdt ned i den lyserøde læbe, vidste ikke rigtig hvordan hun kunne køre samtalen videre som de stod nu. Hende med armene om hans hals og ham med en arm om hendes liv. Det var ikke fordi hun ikke brød sig om det, det var blot fordi det var længe siden nogen havde gjort sådan ved hende. Siden hendes "forbandelse" brød ud, havde hun holdt sig fra folk hun kunne skade.
Hans spørgsmål fik hende til at sukke...ja hvad skete der, hun vidste det godt selv. Der havde før været en der overlevede, han forklarede hende så godt som han kunne hvad der skete. Alt lige fra hendes forvandling til ja hvad hun lavede. Det vidste sig at når hun forvandlede sig blev hun til en slags slange kvinde, fra fra hoften og ned af have en lang slange hale, og op af var hun menneske. Hendes normale brune hår var slanger og hun havde åbenbart evnen i denne form til at lave folk til sten.

Hun trak på skulderne, vidste ikke rigtig hvordan hun skulle forklarer det hele "jeg kan ikke huske det" hviskede hun og så ind i hans øjne med et bedende udtrykke. Næsten som en bøn om ikke at spørge mere ind til det. Hun hævede øjenbrynet, smilede blidt "jeg har ikke rigtigt noget hjem...normalt sover jeg i en grotte nær her" svarede hun. Det var ikke ligefrem et luksus sted, men hun kunne tænde et bål, plus hun havde en slags seng af pels også lidt andet. Det var en form for et hjem og et sted hun var tit. Det var det sted hun følte hun ikke behøvede at gemme sig.
Hun fjernede sine hænder fra omkring hans hals. Svagt svajede hun, men denne gang var hendes fodfæstning bedre end før hen. Han virkede så venlig overfor hende...normalt ville hun havde været mistænksom, men lige nu kunne hun ikke tænke sådan tanker. Hun holdte fast om kappen, rødmede igen og vendte blikket ned. Det var virkelig lang tid siden hun sidst havde været i selvskab af en mand og det kunne mærkes

Patch lagde hovedet lidt på skrå, da hun stivnede. Havde det mon været forkert af ham at stryge hårlokken om bag hendes øre? Siden hun ikke sagde noget om det, havde hun vel ikke haft noget imod det. Hans smil blev lidt bredere, da hendes rødmen blev kraftigere. Hun var virkelig køn. Han havde ikke tænkt over det før, fordi at han havde haft travlt med at tænke over hvad der mon var sket. Han havde lyst til at give hende en kompliment, men han vidste ikke hvad han skulle sige. Han tvang dog sig selv til at finde på noget. "Du ser virkelig kær ud, når du rødmer." Sagde han blidt. Han havde en svag charmerende glød i øjnene. Han kørte langsomt sine fingre gennem hendes brune hår, indtil hun begyndte at snakke.
Han nikkede forstående, da hun sagde at hun ikke kunne huske det. "Okay." Han ville gerne spørge mere ind til det, men han besluttede sig for at lade være, da han så hendes bedende blik. Han havde stadig sin ene arm om hendes liv. Han ville ikke risikere at hun faldte. "Har du noget ekstra tøj derhenne?" Spurgte han. Han trak kappen lidt mere om hende. "Hvor ligger grotten henne?" Spurgte han. Han så rundt på omgivelserne.

Hans ord fik hende bare til at rødme kraftigere, hun åndede ud og bed sig i læben. De blide fingre der kørte igennem hendes brune hår, fik hende til at læne ansigtet ind mod hans berøring "mange tak...jeg har ikke rigtig haft kontakt med nogen i lang tid" hun fattede virkelig ikke sig selv. Hun opførte sig som en eller anden teenager der først nu lærte om det mandelige køn. Måske kom disse reaktioner fordi hun stak af som 15-årig og derved ikke havde oplevet alle disse ting. Det hele var så nyt for hende, men på en underlig behagelig måde.
Hun nikkede som svar på hans spørgsmål "ja, en smule" hviskede hun og lagde kinden mod hans skulder. Han var sollid, og havde en behagelig skulder og ligge mod. Hans arm gav en underlig tryghed, hvilket skræmte hende i betragtning af de ikke kendte hinanden. Hun rettede sig op da hun igen hørte hans stemme, men et lille smil dukkede op på hendes læber. Han ville være den første ud over hende, da ville være inde i grotten, ingen andre havde førhen været der.

Englelig var grotten ganske hyggelig. Der var et lille ildsted, en seng lavet udelukkende af pels, derudover havde hun en kurv med tøj og ellers var der nogle andre ting. Hun havde flettet et forhæng som blev hængt ud over grottens åbning, så ingen andre kom ind, for dem ville det englelig ikke ligne en åbning til en grotte. Ude foran var der en stor sø, som hun tit brugte til at hente vand eller bade. Hun greb hans hånd i sin, mere sikker på sine fødder trak hun ham af sted mod grotten "så hvor bor du?" spurgte hun nysgerrigt, blot for at starte en eller anden form for samtale...også kunne hun englelig i hemmelighed godt lide lyden af hans stemme. Den var behagelig.
Hun trak ham mod grotten og med inden for. Der var englelig overraskende varmt, behageligt, hvilket skyldes at ilden stadig brændte i bålet. Hun gjorde sig fri af hans greb, trak kappen af. Uden rigtig at bemærke at hun gik nøgen rundt, gik hun hen og fiskede et par trusser op, samt en lang grå sweater der gik hende omkring til midt på låret. Hun vendte sig mod ham, smilede blidt og gik stille mod ham, uden rigtig at vide hvad der nu skulle ske

Hendes hår var overraskende blødt. Han kendte hende ikke, men han kunne allerede godt lide hende. "Hvorfor har du dog ikke det?" Spurgte han. Han strøg sine fingre ned til hendes kind, men trak derefter sin hånd til sig. Han smilede skævt, da hun lænede sin kind imod hans skulder. "Så lad os tage derhen, så du kan få tøj på." Sagde han. Det var koldt og hans kappe kunne ikke varme hendes ordentligt. Han ville ikke risikere at hun blev syg. "Hvad er dit navn?" Spurgte han. Han ville rigtig gerne lære hende at kende. "Jeg hedder Nema... Indtil videre." Det lød nok lidt underligt, men det var sandheden. Nema var hans navn indtil han fandt ud af hvem han var. Han håbede at hun følte sig en smule tryg ved ham. Han ville ikke gøre hende noget. Han ville bare hjælpe hende.
Patch fulgte efter hende, da hun tog hans hånd og trak ham med. "Jeg har ikke noget hjem." Svarede han. Han havde indtil videre sovet op af træ to gang og fire gange på en bænk. Det var ikke særlig komfortabelt, men sådan var det bare indtil videre. Han betragtede grotten som de nærmede sig. Han kunne ikke lade være med at misunde hende lidt, da han så grotten indenfor. Der var behageligt varmt og det så hyggeligt ud. Han så på hende, da hun gav slip på hans hånd. Han så dog hurtigt væk, da hun tog kappen af, for at være høflig. Han kiggede først på hende igen, da hun gik hen imod ham. Han smilede venligt. "Her er hyggeligt." Han vidste ikke hvad han ellers skulle sige.

Hun sukkede og så ned "jeg er ikke som andre...jeg kan skade folk og det vil jeg ikke...så jeg flygtede ud hvor jeg ikke er til problem for andre" svarede hun og lænede sin kind ind mod hans hånd. Hans andet spørgsmål fik hende dog til at se direkte mod ham igen og et smil dannede sig på hendes læber. Hun kunne godt lide når samtalen ikke kørte hen mod hendes egen lille forbandelse "mit navn er Euphemia" svarede hun. Hun bemærkede godt hans lille indtil videre efter han præsenterede sig, dog sagde hu intet til det. Han havde sine grunde og det ville han nok også fortælle hende, hvis han havde lyst til det og ikke indtil da.
Hun så bekymret på ham, lagde sin hånd mod hans kind "det er jeg ked af at høre...du må gerne sove her i nat hvis det er" forslog hun, det ville ikke være venligt af hende hvis hun lod ham sove ude i kulden efter han havde været så venlig overfor hende. Det var på ingen punkter rigtigt. Ganske vidst var hun en falden engel, men hun havde også standarter og de inde gik ikke at lade en sove ude i kulden, hvis der var noget hun kunne gøre.

Hun så ned, bed sig i læben og så igen op på ham. Han var højere end hende, så hun var nød til at se op for at kunne kigge ham i øjnene "mange tak" hun stoppede foran ham. Der var en ting der undrede hende, hvorfor var han så venlig...fra hvad hun huskede var det ikke fordi man ligefrem hjalp en fremmede, uden at ville have noget for det "hvorfor er du så venlig overfor mig...jeg ved ikke hvad jeg skal give igen som tak" hun lagde armene om sig selv, kørte sin ene hånd op og ned af sin arm. Hun ville gerne give noget igen for den venlighed han havde udvist, men hvad?

Patch fik ondt af hende, hvilket man tydeligt kunne se på ham. "Hvordan kan du skade folk?" Spurgte han. Han var nysgerrig, han kunne ikke gøre for det. Hvis hun ikke ville svare, så det var det fint. Han ville ikke tvinge hende til at svare på hans spørgsmål. "Et pænt navn til en pæn pige." Han havde ikke tænkt på at sige det, før ordene blev sagt. Han smilede svagt, en smule undskyldende. Han stivnede svagt, da hun lagde sin hånd imod hans kind. Han havde dog intet imod det. Han lagde sin hånd imod hendes, der var på hans kind. "Tak. Det vil jeg gerne." Sagde han taknemmeligt. Det var virkelig sødt af hende at tilbyde ham at sove hos hende.
Han smilede venligt til hende, da hun sagde tak til ham. Han lagde hovedet lidt på skrå og foldede sine hænder om bag ryggen. "Jeg er venlig fordi at jeg gerne vil have at du er glad." Svarede han. "At du lader mig sove her er tak nok." Han så kort rundt på omgivelserne. "Hvorfor bor du ikke i byen?"

Hun bed sig i læben "jeg kan ikke rigtigt snakke om det...det er svært, men jeg vil fortælle dig det...bare ikke nu" forklarede hun kort hjertet. Det var en for lang historie til hun kunne klarer den lige nu, så hellere tage den senere. Hans ord fik hende til at rødme svagt "det er meget venligt af dig Nema" han sagde alle mulige venlige ting og hun var ikke sikker på hvordan hun skulle tage det. Hun havde ingen ide om hvorfor han netop sagde de ting, det var venligt af ham og et sted gjorde det hende glad...men hun var også usikker. Hun havde ikke været ude af denne skov siden hun var 15, hvilket var godt vel 15 år siden. Af alle de år, uden nogen form for kontakt kunne hun vel godt blive lidt naiv i sin tro om det andet køn. Derfor var hun nød til at holde på sig selv.
Hun blev usikker da han stivnede, havde hun gjort noget forkert, men det sekund hans egen varme hånd lagde sig ovenpå hendes egen smilede hun blidt. Hun nikkede og så mod den store bløde seng "det var så lidt...det er det mindste jeg kan gøre" hun lagde hænderne sammen, da han lagde hoved på skrå og hænderne om på ryggen. Hun rødmede kraftigt af hans ord, så overrasket på ham "jeg ved ikke hvad jeg skal sige" hun var tom af ord. Selv da hun boede med sin far havde der aldrig været en der ville være venlig for at få hende til at være glad...så dette var med så meget andet nyt for hende.

Hans spørgsmål fik hende til at rynke brynet "det er lettere kompliceret, men det korte af det lange er at jeg er vel en fan af naturen. Her er så roligt og blidt...som regel kommer der ikke mange forbi så det er det perfekte sted hvis man ønsker ro" forklarede hun og dette var så kun dele af sandheden. Hun ville jo gerne på sin vis have ro, men der var også så meget andet hun gerne ville have...følelsen af at blive elsket uden at blive set som et monster...men som man jo sagde man kan ikke få alt. Så i stedet fik hun roen.

Patch nikkede forestående. "Det er okay. Du fortæller mig det, når du vil." Sagde han og smilede venligt til hende. Han kunne virkelig godt lide hende. Hun virkede rigtig sød. Han håbede at han ville møde hende er par gange mere i fremtiden. Forhåbentlig blev hun også en del af hans fremtid. Hans venlige smil blev bredere, da hun rødmede igen. Han kommenterede dog ikke på det hun sagde, da han ikke vidste hvad han skulle sige til det. Han kunne godt lide at hun rødmede så meget. Hun så virkelig kær ud når hun rødmede. "Så lad vær med at sige noget. Man behøver ikke altid at sige noget. Man kan også gøre noget." Sagde han. Han kunne ikke lade være med at smile lidt charmerende til hende, da han håbede at det ville få hende til at rødme lidt mere. Han spurgte ikke ind til hendes familie, fordi han ikke vidste hvad familie var. Han kunne ikke huske hvad det var.
Skoven var rolig og et godt sted at være når man skulle tænke, det var han enig i. Skoven kunne dog også være farlig, men mest om natten. Han kunne bedst lide byen, da der var flere muligheder der. "Men her er også farligt og ensomt. I byen er der mange muligheder for at lære andre at kende." Sagde han. Han så hen imod sengen. "Sover jeg på gulvet, eller har du en ekstra.. Det du sover på?" Han vidste ikke man kaldte det en seng. Han regnede ikke med at de skulle sove ved siden af hinanden.

Hun bed sig i læben, rødmede svagt "hvad gør man så...når man gør noget" spurgte hun stille, hun kendte virkelig ikke til alle de ting. Hun havde set sine forældre vise deres kærlighed til hinanden...men det var vel ikke det han mente. Hun nikkede, han havde ret...men hun vidste bare ikke rigtig hvordan hun skulle være der ude. Hun var allerede ved at bukke under for hans venlighed og søde ord...så hvordan ville hun klarer sig i byen "jeg har bare ikke rigtig noget tilbage i byen...hvad jeg ved af" hun kørte noget af sit hår om bag øret og så væk.
Det var ikke altid nemt når man på sin vis var forbandet, det gjorde man ikke altid kunne gøre nogle ting. Det var lidt ligesom varulve, hun var tvunget til at forvandle sig ved hver fuldmåne, men som om det ikke kunne blive værre hvis hun blev virkelig sur trekkede det også forvandlingen.

Da han så hen mod hendes seng og spurgte til hvorvidt han skulle sove på gulvet rystede hun på hoved "nej da...jeg kan da ikke få min gæst til at sove på gulvet...hvis du har lyst kunne vi dele sengen" spurgte hun med en rødmen der dækkede over hendes kinder. Hun bed sig i læben og så væk. Hun lagde armene om sig selv, følte sig lille under hans blik.
Hun vidste ikke om det var for meget det hun spurgte om. Et eller andet sted var hun nysgerrig over hvordan det måtte føle af sove ved siden af en. Specielt fordi hun ar ukendte oversager faktisk godt kunne lide ham. Han var venlig overfor hende da hun var bange hvilket hun ikke havde oplevet hos andre. Nema var helt klart en hun gerne vil se mere til...nu håbede hun blot det samme fra hans side

Patch trak på den ene skulder. "Nikker, eller smiler bare." Svarede ham. Han havde ikke ment noget med kærlighed, da han havde sagt det. Han vidste heller ikke hvad et kys var. Der var rigtig meget som han ikke vidste hvad var, som han burde vide. Han prøvede at finde ud af det hele, men det var svært uden at virke dum. "Du kan da fået noget nyt i byen. Et job og en lejlighed." Sagde han. Han vidste hvad et job og en lejlighed var, fordi at han havde hørt nogle snakke om det i doomsville gaderne. Han havde også spurgt dem ind til hvad det var. De havde forklaret ham hvad nogle ting var, uden at gøre nar af ham.
Var det en seng det hed? Det virkede som et rigtigt navn til det man sov på. "Okay." Han kunne ikke se noget galt i at dele sengen. "Men, der er lang tid til det er nat. Hvad skal vi lave i mellemtiden?" Han så spørgende på hende. Han gik hen til sin kappe og foldede den sammen. Han lagde den ned på jorden igen. Han så hen imod hende igen.

Hun nikkede og smilede til ham, præcis som han sagde. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre af sig selv og normalt havde ikke disse problemer, men det var vel bare sådan med ham tæt på. Hun havde ikke samme viden som så mange andre, mest fordi hun havde levet i isolation i så lang tid, derfor havde hun ikke kunne følge med i tidernes skifte. Englelig levede hun ret så primitivt så da han pludselig begyndte at snakke om arbejde og lejeligheder stod hun fuldkommen af. Hun så på ham som om han havde snakket et helt andet sprog "lejeligheder...job hvad er det?" spurgte hun nysgerrigt.
Hun nikkede, rynkede brynet og så rundt næsten som om det ville give hende en eller anden ide til hvad pokker de skulle lave "jeg ved det ikke, jeg får normalt ikke gæster...så jeg ved ikke hvad man laver sammen med andre" forklarede hun kort. Hun var på bar bund og følte sig ikke behagelig tilpas ved den følelse. Hun trådte et skridt tilbage og så ud "vi kunne tage op til byen...så kunne jeg se hvordan det ser ud?" forslog hun og trak på skulderne.

Hun havde ingen ide om hvad unge mennesker lavede når de var sammen...hun havde faktisk ingen ide om hvad folk lavede når de var sammen. Hun havde ikke været sammen med nogen i lang tid, så hun vidste hverken hoved eller hale i hvad pokker hun skulle lave eller forslå de kunne lave sammen. Hun kørte hånden igennem sit hår "undskyld hvis jeg ikke er god til det her" sagde hun og trak på skulderne

Patch kunne ikke lade være med at undre sig over, at hun ikke vidste hvad et job og en lejelighed var. Han ville dog ikke grine af hende, da han jo heller ikke havde vidst hvad det var i starten. Han smilede blot til hende. "Et job er hvor man gør noget for penge. Ligesom at arbejde på en bar, og så får løn, altså penge, for det. En lejelighed er et sted hvor man bor. En lejelighed er som regel i en stor bygning. Der findes også noget der hedder huse, som er en bygning, som kun er ens selv." Forklarede han. Han håbede at hun forstod, for han vidste ikke hvordan han ellers skulle forklare det. Hvad var gæster? Var det hvor man fik besøg af nogle? Det var det nok. "Det er okay." Han smilede til hende. Han kunne godt lide hendes ide om at tage op til byen, spørgsmålet var bare om hvad de skulle lave i byen. "Det kan vi godt, men jeg kender ikke byen så godt." Han så undskyldende på hende.
Patch gik hen til hende og stillede sig rimelig tæt på hende. Han rakte udefter hendes hånd. "Det er helt fint." Sagde han. Han strøg sine fingre igennem hendes hår igen. Han kunne ikke lade være. Hendes hår var så blødt.

Hun rynkede brynet da han forklarede de to ting og selvom hun ikke var helt sikker på hvad det betød fik hun dog en bedre forståelse af det. Hun nikkede og smilede svagt "jeg tror jeg forstår bedre...i hvert fald i forhold til førhen" sagde hun og trak på skulderne. Hun forstod nogenlunde hvad han mente, men hun fik samlet det så godt sammen som hun overhoved kunne. Hun grinede blidt "du skal ikke undskylde...du kender helt sikkert byen bedre end jeg gør" hvilket hun var ret så sikker på at han gjorde, ellers ville hun blive lidt bekymret.
Hun rødmede igen da han gik stille mod hende. Hun bed sig i læben, så ned mod hans hånd der rakte ud efter hendes. Hun smilede og tog hans hånd i sin. Hans hånd var større, men føltes også behagelig mod hendes egen lille hånd. Hun sukkede da han strøg sine fingre igennem hendes hår. Hun lukkede langsomt øjnene og lænede sit ansigt ind mod hans hånd, blot for at få mere af det. Det skræmte hende lidt hvor meget hun kunne lide hans berøringer, hvor meget de varmede i hende og hun havde lyst til mere. Hun ville næsten ønske han ikke stoppede...dog holdte hun det for sig selv.

//undskyld den korte længde :3

Patch smilede skævt. Han var glad for at hun forstod det lidt bedre nu, for han vidste ikke hvordan han ellers skulle forklare hvad et job og en lejelighed var. "Godt." Sagde han med et venligt smil om læberne. Han kendte til Doomsvilles bar, diskotek og gågaderne. "Vil du hen til en bar eller et diskotek?" Han ville det hun ville. Hvis hun ikke vidste hvad en bar eller et diskotek var, kunne han nemt forklare hende det. Han kunne personligt bedst lide diskoteket, da han godt kunne lide at danse, selvom han ikke vidste om han var god eller dårlig til det.
Patch fik et kærligt glimt i øjnene, da hun rødmede. Han flettede prøvende sine fingre sammen med hendes. Han havde sikkert prøvet sådan noget her før med en pige, da det føltes ret naturligt, men han kunne ikke huske det på grund af hans hukommelsestab. Han nærmede sig tøvende hendes ansigt, selvom han ikke vidste hvorfor.

//Siger også undskyld for mine korte svar. ^^

Hun så prøvende på ham "diskotek er det der hvor man danser?" spurgte hun og smilede. Hun havde hørt om det før, men aldrig selv prøvede det så det kunne da være sjovt at prøve. Danse længe også bare have det sjovt. For engangsskyld var hun ret sikker på at denne dag ville blive sjov og en hel del anderledes end hvad hun havde været vant til. Selvom hun ikke var den store fan af forandringer var denne forandring ikke noget hun havde synderligt imod, faktisk ville hun gerne byde den velkommen.
Da han forsøgte sig med at flette deres fingre sammen lod hun ham og gav hans hånd et klem. Hun havde ikke prøvet disse ting, så hun lod ham føre siden han højst tænkelig vidste en hel del mere om det end hun gjorde. Hun vendte blikket op mod ham igen, tidsnok til at betragte ham som han kom tættere på og der var hun ikke sikker på hvad der ville ske. Dog gjorde hun som hun følte for og trådte tættere på ham. Hun rødmede og bed sig i læben. Hun kunne godt lide at an var så tæt på, i modstætning til så mange andre følte hun ikke at han ville gøre hende ondt, men at han faktisk prøvede på det stik modsatte.

//det gør skam intet

Det bedste af det hele ved et diskotek var at når man havde fået nogle af deres drinks, var det som om man levede i et eventyrland. Man bekymrede sig ikke, man tænkte ikke over de dårlige ting i ens liv. Man nød bare øjeblikket og havde det sjovt. Han havde prøvet det en gang, men dagen efter havde han haft det forfærdeligt. Han havde kastet op et par gange. En fyr havde set ham kaste op og spurgt om han var okay. Da Patch så havde forklaret, havde fyren sagt at han havde tømmermænd og at det hjalp at drikke vand, efter at have sagt det var fyren gået. Patch havde derefter drukket en del vand og fået det en smule bedre. "Jep, det er der hvor man danser." Sagde han og smilede skævt. "Man kan også få nogle drinks derovre, men dagen efter får du det dårligt." Sagde han og en latter forlod kort hans læber.
Patch kørte sine fingre ned af hendes kind og til hendes hals. Hendes hud var utrolig blød, næsten lige så blødt som hendes hår. Han strøg sin hånd hen til hendes nakke, mens han bukkede sig lidt ned mod hende, da han var højere end hende. Hans læber var få centimeter fra hendes. Han havde ingen ide om hvad han havde gang i, men det føltes naturligt og bekendt. Som om at han havde gjort det mange gange før. Han kunne bare ikke huske det, på grund af hans hukommelsestab. Han lukkede sine øjne og trykkede sine læber mod hendes.

Hun smilede bredt "uhh jeg har altid haft lyst til det" hun grinede bredt. Selvom hun mest holdte sig væk fra byen havde hun et par gange været nysgerrig nok til at tage der hen også betragtede hun bare tingende fra afstand. Det var også derfra hun havde noget af sit tøj fra. Hun havde ikke overdrevet meget tøj, men hun havde nok til at kunne leve både af kjoler også tøj hun kunne rende rundt i når hun jagtede.
Da han snakkede om drinks rynkede hun brynet og huskede tilbage på et par minder "er det sådan nogle drinks der får folk til at blive underlig" spurgte hun og så nysgerrigt på ham. Det så sjovt ud når de havde det sjovt, men den del med at have det dårligt vidste hun ikke så meget om...det var måske knap så indbydende at få det dårligt, men det kunne ikke være værre end det hun allerede havde prøvet.

Hun gøs under hans berøringer og stod helt stille som hans fingre gled ned mod hendes kind og derefter hals. Berøringerne fik hendes hjerte til at slå hurtigere og hun sukkede nydende. Da hans varme hånd lagde sig mod hendes nakke, vendte hun ansigtet op mod ham. Hun betragtede ham sekund for sekund som han kom tættere på.
Hun bed sig i læben da hun kunne føle hans varme ånde mod hendes læber, blot følelsen gjorde hende underlig blød i knæende. Hun lukkede øjnene sammen med ham som han trykkede sine læber mod hendes. Hun sukkede mod hans læber og trykkede sine mod hans besvarede hans kys.

Patch fik en behagelig følelse i kroppen, da hun grinede. Han kunne ikke forklare hvorfor. "Det er også sjovt at danse. Man føler sig helt fri." Han begyndte allerede at glæde sig til at komme hen til diskoteket igen. Forhåbentlig ville hun tage med ham. Det ville gøre det mere spændende for ham. Han havde ikke prøvet at danse med nogen før, medmindre at han havde gjort det mens han havde været påvirket af drinksene, for han kunne jo ikke huske alting når han ikke længere var påvirket fra da han var påvirket. "Ja, det er det. Jeg har prøvet dem en gang, og selvom jeg fik det dårligt dagen efter, var det vildt fedt da jeg var påvirket af de drinks. Jeg bekymrede mig ikke om noget som helst, jeg morede mig bare." Han smilede skævt. "Hvis du vil, kan vi tage hen til diskoteket?" Han så spørgende på hende.
Selvom han ikke vidste hvad han havde gang i, så nød han det. Hendes læber var vidunderlige. Han kørte sin hånd, der var på hendes nakke, ned til hendes ryg. Han kærtegnede hendes ryg med kærlige strøg. Han trak sig lidt væk, efter nogle sekunder, for at få vejret. Han lænede sin pande imod hendes. "Undskyld. Jeg fik bare lyst til det, selvom jeg ikke anede hvad jeg gjorde." Sagde han ærligt. Han fortrød ikke at han havde gjort det. Det havde været rart.

Hun smilede større "uhh vi bliver nød til at tage af sted" hun var allerede klar til at danse og heldigt for hende så havde hun rent faktisk tøjet til det. Hun mødte en venlig kvinde for et par år siden som gav hende noget tøj...nu kunne hun vel endelig bruge det. Hun glædede sig til at komme ud og have det sjovt, hun ville meget gerne også ud og have det sjovt med ham.
Hun nikkede da han forklarede og grinede af spænding "jeg må prøve at drikke sådan nogle" det var helt uhyggeligt. Da hun grinede op i skoven tidligere havde hun slet ikke forventet dette ville ske, men det var noget hun heller ikke havde noget imod. Nema var virkelig venlig imod hende og hun kunne godt lide at være omkring ham, han gjorde et eller andet ved hende som hun ikke kunne forklarer. Hun rødmede "så kan jeg tage en smuk kjole på" hun kørte hånden igennem håret og var glad for at havde mødt ham

Hun sukkede mod hans læber, lagde under kysset sin hånd mod hans bryst. Hun gøs under hans blide strøg mod hendes ryg og ubevidst rykkede hun sig tættere på ham. Da han pludselig trak sig væk, betragtede hun ham nøje. Hun smilede blidt til ham, nød hans pande mod hendes "du skal ikke undskylde og jeg kunne godt lide det...plus det hedder et kys" forklarede hun.
Hun kunne selv godt lide det, det havde føltes godt. Den måde han havde rørt hende under det sendte varme igennem hende. Hendes hjerte slog hurtigt mod hendes ribben og hun var rød mod sine kinder. Hun trykkede sine læber mod hans kind "jeg skifter lige" hviskede hun og gik hen for at skifte tøj

Det var rart at snakke med en person, som ikke var en selv. Han havde snakket en del med sig selv, selvom han vidste at man kunne ende med at blive lidt sindssyg, når man gjorde det. "Ja, det er vi nød til." Han smilede skævt. Han var enig med hende om at hun skulle prøve at drikke nogle af deres drinks. Det var heldigt at der var en sø her tæt på grotten. Forhåbentlig kunne hun drikke af søens vand, hvis hun fik tømmermænd næste dag. Hans skæve smil blev lidt bredere, da hun sagde at så kunne hun tage en smuk kjole på. "Du bliver helt sikkert en af de smukkeste henne i diskoteket." Han havde ikke andet tøj end det han havde på. Forhåbentlig var det okay.
Patch undrede sig fortsat over hvorfor han havde kysset hende, da hun gik hen for at skifte tøj. Han så ned i gulvet, mens han ventede. Han kendte hende ikke så godt, så hvorfor havde han dog kysset hende? Han så kort på hende over skulderen, men så hurtigt ned i gulvet igen. Han besluttede sig for at lære hende bedre at kende, før han prøvede på noget igen. Det var måske heller ikke så god en ide at prøve på noget med hende, når han end ikke vidste hvem han var. Det havde også føltes lidt forkert, men han fortrød det stadigvæk ikke.
Før han havde fået hukommelsestab havde han været lidt af en charmør, han havde charmeret sig ind hos mange piger dengang. Der havde dog været en pige, som Patch havde elsket og ville have gjort næsten alt for. Selvom han ikke kunne huske hende, så elskede han hende stadig. Han vidste det bare ikke endnu.

Hun rødmede, hurtigt fik hun sit hjerte under kontrol og forhåbentligt ville hun også have kontrol over sig selv mens hun var derude. Det ville næppe se pænt ud hvis hun med et forvandlede sig. Dette betød også at hun var nød til at kunne mærke sig frem på hvad der var godt og ikke godt. Hun fik hurtigt taget kjolen på og med den store bare ryg kunne man let se den tatovering hun havde ned langs rygsøjlen som sagde : "Oh broken angel inside you’re dying ‘cause you can’t believe." Hun havde fået den kort før sin 15 år fødselsdag og håbede et sted at forbandelsen ville springe hende over...det gjorde den så aldrig og hun var tvunget væk.
Hun gik hen til ham, bed sig i læben "så skal vi gå" spurgte hun nysgerrigt. Hun var klar også selvom hun holdte sig tilbage. Hvilket vil sige at hvis der var nogen der irriterede hende skulle hun bare slappe af også ikke lade det gå hende på ellers endte det grimt.

//undskylder min korte længde
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]