A world of information. -Rafaela-

P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Endnu engang var han her, på kroen, imellem fulde folk. Enden skubbede fulde mænd til ham eller også blinkede fulde kvinder til ham. En ting havde de allesammen tilfælles, alkoholen brusede inde i dem, så deres øjne var mast sammen til at være smalle som snegle. De øjne der ikke var smalle, var røde som blod takket være alkoholens kraft. Josh sad utålmodigt oppe ved baren. Han ventede på at en bestemt person skulle træde ind af døren, en person der skulle vide noget om Luce. Nok var han ikke sammen med Luce mere, men han hungrede at finde ud af hvor hun var, om hun havde det godt. Det værste han kunne forestille sig var at hun var død eller sammen med anden. På det punkt, var Josh meget usikker, han følte at det var hans skyld at hun slog op med ham og bare forsvandt til at starte med. Tøvende og en smule rystende, førte han glasset op til sine læber og lod den dejlige væske sive ind imellem hans smalle læber. På bardisken, nær ved ham, var der et billede af Rafaela, pigen der skulle vide noget om Luce. Han ventede blot på at denne kvinde skulle dukke op.. Det var ved at springes inde i ham bare for at finde ud af det. Inderst inde håbede han at hun snart ville træde ind af den dumme kro dør.
Lige i det øjeblik han tænkte det, åbnede døren sig og ind trådte hun, Rafaela, datter af Sakref og måske kilden til Luces forsvinding. Han tog en dyb indånding inden han rejste sig fra stolen. Med så afslappede bevægelser han kunne lave, gik han hen imod hende.. For at gå direkte til sagen, stillede han sig foran hende og så på hende med sin mandelfarvede øjnene.
"Må jeg snakke med dig?" sagde han med en rolig stemme.. "Jeg tror du kan hjælpe mig med nogen informationer,"

Hun havde fået en underlig besked fra en af tjenestefolkene om morgenen om, at hun skulle mødes med en fyr der hed Josh. Der var intet billede af ham der fulgte med, men han ville snakke med hende om noget men han havde ikke skrevet i brevet hvorfor eller om hvad. Hun var ihvertfald blevet nysgerrig over og finde ud af hvem denne Josh var så hun havde en ide om hvad hun havde og vente. Hun var sneget ind på sin fars kontor og rodet igennem alle mulige skuffer som hendes far havde med navne om forskellige vigtige folk og folk der var mindre vigtige, men som der var gode informationer omkring. Hun havde fundet hans navn og fundet en forbindelse mellem ham og hendes ven Luce. Det måtte være omkring hende han ville vide noget mere om.
Hun var så på vej hen til kroen hvor hun havde fået besked på at mødes med ham. Hun havde sin flotte røde kjole på og en rød kappe med hætte på, hvor hætten var over hendes hoved. Hun lignede nærmest rødhætte. Hun gik ind af kroen og blev straks mødt af en fyr der kom hen og snakkede til hende. Det måtte være Josh. Hun nikkede stille til ham og gik hen imod et hjørne hvor ingen sad rundt om. Det var et helt isoleret hjørne af rummet. Hun satte sig og kiggede på stolen foran sig "Hvad kan jeg hjælpe dig med?" hendes stemme var rolig.

Han smilte venligt til hende. Man kunne ikke se på ham at det han ønskede at vide nærmest var ved at brænde ham op indeni. Rafaela så dog ud til at hun allerede vidste at hun skulle mødes med ham. Uden at sige noget, fulgte han med hende over i det isoleret hjørne, hvor ingen kunne se dem eller høre dem. Han satte sig foran hende. Et kort øjeblik havde han det som om at han var til en psykolog samtale, med den måde de sad på og den rolige stemme hun havde. Egentlig vidste han ikke hvordan han skulle forklare hvad det var han havde brug for at vide.. Hvis hun kendte Luce, ville hun sikkert også vide hvad han havde med hende at gøre.. Til sidst kunne han dog ikke se en anden udvej. Han tog en dyb indånding.
"Luce, du kender hende ikke sandt?" Hans stemme var hæs og varm. Med en stædighed for at finde ud af hvad der var sket med hende, så han hende ind i øjnene og stoppede aldrig øjenkontakten. "Ved du hvad der er sket med hende? Hvor er hun?"

Hun fjernede hætten fra sit hoved så hendes kønne ansigt kom frem fra sit skjul. Hun kiggede undersøgende på ham for og finde ud af, hvad det var ved ham so havde tiltrukket hendes veninde. Han virkede til og være ung af en raceleder og det kunne ikke være det, at han var raceleder som havde tiltrukket Luce. Det troede hun ærligtalt ikke på. Måske var de bare perfekte for hinanden? Der var mange tanker der kørte rundt i hendes hoved, men hun virkede ikke til og være forstyrret af det for hun måtte virke rolig for ikke og ligne en der havde dårligt nyt omkring hendes veninde. Hun nikkede stille til ham da han ville have bekræftet at han kendte Luce. Hun kiggede roligt på ham og virkede til og være meget venlig. Hun smilede stille til ham "Jeg ved ikke hvor hun direkte er. Det ved ingen og hvad der er sket med hende det kommer an på om du tænker på før hendes forsvinden der fik hende til det eller efter hendes forsvinden." hun ville ikke skjule noget for ham, men hun ville heller ikke bare sprøjte informationerne ud uden videre. Hun smilede stille til ham "Du var den eneste ene for hende kan jeg ihvertfald fortælle dig. Du var ikke skylden til hendes forsvinden kan jeg også sige" hun ville ihvertfald gøre det klart, at han ikke skulle have skyldfølelse over det.

Hun vidste ikke hvor hun var. Håbet forsvandt langsomt ud af ham. Det var vist aldrig muligt at komme til at se hende igen. Han kørte en hånd igennem de brune lokker, imens han lænte sig tilbage i stolen. Et suk spillede et pus på hans læber. Dagene havde ikke mulighed for at blive lysere for ham. En tjener kom hen til deres bord, skiftevis så hun på dem begge med et smil der skreg: Hvad skulle det være? Josh rystede svagt på hovedet. Han skulle ikke have noget.
"Jeg vil bare gerne vide om hun har det godt eller ej, om der er en ny fyr der røre hendes hjerte nu eller hvordan det hele foregår," Et kort øjeblik kunne man høre det vrissende i hans stemme. Dog forsvandt det hurtigt igen. Det med at hun sagde at det ikke var hans skyld, hjalp ham på en måde ikke. For ham, ville det altid være hans skyld at Luce forsvandt.. At hun bare forlod ham uden rigtig forklare hvorfor.. Han havde gjort et eller andet galt.. "Sikkert ikke," Det kom som en svag mumlen. Endnu et suk spillede om læberne på ham og han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige til hende. "Men, hvis du hører fra hende igen.. så sig at jeg gerne vil høre fra hende.. bare en gang," Han smilte varmt til hende. Forsøgte at beholde sin maske oppe så godt han nu kunne. "Jeg er ked af sådan at forstyrre dig, det skal ikke ske igen,"

Hun kunne se på ham, at hans håb var ved, at forsvinde fra ham. Hun forstod ham nu også godt. Han elskede hende jo og det gjorde han sikkert stadig. Det var der ingen tvivl om. Hun kiggede på tjeneren der kom. Hun smilede stille til hende "Jeg skal ikke have noget lige nu ellers tak" hendes stemme var rolig og mild. Tjeneren gik igen og hun kiggede på Josh igen "Hun har ingen andre i sit liv end dig. Hun tænker på dig dag og nat. Jeg får af og til breve fra hende i smug, men hvor de kommer fra ved ingen. Kun brevduen der sender beskeden. Hun er i sorg og i savn. Sorg over jeres døde datter og savn over, at skulle efterlade dig" hun vidste ikke hvordan hun skulle formulere næste sætning for ham så det ikke lød så hårdt. Det var svært og skulle forklare en fyr, at kvinden i hans liv forlod ham for hans egen skyld. Hun smilede stille til ham "Jeg ved det lyder hårdt, men hun så ingen anden udvej for din fremtid. Hun elsker dig af hele sit hjerte, men hun vidste også, at hvis hun blev ville hun sætte dig i en større sorg end du er. Hun ønsker, at du får et lykkeligere liv. Med en som ikke sætter sorger igang hos dig. Hun ønsker du lever livet videre uden nogle sorg og du istedet gør dig stærkere." hun lagde en hånd på hans og smilede beroligende til ham "Du skal ikke undskylde og du kan altid kontakte mig hvis du har behov for det. Luce har det godt. Hun har valgt og leve livet i skjul for omverdenen for og finde sig selv igen. For og blive stærkere selv" Hun smilede roligt til ham.

Kroppen skreg på at han skulle gå sin vej, lade som om det aldrig var sket og bare gå sin vej. Han kunne dog ikke rykke sig ud af stedet. For inderst inde ønskede han selvfølgelig at vide hvad der var sket med Luce, om hun var sammen med en anden, eller om hun var død. Luce havde været hans første kærlighed. Hvem ville ikke vide hvad der var sket med sin første kærlighed? Alt hvad hun fortalte om Luce, slugte hans øre råt. Ikke et eneste ord slap forbi ham. Elskede Luce ham stadig? men, hvorfor havde han ikke hørt fra hende? Han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige til alle de ord. De kom så hurtigt frem.. Han adskilte de smalle læber fra hinanden i en svagt overrasket grimasse.
"Det er godt at høre at hun har det godt," Man kunne høre på hans varme stemme at han mente det. "Men, hvor kender i hinanden fra.. er i veninder eller?" Emnet kunne ligeså godt gå over til et andet.. Han havde jo fundet ud af tingene med Luce.. Inderst inde ville han vide mere om hende.. Det lå dog til at der ikke var mere at vide.

Hun kiggede roligt på ham imens hun fortalte. Det virkede til og røre ham meget det hun havde siddet og fortalt ham. Det måtte nu også være hårdt, at få så meget at vide om en man elskede. Hun tog sin hånd til sig igen og sad roligt i noget tid uden og sige noget. Hun regnede ihvertfald med, at han havde behov for og sidde lidt og tænke over tingende. Hun havde en ide om, at der var mange spørgsmål der ville dukke op for ham, men det tog hun ikke så tungt for hun ville gerne hjælpe ham hvis han ønskede det og havde behov for det. Hun smilede stille og nikkede til det han sagde. Hun sad lidt og spekulerede over, hvordan hun skulle forklare hvor hun kendte Luce fra "Hun boede hjemme ved mig i noget tid og hun var min fars lærling så vi havde lidt svært ved og undgå hinanden'" hendes stemme var rolig og sød.

Boede Luce engang sammen med Sakref? Det måtte have været før de mødte hinanden, ellers havde hun bare aldrig fortalt ham det. Han vidste alt det med den tidligere dæmon leder og Zann, han vidste dog ikke at hun engang havde boet sammen med Sakref. En enkelt gang bed han sig i underlæben. Der var så meget han gerne ville vide, det var bare svært at få det formuleret om til ord. Han kløede sig svagt i nakken. "Det er måske et underligt spørgsmål dette, men, ved du om hun nogensinde kommer tilbage?". Han ville gerne vide det. Om han engang ville komme til at se hende igen, eller, om hun ville forblive væk for evigt. Alle mulige tanker kørte rundt og rundt i hovedet på ham. Livet gik for tiden kun ned af bakke, han havde brug for at det snart begyndte at gå op igen.

Hun vidste ikke hvor meget Luce havde fortalt ham, men hun kunne lige så godt fortælle tingende som det var og så må hun bare tage imod alle de spørgsmål der ville dukke op i hovedet på ham. Hun havde dog lovet Luce, at hun ville være der for Josh hvis han bad om det. Hun ville ihvertfald gerne hjælpe ham med og komme videre. Hun sad lidt og tænkte over det spørgsmål han kom med. Der var sådanset ingen der vidste om hun kom tilbage eller ej. "Nej det ved jeg faktisk ikke. Hun ved det nok ikke selv" hun sukkede lidt og kiggede rundt.

Han havde hverken regnet med et ja eller et nej. Så, det svar hun kom med, overraskede ham eller sårede ham ikke på nogen måde. Der var sket så meget for tiden, at han var begyndt at tro, at intet kunne såre ham længere. Intet kunne skære i hans hjerte mere. Intet. I stedet for at snakke videre om det, sendte han hende bare et smil og gjorde en viftende bevægelse med hånden imod tjeneren, der inden længe stod ved siden af dem. Hun kiggede skiftevis på dem med sine optimistiske øjne.
"En whisky," Josh stemme var gået fra hæs og skrøbelig, til rolig og flydende. Han så hen på Rafeala. "Jeg ved ikke om du kunne tænke dig noget," Et øjenbryn løftede sig i en spørgende og venlig grimasse. Da tjeneren igen forsvandt, lænede Josh sig hen over bordet, for at Rafeala bedre kunne høre ham, da der var begyndt at blive en strid larm omkring dem. "Tak for informationerne, jeg skylder dig en, skal vi ikke bare fortsætte denne aften med en hyggelig snak?" Han så hende ind i øjnene.

Hun kiggede undersøgende på ham og det så ikke ud som om det ikke rørte ham længere. Men alligevel vidste hun, at han inderst inde var rørt af det på en eller anden måde. Selvfølgelig måtte han videre i livet ligesom alle andre. Selv Luce måtte videre på en eller anden måde. Om så andre skulle tro, at hun var død måtte det være det.
Hun kiggede på tjeneren Josh vinkede efter og kiggede på hende. Hun rystede lidt på hovedet som tegn på, at hun ikke skulle have noget. Hun var ikke en der bare drak uden videre. Faktisk yderst sjældent. Hun kiggede rundt på de fulde folk der var begyndt og falde rundt, råbe op og larme rundt omkring dem. Hun lænede sig lidt over bordet så hun nemmere kunne snakke med Josh. Deres hovedet var dog lidt tættere på hinanden. Hun kiggede ham i øjnene og nikkede stille til hans spørgsmål "Jo lad os det" hun smilede kort til ham "Hvad får du egentlig tiden til og gå med?" hun smilede roligt til ham. Der var et eller anden charmerende over ham, men hvad kunne hun ikke komme i tanke om.

Ikke flere bekymringer, han orkede ikke mere. Hovedet var ved at springes bare ved at tænke på alle de bekymringer! Han smilte venligt til Rafaela. På en måde mindede hun ham om Luce, det mørke hår, venligheden og det at hun var en drage. Han kunne fornemme at hun var en drage, eller, så var det bare et heldigt gæt. Tjeneren kom med glasset, som han så glædeligt tog imod, efterfulgt af et høfligt nik. Han bed sig svagt i underlæben efter han havde taget en tår af whiskyen, der så dejligt varmede hans hals. Da hun spurgte ham om hvad han lavede, stillede han glasset fra sig og så hende ind i øjnene. "Tjoh, for det meste er det bare leder pligter, mit liv er begyndt at opføre sig ret ens," Han løftede svagt på skuldrene og lod dem derefter falde. "Hvad med dig? Hva får du den til at gå med?"

Hun kiggede på ham og undrede sig over, hvad der foregik oppe i hovedet på ham. Var han forstyrret oppe i hovedet af alle de problemer der kørte rundt i hovedet på ham eller noget helt andet? Hun var nysgerrig, men ville ikke bombe ham med en masse spørgsmål så hun sad bare roligt og smilede til ham imens hun ventede på, at han svarede hende på hendes spørgsmål. Hun kiggede ham i øjnene og smilede "Det lyder da lidt trist, at det er blevet så ensformigt som du siger." det mindede dog lidt om hende selv. Hun trak let på skuldrene "Sidder for det meste oppe på mit værelse medmindre jeg sniger mig ud uden mine forældre finder ud af det, men er dog blevet snuppet et par gange" hun smilede stille til ham.

Stak af? Måtte hun ikke forlade sit hjem? Hvorfor valgte de at spærre hende inde som en anden rapunzel? Nysgerrigheden vågnede inde i ham, startede op som en lille glød og blev til sidst en stærk flamme. Han smilte kort kækt til hende. Hurtigt valgte han dog at fjerne det igen da han ikke var sikker på hvordan hun ville tage det. Trist? Det var meget trist, han var begyndt at hade sit liv og var ikke så god til at finde grunde til at leve videre. "Det er det også, jeg mangler noget spænding, et eller andet der bare siger.. bang, hvis du ved hvad jeg mener," Han smilte varmt til hende og tog en tår fra sit glas. Det varede kun kort, han stillede det hurtigt tilbage på bordet igen. Nu kunne han ikke holde nysgerrigheden inde mere. "Hvorfor må du ikke forlade dit hjem? Men, alt respekt for at du gør det alligevel, jeg havde gjort det samme.. At være indespærret er ikke lige mig, det er vel ikke lige nogen,"

Hun kunne godt se på ham, at han undrede sig over, hvorfor hendes forældre valgte og holde hende hjemme. Hun vidste dog ikke hvor meget hun egentlig kunne stole på ham for, at hun ville kunne fortælle ham, at hun var Sakrefs yngste datter og var en hendes forældre og storebror passede ekstra godt på som om hun stadig var et lille barn. Melvin havde sagt til hende før, at det ikke var alt hun blev betragtet som lille til. Hun forstod dog stadig ikke hvad det var han mente med det, men det håbede hun på, at hun ville finde ud af en eller anden dag. "Kender det godt. Jeg har siddet for meget hjemme og kender hverken ud eller ind omkring byen her udover det jeg har fået vist og fortalt nogle få gange" hun smilede stille til ham og kiggede ham i øjnene. Hun trak let på skulderen over hans spørgsmål "Jeg bliver vel betragtet som den lille pige der skal beskyttes selvom jeg er 200 år. Det er også lidt svært og holde til og være hjemme. Det er derfor jeg sniger mig ud" hun lænnede sig let tilbage og kiggede roligt på ham.

Blev hun behandlet som en lille pige? Endda selvom hun var 200 år gammel? Det måtte han sige, den havde han ikke hørt før! Bare tanken om at Jacob havde spærret ham inde og behandlet ham som et barn, gjorde at hans mave vendte og drejede sig.. Et liv uden frihed var ikke et liv. Han smilte fortsat venligt til hende. Han ville lade hende fortælle helt færdigt. "Det må ikke være sjovt at blive behandlet som et barn, når man ikke er det," Han tog en tår af sin drink. En enkelt dråbe valgte at blive siddende på hans underlæbe da han igen fjernede glasset. Det blev stillet på bordet endnu engang.. Lige som han troede at han skulle til at sige noget mere til hende, smækkede en dør op og ind tårnede fem mænd, så store at deres hår nærmest kunne feje loftet. Josh drejede overrasket hovedet derhen imod, dog blev hans ansigtsudtryk ikke til mere end et øjenbryn løft..
Hvad skal der nu ske?..
Mændende kom med kolde robot bevægelser hen imod ham og Rafaela. De stoppede op ved bordkanten og skiftede med at se på dem begge. "rafaela Dreadhart?" Han så på Rafaela og derefter hen på Josh. "Josh Mclain?" Hans stemme var grødet.. En sjov og udtydelig accent gjorde det svært for Josh at forstå det han sagde bagefter. "Følg med mig,"..
Josh blev siddende. Manden foran ham havde ikke givet en god nok grund til at de skulle følge med, så hvorfor skulle han? ud af sin øjenkrog så han hen på Rafaela.

Hun trak let på skuldrene "Min storebror siger, at min far er meget bekymret for mig. Der ikke rigtigt nogen der ved hvorfor. Han vil ikke en gang svare mig på det. Altså min far" hun sukkede lidt "Det som om at han..." hun nåede ikke og sige da hun hørte døren blive smækket op. Hun kiggede på mændende der kom hen til hende og Josh. Hvad var lige meningen med, at de kom hen til dem på den måde? Det mindede lidt om de vagter som gik rundt på slottet, men disse så mere skumle ud end dem på slottet og dem på slottet havde sikkert genkendt hende med det samme. Hun lagde sit hoved på skrå og undrede sig over hvem de forvekslede hende med. Hun vidste nemlig ikke, at hun i virkeligheden Dreadheart og ikke Morladin som hun hele sit liv havde troet. "I må forveksle mig med en anden Rafaela for hedder ikke Dreadheart til efternavn til jeres orientering" hun kiggede undrene på dem "Men hvad er det i vil?" hendes stemme var rolig.

I modsætningen til rafaela, tog Josh det langt fra roligt, dog var det ikke til at se på ham, at hvis de så meget som tog et skridt nærmere, ville det blive værst for dem selv. For at berolige sig selv, lod han underlæben forsvinde ind i mellem tænderne nogen få sekunder.
Mændene så skiftevis fra Raf til Josh. Deres øjne udstrålet ikke andet end kulde og ligegyldighed for hvem de stod og snakkede med. Han svarede ikke engang på Raf's spørgsmål, i stedet gik han tættere på dem og gjorde sådan at Josh måtte knytte næverne, for ikke at springe på dem i selvforsvar. Disse mænd ønskede ikke noget godt.
"Kom med os blev der sagt," Mandens stemme skar en i ørene. Det lød som om at han var ved at blive kvalt i sin egen accent. Da han ville tage fat i skulderen på Josh, var Josh med et oppe at stå og skubbede til dem. Skubbet var hårdt nok til at få manden til at snuble få meter bagud. "Giv os en grund til at følge med.. Også kan det være at vi vil," Josh så skiftevis på mændene, der nu skiftes til at se på hinanden, som var de i gang med en diskussion med øjnene.
"Der er en der vil tale med jer," Var det eneste der formodede at komme ud af en af mændenes mund.

Hun kiggede bare roligt på vagterne og ventede på, at de kom med en grund til, at de skulle følge efter dem da hun var for stædig til, at ville følge efter nogen uden nogen grund. Hun kiggede hen på Josh og så, at han ikke virkede til, at ville tage det roligt overhoved. Rafaela rejste sig op og lagde en hånd på Joshs skuldre efter han havde skubbet vagten væk fra sig "Josh rolig nu" hendes stemme var beroligende og mild. Det var næsten som om stemmen kom fra Luces læber og ikke fra Rafaelas. Der var gange hvor hun mindede meget om Luce end hendes ejen familie.
Hun kiggede på fyrene der var kommet og gik lidt tættere på dem "Nu synes jeg, at vi alle skal tage det roligt og at i skal forklare os, hvem det er der vil snakke med os" hendes stemme var blevet mere bestemt end normalt.

Hendes stemme.. Et kort øjeblik lød den nøjagtig ligesom Luce. Det fik ham til at dreje hovedet og se om på hende, bare for at bekræfte overfor sig selv, at det ikke var Luce der stod bag ham. Men, selvom det ikke var Luce, så beroligede hendes stemme ham og han smilte blidt til hende, hvor han derefter gjorde et forsigtigt nik med hovedet.
Da Raf trådte hen imod mændene, snakkede de endnu engang sammen med deres øjne og skulle til at sige noget, da manden Josh havde skubbet, igen kom til undsætningen for dem. Han stillede sig imellem Raf og mændene. "Vi vil jer intet ondt.. Vi er blot blevet sendt af en mand med navnet Clayton.. Om i kender ham eller ej, så vil han gerne snakke med jer,".
Josh løftede spørgende på et øjenbryn. Clayton? Det navn sagde ham intet.. Overhovedet. Han gik op ved siden af Rafeala. "Du bestemmer, skal vi tage med dem, eller ej?" hviskede han ved hendes venstre øre.

Hun kunne godt se på Josh, at han var blevet forvirret over hendes stemme. Hun forstod det heller ikke helt selv, men sådan var hun og det ville hun ikke bruge sin tid på, at ændre. Hun var den hun var og det skulle ingen ændre på. Hun kiggede hen på manden som Josh havde skubbet væk og kiggede roligt men samtidig bestemt på ham. Hun stod lidt og tænkte over det. Navnet sagde hende intet, men måske kendte hendes far ham? Det måtte hun undersøge når hun kom hjem på et eller andet tidspunkt. Hun kiggede om på Joshfor og se hvad han mente. Selvfølgelig skulle hun bestemme. Hun var van til, at hendes storebror, Melvin overtog styringen over hvad hun skulle og ikke skulle. Hun rettede sin ryg og kiggede på mændende. "Fint vi tager med jeg, men det har bare at være meget vigtigt ellers er jeg nok ikke så venlig bagefter" hun kiggede stædigt på manden foran sig i øjnene. Det var tydeligt, at se, at hun var opdraget af Sakref og ikke af en fattig bondemand.

Hun valgte at de skulle følge med dem. Han bed sig svagt i underlæben. Var hun nu sikker på at det ikke var en fælde? At mændene ikke bare ville stikke en dolk i ryggen af dem, så snart de vendte sig om og at denne Clayton, blot var en underlig form for løgnehistorie.. Han valgte at stole på Rafeala. Om det så ville vise sig at ændre sig eller ej.
Mændene gjorde et nik med hovedet til at de skulle følge med dem. Side om side, gik de stolte og stærke ud af kroen, efterfulgt af Josh der aldrig tog øjnene fra dem. De førte dem igennem gyder, forbi bordeller og kroer. Engang imellem så Josh hen på Rafaela.. Hvorfor mindede hun ham så meget om Luce? Det var nærmest skræmmende.
Da de endelig kom til skoven, stillede mændene sig foran en grotte, hvor en klam lugt af død siv ud af den..
"Kom ind kære venner," sagde en svag stemme indefra grotten.

Hun var stædig som bare fanden og var ikke bare en der legede hundehvalp overfor andre. Hun fulgte roligt efter mændende og ligesom Josh flyttede hun ikke øjnene væk fra mændende. Hun sørgede for og gå lidt bagved mændende for, at de ikke ville kunne ramme hende hvis de prøvede på noget. Hun kunne godt mærke Joshs øjne stirre på hende af og til og hun undrede sig over, hvorfor han gjorde det, men hun ville ikke spørge ham da det ikke virkede til, at være det rette tidspunkt.
Da de var kommet hen til en grotte ude i skoven og stoppede op kiggede hun undersøgende rundt. Hun rystede på hovedet da en stemme bad dem om og komme ind "Det kan du godt glemme. Du kan komme her ud, hvis det er så vigtigt det du vil snakke med os om ellers smutter vi igen!" hendes lillae øjne lyste svagt bestemthed og af viljestyrke og man kunne tydeligt høre på hende, at hun ikke ville skifte mening.

Det varede lidt tid før der endelig var noget som rokkede på sig inde i grotten. Af ren reaktion, lagde Josh hånden på sin ene dolk, imens han koldt stirrede ind i det mørke, hvor et væsen snart skulle vise sig. Mændene fra før, gik allesammen til siden og langsomt, samt yndefuldt, foldede de sig på midten og bukkede for det væsen der nu stod ved indgangen. Josh kunne til at starte med ikke tro sine egne øjne.. Det var helt nyt for ham. Ved indgangen til grotten, stod der en hvid, stor og smuk kronhjort og så på dem, med små sortbrune øjne. Dets gevir var mindst en meter højt og tre meter bredt.. Langsomt fjernede Josh hænderne fra sin dolk igen. Væsnet foran ham, var ikke det han havde regnet med.. langtfra.
"Jeg er ked af det pludselig påstyr, men i må forstå, jeg måtte tale med jer," Selvom den snakkede, bevægede den ikke munden.. Det var tvært imod som at lytte til en smuk summen.. En summen man ikke ville ane hvor kom fra.
Det smukke væsen trådte tættere på dem.. "Jeg tror nemlig.. at i to.. kan hjælpe mig.."