A way of distraction. [Delilah]

Dato: Nutid, en fredag.
Årstid: Tidligt forår.
Sted: Doomsville City, Kroen Det Vilde Svin.
Tid: Sen aften. Omkring 22:30.
Omgivelser: Der sidder én eller flere ved størstedelen af bordene. De fleste er ret berusede, og der bliver snakket højlydt.
Vejr: Mørket er faldet på og det er småkøligt. Aftenfrosten har lagt sig på landskabet.

Den ene hånd lå dybt begravet i jakkelommen på den aflagte jakke, der var flere numre for stor og så beskidt, at den kunne være blevet fundet i en container. Den anden havde et løst greb om en cigaret, der med jævne mellemrum blev løftet op til de smalle læber. Hans gang var slentrende, ligegyldig. Han havde intet, han skulle nå. Weekenden stod i afslapningens tegn, for boghandleren havde ansat en eller anden ny – en pige, vist nok, men det var uden betydning – der ville tage vagterne i de næste dage for at komme ind i de vante arbejdsrammer inden en ny uge begyndte.

Det Vilde Svin kom til syne ved hans ene side, og uden at skodde sin halvfærdige cigaret og smide den fra sig, skubbede han døren op og trådte ind i et stegende hedt rum, der stank kraftigt af alkohol og sved fra de skumle typer, der var stamgæsterne på stedet. Han holdt sig for det meste på afstand fra dem og snakkede ikke med nogen, når han var her, for han tog ikke herhen for at socialisere sig, men derimod for at ryge og drikke. Det var desværre blevet oftere efter han uden intentioner havde drevet begge sine forældre til vanvid med sin nyopdagede evne, der var kommet op til overfladen efter hans egen tortur. Et eller andet i hans hjerne havde slået klik efter den oplevelse, og han tvivlede på, der kunne rettes op på det igen.

Med blikket rettet stift fremad, bevidst sørgende for ikke at få øjenkontakt med nogen, slentrede han hen til baren og tiltrak sig en bartenders opmærksomhed.
”Et krus øl,” bad han, hvorefter cigaretten straks blev ført op til munden for et nyt sug. Et stort, solidt glas blev placeret på disken foran ham. Det var så tungt, at det gav et dunk fra sig, der var hørligt, på trods af det høje lydniveau i rummet. Med den frie hånd greb han fat om hanken og udså sig det første ledige bord, hvor han udmattet slog sig ned og gav sig til at stirre på et tilfældigt punkt på bordpladen. Det havde været en lang dag i boghandlen, og om aftenen var det altid værst. Mørket slæbte de depressive tanker med sig, derfor sørgede han for altid at foretage sig noget distraherende på den tid af døgnet.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Hælene klikkede rytmisk imod brostenes overflade, men lyden druknede øjeblikkeligt i skridtene fra den myldrende flok væsner, der ligeledes betrådte brostenene. Månens stråler lagde sig næsten som en glorie om aftenens væsner, men lod stadig skyggerne lege tagfat i kroge og hjørner. Især om hælenes ejer, syntes de at blive tiltrukket, og flyde igennem de mørke lokker, der bølgede ned af hendes ryg i store krøller.
- I mørket vandrer englen, beklædt i dæmonens skind.
Jeg er sgu ikke en fucking fugl.
En sølvring lyste rundt om den sorte pupil, da jægerens blik bevægede sig henover mængden af væsner. De grønbrune irisser der omringede sølvringen om hver pupil, forsvandt i mørket, men ringen af hvad der syntes at være flydende sølv, skar igennem skyggernes leg over det cremefarvede ansigt. Rødlige læber var sagt adskilte, så et uhørligt åndedræt kunne passere, som denne dæmon forsvandt igennem nattens sagte mørke.
Læderjakken der hvilede tungt på hendes skuldre fejede bag hende, men grundet de høje hæle der endnu ramte brostenene med en taktfast rytme, nåede jakkens kant aldrig jorden. Læderbukserne der klistrede til hendes ben og fremhævede bestemte former, skinnede svagt i månelysets blege skær, men det overfyldte våbenbælte der tyngede om hendes hofter, var hvad der tiltrak de fleste blikke. Måske næstefter mændenes blikke der først ramte den kavalergang, der blev tydeligt fremhævet af tanktoppens stramme placering. Nok var hun ikke længere succubus, men hendes udseende ville altid tilhøre succubusverdenen.
- Du er frelseren, Neco, glem aldrig det.
Du tager fejl. Jeg er ikke den du tror jeg er. Jeg kan ikke frelse noget.

Slanke fingre løftede sig, og skubbede hårdt døren til baren op, så den gik åben med et hårdt tryk. Lyset lagde sig straks over hendes krop, og tillod de blikke der løftede sig, af opdage hvordan blodstriber var smurt ud over hendes hals, og hvordan små rester af blod endnu sad klistret til de let adskilte læber. Men for de halvfulde mænd, var det langt fra afskrækkende at faren hang som et slør over hende da hun trådte ind, og at hun skred forbi dem uden at værdige dem et eneste blik. Det var tiltrækkende.
"Stik mig en whiskey."
Hendes blik fastholdt bartenderens i et par sekunder, selvom hans blik var flakket nedover hendes kavalergang adskillige gange. Den lavstammede mand fumlede febrilsk med et whiskeyglas for at gøre hvad kvinden ønskede, men et hånligt fnys afbrød ham, og fik trukket hans blik op på hende igen. Et svagt smil dansede på hendes læber, men der var ingen varme der nåede det. Det var et tomt smil, kun til for at imponere manden, hvilket også smilede tøvende tilbage.
"Er det fordi jeg er en fucking tøs? Stik mig dog forhelvede en flaske! Ligner jeg the friggin' girl next door?!"
Et eller andet der flakkede igennem hendes blik, fik straks manden til at række ud og gribe flasken, selvom de faktisk ikke solgte flasker i kroen. Kvinden, denne jæger hvis udstråling tiltrak sig opmærksomhed, lænede sig blidt indover bordet, og trak flasken ud af bartenderens hånd. En af fingrene gled elegant, kælent over hans kæbe og strejfede hans læbe, imens de grønbrune øjne næsten syntes at hypnotisere ham, blot ved den varme og seksuelle udstråling der pludseligt blev pumpet ud derfra.
"Du er en skat."
Manden havde tilsyneladende glemt alt om at hun skulle betale, da hun trak sig tilbage over bordet, og drejede om på hælen. Et muntert smil havde fundet hendes læber, nu da alkoholen skvulpede i flasken ved hendes side. For tiden var der to ting der kunne bringe hendes humør op: Alkohol, og de børn Sajros supersperm havde givet hende. For fanden, hvor længe hun havde haft sex dagligt vidste hun ikke, men det var satme længe, så der måtte sgu være noget i den fyr der gav ham mutantsæd eller sådan noget shit.

Hun var allerede på vej ud af døren endnu engang, da en kæmpestor fuld fyr greb fat i hendes arm. Stanken af vodka stod ud af hans mund da han grinede til hende, og holdt hende fast i sit greb, samtidig med at han lænede sig frem imod hende.
"Hey skatter, hvad siger du ti..."
Længere nåede hans fuldesnak ikke, før ild brændte sig vej igennem hendes blik. Delilah var en del stærkere end hun så ud til, både grundet hendes race, og den evne der havde gjort hende mange gange stærkere end en normal Drevens. Hun rev sig derfor fri i et ryk, og snurrede armen rundt, så hun kunne bore fingrene ind i hans nakke, og hamre hans hoved forover. Hans pande bankede direkte ned i et bord, hvor træet knirkede og knagede faretruende under det massive pres denne dæmons ene arm lagde på hans hoved.
Hun lænede sig forover, endnu med whiskeyflasken i den ene hånd, så hendes læber ikke var mange centimeter ude foran mandens øre.
"For det første, kald mig skat igen og jeg flår nosserne af dig. For det andet skal du være fucking glad for at du ikke nåede at færdiggøre den sætning. Jeg er i et godt humør i dag, så jeg river ikke pikken af dig og bruger den til at made dig med. Tillykke."
Løgn, Delilah var måske ikke sindssygt vred lige nu, men hun var alt andet end i godt humør. Hun løftede blikket, og borede det direkte ind i den ene mand, der sad ved bordet. Det grønbrune i hendes øjne lynede, mens sølvringen blot flød lysende videre om hendes pupil.
Shapeshifter. Fuck hvor er det klamt.
- Neco, du kvæler ham.
Overrasket over sandheden i Chayas ord, slap hun manden, hvis mund og næse havde været fanget imod træet. Hostende, hakkende og spruttende for at få luft, faldt han ned foran hendes fødder. Hun slap langsomt shapeshifteren med blikket, uden at sige et eneste ord til ham. Hvis han ikke fattede advarslen i hendes blik, der fortalte ham at han skulle holde sin kæft, så var han selv ude om det, når hun kom for at rive struben ud på ham. Hun gad ikke mere pis i aften.
Det havde været en dårlig dag, der netop var blevet en smule bedre. Hun havde ikke ungerne i disse dage, så der var ikke noget hun kunne gøre, for at få en god dag, ud over at drikke sig pisse stiv og finde en eller anden at knalde. Åh, og fuldføre sin opgave, med at slå en mand ihjel. Men først skulle hun bunde whiskeyflasken.
Uden et ord, men med alle blikke hængende på sig, flåede hun døren op og trådte ud i den kølige aftenluft.

Helt ærligt var øllen ikke særlig velsmagende. Han var og blev simpelthen aldrig glad for smagen af øl, og så hans forældre ham nu, var han sikker på, at de ville blive meget overraskede. Han havde aldrig været den store indtager af alkohol, og skulle det endelig være, skulle der være en vis klasse over det, såsom en vin, der lå i den lidt dyrere prisklasse. Til familiearrangementerne førhen, havde han altid takket nej til øl og tyet til vinen i stedet. Han kunne næsten se sin fars overraskede ansigtsudtryk – begge øjenbryn hævede, fordi han ikke var i stand til kun at løfte det ene. Han kunne næste høre sin mors stemme, som stod hun lige ved siden af ham. Er det et krus øl, jeg ser der, Bastian? Han kneb øjnene hårdt sammen, så farvede pletter dansede for hans indre blik, og løftede begge hænder op til sine tindinger for at massere dem. En dunkende hovedpine var pludselig indtruffet ved tanken om, at netop dét scenarie aldrig kunne ske. Hans mor kunne ikke engang fremsige en sammenhængende sætning. Hun havde ikke længere nogen anelse om, hvem hendes egen søn var. Alle minder var borte som blæsten.

Et hårdt slag i bordet rev ham ud af tankestrømmen med et sæt. Han satte sig forskrækket tilbage på stolen og blev mødt af det knapt så kønne syn af et blodigt ansigt fra én af de højlydte, fulde mænd, der lå henover hans bord. Til at starte med troede han, at idioten var fuld nok til at have snublet over et eller andet, sine egne ben højst sandsynligt, og slået skrinet ned i bordet. Den teori fandt han dog hurtigt ud af ikke slog stik, da en mørkhåret kvinde klædt i sort bøjede sig ned til mandens ene øre, der var højrødt grunden varmen i lokalet og alkoholen i hans blod. Hendes fyldige læber adskilte sig let og formede en række ord, han ikke kunne høre for støjen af stemmer og klirrende glas. Et par hoveder havde vendt sig mod bordet, men scenariet var ikke noget, der tiltrak sig synderligt meget opmærksomhed, for det var ikke et udsædvanligt syn her på stedet.
Han så lamslået på kvinden, der havde vækket en sær følelse i ham og fået ham til at glemme alt om den indtrufne hovedpine. Hun virkede bekendt. Hans hjerte fløj med det samme helt op i halsen, da hun slog blikket op og borede det lige ind i hans. Hendes øjne var udsædvanlige; en velkendt grønbrun men med en lysende sølvring omkring pupillen. Han havde set hende et sted før, det var han sikker på.
Det irriterede ham grænseløst, at han ikke kunne huske, hvor og i hvilken sammenhæng, han havde set hende. Og det var netop dén gnavende irritation, der fik ham til at rejse sig fra bordet og ukarakteristisk efterlade både blødende mand og halvfærdigt glas tilbage, mens han diskret forfulgte den mystiske kvinde udenfor.

En halvkold vind fejede ind fra siden, og purede blidt op i de mørke lokker. Den kølende effekt hvis et tungt åndedrag til at blive sukket imellem hendes læber, og en svag nedtrapning i hastigheden af hendes skridt til at forekomme. Den tunge jakke bevægede sig dog knapt nok ved vindens fremstød. Hendes elegante, lange skridt skråede direkte ind i mængden af forskellige, travle væsner, men selv i mængden stod hendes læderoutfit ud.
Flasken dinglede dovent fra de slankes fingres eller så stærke greb, imens hælene rytmisk hamrede imod brostene.
Flasken var langt fra fuld - den gyldne væske skvulpede kun, i hvad der svarede til det kvarte af flaskens indhold, men det ville alligevel være nok til at gøre en person godt sløret, hvis man var nybegynder på dette felt. Men en kvinde som Delilah, der havde været faldet ned i alkoholikernes dybe grøft adskillige gange, var den slat ikke nok til at slå hende ud på nogen måde. Nok til at dulme smerterne var det dog, og derfor god nok til, at hun med tænderne skruede låget af, og spyttede det væk. Der var intet grund til at have et låg, når flasken ikke skulle gemmes.
- At dulme smerten med alkohol, fjerner den ikke.
Gad vide om selvmord ville fjerne dig?
- NECO!
Slap dog af, jeg joker jo bare.
Et tomt smil havde hængt sig fast til hendes rødlige læber, der kort efter omsluttede flaskens kølige hals. Væsken passerede hendes læber, og lod sig opsluge af hendes krop, der næsten snurrende og spindende tog imod den befriende alkohol. Men den kølende, opløftende væske forsvandt alt for hurtigt henover hendes tunge, og efterlod en tom flaske, der ingen nytte havde for denne dæmon.
Med et dovent blik der flakkede henover menneskemængden, skød hendes hånd pludseligt til siden, og stak flasken ned i en tilfældig forbipasserendes halvåbne taske. Som flasken blev båret væk, fortsatte hendes skridt imod brostenene ufortrødent, mens de mørke lokker blafrede som slanger om hendes ansigt, i bløde bevægelser. Pludseligt drejede hun til siden i et ryk, så dem der ellers ville have passeret hende, måtte bremse hvinende op for ikke at brase direkte ind i hendes stenfacade.
Irriterende stemmede hævede sig ud over hende, men uden en trækning fortsatte hun forbi deres udbrød og smældende ord. Skyggerne var gaden hun trådte ind i, gled kælent henover hendes hud, og opslugte hun drilsk, så de irriterede væsner til sidst fandt tilbage til deres hastige gårytme.

Mørket legede opad hendes cremefarvede hud, og snoede sig kærligt om hende. Delilah boede næsten i skyggerne, så at de fangede hende og næsten skjulte hendes mørke silhuet, var vel ingen overraskelse. Hun vidste hvordan man gjorde det, hvodan man forsvandt i mørkets lange fingre, og blev trukket bort fra synet igennem tunneller af tom, kold sorte.
- Mørket er sen...
Nej! Jeg gider ikke høre på dit gudepis lige nu!
Menneskemængden der bevægede sig stædigt omkring hende, tyndede langsomt ud, til hendes hæle var den eneste lyd der gav genlyd i den dominerende stilhed omkring hende. Hurtige, elegante bevægelser der tydeligt tilhørte et rovdyr, snoede hende igennem gadehjørner og drejede hende forbi forskellige kryds, så hun bevægede sig dybt ind i det net af labyrinte, denne by var indelt i. Lydene fra civilisationen døde bag hende, indtil hendes skridt stoppede brat.
De sidste skridt ekkoede svagt i gyden i et par sekunder, før det ligeledes forsvandt, begravet i stilheden. Hun stod foran en væg, uden nogle udgange, som havde hun fanget sig selv. Den eneste vej væk, var over muren eller tilbage. Men et smil sitrede på læberne, og intet tegn på overraskelse fandt hendes ansigt. Hun trådte et enkelt skridt frem, og placerede et par fingre på muren. Uendeligt langsomt, som var det et show, gled hun ned i knæ, med en finger der legesygt fulgte murens vej nedad.
Hendes muskler stivnede brat, og smilet om hendes læber bredte sig næsten usynligt. Et par fingre smuttede ind under murstenen, og pillede den pågældende mursten ud. Besværligt, men sikkert, fik hun trukket 3-4 andre mursten ud, indtil et gabende hul i muren var opstået. I det samme rejste hun sig, og trak læderjakken af med en vant bevægelse, så den dumpede tungt ned på jorden.

Korsettet på snøret op, og skubbede af, så det blev tydeligt hvor tykt og tungt det var, da det hamrede til jorden med en forholdsvist høj lyd. Skoene blev trukket af, og læderbukserne rullede af benene, så hun til sidst stod i undertøj, med gåsehud der hastigt spredte sig henover huden, som en iskold ildebrand. Som tidligere succubus smeltede de utallige ar ind i hendes hud og gjorde dem til et smukt mesterværk - men hvis man bemærkede dem, ville man se at hun var et kludetæppe af ar og sår. Der var endda enkelte bogstaver, der stavede ord, hvis man så godt nok efter.
Hendes fingre forsvandt ind i hullet, hvor hun trak dybrødt stof frem, med en lang bevægelse. Hun trådte ind i stoffet, og trak det op over huden, så det mørke undertøj blev dækket. Som hun fik lynet op, begyndte stoffet at smøge sig om hende, og sætte sig helt rigtigt. Stramt holdt den hendes barm fast og tillod en kavalergang at blive vist, lige nok til at drillende vise sig, men ikke nok til at afsløre alt.
Dybt snittede stoffet på ryggen, så en bar ryg blev efterladt synligt, men tillod sig samtidig at stramme om taljen, og fremhæve hvordan hendes former bevægede sig. Denne kjole var uden tvivl ment til forførelse, for det seksuelle emmede tydeligt ud fra den, som en dampende varme, der ikke kunne undgås at blive bemærket. Det, og de hæle der igen blev trukket over hendes fødder, samt den krop der var bygget til en succubus, gjorde at Delilah straks var i sit es - forførelse.

Endnu engang forsvandt hendes fingre ind i hullet, og ud blev to stropper trukket, der blev fastgjort ved toppen af hendes lår, så kjolen dækkede dem. Våben blev trukket ud af det originale våbenbælte, og hægtet fast ved stropperne, så hun endnu engang ikke var våbenløs. Lædersættet der nu hvilede på jorden, samlede hun hastigt op, og foldede langsomt sammen. De passede nemt til hullet da hun skubbede dem derind, og lod så murstenene glide på plads. Da den sidste blev sat fast, forsvandt alle tegn på aktivitet ved muren.
- Neco .. Ikke flere onenightstands! Kærlighed.
Rend mig så hårdt. Kærlighed? Jesus fucking christ ...
- Lov mig det!
Jeg er ikke på vej for fucking sex! Og jeg lover dig ikke en skid! Skrid af helvede til.
Et lettere irriteret fnys forlod hendes læber, samtidig med hun lod Chayas stemme drukne deri. Hun var så pisse træt af Chayas konstante forsøg på at gøre Delilah til en ren person. Sex er Del'Sharkas værk, lad lyset og kærligheden skinne, ja klart, fuck alt det pis. Hun kunne ikke klare det hele. Delilahs svage afhængighed til sex, satte en stor fed streg over Chayas ord. Og Delilahs ord, fik Chaya til at holde kæft.
En blid hvisken gled igennem hendes sind, og pludseligt fik Delilah en brændende trang til at tude. Alt var så pisse svært, men ingen tårer havde trillet på hendes kinder, så længe hun huskede. Hun tillod det ikke. Eller faktisk var det løgn, to tårer havde fundet vej fra hendes øjne indenfor Delilahs fornemmelse for tiden, men i hendes sind, gjaldt de næsten ikke. Situationerne havde været så latterligt mærkelige, at de ikke gav mening.
Delilah forsvandt ned af gaden, og viklede sig igen igennem labyrinter af gader og mærkelige drej, indtil civilisationen pludseligt materialiserede sig for hendes blik. Hendes ekkoende skridt blandede sig med skridt af flere væsner, men denne gang var blikkende der blev sendt hende ikke vrede eller irriterede - men derimod blikke der fuldte rundingen af den bare ryg, eller starten på hendes kavalergang. Og hun kunne ikke give tre fede fucks for de blikke - hun havde en mission.

- Han møder ikke op.
Skal vi vædde?
Hendes blik låste sig på hans ryg, længe før Chayas svar skar sig vej igennem hendes tanketåger. Charmerende bevægede et smil sig om hendes læber, da hun gled fremad og nærmede sig manden med yndefulde skridt, der næsten svævede over jorden. Hendes fingre nåede kun netop at strejfe hans skulder, før mandens blik rev sig op med et sæt. Genkendelsen nåede dog kort efter hans blik, og lettelse blandet med glæde brusede op til hans blik. Et svagt nik var hvad han fik fra Delilah.
"Valentine!"
Uden at svare på hans muntre hilsen, lænede hun sig frem ved at lade begge hænder hvile imod hans brystkasse, så de stod tæt nok til at væsnerne der gik forbi i høj fart, ikke ville kunne høre hvad der blev sagt, medmindre de stoppede op og lyttede. En gnist flakkede igennem hans blik ved hendes berøring, og hendes varme ånde der blev pustet ud over hans hals.
"Hvor?"
Han lod den ene hånd glide henover hendes mave og lægge sig om hendes talje, mens den anden hånd blidt lagde sig imod hendes baghoved. Hun reagerede ikke, men ventede i stedet på at han svarede på hendes åndeløse spørgsmål. I et kort sekund stod ham bare og holdt hende ind til sig, med et blik der var skjult under øjenlågene, og et saligt smil om læberne. Så skiltes de smalle læber, og manden besvarede hans spørgsmål.
"Tyrell's lige rundt om hjørnet. Ti minutter siden han gik derind, men Jason har ikke kontaktet mig med yderligere informationer, så han burde stadig være der."
Et smil flakkede kort over hendes læber, før hun med et blidt skub, trak sig fri at hans greb. Hendes blik bevægede sig kort henover hans krop, som i ren rutine, før hun med en vinken fra et par fingre, vendte sig for at gå.
"Perfekt. See you in a bit, babe."
Han vinkede med et smil, og fulgte hendes svingende hofter med blikket, da hun forsvandt ud af hans synsfelt. I Delilahs sind dansede en charmerende fnisen, opstået ved Chaya, der var utroligt begejstret over denne mand, der fulgte Delilah med øjnene.
- Åh, han var sød! Han er da lige din type!
Med sød mener du lækker, for fandme ja det er han.
- Din type?
Nej, lækker. Drop dit kærestepis, Chaya!
Hun kunne næsten mærke Chaya surmule.