Total Eclipse of the Heart - Josh-Arycia -

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]//

Det eneste hun kunne huske var at hun kunne hører hendes bror desparat råbe hendes navn, efter nogle havde forgiftet hende med vievand nok til hun besvimede på den lokale kro. Dæmoner var normalt ikke nemme at håntere men nogle vidste præcis hvordan, og disse mænd vidste præcist hvem de gik efter. En engel og en dæmon.
- De smed dæmon tøsen op i en vogn og kørte væk med hende.

I et skjult sted langt væk fra byerne, lagde der en hytte. Den var så 'dejlig' at have en underjordisk kælder, med celler. Vinduerne var dækket til med sorte lagner, så folk ikke kunne se ind hvis man skulle risikere besøg. Der var ikke gjort specielt meget rent - dog var det værelser nok til hver eneste af ejeren af husets sønner.

Stella blev smidt ned i kældren, så hun landede i en celle ned på det klam kolde gulv. Her landede hun på hænder og fødder- med et klask ned i jorden. Cellens dør blev herefter låst og med vievand på tremmerne kunne hun ikke rører ved dem. Dem der holdt hende fanget var selv dæmoner, de bar handsker for ikke at blive brændt. Stella kunne hører skrigene fra andre kvinder rundt omkring hende, en af mændene foran hende grinede blot af det. Stella fik samlet lidt kræfter til sig, og kom derved på benene. "Så hvad er meningen?" Spurgte hun og holdt sin stemme kold som normalt. Hun viste ikke frygt, for hun ejede ikke frygt. Selvom det måske var en kvindes værste mareridt, så havde hendes far voldtaget hende flere gange da hun ikke opførte sig som en dæmon. Nu var hun en dæmon, og ville aldrig lade frygt styrer hendes liv. "Bare rolig du får selskab om ganske få minutter, vi har en celle makker til dig også." Sagde han koldt og vendte hende så ryggen..

- Der gik ikke langtid før en engel blev smidt ind i cellen til hende, Stella havde sat sig i hjørnet længest væk fra cellen. Hendes blik gled hen over kvinden - men blev dog siddende. Væggene var lavet af sten, og de var ru. Faktisk havde de flået hendes arme og ryg op få steder. "Velkommen til paradiset." Sagde Stella ironisk.

Arycia var igang med at lave mad, Ben kunne komme hvornår det skulle være. Så hun ventede egentlig bare.
Hun havde ladet døren stå ulåst, så Ben bare kunne komme ind, når han endelig kom.
Hun hørte døren åbne, og slap det hun var igang med, og gik ud til døren, hvor det ikke ligefrem var Ben som stod foran hende, men inden hun kunne nå at få sagt noget, stak de en nål i hende, og hun blev med det samme meget svimmel, og søvnig, at hun ikke rigtig lagde mærke til det andet der skete.

Før hun blev smidt ind på et hårdt gulv, som hun ike var specielt tilfredst med. Hun kiggede hurtigt op, og kiggede rundt for at orientere sig. Hun var i en kælder, det var tydeligt, og cellen var også tydeligt for hende.
Hun kiggede hurtigt bag sig, celle døren var allerde låst, og hvem end der havde smidt hende der ind, var skredet.
Hun kiggede hurtigt op da hun hørte en stemme, hun rejste sig op og kiggede på kvinden, som også var sammen med hende i cellen.
"Ved... Ved du hvor vi er?" spurgte hun, tydeligt bange og meget forvirret.
Hvad pokker skulle dette forstille, hvad pokker skulle der ske med hende nu. Hvad mon Ben ikke ville tænke. Der var jo ikke sket det voldsomme hjemme hos hende, det ville se ud som det altid gjorde, og han ville tro hun bare var skredet. Ville han overhovedet lede efter hende, måske og måske ikke.
Hun vidste ikke hvad der ville ske her, men hun havde sine anelser.

Selvfølgelig skulle det spørgsmål komme, hvor er vi henne? Måske kom der også et: "Hvad vil de med os?" Endelig så forstod Stella udemærket godt hvorfor man spurgte, men hvorfor spørge på noget man vidste der ikke fandtes et svar på endnu? Stella havde ikke andre at snakke med så man kunne lige så godt få det bedste ud af det man havde. "Jeg har ingen anelse om hvor vi er, men jeg har en fornemmelse af at disse mænd er voldtægts forbrydere. Og ret voldige, stanken af blod hænger over det hele hernede." Svarede hun roligt, og betragtede englen nøje. "Bloddæmon" smilede hun stille og en anelse koldt. "Navnet er Stella." Tilføjede hun så til samtalen, og kravlede stille over til hende. Selvom Stella ikke var den kærligste person, så betød det ikke kun var koldhjertet.

Oh god... Voldtægts forbrydere, selvfølgelig, hvorfor skulle hun lige havne i dette lort. Hun havde sådan en dejlig aftale med Ben, og nu var det helt ødelagt. Hun sukkede tungt. Dæmoner... Dæmoner, dæmoner, Ben var dæmon, en rolig en, men det var nok ikke alle der var det. Det havde hun sådan fundet ud af. Hun plejede ellers at holde sig fra dem.
Hun satte sig langsomt ned, tog benene op til sig, og hvilede hagen på begge knæ, der var presset sammen.
Hvorfor lige hende, hun gad sgu da ikke dette. Og voldtægts forbrydere, hun havde ikke engang haft sex med Ben endnu! Hun kunne ikke lade dette ske, det måtte ikke ske.
Hun kiggede på kvinden, som kom roligt hen til hende. Hun smilede svagt til hende. Ikke fordi hun havde noget imod hende, hun kende hende slet ikke, men denne situation, var ike lige den sjoveste at være i.
"Hyggeligt at møde dig Stelle" Hyggeligt var ironisk, for dette var ikke spor hyggeligt. "Jeg er Arycia" tilføjede hun så til sidst.
"Um... hvor lang tid har du været her?" spurgte hun.
Ud fra hvordan hun så ud, kunne det ikke være lang tid, men var hun lige blevet hentet i dag, eller i går.

Hvem gad også dette, det var tvang. Klamme typer der ikke kunne få sig en kæreste, og derfor skred til de unødvendige metoder. Voldtægt var jo ikke nødvendigt hvis mænd nogengange bare indså at de skulle holde bare have kærlighed. Stella vidste så også godt at sådanne typer her var sindsyge, og der kunne ikke gøres noget ved dem. Hendes egen far havde vidst hende hvilke væsner mænd i virkeligheden var, og det var sikkert også derfor at Stella var mere til kvinder end mænd? Tankerne fløj rundt i hendes hoved om hele dette forløb. Lige indtil englen spurgte hende hvor længe hun havde været her. "Ikke mere end ti minutter længere end dig cirka." Svarede hun enkelt og kiggede rundt. Kvinderne skreg i baggrunden, i panik.

Døren til kælderen blev smækket op, og lederen af det hele Klaus - kom gående hen til burene som om han ejede det hele. Det gjorde han sikkert også. Han stillede sig få centimeter fra tremmerne hvor Arycia og Stella var, og fik to af hans sønner til at låse op for cellen. Sønnerne gik ind i cellen og holdt Stella og Arycia, så gik de ud med dem - Stella blev sat på en overraskende blød sofa, dog gik der ikke længe før hun sad helt uden tøj til at beklæde den blege hud med. Selvfølgelig var det ubehageligt, men der var indtil videre intet at gøre ved det hele. De satte Arycia ved siden af Stella, og hvis det gik efter planen ville Arycia heller ikke have meget tøj tilbage på hendes krop.
"Underhold os." Sagde den ældste. Stella hævede på et bryn. "Underholde jer med hvad?" Spurgte hun koldt. Det var tydeligt at hun var dæmon- dog fik hun bare en lussing for den opførsel hun kom med. En af mændende tillod sig at ligge en hånd på hendes ene bryst, dog stirrede Stella blot ud på et enkelt sted på rummet, og lod de klamme gøre hvad de vil. Stella selv skulle nok komme op med en plan før eller senere - hun havde skam ikke tænkt sig at være ved dem for altid.

Hun krøb lidt sammen af kvindernes skrig, det gjorde hende yderst ubehagelig tilpas. Hun kiggede på Stella lidt, hun virkede til at kunne klare sig selv, hun virkede til at være en stærk kvinde der kunne klare sig selv, en stor modsætning til Arycia, som ikke var særlig god til at kæmpe, eller udgøre vold, mest fordi hun var engel, men også fordi hun aldrig havde haft muligheden for det.
Hun havde ikke været her længe, det havde hun heller ikke regnet med.
Hun sukkede tungt, og kiggede skræmt omkring sig.
Hendes blik fløj med det samme mod døren der blev gik op, og en mand kom gående ind, og hun var ikke i tvivl om at det var blevet deres tur til at blive indviet i dette helvede.
Hun kiggede på mændende som kom hen til celle døren og låste den op, og de kom og tog både hende og Stella.
Med det samme fyren havde taget fat i hende, vidste hun at der ikke var meget at gøre, at hun ikke kunne gøre noget for at dette stoppede. Hun ville ikke dette, men hun var ikke god til at kæmpe mod folk, hun kunne gøre modstand, men så snart at det galt slagsmål, så var hun en kylling, en svans, til ingen verdens nytte var hun i de slags situationer.
Hun blev hevet med op sammen med Stella, og blev sat på sofaen ved siden af hende, og præcist som Stella, blev hun klædt af.
Underholde dem, hun vidste med det samme hvad de mente, og hun havde ingen planer om at adlyde. De skulle ikke have fornøjelsen, selvom det nok skete til sidst. Hvilket fik hende til at ryste voldsomt, hun ville ikke ture at komme hjem til Ben efter dette, hvis der skete sådan noget, hvad ville han ikke sige, hvad ville han ikke synes om hende. Hun ville ikke miste Ben på grund af disse hæslige dæmoner.
Den samme fyr som havde hevet hende op, kom gående langsomt hen til hende, med et ulækkert, lumsk smil, som hun havde set en gang før - Ben's dæmonside. -
Hun krøb sammen da fyren strøg hende ned af hendes krop, fra hendes kavaler gang og længere ned, til hun ikke ville mere og gav ham en syngende lussing, som hun ikke slap godt fra. Hun fik en lussing tilbage, den efterlod et aftryk af en stor hånd.
Han tog derefter fat i hendes hage og tvang hende til at kigge op på ham. Han havde stadig det dumme smil på læben, som hun havde lyst til at slå af ham.
Hun sparkede ham direkte i skridtet, og han gav et brøl fra sig, men han tog hende hurtigt om halsen og pressede til. Indtil han slap, og hun begyndte at hoste voldsomt. "Lær din plads kælling" sagde han hårdt.

Englen kunne ikke klare presset, det var heller ikke normalt at kunne det. Stella havde øvet sig i det, man skulle være uden frygt. Dog da en af sønnerne greb om halsen på englen sprang Stella op og greb ham i håret - hvorpå hun trak hans hoved bag ud. Stella blev ved til at han slap, og derved fik hun et par flade lige efter hinanden, med sit eget blod siddende på læben, havde hun dog stadigvæk ikke så meget som ændret på sit ansigts udtryk. Så vendte hun blikket imod Arycia. "Bare find et punkt i lokalet, og fokuser. Det hele bliver lettere på den måde." Hviskede hun og nikkede over til Arycia. Den søn der ville have Stella greb rundt om hendes liv, og trak hende derpå indtil sig. Her kyssede han hvert sted på hendes krop, af desperation. Stella kiggede blot på Arycia for at vise, at man sagtens kunne overleve dette - at der var værre ting der kunne ske her ude i denne verden. Stellas øjne var køllige, og der var ikke frygt at se eller sårbarhed. Kun det at hun prøvede at give Arycia håb om det nok skulle gå.

Hun kiggede overrasket på Stella da hun havde trukket manden væk, men det slap hun dog ikke fra.
Hun vidste ikke rigtig om hun kunne holde hendes forslag, bare find et punkt i rummet, det ville hun ikke kunne, hun ville ikke lade dem gør dette mod hende, og heller ikke Stella, det havde de ikke fortjent.
Kryb som bare ikke kunne få noget på den dumme, fordi de var for grimme, og ingen elskede dem.
Arycia holde sit blik mod Stella, som Stella blev ved med at kigge på hende.
Man kunne tydeligt se at hun virkelig kæmpede for at holde der her ud.
Manden gik hen til hende igen, med det samme smil, kærtegnede han hendes krop, til han kom op til hendes bryster, som han gav en tur, både med hænder og mund, og hver gang hans hud, sammenstødte med hendes, kom der en ubehagelig grimmase frem i Arycia's ansigt.
Hun vidste ikke hvor lang tid hun kunne holde dette ud længere, men da han bevægede sig ned til hendes underliv, vidste hun at nu måtte hun sgu gøre noget.
Hun sparkede ham direkte i hovedet da han var dernede, og han faldt om på gulvet, men han var snart oppe igen. "Det skulle du ikke have gjort pigebarn." sagde han med en hæs stemme, som om den ikke havde set skyggen af vand i lang tid.
Han lod sine lange negle køre ned over hendes krop, og efterlod nogle røde streger, hvor det blødte nogle steder. "Det bliver bare værst for dig selv hvis du kæmper imod" sagde han og bed hende i øret. Hun lukkede øjne hårdt i. Hun havde ikke tænkt sig at han skulle få lov til alt.
Hun kiggede over på Stella, hvordan kunne hun bare give ham lov til at gøre sådan ved hende, hvordan kunne hun bare være ligeglad, med at en mand kyssede sådan på hende.
"Du har vel ikke nogen plan?" hviskede hun, så det muligvis bare var Stella der hørte det.

Det var ikke nemt at lade Arycia se at jo mere hun prøvede at undgå det, jo flere skader kom hun til. Stella vidste at mænd var desparate væsner, de ville bare have det på den måde, og nogle måtte lide mere end andre for at få det. Stella var van til hendes far havde overgrebet hende flere gange indtil den dag han forsvandt, det var det med at hun var van til det - der gjorde det ikke rørte hende rigtigt. Stella kiggede hen på sønnernes far der ikke var helt tilfreds med Arycias opførsel. "Så det nok, sønner. Lad mig være alene med dæmonen og englen." Derpå forlod sønnerne rummet, og manden rejste sig op. En skam han endelig så ret køn ud - hans personlighed ødelagde det hele. Han gik hen og langede Arycia en ordenlig en, lige på kinden. "Hvis du ikke kender din plads, så er jeg nød til at få professionelle til at vise dig hvordan man opføre sig her. Se på din celle makker her, hun gør det hele uden brok." Fortalte han og greb rundt om Stellas hage, hvorpå han lod sin anden hånd glide ned af hendes side. "Måske skulle du lade hende vise dig hvordan man skal forføre en mand, og give ham hvad han vil have." Det var et forslag, men det lød ikke at der var andre muligheder. "Imorgen, vil jeg se en perfekt udførelse overfor mine sønner forstået? Ingen vold fra din side, forstået engel?" Med de sidste ord greb han fast i Arycias hage, og nedstirrede hende. "Dem der ikke gør hvad der bliver sagt, de kommer i tortur rummet. I flere uger end i kan tælle til." Så slap han hendes ansigt, og knipsede og to mænd kom og slæbte Stella og Arycia tilbage til deres celle - uden deres tøj. Ned i den kolde kælder.

Hun gav et dybt suk fra sig da manden bad sine sønner om at forlade dette, selvfølgelig var de i familie, de dumme dæmoner, hun hade dem, hadet dem mere end noget andet.
Hun skulle havde været sammen med Ben nu, men nu sad hun i dette helvede og blev brugt af beskidte mænd.
Hun bed hårdt tænderne sammen da han slog hende hårdt, dette var noget de skulle få betalt, de ville ikke slippe godt for dette, ikke at hun ville kunne gøre særlig meget ved dem, men hun kunne vel samle nogle der kunne gøre meget skade på dem.
Hun gad ærligtalt ikke at høre på denne mand, så hun lukkede ham bare ude, hun sad bare og kiggede ud i luften. Hun ville ud herfra og det kunne ikke gå hurtigt nok, de skulle dø, alle tre, og det kunne heller ikke gå hurtigt nok.
Hun kiggede ikke op på manden da han greb om hendes hage, hun hørte ikke engang efter ham, og hun havde ingen planer om at lytte til hans ordre, han ville få mange problemer med hende, og hun ville ikke bukke under for ham.
Hun så bare lige ud, hele vejen ned til cellen de blev smidt ind i. Hun kravlede hen i et hjørne, krøllede sig sammen for at varme sig, og holde om sig selv. Tænk at dette kunne ske.
"Hvordan... Hvordan kunne du bare lade dem gøre det mod dig?" spurgte hun og kiggede over på Stella.

Stella knurrede lidt af at blive smidt afsted ned på jorden som en brugt karaklud. Stella hadede at føle sig sådan, men ligenu var der intet andet at gøre ved det - hun måtte bare tage sig sammen. Englens stemme skar igennem og gjorde at Stella fokuserede på hende. Sammenklemt over i et hjørne, som om hun følte sig ydmyget. Stella satte sig op og satte sig på sine knæ. "Mænd er verdens mest modbydelige væsner, som kun få undgår at blive. Jeg er van til den behandling af min far, inden han døde. De her er bare ussle kopier af hvad min far udrettede. Der intet du kan gøre for at få den til at stoppe, vi har intet ord at sige. Det eneste vi skal er at gøre dem tilfredse, og det er en mindre vanskelig opgave. Og desuden, hvis vi nægter sker der værre. Voldtægt er ikke det værste der kan ske i denne verden kære." Svarede Stella og lod sin bare ryg læne sig op af den ru mur. "Mænd skal bare udryddes, det siges at alle mænd skal dø.. det sjove er, vi ikke er mænd." Mumlede hun for sig selv, og kiggede frem for sig, hvilket ikke var langt væk fra Arycia.

Så lyste hun lidt op. "Jeg har en plan, det er en overlevelses plan.. og jeg ved ikke om du tør tage chancen... Men vi er nød til at forføre hans sønner, og når vi gør det så er det med at slå til. For når de nyder det hele, så er de svage - at rive hjertet ud på dem, er den eneste løsning, eller du kan gnide dine hænder ind i vievandet på trapperne, så holder du bare dine hænder knyttede til at øjeblikket er rigtigt - og du har den ene i gulvet. Så er det med at flygte så snart de er svækket for deres far vil være hurtigere end os, og stærkere." Det var en risikabel plan - og det var ikke sikkert det ville lykkes dem.

Hun kiggede lidt ned i jorden, Ben var slet ikke som den, han var sød og rolig, han var aldrig ond mod hende.
Hun kiggede lidt på hende, havde hendes far virkelig gjordt sådan som dem. Hun rystede over hele kroppen.
Hendes Ben skulle altså ikke dø, han var altså sød nok, altså måske ikke hans dæmoniske side, men når han var sig selv, var han den sødeste fyr i hele verden, man kunne ønske sig, der var ikke noget hun ikke ville gøre for ham.
"Min... Min kæreste er altså sød nok" fremstammede hun og kiggede over på Stella.
Hun kiggede lidt på hende, hendes plan var ikke dårlig, men hun var ikke så vild med ideen om at forføre mændende.
"Det lyder som en god plan, jeg ved bare ikke lige om jeg kan forføre dem..." sagde hun lidt lavt og gemte sig lidt.

Selvfølgelig havde englen en kæreste, det kom endelig ikke bag på hende. Det eneste der kom bag på hende var at det var en dæmon. "Min eks kæreste og min bror er også udemærket." Det Stella mente var de fleste var onde - dog var det også få gode i blandt. Det overraskede ikke Stella at englen muligvis ikke var med på planen, engle var vel ikke meget for at slå ihjel og skade andre - hvor imod Stella ikke havde det mindste i mod det. Hendes fortid havde gjort hende det - sådan var hun nu. Og hun skammede sig ikke spor over det.
"Jamen så må vi vel gøre sådan at jeg dræber dem, så får jeg skideren for det - men så må du lokke ham i drømmeland." Forklarede hun - det skulle gå på den ene måde eller den anden. Stella havde intet imod at tage slaget for det - hun kunne sagtens tage det. "Det er en chance for at slippe væk, og jeg ved det er udover dine grænser - men nogengange er det der man er nød til at gå. Ligemeget om man kan lide det eller ej." Stella selv var villig til at vise Arycia nogle få tricks, for at sende en fyr helt op i skyerne. Dog skulle hun have overbevist englen om at det var det rigtige at gøre først.

Lokke ham i drømmeland, sådan på den seksuelle måde? Selvfølgelig, men om hun kunne gøre det, det vidste hun virkelig ikke, ville det ikke være at gå bag om Ben? Hun ville ikke være ham utro, hun ville ikke gøre skaden større end den allerede var.
Men hun havde ret, nogen gange blev man nød til at ligge sine grænser bag sig, dette kunne betyde at hun ikke så Ben i rigtig lang tid, og det ville hun ikke risikere, og han behøvede alligevel ikke at få det af vide.
"Oki, men... hvad så hvis dette ikke virker, hvad sker der så?" spurgte hun lidt skræmt.
For hvis de ville blive taget, ville hun højst sandsynligt få den store skidebalde, og ryge i tortur kammeret, og det ville jo ikke være fair, ville det vel?

Det var selvfølgelig en stor chance og hvis det ikke gik vil det gå udover hende selv, fordi hun ville stå bag drabet - så ville der være slag. "Hvis det ikke går, så finder vi ud af noget til den tid. Jeg kan tage slagene, ingen tvivl om det." Svarede hun på spørgsmålet. "Det eneste du skal bekkymre dig om er hvordan du vil forfører. Ikke fordi jeg tvivler på din evne som kvinde eller noget - for ærligtalt så har du kroppen til det." Stella var en ærlig person, og det var vel en ros? Stella rejste sig op og satte sig hen lidt fra Arycia. "Hør jeg ved alt det her er skræmmende, men det bliver kun værre hvis vi stritter imod - jeg kan lugte blodet fra dem. Skrigene -de vil begynde. Du må passe på hvad du gør, og se din frygt i øjnene. Man skal være uden frygt sådan et sted her." Fortalte hun stille og roligt. "Hvis du er interesseret kan jeg lære dig nogle små ting? Du skal bare sige til,"

Hun sukkede tungt, hun kunne tage slagende? Ja, det kunne hun sikkert, men hun fik bare dårlig samvittighed at det var hende der skulle tage sideballen, og ikke dem begge to, men hun kunne heller ikke slå ihjel, hun ville ikke kunne få sig selv til det.
Hun fik lidt røde kinder da hun gav hendes krop en kompliment, hun gemte sig lidt, da hun pludselig kom i tanke om at hun faktisk stadig var nøgen.
"Jeg ved bare ikke om jeg kan få mig selv til det, jeg vil ikke være min kæreste utro, og det er jeg på en måde hvis jeg skal få dem til at nyde mit nærvær." sagde hun ulykkeligt. Hun ville ikke skade Ben's tillid til hende, men på en måde var hun nød til det.
Hun kiggede lidt på Stelle som satte sig ikke langt fra hende. Hun nikkede lidt, Stella havde ret, hun skulle gemme sin frygt, men det kunne blive svært. Hun var så svag.
Hun nikkede, hun ville gerne lære nogle tricks fra hende. "Hvis du vil" sagde hun og kiggede lidt på hende, med et svagt og uden lykke, smil.

Selvfølgelig forstod Stella udemærket det med at hun faktisk havde en kæreste, også var en stor chance for hende - men så igen, hvis han virkelige elskede hende. Så måtte han forstå at der ikke var meget mere at gøre ved det hele. "Hør, hvis han elsker dig. Så vil han forstå. Det vigtigste ved kærlighed, er at man ikke behøver at sige undskyld." Sagde hun, og følte sig kort ret vis. Stella lagde hovedet lidt på skrå. "Nogle gange sker der bare ting man ikke har magt over." Tilføjede hun stille. Stella nikkede til Arycia. "Du skal kærtegne hans hud, de ikke særlig svært for han vil blot tænkte på det som en bonus." Stella lod sin hånd kærtegne Arycias arm stille og roligt, med en blid og kærlig bevægelse. "Selv de vil rører din hud, du skal bare vende dig til følelsen." Forklarede hun, og lod sin hånd glide henover hendes kraveben. Stella spillede mændene. Selvfølgelig vil hun her i starten hvor Arycia ikke var van til berøring, lade hende stoppe når hun nåede grænsen. Så vidste hun hvor hun skulle arbejde fra. Desuden var Stella ikke sart når det kom til kvinder, og der var intet følelsesmæssigt galt her. Stella lod sin ene hånd kærtegne Arycias ene bryst, blidt selvom de andre dæmoner var mere hårde i deres bevægelser. Stella kastede et blik på Arycia for at se hvordan hun tog det hele.

Hun nikkede, hun havde ret, han måtte kunne forstå det hvis han elskede hende, han måtte kunne tilgive hende hvis han virkelig elskede hende. Hun tog en dyb indånding.
Hun lyttede til hvad hun fortalte, men om hun ville kunne gøre det, om hun ville kunne lade manden røre hendes krop, og om hun ville kunne få sig selv til at røre hans. Det vidste hun virkelig ikke.
Hun kiggede lidt på hende, lod hende gøre det meste af det hun gjorde, mens hun kæmpede med ikke at slå hendes hånd væk.
Men da hun nået hendes bryst, og hun begyndte at kærtegne det, kunne hun simpelthen ikke, hun slog dog ikke hånden væk, hun fjernede den bare og rystede på hovedet. "Jeg kan ikke..." sagde hun svagt og gemte sig ind mod hjørnet.

Det gik udemærket til hendes hånd blev slået væk, der var lidt at arbejde på specielt hvis det skulle kunne udførers perfekt imorgen. Dog havde Stella også været bange for hendes far den gang, hans opførsel overfor hende den måde han straffede hende - den havde ændret hende lidt. Diego ændrede hende til den hun var nu - en person hun var stolt af. Stella kom med en lille ide, og ville prøve den på hende. "Så prøv det her. Luk øjnene og tænkt på din.. kæreste. Bare tænkt på ham, og lad som om at det er ham der er foran dig, ham som kærtegner din hud." Stella prøvede atter engang på at kærtegne Arycias krop, denne gang startede hun ved den ene hofteskål, derpå lod hun sin evne glide ind til Arycia. Stellas evne var håb, hun kunne tage håb, give både falsk og ægte håb. Lige nu havde Arycia brug for noget håb, så hun lod sin evne kærtegne frygten væk fra overfladen af hendes sjæl. Stella lod sin hånd glide hen over Arycias lår, i håb om at det hele ville hjælpe lidt på Arycias situation.

Hendes forslag var ret godt, hun ville nok kunne bruge det, men ville hun kunne udføre det, det vidste hun virkelig ikke.
Hun lukkede dog øjne og lyttede til hendes forslag. Hun tænkte på Ben, den måde han fik hele verden til at forsvinde når han var der, når han kyssede hende, hun tænkte på hans stemme, hans vidunderlige stemme, hans varme, beroligende krop.
Mens lod hun Stella kærtegne hendes krop. Hun bed sig lidt i læben, da det var som om at lige pludselig, var den værste frygt væk, den frygt hun stod med lige nu.
Først nu, mærkede hun hvor udmattet hun var, hvor træt hun var over denne dag, så lang og uoverskuelig. Der gik nok ikke lang tid før hun var faldet i søvn, hvis dette blev ved. Hun kunne dog godt bruge Ben til at ligge hos sig, og den tanke gjorde hende bare mere ked af det, mere end hun var, og det gav hende lyst til at kæmpe, at kæmpe for at komme ud herfra, så hun atter igen, kunne ligge sammen med ham.

Stella tog sine hænder til sig så snart Arycia var faldet i en dyb søvn. Hun rejste sig stille op og gik hen til tremmerne for at få et blik af kælderen - dog med berøring på tremmerne var det som om hendes hud ætsede. Stella tog sine hænder fra dem igen - hurtigere end lynet, og kiggede i stedet rundt så godt hun kunne. DE klamme dæmoner var nede og holde vagt mindst engang hver halve time - for at sikre sig at det hele var okay. En af sønnerne kom hen til Tremmerne foran der hvor Stella stod. "Står du der fordi du er desparat for en omgang til?" Spurgte han og regnede tydeligvis med at få hende til at skævle af helveds til. Et hånligt smil blomstede sig blot op på hendes læber. "Ja da, hvem er ikke det?" Svarede hun flabet, og lagde hovedet på skrå "Nyd endelig udsigten." Tilføjede hun og strålede utroligt nok af selvtillid. Sønnen havde hun ikke set før - der var mere end bare de to. Men Stella håbede på de ville være længere væk, når de skulle prøve deres plan.
"Du kommer med mig." Sagde han og åbnede cellen, og trak hende med ud. Stella valgte at bruge turen væk fra kælderen til at undersøge omgivelserne - de lod Arycia sove. Det var også det englen havde brug for lige nu, der var sket ret meget i dag - og det havde taget på alles energier.

Stella kom først tilbage ved morgen tid, blev kastet ind på gulvet som en brugt kludedukke. Stella var udmattet - men vidste at hun snart skulle med Arycia op igen. Hun måtte prøve at samle lidt energi inden - for hun havde jo ikke fået noget som helst søvn - overhovedet.

Arycia var krøbet lidt sammen, i det Stella havde stoppet, hun havde lagt et par beskyttende arme om sig selv, og sov. Hun lagde ikke meget mærke til hvad der skete rundt om hende, hun sov væk fra det hele, bare lod sig sove, selvom hun godt viste der var en store fare, der lurede omkring hende.
Det havde godt nok været en af de værste dage i hele hendes liv, som hun helst bare ville glemme, men hun vidste at dette ikke bare var noget man kunne glemme, at det ville side i hendes indre og lurer, det ville bringe angst, og hun ville få endnu svære ved at kunne stole på folk, efter dette.

Hun vågnede på et tidspunkt, godt udhvilet, men det der undrede hende lidt, var det der vækkede hende, det lød som et bump.
Hun kiggede sig lidt rundt, og så Stella ligge på gulvet, havde de haft fat i hende.
Hun kiggede op og så lige manden gå, de havde haft fat i hende! Men hvornår skete det dog.
Hun kravlede lidt over til Stella, efter hun lige var kommet ud af sin foster stilling, men inden hun havde nået der helt over, fik hun straks øje på et ret krøllet tæppe, lidt væk fra buret, som sikkert var blevet smidt af vagterne, og så havde de sikkert glemt det.
Hun kravlede over til det, og strakte sin hånd ud gennem tremmerne, et held at hun havde så smalle håndled og arme.
Hun fik fat, men nød og næppe, i tæppet og tog det hen til Stella, og lagde det over hende, det ville nok kunne give en hvis varme.
"Hvornår tog de dig?" spurgte hun lavt, og kiggede på Stella.

--Lille tidsspring på omkring lidt over en uge --

Det havde været det samme, dag ud og dag ind. Mon Matt ikke snart ville komme efter hende? Det ville være ret dejligt - af alle de planer hun havde fået var der ingen af dem der havde virket - desværre. Et par gange i tortur havde hun været - men var sluppet fra den billigt fra den. Håb var noget hun altid havde tilbage - og havde prøvet at sende over til Arycia i al den tid de havde været her. Dagene var god begyndt at blive så lange og ens - mørke og koldere end nogensinde før. Det så næsten sort ud.

En loyal lille engle pige var undsluppet - ved at flyve afsted så snart de prøvede at fange hende ude på den mørke gågade. Hun besluttede sig af sit bankende og bange hjerte at opsøge deres vise leder. - hun fløj op til hans palæ, og trådte ind til ham. Her fortalte hun ham hvad der forgik - tæt inde i de mørke skove - og at hun havde hørt om en af hans egne der var fanget derinde. Den lille pige var bange - dog følte hun sig i sikkerhed inde bag disse mure.

Mændene i huset besluttede sig for at holde en fest - en form for cermoni hvor de hyldede en af deres store helte. Nemlig en dæmon ved navn Julian Lows - som de mente havde givet de mandlige væsner den frygt i kvindernes sjæle de fortjente. Det var først da kvinderne blev slæbt op Stella hørte om navnet - Julian. Det var længe siden hun havde hørt det navn - og den søde måde hendes mor havde ladet det flyde udover hendes tunge. Julian havde været hendes far - men han var heldigvis død nu. Dog ønskede hun aldrig at hun skulle have hørt om det forbilled han havde været.. Voldtægt og vold - selvfølgelig lagde volden til en dæmon. Men voldtægten havde hun aldrig haft lyst til at lyde i hendes ører - selvom han havde gjort hende det før han overhovedet havde gjort det ved nogle andre. Stellas tanker gjorde det svært for hende at fokusere på hvad der skulle ske. Der var gang i pejsen, og varmen fik svedperler til at danse ned af hendes ansigt. Dæmonerne nød synet af de nøgne kvinder - de fleste der var bange. Stella havde vendt sig til det - men stadigvæk prøvede hun at være opmærksom på hvad der skulle ske. Dog fik der ikke langtid før mændene gik igang med at prøve at udføre sammenlege med alle kvinderne - de fleste alt for bange til overhovedet at gøre eller sige imod. Stella overvejede om hun skulle prøve at løbe afsted - men hun ville ikke efterlade Arycia.. Men den engletøs var ikke til at se nogle steder lige nu. Dette var ikke godt. Stella vred sig ud af mændenes greb efter hende, deres tilbeden til Julian var høje og magtfulde - hun kunne næsten ikke holde det ud. Hun måtte fokusere - finde Arycia.

Det var en fredelig dag for ham. Udenfor skinnede solen og lyden af latter fra de unge lærlinge, fik et smil frem på Josh læber. Han nød at tilbringe tid i palæets have sammen med lærlingene. Fredeligt sad han på græsset, med kæmpeulven Ghost hoved læggende ovenpå sit skød, imens han blidt kørte hænderne igennem den snehvide pels. Ulven lå tilfreds og blundede sig.. Solen fortsatte med at varme alting op.
Freden blev pludselig ødelagt ved at vagterne råbte at der var nogen ved porten. Hurtigt stoppede de unge lærlinge med at grine. De stod nu i stedet helt stille og stirrede af frygt hen imod porten. Alle her i palæet havde før oplevet angreb fra dæmoner, så det undrede ikke Josh at de unge lærlinge stod som fast frosset til jorden, ved det pludselig spetakkel. Sammen med Ghost og de ældre lærlinge, gik Josh hen imod porten og blev mødt af en unge engel, der kom vaklende imod ham. Vagterne lukkede porten igen. Pigen var nu i sikkerhed her. Hurtigt var Josh på hug ved siden af pigen, hvor han derefter bad en af stuepigerne om at finde et tæppe til hende.. Forfærdet lyttede han til hvad pigen havde at sige.. Imellem tiden var der kommet et varmt tæppe om hendes små skuldre..

Uden så meget som at lytte til sin rådgiver eller vagter, var Josh taget af sted, for at stoppe den form for vandvid en flok dæmoner var ved at hylde. Hvordan kunne nogen overhovedet hylde en som hans far?! Hans far, Julian, havde ikke været andet end et ondskabsfuldt, klamt og modbydeligt væsen! Der var aldeles intet at hylde, overhovedet!
Ghost var som sagt ved hans side, stolt og klar til kamp, med de spændte muskler. Side om side var de på vej ud imod skoven, for at stoppe denne form for mareridt engang for alle!
Langt om længe lykkedes det ham at finde stedet. Han tog en dyb indånding.. Det ville ikke være det nemmeste i verden at kontrollere alle dæmonerne på en gang, meeen, det var et forsøg værd! Desuden, havde han også Ghost, der så let som ingenting kunne flå en strube over og bide et hoved af. Lydløst listede han sig ind til det rum, hvor de overraskende nok, var i gang med at hylde Julian ved både at råbe hans navn og savle over nøgne kvinder. Det var som at se hele sin barndom om igen.. Det var et forfærdeligt syn.
Han gjorde et nik til Ghost, der med et hurtigt spring var over en af dæmonerne og bed struben over, så blod nu sprøjtet op af væggene. Skrigene fra kvinderne fik det til at løbe Josh ned af ryggen.. Rundt omkring i rummet kunne han fornemme panikken optrappe sig. Hurtigt valgte han at blande sig. Af vrede brugte han Elondaslys imod dæmonerne, nød synet af at se dem lægge pivende på jorden over det skarpe lys, der ville genere et hvilket som helst mørke væsen.. Ghost fortsatte med at angribe de dæmoner den nu kunne få fat på.. Efter lidt tid, gav Josh op med lyset (energimangel) og gav sig nu i stedet til at slippe nogen af kvinderne fri..

Hæslig var en store underdrivelse af dette sted, af denne oplevelse, af dette punkt i hendes liv, hvor for første gang i hendes liv, ønskede nogen død, men denne gang var det vist retfærdigt, disse dæmoner, så hæslige og deres mangel på selvrespekt, fik hende til at væmmes. Hvad fik dem dog til dette, hvem troede de egentlig de var, sådan at voldtage uskyldige kvinder, sådan nogle svin burde brændes.
Hun røg ud af hendes onde tanker da dørene til kælderen gik op, og de blev slæbt op oven på, hvor dæmonerne holde en fest... Seriøst, kunne dette blive mere ondssvagt.
Stella og hende havde været der over en uge nu, og Arycia så ikke meget håb, udover det håb Stella gav hende, men efter så mange dage, havde hun ligesom opgivet, efter mange ganges voldtægt, tortur for hende, havde hun ikke længere en fremtid i sigte.
Hun havde så meget had i sig, at det næsten var umuligt for hende, at holde fast i sin engel.
Tanken om at hun nogensinde skulle komme ud herfra, og se Ben igen, den tanke var så småt ved at forsvinde væk, og hvis hun nogen sinde kom ud herfra, ville det overraske hende, hvis han stadig ville elske hende, selvom hun var blevet voldtaget, og hvordan hun så ud, fuldstændig ødelagt, både indeni og uden på.
Hun ænsede slet ikke at en mand var igang med fuldstændig at over gramse hende, hun var opslugt af sine tanker. Sine frustrationer over at være lukket inde her, og der var ingen som vidste noget om det.
Hun rød dog endnu engang ud af sine tanker, da flere skrig lød, og Arycia pludselig kunne se blod, det første hun tænkte var at de dæmoner havde slået en kvinde ihjel, men hun tog fejl, der var kommet en til undsætning, en ulv, en rigtig stor en af slagsen, havde dræbt en af dæmonerne. Var dette en joke? Var der virkelig kommet en for at redde dem, det lød for godt til at være sandt, men det var skam rigtig nok. En fyr, var simpelthen kommet, en magtfuld en så det ud til.
Hun så ikke meget til, hun så sig om efter Stella. Og med det samme som hun fandt hende, gik hun hurtigt over til hende. "Jeg troede aldrig at denne dag ville komme" sagde hun med et meget svagt smil, det var det første smil hun havde kunnet komme frem med i lang tid.
Hun var glad, men det kunne ikke ligefrem ses på hende, for hun kunne stadig ikke fatte det.