Angel of music- Obadiah

Tid: 09:40
Sted:
Omgivelser: Få mennesker der knæler eller sidder ved bænke
Vejr: Halv lunt, mild brise, lyst
Beklædning: Klik her!

Roen, der for mange årtier siden havde sænket sig over dette sted, var ualmindeligt befriende. Som et luftigt kys der tog imod ethvert væsen der trådte herind, viklede stilheden sig om den kvindelige figur som hun placerede sin fod på dette hellige og fredlige domæne. Det var længe siden hun havde været i en kirke. Så lang tid siden, at hun faktisk helt havde glemt hvor rart der kunne være. Lyset der strømmede ind af de store og ovale mosaik vinduer, spejlede store kegler af forskellige farvede lys ned på de lyse stenklinker og oplyste hvem end der valgte at træde ind under dem. Intet andet sted i hele Doomsville kunne måle sig med denne bygning. Tænk at et sted så smukt, kunne gemme på så skrækkelige minder. Adalia huskede langt fra alt. Langt fra. Eller også ønskede hun ikke at huske. Hun huskede deres forfærdede skrig. Hun huskede moderens øjne, store og opspilede. Hun huskede faderens råb, råb om at hun skulle komme i sikkerhed. Hun huskede ikke, hvordan hun var endt uden for byen. Lige pludselig var hun der bare, bange og forskrækket og helt alene i regnen. Lille og svag. Som en forladt hundehvalp. Hun huskede dog nogle øjne. Nogle blide og kærlige øjne, som sagde at de nok skulle passe på hende. Ikke lade noget ondt ske. Men øjnene havde løjet. For efter de havde forladt hende, var alting gået ned af bakke. Hendes biologiske forældre var døde. Hun var forældreløs, og ingen ville have en lille hjemløs tøs. Ikke siden den skæbnenssvanger dag havde hun set så meget som et glimt af de øjne igen. Det havde nok blot været en del af hendes fantasi. Noget for at dække op for de forfærdelige ting som var sket.
Adalia sukkede tungt, og foldede let sine hænder bag rykken. Hun havde haft efterladt sin bue uden for kirken, af respekt for ikke at bære skadelige våben indendøres. Nej herinde måtte roen ved bevares. Herinde ville hun kunne få sine minder renset. "Makes the beautiful morning that you see...In the morning..." hviskede hun let for sig selv, og passerede langsomt forbi et stort mosaikbillede af en kvinde der beskyttende holdte et barn ind til sig. Det blå grønne glas reflekterede ned på hendes liljehvide hud, og sollyset blev hængende ved hendes øjne. Fik dem til at lyse let op.

Obadiah gik stilfærdigt hen til kirkedøren, med de ellers imponerende hvide vinger, klappet tæt ind til hans ryg. Han åbnede den tunge dør og trådte ind i den betryggende kirke. Her var som ellers tavst, kun afbrudt af de lavmælte bønner, der kom fra de andre i kirken. Obadiah var som ellers ikke fokuseret på de bedende, det havde han ikke været i mange år. I mange år havde hans tanker gået på den lille pige, den lille pige som han havde forladt ved vejen uden for Doomsville, et uskyldigt barn han havde reddet fra en grum skæbne der havde taget hendes forældre, som han var kommet forsent til at redde.
Obadiah gik nærmest lydløst hen til en af bænkerækkerne og satte sig så uden videre lyd. Han foldede hænderne og mumlede lidt for højlydt til selv"Jeg be'r dig bare om en chance.." sagde han utydeligt ned i de foldede hænder"..Jeg er så tæt ved at give op nu... hjælp mig, Herre hjælp!"

Obadiah så op fra sin plads et kort øjeblik, med næsten vrede, men også opgivende øjne, inden han så atter lagde panden på de foldede hænder. Denne gang gav Obadiah sig dog ikke til at mumle, men til at synge sagte"Little child, be not afraid
Though thunder explodes and lightning flash
illuminates your tear-stained face
I am here tonight"

Obadiah tavs da og lagde blot sin pande hårdere mod sine foldede hånder.

Måske var det en fejl, at hun var kommet her i dag. Minderne dette sted bragte op i Adalias tanker var ikke rare. Og uanset hvad end hun tænkte på, poppede der ikke andet op end forældrendes forskrækkede ansigter. Hun følte ikke engang, at hun den dag i dag kendte dem. De var blot to mennesker, hun engang havde kunne kalde mor og far. Hun huskede ikke, hvad de alle tre havde haft før katastrofen skete. Mon de havde været søde? Havde de behandlet hende med respekt, og havde de sunget sange for hende når hun ikke kunne sove? Havde de boet i et smukt hus ud til skoven, og havde de haft et kæledyr? Spørgsmål som disse ville hun aldrig få svar på. Hun kendte ingen der den dag i dag kunne havde formendelig kendskab til hendes fortid, og hun ville nok heller aldrig møde nogen. Hendes liv havde taget et drastisk drej dengang, og den pige hun på det tidspunkt havde været var druknet bag facaden af Adalia Sorrows.
Hun fortsatte sin gang rundt omkring ved de høje vinduer, stadig med blikket rettet imod lyset. Som et lyseblåt skær ramte hendes ansigt fangede hun sig selv i at gå at synge. Det var noget der kom helt inde fra hjertet, noget hun ikke i mange år havde berørt. Men nu, hvor hun var et sted der var så nært hendes fortid, så det ud til at poppe op igen.
"Everything's fine in the morning. The rain'll be gone in the morning. But I'll still be here in the morning.."

Obadiah så kort op da han fangede en passerende skikkelse der fortsatte et stykke forbi ham. Han lagde dog hurtigt hovedet tilbage fra hvor han havde løftet det. Obadiah bed tænderne sammen, alt som minderne fra den forfærdelige dag for 21 år siden, passerede igennem hans sind. Det var 21 år siden til denne dag, at Obadiah i de sene nattetimer, var kommet igennem kvarteret op til kirken her, da han havde kunne høre et barn gråd, blandes med dæmonisk latter og rædselskrig. Obadiah havde haft løbet til de to unge forældres redning, men inden han kunne nå at lægge sig imellem menneskene og deres angribere, havde han opdaget hvorledes at en af dæmonerne havde et stramt greb om en lille pige.
Obadiah havde haft fratvunget den lille pige fra dæmonen, men måtte sande sin styrke underlegen i forhold til antallet af dæmoner som han måtte slås med og den lille pige som han skulle beskytte.

Obadiah havde den aften taget det valg at han måtte få den lille pige væk først og så prøve at hjælpe hendes forældre bagefter. Han skulle bare have hende væk fra stedet, men det var ikke gået som det skulle. På flugten var Obadiah og den lille pige blevet forfulgt, Obadiah havde måtte sætte den lille pige ned, og lokke dæmonen af veje. Det var lykkedes, men da Obadiah havde fået sluppet af med hans forfølger og var vendt tilbage efter pigen, var hun forsvundet. Obadiah var så taget tilbage til Doomsville og havde prøvet at finde og redde pigens forældre, men han var kommet forsent.
Obadiah havde derfor dedikeret de sidste 21 år til at finde den lille pige, som han havde haft ansvaret for. Obadiah havde haft sunget en vuggevise for at berolige den lille pige, inden han havde haft opdaget deres forfølgere.

Obadiah skulle netop til at fortsætte denne vuggevise, da han hørte den komme svagt fra skikkelsen der havde passeret ham, og som nu stod ved vinduet. Obadiah så op over på skikkelsen og rejste sig langsomt op, hvorpå han gik over bag skikkelsen og lod hende fortsætte kort inden han begyndte at synge med enormt lavmælt, og som tonerne kom, ligeså gjorde hans tårer.

Kvinden i vinduet kiggede med blanke og tomme øjne ned på Adalia, som om hun prøvede at fortælle hende noget. Hendes lange glas hår bugtede sig ned af hendes ranke skuldre, som vandt der snoede sig i små sving om en skov. Mon hendes mor havde set sådan ud? Deres ansigter så ikke ud til længere at sidde fast på hendes nethinde. Når hun drømte om dem, var deres ansigter ikke andet end forskrækkede og skræmte. Tomme. Selvom hun kunne se deres frygt, kunne hun ikke se deres munde. Deres øjne. De var mennesker som engang havde betydet noget for hende, men ikke længere var noget. De betød ligeså meget for hende, som de væsner der sad på bænkene her i kirken. Intet.
Pludselig følte hun en anden tilstedeværende. Et andet væsen. Personen nærmede sig hende bagfra, og stoppede så pludseligt op. En dyb og meget lav lyd nåede hendes øre, og i et forskrækket anfald vendte hun sig om og kiggede skræmt på manden bag hende. Mandens udseende skræmte hende ikke mere, end det kunne have gjort. Han så ikke ud til at være nogen dæmon. Faktisk tværtimod. Hans ansigts udtryk var milde, hans øjne vædet af tårer og herfra syntes hun næsten at kunne skimte et par hvide vinger. Han var altså en engel. Det burde hun næsten kunne sige sig selv, siden han befandt sig i en sådan kirke som denne.
"Hvem..." hviskede hun forvirret, men trak så vejret dybt ind og genfandt sin indre ro. "Hvem er du?" Hendes stemme var nu klar og koncenteret. Hendes øjne hvilede på manden, forventende og rolig.

Obadiah lagde forsigtigt en hånd op til munden, som han hørte den unge dames stemme mere tydeligt. Obadiah havde måtte dække sin mund da han næst skulle til at le af glæde over hans sikker i sagen om hvem han nu stod foran, det var den lille pige fra alle de år siden, men så var hun jo heller ikke helt lille mere. Den unge dame var vist blevet helt voksen, men så igen det blev mennesker jo med tiden. Obadiah lod hånden falde fra hans hånd igen og tørrede sine øjne med håndryggen, hvorpå han forsigtigt tog om den unge dames hånd og smilede bredt. Obadiah så kort ned på hendes hånd og kunne næsten ikke tro det, at han nu holdt den lille piges hånd fra for alle de år siden. Den lille pige som han havde troet var borte, og som han havde brugt utallige år på at finde, den lille pige som han havde sunget til ro på sine arme da han fløj afsted med hende på flugt fra dæmoner. Men desværre også den lille pige som han havde svigtet noget så grufuldt, at lade hende alene på en vej når denne frygtelige by, hvor mange gange havde han ikke fortrudt dette og havde overvejet alle de ting han kunne have gjort anderledes, som at have blevet ved med at flyve til han nåede nogle der kunne hjælpe eller bare den næste by. Men alt dette syntes på en måde ligemeget, nu var målet nået, han havde fundet det lille barn, igen.

Obadiah så atter op på den unge dame og sagde med en lettere grådkvalt stemme"Jeg er bange for at det er en længere historie.." Obadiah rømmede sig og kiggede atter op på den unge dame"Jeg er den engel der bragte dig i sikker forvaring for 21 år siden til denne dag, men jeg er bange for at du gled mellem mine fingre for alle de år tilbage, inden jeg kunne nå at hjælpe dig videre" sagde han med en nu mere klar stemme og kunne ikke stoppe sig selv som han greb om Adalia, i et kram og hviskede sagte"Tak.."

Obadiah gav dog hurtigt slip og måtte tørre sine øjne igen. Han rømmede sig og lagde en blid hånd på Den unge dames skulder"Men nu nok om mig, jeg er sikker på at du selv har nogen spørgsmål?"

Adalia var ikke helt sikker på, om det helt var gået op for hende hvad det var der forgik. Det ene øjeblik stod hun, rank i ryggen og stilfærdig i blikket, og det andet øjeblik blev hun trukket ind i et kram af den fremmede som hun langt havde regnet med. Hans ord hang stadig som sværmende insekter i luften, og de fløj rundt om hendes hovede prøvede at trænge ind, men forgæves. Han var...Hvad? En engel der engang havde redet hende? Var det ham der var skyld i, at hun ikke var endt som offer for en grusom død.
"Vent lige...Vent lige!" hvislede hun en smule forskrækket, og trak sig et stykke væk. Dette...Dette virkede som alt for meget. Det var en del sådan ligepludseligt at få at vide. "Spørgsmål? Åh, jeg har ikke andet end spørgsmål. For det første, hvorfor? Hvorfor hjalp du mig?" Hun rystede let på hovedet, og måtte vende sig om engang for lige at slå koldt vand i blodet. Dette var meget sådan at få at vide. En engel... Der havde redet hende. Sendt hende væk. Hvorfor kunne han ikke ikke også have redet hendes forældre? Nej, det var ikke tid til at sidde og beskylde ham for noget, han nok ikke kunne have gjort for. "Det er bare meget..." sagde hun langsomt, og så så på ham igen. "...Sådan at tage ind. Næsten for meget..."

Langsomt lod sin sin ene hånd glide over den anden, som hun endnu engang tænkte hele scenarioet igennem. Forældrende var blevet angrebet, de havde prøvet at sende hende væk, hun var endt op i udkanten af byen og var så gået tilbage igen. Nej, ingen engel indgik i den tragedie. Hvordan skulle hun kunne glemme en så stor del af det?
"Hvorfor har du prøvet at finde mig igen? Jeg mener, kunne du ikke bare være ligeglad? Du ville jo ikke vide, om jeg var død eller ej? Og hvad nu hvis jeg var? Så vil du have spildt en stor del af dit liv"

Obadiah gav slip så snart som Adalia trak sig, men han kunne dog ikke lade være med at smile alligevel, han havde jo fundet hende, den lille pige efter alle de år. Normalt ville 21 år jo ikke være det store for en engel, men han havde trods alt gået rundt hver dag med skylden tyngende over hans ryg, som hans eget kors. Hver dag siden den dag hvor han havde fundet hende, havde han gået med en søgen og mission om at beskytte hende, en mission som kun var blevet mere og mere vigtig for ham som hans søgen blev ved med at slå fejl. Derfor kunne han ikke lade være med at smile da Adalia spurgte ham om hvorfor han var blevet ved med at søge "Jeg kunne ikke lade være med at søge, du var så lille, bange og alene da jeg fik dig i sikkerhed.." sagde han og blev mere seriøs i ansigtet" Jeg var til at finde dig... så jeg kunne beskytte dig"

Obadiah hørte sin egne ord og blev pludselig mere end klar over hvorfor han havde været nød til at finde hende. Han var mere end sandsynligt hendes skytsengel. Obadiah rømmede sig igen og lagde hænderne sammen" Jeg er klar over at det er meget at få at vide, nok mere end du havde brug for at høre lige som tingene står på denne dag, men der er en ting du må kunne forstå.." Obadiah lod ud i en åben gestus"Jeg er en skytsengel..." Obadiah gik så et skridt nærmere og rakte begge hænder frem mod Adalia"Jeg er din skytsengel"

En skytsengel? Hendes skytsengel? Nej nu slog det da vist klik for ham. "Jeg har ingen skytsengel. Og jeg behøver ingen beskyttelse. Jeg kan fint passe på mig selv!" sagde hun tydeligt og klart, og begyndte så at fortsætte sin gang langs kirkens indermur. Hendes egen barnlige instinkter tog måske lidt over nu, men tanken om at en person dedikerede hele sit liv blot til at beskytte hende, gjorde hende en lille smule kuk. Livet på gaden havde lært hende en masse ting. Både dårlige som gode. Men den vigtigste ting var dog, at hun havde lært at klare sig selv. Hun behøvede ingen, og ingen behøvede hende. Sådan havde det været dengang. Nu havde hun et folk at passe på. Et folk hun holdte så uendeligt meget af, og ville gøre alt for at beskytte. Men hendes stædighed og enerådighed herskede stadig i hendes sind.
"En skytsengel...Pff" Hun sukkede let for sig selv, og kørte roligt en hånd igennem det lange askeblonde hår. Men det var nu pænt af ham alligevel. Sådan at rede hende og alt. Den nat... Så mange år siden. Og sådan at lede efter hende...
Endnu et suk undslap hendes læber, og hun vendte sig langsomt om så om imod ham. "Men tak...For at rede mig" Et let glimt gled over hendes øjne, og forsigtigt sendte hun ham et let smil.

Obadiah havde egentlig ikke regnet med at Adiala bare sådan ville acceptere dette faktum, sådan var det jo så tit med mennesker. Obadiah nikkede kort og smilede tilbage til Adalia da hun takkede ham, inden han lod sine hænder ind langs siden igen. Han så med et blidt udtryk i øjnene på den unge pige der nu gik langs muren" Jeg går ud fra at du har flere spørgsmål?" sagde han blidt" Og jeg skal prøve at besvare dem så vidt som muligt"
Obadiah gik ikke efter Adalia, han vidste at hvis hun havde spørgsmål så ville hun blive eller bede ham følge hende, og hvis ikke hun havde nogen spørgsmål, så måtte han lade hende vende sig til tanken om ham, og dette var først med tiden hvis hun overhovedet ville vende sig til ham.

Imens gik det op for ham at selvom han havde svigtet hende, dengang for så mange år siden, så havde den unge kvinde haft klaret sig fint. Der havde vist været nogle skræmmer undervejs, men hun var blevet en stærk person, så måske havde hun slet ikke brug for ham, men han ville nu blive om hende alligevel. Obadiah kunne ikke lade være med at skille endnu en lille tåre, denne gang dog i glæde, glæden over endeligt at have fundet Adalia, ja, men også glæden over at hun var så vel som hun var.
Obadiah gned tåren væk og lod en hånd gribe som støtte til muren, så han kunne læne sig som hun gik videre, det var trods alt trættene at lede så længe, men mindst ligeså trættene at endelig have fuldført hans opgave og at have fundet Den unge Dame der havde klaret sig trods hans fravær. Inden han ænsede det for sent sagde han dog alligevel til Adalia med en klar stemme" Jeg ville ikke forlade dig... dengang"
Obadiah rettede sig op fra muren, siden han nu tiltale en anden person, så virkede uforskammet at stå lænet op ad en mur.
"Jeg var bare nød til at sikre mig din sikkerhed, så jeg satte dig et sted hvor du var sikker.. men da jeg kom tilbage var du væk... Undskyld.."

Adalia trak let på skuldrene, og så let ned. Spørgsmål. Ja, hvor skulle hun begynde?
"Mine forældre...?" sagde hun stille, med en langt mere sammentrukken stemme. "Var de...Retfærdige? Gode? Tror du de elskede mig?" Hun vidste ikke hvorfor, hun pludseligt åbnede sig sådan for ham. Hun følte det bare som om, at hun havde kendt ham hele sit liv. Som om han var det lys der altid havde redet hende ud af svære situationer. Den stærke figur der altid havde holdt hånden over hende, i alle de år hun måtte strejfe hjemløs og forældreløs rundt i gaderne af Doomsville.
Hun stoppede op overfor et nyt mosaik billede. Dette forstillede en skinnende sol og måne som hang i kontrast med hinanden. Deres sarte lys kastede sig ned på hendes krop, og lyste den op. Den ene del lys og klar, den anden mørk og dyb. Som skulle de symbolisere hendes splittede sjæl.
"Jeg husker intet. Jeg husker kun deres skrig..."
Sammen med sorgen, der skyllede ind over hende, kom vreden også. Vreden til den forbandede dæmon der den skæbnensvanger nat havde taget livet af hendes forældre. Frataget hende al kærlighed hun på det tidspunkt havde haft. Hun hadet ham. Hun hadet ham med hele sit hjerte, og der var intet andet hun ønskede mere end at finde ham, jage ham ned. Pine ham og torturere ham. Lade ham synde for de rædsler han havde sat i hendes hjerte.
Uden Adalia havde lagt mærke til det, havde hendes knytnæver lukket sig. Hun græd ikke, for det gjorde hun aldrig, men smerten bredte sig som en klump i hendes krop. Den startede fra hendes hjerte, og bevægede sig videre ud til den syntes at have fyldt hele hendes krop. Hun havde så mange gange prøvet at finde den dæmon, men hver gang var hun gået tomhændet hjem. Hvem end han havde været, var han et geni til at skjule sine spor. Ikke engang hun kunne finde ham. Uanset hvor meget hun end ønskede det.

Obadiah nikkede stille og roligt, han overvejede kort sine ord, for sandheden var jo at han aldrig havde kendt dem, så han ville ikke kunne give et fuldendt svar uden at lyve, men han kunne give hende sikkerhed. Obadiah bed sig kort i underlæben inden han så sagde med en blid tone" De elskede dig begge enhver fader eller moder ville elske deres barn" Obadiah tog et par rolige skridt frem mod Adalia og betragtede hende som hun betragtede mosaikken" De var gode som mennesker kan være det.. og retfærdig kommer fra det synspunkt du har" Obadiah gned kort sin hage og prøvede så at smile igen, ikke at det lykkedes, han var ret så ubekvem ved at stå i denne situation, hvor han ikke havde de svar som Adalia havde brug for, men hvad kunne han da ellers gøre? Fortælle hende at hun var gået glip af de rene engle gennem hele hendes liv, eller at hun i virkeligheden havde været langt bedre stillet uden dem, eller at hans redning havde været mere fra dem end fra dæmonerne?
Uanset hvad kunne han ikke sige det med en sandfærdig røst, da han jo aldrig havde kendt Adalias' forældre, han vidste hverken om de var retfærdig, gode eller om de havde elsket deres datter.

Obadiah opdagede nu at han helt havde glemt at introducere sig selv ved sit navn, så han rømmede sig atter en gang kort og sagde stilfærdigt "Jeg er Obadiah, den tjenene"
Obadiah smilede sagte til Adalia og håbede på at hans egen introduktion ville fremprovokere hendes, så han kunne lede samtalen bort fra Adalias' spørgsmål om hendes forældre, som han måtte sande at han ikke kunne svare på efter alt, også selvom Obadiah havde husket navnet som den lille piges forældre havde råbt ud for så mange år siden* ADALIA!!* og at Obadiah derfor udmærket var klar over Adalias' navn.

Hans svar lød langt fra oprigtigt, hvilket blot fik Adalia til at trække sine knytnæver endnu tættere sammen. Det bedste råd hun kunne give sig selv lige nu, var at glemme dem. Ligge tankerne om de ukendte forældre på hylden, og fokusere på den godhjertede og kærlige mor hun var blevet skænket efter. Hun havde lært hende så meget mere end de to andre ville kunne have gjort, og for det var hun hende taknemmelig for livet.
Hun vendte sig roligt væk fra vinduet, og løsnede det hårde greb om knytnæverne. Hendes øjne faldt på Obadiah, og hun sukkede let og hviskede de hårde og anstrengte øjne væk og fokuserede på renheden og roen hun gemte i sit indre.
"Obadiah... Mit navn er Alanna. Jeg ved ikke, hvorfor vi pludseligt skulle smedes sammen på lige denne dag, men jeg ved at jeg langt fra længere kan blive her. Jeg rejser i aften. Hjem. Til mit folk" Hun trak let på ordene, og holdte en mindre pause. Hun var ikke sikker på, hvad hun skulle gøre med ham. Han havde jo trods alt redet hendes liv alle de år tilbage, og at være en utaknemmelig skid var ikke noget elverne ville sætte pris på at hun var.
"Kunne du tænke dig, siden vi nu har dette pudsige bånd, at ledsage mig på min rejse?"

Obadiah smilede og gav Adalia et let nik, det var lige før end at han havde prøvet at rette hende da hun kaldte sig selv for Alanna, men han tænkte nok det bedste at han først bragte dette emne på bane en anden gang, en gang hvor han havde overblikket til at kunne fortælle hende om alt hvad han kunne huske og havde lært om hende på sin søgen efter hende, men lige nu måtte det vente. Obadiah var blot alt for glad for at endeligt at have fundet hende til at gide begynde at forklare noget videre, specielt efter at han knap havde kunnet svare på Adalias' spørgsmål om hendes forældre.
Obadiah klukkede alligevel en anelse, han mente at han havde gjort det rimeligt klart hvorfor deres veje nu var blevet flettet sammen, at han var hendes skytsengel. Uanset hvad havde Obadiah ikke tænkt sig at begynde et skænderi med Adalia, det var det ikke udkommet værdigt.
Obadiah smilede dog kun mere da Adalia så spurgte om han ville ledsage hende, for selvfølgelig ville han da det, det havde jo været planen fra starten.
Obadiah nikkede"Jeg vil med glæde følge med dig, jeg mener at jeg skylder dig det" sagde han kort og gjorde en gestus med hånden mod døren"Hvis du er klar?"

Selv af en engel at være, virkede denne Obadiah som en yderst lystig fyr. Måske lige en tand for lystig. Kunne al denne glæde virkelig udspringe fra, at han blot havde fundet frem til hende? Adalia tvivlede en smule på det. Men engle var ikke kendt for sådan at lyve, så på en måde var hun jo bundet til at tro ham ved hans ord. Også selvom hun ikke brød sig ret meget om det.
Klar? Klar til at tage afsted lige nu? Han måtte da være sindsyg. Hun skulle jo først pakke, klargøre turen, skaffe provianter og et ridedyr. Han kunne da umuligt forvente, at hun bare sådan kunne være klar til at tage afsted.
"Klar og klar..." mumlede hun, mest for sig selv, men vendte så hovedet over imod udgangen til kirken. "Giv mig lige et par timer til at pakke sammen i. Jeg har nogle folk jeg gerne lige vil snakke med, inden jeg forlader Doomville i lidt tid"
Hun gjorde et let flip med den ene mundvig, så et lille smil krydsede hendes læber. Ud af øjenkrogen kiggede hun en sidste gang på englen med de store vinger, og begyndte så roligt at gå over imod udgangen. "Kommer du med?" spurgte hun, uden at se tilbage på ham. Så vidt hun kunne regner ud, havde han ikke rigtigt noget valg længere. Han ville følge efter hende, uanset hvorhen i verden hun drog.