Der er flere måder at opnå viden på. Du er en af dem. (Adalia)

For hendes skyld måtte de godt spille musik hele dagen lang. Musikken var beroligende og opkvikkende på samme tid, fuld at stemning og liv. Musikkens livlighed gled, som sin egen magi, ind i ens knogler og gav folk den største lyst til at danse og synge. At være glad, at efterlade sine bekymringer og problemer på stolen for en stund, at ryste alle spændinger ud af kroppen og give efter for sin dyriske side, en side man ellers gemte væk til hverdag bag miner og spil. At danse, at synge og musikkens toner var, for Idril, friheden. At være berøvet dens skønhed ville være hende en skrækkelig tortur, hun end ikke nænnede at funderer over. Folk tog den for givet, de prissatte ikke dens skønhed og brokkede sig oftere over at det ikke var deres smag eller at tidspunktet var forkert, end de gad at lytte efter. Og det, mente Idril, var hele kernen! Ingen lyttede. Hver en dans, hver en sang og hver en melodi havde en mening skjult og som bare ventede på at blive hørt og forstået.
Hele sit liv var hun gået passioneret op i musik, ligesom hun også var gået op i historie og hendes folks traditioner. Hun gjorde intet halvt...Hun gjorde alt helt.

Hun havde hørt historien om mennesket. Faktisk havde hun været med hele vejen, lyttet med siden mennesket blev bragt til deres by og de skulle beslutte hvad der var bedst at gøre. De kunne uden tvivl efterlade den lille pige til sig selv, velvidende hun ville dø hurtigt. De vilde dyr og naturens hårde prøvelser ville være for meget for den lille pige. Da en familie havde meldt sig til at passe på hende, til hun blev ældre, var sagen blevet besluttet.
Men da tiden kom og pigen var blevet til kvinde, stor og stærk nok til at klare sig selv...Var elvernes elskværdighed faldet over dette heldige menneske og indhyldet hende. Elverne holdt af hende og lærte hende op, som var hun deres egen...
Og denne fortælling fascinerede Idril og havde altid gjort det. Det satte tiden tilbage til dengang, hvor elverne og menneskerne havde levet i fred med hinanden, med hinanden som naboer. De havde lært at hinanden, menneskerne mere af elverne end omvendt, og tingene havde været gode. Inden diverse krige var dukket op og havde forurenet folks sind.
Men som det var med ethvert andet menneske, sagde folk, var hun taget ud for at tilfredsstille sin nysgerrighed. Eller hvad? Idril havde svært ved at forestille sig hun skulle være rejst af andre grunde. Selv var hun tøvende over for den forestående prøvelse der ventede hende. At hun skulle rejse væk fra sin barndomsby og hendes fæller, for selv at skabe sig et indtryk af verdenen. Hun viste der gemte sig mange bagtanker denne beslutning, både nogle folk kendte til og nogle de ikke gjorde.

Et møde var blevet aftalt. At midt på dagen, når solen stod højest, skulle mennesket komme til hovedbygningen, slottet i midten af deres by, som rakte op over trætoppene og skuede ud over verdenen, som så den alt og alle. Denne strålende bygning, bygget af krystaller og træ sammen, stod majestætisk og kastede sin alvidende skygge over huse og folk under sig.
I denne bygning ville hun blive vist til et mindre mødelokale, hvor de ville kunne snakke sammen. Forhåbentlig ville hun tage imod Idrils forslag. Åh, selvfølgelig havde det været hendes mors ide, men det var Idril der skulle præsenterer den.
Idril havde været tidlig oppe for at nyde de sidste øjeblikke af sit hjem og sit folk, velvidende der kunne gå lang tid før hun så dem igen. Rejsen ville være lang.
Nu havde hun været et smut forbi sit værelse, blot for at skifte sit ellers praktiske bukser og trøje ud med en strålende grøn kjole. Alt hendes tøj var faconsyet og passede hendes lange, slanke krop som var hun født med det. Og det samme gjorde denne kjole, der gik helt ned til gulvet. Om kanterne, som i en ring rundt om hendes overarme og en lige under hendes barm, var der nogle mørkegrønne bånd med gulvmønster, som højelverne næsten altid havde på sig.
Hun placerede et mørkegrønt bælte omkring hendes talje, lidt løst. Hendes fødder forblev frie.
Det hvide hår blev redt igennem en enkelt gang, så det faldt let ned over hendes skuldre. Hvad der også var karakteristisk for højelverne, var hendes hår helt hvidt. skjulte let de spidse ører.
Til sidst bragt hun sin krone på hovedet, højst sandsynligt for sidste gang i længere tid. Hun nød at have kronen på, dens tyngde mod hendes hoved var behagelig og mindede hende hele tiden om hendes ansvar og hvad folk forventede af hende.
Til sidst forlod hun værelset for at begive sig til lokalet. Gangene var smukke, det var forår og træerne var begyndt at skyde med grønne skud. Her, dog, var de fleste allerede blevet til nye blade i strålende grønne og rødlige farver.
Hendes to bodyguards fulgte efter hende, på nogle meters afstand. Hun var spændt...Og det resulteret i et stort smil, i hendes fine ansigt. De mørkegrå øjne strålede. Hun glædede sig til at møde denne kvinde.

Beklædning: Klik her!
Selvom foråret så småt var ved at være på trapperne, var nætterne stadig lange og kolde. Den kolde vind bed i kinderne, og hev ubarmhjertigt i håret. De færresete jægere brød sig om at komme ud på sådanne nætter, og holdte sig for det meste indendøre. Men hvis de dog blot vidste, hvad de gik glip af. Fordi vejret stadig var så koldt som det var, så man også ting som sommernætterne ikke ville kunne frembringe. Den glinsende frost, der lagde sig som små skinnende krystaller i det mørkegrønne græs, fik jorden til at skinne som aldrig før i takt med at de nyudsprugende blade fik et smaragd lignende skær over sig. Månen kunne ses større end nogensinde, og dens klare mælkehvide lys blev reflekteret i de blanke skovsøer. Som om et kæmpe stort øje holdte et våget øje med alle der bevægede sig igennem skoven.
Ikke mange insekter og dyr var begyndte at komme ud, men hvis man i disse sene nattetimer tog sig tiden til at se sig ordenligt omkring ville man hurtigt finde ud af, at dyrelivet ikke havde dødt helt hen. Hist og her pudsede en kronhjort i buskaset, og rundt omkring mellem de høje trækroner sad en stille nattergal og sang sin lavmeldte sang.
Ja, de jægere vidste virkelig ikke hvad de gik glip af.
Natten var så smuk. Så ren og klar og lys. Nætter som denne måtte man ikke misse ud af.
Så da Adalia kom haltende hjem, indsmurt i mudder, var et stort smil plantede på hendes læber. Hun elskede at slå sig løs, at lade hendes dyriske instinkter slå sig løs uden nogle begrænsninger. Hun fortrød intet.

Denicse havde havde taget imod hende, og havde eskorteret hende ind til det store badekar der allerede var blevet fyldt til renden med lunt vand og søde naturlige olier. Adalia havde ladet sig opsluge af det varme vand, og var dykket ned under dens rolige overflade. Der havde hun ligget i lidt tid, og nydt følelsen af mudderet der blev blødgjort og vasket væk. At være fri og vild var skønt, men intet kunne slå følelsen man fik efter et varmt og behageligt bad.
Hendes hår blev redt igennem med en lille træ kam, og derefter sat op så det kunne tørre, og imens det gjorde dette steg hun selv op af badet og begyndte at læse nogle forskellige pergamenter igennem henholdvist i forhold til hendes udlandske kontakter. I tider som disse, hvor hun valgte at slå sig ned i Silvanesti i længere perioder, holdte hun af at have styr på hvad der forgik rundt omkring i de andre byer. Hun var ikke en person med mange kontakter, men dem hun så havde sørgede flittigt for at informere hende om alt der skete i den tid hun var væk.

"Denicse har du set min røde kjole?"
"Den ligger på deres seng frøkken" Den lille tjenestepige var yndig at se på, som hun let snoede sig afsted. Med sit lange kastjanebrune hår, og store runde mandel øjne, kunne man ikke andet end at holde af hende. Hun var ligeså mild som en sommerdag, og Adalia mente ikke at der fandtes end bedre tjenestepige i hele Silvanesti.
"Tak. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden dig" smilede Adalia venligt, og gav den lille elverkvinde et let klem om skulderen alt imens hun passerede hende og gik fra badeværelset og ind til hendes egen private gemak. Huset var noget hendes mor havde skænket hende, som et tegn på at hun nu mente at hendes lille datter endelig var stor nok til at flytte hjemme fra. Hun havde straks forelsket sig i stedet, som lå i udkanten af Silvanesti tæt op af skoven og lige ned til en blank skovsø. Her virkede så fantastisk fredfyldt, og selvom stedet her bestemt var hendes yndlings sted at befinde sig, havde hun dog stadig et værelse stående klar i hendes moders hus. En yderst respekteret højelver, der altid havde siddet højt på strå i det elviske sammenfund. Hvis der nogensinde var brug for hende i krystalbyen, var det der hun ville være at finde. Men hvis hun bare kunne få lov at gå for sig selv, ville hun altid være at se siddende ved søen med en god bog i hånden.

"Husk deres møde med prinsessen i dag frøken" Denicse rakte Adalia et grønt æble, og alt imens den høje menneske kvinde tog en bid af frugten nikkede hun bekræftende i svar.
"Bare rolig en sådan ting glemmer jeg ikke så nemt. Det er mere hendes motiv med mødet, jeg er nysgerrig på"
At skulle til møde med prinsessen var stort. Men at blive inviteret til møde med prinsessen var endnu større. Som et pletfrit eksempel på elvernes skønhed og indre ro, stod denne elviske kvinde som et folkeelsket monument og viste enhver der kom til deres land, hvilken kaliber der elviske folk var gjort af.
Med hjælp fra tjenestepigen fik Adalia sin smukke rødbrune kjole på, hvorefter hun trak en lang kappe i samme farve over skuldrene. Spændet der lukkede denne forstillede en sølvlilje, der snoede sig en enkelt gang om sig selv for så at lukke i en nål.
Et smykke hun altid havde holdt meget af. Hun havde fået den foræret første gang hun havde sat fod på Silvanestisk jord, og dette lille minde skulle for evigt huske hende på at hun i sind var ligeså meget elver som enhver andet væsen i denne by.

Da håret var blevet flettet, som elvere nu fletter deres hår, og kjolen rettet en sidste gang, begav hun sig op imod hovedbygningen hvor mødet skulle finde sted. På turen der op af, som nok tog omkring en halv times gågang, tænkte Adalia sig nøje om, hvilken grund prinsessen mon kunne have for sådan at indkalde hende til et møde. Normalt fik hun blot ord at høre gennem hendes egen moder, som ofte var til møder med dronningen og hendes rådgivere. Ting som ikke ligefrem var Adalias kop te. Hun fortrak at holde sig ude i skoven og jage. Ikke at sidde til lange møder, og diskutere fremtiden for krystalbyen.

Først da hun stod inde i hovedbygningen, i hjertet af det hele, gik det op for hende hvor lang tid det endeligt havde været siden hun sidst havde betrådt dette sted. Måske var det på tide, at hun slog et besøg forbi hendes mor? Nej, det måtte vente. Prinsessen før alt andet.
En mandlig elver, med langt birkehvidt hår og smalle rolige øjne, kom graciøst gående over det skinnende krystal gulv og hilste høfligt på hende, hvorefter han bad hende om at følge med. Prinsessen ventede hende.
"Vent her ude frøken" smilede administratoren roligt til hende, da de begge stod foran døren som måtte lede ind til det rum prinsessen befandt sig i.
"Jeg vil gå ind og lade hendes majestæt vide, at du er her nu"
"Det vil jeg sætte stor pris på" svarede Adalia høfligt tilbage, og foldede så let sine hænder bag ryggen da manden forsvandt ind i rummet. Godt nok var væggene her i bygningen solide, men hun kunne alligevel ikke undgå at høre navnet "Alanna Khemir" blive nævnt. Godt. Han brugte hendes elviske kaldenavn. Et navn hun var blevet givet af moderen så mange år tilbage. Dengang havde hun blot været en lille og forvirret forældreløs pige uden et hjem eller noget sted at sove. Direkte oversat betød navnet "Smukke diamant". En titel der jo passede hende udemærket, og som hendes mor ikke havde været i tvivl om det første sekund hun havde lagt øjnene på hendes ny adopterede datters anden skikkelse.

Hun var kommet tidligt. Det havde hun altid gjort, fra hendes fødsel hvor hun var blevet født et par uger for tidligt. Lige siden havde hun altid været, hvor hun burde være, mindst 10 minutter før folk ellers forventede hende. Til stor irritation for samtlige eventplanlæggere i hele Silvanesti. De planlagde alt til sidste sekund, da intet kunne være godt nok for deres prinsesse, men hun endte altid med at komme før tid. Og de fik altid så travlt og undskyldte så det halve kunne være nok. Uden at vide at hun elskede at se de normale, hverdags ting, som deres forberedelser. Det var ikke altid nemt både at være prinsesse og samtidig blot ønske at blive i et med sit folk.
Hun stod ved et af de store vinduer, som viste en strålende udsigt lige præcis over trætoppene. Solens stråler skinnede skråt ind i rummet og lyste træerne og himlen op i en flot harmoni. Hendes slanke hænder var samlet på ryggen. Hun havde stået der i lidt tid, uden overhoved at røre sig, som en majestætisk statue der skuede ud over sit kongerige. En tjener puslede bag hende og placerede en glaskande, i flere farver, på bordet med iskoldt og frisk vand, samt glas. Lidt efter blev der også sat en lille skål med frugt frem, i tilfælde af nogen af dem skulle få lyst til en bid mad. Idril havde gjort det klart at hun ønskede at snakke med kvinden alene, uden forstyrrelser. Hvordan kunne de tro hun kunne koncentrerer sig om noget, hvis hun hele tiden blev forstyrret?
Hun vendte sig først om, da en mand trådte ind i rummet. Hun drejede sig halvt om mod ham og gav ham den opmærksomhed, hun viste var hans ret. Han bukkede let for hende, da han tilkendegav hendes gæst var ankommet. I et øjeblik sprang hendes hjerte af sted, som en fugls bryst ville galopperer af sted, når den blev skræmt. Hun smilte let og så ud over træbordet og de stole der var placeret rundt om dem. Alle udskåret og sat sammen med magi. Hun gik over til bordkanten og lod en hånd glide over træets årer, som øjne der så alt igennem tiden og gemte på den viden.
"Vis hende ind"

Manden bukkede endnu en gang let, før han vendte sig om og gik over til døren. Han åbnede døren helt op og med et let buk og en gestus med armen, fortalte han at Alanna Khemir endelig skulle komme indenfor. Da Alanna havde betrådt rummet, forlod han selv rummet, igen med et let buk, og lukkede døren efter sig. Idril viste at hendes bodyguards ville stå udenfor dørene og afvente enhver lyd eller signal på farer. Ikke fordi de nærede specielt mistro til Alanna Khemir, men fordi de altid var opmærksomme.
En sang om De Gamle Drager gled lynsnart igennem hendes tanker og gav hende en spontan lyst til at synge den, på elvernes legendariske sprog. Men hun holdt den inde. Dette var ikke tidspunktet at udbryde i sang, som havde hun mistet al forstand.

Hendes mørkegrå øjne var venlige, da de let studerede gæsten. Som det tilkom sig skik, hilste folk først på hende og så hun på dem. For at vise hvorvidt de respekterer hende og hendes position. Hvilket for Idril, ellers kunne være ganske lige meget. Hvorfor skulle nogen respekterer hende, når hun ikke fik mulighed for at vise hun også respekterede dem?
Kvinden var smuk. I et øjeblik var det ikke til at se om hun var elver eller menneske. At være opvokset blandt elverne havde helt sikkert sat sit præg. I et øjeblik overvejede hun hvor hårdt det måtte være at vokse op hos elverne. Javist fornærmede de ikke hinanden direkte, men hun tvivlede ikke på at enkelte nok mente hun ikke hørte til...Og aldrig ville det. Lige så elskværdige elverne kunne være, lige så lede kunne de være. Det var noget Idril kendte alt til. Kvindens mor, adoptivmor, var en respekteret kvinde i hendes mors råd og Idril vidste at hendes mor satte pris på hendes råd.
Dog viste enkelte tegn, hvis man så efter, at hun ikke var født elver. Men det var bagateller...Og betød det virkelig noget? Kvinden var flot. Det var hvad hun kunne konstaterer. Nu var det på tide at se hvad hendes forstand rakte til.
"Saesa omentien lle, arwen en amin Khemir"
De var alene. Ingen ville rynke på næsen af af hun hilste først. Hyggeligt at møde dig, Lady Khemir. Hun elskede det elviske sprog, som klingede så rent, som var det selve jordens og gudens sprog. Hvad det uden tvivl også var.
"Jeg er prinsesse Idril Amaria Míriel, men endelig...Vær venlig at kalde mig Amaria. Det er mit navn blandt dem, der er mig nærmest og derfor mest behageligt" smilte hun let og gjorde en let gestus mod en stol, som tegn til at hun endelig skulle sætte sig og gøre sig det behageligt.

Som Adalia blev vist inde i det, overraskende lille, møderum gennemgik hun sit ordforråd endnu engang. Når man snakkede til en prinsesse, gik det jo ikke at man talte som en der lige var kommet ud af det værste slumkvater i Doomville. Og hun indrømmede gerne, at hun måske havde ladet påvirke lidt for meget af omverdenen. Så at skulle vende sig til det elviske samfund igen, havde taget lidt tid. Dette var også en af de mange grunde til, at hun følte sig mest tryg tilbage i hendes eget hus og ikke iblandt andre elvere. Det havde aldrig rigtig været nemt, at være menneske i elvernes by. Hun havde bestemt aldrig sat fod på et sted med væsner så åbne og kærlige, men i skyggerne af denne venlighed lå mørke tanker og folk som ikke mente hun var så velkommen her. De første par år havde hun holdt sig meget hjemme. Ville ikke ud, ønskede ikke at se nogen, ville bare være alene med sine bøger og studere magi. Det var hendes store passion. At fordybe sig i stilheden. For i stilheden kunne hun hvile i sit eget væsen, og glemme det kaos der til tider havde det med at bygge sig op om hendes hoved.
Men som årene gik lærte hun, at der altid ville være uharmoni, og at man bare måtte tage det som det kom. Hun begyndte at komme mere ud, begyndte at holde af lange spadserturer gennem skovene og hendes passion for jagt og dyrelivet voksede.
Den dag i dag kendte hun stortset alle i Silvanesti. Og alle kendte hende. Hun var menneskebarnet der gjorde det umulige. Hun havde formået at snige sig ind i hjertet på det reseverede folkefærd, og de havde tilladt hende at blive i byen. Hun var en af dem. Inderst inde en af deres egne.

Kvinden, der allerede stod inde i rummet, var virkelig så smuk som alle rygterne sagde. En sand elvisk kvinde, med næsten helt hvidligt hår og betagende øjne. I starten havde det taget Adalia noget tid at vende sig til, sådan at være omringet af smukke mennesker hele dagen. Selvom hun selv bar præg af deres udseende, var der alligevel nogle ting hvorpå hun skilte sig ud. Hendes hår var ikke ligesom prinsessen hvidt, men havde en mere askeblond farve. En smule gråligt. Som lyst støv.
Hendes øjne var gråblå og besad ingen klarhed eller blidhed, som kvinden hun stod overfor, men blot rolighed og alvorlighed.
"Vedui A'maelamin" hilste hun på det samme modersmål som prinsessen. Endnu en af de mange ting hun havde lært af elverne. At tale deres sprog var obligatorisk. Hvis ikke man kunne det, ville man umuligt kunne færdes omkring i deres land. "Saesa omentien lle" Hilsnen betød Goddag du hellige en fornøjelse endelig at møde Dem.
Overraskende nok var det prinsessen selv der havde startet sammentalen. En ting der, udfra hvad hendes moder havde fortalt, ikke var noget prinsesser normalt skulle gøre. Måske var denne kongelighed anderledes.
"Som De ønsker Amaria" Hun gjorde et let buk, og rettede sig så op igen.
"Jeg formoder, at De må have en grund til at kalde mig ind til dette møde. Vil De være så elskværdig at bevidne mig med, hvorfor jeg har fået denne ære?"
Selvom hun havde lært sproget for mange år siden, hang den elviske accent stadig ikke helt ved. I stedet for at sproget kom til at flyde som en lystig lille bæks klukken, lød det fra hendes tunge mere robust og tungt. Nogle ting var vel bare uforbederligt.

Hun smilte let. Hun kunne stort set fejlfri elvisk, omend hendes tunge stadig var et menneskes. Det måtte ikke være nemt, når man hele tiden ville virke en smule mere kluntet, både i ord og fysisk, i forhold til dem omkring en. Måske var det også en af grundene til at hun havde søgt ud, ud blandt sine egne, omend dette ville være hendes hjem?
Nuvel. Selv følte hun heller ikke for at sidde ned. Hun gjorde en let gestus mod vandet og frugten, hvilket simpelt betød at hun endelig skulle føle sig hjemme og bare tage, hvad hun havde brug for.
"Mangler De noget, kan jeg altid kalde på en, som vil bringe os det" Hun nægtede at kalde dem tjenere. For hende var det dybt nedsættende, især om folk af sin egen race. I stedet så hun dem som folk, der frivilligt valgte at hjælpe hende og dem omkring hende. Som venner, et eller andet sted. Hun smilte let til Alanna, da hun vendte sig om og gik tilbage til vinduet, blot for at spejde ud af det i stilhed. Hun tænkte ikke videre over denne opførsel, hun var van til at snakke med sit eget folk og det var normalt at skulle have en dyb tålmodighed. Det var bedre at tænke og sige noget godt, end at lade munden løbe og være en tåbe.
"Alanna Khemir...Det må være svært at være en af os, trods det tør nævnes at du har klaret det godt. Personligt har jeg kun hørt alle historierne. Historierne om denne menneske-kvinde som er opvokset hos os og blevet en af os. Kvinden af diamant...Det lyder som et eventyr, menneskerne ville fortælle deres børn, når de skal sove" Hun drejede let hovedet og smilte endnu engang let til Alanne, hendes blik var blidt og venligt. Ikke nedladende, men åbne. Hun vendte sig om mod Alanna, trods hun blev stående ved vinduet, hvor solen indrammede hende bagfra.
"Se hvor smuk skoven er..." Hun slog let ud med armen, opfordrede Alanna til at kigge ud af vinduet og se det samme. Se det flotte syn, der ville møde hende.
"Jeg har brug for Dem. Jeg har brug for Deres viden og samtidig har jeg et tilbud til Dem. Omend, det er fuldt frivilligt om De vil eller ej. Kun få af vores folk bevæger sig væk fra Hjemmets skov, for her har vi vores hjem, vores venner, vores elskede...Dette er stedet vi kender og det har endnu aldrig svigtet os. Her kan vi være i sikkerhed...Og i fred. Derfor er vores viden om omverdenen opnået igennem forældede bøger. Forældede...Selv om de kun blev skrevet for nogle hundred år siden. Et øjeblik for os...Men så længe for menneskerne" Det tog hende lidt tid at komme til sagen. Men hun ville hellere have at Alanna forstod, end at de var forhastede. Det var også en lille test...For at se helt hvor tålmodig kvinden her var, helt hvor stor hendes indre styrke var. En test på personlighed og vid...Som elverne yndede at udfordre alle omkring dem. Hvor mange gange havde hun ikke set, og selv oplevet, de lange samtaler med andre? Fra morgen til aften kørte samtalen og ofte kun om et emne, for man nåede ikke flere. Og ofte blev man ikke færdig, for der var så mange detaljer at være enige eller uenige om. Men de havde jo tid nok.

"Som det er tradition, skal den kommende Leder rejse ud og skabe sig et overblik over vores omverden. Så Denne kan regerer godt og gøre det bedste for sit folk. Hvem er jeg at nægte det? Men...Jeg har en fordel. Vi har Dem. Og hvis jeg er heldig nok...Vil De måske fortælle mig lidt om, hvad jeg går ud til?" Hun havde set ud af vinduet et øjeblik, da hun havde snakket om deres hjem. Ud på skoven, som hun kendte så godt. Denne var, for nu, centrummet for deres samtale. En sted, en ting, de havde til fælles og derfor brugte Idril netop skoven.
Selvfølgelig var der også andre grunde til at hun måtte rejse ud...Men dette var den grundlæggende. Resten var blevet pyntet på, fordi det ville være belejligt. Ting, som ingen end hende selv burde vide. Alanna Khemir ville kun høre, hvad der var sig passende. Hendes blik var gledet tilbage på hende og hun afventede tålmodigt et svar, mens hendes hænder samlede foran hende. Igen, en majestætisk statue, evigt tænkende, omend man ikke se meget til det i det fine ansigt, med de blide træk.

Adalia kunne ikke gengælde det smil om Idril sendte hende, men måtte i steden for vende sig om imod vinduet for at skjule den alvorlighed der lå over hendes øjne. Historien prinsessen begyndte at fortælle, var en historie hun kendte alt for godt. Hun kendte hver og en eneste lille detalje. Kendte mere end de fleste faktisk gjorde.
Og forhistorien til dette lille "eventyr" var langt fra ligeså smuk som resten af fortællingen.
"Jeg prøver ikke at fokusere på sværheden, men på hvad jeg for ud af mine prøvelser" svarede hun roligt, alt imens hun elegant foldede hænderne på ryggen imens hendes blik gled ud over det landskab der udspillede sig uden for vinduet. Solen skinnede ind gennem det tynde glas, og kastede sine reflekterede lysstråler ud på gulvet. De snoede sig og bugtede sig hen over det lange bord og frugten der stod derpå. Hendes appetit var ikke speciel stor, så da Idril tilbød hende hvad end hun ønskede rystede hun bare på hovede, og gjorde et let kast med hånden. Mad var ikke nødvendigt lige nu. De blev nød til at tale om disse ting.
"Jeg må skuffe dig min prinsesse, men eventyret som du fortæller er langt fra så romantisk som du får det til at lyde" svarede hun alvorligt, og gik langsomt frem mod en af de høje vinduer. Lyset fik nu lov til at kaste sig ind på hendes ansigt, og legede sart med de hule skygger som gemte sig krogene af hendes markerede kindben. "Førend at kvinden blev til diamant kvinden, var hun intet. Min ret til at være i verden, er noget jeg har kæmpet for lige siden jeg blev født" Hun trak let sin hånd frem foran sig, og langsomt lod hun den forvandle til diamant. Solens stråler blev reflekteret og kastet ud på væggen, og små flikkende lys sprang nu frem og tilbage. Adalia så indgående på sin hånd, som om den gemte alverdens svar. "Jeg lærte alt på den hårde måde. Og det er der intet eventyrligt over. Tværtigmod" Da dette var sagt, lod hun igen sin hånd falde ned langs siden af hendes hofte og den forvandlede sig endnu engang tilbage til normal hud. Først der vendte den høje kvinde sig imod prinsessen.

"Det vil være mig en ære at lære dem om omverdenen. Men jeg må advare dem... Verden er langt fra så smuk som den vi lever i nu. Her i vores skov. Men, hvis det er det De ønsker... Så lad mig vide, hvad de vil starte med at høre om" Hun foldede let sine hænder på ryggen igen, og smilede en smule. "Jeg har ikke været alle steder i verden, men jeg har været nok til at vide en smule om stort set alt"

Hun lyttede, uden at forstyrre hende. Hendes opmærksomme blik gled over Alannas ansigt, da hun snakkede. Over de alvorlige furer i panden og det alvorlige glimt i hendes øjne. Hun kiggede selv ud af vinduet endnu en gang og nød fornemmelsen af varme fra solen. Da Alanna var færdig, gjorde hun en undskyldende gestus.
"Jeg beklager, hvis jeg gav det forkerte indtryk. Jeg ved blot hvad folk siger og ikke historien, fra hovedpersonens egen mund. Føl dem endelig fri til at rette mig og give mig de detaljer, der kræves, for at jeg forstår det rigtigt" bekendtgjorde hun. Ikke forstået på den måde at Alanna skulle dele sin historie. Men hvis hun havde lyst, skulle hun ikke holde sig tilbage.

Idril vidste knap hvor hun skulle begynde. Når det kom til sandheden, var hun enormt nysgerrig og videbegærlig. Det var de fleste elvere nok, men selv blandt elvere var hun over gennemsnittet. Hun brugte hellere end gerne flere dage og nætter på et læse bøger og studerer kort, eller på at studerer magiens verden. Hendes lærere havde rost hende, over for hendes mor, og det var hun godt tilfreds med. Men der var altid forskel på at have det hele i teorien og selv at erfarer noget. Og det var selve indsamlingen af erfaringerne der bekymrede hende. Hun brugte et øjeblik på at overveje hvor hun skulle begynde, men valgte så det punkt, der bekymrede hende mest og det sted, hun vidste hun ville bruge mest tid hos.
"Jeg vil gerne høre noget mere om menneskerne. I de ældre dage arbejdede vi tæt sammen med dem, vi hjalp dem med at passe til denne verden, da de kom igennem portalerne. Og de spredte deres viden om en anden verden og teknologi med os. Dengang, hvor det endnu var tilladt at finde et menneske til mage. Men nu er skellet større. Vi gemmer os i skoven og de i deres byer. Vi ser ikke så meget til hinanden mere og jeg frygter hvad dette kan have gjort ved det gamle venskab. Så fortæl...Har jeg noget at frygte?" hun drejede hovedet om til Alanna. Til sidst bevægede hun sig over til bordet. Hendes slanke fingre greb fat i vandkandens hank og hun hældte lidt vand op til sig selv. Hun nød lyden af vandet, der gled fra kandens tud og ned i glasset.
Til sidst satte hun kanden og tog glasset op, sippede let til vandet og nød dens forfriskende virkning på hende. Vandet indeholdte mange kræfter og stor energi. Det var en magi i sig selv. Hun stillede glasset fra sig på bordet igen.

Adalia nikkede let til det Idril sagde, men valgte ikke at uddybe sin forhistorie mere. Hendes fortid var noget hun næsten altid valgte, at holde for sig selv. Hun var ikke vild med, at andre skulle gå og snage i den. At vide var at have magten, og den magt ønskede hun ikke at give videre til andre.
"Deres undskyldning er ikke behøver. De vidste ikke, at der lå noget bag det" svarede hun roligt, og vendte sig let imod vinduet endnu engang. En lille fugl sad nu og sang på en gren tæt imod vinduet, og dens blide kvidren gled skrøbeligt igennem glasset og nåede hendes øregang. Som en saglige kvæde udtrykte den sin kærlighed, til den gemte mage. En sand romantiker.
"Ah... Menneskene" kommenterede hun tænksomt, og vendte sig igen om imod Idril med et lidt mere roligt og hvilende blik. "Dem burde jeg vide lidt om. Selvom jeg tit kommer i Doomsville, den største af alle byer, så er det ikke så tit jeg støder ind i en af dem. Men når jeg gør, ser jeg tit deres undertrykhed. Da deres slags kom til jeres verden, var det ikke alle der modtog dem med ligeså åbne arme, om Deres folk gjorde. De var, og er stadig den dag i dag, set som et forpæstet og forhadt folk. Mange af dem bliver undertrykte af større og mere dominante racer. Nogle af dem valgte at stå imod, og gøre oprør, mens andre valgte at falde hen i skyggerne og prøve at lade vær med at blive opdaget. Dem der gjorde oprør døde. Dem der ikke gjorde, formerede sig og lever videre den dag i dag. Men mange af dem er ikke, hvad de har været. De har mistet lysten til at kæmpe. De tør ikke mere" Hun så let væk, og derefter ned på sine egne hænder, som hun foldede foran sig. Hun skammede sig ikke over at være et menneske. Men lystet til at inderømme, at det faktisk var den race hun hørte til, var for lang tid siden begyndt at falme hen. Hun følte sig ikke ret menneskelig mere, selvom det nogle gange kom til at skinne lidt for meget igennem. Hun ville være elvisk. Det var hendes nye folk nu. Det var dem hun var dedikerede til. Ikke menneskene.

Idril lod blikket vandre ud af vinduet og opfangede den lille fugl, der berigede dem med dens sang. Hun smilte svagt, ubevidst, af lyden. en af hendes beskæftigelser, når hun ikke studerede magi, var at sidde ude i deres have og lytte til naturens lyde. Hun var blevet god til at lyde som de forskellige fugle, hvis man spurgte hende selv.
Hendes koncentration blev trukket fra fuglen, til Alanna. Hun lyttede og så lidt ned i bordet foran sig, da hun var færdig. Så det lå altså til grund...Det var interessant. Hun troede de klarede sig glimrende, for dem selv, i deres byer med en hersker eller herskerinde til at tage sig af dem. Under krigen havde alle selvfølgelig mistet noget.
Hun overvejede lidt hvad dette skulle betyde. De havde altid haft en alliance med menneskerne, selv om den var mindre udtryk i hverdagen nu. Måske...Kunne de bruge alliancen til at hjælpe menneskerne på fode igen? Få gang i det ellers glemte venskab? Det måtte hun tænke over, når hun nåede deres by.

Hun så tænksomt frem for sig, mens hun lagrede oplysninger et sted, hvor hun ville kunne hive dem frem senere.
"Tak" hun vidste ikke om hun skulle spørge mere ind til det. Hun havde visse spørgsmål, men Alanna lignede en der snart skulle henrettes. Menneskerne var måske ikke hendes ynglingsemne. Til sidst besluttede hun sig alligevel for at spørge.
"Hvordan har de det efter krigen? Hvad med deres ledere, tager de sig slet ikke af dem?" Det var begrænset hvad de hørte herhjemme. Enkelte menneskerne havde været forbi og snakket om hvor hårdt de havde det. Men som oftest åbnede menneskerne først op, når de var fulde nok og det gjorde at man ikke vidste, hvornår de faktisk fortalte sandheden.

Adalia havde lyst til at grine højt og sørgligt, men valgte blot at trække let på den ene mundvig. "Deres leder faldt for mange år siden..."
Ha, en leder... Menneskene havde snart ingen ledere mere. Hun havde aldrig vidst, hvem hun skulle gå til, hvis tingene pludseligt skulle begynde at ramle ned over hovedet på hende. Hun kendte stortset til hver og en af de andre raceledere, og hun vidste hvor meget deres medfølgere lyttede til dem. Men menneskene havde ingen de kunne vende til, når krisen kradsede. Selvfølelig havde der, i tidernes morgen, været en. Og han havde, af hvad hun havde hørt om, været en storslået leder med kun godt i sinde. Men tiderne rulle, og nye problemer skyllede ind over den underliggende race. Mennesker blev gamle, i forhold til alle andre. Og mennesker døde af alderdom. Alt for hurtigt. Så nu stod de helt uden leder eller fører, som kunne fortælle dem at livet nok skulle gå. Også selvom det ikke altid så sådan ud. Hun ønskede så inderligt, at der en dag ville være en som ville stå op for folket, og tage dem ud af den misserable stilling de var kommet i.

"Krigen tog hårdt på dem" svarede hun alvorligt, og knugede sine hænder lidt tættere sammen. "Mange børn blev forældreløse, og sat på gaden. Folk blev slagtet i massevis, og det var end ikke slutningen på det. Det hænder stadig, at flere og flere småkrige bryder ud, fordi dæmonerne og vampyrene mener at de kan tillade sig det. Fordi de mener, at vi er den svageste race!"
Hun blev først nu klar over, at hun havde sagt Vi, og ikke De. Hun sukkede let, og så i et par sekunder væk fra Idril. Det var ikke fordi, at hun ikke var stolt af at være menneske. Hun ville bare ikke indrømme, at hun var del af en race som nok snart ville falde helt ned i afgrunden.
"Jeg ønsker ikke andet for min race end sejer. Og jeg ber til guderne hver eneste nat, at der på et tidspunkt vil komme en der kan rede dem ud af deres elendighed. En sand lederr"

Hun lyttede til Alannas fortælling, så vel som til hendes følelser, men uden selv at reagerer på dem. Hun forblev neutral, mens hun tog endnu en tår af sit vand og gik over til vinduet igen, så de igen stod næsten ved siden af hinanden. Hun kunne forstå Alannas side af sagen. Hun var en del af elverne, men menneskerne var alligevel hendes race. At være splitter på den måde. Idril brugte et øjeblik på at tænke over hvad dette mon betød, hvad det kunne betyde. Menneskerne var rigtig nok ikke de stærkeste, men at de var faldet så dybt...Det var så fremmed for hende at tænke over. Og hendes rapporter fortalte at menneskerne skam havde en leder...en for hver by, nærmest. Men ikke en samlet. Var dette mon grunden til deres forfald?
Idril samlede sine hænder på ryggen og lod blikket vandre ud af vinduet og ud på træerne i betænksomhed. Lidt efter blev hun nærværende igen. Prøvede Alanna at få menneskerne op igen? Prøvede hun at gøre dette til sit livs mål, at redde menneskerne fra deres elendighed?
"Hvad med vampyrerne og dæmonerne? Terroriserer de kun deres omgivelser, som jeg har hørt?" spurgte hun. Hun mente at et emneskift var bedst, at de gik videre i deres samtale og ikke blev for længe på menneskerne. Alanna havde allerede givet hende en del at tænke over og hun agtede ikke at snakke mere om emnet, før hun havde tænkt færdig.

Adalia havde næsten lyst til at smile, over prinsessens nye spørgsmål, men valgte blot at vende ansigtet lidt væk fra hende så hun ikke så hendes udtryk. Et formørket udtryk havde sat sig fast i hendes øjne, som en scene spillede sig for hendes syn.
En ung pige der grædder. Voksne der skreg. Hvide og sorte vinger. Blod.
Hun rystede let på hoved, for at få de gamle minder væk, og vendte sig så igen om imod prinsessen, nu med sit normale og alvorlige blik.
"De ting de har hørt, deres højhed, er tildels rigtige. Jeg er på mine mange rejser stødt på mange grufulde og unænsomme skabninger af disse racer. Jeg har mødt dæmoner, som har teoriseret hele byer og gjort 1000 vis af børn forældreløse. Ligeledes har jeg stødt på vampyrer, som har myrdet og lokket både mænd og kvinder væk fra lyset og ind i mørket. Med skabniger som disse, er det altid vigtigt at have et våget øje med sig. Du ved aldrig, hvornår de kunne finde på at gøre noget farligt og uventet" Hun holdte en lille pause med sin tale, og så med et fjernt blik ud af vinduet. Ja, disse skabninger skulle man ikke gøre grin med. De kunne være livsfarlige, og hun havde igennem sine rejser flere oplevet at være blevet overfaldet eller tilfangetaget af personer fra disse 2 racer.
"Men lige så skrækkelige som nogle af dem er, ligeså gode er andre" fortsatte hun sukkende. Hendes stemme udtrykte tydeligvist, at dette ikke var et faktum hun brød sig forfærdeligt meget om at indrømme.
"Jeg har igennem min tid oplevet vampyrer og dæmoner, som ikke altid ønskede det værste for folk. Men mange af os, har det med at putte dem alle ind under det samme låg og derved tænke ens om dem alle. Men ligesom der er stor forskel på elverne, er der også stor forskel på dæmonerne og vampyrene. Det er bare ikke alle de realisere det"