Not all are winners anymore... ~ Selicity

t: omkring to om natten
s: gyderne i Rotten Root
v: varmt men klamt på grund af lugtene.
O: en masse der råber og ser til.
p: en blodig skjorte, og løse bukser. bare fødder.

Lydene var ikke til at tage fejl af. Høje tilråb og lydende af knogler der brækkede.
Lugten var ikke meget bedre, blod, rådden mad, lig i gyderne...

Men han elskede at være dér. Det eneste sted han ikke løb ind i sit gamle liv, var der hvor hans gamle liv begyndte - i gyderne.
Han kunne mærke hvordan adrenalinen rusede igennem ham, mens han for femte gang i aften, slog sin modstander i jorden. Med et selvtilfreds smil, tog han imod den næste - en ung mand der så ud som om han havde slugt Hulken.
Ammon fik nogle gode slag ind, men modstanderen fik hakket ham ind mod hans ribben, som man tydeligt kunne høre brække. Ammon tog sig til siden med den ene hånd, og med den anden slog han direkte mod mandens knæ. Han ramte ved siden af og fik knæet ind mod panden så han midlertidigt mistede synet.
Reglerne var simple, når din modstander ikke kunne rejse sig, havde du vundet.
Ammon nægtede at give op.
Han tvang sig selv op og stå, hvilket resulterede i endnu et slag - nu på siden af hovedet. Han gled ned på knæ igen, spyttede blod. Alt sortnede kort, men han ville ikke stoppe nu.

Støjen havde tiltrukket Selicity, hun have altid været en nysgerrig type og dette her var næsten for godt til at være sandt. Hun kendte dette hjemme fra packet men havde ikke oplevet det andre steder, derhjemme holdt de unge det i skjul for de ældre og der var hun da den reagerende mester inden for kvinderne og havde da også tumlet med at par af mændende, det var dog ikke helt velset da de oftest ikke brød sig om at få tæv af en kvinde men på den anden side var det nærmere forventet af hende, at hun var stærk grundet hun var den fremtidige Alpha.
Selicity havde en sort læderjakke på, den havde en høj krave der var slået op og derved dækkede hendes hals, hun havde en tætsiddende top på der stoppede et par centimeter over hendes navle, en dyb mørkeblå farve der stod i flot kontrast til hendes lettere blege hud, derudover bar hun et par helt tæt siddende men dog stadig elastiske sorte bukser samt et par støvler.
Hælens klikken mod de ujævne brosten døde i larmen fra de mange topløse svedende mænd.

Selicitys øjne var fastlåst på kampen der foregik lige nu, den ene mand, den lille af dem, ikke fordi han var splejset men bare mindre end det kæmpe brød han stod overfor så vist ud til at have problemer. Hendes lange smukke røde hår hang løst og indrammede hendes ansigt smukt. Hun havde nogle røde mærker henover maven, det lignede mest af alt rivemærker fra et par kløer hvilket det egentlig også var. Mange af mændende vendte sultent deres opmærksomhed mod den smukke men lettere lave pige der bevægede sig gennem mængden og nu stod forrest og betragtede de to mænd. Hendes isblå øjne var nysgerrige men viste ellers ingen følelser udover det lettere tillokkende smil hun bar på de fyldige lettere rosa læber.

Lige nu var det en ganske fair kamp hvis de altså fulgte de regler der var smækket op på en af de brogede slimede husmure hun havde skimte inden hun var kommet ind til midten af denne 'kamparena' der mere eller mindre bestod af en menneske lavet ring.

//Her er et billede af støvlerne hun bærer: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

*han må have snydt i fordelingerne!*
det var den eneste forklaring på hvordan han kunne give Ammon så mange tæsk, hvis han var menneske eller elver. Han var mindst en dæmon!
Ammon nåede dog ikke at tænke længere, før han blev hamret ned i brostenene med panden først, og alt blev sort igen. Han kunne mærke foden mod sin nakke, og hvordan hans ene hånd nu holdte på snuden af et par støvler der virkede som om de var alt for små til en mand.
Han gryntede lavt, i et forsøg på at rejse sig.

Stanken af dæmon ramte hendes næse, let blottede hun sine lettere spidsere tænder mens hendes øjne betragtede de to mænd, den ene var ihvertfald en af hendes egne men samtidig var der en anden duft over ham hun ikke helt kunne sætte fingeren på, den anden mand, ham der lignede en kæmpe stank langt væk af sved, alkohol og så var han dæmon.
Selicity kunne mærke det sitrede i hende da hun så hvordan dæmon jokkede ned på mandens nakke, en ting vidste hun og det var at det ikke var tilladt at slå modstanderen ihjel. Hendes fysiske styrke var en anelse stærkere end en normal varulvs grundet alpha blodet der bruste gennem hendes åre.
Med en dyb knurren trådte hun frem mod dæmonen, hendes øjne var lettere gule i det hvilket kunne virke intimiderende, hurtig og smidig som hun var fik hun sat et velplaceret og hårdt spark lige i dæmonens solar plexus, hælen fra hendes støvle ville bore sig let ind i huden så den brød og blod ville trille frem på hans brystkasse.

Hvad der skete med modstanderen vidste han ikke, men lige pludselig var vægten slynget fra hans nakke og væk. Nu prøvede han så at rejse sig op igen, denne gang ved at støtte sig til hvem end der havde hjulpet ham. Desværre ramte duften af varulv ham lidt for sent, og det endte med at han slap og trak sig væk.
Ærbødigt dog, at støde en alfa var ikke en god idé, hverken nu eller senere.
Han kunne dog ikke komme sig over den velkendte duft... Var hun i familie med Sargonis...?

Et veltilfredst smil over hendes læber da hun så hvordan dæmonen kollapsede og tog sig til brystkassen mens han vred sig i smerte, trykket havde knust samtlige af hans ribben. Dog da hun mærkede hvordan den unge mand der før havde ligget ned begyndte at rejse sig ved hjælp af hende var det ren reaktion at hendes ene arm gled omkring livet på ham for at hjælpe ham med at stå. De isblå øjne gled over hvor medtaget han var, han havde brug for lægehjælp, heldigvis kendte hun en del til det og ville være i stand til at hjælpe ham.
Et fint formet øjenbryn skød i vejret da han trak sig væk hende som om hun havde været giftig? Hvad gik det lige ud på?

Selicity trådte hen til ham igen mens hendes øjne prøvede at fange hans. "Du har brug for hjælp... Kom med og så skal jeg rense og lukke dine sår". Hendes stemme var varm og tillokkende. Der var noget ærligt over hende. Han kunne slå koldt vand i blodet hvis han havde troet hun havde været i familie med Sajro, det var hun ikke men duften af at være alpha havde vel noget tilfælles for alle og så alligevel så var hendes langt fra som den der lå over Sajro.

Som søn af en Nightcan, og af en shapeshifter, var hans dyriske side - specielt hans raseri og usikkerhed - meget mere fremtonet.
''Jeg k-kan klar mig s-selv..'' mumlede han inden han var ved at kollapse igen.
Man kunne svagt se hvordan hans flækkede læbe og flækkede øjenbryn begyndte at pible frem med blod.
Han havde lyst til at skrige af smerte fra sine ribben, men han bed det i sig - tydeligvis

Et skævt smil gled over hendes læber, et eller andet sted beundrede hun det han gjorde, at ville gøre alting selv men lige i denne situation var det nok nærmere dumt at lade ham gøre det end at stå og beundre ham for det. Roligt trådte hun helt tæt på ham og lagde armen omkring hofterne på ham for ikke at skade hans ribben yderligere. "Det er beundrings værdigt at du gerne vil selv men helt ærligt... Du kan ikke engang gå, lad mig da i det mindste hjælpe dig hjem i seng eller hen på en kro?". Selicity kiggede op på ham da han trods alt var højere end hende.
Det var ikke fordi hun havde ondt af ham over at han var kommet til skade, nej på ingen måde. Han havde jo mere eller mindre været skyld i det her selv, det var jo en risiko ved at slås som han gjorde. Roligt og forsigtigt begyndte hun at trække afsted med ham medmindre han virkelig ville protestere og så skulle hun da nok slippe ham og lade ham stå på snotten endnu engang.

Han sukkede kort. Godt nok var hun varulv - en race han snart ikke havde mere tilovers for - men det var fandme beundringsværdigt at hun stadig ville hjælpe.
Derfor tog han imod hendes hjælp.
''Det er f-for lang hjem t-til mig...'' mumlede han opgivende, inden han gispede i ren smerte.
Hans lille fine palæ lå desværre lidt for lagt udenfor Doomsville - næsten helt ude ved Firewood... Der var for langt. Og palæet stod tomt, hans mor havde efterladt det for længst.
Han så kort på hende, inden alt igen blev sort da han mistede sin bevidsthed fuldkommen.

Selicity kiggede op på ham som han endelig lod sig støtte op af hende, et tegn på at han gerne ville modtage hendes hjælp. Normalt rendte hun ikke rundt og hjalp alle og enhver men han havde tydeligvis meget brug for hendes hjælp og desuden havde det pirret hendes vrede samt gået hende på nerverne at kampen havde foregået så uretfærdigt. Hun nikkede stille, "Så bliver det kroen"... Med rolige og sikre skridt satte hun kursen mod kroen, den var heldigvis ikke særlig langt herfra. Hendes sko lavede små kliklyde som de bevægede sig henover brostenene. Et chokeret gisp kom fra hende da han pludselig blev helt livløs og mere eller mindre lagde alt sin vægt over på hende hvilket resulterede i at hun næsten stod på næsen men nåede at genvinde balancen i sidste øjeblik.

Efter nogle minutter med noget asen og masen fik hun lagt ham blidt på sengen i det kroværelse hun havde lejet for natten. Hurtigt fandt hun de ting frem som hun skulle bruge og stillede den på natbordet. Let stoppede hun og lod sine isblå øjne glide over ham. Trøjen måtte væk. Fast besluttet greb hun kniven fra hendes støvle og begyndte at sprætte den op, hun måtte skylde ham en ny hvis det var.

Det første lange stykke tid var han helt væk. Hvad end hun gjorde, ville han ikke have megen reaktion indblandet.
Det var først da hun begyndte at fjerne hans trøje, rørte han på sig, men det var ikke meget. Han åbnede det ene øje som ikke gjorde ondt efter et uretfærdigt slag mod kindbenet, og så op på hende.
''Hv-hvorf...'' mere nåede han ikke at mumle før hans tunge slog knuder og blodet begyndte at fylde hans mund. Hvad end den nar til en dæmon havde gjort ved ham, var det ikke noget der kunne fikses lige med det samme.
Den flækkede læbe blødte stadig, og det var det blod der langsomt fyldte hans mund nu.

Selicity prøvede ikke ligefrem at vække ham, det var bedre at han var bevidstløs, smerterne ville være grumme hvis det var han var ved bevidsthed. Hun smed læderjakken hun havde båret og trak så det lange røde hår op i en høj hestehale så det ikke ville være i vejen. Kniven fik skåret sig vej igennem hans trøje og den gled ned og lå nu bare på sengen som er slags underlag hvilket vel egentlig var meget fikst? "Sh.. Shh", hun lagde blidt fingeren mod hans læber der hvor de selvfølgelig ikke var kommet tilskade, hendes øjne var lukket omkring hans eller det ene han kiggede med. Da hun spottede blodet der løb ned af hans hage greb hun et håndklæde og tørrerede det blidt væk med et let smil på hendes læber.
Stille satte hun sig på kanten af sengen og tog skålen med det varme vand samt håndklædet som hun vædede i vandet og vred det bagefter. Med en rolig og sikker hånd begyndte hun at fjerne blodet fra hans krop, vaskede ham kunne man sige, det ville sikkert gøre ondt men hun gjorde det så forsigtigt som hun kunne. Rummet de var i var oplyst af stearinlys hvilket gav rummet et behageligt lys, hendes hud havde fået et gyldent skær som hun sad lænet indover ham. Blidt lod hun håndklædet vaske blodet væk fra hans ansigt mens hun betragtede ham.

Hvorfor hjalp hun ham overhovedet? Han havde ikke været specielt venlig overfor hende..
Han kunne dog ikke gøre meget ved det, udover at blive liggende og lade hende gøre hvad end hun ville gøre.
Han kunne mærke det lunkne håndklæde glide over hans hud, da hun vaskede blodet af ham. Det var på en måde behageligt at det ikke var ham der vaskede blod af en anden. Det var også behageligt at det ikke var Blair der rørte ved hans bare overkrop. Han havde ikke set hende i en evighed.. Og hun var den eneste han havde været på nogen form for intim med.
Han så Selicity lidt i øjnene da hun begyndte at vaske blod af hans ansigt. Hans grønne øjne var slørede af smerte, og det ene øje var fyldt med blod.
Han så bare på hende, mens han bed smerten i sig, i håb om at han virkede en smule mere 'sej' end hvad han egentlig var.
Hun var smuk, det kunne han da se. Langt rødt hår, og smukke fyldige læber. Han kunne mærke en svag længsel hive i sig, men bed det i sig igen.

Hun betragtede ham stille men kunne ikke lade være med at smile let da hun kunne se hvordan han nærmest bed smerten i sig, prøvede han at imponere hende eller hvad? Det var altså helt okay at sige av, bande eller hvordan han nu end reagerede på smerten. Da hun var færdig med at tørre blodet af ham lagde hun håndklædet tilbage i skålen med det varme vand hvorefter hun tørrerede sine fingre i et rent håndklæde. Selicity havde blod på kroppen hist og her, ansigtet, armene som hun havde brugt til at holde ham samt på den bare del af hendes mave men det virkede nu ikke til at genere hende. Let bukkede hun sig forover og rodede i lommen på sin læderjakke hvor hun fandt en lille krukke frem, en salve der var ret så speciel, den øgede healings processen både på ydre og indre skader.
"Det her kommer nok til at gøre ondt men tro mig, i morgen vil du takke mig".
Et lettere drillende smil gled over hendes læber men det gled hurtigt over i et let og charmerende smil. Hun spredte salven på sine hænder. Ganske let placerede hun sine silkebløde og varme hænder mod hans brystkasse hvor hun begyndte at smøre ham ind i salven, hun var ekstra varsom omkring hans ribben. Det ville svie enormt meget grundet det både var rensende men også healende. Let løftede hun blikket og så ham i øjnene som hendes fingre gled op af hans hals og om i nakken på ham hvor han trods alt var blevet jokket på. Da hun var færdig der slap hun ham stille og smurte noget mere salve på hænderne. Forsigtigt gled hendes ene finger langs hans flækkede læbe før hun smurte de andre skræmmer ind han nu måtte have. Hendes fingre var blide og man kunne virkelig mærke at hun vidste hvad hun lavede. Da hun endelig var færdig fjernede hun hænderne fra ham og tørrerede fingerne i håndklædet atter engang, en tot hår var gledet ud af hestehalen og hang nu ned langs hendes kind. Hendes hud glinsede let af sved grundet hun havde slæbt ham og dampen fra vandet havde gjort hendes ansigt en smule fugtigt.

Der var få sekunder, hvor hun gned salven ind i hans brystkasse, hvor han ømmede sig. Han hadede lidt at han lå som den hjælpeløse og var nødt til at få lægehjem.
På et punkt følte han sig som dengang han var lille og hans mor hjalp ham efter han havde været op og slås.
Først da hun gned salven ind på hans nakke, var han tæt på at sætte sig op og kysse hende, og igen da hun fiksede hans læbe. Sandheden var dog, at han ikke turde.
Hun virkede så blid, så venlig.
han ville elske at mærke hendes arme om sig, hans læber mod hendes. Men han var bange. Han ville nødig skulle se hende blive såret som dengang med Blair...
Han hev lidt efter vejret, da salvens varme bredte sig i brystet på ham. Han var sikker på at det va salven i hvert fald.
''t-tak...'' sukkede han stille, og prøvede at sætte sig op. Men han endte med at bide hårdt sammen.

Hun sendte ham et dejligt smil og lagde hænderne i sit skød mens hun kiggede på ham. Let strakte hun sig over og tog et glas der var fyldt med vand og rettede sig så så hun sad med det ene ben oppe under sig i sengen og det andet dinglende fra sengekanten. "Det var så lid", da han prøvede at komme op lagde hun hånden mod hans skulder og skubbede ham blidt bagover igen så han lå ned. "Her, drik det her", hun rakte glasset til ham, der var noget smertestillende samt beroligende i. Hvis han tog glasset ville hun rejse sig let, hvis ikke ville hun stille det tilbage på bordet hvor baljen og salven stod. Let rejste hun sig og strakte sig en smule, hun fjernede båndet der holdt hendes røde hår oppe så det faldt ned af hendes ryg. Let vendte hun sig mod ham med et dejligt smil. "Jeg vil tillade mig at tage et bad og få vasket mig selv ren for blod, du må kalde hvis du har brug for noget", et smil blev smidt hans vej som hun bukkede sig ned for at tage støvlerne af, han ville nok kunne se en god del af hendes kavalergang men det virkede ikke som om hun tænkte yderligere over det. Roligt vendte hun ryggen til ham og forsvandt ud på badeværelset, hun lod døren stå så hun ville kunne høre ham kalde.
Hurtigt fik hun smidt tøjet og med et nydende suk sænkede hun sig ned i det varme vand hun havde fyldt i inden hun ordnede ham. Let lukkede hun sine øjne og lod sig selv slappe af. Selicity havde en smuk krop, lange slanke ben, en flad mave, en god fast bagdel, pæne hofter og et par gode bryster.

Han tog imod glasset, men drak det først efter han havde set hende forsvinde ud på badeværelset. Det var utroligt, at han kunne virke så tiltrukket af hende, så hurtigt. Hun var jo vidunderlig!
Han kunne igen mærke noget der mindede om træthed hive i ham, men han var opsat på at han ikke ville døse hen. Han ville tale med hende, han ville vide hvem hun var. Derfor rejste han sig ved hjælpe af natbordet, og kom op og stå. Han bed sammen inden han langsomt fik klodset sig hen mod badeværelset. Han havde brug for at få skyllet munden ren for blod. Han gik ind på badeværelset uden at tænke på at hun var i bad. Han tændte for vandhanen og nød i et kort øjeblik følelsen af det iskolde vand i hans mund, inden han begyndte at slubre det i sig som den hund han ellers var. Han stivnede dog, da han så hen på hende. Man kunne se hvordan hans ansigt blev rød i hovedet og så væk efter et par sekunder.
''U-undskyld..!'' kvækkede han

Hun sad der og nød der varme vand omslutte hende et par sekunder inden hun greb sæben som lå i en slags hylde, skål eller hvad det end var der var hang på siden af karret. Roligt skummede hun sæben mellem sine hænder og begyndte at køre hænderne gennem sit lange våde hår for at det vasket ordentlig. Dog da han kom ind sad hun helt stille og kiggede bare på ham, hvad havde han gang i? Ville han lurer eller havde han brug for hjælp? Let løftede et af dine fine øjenbryn sig da han lænede sig ned over vasken, hendes hænder gled fra hendes hår og ned i vandet for at skylle sæben af. Da han for sammen som han gjorde da han fik øje på hende fik hun sig et kæmpe chok og fik hurtigt dækket sin krop så han ikke kunne se noget, hun tog en lille kande der også fulgte med for at få skyllet sæben ud af håret inden hun fik det i øjnene, knæene var trukket helt op til hendes brystkasse og fødderne låst sammen så han intet kunne se.
Selicity skyllede hurtigt sæben ud af håret mens han stod og rødmede og til sidst kiggede væk. Da hun var færdig rømmede hun sig en smule, kinderne helt røde. "Det er okay.... Men er der noget jeg kan hjælpe med siden du stadig er her?", hun sagde det med en lidt drillende tone hen til sidste da hun insinuerede at han stadig stod herinde.

Han bed sammen. Hans ben havde stadig svært ved at bære ham, og de kunne til enhver tid bare knække sammen.
''Nej, jeg.. jeg... undskyld.'' sagde han mumlende inden han forsvandt ud af badeværelset og satte sig på sengekanten. Hun var smuk, uden tvivl. Men hun ville jo nok aldrig falde for en som ham, han var jo latterlig. En drengerøvsforelskelse, ikke andet.
Han sukkede og gned sit hoved lidt, han virkede helt døsig nu hvor det beroligende fra glasset begyndte at virker.
Han ville så gerne bare... Ja hvad ville han?...
Det gik op for ham, at han sad i bar overkrop, og bukser der hang hele nede om det nederste af hans talje. Rykkede man lidt ned, ville man kunne se starten på hårene der voksede ned mod hans skød.
Han var veltrænet, i sin bedste forstand. Mange ar fra tidligere sår og skader var ikke nemme at overse, mest af alt fordi han selv syede dem sammen nu når det var.
Han var bleg, med en gylden undertone. Desværre skinnede den grå pels lidt igennem på hans kropsbehåring, men hans ansigtsbehåring var i en dyb orange-nøddeagtig farve. Masser af fregner prydede hans kinder og hans overkrop, og hans øjne lyste svagt op i mørket. I stearinlysenes skær var det svært at se alle hans ar.
Han sukkede. Han havde lyst til at falde i søvn igen, indtil alt dette var overstået. Men... Han ville vide hvem hun var, hvad hun havde hjulpet en komplet fremmet for... Og ikke mindst, om hun måske var en han kendte fra dengang hvor Sargonis ikke havde slået sin hånd af ham...

Hun kiggede op på ham, det fine øjenbryn var stadig løftet men et smil prydede stadig hendes fyldige læber. "Det er altså okay, ingen grund til alarm, det ville kunne ske for alle", hun kiggede let efter ham som han forsvandt ud af døren, hendes kinder stadig en smule røde. Let bed hun sig i læben som hun vaskede sin krop rent, fik skrubbet alt det blod af der var smittet af på hende. Da hun var færdig trådte hun ud af karet og slikkede sine læber en smule, hun tog håndklædet og tørrerede hurtigt sit hår samt hendes krop, hendes hår var uglet og vådt men et eller andet sted kunne man vel sige at det så frækt ud.
Hun trak sine trusser på, bhen og toppen mens hun et kort øjeblik overvejede at efterlade bukserne men ombestemte sig sig så og trak dem på. Let kørte hun en hånd gennem hendes halv våde hår. Med stille og en smule forsigtige skridt trådte hun ind i selve værelset, han havde virket så forlegen over at have set hende sådan så måske det var bedst at lade ham for sig selv for resten af natten eller hvad? Selicitys kinder var stadig en ganske smule røde som de klare is blå øjne gled over ham, betragtede ham. Det var først nu hun sådan rigtig tog hans krop ind, han var uden tvivl en attraktiv ung mand. Let gik hun hen mod sengen mens hendes øjne stadig var fæstnet på ham, hendes hofter havde en naturlig vuggen til sig. Roligt satte hun sig i sengen på den anden side så han lige nu havde ryggen til hende. Hun sad med benene oppe i sengen så hun mere eller mindre lå på hoften med benene strukket ud i sengen og en hånd der støttede hendes krop så hun ikke lå ned men stadig sad op. "Hvordan har du det så?", hendes stemme var blid og tillokkende.

Han vidste godt at det var latterligt, han var jo en voksen mand. Men det var nok mere grænseoverskridende for ham end for hende.
''Så... hvorfor hjalp du mig...?'' mumlede han inden han vendte sig og så på hende. Han bed et gisp i sig da bevægelsen fik hans ribben til at smerte.
''ikke at jeg ikke påskønner det, men..'' hans stemme rystede, men den var nogenlunde sammenhængende nu.
''jeg forstår det bare ikke..'' sagde han, inden han lagde sig halvt ned, så hans ben hang udover sengekanten, men hans hoved hvilede på sengen, få centimeter fra hendes lår.

Hun kiggede på ham og kørte en hånd gennem håret mens hun forsøgte at formulere sig ordentligt. Hvorfor havde hun egentlig hjulpet ham? "Jeg tror i bund og grund det var fordi det gik mig på nerverne at han brugte beskidte kneb, selv i gadekampe er der visse regler og kodekser man skal overholde". Hun kiggede på ham, hun havde vel mere eller mindre lige afsløret sig selv hvad angik at hun selv kendte måske bare lidt mere end en smule omkring det. Let trak hun på skuldrene som om at det var det bedste svar hun ville kunne give ham, det kunne godt være at der måske havde været en anden grund men så havde det været underbevidst fordi en ting var sikkert, det var ikke fordi hun havde ondt af at han fik tæsk, han havde jo selv sagt ja til at gå i 'ringen' med ham. Hendes øjne faldt ned på ham da han lagde sig ned meget meget tæt på hende men hun tog sig nu ikke rigtig af at han var tæt på hende. Let bed hun sig i læben og lod øjnene glide ud af vinduet og betragtede månen og stjernerne. Hun havde altid fundet dem smukke og ja tryllebindende. "Er du da ikke vant til at folk insistere på at hjælpe eller?", hendes øjne vendte sig igen mod hans dybe øjne.

Han så op på hende, mens han bed sig lidt i læben.
''jeg er vant til at skulle klare mig selv.'' sagde han stille.
*jeg er vant til at tage tæskene og sige undskyld...*
Han sukkede stille.
''Så du er varulv, huh..?'' mumlede han lidt efter. Han bed sig igen i læben, inden han satte sig lidt op.
''jeg er et uheld. Kort sagt.'' sagde han lidt efter, med et lille smil. Et smil, der svagt viste hans sårede følelser over at det var hvad han var blevet kaldt af hans far... Han sukkede stille og så lidt ned. Ikke andet end et uheld..

Hun sendte ham et stille smil og kiggede ham i øjnene. "Det er jeg også men det er altid rart at have nogen der har ens ryg hvis det heler brænder på". Let strøg hun en hårlok om bag øret mens hun let bed sig i læben, der var et eller andet ved ham, var der noget han fandt akavet eller var han bare altid sådan måske en smule nervøs omkring fremmede? Et bredt, dejligt og charmerende smil gled over hendes læber som han nævnte det med at hun var varulv. Ja det var hun og hun var glad og stolt af at være det. "Ja det er jeg skam, men det er du da også selv dog kan jeg dufte der er noget andet over dig også men jeg kan ikke helt sætte fingeren på hvad det er". Let lænede hun sig hen til ham sådan så hendes læber var få millimeter fra hans hals, han ville kunne mærke hendes varme ånde sprede sig over hans hud mens hun duftede til ham. Kort tid efter trak hun sig væk igen og kiggede på. "Nej, jeg kan stadig ikke sætte fingeren på det".
Selicity kiggede på ham og løftede et øjenbryn, et uheld? Hvad mente han dog med det?
"Et uheld, hvordan mener du et uheld?".

''min.... mors mand... Før de blev gift, havde de sex. De regnede ikke med der kunne ske sådan noget mellem en nightcan og en shapeshifter. Så... et uheld.'' han trak på skuldrene.
Han kunne ikke sige hans 'far'. Den titel frasagde Sargonis sig for længe siden...
''min mor var Shapeshifter...'' han trak på skuldrene igen.
Da hun duftede til ham, var han millimeter fra at kysse hende. Man kunne endda se hvordan han havde drejet hovedet lidt og havde gjort klar til at kysse hende, men hun trak sig væk igen, og i et splitsekund sad han forstenet og ventede på sit kys.
Han tog sig dog hurtigt sammen igen, stille og roligt.