Grip Of Darkness \\Silas\\

Den kolde natte luft, har lagt ned over byens gader, som en tiger mor ligger ved sine unger, men det var ikke kun kulden, som domineret på denne aften, da trykket stemning, kunne få selv den modigste til at kigge sig en ekstra gang over skuldren. og solens sidste stråler var stadig lagt som et tæppe over himlen, og varmede næsten alles hjerte at se op på den gul, røde, orange himmel der så fint og roligt trak sig væk, og man vidste at der ikke ville vare længe før månens lys snart var det eneste som himlen havde at byde på, indtil man igen kunne vågne i sin dejlige varme og blive kærtegnet af den frydefulde morgen sol. men indtil da handlede det om at sige forvel til de milde lys sol kom med, for nu var det snart mørkest tur til at sætte sig fast i vores alles fælles himmel, og derved male os alle i en fælles stemning, som kun det upolret og unikke måne lys kan.
En mild vind kunne mærkes kørende gennem sit hår, og den pirrende forfriskende fornemmelse der både rev og kyssede hårbunden på sin givende og irriterende måde, som kunne føles når man i en stille stund tog sig tid til at føle naturens lydløse visken. Mange syntes dette var en ubehagelig fornemmelse, og mange ville gå så langt at sige de følte sig som et lille nøgen barn der var helt alene i verden, mens de ubehjælpsomt måtte lade sig kærtegne af vindens naturlige charme. men andre så det som en fornøjelse at kunne føle sig levende, og blive pirret af elementerne på sådan en måde. Disse væsner var typisk de frisindet og glade af slagsen. dem der kunne se nydelse i verdens gaver. og i denne tid hvor der ingen krig var, eller ingen sygdom udover det normale var på spil, så var der mange af disse tromodige væsner, der kunne tillade sig at nyde dem selv, verden omkring dem, og deres kære. men hvad med dem som ikke kunne. dem der måtte se langt i tiden, dem der intet følte de kunne give til verden, dem som isetdefor at være glade for der ingen krig var, frygtede for der kom en. dem der ikke kunne søge tryghed i de små lykker i livet, dem der var for bange for en mulig fremtid, til at kunne leve i nuet. heldigvis var der ikke mange af dem. men hvad gjore man med den slags væsner? de svage sindet. brugte man sit eget gode humør og tid på at gøre dem mindre negative, eller lod man dem være med tanken om at alle vælger deres eget liv, og alle har modstand, og hvis der er nogen der lader sig knække, skal man ikke lade sig tage med i faldet?. det var stadig et stort etisk dilemma i mange. hvor vidt går jeg for andre? og hvilken slags folk vil jeg går længst for? og hvorfor.
Det var så langsomt begynde at falde med regn fra himlen, men ikke noget slemt, man kunne knap nok mærke det på nøgen hud, men man kunne godt se at der så ud til at komme mere i løbet af natten.
På denne aften, stod der nogen drenge, kræset rundt om en pige med langt rødt hår, der havde en sød kjole, der var sort, og sad tæt til hendes krop, hun havde en drage hals på, hvor der var en lille drage figur, der havde samme farve som guld. hun krøb til jorden op af en mur, og så bange ud, mens hun prøvede at tigge drengene om at gå deres vej.
Rafael gik med lange tunge skridt ned af en af gyderne i Rotten Root District, man kunne høre de store britiske militær støvler komme som en stille torden ned gennem havnens mørke. Rafaels afdøde brors kors hang om halsen, det var et stort kristent kors, men man kunne også se noget keltisk over det, korset hang ude på Rafael store sorte læder jakke, der dækket hans store overkrop, og de brede skuldre. Inden under læder jakken, som var åben, kunne man se en dyr sort silke skjorte, og på hans ben var der nogen militær bukser, som var blevet lavet om til farverne grå, sort, og hvid i stedet for det normale grønne, brune, og sorte tema.
Drengenes lavmelte og rygradsløse latter bliv hurtigt overdøvet af de tunge og beslutsomme skridt, der dog pluseligt stoppet.
drengene ikke havde vendt sig om endnu, tros alt var dette byens mest kriminelle område, og hvis der skete noget, var overlevelses reglen altid at holde sin egen næse langt væk fra det, medmindre det havde med dig at gøre, så drengene havde bare forventet at personen ville gå forbi dem, og passe sin egen aften, dog vendte ledren af drenge gruppen sig om, da en stemme flyv gennem luften som et missil. stemmen var kold og der fantes ingen fe støv eller anden eventyrs glæde over tonefaldet "forsvind nu".
Drengene vendte sig om, og alfa hanen blandt dem, som også var ham med den frimodige tunge hed Fredemix, han havde kort lyst hår, og var relativt bred over skuldrene, og en ret atletisk krops opbygning. men ellers havde han meget tigger ligende tøj på. det var meget løs siddende, og var kun brunt og gårt.
Fredemix gik et skridt frem fra resten af hans venner, og lod en flabet smil fylde hans ansigt, og lod provokerende armene ud til siden, for han var opvokset i disse gader, og han havde lært at vejen til døden var at miste andres respekt og frygt, og at træde væk fra en udfording var han ikke dum nok til. dog havde Fredemix ikke tænkt sig at slås alene, og med en hånd bevægelse gik to af de tre fyre bag ham frem mod Rafael, og den første af de to fandt en jern kæde frem på en meter frem, og lod den kilde jordens i gydens overfade.
Rafael havde et blik der skreg af brutalitet, og da først hans øjne bliv lukkede og åbnede igen, var de så sorte som den mørkeste nat, og tomme som et bundløst hul.
Fredemix hostede og i samme øjeblik kom den smalle jern kæde flyvende gennem luften, og man skulle tro Rafael ville træde væk eller hoppe til siden, men istedetfor sprang han som et vildt dyr frem mod den tøsset kæde, og med et voldsomt slag hammede den stakkels gade dreng op mod den hårde og kolde hus mur. man kunne se hvordan lidt blod kom fra indersiden af munden på drengen, og et par dråber kom ud af mellem rummet mellem hans tænder, og hans øjne lignet en narko mand der fik en alvorlig overdosis, da Rafael tog sin store næver og plantede dem ver side af drengens hoved med i et kraftfuldt slag, så man drengens tommehinder den sprang og det kunne man se for blodet der også stille kom ud af hans øre på ver side af hoved, og drengen faldt til jorden som en sten, og skreg i smerte for hans knuste rygrad, og de ødelagte øre.
Den anden dreng der var gået frem hoppede op på Rafaels ryg, da han havde taget et lille tilløb, dog kunne han godt se fejlen i det, da Rafael satte en fod på væggen der jo var foran ham, og han satte af på den solide væg, så ham og drengen fik sig en lille flyve tur på en meter eller sådan op i luften, men det var nok til det to andre drenge på jorden ikke kunne nå dem, og nok til at Rafael kunne vende sig om i luften, så det var drengen der var mod væggen, hvorefter Rafael lod drengens baghoved blive kørt hele vejen ned af muren fra to meter oppe i luften, og ned igen bliv hans nakke, og baghoved presset mod væggen, og han kom til at ligne en der havde sat sit baghoved ind i en rivejern, og fået en ork til at rive hans hovedbund i stykker med det.
Rafael landede på jorden med blikkedet mod Fredemix og den anden dreng der stadig stod op. Rafael lagde nu sine arme ud til siden på samme provokerende måde som Fredemix tidligere havde gjort, og satte sig så i løb i bedste dæmon stil mod en anden ukendte dreng. Rafael brugte drengen til at lande på da Rafael hoppede hen imod ham, og da de ramte jorden tog det ikke Rafael mere end det sekund at plante en finger på ver af drengens øjne, og pressede så hans øje æbler i stykke som var det varmt karamel.
Fredemix havde kun lige nået at kigge til siden før han så sin skrigende ven ligge på jorden, og desperat prøvede at bilde sig selv ind han stadig havde øjne i hoved.
Fredemix og Rafael ned stirret hinanden dybt og inderligt, hvor så Rafael sagde "Løb.."
Fredemix nikked med en klump i halsen, og havde ikke lyst til at lege superhelt. dog var at vende sig væk fra Rafael ikke en god ide, og Rafael tacklede ham ved at flyve vandret gennem luften med benene først, og Rafael lagde Fredemix hoved på kantstenen, og hjeteløst og uden omtanke tvang Fredemix mund til at blive lagt om kantstenen, så hans tænder nu var lagt på kantstenen. Fredemix prøvede at bevæge sig, men det kunne han ikke efter at var blevet ramt af den store Rafael der kom vandret flyvende og pressede luften ud maven på ham.
Rafael tøvede ikke, og sagde ikke engang nogen ord før den store militær støvle med jern underlag bliv brutalt brugt på Fredemix baghoved, og alle Fredemix tænder knækkede mod kantstenen, og han fik en slem hjernerystelse. og besvimet.
rafael vendte sig om, og gik langsomt hen mod pigen, og høfligt og elegant rakte en hånd mod hende med et varmt og venligt smil, og alt hadet forsvandt fra hans krops sprog, og hans øjne bliv igen deres naturlige grøn-blå farve. han vendte sig mod kvinden, og sagde så "din herre, hvor er han?"

Silas rejste sig langsomt fra den dunkle alkove i husets kælder. Der var koldt, fugtigt og mørkt, men han bemærkede intet af det. Faktisk, følte han sig mere end hjemme i et hjem der ikke engang var hans. På gulvet lå liget af en kvinde. De blå øjne stirrede udtryksløst ud i rummet, uden egentlig fokus. Huden var mælkehvid, næsten gennemsigtig, og på hendes hals var der to velplacerede sår med en smule indtørret blod omkring. Silas ænsede hende ikke da han gik forbi, og gik ovenpå til husets første sal. Han stod foran døren i flere sekunder mens han betragtede de sidste solstråler forsvinde for nattens tæppe, sikkert i skyggen af døren så ikke en eneste solstråle kunne strejfe ham. Det ville blot være at starte en dårlig nat ud med at lade sig brænde af aftensolen.
Silas åbnede døren så snart den sidste solstråle svandt, og trak sin mørke hætte op over de lysende platin blonde hoved, og så kort på sin lange lidt ranglede krop i spejlet, en sidste gang inden han lukkede døren bag sig. Hætten gjorde hans ansigt smallere, mørkere i konturerne, og svært at skelne ordentligt uden egentligt lys. Han stod på trappestenen, og så ud over gågaderne der strakte sig som fangarme mellem huse og små forretninger. Det var fint vejr, lidt enkle regndråber hist og her skulle ikke distrahere ham. Han trådte ned fra trappestenen som hvis han ikke havde kontakt med selve underlaget han gik på flød han gennem de halvstille gader. Der var folk ude, hvis der ikke havde været nogen ude, havde han jo ikke selv haft nogen ide i at vade rundt udenfor. Selvfølgelig skulle han hjem på et tidspunkt, men for tiden ladede han op ved at blive i byen et par dage.. nyde hvad den havde at byde på. Han lod sin tunge glide over de første tænder i hans overmund, ganske menneskelige... undtagen..Han stak sig på den yderste venstre hjørnetand, og hans blege ansigt krakelerede i et grusomt smil. Han elskede duften af natten!
Silas fortsatte af vejen han gik på, og drejede dernæst til højre. Lydløst. Som en skygge i natten. En svag duft nåede hans næsebor, og han stoppede op midt i et skridt, og lyttede. Støj... ikke normal fuldemands støj, eller værtshus slagsmål.. dette var et slagsmål. Der lugtede af blod. Hans pupiller udvidede sig, og trak sig sammen til bittesmå prikker i de næsten sorte øjne, han begyndte at gå igen. Denne gang mere målrettet, duften distraherede hans tanker, og spillede ham et pus.. der duftede af forskelligt blod.. var der flere der blødte?
Han stoppede op da synet af en gruppe mennesker mødte ham. Han flyttede sig så tæt ind til husmuren som muligt så han flød en smule ind i skyggerne og blev stående der, mens han fulgte optrinet. Han var imponeret af styrken der blev udvist af en halvhøj fyr i.. lidt militær agtigt udstyr. Han var fascineret, en hans fascination blev distraheret af duften af blod. Det omhandlede åbenbart en ung dame der stod klemt op af muren og så grædefærdig ud.. Det var vel også svært at være en ung dame i sådan et samfund, det var med stor sandsynlighed svært at være kvinde om natten... der var mange der, ikke nødvendigvis var ude efter blod som Silas, men andre ting.
Han lænede sin skulder mod husmuren, stille... betragtende. Han ville ikke blande sig.. i hvertfald ikke endnu.

Rafael trak kvinden op, i et hurtig og hjerteløs bevægelse, og det var tydeligt, at han ikke havde den største sympati. han lagde dog bagefter blidt og mildt en hånd på kvindens liv, og pressede hende roligt op af væggen, da hun stod på hendes ben. hans blik og attitude var kold, og fyldt af inderligt had, og vrede, ivertfald lige nu, men det var nok en blanding af hans personlighed og adralinen der gjorde ham lidt mere ufin i kanten, end normalt.
Kvinden så ned i jorden, og holdt hånden på sin drage figur, i noget, der liget et forsøg på ikke at hulke. hun bid sig selv i underlæben, men ikke hårdt nok til der kom blod, hvorefter hun kunne mærke en syngende lussing, af en rå håndryk, ramme hendes bløde nøgne ventre kind, og hun faldt til jorden, og lå på alle fire, før hun så kastet et blik på sin taske, der lå fem meter fra hende, hun skulle til at prøve at rejse sig op, men før hun kunne det, mærkede hun hvordan Rafaels store militær støvle, bliv brutalt presset ned på hendes rygsøjle, og hun ømmede sig i ubehag, hvorefter Rafael trak hende op på hendes en igen, og presset hende mod væggen, endnu engang, hvorefter han gentog sig selv. "Din herre..." Rafael tøvet lidt, og fik så en rynke på næsen, der bare sagde *vent, hvorfor slås hun ikke igen?* han indså nu noget meget vigtigt.. det her er for godt til at passe.. og sefølgelig.. så var det også. han havde ledt efter pigen i flere dage nu, men hun var som et spøgelse, og ingen vidste noget om hende, og pluseligt var hun forsvarsløs foran ham. han nået ikke at tænke tanken færdig, før han kunne føle et voldsomt ubehag, da det føltes som om, nogen var igang med at presse en flod af vand ned gennem hans hals, og han havde det som om han var ved at drukne. han så ned, og støvet fra gaden, bliv fjernet af et magisk vind pust, og en cirkel op mod væggen, kom frem, det var en masse underlige tegn og symboler, som han ikke forstod, men følesen af at være ved at drukne, tog sjovt nok opmærksomheden fra pigen, og hun rollede som var hun hemmelig agent eller mester atlet, ud af cirkel, og hoppede let og elegant op på sine ben, og gav et lille kys, til sin halskæde, hvorefter hun fik det mest flabet smil i verden, og satte sig ned i skræderstiling udenfor cirklen, og tog efter din taske, og tog noget tørret kød frem, og begyndte at spise det med fingerne.

Silas fulgte mandens hårdhændede behandling af den ellers spinkle kvinde med hævede øjenbryn. Han var åbenbart også ude efter hende, stakkel altså. Silas smilede fornøjet, der var ingen medfølelse at spore i hans sind, eller i hans ansigtsudtryk der var udtryksløst. Han kunne stadig dufte blodet, men ignorerede det, dette var langt mere...interessant.
Silas hørte slaget fra den syngende lussing, og græmmede sig kort over pigens reaktion.. han kunne dog ikke forudse hvad meningen var med hele dette drama midt på gaden... eller det lå henholdsvis hen i skyggerne, det kunne an takke de tunge skyer for, der tyst gled ind foran månen og slørede udseendet for almindelige dødelige. Han vågnede dog da manden tøvede i sin handling, og pigen pludselig fik fornyet styrke..
Han fulgte intenst de sære tegn på væggen, og forsøgte at forstå, men blev distraheret af pigen der rullede væk med et fornøjet smil på sine læber, og en afslappet attitude til det der tog form foran hende.
Silas vendte sin fulde opmærksomhed mod pigen der kærtegnede det lille vedhæng på sin halskæde, og kastede et kort blik på manden der så temmelig ubehagelig ud. Han gled langsomt ud af skyggerne, måske var det ikke nu han burde blande sig, men et væsen mægtigt nok til at slå så mange ned på en enkelt aften måtte han da ofre lidt energi på, desuden var han frygtelig nysgerrig omkring hele scenariet, og ville egentlig gerne have en forklaring. Han trådte lydløst hen bag tøsebarnet der havde sat sig til at spise, og rakte sin blege hånd ned omkring hendes nakke og klemte til, og lænede sig ned mod hendes øre "Stop det... ellers siger din nakke knæk" sagde han køligt mod hendes varme øre. Han var klar over at den kolde hånd måtte føles som en boltsaks, og han skulle blot stramme...bare en kende. Halskæden lå mellem hans fingre, og han var fristet til at rive den af, den var højst sandsynligt skyld i det der skete foran dem.

Rafael bliv mere og mere panisk, han faldt til sine knæ, da det pluseligt ikke bare føltes som om han var ved at drukne, men at hans hud var igang med at smelte væk, og køre ned af ham, som var det regn. dog selvom han vidste det ikke var hvad der skete, for det kunne han jo se, at det ikke gjorde, kunne han dog stadig ikke gøre noget. han prøvede at række ud efter pigen, men han bliv stoppet af en usynlig kraft, der føltes som en væg. en meget hård en af slagsen. han rejste sig op, og nægtede at vise flere tegn på smerte, og bid det i sig, og hans stolhed nægtede at lege med på... hvad end hun nu engang var igang med. Pigen hyggede sig finurligt over Rafael situation, og knaskede videre på hendes tørret kød, men da hun mærkede en hånd på hendes hals, der føltes som en boltskaks, forsvandt hendes smil, som et lyn ville forsvinde på himlen. hurtigt.
hun lagde begge hænder ned på jorden, og Rafaels smerte stoppede, men han kunne stadig ikke komme ud, selvom han nogen få gentagende gange prøvede at sparke de usynlige vægge ned, som var over alt omkring ham, men tros en stor styrke, så skete der intet, og han var stadig fanget.. for nu ivetrfald
pigen fik en lille tåre ned af hendes kind, og holdt bare hendes hænder på jorden, hun skulle ikke slås, hun var spinkel, svag, og en puttemås. hun var meget bange, og det bliv hun meget hurtigt, men ham her manden der holdt en hånd på hendes hals, gjorde hende mega bange.
hun prøvede at snakke til ham "undskyld. jeg skammer mig meget, over min opførsel.. vil du ikke nok fjerne hånden.."
hun løftede ikke sine hænder, det turde hun slet ikke gøre, og prøvede virkeligt ikke at være provokerende, for at brække nakken var hun ikke største fan af, og de kunne vel godt finde en løsning, der ikke endte med hende komme tilskade. hun bannede og svovlede i sit hoved, og syntes det var typisk, hvorfor skete ting som det her altid for hende. hvis hun havde været en stor mand der hed bjarke, så ville ingen være så ubehagelig overfor hende, men næ, hun skulle da bare være en ung pige, en ung spinkel pige, en ung spinkel pige, der så pæn ud. hvis hun havde været grim, havde drengene måske også ladet hende være i fred, men næ, så heldig var hun ikke.

Silas fulgte med i hvad hun lavede foran ham, han kunne jo ikke have at hun pludselig fik overtaget.. desuden kastede han et blik mod manden en gang imellem. Han så ud som om smerten ville rive ham fra hinanden, både mentalt, men smertekramperne i hans ansigt kunne vel også tyde på egentlig fysisk smerte. Han lyttede til den blide stemme der langsomt forsøgte at smigre, og gøre sig til. Som en kattekilling der tiggede mælk i køkkenet. Ynkeligt. Han lænede sig ind mod hendes øre igen "Verden er et ondt sted, specielt for sådan et lille myr som dig... du skulle være løbet mens du kunne.." hviskede han i samme katteblide tone som hendes egen, men med en ærgelig undertone som om det var for sent, og hun ligeså godt kunne indse at hendes tid var kommet. "Du kan stadig nå det" hviskede han så lokkende, for at indgyde hende håb "du skal bare slippe din... illusion, så kan du gå" hviskede han, og smilede let.
Han havde tøvet, fordi han end ikke vidste om det var en egentlig illusion eller et nemt trick hun kunne, eller om hun havde læst magibøger.
"Noget for noget... dit liv, betyder det ikke noget?" spurgte han, men slap ikke sit greb. Han var fristet til at synke de skarpe hjørnetænder ned i den varme hud, mærke blodets sødmefyldte... eller det afhang selvfølgelig af hvad hun var, men hun var vidst ingen ork.. så kunne det vel ikke være så slemt endda. Han skævede kort til manden igen, han famlede rundt som en mimer, fanget i et usynligt bur. Det irriterede ham at hun ikke havde sluppet hele illusionen med det samme. Men det var vel ikke så slemt, hvis hun ikke makkede ret kunne han jo få aftensmad ud af det.. Han så ind i de lange lokker foran hans øjne, og den blege nakke, der havde fået rødlige mærker der hvor han holdt fast.
Han måtte ligge bånd på sig selv, for duften af drengenes blod fra før hang ham stadig i næsen, blev ved med at minde ham om hvad han egentlig lavede der, og hvad det var han skulle opnå.. Han skulle jo helst hjem igen før det nåede at blive morgen, og til den tid også have nået at dræne en eller anden stakkel der vandrede alene rundt i natten. Byerne var jo de rene tag-selv-buffetter når det kom til racer og personligheder.

Rafael rettede ryggen stille op, og lod den blå grønne øjne blive sorte som nattens mørke. han viskede med en dæmonisk stemme, til dem begge, der buerde gav genlyd i deres øre som var det et ekko af en hæs og fordrejet stemme "Do whatever you fell like maddam".
Rafael drejet hovedet mod dem, og var klar på at lade dæmonen i ham have kontrollen fuldt ud. det hvade han ikke gjort længe men han nød styrken der kom til ham nu, og ud af hans ryg kom der store sorte vinger der ligende noget fra de væreste gysser film. vingerne havde fuldt ham hele hans lange liv, og det kunne ses på deres frygtingyende udsende. og ud af hans pande kom der nogen store brutale horn frem, og tors han var ret stor i forvejen bliv han lidt bedre over skuldren, og voksede med et hoveds højde. han fik en hale der piskede rundt, som var det en læder pisk, der kærtegnede luften, med endeløse og ondskabsfulde sadistiske smæl. hans tænder bliv lange og de så alt andet end venlige ud.
Kvinden sad nu med store øjne, og var skræmt for vid og sans, da hun havde valget mellem at blive dræbt af udyret, eller dræbt af skønheden. hun fjernede sine hænder, og sagde lavmelt, med sin søde stemme "Septúnus, álgaveda" og med det samme, kom der et lys rundt om Rafael, hvorefter Rafael så kunne gå ud, og lyset forsvandt hurtigt igen. Rafael gik som en torden var på vej, ned af gyden, da han tog de små to skridt, for at komme op til pigen og den ukendte mand, hvem end han var, men han havde ivertfald Rafaels respekt. han kiggede på manden, også ned på pigen, og lod den ukendte mand, afgøre det herfra af respekt.
pigen tiggede og bad, med den sødeste stemme hun overhoved kunne. "Jeg er en uartig pige, jeg burde straffes ja, men søde søde mand, jeg er brugbar, be om, ikke gør mig noget. lover at gøre noget tilgengæld." hun var helt skræmt af dem begge, og det hun var tæt på at dø, komme tilskade, og alt andet nedren fysisk, hun ville prøve at forhandle med alt for ikke at.. komme noget til.

Silas fornemmede rykket i pigen, da manden pludselig udviklede... Han måbede en smule, det var svært at beskrive, der var.. horn, og hale og frygtindgydene vinger. Silas blev stående med hånden om nakken på kvinden, men tøvede nu en lille smule.. hvad var det han havde med at gøre? Hvad havde han rodet sig ud i? Dæmoner var temmelig magtfulde, og det var ikke til at sige hvor gammel han var, og hvor magtfuld, men majestætisk gjorde han sig da. Han kom med et kort hvæs da lyset omkransede dæmonen efter det kvinden sagde, og trak hurtigt ned i hætten med sin frie hånd.
"Lys.." hviskede han lavmældt, men lyset fortonede sig dog næsten lige så brat som det var ankommet. Silas kiggede lidt ud fra hætten igen da lyset var borte, og opdagede at manden var kommet tættere på. Pigen virkede ude af stand til at kunne kontrollere sin skræk, og bad for livet. Han fangede kort den fremmede blik over kvindens hår.. det virkede næsten som om han var ligeglad..
Silas vendte blikket mod pigen, og vendte hende om. Adrenalinen pumpede i hendes blod, det ville være meningsløst overhovedet at overveje at sætte tænderne i hende, blodet måtte være så surt at han ville kunne smage det i flere dage. Han holdt hende fast et par sekunder, blottede så sine tænder kort for at afskrække hende så hun ikke blev hængende "Forsvind så" hvæsede han og slap hende. Han så efter hende i lidt tid idet hun tog benene på nakken og flygtede. Han vendte sin opmærksomhed tilbage til sit oprindelige udgangspunkt "Undskyld ventetiden, jeg går ikke så tit rundt og redder folk, så jeg er ikke helt øvet i det at forhandle.." sagde han så og smilede kort, lidt halvgrumt på grund af de to hjørnetænder. "Jeg hedder Silas, hvem har jeg æren af at træffe?" spurgte han, og rakte høfligt hånden frem mod... antageligt måtte han vel være dæmon.

Pigen kiggede måbeløst på dem begge to, og da hun bliv vendt om, trak hun sig sammen, og kiggede ned, hun var ikke heltinde typen, og turde slet ikke se på manden nu. hun hørte ordne, og uden at takke med andet end et lettende suk, løb hun så hurtigt hun kunne væk derfra. og var enig med sig selv om ikke at forstyre de to herre mere iaften. hun forsvandt på et tidspunkt ned af en anden gyde.
Rafael så på den fremmede mand, og en øde og vammel ånde, undslap hans læber, da ordet ´redder´ bliv sagt. hans store hoved nikkede, og kiggede på mandens hånd med sine tomme, og åndeløse øjne. Rafaels hånd fik lange grumme klør, der var lange og spidse, som var det militær felt knive. han omfavnede den fremmes mands hånd, med sine lang klo hånd, og næsten dækket hans hud, med den store klo der lagde sig som et tæppe på mandens hånd. Rafael trak sin arm til sig, og gentog mandens navn med sin dæmoiske tone "Silas." han tykkede på navnet, og sagde så "Æren er delt Mr Silas. de træffer en tidligere dæmon leder Mr Silas, de kan kalde jeg selv, for Rafael."
Rafael folede vingerne på ryggen, han skulle ingen steder lige nu, manden var intrasant, det var ikke tit, at Rafael skulle reddes. faktisk var det aldrig sket før, ikke hvis man ser på det som en kamp situation, så jov.. manden var spænende, dog virkede det mere for Rafael som manden var på det rigtige sted, det rigtige tidspunkt.

Silas betragtede stadig fascineret væsnet. Han levede, han åndede... det var svært for Silas at forstå, men han forstod dog at han havde gemt sig i mørket for længe, at der var fascinerende væsner derude. Udtrykket 'dæmon leder' fandt Silas meget passene, tøjet, attituden var meget passene på sådan en af slagsen, selvom Silas ikke var så familiær med dem. Silas klemte let om Rafaels hånd, mens han lyttede til den mørke stemme "Rafael.." gentog han, lidt som da han havde gentaget Silas's navn. Han slap hans hånd efter håndtrykket, og rystede let på hovedet "Vi behøver ikke være så formelle, i hvertfald ikke for min skyld" sagde han, og så kort ned af gyden kvinden var forsvundet ned af.
"Jeg må indrømme jeg ikke havde forventet at løbe på en dæmon på min aftenvagt" sagde han så, og betragtede de sorte vinger da de foldede sig ind. "Dæmon leder.." mumlede han for sig selv, mens han tog et skridt baglæns for at se ham an "Og.. du ved hvad hun var?" spurgte han, og nikkede i retning af gyden pigen var løbet bort af. "Det skal ikke være en hemmelighed at jeg beundrer den styrke du besidder.. den minder lidt om min egen, men du bruger den anderledes.." sagde han langsomt mens han tænkte.. Han lignede bestemt ikke en der besad samme styrke, han så næsten en smule svagelig ud som han stod der, men sygdommen han engang havde da gjort hans teint blegere, hans rander under øjnene mørkere, og hans blik træt. Han var dog, på trods af den blege person under hætten forholdsvis frisk, han kunne mærke trangen til blod rasere i hans indre, men han vidste også at han kunne holde den hen. Han tog et skridt frem mod Rafael igen, han var et par centimeter højere end han selv var, men ikke noget han havde lagt mærke til før.

Rafael lod manden snakke helt færdig, hvorefter stilheden lagde sig som en tiger mor, der omfavnede sine unger. Rafael drejet hoved, mod den retning, som pigen var forsvundet, og kiggede så tilbage, mod Silas, med en trænet hurtighed, og svaret med den gustne, og mystiske stemme "Slave. den unge frøken, er en slave.. hendes race er mig selv ligegyldig.. men hun er shapeshifter." Rafael gik nogen skridt forbi manden, og samlet kvindens taske op, og lod den massvie klo hånd, presse indholdet til ukendelighed, og slap så taskens nu ødelagte indhold, og tasken, så den faldt til jorden med et bumb. Rafael var tydeligvis ikke den snaskagelige type, men han vendte sig dog om mod Silas, og sagde med en dyrisk stemme, der var lidt anderledes nu, mindre dyb, og mindre som en horror film, men den var bare blevet mere dyrisk istedetfor. "du fortjener at vide, hvem jeg leder efter" Rafael syntes manden fortjente noget af hvad der skete her til aften, Rafael havde jo fået respekt for Silas, og hvem ved, måske kunne Silas være en hjælpende hånd, han ville ikke lege med sin bror igen.. alene. måske var Rafael voldsomt stræk, men sidst han undervurderet sin bror, skulle han bruge en måned på et bord, med en engle blods drop ind i armen, mens han var bevidstløs.
Rafael kom i tanke om den minde sten, som han havde fået givet til ham, og tog derfor en lille blå sten op af lommen. han sagde så "Grib" Rafael kaste roligt i et underhånds kast, stenen til manden.

(Sender dig en pm, med hvad stenen viser dig)

Silas havde ikke skænket stilheden en eneste tanke, det eneste der havde været i hans hoved havde været spørgsmål... mangel på svar, og interessen for dette nye. Han lyttede dog da Rafaels stemme igen blev åbenbaret... nok ikke så snakkesagelig endda, men så måtte Silas tage til takke med de dyrebare ord der så blev åbenbaret for ham at høre. Han drejede sig da Rafael flyttede på sig, og gik hen til den unge kvindes efterladte taske. "Shapeshifter.." mumlede han, og bed sig skævt i læben.. varsomt dog, han havde jo skarpe tænder. Den knurren Rafael pludselig præsterede overraskede Silas en smule, men han lyttede dog, Rafael havde åbenbart tænkt sig at indvie ham i hvorfor han befandt sig der, og hvad hans mål var... interessant.
Han sagde ikke noget, men ventede på at Rafael ville fortælle ham det, men istedet kastede Rafael en lille blå sten til ham. Han greb den varsomt så den ikke splintrede, men i det øjeblik stenen berørte hans håndflade svandt han ind i en anden dimension, en tid der var længere tilbage, et øjeblik fra Rafaels liv.

Valentines person, var som et slag i ansigtet. Hård, kold, kynisk... men alligevel ikke til at greje, det stod klart for Silas at han var magtfuld, og at han ville være frygtindgydene i person, hvis han var det i et minde var han det antageligt også levende. Silas's hætte blæste af mens han så mindet folde sig ud for hans indre blik, han fulgte med slet interesse hvordan det udfoldede sig, hvordan Rafaels krop langsomt måtte bøje sig for smerterne som han blev udsat for, og Valentines overlegne kølighed. Til mindet til sidst svandt bort.

Silas blinkede kort med øjnene som for at komme af med resten af mindets billeder for hans indre øje. "Jeg forstår dit had.." sagde han så, kort. Rafael kunne sikkert udemærket læse hans tænksomme ansigt. En brødrefejde velsagtens, de ravfarvede øjne havde brændt sig fast, og han kunne ikke helt ryste blikket af sig. Godt nok var han død, men han kunne stadig føle ubehag.