A new beginning! (Adalyn)

S: Skoven
T: midt på dagen
V: solen skinner, næsten vindstille og helt lunt.
O: træer og buske, hvoraf de fleste har grønne skud.

Det var rart at komme lidt væk fra byen. Der skete så mange ting og med de nye straffe, der var blevet indført, skulle ikke bare han, men hele hans klan, passe på hvor de satte deres fødder. Byens stemning var blevet mere trykket, da alle viste folk sultede og næsten kun stjal for at overleve...Flere døde af frygt for at dø, hvis de stjal mad. Det var en smule deprimerende i længden, men i løbet af sommeren skulle det vist blive bedre, når gårdene blev genopbygget og markerne sået.
Sean havde været ude og skaffe sig et par gårde, som han havde sat nogle mænd til at genopbygge. På samme tid var de mænd så ude af byen og så behøvede han ikke frygte deres død hele tiden. Men kun restens. Hans klan var jo ikke ligefrem lille.
Han sukkede svagt og lod en hånd glide igennem det mørkebrune hår, som strittede til alle sider. Pandehåret gled som altid ned over hans pande.
Denne lune dag var han klædt i nogle smidige sko, mørke bukser og en lys T-shirt. Afslappet tøj, trods han altid havde våben på sig, i tilfældet af at nogen ville overfalde ham.
På den ene arm sad der som altid et armbånd, med det samme vedhæng og tekst. Han havde endnu ikke kunne få sig til at skille sig af med den, trods han nok burde. Dae var som sunket i jorden...Og det var godt det samme.

Han bevægede sig ind mellem træerne og buskene, fulgte en af de få veje han kendte igennem skoven. Denne ville føre ham til Alanes halv-faldefærdige hus inde i skoven, hvis spøgelser ikke kunne lide ham. Men der var en god vej endnu. Han gik afslappet og nød at se de lysegrønne farver, da de fleste planter var begyndte at spire eller sætte blomster. Duften virkede en smule sød. enkelte gamle blade og grene knækkede under hans fødder. Han var alene...Mente han.

Følelsen af frihed var ikke ene, imens hun vandrede gennem skoven. Iført en vest af skind, der lukkede med en enkelt knap på maven - så den hun dækkede det mest nødvendige - og et par bukser i mørkt stof, bare fødder og en dolk i en bælte, var hun taget afsted. Hendes familie havde langtfra ladet hende gå med bifald. Hun vidste, at hun havde præcis ét år, så skulle hun være tilbage. Ellers kunne hun kysse sit liv som elsket datter, søster og trolovet farvel.

Hendes hår var sat i en fletning der gik langs siden på hendes hals. Den mælkehvide hud hendes familie var kendt for, var ikke noget hun havde arvet. Hendes hud havde allerede nu et mindre solbrændt skær, af at vandre i solen.

Det var som at danse, sådan som hun vandrede rundt, let og luftigt. Dyr havde hun ikke set mange af endnu, men som sædvanlig, måtte hun jo bare få det bedste ud af turen til den første by hun ville støde på.

Hun kunne ikke lade være med at nynne, sådan som hun hyggede sig ved at nærmest springe rundt. Hun greb en gren i hendes højde og svang sig op i træet, hvor hun dansede rundt. Hun havde ikke bemærket den mand der gik få meter fra det træ hun nærmest dansede rundt mens hun lavt sang det samme igen og igen; dancing with myself.

Sean var stoppet op og havde kigget studerende på en busk. Vild brombær. Den var begyndt at komme med små, grønne blade i en helt fantastisk farve, som kontrast til de mørkebrune grene og torne. Sean lod hånden glide over en af grenene, så den vippede let. Den gav minder...De havde haft mange af den slags i hans barndom, omme i haven, som inden af dem gad at passe. Sean havde været tvunget til nogen gange at slå græsset eller plukke bær, fordi hans mor ikke var i stand til det for fordi hans far mente det var god træning. Til hvad, viste han ikke helt. Han havde næsten ikke haft brug for det siden. Han sukkede svagt og smilte let for sig selv. Her var stille og man kunne stå i sine egne tanker, uden at folk forlangte at kende dem eller forstyrrede. Han forstod pludselig hvorfor folk fandt skoven et rart sted at være, når man altså undgik rovdyr og farlige væsner.
Han gik videre. Kun for at høre den forførende sang af et hunkønsvæsen. Sirene? Nej, de var for langt væk fra vandet. De hørte også til i havet, ikke midt i en skov. Måske...en elver? Eller måske endda et menneske, der var blevet velsignet ved fødslen. Han opgav at gætte. Betød det noget?
Han var nysgerrig over hvem, og hvad, der sang. Så han fulgte sangen og begav sig ind mellem nogle af træerne, overbevist om han ikke ville gå længere end så han kunne finde ud igen.
Han nærmede sig...Og stoppede op på god afstand, da han så kvindeskikkelsen der hoppede rundt i et træ og sang noget så lystigt. Lidt kåd. Som et dyr, der viste det var tid til at parre sig, men som ikke viste hvordan hun skulle tiltrække et handyr. Han smilte let af tanken. Skulle han spise hende?
Først da lagde han mærke til de høje ører, som var kendetegnet for hendes race. Og derefter begyndte han at opdage at hendes krop var slankere, hurtigere og mere smidig end at menneskes. Var det virkelig en elver?
Elvere var...snobbet. De var arrogante og troede altid de var overlegne. Men han ville gerne have en fod indenfor, hos dem, og vide mere om dem og det de vidste. Som altid hungrede han efter mere viden.
Men for nu, blev han stående og studerede hende.

Hun forsatte sit glædesudbrud, men stoppede, da hun hørte en knasende gren. Hun så direkte mod grenen, som et dådyr, der lige havde opdaget en jæger.
Hendes første tanke var at stikke af. Bare forsvinde mellem træerne.
Men han så ikke fjendtlig ud. Han havde halvlangt pjusket hår, pandehåret så specielt ud til at være drillende. Hun blev ved med at kigge på ham, i et par lange sekunder, inden hun stoppede også lidt ned.
''Hejsa!'' sagde hun så, og satte sig lystigt på grenen, for at virke en smule mere afslappet.
''Hvad laver du så herude?'' hun smilede, men hendes smil virkede åbent.
Hun var naiv. Hun var åben over for stortset alt og alle.
Hendes familie havde understreget at hun ville komme galt afsted.
Han var det første menneske hun havde set på sin tur.

Hun ville fortryde at kalde ham et menneske, omend han jo trods alt ikke viste hun havde det. Hvilket hun skulle være glad for at hun ikke havde sagt højt.
Sean smilte svagt til hende og gjorde selv sit for ikke at se skræmmende ud. Det var sjældent han kom så tæt på en elver, af enhver slags, fordi de fleste gemte sig fra ham. Elver og dæmoner var ikke kendt som særlig gode venner. Og han ville ikke ødelægge denne mulighed for at komme tættere på en.
Så han lod sine skuldre glide helt ned og se afslappet ud. Han gik hellere ikke tættere, velvidende det nok kunne skræmme pigen. For hun mindede mere om en pige, end en kvinde.
"Goddag" hilste han tilbage og nikkede let, som en hilsen. Hans hænder gled ned i lommerne, da han lænede sig op af det træ, som han stod ved siden af.
"Nyder skovens dybe ro" svarede han, hvilket faktisk var ærligt.
"Og Du?" han valgte at sige du og håbede hun ikke blev fornærmet. Ellers måtte han vel blot undskylde sig.
"Det er sjældent man ser nogen af din slags i skoven, trods det siges det er her i høre til" kommenterede han uskyldigt.

Hun smilede, dog uden at gøre for meget ud af det.
''Egentlig, så har jeg heller ikke set andre herude endnu.'' svarede hun roligt.
''De fleste vælger at holde sig på afstand fra andre væsner, åbenbart.''
*indskrænkede fæhoveder!*
''Jeg er såmænd ude og se verdenen!'' sagde hun med højtidelig stemme.
Hvad hun ikke tilføjede var hvad der ventede hende om præcis et år fra dags dato.
En vielsesring, en håndfæstning og et liv med kedsomhed og regler. AD!
Adalyn så hen på ham igen, og sprang derefter ned på jorden, ganske let og elegant.
Hun lænede sig op af et træ, lidt fra ham.
''Men hvis du nyder roen, vil jeg da ikke være den til at forstyrre dig.'' sagde hun med et venligt smil,
inden hun gjorde an til at smutte op i træet igen.

Hans øjenbryn gled i et øjeblik sigende op i panden, da hun fortalte, i en let stemme, at hun selv var lige så forundret. Hun virkede til at være en...underlig skabning, men fuld af energi. Han smilte let og trådte et skridt frem, da det virkede som om hun ville trække sig tilbage.
"Vent! Bliv endelig...Dit selskab er...Specielt" svarede han roligt og sendte hende et forsikrende smil.
"Og jeg er nysgerrig" tilføjede han.
"Er det ikke farlig at løbe rundt alene?"

Om det var farligt? Ja, det var det vel. Men det var ikke det der bekymrede hende. Det var hvad der ventede når hun endelig vendte hjem til det liv der ventede på hende.
''Jo, farligt er det vel. Men det er det der får mig til at føle mig levende!'' smilede hun roligt, inden hun lænede sig op af træet i stedet for at kravle op i det.
''Du er også ret speciel. Du er i hvert fald ikke som dem jeg voksede op med.'' sagde hun med et smil inden hun lagde armene over kors.
Stadig med et smil, lukkede hun øjnene i et par sekunder. Hun sukkede kort.
''Så, hvordan er det så at være... ja, hvad ved jeg... En ikke-elver?'' hun vidste godt at hendes ordvalg var latterligt, men hun vidste ikke hvad hun ellers skulle kalde det. Hun kendte til mange racer, men havde ingen set specifikt endnu.

Han var lige ved at grine, men han var i tvivl om hvorvidt det ville skræmme hende væk. Så han lod være og nøjedes med at smile. I et øjeblik følte han sig...Uden bekymringer. Her, bare at småsnakke med en skovelver, ude i skoven...Væk fra alt ting. Endnu en gang, men en følelse han ikke havde haft i flere måneder, overvejede han blot at pakke sin rygsæk og rejse væk. Starte forfra igen, efterlade de ubehagelige ting, som han mente der var omkring ham. Nyde livet...Igen.
Men han vidste det ikke ville ske. Og hvor skulle han rejse hen? Sidste gang han gjorde det, havde han skiftet dimension. Det kunne han ikke bare gøre igen.
"En dæmon?" han studerede hende skarpt, ville se hvad hun mente om dæmoner. Hvorefter han trak let på skulderen.
"Det er..." Ja, hvordan var det? Normalt, vel?
"Som det nu er. Altid det samme. Selvstændighed. Både hadet og elsket, alt efter hvem du spørger" smilte han let.
"Selv om folk mest elsker dig for din styrke, frem for hvad de repræsenterer"

En dæmon… Hmm… Hendes sind smagte på den nye information, men havde ikke meget imod den. Og hvad så, om han var en dæmon? For Gudindens skyld, hun var da en elver som havde været tæt på at blive smidt ud flere gange!
Hun nikkede, en smule betænksom.
''Det var ikke for at fornærme dig, at jeg kaldte dig en ikke-elver.'' sagde hun hurtigt.
''Det er bare ikke så nemt at se forskel endnu.'' hun smilede undskyldende til ham.
Hvad så nu? Skulle hun mon ikke bare se at komme videre. Hun kunne ikke lade sig selv hænge op ad ham alt for længe.
''Mit navn er for resten Rider.'' sagde hun med et smil.
Hun burde ikke fortælle ham sit fornavn. Det var noget af det første hendes mor havde sagt. Ingen fremmede måtte kende hendes fornavn. Hvorfor, fattede hun dog ikke.

Han så lidt på hende og pegede kort på sine ører.
"Se forskel på elvere og andre, er nemt nok på ørerne" drillede han hende, en ting hun jo allerede vidste.
"Resten kan læres. Som elver burde du være ekstra...modtagelig for indtryk og detaljer. Vampyrerne er mere blege, de ser mere syge ud og er sådan set kun ude om natten...Og deres tænder. Lidt for lange" han bevarede en drillende tone i stemmen, da hen rettede sig op fra træet og gik nærmere hen til hende, men uden at gå direkte over til hende.
"Varulve lugter af våd hund, elsker råt kød, er mere drevet af instinkter og holder sig lidt for sig selv. Og de fleste har også ekstra hårvækst!
Mennesker er ganske almindelige og kedelig. De er over alt og ser...vel...Almindelige ud. Englene har en aura omkring sig, så de føles mere behageligt at være sammen med. Bortset fra de faldne engle. De ligner mennesker. Og det gør dæmoner også...De ligner også mennesker" smilte han let og slog let ud med armene.
"Trods...Vi slet ikke er som dem" mystificerede han, mens han blinkede let med det ene øje, som var det deres lille hemmelighed.

''hvordan er i så?'' smilede hun, inden hun distræt tog et drejning med overkroppen, så en smule afstand mellem dem blev genoprettet.
Godtnok virkede han flink, men han virkede også... Faretruende venlig. Hvad var han egentlig ude på?
Bare dét at han gik en smule tættere på hende, gav hende indskydelsen af springe op i træet for at skabe endnu mere afstand. Hun var ikke helt vild med at han prøvede at være tættere på hende.

''Jeg lærer nok nemt at se forskel, når jeg møder dem.'' sagde hun roligt, og trak lidt på skuldrene. Egentlig, ville hun lidt ønske at hun ikke havde brug for at tage hjem igen. Dette liv, denne frihed. På bekostning af begge dele når hun vendte hjem.
Hun bed sig i læben. Usikkerheden begyndte sikkert at lyse ud af hende nu.

Hendes usikkerhed var som føde til hans mørke personlighed. Den tiltrak ham og gav ham lyst til at...Give hende en grund til at være usikker.
"Det er forskelligt. Det kommer an på hvem du spørger...Hvis du spørger mig er en rigtig dæmon en person, som er stolt af sig selv. Som er stærk. Men andre vil nok beskrive os som skræmmende, dumme og onde" han viftede let med hånden, som om så primitive ord var under hans værdighed.
"Hvorfor tage sig af ordene? Ord kan være skadelige. Så lad os ignorerer de kedelige af dem. Selv om...Skræmmende måske kan være ret rammende. Onde, dog, er et spørgsmål om syn" han smilte let og blev stående hvor han var, han vidste hun snart kunne finde på at stikke af...Men han var ikke klar til at lade hende stikke af. For at være ærlig, havde han mest lyst til at fange hende og få hende til at fortælle alt om sit liv hos skovelverne. Men måske behøvede han hende slet ikke? Der gik rygter om at højelvernes prinsesse var i byen...
Han smilte let. Hvorfor lade en chance gå sig forbi? Han fik hende ikke til at elske sig alligevel.
"Du skal ikke være skræmt af mig. Jeg gør dig intet. Jeg taler sandt, når jeg siger, jeg blot er unaturligt nysgerrig"

''Du taler lige så meget sandhed, som du taler af nysgerrighed.'' sagde hun, med et forsigtigt smil. Han virkede utroligt spændende, og samtidig så intimiderende i forhold til at han var den første hun overhovedet havde mødt siden hun tog fra sin familie.
''Siden du er så nysgerrig, hvad så med at jeg fortæller dig det du gerne vil vide?'' hun smilede igen. Dette var en latterlig overlevelsesstrategi. Så snart han havde hørt hvad han ville høre, så kunne han skille sig af med hende.
Hun så hurtigt på ham kort.
'Så længe det du vil vide ikke er til fare for min families sikkerhed.'' sagde hun hurtigt. Dum var hun heller ikke. Kun naiv, og med lysten til at se det bedste i alt og alle. Og lige nu, så hun faktisk en potentiel ven i ham. Men kun en ven. Alt der involverede hende mere følelsesmæssigt var udelukket.
''Men så må du også fortælle noget om dig selv, til gengæld.'' hun smilede nu en smule drilsk.
Hans måde at beskrive sin race på var... uhyggelig godt ramt. Hun kunne nærmest se hvordan han slubrede hendes usikkerhed og nervøsitet i sig. Hun endte dog med at stå og smile svagt til ham, og have armene over kors. Mere kunne hun ikke gøre. Alt andet kunne fornærme ham, og det ville hun helst ikke - set i lyset af at han jo var en dæmon.

Han studerede hende let, ved de ord hun sagde. Ville se om hun udgjorde en potentiel fjende eller om hun var lige ved at stikke halen mellem benene. Men for nu blev hun stående. Hvorfor? Enhver med lidt intelligens ville for længst være flygtet...Især fra en som ham. Alle han kendte, med undtagelse af sin nevø og Alane, var flygtet fra ham.
Han tænkte kort over det. En forhandling, en aftale, kunne han arbejde med og det ville give hende en vis form for sikkerhed. Så ville hun blive her længere. Det eneste var at han altid holdt en aftale. Han krævede det af sine mænd og bør derfor også selv gøre det. Det var et spørgsmål om ære...Selv om han efterhånden havde lyst til at kaste alt over bord, om det så var ære eller ej. Og bare være et monster. Tanken tiltrak ham...
"Mig selv? Hvad kan, på nogen måde, interesserer dig?" spurgte han tilbage, en smule mistroisk. Folk var blevet glade for at invaderer hans private zone. Alanna, der ville sove på hans værelse...Adalyn, der ville vide mere om ham, som stort set alle ville. Det gik ham på...Men var det et nødvendigt offer?
"Hvad med...Du snakker. Og selv hvis der skulle komme noget, som kunne skade din familie, vil jeg ikke udnytte det? Din familie vil kort sagt...Være sikker?" smilte han og håbede at spille på hendes følelser for familien.

Hun kunne næsten fornemme modviljen til at fortælle om sig selv. Det var fint nok, men så måtte han ikke forvente at hun fortalte om sig selv.
''Der er ikke meget at fortælle. Hvad vil du vide?''
Hun så lidt på ham, inden hun rettede lidt på noget af det lange røde hår som var ved at hænge ned i øjnene på hende.
Hun var ved at være træt. Hendes energi var ikke ligefrem i top, nu når hun ikke fik sovet ordenligt.
At sove i et træ, eller i en forladt ulvehule, var ikke smart. Ikke nu når hun vidste at det var utroligt vigtigt at overleve.
Hun gned sit øje lidt, og prøvede på at skjule et gab. Men om det lykkedes var hun ikke sikker på.
Hun så på ham igen, prøvede at tyde hans ansigt. Hvad tænkte han på?

Han var usikker på om hendes svar betød, at hun godtog hans forslag eller ej. Hun havde heller ikke svaret på hvorfor det overhoved interesserede hende. Men i så fald måtte hun ikke være interesseret i en aftale. Hendes gab og udtryk virkede træt...Hvilket virkede til at være kommet ret pludseligt. Han så lidt på hende...Ene elver lige her. Det måtte ikke være helt nemt, men hvem kendte skoven bedre?
"Faktisk...Ikke så meget om selve dig, som om det samfund du kommer fra. Hvad får skovelvere tiden til at gå med? Hvad er jeres indstillinger til nogle af de andre racer? Døjer skovelverne med nogle problemer, især efter krigen og er der en måde at...komme ind i jeres byer på?" spurgte han. Han gik ud fra der ikke var nogen aftale..Og han derfor alligevel ikke behøvede at fortælle om sig selv.

Hun så lidt ned, og mumlede et eller andet med at hun ville få så mange tæsk som der kunne ligge på hende når hun kom hjem igen.
''Det er forskelligt. Vi kan jo gøre hvad vi vil næsten. For mit vedkommende var det bueskydning og ridning.'' hun trak på skuldrene.
''Nogen rider, andre træner med våben. Det er meget forskelligt for tiden. Efter krigen har mange af de yngre mænd valgt at træne kampevner i stedet for at studere... Det er næsten kun kvinder nu der lærer om traditioner og den ældre lærdom..'' hun sukkede. ''I hvert fald i min lejr..'' hun så på ham.
''Det er nemt nok at komme ind i lejrene. Du kan praktisk talt valse der.'' sagde hun og så lidt ned i jorden. Sandheden var at hun ikke vidste om hvordan man kom helt ind i byerne. Måske skulle hun bare gå sin vej igen, han virkede ikke interesseret i hende overhovedet. Kun i hendes slægts historie...
''Vi er rimelig åbne over for folk der søger asyl. Men vampyrer er ikke helt så... velkomne. De frygter at vampyrerne vil skade os igen. Og dæmoner... det er forskelligt for hvilken slags...'' hun så på ham igen.
''de frygter mest dem der stjæler livet ud af dig..'' hun så lidt ned igen, men trak vejret dybt.
''Men jeg må nok hellere...'' hun så over sin skulder, inden hun trak vejret dybt igen.
''er der mere du vil vide, så kan du jo bare finde mig igen.'' sagde hun roligt, inden hun trådte væk fra træet og vendte om på hælen for at gå den retning som han var kommet fra. Et eller andet sted måtte der være en smule civilisation, en seng forhåbentligt..

Hvem sagde han var færdig? Han gjorde ikke. Han lyttede nysgerrigt. Så..Hvis man fandt en af deres lejre skulle man bare kunne gå ind og socialiserer? Det lød ikke helt som det han havde hørt. Han havde hørt de var ret beskyttende og kun lod dem ind, som havde noget at lave derinde og som ikke ville sprede død og ødelæggelse. Men på den anden side...Men var også dum, hvis man alene gik ind i en lejr fuld af kamptrænede elvere.
Han lod hendes ikke gå. Han gik ind foran hende, ganske afslappet. Som om det var en tilfældigt han stillede sig der.
"Interessant...Hvis det er så nemt at komme ind i en af jeres lejre...Hvor ligger de så?" det var måske hagen ved det? Det var nemt, hvis man altså fandt dem. Han nægtede at tro elvere kunne være så naive...

Hun smilede ved hans spørgsmål - men smilet var ikke et venligt smil. Det var lusket, slesk.
''Jaa... Det må du jo så selv finde ud af.'' hun smilede stadig, men nu gik smilet over i en kælen undertone.
''Hvis du vil have mig undskyldt, jeg skal videre inden det bliver mørkt.'' sagde hun roligt, inden hun smidigt og elegant gik forbi ham og videre. Hvis ville vide mere, kunne han jo bare gå med.
''Ved du forresten hvor man kan få et ordenligt måltid henne i nærheden?'' spurgte hun, nu helt naturligt. Hun orkede ikke være den kælende og nussesyge lille elverpige. Ikke lige nu.

Han smilte blot til hende, men uanset hvor kælen hun virkede, bed det ikke på ham. Han havde mere erfaring på det punkt end de fleste normalt havde. Ikke om han ville lade hende slippe, før hun havde fortalt hvor han kunne finde en af deres lejre, gerne flere. Også selv om det betød skuespil...At manipulerer hende til venskab. Han vendte sig om mod hende og fulgte efter hende. Hans arm gled op om hendes skuldre, da han så ned på hende med et svagt smil.
"I byen. Der er masser af steder. Hvis du følges med mig...Får du endda rabat, visse steder" bekendtgjorde han.
"Og de steder kan du også få en seng" tilføjede han roligt.

Hun himlede kort med øjnene.
''Så, du skal altså have mig med på slæb?'' ja, hun vidste at hun var en belastning, og hun ville ikke være til ulejlighed.
Hun smilede lidt til ham, for at vise at hun blot drillede. Hun kunne sagtens selv finde vej, hvis han bare pegede hende i en bestemt retning.
''Nå, sir. Hvad vil du egentlig med de informationer? Du ved, hvordan du finder byerne, hvordan du kommer ind..?'' hun smilede mens hun gik videre, med hans arm om hendes skuldre. Det gjorde hende en smule utilpas.. Igen andre end hendes nærmeste familie havde nogensinde været tilladt at røre hende. Følelsen af at være utryg voksede stille..

Han fjernede armen igen. Han så lidt frem for sig, men kunne ikke lade være med at grine let af hendes spørgsmål.
"Du glemmer at du ikke har fortalt mig hvor jeres lejre ligger" svarede han roligt tilbage. Var hun virkelig så distræt? At hun virkelig intet huskede? Det kunne blive et problem, hvis hun blev ved med at glemme ting.
"Så derfor er informationerne endnu ubrugelige" svarede han lige så roligt, da han smilede til hende.

Der var ikke meget at snakke om, men Sean prøvede at holde samtalen kørende, lidt smalltalk, til de kom til byen. Det var i mellemtiden blevet eftermiddag.
"Såå...Kender du noget til byen? Et sted du kan bo?" spurgte han
"Eller skal jeg bare vælge et sted til dig?"

Hun kunne ikke lade være med at smile.
Troede han virkelig at hun ville fortælle ham alt om hvordan man kom ind i landsbyerne, hvordan man kunne vandre direkte derind og indtage alt - hvis man blot ville.
Nej, hun var ikke dum - det troede hun i hvert fald ikke.
''Jeg mente blot, hvad vil du bruge de informationer til, hvis du fik dem?'' hun så lidt på ham, inden hun trak på skuldrene.
''Ærligt, så aner jeg intet geografisk om verdenen uden for landsbyen. Jeg kender ingen, udover dig. Jeg ved at der burde ligge en kro i nærheden, ifølge min far, men...'' hun sukkede.
''jeg finder jo nok derhed før eller siden.'' sagde hun roligt inden hun så på ham igen, med et lille smil.

Han så på hende og smilte let. Hun var begyndt at blive mistænksom. Jamen dog. Også selv om hun ikke helt var bevidst om det endnu.
"Jeg er en farlig mand" indrømmede han blot.
"Men jeg har dog ingen andre planer end forretninger, angående dit folk" hvilket var sandt. Han havde planer om mange forretninger...
Han slog let ud med armene.
"Der ligger en kro på næsten hvert gadehjørne...Kom" han viste hen til en af nærmeste.
"Denne er ikke så beskidt eller propfyldt, maden er til at accepterer og de har færrest lus i sengen" smilte han roligt.
"Og betjeningen er venlig" han åbnede døren og holdt den for hende.