Trust is the keyword - Not stupidity. (Melia)

Mørke, slangende krøller hoppede og dansede om den cremefarvede hud, som hendes smidige bevægelser i små ryk førte hende rundt i de alt for lille lokale. En beroligende, lav lyd forlod de fyldige, bløde læber der buede i en diskret kurve, imens de skræmmende røde øjne blidt lå på de to piger, der så ud til at være ved at blive trukket væk af søvnen, i hendes favn. Om hendes yndige, kurvede krop hang en mandeskjorte tungt, men der syntes ikke at være en mand i nærheden af den lille gruppe.
Børnenes små lyde begyndte at komme med længere mellemrum, som hendes krops vuggende bevægelser og den blide lyd fra hendes læber, begyndte at trænge ind i dem, og kærligt lede dem vej hen imod søvnen. Kvinden så ikke ud til at have sovet i flere dage, men hun så heller ikke ud til, at hun var påvirket af det - På trods af de utydelige rander under øjnene og den svagt trætte overflade i hendes blik, bevægede hun sig friskt og uden så meget som søvn i de ildrøde øjnes kanter.
Endelig lullede hun dem i søvn, og var tilgengæld efterladt med blot de små lyde piblende ud fra hendes læber, imens hendes krop blidt vuggede dem dybere og dybere i søvnen. Langsomt banede hun sig vej over til en form for trævugge, der syntes ekstremt robust og stabil, men som ikke var lavet af det fineste håndværk, og ikke var dekoreret med noget som helst. Tilgengæld var den besat af hundredevis af bløde tæpper, puder, skind og andet blødt, så de små lå behageligt.

Problemet med det var ... At Delilah, som kvindens navn var, langt fra havde tid til alt dette. Hun var en ekstremt travl kvinde, da hendes pengepung havde lige godt ingen kobbermønter tilbage, og hendes job kunne hun langt fra bringe småbørn til. En løsning kunne være at lade sig hjælpe af børnenes fader, men der var intet i hele verden Delilah mindre ønskede, end at Sajro skulle kende til hendes økonomiske ... Problemer. Den eneste løsning tilbage var derfor .. Hyr en barnepige.
Her var problemet at Delilah var langt fra en kvinde, der blot stolede på folk. Det var ekstremt svært at få hende til at stole på nogen, og at nogle skulle være så tillidsvækkende at hun faktisk ville efterlade det mest dyrebare i hendes liv til dem? Det var næsten en umulighed. Men hun havde givet en enkelt en chance, til at vise hende at hun kunne stoles på, og at hun ville gøre alt, hvad der skulle til for at beskytte de børn, Delilahs ulmende røde blik blidt faldt på i dette øjeblik.
Så hun havde inviteret kvinden op til lejligheden, for at se, om hun havde hvad der skulle til, for at skubbe Delilahs tillid i gang. Det ville blive en svær opgave - Det var hun ikke et sekund i tvivl om.

P:
http://www4.pictures.zimbio.com/pc/AnnaSophia+Robb+AnnaSophia+Robb+Films+Carrie+aS94OOSIUQel.jpg

"Melia tag nu forhelvede den smøg så du kan falde ned"
Råbet en ugen mand i gemmen en lejlighed til en pige der stod og tænkte mens hendes hænder ikke rigtigt kunne holdes i ro, hun fnøs dog bare over det der blev råbt.
"Nej jeg vil ej og har du ikke beder ting at give dig til end at holde øjne med om jeg ryger eller ej"
sagde Melia letter irriteret mens hun lukkede tasken og tog sin jakke på, hun skulle til jobsamtale, for noget hun have lavet meget, hun have ikke rygte i over en uge da hun ikke gjorde det når der var børn omkring hende det var en af hendes regler for at ryge også heller ikke en uge før. Melia låste efter sig da hendes ven var godt, hun gik ned af trappen og gik ud på gaden mod den address hun have fået og tænkte lidt for sig selv, at denne gang ville det bliver noget svære end de andre gang hun have passe børn for andre.

Melia komme til det gamle hotel hendes lyse gylden hår glimttene let i det lys der kom fra solen selv om det blæste mere eller minder meget, hun var ikke helt sikker på hun havde læst rigtigt da hun så på hotellet, dem det have hun og  gik der for ind på det, der var nogen for mennesker og væsner der gik rundt i lobbyen, hun gik hen til den mand der var ved at falde ned af en stol fordi han sov, hun prikkede til ham så hen var ved at falde side lænds men gjorde det ikke og så så letter irriteret på hende mens hun spurgt ham hvor hun kunne finde det værelse nr. som hun skulle til måde på.
Melia gik den vej som manden have fortalt hende selv om det ikke var det nemmeste sted at finde rundt, der var også en lille smule skummelt der men det gik hende nu ikke på, det var ikke så meget der kunne gøre hende bange. Hun stoppede foran døren til det værelse hun gik ud fra var det rigtigt og bankede forsigtigt på men nok til at man ville kunne høre det, hun blev stående da hun ikke bare ville brase ind hvilket ville være uhøflig og dumt at gøre den første gang man skulle møde nogen.

En svag banken ramte dørens overflade, men længe inden da havde Delilah opfatte de svage skridt der havde bevæget sig imod hendes værelse. Mørke, slangende krøller snoede sig legende om hendes ansigt, som hendes blik bevægede sig imod døren, og musklerne i hendes lange, slanke ben spændtes og slappedes for hvert skridt hun lydløst tog, imod dørens overflade.
Om hendes dansede den tunge mandeskjorte, og på en eller anden måde, lykkedes det den at fremhæve en del af hendes former, selv under den løse skjorte, der blot dansede og svingede muntert om hendes skikkelse. Det kunne selvfølgelig også være, fordi skjorten stoppede ved det øverste af hendes lår, så i stedet for faktisk at vise hendes former, gav det blot illusionen da den svang sexet om hende, som var hun netop steget ud af sengen. Alt var dette ubevidst. Tidligere succubus.
Hendes slanke fingre snoede sig om det kølige håndtag, trykkede det lydløst ned og trak døren åben, uden at lave en eneste lyd. Døren åbnedes og de ildrøde, flammende øjne lagde sig straks på pigen der stod udenfor døren. Delilah var ekstremt bedømmende, og straks ved første blik, begyndte spørgsmål, tvivl og bekymringer at sive igennem den tidligere succubus' hjerne, men alligevel trådte hun til side.
"Hvis du er lydløs kan du komme ind."
På trods af den halvkolde overflade, flakkede et jag af munterhed og varme igennem hendes ulmende blik, som hun blinkede med det ene øje, til denne lyshårede pige. Hun trådte til siden, og løftede en skjortebeklædt arm, for at lade pigen træde ind.

I tilfælde af at hun trådte ind, ville Delilah lydløst lukke døren bag sig, og straks forsvinde forbi shapeshifteren og ind i lokalet lige foran døren. Hun vendte sig, og lod udiskret blikket løbe henover Melia, hvis navn hun allerede kendte, og syntes næsten at udforske pigens krop. Delilah havde ikke selv et gnist af blufærdighed i sig, så at andre fandt det pinligt at deres krop blev gransket med blikket, som Delilah gjorde ved shapeshifteren, forstod hun ikke - Og ignorerede derfor.
"Jeg er ikke en særlig tillidsfuld person. Hvorfor skulle jeg stole på at du kan beskytte mine børn?"
Ligepå og hårdt. Intet i dæmonens blik viste så meget som en flakken af hvad der måtte løbe igennem hendes hoved - Hverken over blikket der havde udforsket hver eneste centimeter af Melias krop, eller over spørgsmålet der var flydt over hendes fyldige læber. Hun havde et svagt smil lagt over læberne, som for at lulle pigen ind i en falsk tryghed, for der var kun gnister af varme der løb over hendes krop. Alt andet syntes hårdt, professionelt og havde en form for afstand fra alt.