The world is no place for you darling - Kayla

Dag: Irl
Tidspunkt: 21:40
Sted: Aquener - Tæt på havne delen af byen.
Vejr: Koldt, en smule fugtigt i det.
Omgivelser: Stort set tomme gader.

De sidste folk der stadig befandt sig ude på gaderne var ved at vandre hjem eller til den nærmeste kro. Dog var der stadig nogle der ved ved at klare nogle sidste ting inden deres senge kaldte dem tilbage. I forhold til så mange andre byer var denne rolig. Folk så ikke ud til at have travlt med at komme indenfor hvor de ville være i sikkerhed for hvad der nu kunne finde på at angribe. De gik stadig og summede for sig selv. Dette ville næsten være helt uhørt i Doomsville. Der flygtede mennesker og andre svagere racer ind så snart dagen tog sine sidste stråler med sig. For en vampyr var denne by dog en næsten himmelsk sted at befinde sig. Mest af alt fordi maden var så meget lettere at skaffe. Man behøvede ikke at bruge langtid på at opsnuse en kro med en spændende sjæl at dræne fra blod.

Marcus vandrede med rolige skridt langs en af de fyldt kroer. Hans blik gled langsomt over den imens han kort smilede. Han kunne med lethed gå der ind og finde en han kunne kalde sin aftensmad. Med et hurtigt sving ændrede han retning mod kroen. Han lignede ikke en fattig mand. Marcus var klædt i en mørk skjorte og et par lange jeans. Hans mørke krøller hang frit denne nat, normalt ville han ellers holde dem i skak med en hue. Marcus var heller ikke fattig, han var dog heller ikke rig. Han tog hvad han havde brug for fra sine ofre og lod tide bestemme resten. Kroen var temmelig proppet, med godt humør og en masse stemmer der snakkede oven  i hinanden. Der gik ikke lang tid før Marcus havde charmeret sig ind på en ung kvinde der så ud til at vente på venner. Marcus var mester til at fortrylle folk når han gad. Hende her skulle slukke sulten hos ham. Han havde nemlig ikke spist i et stykke tid, da han havde rejst nogle dage for at komme til Aquener. Med lethed fik han lokket pigen med sig ud fra kroen og ind i en gyde. Hun var næsten for let. Der gik ikke mange øjeblikke før han lod sine spidse tænder synke ind i hendes hals så blodet kunne komme ud. Det tog ikke lang tid at dræne hende. Pigens krop blev helt slap og tung. Han slap hende og lod hende falde til jorden. Hun var helt bleg nu. Marcus slikkede sine læber for at fjerne lidt blod. Ikke en dråbe skulle gå til spilde! Han smilede kort. Det var et koldt smil, helt anderledes end de smil han havde sendt pigen for kort tid siden.

Med en let bevægelse vendte han om og gik hurtigt, men fattet ud fra gyden som havde mordet aldrig fundet sted. Han lod blidt en hånd glide igennem de mørke krøller så de blev hevet lidt væk fra hans ansigt. Hans grønne øjne kom frem fra det mørke hår. han lod kort blikket glide rundt på sine omgivelser, der var stadig få folk på gaden. Ingen af dem så dog ud til at have opdaget noget. Han stak hænderne i lommerne, og begyndte da at gå væk fra gyden med rolige skridt. Han gad så ingen grund til at blive taget i at have begået et mord. Det havde han ikke tålmodighed til. Nu havde han fået hvad han kom for, nu ville havde finde noget underholdning! Han var ikke taget til Aquener bare for at gå rundt og kede sig. Han skulle kun være i Aquener i kort tid før han ville rejse videre.

Kayla var nu kommet væk hjemmefra. Første gang siden hun blev født. Sidste gang hun kunne huske hun var ude, var da hun var 15. Godt nok var det kun et år siden, men siden da, havde hun ikke brugt meget tid ude. Men nu var hun væk. Hun var væk fra hendes forældre, der sikkert var syge af bekymring. Men de forstod hende ikke. Hun havde brug for at se verden, møde mennesker. Hun havde brug for at leve. Hun var endt i Aquener, en havneby hun kun havde hørt om. Men nu var hun der, hun så det hele for første gang. Bygningerne, menneskene, den tykke lugt af alkohol. Det hele var nyt for hende, og det var tydeligt. Hendes blik var fyldt med begejstring og fascination over det fremmede sted. Hendes skridt bevægede sig i retningen af en lille kro. Hun regnede ikke med hun kunne komme ind, så hun gik bag forbi, hen imod nogle gyder, der ikke så særlige hyggelige ud. Men hun frygtede ikke noget. Det var trods alt bare en gyde, og hvor meget skade kunne en menneske lige gøre på hende? Hun vendte sig rundt, og gik baglæns hen imod gyderne, for at få et godt blik af byen, før hun skulle videre.

Kayla havde en lille taske med sig, som blev ved med at glide ned over hendes skulder, så hun konstant måtte samle op i den. Hendes tanker tog hende væk derfra. Hun var endelig fri, og hun havde mulighed for at være sig selv, og ikke bekymre sig for hendes forældres karantæne. Hun gik tilfældigvis ind i en kvinde, det gjorde at hun tabte hendes taske, så alle hendes ting faldt udover det hele. ”Undskyld.” Hviskede Kayla, før hun begyndte at samle tingene op. Kviden gik bare videre, mens Kayla selv, var efterladt til at samle sine ting op, som var mere end blot to ting. Hun tog en dyb indånding og prøvede at bevare roen, på trods af hendes korte lunte. Hun bed tænderne sammen, og pakkede sine ting sammen, der lå spredt udover det hele. Der var alt lige fra madvare til tøj.

Der gik ikke mange minutter før man kunne høre et bump og lyden af ting der landede forskellige steder på gadens kolde sten. Marcus hørte det, han stoppede kort op for at se hvad det var. Han var dog overrasket over hvad der havde fremskaffet lyden. Det var en ung pige og noget der mest af alt lignede et kaos af rod. Der var alt muligt så vidt han kunne se. Tøj, mad, penge og en masse andre ting man ville have brug for hvis man var hjemløs eller løbet hjemme fra.
Han lagde mærke til kvinden der tydelig vis ikke så et behov for at hjælpe pigen. Han smilede kort over det. Med rolige skridt gik han nærmere pigen og hendes kaos af ting. Hun kunne vil godt underholde ham lidt.
Marcus samlede et stykke tøj op der var kommet lidt langt væk fra tasken. Han så lidt på det inden han gik hen til pigen. Han smilede venligt til hende da han satte sig på hug foran hende og rakte hende det. "Har du brug for hjælp?"spurgte han med en meget blid og charmerende stemme. Hun virkede ikke helt som om hun hørte til i gadebilledet. På den anden side var han jo næsten lige kommet til byen så det kunne sagtens være han tog fejl. Han samlede lidt andre ting op som hun ikke havde nået at tage endnu. Da han rakte hende dem studerede hans grønne øjne hende kort. Hun var ung, men da en køn lille nips der tydeligvis burde vide bedre end at være sent oppe og alene. Han havde dog ikke tænkt sig at hjælpe hende hjem. Det ville ikke være sjovt.
Han var mæt, den anden pige havde klaret det for ham. Han var dog i et stadie hvor han manglede noget at tage sig til. Det var efterhånden meget normalt for ham at miste interessen for hvad han lavede tideligere for så at finde noget nyt at lave. Denne pige kunne vel underholde ham lidt. Hun var jo nærmest gledet direkte ind i hans arme uden han selv skulle gøre noget.

Kayla prøvede så vidt muligt at bevare roen. Men hendes temperament gjorde det svært. Hendes hænder bevægede sig hen over den køllige jord, men hendes blik var forsat rettet mod tasken. Hun kunne begynde at mærke jorden kulde mod hendes knæ, på trods af de var dækket af stof. Hun hørte skridt nærme sig, og hun fik hurtigt fat i tasken, og rykket den ind til sig. Hendes forældre havde fortalt hende meget omkring de mennesker man kunne finde udenfor. Tyve, voldsforbrydere og alt muligt andet, som Kaylas fantasi ikke rækker til. Hun kunne nærmest mærke at en person kom nærmere, men hun følte sig ikke truet, så hun vendte blikket mod ham, og gav ham et svagt nik.

Med en meget forsigtig bevægelse, tog hun tøjet ud af hans hånd, og undgik for alt i verden at røre ved hans hånd. Hun lagde tøjet ned i tasken og tog ligeledes de andre ting hun kunne få fat i. Hun tog samtidig imod tingene fra ham, stadig uden at røre ham. Det var en forholdsregel, som hun følte hun blev nød til at tage. Men det var ikke noget, hun talte højt om. Hun havde hele sit liv fået af vide, at hun ikke var som alle de andre, og at det var farligt for hende. Indtil videre, var hun ikke stødt på noget positivt, og hun var meget tæt på at tage hjem igen. Men nu havde hun endelig mødt et venligt ansigt. Måske var det slet ikke så slemt herude. Måske tog hendes forældre fejl. Måske var det slet ikke så slemt som de havde fortalt hende. ”Tak.” Hendes stemme var lav, og næsten umulig at høre, men man kunne se hendes læber bevæge sig, så man burde kunne udgøre ordet.

Marcus smilede roligt imens hun tog imod de ting han rakte hende. Han var tæt nok på til sagtens at høre hvad hun mumlede. Hun virkede så lille og fin i det. Han var helt sikker på at hun ikke passede ind i gadebilledet. Han rejste sig op og så kort ned på hende før han langsomt lod sit blik vandre over gaden. "Er det ikke lidt farligt at en ung pige som dig færdes her helt alene?" kommenterede han kort. Hans stemme var blid og havde en charme som generel var gengivet i hele hans aura. Dem der kendte ham vidste udemærket godt det bare var en facade, men denne pige havde endnu ikke set hans sande ansigt. Det passede ham fint. Hun skulle føle sig rigtig tryk hos ham først. Det så ud til at det godt kunne blive lidt udfordrende så stille som hun var.
Marcus lod let sin ene hånd glide igennem de mørke krøller imens han betragtede pigen. Havde man se mange af de andre mennesker i byen ville man med sikkerhed kunne sige at Marcus var anderledes. Ikke kun på grund af hvad han havde på af tøj, men også hans være måde. Mange var enten for ussle til at snakke med fremmede eller for selvfede til at tage sig af andre. Det var Marcus egentligt også, men det vidste han ikke ville fungere for ham når han var på jagt. Han gad ikke som så mange andre vampyrer at direkte forfølge sit offer, Marcus var værre, han legede med maden. Mætheden straffede ham dog i dette øjeblik da denne pige ellers ville have været et perfekt måltid.