Jamen halløjsa -Romeo-

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]//


Denne sensommer aften, hvor natten stadigvæk var ung og de fleste dansede røven ud af bukserne. Stod hun udenfor diskoteket. Lysten til at feste var der ikke lige nu. Alting synes at være så mærkelige i hendes liv lige nu. Også alligevel ikke. I sine egne tanker stod hun og tænkte da nogle ramte hende hårdt i hovedet og fik hende til at knalde røven ned i den kolde asfalt. Stella sprang dog hurtigt på benene igen og børstede kort skidtet lidt af. Så hævede hun et bryn da hun så en ung fyr stå og se vred ud. I øjnene kunne man se på ham, at han langtfra var ædru, men lige i aften skulle man ikke komme på den forkerte side af Stella. Det var nok til hun fremmanede en kniv og kastede den afsted og ramte ham lige i hjertet. Okay, måske var hun lidt ved siden af sig selv lige nu. Men hendes hævntørstige far var på frifod, han havde været efter Josh... revet hans negle af og torturet ham slemt for at få hans indre dæmon frem. Hun var bange for at lade ham spille af syne, men hun havde brug for noget frisk luft. Desuden havde han Ghost - selvom den store ulv var begyndt at komme på besøg lidt oftere nu når han havde parret sig med den kære Ember. Stella snurrede væk fra drabet på manden og stillede sig lidt væk med ryggen imod muren, hvor hun lod sit hoved dunke stille ind i væggen imens et suk flød udover hendes læber. DOG! Var der denne bekendte fært og unikke fært som fangede hendes skarpe sanser. Romeos blod. Wow enten var det fordi, at hun havde snakket med ham før ellers var hans fært bare virkelig tydelig. Stella satte af fra muren og gav sig til at søge for at finde ud af, hvor han var henne af. Med huen nedover ørene og armene overkors imens hun gik rundt - så hun egentlig ret afslappet ud - men tøjet var nu også dejligt at have på... Endelig fik hun øje på den flotte unge fyr og prikkede ham på skulderen. "Jamen halløjsa." Smilede hun og lagde hovedet let på skrå.

Smerten som han havde følt før kunne stadig overvælde ham, så han faldt ned i gulvet. Han tog sig til sin nu røde og ømme kind samtidig med at han knyttede sin ene hånd. Han kunne høre sine såkaldte 'venner' grine. Han rejste sig op og så irriteret på fyren, der havde slået ham. Fyren vendte ryggen til og begyndte at gå. Romeo ville gerne have forsvaret sig selv, han mente bare at vold var unødvendigt. Han kunne mærke blod løbe ned af hans underlæbe og tørrede det væk. Han havde nok bidt sig selv i læben. Han gik ud af diskoteket og kunne stadigvæk høre folk der grinede bag ham. Han var ved at være træt af de drenge. De rodede ham altid ud i ballade, men det var jo det, de ønskede. Han stoppede med at gå efter lidt tid. Han var ikke specielt langt væk fra diskoteket, han kunne stadig høre den høje musik og de utallige stemmer. Han fik et chok, da nogen prikkede ham på skulderen. Han vendte sig hurtigt om og blev utrolig lettet, da han så det var Stella. Han havde været bange for at det var en af hans 'venner'. "Hej Stella." Han smilede svagt. "Hvad laver du her?" Han så spørgende på hende. Svaret til hans spørgsmål var tydelig, men han ville alligevel spørge.

Stella smilede over den varme velkomst og lagde hovedet lidt på skrå til den anden side og så undersøgende på ham. "Jeg slapper bare lidt af, og prøver at få lidt frisk luft inden jeg skal hjem og passe på min lillebror." Sagde hun og åndede tungt ud imens hun spillede dramatisk på sine øjenbryn - som om det var en 2årig lille dreng hun skulle hjem og passe på. Men så lod hun et smil vige op på hendes læber. "Ej. Jeg kan godt lide at købe en drink ind i mellem, nogle dage har man jo bare brug for det." Blinkede hun kort drillende med det ene øje - hun havde faktisk ikke drukket nået - ikke efter siden hun ligesom kom til at kysse vampyrostøsen Carolines lillesøster. Upsi. Stella kiggede sig kort til siden, da hun genkendte nogle af de hoveder der kom ud af døren og ikke så særlig glade udfor at Romeo var gået ud fra diskotektet. Stella rullede dog allerede øjne af dem og kiggede så på Romeo. "Jeg kan se, hvorfor du er her." Sagde hun så i et kort irriteret suk, ikke på grund af Romeo - men på grund af brok hovedernerne der kom over imod dem.

Hendes lillebror? Det måtte være Josh hun snakkede om, siden hun havde fortalt ham at Matt var forlovet, og måden hun spillede med sine øjnebryn fik ham til at tro det var en lille dreng. "Snakker du om Josh?" Han så spørgende på hende imens han lagde hovedet lidt på skrå. Han havde en hvid skjorte på, som var halvt åbent på grund af slåskampen før, men udover det havde han selvfølgelig også sorte jeans på og sorte sko. "Tja, jeg drikker ikke rigtig." Han trak på sin ene skulder. Han havde aldrig rigtig drukket, men han havde prøvet at få en øl, og han brød sig ikke om det. Romeo fik først øje på drengene, da de gik hen imod ham og Stella. "Jeg har rigtig ikke andet valg end at gå med dem." Hviskede han, så kun Stella kunne høre hvad han sagde. Et svagt suk forlod Romeos læber, inden han vendte sig om imod dem. "Jay, vi mangler dig derinde." Sagde den højeste af drengene som tydeligvis var lederen og personen som havde snakket til Stella sidst. "Jeg kommer om lidt. Gå bare ind igen." Svarede Romeo og viftede lidt med sin hånd som for at vise at de skulle gå. Lederen så kort på Stella, det var tydeligt at han genkendte hende, inden han sammen med de andre gik ind igen. Romeo så på Stella igen. "Lad os skynde os væk før de kommer igen." Han havde et svagt, kækt smil om læberne. Hans overlæbe var dog lidt flækket.

Hun sagde intet til dem da de kom frem - de kunne lige prøve på nået - heldigvis gjorde de ikke. De ville bare have Romeo med sig. Ikke at hun ikke bare vlle lade ham gå - for det ville hun. Så sandt som detvar sagt. Stella regnede faktisk med, at han ville smutte, men så kiggede han på hende og sagde nået med et svagt kækt smil - det blev sendt direkte tilbage til ham. Selvom, at hans læbe var flækket og alle hendes instinker skreg hun skulle tage blodet - så beherskede hun sig selv. Stela nikkede til ham, og greb så om hans hånd - det var ikke hendes mening at få fast i hans hånd som hun gjorde. Hendes hånd var om hans - aka hun holdt ham i hånden imens hun trak ham med sig. Ydligere tænkte hun ikke over det - hun skulle bare væk herfra og Romeo skulle med hende.
En lille gyde kunne de skjule sig for dem. Stella slap hans hånd og bed sig kort i læben inden hun kiggede sig over skulderen - de var langt nok væk til ikke lige at blive opdaget af mennesker i det her mørke. Stella rettede sin opmærksomhed imod Romeo igen og lod en finger køre henover hans flækkede læbe, hvor lidt blod sad - hun fjernede det næsten i trance og kiggede derefter på sine blodige fingerspidser. Så lod hun dem fører op til hendes læber, hvor hun hurtigt rengjorde sine to fingre med hendes tunge - og så slap trancen hende. Hun rystede på hovedet. "Undskyld." Mumlede hun irriteret på sig selv. Blodet var unik og havde en vidunderlig smag hun sjældent ville glemme - men selvom hun ville huske smagen ville hun aldrig angribe ham.

Romeo glædede sig til at komme væk fra diskotekets larm, han var begyndt at få hovedpine af det. Desuden havde han heller ikke lyst til at støde ind i fyren som han havde været i en slåskamp med. Han fulgte efter hende, han havde heller ikke rigtigt andet valg, da hun nærmest trak ham med sig, men holdte også øje med om nogle af drengene fulgte efter ham, hvilket de heldigvis ikke gjorde. Han åndede lettet op, da de stoppede med at gå og vendte sig om imod Stella med et svagt smil om læberne. Da hun kørte en af sine fingre langs hans flækkede læbe og fik noget af blodet på hendes finger stivnede hans krop. Han kunne ikke bevæge sig imens et minde viste sig for hans indre blik. Hans nøddebrune øjne blev fyldt med rædsel og han begyndte at træde væk fra hende. Det var tydeligt at han var bange eftersom hans krops bevægelser og udtrykket i hans ansigt viste det. "V-vamp.." Han hviskede så lavt at det nærmest ikke kunne høres. Han stoppede med at gå baglæns, da hans ryg mødte muren bag ham. Han nærmest maste sig imod muren som om han håbede at den ville trække ham væk. "Hold dig væk!" Skreg han så højt han kunne. Han gled ned af muren, så han sad ned. Han havde sine knæ op til hagen, armene om benene, så han gemte sit ansigt ned i armene.

STella fik et chok over det paniske anfald der kom fra Romeo. Hvis hun kunne ville hun være sprunget tilbage, men muren imod hendes ryg gjorde det langtfra muligt. Hun stod blot stivnet fast til jorden - vidste ikke om hun skulle løbe fra det eller blive og stirre på ham som en forskræmt lille mus. Stella rystede kort følelsen af magt og være monsteret af sig - inden hun så sank en klump. "Romeo. Undskyld. Det var ikke meningen at gøre dig bange.. eller nået." SAgde hun stille og kiggede ham i øjnene. Hun var forsigtigt lige nu - men hvis han alligevel bare bange for hende - ville hun i sidste ende tænke: Nå det var det korte bekendtskab med en fyr. Også muligvis gå. Det kom dog helt an på tilbage sigende ord og meninger. Folk havde hørt hans råb og nogle mænd kom løbende med fakkler. De så Romeo og hans flækkede læbe og bloddæmonen der stod og stirrede koldt på dem. De løb imod hende... hvis Stella ikke havde været overmodig - så havde hun nok ikke hvæst af dem med sin række af skarpetænder og fremmanet knive nok til at stikke de to løbende mænd ihjel med. Dårlig dag at gå imod hende på. Knivene fadede stille ud i natten som luft og efterlod luften af menneskeblod til nattens væsner. "Gider du lade hver med at skrige -vi ender med at blive slået ihjel." Vrissede hun let og kiggede omkring sig.

Mindet om vampyren der havde dræbt kvinderne og børnene foran ham var ikke til at bære. Han havde håbet at han kunne hjælpe dem dengang, men i sidste ende havde han ikke været modig nok. Det var flere år siden nu, men han ville aldrig vampyrens ofres rædselsfulde øjne og deres skrig. Han var heldig at han stadig levede. Romeo havde stukket af og ikke nævnt det for sine forældre før der var gået et par måneder. Stellas stemme skar igennem mindet, der stadig viste sig for hans indre blik. Han så på op på hende og pludselig var det ikke længere en ung dreng, der sad på asfalten mere, men en brun ulv som stirrede på hende med sine nøddebrune øjne. Ulven rejste sig op og blottede sine tænder. Ulven havde lidt blod ved den ene mundvige.
Ulven begyndte at gå ud af gyden. Han snuste til luften og genkendte en fært. Han så på Stella og logrede lidt med sin hale. Han kunne lugte en anden ulvs fært på hende, men han holdte skarpt øje med hende som om han ikke stolede på hende. Al tillid han havde haft til hende var forsvundet, da hun havde taget blodet, der havde været ved hans læbe.

Ulven foran hende gjorde hende ikke bange - faktisk ændrede hendes holdning til ham ikke overhovedet. "Husk selv på, hvad du sagde. Hvis jeg ønskede dig død eller at skade dig, så havde jeg gjort det for længest." Påmindede hun ham kort inden hun så sank en klump. Lyden af mennesker imod dem der havde hørt påstyret i byen - var ikke til at undgå. Larmen fra musikken var en ting - skrig var nået andet. Specielt når der var væsner som dæmoner og vampyrer. Bloddæmonen den mest brutale af dem og selvfølgelig også det væsen som Stella var. Så snart en pil snittede hendes arm og prikkede hul i det yderste af hendes skin blev hun opmærksom. Hun trak hurtig pilen ud. Så kiggede hun kort på Romeo inden hun så rystede på hovedet og satte i løb. "Løb." Vrissede hun til ham. En ulv i byen - det ville nok ikke være det bedste heller. Normalt løb Stella ikke sådan fra hendes problemer - men hun orkede ikke at sætte tingene i perspektiv lige nu - hendes humør var allerede godt ødelagt - så hvorfor skulle hun dog gøre nået for det blev bedre. Stella vendte sig dog hurtigt om med en fremmanet bue med en pil trukket tilbage til afyring og skød den første mand ned. Stella gjorde hurtigt en anden klar og affyrede den. Hvis hun skulle jages ud af byen skulle det ikke være uden påstyr.

Da Stella begyndte at snakke vendte ulvens ører hen imod hende, hvilket viste at han lyttede efter. Han så hen imod menneskene der var på vej hen imod dem og han begyndte at knurre lidt. Han stillede sig ved siden af Stella og stillede sig i en truende stilling, hvor han viste tænder og havde lidt spredte ben. Han så hen imod hende, da hun løb, og peb lidt, da hun vrissede at han skulle løbe. Han begyndte at løbe og han indhentede hende hurtigt. Han var hurtigere end andre, da det var en af hans styrker. Han drejede rundt om et hjørne og forventede at Stella fulgte efter ham.
Hvis Stella havde fulgt efter ham, ville han bide fat i hendes hættetrøje og trække hende med ind i et forladt hus. Han gemte sig bagved et væltet bord og holdte øje med Stella. Hvis hun ikke var fulgt efter ham, ville han stoppe op og finde hende.

Rundt om hjørnet fik hun et chok da ulven eller Romeo bed fast i hendes hættetrøje og trak hende med sig. Først gik hun lidt i panik, men lod ham egentlig bare hjælpe hende hen af vejen. Stella så sig hurtigt omkring i det gamle hus. Menneskene kunne ikke lide ting de ikke forstod og de forstod i øjeblikket ikke, hvorfor dæmonen havde angrebet nået der lød som et forpint menneske - eller det var deres side af historien - de havde jo ikke været der til at se hvad der faktisk skete. Stella gemte sig ved boret sammen med ulven - hun måtte sidde tæt ind på Romeo, for ikke at kunne blive set når folk gik forbi med deres fakler. Stellas ene hånd var boret ind i pelsen på Romeo, ikke så det gjorde ondt - men det gjorde hun også altid ved Morrow og Ember, hvis hun var hjemme og var nervøs over et eller andet. Hun holdt vejret imens hjertet bankede hårdt ind i mod hendes brystkasse. Hun åndede dog lettet ud da hun ikke længere kunne hører dem - i en hurtig reaktion så lagde hun hovedet ind imod Romeos pels og åndede afslappet ud.

Ulven kunne tydeligt høre menneskene løbe forbi og håbede at de ville blive ved med at løbe. Han lagde sit hoved på sine poter, da lyden af menneskene forsvandt. Han kunne mærke Stellas hoved imod hans pels, men han havde intet imod det. Han peb lidt og puffede til hende med sin snude som for at sige undskyld. Det havde jo været hans skyld at menneskene var kommet efter hende. Han ville gerne fortælle hende, hvad der var sket med ham, men han kunne ikke snakke i sin ulve skikkelse. Han rejste sig op og luntede hen til et andet rum. Han gemte sig bag væggen, så hun ikke kunne se ham og skiftede form.
"Øh, Stella?" Hans hoved stak ud af døren, men intet andet kunne hun se. Hans hår sad anderledes nu, det var mere pjusket. "Vil du.. være sød at finde noget tøj til mig?" Han så bedende på hende.

Stella betragtede ulven da den luntede væk til et andet rum. Stella rejste sig op i det samme sekund som han var væk. Hun undrede sig lidt, faktisk havde hun ikke meget erfaring om shapeshiftere som hun måske burde have haft, men ja sådan var det nu engang. Hun fik et smil frem på læben da han satte hovedet frem fra muren og kiggede på hende. "Jeg skal se, hvad jeg kan finde pjuske." Smilede hun drillende og gav sig til at søge rummet igennem for at finde noget tøj. Hun fandt et par bukser og en hættetrøje og gik over til muren uden at gå ind til ham. Hun strakte armen frem så han kunne gribe fast om tøjet. "Håber du kan bruge det." Sagde hun så kort og blev stående på den modsatte mur med armene lidt overkors. Hun lagde hovedet op af muren imens hun ventede på Romeo ville blive færdig med at klæde sig om.

Romeo rynkede lidt på næsen, da hun kaldte ham pjuske. Tålmodigt ventede han på at hun fandt noget tøj til ham. Så snart hun rakte tøjet hen til ham rakte han udefter det og sørgede omhyggeligt for at gemme sig for hende. Hurtigt trak han tøjet på og lynede hættetrøjen. Han trådte ud af rummet og så hen imod Stella. "Det er udmærket." Han smilede svagt. Han lænede sin ryg op af muren ved siden af hende. "Jeg må nok hellere fortælle dig, hvorfor jeg reagerede så kraftigt. Da jeg var lille kunne jeg en nat ikke sove, og jeg hørte pludselig skrig udenfor huset. Jeg gik ud for at undersøge det. Lidt væk fra huset var der en vampyr, et par børn og kvinder. Vampyren så mig, men begyndte bare at.. dræbe børnene og kvinderne foran mig. Jeg flygtede." Han lukkede sine øjne. "Jeg fortalte først mine forældre det efter et par måneder. Selvom det er år siden nu, så kan jeg ikke glemme det. Så da du tog blodet fra min læbe... tænkte jeg på vampyren." Han åbnede sine øjne og smilede undskyldende til hende. "Det beklager jeg." Han rettede sig op og stillede sig foran hende. "Kan du tilgive mig for at skrige og fik de mennesker efter os?" Han havde et svagt kækt glimt i øjnene.

Hun kiggede over på ham ved at dreje hovedet til siden, hendes grønne øjne lod sig falde på Romeos dybe brune. Hun lyttede, til hvad han sagde. Vampyrer. Bloddæmoner. De kunne være væmmelige væsner, men ikke monstre gjorde monsterlignende ting trods alt. Ikk at hun ville sætte sig selv i forsvar, for hun hadede jo ikke sin race - nogle dage jo, men egentlig ikke så meget igen. "HEy. Det sker for os alle engang imellem. Du skal ikke tænke på det." Smilede hun til ham . Hun fulgte ham da han stillede sig for an hende. Hun blev ved med at kigge ham i øjnene. "Jeg tilgiver dig, hvad er livet uden lidt fare engang imellem?" Spurgte hun drillende imens hun lagde hovedet let på skrå.

Romeo gik hen til bordet, de havde gemt sig ved og satte det plads, dog med en smule besvær, men det skjulte han så godt som han kunne. Han var ikke lige så stærk som andre mennesker. Han vendte sig om imod hende med et svagt smil om læberne. "Uden farer ville livet være kedeligt." En kort og charmerende latter forlod hans læber.
Han gik hen imod hende, men lige da han ville til at stoppe, snublede han over en af træplankerne, der var gået løst og stak lidt op. Da han havde stået tæt på hende endte det med at hans læber mødte hendes ved et uheld og samtidig faldt de muligvis begge to ned på gulvet, altså medmindre at Stella holdte dem oppe eller noget. Uanset hvad ville han straks trække sig væk fra hende. "U-undskyld! Jeg snublede.." Stammede han med det samme, og det var tydeligt at han var vildt nervøs.

Hun fulgte hans bevægelser stille. Med det charmerende smil på hans læber måtte han føle sig bare lidt sikker - lige til, at han snublede og stødte ind i Stella. Ikke på en speciel hård måde eller ubehagelig måde. Hun nåede lige at mærke ganske kort hans læber imod hendes inden de faldt til jorden. Stella blinkede kort da han traksig væk inden hun så satte sig halv op. Hun bed sig lidt i læben og slog blikket op da han undskyldede som om, at det var den værste forbrydelse man kunne fortage sig. Stella var lidt rød om kinderne, hvilket hun kunne mærke - og var grunden til, at hun hurtigt slog blikket ned igen. "Du behøver ikke undskylde." Svarede hun hurtigt, og sank nervøst en klump.

Det havde været hans andet kys i hele hans liv. Hans første kys havde gået til hans barndomsveninde, Natalie, men hende havde han ikke set i lang tid. Deres møde efter at hun var forsvundet var en smule forvirrende og lang, men dengang havde han været glad for at hun var tilbage i hans liv. Nu var hun forsvundet igen, men det vigtigste for ham var at hun havde det godt, hvilket han virkelig håbede hun havde. Romeos brystkasse hævede og sænkede sig hurtigt, da han var blevet vildt nervøs. Hans hjerte bankede afsted som aldrig før.
"J-jo! Jeg skulle have set mig for..." En smule undrende så han på hende. "Hvorfor rødmer du?" Det var sikkert et dumt spørgsmål, men han kunne ikke lade være med at svare. Svaret var sikkert åbenlyst, at hun rødmede på grund af kysset, men han var nød til at være sikker.

Altså. Hun kyssede normalt ikke mænd ! Det var der hun ligefrem ikke blev sikker. Altså jo voldtægsmænd kyssede også noglegange, men det var jo ikke ligefrem behageligt? Hun bed sig selv i læben, og rystede let på hovedet. "DEt er et gammelt hus, det kunne være sket for hvem som helst." Svarede hun ham hurtigt. Hans næste ord gjorde hun spærrede øjnene op, og holdt vejret. "Rødmer jeg? Der er sikkert bare rigtig varmt herinde." Rejste hun sig op og kløede sig kort nervøst i nakken, prøvede ligesom at dække over det. "Det var faktisk kun hendes anden gang hun kyssede en dreng. Hvis hun skulle være ærlig - på den måde altså.

Der var en akavet stemning lige nu. Måske skulle han gå? Skynde sig væk? Men, det ville jo være ret uhøfligt, og han ville ikke risikere at såre hende. Han kunne godt lide hede og håbede ikke at kysset gjorde at hun ville tage afstand fra ham. "Jeg skulle stadig have set mig for." Han så ned i gulvet. Hvis han skulle være ærlig, så fortrød han ikke at han ved et uheld havde kysset hende. Ikke at han håbede på noget. Han havde lært at hvis man håbede på noget, så blev man utrolig skuffet, når man blev skuffet, hvilket han havde en fornemmelse af at man tit blev.
"Jeg.. synes ellers der er ret koldt.." Sagde han, en smule tøvende. Han rejste sig op og rakte en hånd ned til hende for at hjælpe hende op at stå.

Stella sagde ikke rigtig noget. Hun vidste ikke, hvilke ord eller formuleringer hun skulle tage i brug. Men det var synd for en god fyr som Romeo bare at stå tilbage og muligvis håbe på andet end hendes stilhed. "Jeg fik bare et chok. Normalt så kysser jeg ikke rigtig fyre. Så." Sagde hun så ud i stilheden. Det var måske ikke det han troede, det kunne også være at hun aldrig nogensinde havde kysset nogen før eller andeT? Hvem vidste. Stella kørte en lok om bagved hendes øre og kiggede op på ham. "Det er et gammelt skammel af et hus. Jeg havde ikke forventet bedre kvalitet." Svarede hun så med et drilsk skævt smil på læben. Stella lagde stille armene overkors imens hun forsøgte at gå stille rundt.

Hun kyssede normalt ikke fyre? Romeo rynkede svagt på panden. Han vidste ikke at nogle piger foretrak andre piger seksuelt. Den slags ting kendte han heller ikke til. For ham var det at alle piger foretrak drenge. Han foldede armene over kors. "Hvad mener du med det?" Spurgte han nysgerrigt. For ham var det hele vildt akavet lige nu og han ville faktisk gerne hjem. Det var ret sent og hendes nærvær gjorde ham underligt nok nervøs.
"Jeg.. jeg tror nok jeg må gå.." Han havde svagt røde kinder, så han gemte nærmest sit ansigt med sine arme og rystede lidt på hovedet. Han følte sig pludselig helt varm på en ubehagelig måde.

"Hvad jeg mener?" Spurgte hun forvirret. "Altså med, at jeg også er til piger?" Spurgte hun igenlettere forvirret. Der var jo nogle der ikke forstod hvorfor, og nogle der mente at det var en fejl i hjernen på personerne. Pludselig ville han bare videre, hvilket gjorde hun fnøs og blinkede kort med øjnene. "Vær ærlig, det gør dig utilpas ikke sandt? Bare kom med det, jeg er van til at hører det. Det forandre ikke noget i mit hoved så." Sagde hun så og bed sig kort i læben. Hun var bare ærlig, hvis det var et brud i loven så måtte man kalde hendes kriminel, men ja sådan var det bare, sådna var hun bare og det ville han ikke kunne lave om på.

Romeo kneb øjnene lidt sammen. Var hun også til piger? Han forstod ikke helt, men der gik skam ikke lang tid før det gik op for ham med hvad hun mente. Han spærrede overrasket øjnene op, da hun spurgte om det gjorde ham utilpas. Han så ned i gulvet. "Det er ikke det.. Jeg er utilpas på grund af kysset, og.. stemningen virker helt akavet.. Jeg har kun kysset en pige før dette, men, ja, jeg.. det er ikke fordi du er til piger, det er der slet ikke noget galt i." Han så op på hende igen med et svagt glimt i sine nøddebrune øjne. "Desuden, så er det ret sent." Han begyndte at gå hen imod udgangen. "Men.. Imorgen kan vi så mødes her?" Han så spørgende på hende.

Hun nikkede til ham. Så dårlig til at kysse var hun da heller ikke? Det havde hun ihvertfald aldrig fået at vide. Stella bed sig kort i læben. "Det var altid noget." Svarede hun og kløede sig kort ved tendingen inden hun lod sine hænder falde ned langs siden. "Det er det vel." Tilføjede hun og lagde armene henover brystet imens hun stille så på ham. "Tjo. Det kan vi vel godt." Smilede hun stille og lagde hovedet lidt på skrå. Hun hadede hvis hun mistede en ven på ikke at være tiltrukket voldsomt af ham. Altså hun var jo også lidt til fyrer og det var folk som Romeo der fik hende til t huske det.. Om detvar god eller skidt måtte tiden jo vise i sidste ende.