Dwarven crafts //Tristan//

Sted :: Rotten Root gågade, udenfor Dorins smedje "Dwarven craft"

Tid :: Solnedgang, Dorin er igang med at lukke.

Omgivelser :: Der er stadig et vrimmel af mennesker og væsner, men der er færre end midt på dagen.

Vejr :: Det bliver en stjerneklar nat, men i det fjerne anes sorte skyer.


Dorin vendte sig mod den nedstigende sol og holdt en hånd over de grå og aldrende øjne, han havde endnu ikke fundet sig helt tilpas med at der blev totalt mørkt om natten, samt de lyde som syntes at blive forstærket af mørket og de mange skygger der syntes at bevæge sig i mørket. Han brød sig ikke om det, men han kunne ikke vende tilbage til riget under verden, for det han havde gjort ville aldrig blive tilgivet. Han sukkede dybt og vendte tilbage til at lukke smedjen, han lod gløderne ligge i den enorme ovn og rullede de våben og den sparsommelige mængde af rustninger tilbage ind i selve hans hus og låste af indtil det skab hvor han havde dem i udenfor åbningstid.
Han trissede roligt tilbage og satte sig tungt i en lille stol og fiskede en lang pibe frem fra de sorte smedeklæder. Han tørrede sig træt henover panden og et spor af hvidt blev trukket igennem den mørke sod der havde samlet sig igennem en hel dags arbejde foran den store ovn, han var træt, en følelse han ikke brød sig om, det var ikke sådan han kunne huske at hårdt arbejde havde føltes da han var ung, da han var ung havde han følt at han kunne arbejde i uendelighed og mere til, men nu var han efterhånden nået op i årene og det blev sværere og sværere for ham at holde trit med de unge.
Han tændte den lange pibe og kiggede med et lille smil ud over gågaden, hvor mylderet stadig var tæt af mennesker og væsner, siden han var kommet til byen for lidt under en uge siden, havde han ikke set andre dværge. Kun en enkelt gang troede han at han havde set en, men det var for flygtigt et øjeblik til at han kunne være helt sikker, men han havde ikke forventet andet, han var trods alt ikke hjemme mere og han skulle prise sig lykkelig for at han ikke var det, det var de færreste af dem han havde set som venner der nu ville have ham tilbage nu. Mordet på en Paragon var ikke noget som folk tog let på og slet ikke når denne stod til at blive den næste konge, at granitslikkeren så ikke kunne hverken lede rotter eller soldater var en anden ting og hvordan en sådan fyr nogensinde var blevet ophøjet til Paragon var over Dorins fatteevne.

Røgen bølge ud fra munden på ham og formede sig til store ringe, lugten var sød på en underlig måde som de fleste mennesker ikke satte stor pris på, den mindede mest af alt om æbler der var blevet overstrøet med sukker og derefter tørret til ukendelighed, at det så var små stykker kul af en helt bestemt slags var noget andet og de mennesker der prøvede at ryge det, ville formentligt komme galt afsted. Dorin syntes at være den eneste der havde taget sig tid til at sætte sig ned og kigge på mylderet, for der blev fortsat ved med at myldre folk rundt omkring.
Han betragtede dem bare, fra den høje adelsemand, til den lille beskidte gadedreng der stjal hans pengebælte, der var så enorm forskel på dværgenes og de andre magiske væsner verden. Det virkede som om de ikke havde nogen der styrede dem, som om de manglede noget der gav dem et mål og desuden var der beskidt som bare pokker, hvordan racer kunne leve et helt liv i dette skidt var utroligt. Deres bygningsarbejde var heller ikke noget de kunne være stolte over, det lignede mest af alt en gang misk-mask af planker og der var blevet sat sammen på en håbløs forældet måde, når Dorin fik lidt flere penge mellem hænderne ville han bygge en smedje der kunne stå mål med hans storhed, og hans enorme økse "Stoneheart" ville få sig en bedere plads end den den havde nu.

Dorin missede med øjnene som han pustede en ny sort røgsky ud, der så ud til at være en form for turmult længere nede på pladsen. Et smil bredte sig på hans læber, der var ikke noget som en rask slåskamp til at sætte lidt fut under en stille aften. Han hankede op en øksen og rejste sig fra sin plads, mens han tålmodigt gik afsted i et langsomt tempo over mod fem voksne mænd der slog ud efter hianden med sværd, det var tydeligt at penge var indvolveret, man kunne altid se det når nogen mente de var blevet snydt af andre... tiden var vidst inde til at "Stoneheart" Skulle smage kampens søde igen.

Puha. Han havde sku aldrig helt brudt sig om det der med myldret på en gågade. Underworld var næsten værre end store byer hvor han kom fra. Hvor han kom fra havde alle snakket i telefon og ikke ænset hinanden. Her var det lige omvendt. Folk var alt for indviklede i hinanden. Folk stjal direkte op ad hinandens lommer. Folk skubbede og råbte højt til hinanden, hvilket gjorden gaden svær at færdedes på hvis man ikke holdt et vågent øje med sine ting.
Det var dog ikke kun dårlig stemning der spredte sig på gaden. Børn legede rundt omkring og mødre shoppede. Hans blik fangede et ungt par, tæt omslynget med hinanden. De ænsede hverken tiden eller myldret. Han smilede og kunne ikke lade vær' med at misunde dem. Han havde haft det der.. Nu kæmpede han desperat for at få det tilbage.

Han selv bar et par sorte bukser og et par praktiske støvler, med en sort striktrøje. Ud over det hele hang en mørkerød cutte. den strakte sig helt fra hætten der hang fra hans hals, og helt ned i en kappe som smøg sig om hans ben når han gik. Hætten var trukket ned og afslørrede hans stærke orange hår. Solnedgangen og himlen og gadens orange farve forstærkede hans varme farver og skildte ham meget ud fra resten af mængden, som mest var fattige borgere.

Han stoppede op da en lille pige rev i hans cutte. Hun så beskidt og sulten ud. Hun sagde ikke noget, men det behøvede hun ikke. Hendes bedene blik var nok.
"Her, brug det nu fornuftigt.. " Sagde han og fandt et par mønter frem fra lommen og lagde dem diskret i hendes lille hånd.
"Find dig et arbejde et sted.. Kom ud af det her sted.." Mumlede han til hende inden han bevægede sig videre og efterlod den lille pige med et længselsfulgt blik efter ham. Han ville gerne have hjulpet hende mere, men der var så mange hjemløse barn i gaden at det simpelt var umuligt at hjælpe dem alle.

Et stykke væk synes folk at trække lidt væk og stime sammen om nogle mænd. Tristan kunne høre klingene lyde af sværd der slog imod hinanden. Han smilede for sig selv og bevægede sig tættere på. Mændene var halvgamle og ikke helt adrætte mere.
Han fik mast sig ind i mængden og helt tæt på.
Hans smil falmede idet han kom tættere på. han kunne nu se deres fødder, og der imellem dem sad en ca 2 årig dreng og græd. Flere gange var han tæt på at blive mast af de store støvler fra de 5 mænd som svingede rundt med deres sværd.
Tristan fik et vredt blik, hvorfor var der ingen der gjorde noget?
Inden han selv vidste af det, havde han trukket begge sine daggerts frem fra sin cutte og var hoppet ind foran mand som havde været ca 3 milimeter fra babydrengens hoved. Han kørte begge daggerter opad og ramte hans sværd med en voldsom kraft der fik ham til at bakke bagud og næsten snuble.
De andre mænd der slås kiggede forvirret omkring og kiggede vredt på Tristan.
"Hey knægt ! Du burde lære ikke at blande dig når de vokse diskutere!" Råbte en af dem og svingede sit sværd i Tristans retning. Han parerede med begge knive og vred sværdet ud af mandens greb, hvorefter han gav ham et hårdt spark i mellemgulvet som fik ham til at næsten flyve bagover og lande hårdt på jorden.
Tristan fnøs og nåede lige at dukke sig for et andet sværd. Han åndede lettet op. Længe leve gode reflexer...
han gav manden der havde svunget dte en albue i maven og da han bukkede sig forover fik han også et slag med den hårde (Ikke skarpe) ende af daggerten hvilket slog ham ind i bevidstløshed og han væltede om.

babyen kom med en høj gråd og Tristan kiggede tilbage på den. Han gemte begge daggerts væk i en flydende bevægelse og tog den lille dreng op i en arm for at få ham væk fra jorden hvor han kunne blive mast.
Idet et andet sværd kom imod dem, fik han selv løsnet sit eget og svingede det med sin frie arm imod det andet sværd. De to klinger mødtes og hamrede sammen i en høj lyd der flænsede luften.
Hans eget sværd var et smukt antikt sværd. selve skærftet var lavet af smukt mørkt træ med en sjov hank. En guldudsmykning forbandt det med den let krummede klinge (Se nederst på min profil). Dets lidt pussige udseende gjorde dte ikke bare stærkt, men også elegant og smidigt.. Lidt rustent dog.

Han stod nu med en baby dreng i den ene arm og fægtede med 2 mænd med den anden, imens han adræt undveg deres angreb og prøvede at få slag indført som ikke ville slå nogen af mændene ihjel.

Problemet for en dværg på godt 1.53, var at det var nært umuligt at komme til at se noget og det var de færreste der gad at flytte sig den mindste smugle så han kunne komme til at se hvad hele balladen var omkring. Til sidst havde han været nød til at nedværdige sig til at kravle imellem benene på mange af de grinende tilskuere for at komme frem til et punkt hvor han kunne se noget. Mens han puffede og skubbede sig frem mod midten af cirklen, kunne han hører høje råb og lyden af endnu en kombatant, det eneste han håbede på var bare at der var lidt kamp tilbage i tosserne når han kom frem.
Under prusten og vrede udbrud kom han på benene foran hele den sammenstimlede gruppe af mennesker og væsner, en eller anden bag ham grinede og skubbede ham i ryggen så han ufrivilligt kom til at støde ind i en mand der svingede vildt med et sværd mod en dreng med det kraftigste orange hår han nogensinde havde set. Manden bag ham var ikke længere et problem, men den vrede og yderst ildelugtende mand foran ham vendte sig om og kiggede med ondskabsfulde øjne på Dorin, "Bland dig udenom din lille gnom!". Dorin rømmede sig og smilede venligt til manden der stod med sværdet hævet til at hugge ned mod ham, "Min gode mand, jeg er ikke nogen gnom, jeg er en dværg... en dværg du desværre har formået at gøre til din fjende", Dorin smilede fortsat mens manden lænede sig ned mod ham for at komme med en spydig kommentar, "Du er.." *Smæk*. Den flade side af Dorins økse hamrede mod siden af hoved på manden og han lagde sig ned uden at give en lyd mere fra sig.
Dorin knækkede knoerne, og svingede prøvende med øksen mens han stillede sig over ved siden af drengen med det orange hår, "Undskyld jeg afbryder gullerodstop...", Dorin stoppede og kiggede ned på barnet og derefter op på drengen med det orange hår, han ignorerede fuldkommen den vrede mand der stod lidt væk og brølede ukvemsord af dem, "Jeg håber ikke det er din... Du virker lidt ung til at være far", han drejede hoved og kiggede på manden der nu brølede "Gnom!". I en bevægelse der fortalte alle at han var en kriger af format, greb han sin smedehammer der hang ved hans bælte og kastede den af hele sin styrke i maven på manden som faldt om på jorden med et tungt bum ved siden af den anden.

Roligt lod Dorin øksen finde sin plads på hans ryg, inden han igen kiggede på drengen med det lille barn og det meget orange hår, "Smut du hellere med din lillebror..." han standsede brat da hans så sværdet og løftede en knorted finger "Hvor har du detder fra?". Dorin gik i hurtige skridt frem til drengen, tog fat i hans tøj og trak ham ned i hans højde, så Dorins og hans øjne kun var kort fra hinanden. Dorin brummede med lav stemme, "Svar mig ærligt"

En imponerende fægtekamp havde tiltroppet pladsen. Tristan fægtede elegant imod de to halvfede mænd som pustede og stønnede. Alle og en hver kunne se at det ikke var en fair kamp overhovedet, og havde Tristan ikke haft en baby under armen, ja så havde begge herre ligget ubevægelige på jorden.
Tristan smøg sig, dukkede sig med lethed og kom med spydige kommentare. Man kunne tydeligt se at eraring var indblandet her. Han var måske ung, men af sin alder var han et stort talent indenfor kamp.

Den ene af hans modstandere synes at blive distraheret af en dværg som kom ind i kampen. Før Tristan vidste af det havde dværgen stillet sig ved hans side og nakket begge mænd. Han vidste han skulle være taknemmelig for at dværgen havde taget hans parti, ellers kunne dette have udviklet sig til noget af en kamp.

*Gulerodstop??* sukkede han i hans hoved. det var ikke det værste han var blevet kaldt.
"Jeg takker for hjælpen, imponerende, ikke at jeg ikke kunne have gjort kål på dem selv" Takkede han kækt og sendte dværgen et smil.

"nej nej, han er skam ikke min ... Jeg ved ikke helt-" Længere nåede han ikke inden en grædene kvinde løb hen til dem og tog imod barnet fra Tristan. Hun takkede dem begge mange gange og forlod stedet lige så hurtigt som hun var kommet, og Tristan kunne ikke lade vær' med at overveje om hun mon ville passe bedre på ham fremover.
Han havde næsten ikke sluppet barnet inden dværgen havde hevet ham ned i øjenhøjde med et ryk. Han rynkede brynene og hev sig fri igen, og trak nu sværdet helt ind til sig.
"Rolig nu... Jeg har ikke stjålet det, det er et familie arvestykke.. " Svarede han lidt påtaget.

kvinden der hev barnet ud af drenges arme var uden interesse for Dorin, men sværdet som han havde var ikke lig noget han havde set meget, meget længe, det mindede ham om et eller andet, men han var ikke sikker på hvad. Dog var en ting sikker klingen var noget af det flotteste stål han nogensinde havde set, men rusten der langsomt havde kravlet op af det var en torn i øjet på ham, det var synd når man havde sådan et smukt sværd at det ikke blev passet ordenligt på... Det eneste han lige hurtigt havde kunne bestemme, var at det ikke var en dværg der havde lavet det, for så havde det aldrig rustet.
Da Drengen trak sig tilbage forstod Dorin at han måske ikke ligefrem havde været den mest sociale person, han trådte et skridt tilbage og undskyldte, mens han bukkede, "Jeg undskylder, det er bare sjældent at man ser et mesterværk er ikke er lavet af dværge", han bukkede igen dybt "Jeg er Dorin søn af Faragrim, mestersmed og paragon i min egen forstand", han smilede brysk og nikkede kort ned mod sværdet igen, "Det er nogen finde tricks du kan, det er sjældent man møder en der kæmper med en smugle ære og kommer godt fra det", han smilede fortast og pegede med en stor hånd ned mod sin smedje og det skrånende gamle skur, "Jeg kunne vel ikke lokke dig til et krus et eller andet, mens jeg kigger på dit sværd, det ville være for stor en ærgelse for mig, hvis jeg ikke fik lov at undersøge det".

Dorin ventede ikke på svar, invitationen var givet og i hans verden betød det at den stod ved, måske ikke nu, men den var der og det var det vigtigste. Han hankede op i den enorme økse og traskede over mod det lille skur, han havde en pibe der ventede på ham, samt et krus af det svageste øl han længe havde smagt, det var en tign som de bestemt ikke kunne finde ud af at lave på overfladen.

Tristan var lidt forvirret. Dværgen ændrede helt adfærd til det bedre og det fik ham helt til at smile. Han kiggede ned på sit sværd. Det var et smukt sværd måtte han indrømme, men han havde ingen ide om at det var et mesterværk.
"Øhhh jeg takker... Jeg er også glad for det?" små grinede han og hørte hvad denne Dorin sagde. Han var ikke van til at folk introduserede sig selv så fornemt og han blev næsten helt forlegen af at han ikke kunne gøre det samme. Han havde ingen title her i forhold til aæt den magt han havde haft i sin verden og den familie han havde haft der havde vist sig ikke at være den ægte vare.. Han vidste ikke en gang hvem hans far var, men han vidste sværdte havde været hans.
"Jeg er Tristan Wonder, søn af.. Tja, det ved jeg egentlig ikke, ingen rigtig beskæftigelse lige nu, og ingen titler værd at nævne.." Smilede han videre. Han havde i hvert fald ingen titler han kunne nævne højt i offentligheden.
"Du er ikke selv helt dårlig med den økse.. Meget flot økse by the way.." Fortsatte han og fulgte dværgen ud af menneske mængden som om der aldrig var sket noget.
"Du skal være velkommen... Jeg har alligevel også ledt efter nogen til at fjerne noget rust, kan du hjælpe?" Hans stemme var rolig imens han fulgte dværgen i retning af en lille smed shop.

Dorin klappede selvsikkert øksen da han hørte den fik et kompliment, det betød lige så meget for ham, som hvis man havde fortalt ham at hans søn var en god knægt, det betød måske enda en smugle mere, nu hvor hans søn var så langt væk at han ikke kunne tænke distancen. Han lod en finger glide henover klingen og en lav lyd kom fra den, det lød som om den sang ganske stille, men højt nok til Tristan ville kunne høre det. "Stoneheart er hendes navn, enhver der sætter sit våben højt giver det et navn, i min verden er det det samme som at give det en sjæl, og som du kan hører giver jeg mig selv den tro at hun hjælper mig en lille smugle når vi kæmper", han klappede den igen kærligt og nåede den lille stol og piben som stadig ulmede en smugle med den tykke sorte røg.
Dorin kiggede sig om, og fandt en anden stol, den var lige så lille som hans egen og placerede den foran sig, så de havde lyset fra den stadig varme ovn at sidde i, da lyset fra himmelen stadig var stærkt svindende. Han satte sig til rette på stolen og fiskede to enorme krus frem bagfra en tønde som stod i en heldig afstand fra ovnen, så den var dejlig varm, men ikke decideret kvalm at drikke af.

Efter at have fyldt de to store krus, satte han det ene demonstrativt foran Tristan og kiggede intenst på ham, han havde lyttet til alt han sagde, men det var ikke før nu hvor han igen bappede på sin enorme pibe så den sorte røg lå i en sky omkring ham, at han havde lyst til at svare, "Er du stolt af din familie Ser Wonder? du virker ikke til det?", han viftede henkastet med hånden, som om han vidste han var gået for langt, "Lad mig se på sværdet og fortæl mig alt hvad du ved om det, hvor det kommer fra, hvem i din familie der fik det først og om det overhoved et stål, for det ligner ikke noget jeg har set..", Dorin lod den store hånd glide frem i en rolig gestus om at Tristan skulle ligge det i hans hånd, så han kunne se lidt nærmere på det.

Tristan lyttede til hvad dværgen sagde og kiggede lidt skamfulgt nedpå sit sværd. Han mumlede lidt til det.
"Jeg har aldrig tænkt over at give dig et navn... Det må ikke have været rart... Jeg haraldrig rigtig tænkt over om du havde en sjæld overhovedet... Det må du undskylde..." Mumlede han og strøg den over sin blanke flade.

Han kiggede hurtigt op og rystede på hovedet.
"Nej nej jeg er skam stolt af mit navn.. Det er bare at jeg ikke ved meget om min familie.. Jeg har kun hørt at min far skulle have været en stor helt.." Han smilede ved tanken. At kunne stå side og side med en far der blev hylet som helt. wow.

Han rømmede sig lidt flovt og ragte sværdet til smeden.
"Tjo ser du Dorin, jeg ved ikke så meget om sværdet.. Jeg fik det da jeg blev 18 år.. Jeg har på fornemmelsen at det har været min fars, men min plejefamilie har aldrig sagt det. Jeg tror det kommer her fra denne verden, selvom jeg kom igennem portalen fra en anden. Jeg aner ikke hvem der først fik det, men jeg tror det er mange generationer siden... Udover det så har jeg ingen erfaring med stål eller sværd, så jeg overvejede om du ville kunne tyde det" Forklarede han og tog imod sin krus. Han tog en stor tår af indholdet, og kiggede ud på gaden. Solen var snart gået ned og der var ikke så overfyldt af mennesker mere.

Dorin nikkede sammentykkende mens han tog et tungt hiv fra sin pibe, han lod derpå den tykke sorte røg stå ud af næsen på ham, mens han vejede sværdet lidt i hånden, "Din far har sandelig været en mand af betydning, dether er ikke et ordinært sværd", han svingede det prøvende gennem luften med stor ekspertise, Tristan ville ikke være i tvivl om at Dorin var en veteran med mange gode år i sig endnu.
Dorin drejede blikket og kiggede med hans milde gamle øjne ind i Tristans, "Jeg tror helt bestemt din far har været en mand du kan være stolt over, for dether sværd et ulige noget jeg nogensinde har set, det er let som en fjerd, men trods rusten er det stærkt som var det lavet sprunget af bjerget for bare øjeblikke siden", han lod en sort finger glide op langs siden på sværdet og efterlod et let lysende spor efter sig, han var i et med metallet og det fortalte ham en historie så tydeligt som hvis han havde læst det i en bog.

Roligt rejste han sig og lod piben finde hvile på hans stol, han stak uden tøven sværdet ind i ilden og hev med hele sin vægt ned i blæsebælgen så varmen fossede ud af ovnen. Det var ikke sikkert at Tristan ville kunne opholde sig i heden da den var så intens at stenene omkring den på et øjeblik blev hvidglødende. "Jeg tror jeg ved hvad dit sværd er lavet af" råbte Dorin for at overdøve den dybe hvæsen fra ovnen der nu blæsede for fuld knald, "Det er Mithril, jeg hørte min far fortælle mig om det som lille, det er magisk, ja næsten helligt metal. Det er kun dem med et godt hjerte der siges at kunne bærer det med ære... Det er selvfølgelig nok noget pladder, men alligevel syntes jeg lige du skulle vide det!".
Kort efter svingede Dorin den store hammer over metallet som knap nok blev varmt nok til at han kunne banke rusten af det. Han hamrede med alle sine krafter ned på metallet og fik bugt med rusten lidt efter lidt. "Du siger du kommer fra en anden verden? Hvordan er der på den anden side?", Dorin prustede som en døende hest mens han halvt råbte til Tristan for at overdøve arbejdet.

Dorin var mystificeret over hvordan en dreng på kun 18-19 år kunne være kommet i besiddelse af noget som dværgekongerne ville sælje deres halve kongerrige for, han var nød til at undersøge hvem Tristans far var, for det var meget muligt at han var en helt, men det var ikke alle helte der blev skænke sværd i Mithril og da slet ikke et menneske. Dorin kiggede kort over skulderen på Tristan, knægten var dygtig, men han havde ikke erfaring, dog skulle det jo nok komme hen ad vejen. Dorin tænkte stadig for sig selv da han trak det rustfrie sværd ud af ilden og stak det ned i en spand, dog kom der ingen lyd fra afkøling, det var som om metallet slet ikke var varmt, hvilket det heller ikke var da han rørte ved det "besynderligt", han mumlede lidt, inden han svingede sværdet lidt i luften.
Dorins blik fangede kort noget på sværdets æg men så var det væk igen, han missede med øjnene og stak sværdet ind i flammerne igen og hurtigt ud, lavt lysende skrift snoede sig op af klingen og han kiggede på det i forundring, det var dværgesprog, men en version der var så gammel at han ikke kunne læse det.
Efter at have kigget lidt mere på det, rakte han sværdet tilbage til Tristan, "Pas på hende, hun er uvorderlig på en måde du slet ikke fatter... Jeg mener at dether er et våben du ikke skal tage let på, der ligger noget under, noget gammelt og meget, meget kraftfuldt", han nikkede til Tristan og det lille smil fandt vej til hans læber, det var næsten svært at slippe det igen, der var generationer mellem en dværg fik Mithril i hænderne.

Tristan lyttede interesseret og lignede næsten et lille barn der ventede på julemanden. Han håbede hans far havde været en helt og ikke en tyv og taget sværdet. Asmodeus havde kendt hans far og havde betegnet ham som en stor mand, men der måtte være en dybere grund til at han ikke ville sige mere. Den grund gruede Tristan for.
"Du er trænet kan jeg se?" Spurgte han kort og rettede sig lidt op.
"Mange tak... Som sagt har jeg aldrig kendt ham.. Jeg vidste ikke han eksisterede før jeg kom her jo.. En gammel ven sagde jeg lignede ham.. Så jeg tror bare jeg håber en eller anden stopper mig en dag og siger 'hey du ligner sku da ham der..'" Grinede Tristan og rodede sig i baghovedet.
Han kiggede interesseret på dværgen imens han bankede på sværdet. Han vidste godt at det var for sværdet eget bedste, og alligevel gjorde det næsten ondt at han slog på det med den store hammer.
"Mithrill? Det er ikke et jern jeg kender fra min verdens periodiske system med grundstoffer... Men jeg går ud fra at det er et godt metal når det skulle være helligt" Mumlede han og kiggede nysgerrigt på metallet.
Det var svært at høre hvad dværgen sagde med alt den pusten og stønnen der kom ud af ham, men man kunne lige høre det.
"Det er en verden i Kaos.., Den er mere.. Udviklet.. End denne, men meget mere grå od kedsommelig. Videnskaben har for længst udryddet alle myter der måtte være om det overnaturlige.. Og alligevel render dæmoner og vampyrer rundt og dræber mennesker i smug.. Tilbage i den verden var jeg leder for en stor organisation som dræbte problematiske væsner og sikrede menneskers sikkerhed.. Den yngste leder nogensinde.. Ikke en verden at prale med at komme fra" Svarede han og kiggede ud på gaden som så småt gik fra fyldt til næsten tom.
Han tog imod sværdet igen og strøg det over klingen. Det var tydeligt at mærke at der var gjort et godt afrustningsarbejde her.
"Det er smukt. Mange tak skal du have. Jeg skal nok passe på hende.. Hvor meget skylder jeg dig?" Han kiggede hen på dværgen igen med et løftet øjenbryn.

"Ov! forresten.. Jeg leder efter nogen til et lidt specielt job. Jeg skal have fremstillet en masse af de her, og kommer nok tilbage efter flere på et tidspunkt" Sagde han og hev en patron fra hans handcannonfrem. Det var en lille sølvpatron som skinnedei dæmpede lys. Han tvivvlede på at nogen vidste hvad en patron eller en pistol var her.
"Er det noget du kan hyres til?"