Lost memories, returns. -Jessica-

Hvad skete der? hun huskede intet, alt hun hørte omkring sig, var lyden af folk udenfor hendes mor der snakkede. Hælene på skoene der klikkede imod det hårde sten gulv, hendes krop var svag. Det gjorde ondt, hendes hjerte… hun følte sig så træt, så uendelig træt. Hvis hun gav efter for smerten, ville den så forsvinde? Men ville hun så også forsvinde, hvad nu hvis denne smerte betød at hun stadigvæk levede? Men… hun ønskede ikke at føle denne smerte, så kunne hun ikke bare lige give efter for smerten bare kort, og forsvinde ind i et varmt område, hvor smerten ikke kunne nå hende?
Hun trak vejret tungt, mens den hårde hospitals seng, nærmest lemlæstede hendes ryg. Stedet var beregnet til at tage sig af folk, ikke til et hvile sted for alle folkene i byen. Så madresserne var sparet, så de havde råd til medicin og de forskellige ansatte, der kunne finde ud af at hjælpe en som Rose, en der engang i mellem fik stoppede sit hjerte eller en der få gange. Bare besvimede, fordi blodet ikke kørte op til hendes hjerne.
Hun rynkede en smule på sine øjenbryn, hun kunne se en vej væk fra smerten, men vejen var så tom. Som om hun skulle gå den lange vej, helt alene uden så meget som en eneste person ved hendes side. var hun virkelig alene i denne verden? Det var nok også bedst, så ville der være mindre folk til at græde, når hun endelig forsvandt fra jordens overfalde. Men hvem ville være hos hendes far? Hendes mor var jo død, mens alle omkring ham, kun var kollegaer på hans underlige diskotek. Hvor han klædte sig ud som en kvinde, for at få lokket flere mænd indenfor.
Det væreste var nok, at han så utrolig godt ud i kvinde tøj. hvis hun så halvt så godt ud som ham, i sådan noget tøj. så skulle hun nok have fundet kærligheden, inden alt dette var endt som det var.
Hun åbnede langsomt sine øjne igen, der var mørkt inde på værelset, hun drejede hovedet mod vinduerne, som var blevet blokerede af en masse skrammel, gardinerne var trukket for. Og en masse skrammel sat for det, mens kun et stearinlys gav et skær på senge bordet. ”Hvor er jeg?” Hviskede hun kort for sig selv, uvidende om der overhovedet var nogle folk omkring hende.
Ikke at hun var totalt uvidende om hvor hun var, hvis hun ikke var der hjemme, var hun på et hospital eller i sin fars arme. Som altid, mens han råbte og skreg efter hjælp, eller bare vuggede hende frem og tilbage.