Tilbage til starten. (Nemesis)

S: Doomsville city, rotten root district, kroen "det vilde svin"
O: folk, borde, stole...you name it.
T: aften
V: Udenfor falder sneen fint. Frostgrader. Mørk, men klar aften og mange stjerner.

Vejret var ganske koldt og dette var netop grunden til at Sean havde klædt sig ekstra godt på. Vinterstøvler, foret med pels, nogle varme bukser af sort stof. En hvid skjorte, der var åben ved kraven, omend han havde en varm kappe over sine skuldre, lukket foran, så han kunne holde varmen. Det mørkebrune hår var redt fint på plads, med pandehåret der som altid gyngede ned over hans pande og resten der var redt...men dog altid formåede at stritte til noget nær alle vegne.
Der ud over var der næsten ingen ændringer. Udseendes-mæssig. Indeni...Havde han endelig lidt fred. Han havde fået lidt mere kontrol over tingene, selv om det var langt fra komplet, og han havde nu muligheden for at lade alle problemerne blive hjemme og blot nyde en aften og faktisk slappe af. Han ville ikke engang lede efter et offer for en svagt stigende sult! Nej. Det gad han ikke. I dag skulle ikke bare han, men også alle andre, have fred. Om han så mødte gamle fjender, som venner...
Og begge dele havde han muligheden for at finde, på den lokale kro, hvor han kom ganske ofte, selv om det havde været få gange på det sidste.

Kroen var scene til så mange ting, så mange oplevelser, møder, samtaler, planer.
Den var halvfuld, folk der sad eller stod rundt omkring og nød deres egne ting. Mad, drikkelse, selskab. Den svage musik der strømmede fra hjørnet, hvor det lille band af lokale musikere havde klemt sig ind. Bag baren stod den så kendte krofatter. Han havde allerede hældt noget drikkeligt op til Sean, da han havde set manden komme ind i kroen. For de kendte hinanden efter mange år. Sean hængte sin kappe over stoleryggen på en af stolene i baren. Hans kinder var let røde og de sidste snefnug smeltede i hans hår eller på hans kinder. Han satte sig til rette og tog imod glasset med et svagt smil.
Slappe af...Hvor svært det end lød. Få fred, hvor sjældent det ellers skete. Det eneste han var ked af, var det ikke blev med Alane. Men trods de var sammen og trods de boede sammen, havde de sjældent tid til hinanden. Han sukkede svagt. Nej, det var bare ham i aften. Intet andet. Han ville end ikke tænke på gamle, nuværende og kommende problemer, som han ellers yndede.
Han tog en lille tår af sin drik.

Nemesis havde i flere måneder gået og prøvet at komme videre med livet som det nu var.
Hun havde jaget som altid, hun havde mødt en masse fra før Sean, fra før hendes liv i det rene helvede. Og ganske rigtigt - hun var i live. Hun var gået ned fra sit kroværelse, for at nye lidt af det selvskab der nu engang var der.
Men... Mindre end ti meter fra hende sad manden der havde truet... nej, lovet, at slå hende ihjel næste gang han så hende. Men var det nu den gamle Sean eller hendes nye chef? Hun måtte nok hellere tage chancen, for gamle dages skyld.
Iført en sort skjorte som fungerede som kjole for hende og bare fødder, håret løst og skjorten knappet til at dække fra hofterne og til kavalergangen, gik hun hen mod ham, for at stoppe op og spørge stille; ''sidder der nogen her..?''. Hun prøvede at virke venlig, neutral.
Hun så lidt på ham, for at afkode ham. Var dette ham der havde truet hende på livet, eller ham der havde givet hende et job uden tøven?
Hun så en smule afventende på ham, mens krofatter kom frem med et krus kaffe med blod i til hende, og hun tog imod det smilende.

//lidt kort - sorry//

Han fik ofte opmærksomhed, om han bad om den eller ej. Han var en flot fyr, til dels takket være hans evner til altid at tiltrække med, og det undrede ham ikke at der snart kom en kvinde og spurgte om lov til at sidde der, omend ganske neutralt. Han drejede hovedet og så kort på hende, før han med en neutral bevægelse gav hende lov til at sidde der. Han genkendte hende. Og, desværre, både som en der arbejdede for ham i et øjeblik af hukommelsessvigt - hvor var det kommet fra? - og som en af de kvinder i hans liv der havde bragt mest...kaos.
Men i aften gad han ikke slås. I aften gad han ikke tage sig af gamle, uplejede og plejede følelser og tanker. I dag gad han det ikke. Så heldigt for Nemesis, som han erindrede hun ville kaldes nu, gad han det ikke. Så han ville lade hende sidde og drikke fredfyldt. Han vidste dog hverken om han ønskede eller faktisk havde noget at fortælle hende. Efter den lange tid væk fra hinanden, var de nærmest vokset hen til at være fremmede igen. I hvert fald fra hans side. Måske var det på tide at hviske tavlen ren og blot tage tingene som de kom? Måske. Lige nu i hvert fald.
"Godaften" hilste han ganske neutralt. Selv om han måske var klar til blot at droppe det for i aften, var det langt fra sikkert hun havde samme plan, selvom...Det ville være underligt hun satte sig ved siden af ham, ellers.

Hun satte sig roligt, men en smule tøvende, og så kort på ham - ingen tvivl om at han genkendte hende som mere end sygeplejersken han havde ansat - men hun lod det ligge.
''Godaften, Sir.'' sagde hun roligt, inden hun tog en tår af sin kaffe.
Hun havde så meget at spørge om - så meget hun havde brug for at vide. Men han lod til at være i et humør der ikke tillod hende at spørge ind til det. Derfor, lod hun være.
Hun så lidt på ham - hun havde aldrig set ham sådan. Normalt, var der et smil på hans læber, om det var koldt eller venligt. Men nu, lignede han en forpint sjæl mere end nogensinde. Dette kunne umuligt være hendes skyld - kunne det?
''Jeg håber ikke at huset er ved at flyde over med sårede mænd som jeg mangler at lappe sammen?'' spurgte hun, roligt med en drillende undertone. Hun vidste egentlig ikke om han magtede det - men hun var som altid ikke for forsigtig i nærheden af ham.