Here alone - Kai

---

Andrea var gået sig en tur i de frostkolde omgivelser - taget dagene fri. Lockheart hendes fantom drage var hjemme ved Elena - Andreas toårige datter. Det var Elena som Andrea bekymrede sig mest om af alle. Dog skulle det ikke stoppe hende i at gå ud og nyde naturen. Der var ingen møder resten af dagen - så hun havde eftermiddagen og aftenen fri. Andrea valgte derfor at gå en tur i skoven. På trods af hendes påklædning - så elskede hun at gå i vante omgivelser - og selvom Sunfury var van for hende nu - så ville skovene altid være deromkring hvor hun følte sig mest fri af alt. Uden vagter. Bare sig selv. Det var skønt.
Dog var hun gået i et godt stykke tid, og vinterdagen begyndte så småt at bringe mørke over sig - og vampyrerne kom frem fra skyggerne - og hvilke vampyrer - udover nogle stykker - ønskede ikke at komme op og toppes med en varulv? Andrea stoppede op da et par vampyrer ikke stod langt fra hende.
"Du vidst lidt for fin på den til at være herude?" Sagde den ene og lagede hovedet lidt på skrå. Andrea trak på skuldrene.
"You tell me." Svarede hun og hævede blot på det ene bryn - hvilket tydeligt ikke gjorde andet end at fremhæve hendes skønhed. Hun trak på skuldrene da hun kunne mærke ånden fra endnu en bagved sig. "Du burde virkelig vide mere end at snige sig ind på en dame." På de ord vendte hun siden til og greb om halsen på den unge vampyr og brækkede nakken om på ham. "Hvem er den næste, jeg har hele aftenen." Hun smilede skævt. Lidt overmodig var man vel engang imellen ikke sandt?

//Håber det går babe, ikke lige frem min bedste start :3

Det var ikke normalt, at Kai forlod sin behagelige og hjemmelige skov, blot for at bevæge sig ude på nye steder. Dog havde han efterhånden brugt så lang tid i den skov, at tingene bare trængte til forandring og det var hvad han nu gjorde. Han havde igennem et par dage vandrede igennem byerne, han havde betragtet hver enkel af dem og ikke en eneste af dem faldt i hans smag. Han havde brug for noget andet og i den grad nye ting. Han havde set de tre kendte byer så mange gange, hele hans liv havde nærmest været omkring de steder...så nu var det noget nyt. Så i dette øjeblik vandrede han igennem en tom gade, af en by der åbenbart hed Sunflower District. Han havde ikke hørt om det før, så det var vel et godt sted for en ny start!
Som han gik igennem gaderne, syntes han at kunne ane nogle stemmer og en af dem lød ny ganske bekendt...hvorfra kunne han ikke helt påpege. Det var som om en form for deja vu havde ramt ham, det sekund han hørte hendes stemme. Så uden rigtig at vide hvorfor, skyndte han sig hurtigt efter den, blot for at se hvad pokker der skete! Han hævede øjenbrynet over synet af en yderst bekendt pige. Han havde endnu ikke lagt mærke til vampyrerne, blot fordi hans øjne var på hende, dog da hun med et igen snakkede røg han tilbage til virkeligheden og de brune øjne lagde sig direkte på vampyrerne. Han knurrede og uden rigtig at tænke over situationen, gik han direkte hen imod den ene af dem. Det sekund han var henne ved væsnet, lagde han sin hånd imod hans kind, hvorpå den begyndte at lyse op. Han gik ind og absorberede hans vampyriske styrke, hvilket for ham ville føle som et simpel power boost, men for vampyren ville det føltes som om han fik sit indre revet ud. Han knækkede hurtigt nakken på vampyren og vendte sig imod den anden "du holder dig væk fra hende!" knurrede han og knækkede sine hænder, som for at gøre sig klar.

Pludselig ramte færten hende. Varulv. Der var en i hendes nærhver, og hun kunne mærke hvordan den kom tættere på hende. Pludselig knækkede en af vampyrenes nakke, og hun smilte skævt da det var et genkendelig ansigt der lyste sig op for hende. Den anden vampyr var dog langtfra ligeså smilende som Andrea og besluttede sig som den kujon han var - at stikke af - specielt ønskede han ikke at ende som sin ven. "Så du rejser mod Sunfury City. Det så længe siden, at jeg aldrig troede, at jeg skulle se dig igen. Kai." Hun gik lidt tættere på ham med et smil på læben. "Men tak for hjælpen. Du har trods alt en svaghed for kvinder i nød." Blinkede hun kort drillende til ham. Varulve var ofte ekstremt attraktive overfor hinanden - også uden de egentlig vidste det. Måske var det derfor hun opførte sig lidt flirtende uden egentlig at tænkte ydligere over det. Hun kunne dog heller ej skjule glæden ved at se en gammel ven igen. Hun så ikke mange kendte ansigter - men pludselig så hun alle - det var ekstremt mærkeligt. Men hun klagede langtfra - det var skønt med gamle ansigter. Kai's specielt. De havde været så gode venner inden de mistede kontakten. Hun kørte en hånd igennem sit hår. "Så kan jeg byde på noget. Middag. Vin.. something?" Lidt usikker på, om han kendte til hendes plads i dette land - det måtte hun være - men om han gjorde eller ej - det gjorde skam ikke hende noget. Så vidste hun, om han var kommet for at se hende på tronen eller bare for at måske møde en gammel veninde. Det måtte hans svar jo tyde samt hans kropssprog. "Hvad bringer dig hid." Spurgte hun med et skævt smil smidt på hendes varme ansigt. Det var altid dejligt at snakke med en anden varulv - specielt en man kendte. De kendte til byrden under fuldmånen.. de kendte bare en på en anden måde.

Han fnøs af den kujonske vampyr, der hellere valgte det at løbe end at møde sin sande død. Han rullede med øjnene af vedkommende, hvis der er noget han ikke kunne klarer så var det en kujon. En der ikke turde stå op for sig selv og hvad vedkommende stod for var i hans øjne ingenting. Han kunne virkelig ikke forstår dem, som var bange for at vedligeholde deres egne meninger, blot af frygt for hvad andre mon ville mene, det virkede direkte underligt for ham. Men måske var dette blot fordi han altid havde været ligeglad med hvad folk mente omkring ham og at han samtidig også i det store hele gjorde hvad han ønskede! Han var ikke en for at koncentrere sig over hvad andre mente omkring ham, det var livet sgu for kort til og man levede ikke rigtigt hvis man konstant skulle bekymre sig om alt andet.
Da hendes stemme nåede ham, vendte han sig imod hende og det var nok først der det virkelig gik op for ham hvem det var. Minder om deres tid sammen dukkede op og han fik et bredt smil på læberne "well du kender mig, jeg er altid ude og lede efter ny ting at lave" klukkede han og gik hende i møde. Han var normalt ikke typen for at være for tæt på folk, men han havde virkelig savnet hende så imod hvad man kunne havde forventet slog han armene omkring Andrea og krammede hende hårdt imod sin krop. Hun var ikke så svag som folk skulle tro, derfor var han ikke forsigtig omkring det med at kramme hende. Han lod armene glide ned langs siden, efter noget tid og hendes kommentar fik ham blot til at klukke "man gør vel alt for at hjælpe en gammel ven i nød. Selvfølgelig da, du kender mig jeg misser aldrig en chance for at være en ladys man" dette var så ikke just rigtig, da han ikke helt var en ladys man. Han var det stik modsatte, han var den typiske romantikker der gjorde alt for at tilfredstille den han elskede.
Som de stod der foran hinanden, kunne han ikke lade hver med at lade blikket glide ned af hende, hun var godt nok blevet smuk og som det typiske skete imellem to varulve, kom der ligeså stille et forførende smil op på hans læber. Det var slet ikke noget han havde lagt mærke til, normalt ville han blot havde smilt venligt og været en gentleman, men ikke nu! Som han stod der så tæt på hende, hvor han kunne mærke hendes kropsvarme imod sig, lagde han også mærke til hendes blide duft...med andre ord hendes odor og hun duftede da vidunderligt. Han lagde hovedet på skrå og trådte et skridt imod hende "du er da nok blevet utrolig smuk siden vi sidst så hinanden" han rakte en hånd frem imod hende og strøg hende blidt ned af kinden. Han klukkede stille "Middag vin...invitere du mig på en date...forsøger du at lokke mig med min yndslingsdrik" spurgte han drillende. Han elskede vin og det havde han gjort ret så længe, selv dengang de to kendte hinanden havde han været en trofast vindrikker. Han kløede sig i nakken "jeg var træt af de vante omgivelser, også ville jeg se noget nyt...at se et så smukt ansigt er jo kun et plus" han smilte skævt til hende og lagde samtidig armene over kors

ET kram fra en gammel ven svigtede aldrig - og havde måske også lige været det hun havde brug for . Så mange ting som skete i hendes liv indenfor den seneste uge - så havde hun virkelig brug for at slappe lidt af. Hun nikkede kært til hans kompliment. "Det jo ikke fordi du ser værst ud selv så." Blinkede hun drillende til ham og lagde hovedet lidt på skrå. "Vante omgivelser siger du? Jeg har et sted, hvor jeg vil vædde min hat på - at det ikke er vant." Selvfølgelig mente hun slottet hvad ellers. Hun bed sig kort i læben. Utroligt, at hun følte sig en smule akavet lige nu. Var det fordi, at det var længe siden eller var det fordi, at han var så utrolig charmerende, at hun blev blød om knæene? Det måtte nok være lidt af begge dele. For utrolig flot var han blevet - hun kunne næsten mærke sin indre ulv der blev opmærksom på det modsatte køn. Hvilket hun måtte holde sig selv i snor med, det var jo ikke hverdag en varulv kom forbi hendes dør når hun var alene. Lockheart der imod ville sikkert holde hende i skak, men lige nu var hun alene - med Kai og det kunne gå hen og blive farligt - for hende. Mest fordi, hun kendte sig selv godt nok til at vide, at på denne tid månen- ville det snart nærme sig fuldmåne - og derfor var de dyriske instinkter langt mere fremme end man skulle tro. "Jeg har lige nogle ting jeg skal ordne af småarbejde på slottet.. If you don't mind. Det tager kun et øjeblik. Jeg er sikker på, at der ikke er nogen der har noget imod at du kommer med indenfor." Smilede hun skævt. Hun kunne arbejde som altmuligt trods alt, det var nok ikke dronning man tænkte ved første indtryg når hun stod alene - det kunne være hun var stuepige.. børnepasser eller kogekone. Lige nu. Så ønskede hun bare, at snakke med en gammel ven. Om hun var dronning eller ej - hun var stadigvæk den samme Andrea - bare med mere magt og selvtillid.
"Kom med." Smilede hun, og greb fast i hans arm for at få ham med sig.
Portene tornede snart op for øjnene af dem. Så snart lågen blev åbnet førte en sti sig videre hen af tre veje. En til slottet. En til stalden og en om til baghaven. Det var smukt. Alt sammen var i orden. På trods af vinteren var over dem - så lykkedes det at holde en pæn grund. Vagterne lod hende komme ind uden problemer, og derved også Kai. De stillede ikke spørgsmål til deres dronning trods alt. Gangene var enkle - først da man kom ind i den store stue - kunne man se borde - sofaer, bogregoler. Og dragen ved navn Lockheart. På størrelse med en kæmpeulv. Han løftede på hovedet for at se, hvem der kom indenfor. Han rejste sig lidt op og vendte hovedet på skrå af Kai. Han var selvfølgelig opmærksom på, hvem hun havde slæbt med sig hjem. En tjeneste pige kom ud. "Vil de have noget at drikke?" Spurgte hun Kai, hun vidste allerede Andreas bestilling. "To glas vin." Svarede Andrea dog hurtigt med et smil på læben. Så satte hun sig i sofaen. "Altså hun havde jo arbejde at gøre - hvis det kom til det. Alt fra om nogle af byens borgere kom til tronsalen for tale med hende om noget, til om Elena havde det godt. Pigen kom med de to glas på et titaniumsfad og satte det på sofabordet, så nejede hun og gik ud i køkkenet igen.

Han vrikkede med øjenbrynene "ohh honey du elsker mig, du ved det bare ikke endnu" sagde han drillende, mest af alt var det vel blot for at komme ud med den form for drilleriere han var kendt for. Han var til tider en utrolig mystisk ung mand, men der var dog de få tæt på ham som virkelig så noget andet til ham end hvad man lige skulle tro. Ligesom alle andre, havde han jo også side af sig selv, som ikke blev vidst frem i offenligheden så meget, som de nu engang kunne havde været. Han lagde hovedet på skrå og klukkede kort "det ville nu ikke undre mig sport hvis du rent faktisk havde, derudover tror jeg faktisk ikke just jeg har været lige her før" han trak på skulderne, og gned hænderne sammen, som for at indikere han var klar på hvad end hun måtte smide i hans retning. Selvfølgelig vidste han ikke, at hun var en dronning...han havde jo ikke set hende i flere år, så han vidste faktisk ikke engang hvad hun havde gået og lavet i al den tid. Han vidste blot, at hun var en han holde af og hvorfor dog ikke være sammen med dem man holder af?
Da hun med et kommenterede på at hun havde små arbejde oppe på slottet, hævede han spørgende øjenbrynet. Da han jo hverken vidste hun havde arbejde oppe på slottet eller for den sags skyld hun var dronning, stod han netop i dette øjeblik og lignede et stort spørgsmålstegn. For ham gav det jo ingen mening, men efter lidt tid fandt han vel frem til at hun måtte arbejde deroppe. Han trak på skulderne "det er skam fint med mig, jeg har alligevel ikke noget at lave" han trak sig kort væk fra hende og gik hen for at hente den taske han havde smidt førhen. Han svang tasken om på ryggen, og vendte sig derpå imod hende igen. Han rynkede brynet, da hun med et greb fat i hans arm, men om ikke andet lod han hende gøre det og han fulgte blot med hende. Han havde intet problem med at følge med hende. Det faktum han nærmest løb hver dag, gjorde det nemmere for ham at holde trit med hende og derpå sakkede han ikke just bagud, snarere gik han direkte bag hende. De brune øjne gled ned imod det stod hvor hun holde på ham, varmen fra hendes hud mixede sig med hans egen og han vidste ikke hvorfor, men han havde mere lyst til at stoppe hende blot for at føle mere af denne varme, samt den ukendte følelse der spredte i ham.
Da de nåede slottet, fløjtede han overrasket, mest af alt fordi han på ingen måde havde forventet dette syn eller for den sags skyld at det skulle være så smukt. Han stirrede blot på det, alt imens Andrea førte ham videre. Pupillen var helt store i de ellers fine brune øjne, og i dette tilfælde var det helt klart fordi han var overrasket og ikke vidste hvad pokker han skulle sige eller gøre. Han var egentlig ligeglad med selve huset indvendigt, for da de kom ind og hans øjne landede på den store drage, lagde han nysgerrigt hovedet på skrå. Han havde set en før, men det var nu heller ikke en hverdags ting, så det var ikke en overraskelse at han betragtede den med nysgerrighed. Han var så optaget af dragen, at det først var da en ny stemme nåede han, at han opdagede den unge tjenestepige. Han rynkede brynet og betragtede det hele på afstand. Det var tydeligt, at hans hjerne arbejdede på højtryk for at finde frem til hvad pokker der foregik, men det blev dog hurtigere nemmere for ham og da han i forvejen var utrolig observerende...så var det heller ikke så svært for ham igen. Han rynkede brynet og så mistænksomt på Andrea, men efter noget tid smilede han blot og satte sig hen ved siden af hende "så hvordan skal jeg tiltale dig...deres majestæt eller noget andet kære Andrea" det var tydeligt, at han blot lavede sjovt med hende og han rent faktisk ikke havde i tankerne at gøre det.

Hun så tænksom ud. "Hvis det fungere for dig, så gør du bare det." Svarede hun drillende - hun vidste trods alt, at han lavede sjov omkring det. Det var dejligt med venner som kunne se, at hun var den samme Andrea selvom hun havde en titel. Selvom hun selvfølgelig også havde ændret sig specielt de sidste tre år - Kai måtte næsten kunne huske da hun havde været kæreste med Noah. Englen. Så blev hun gravid, og forsvandt. Til hun pludselig dukkede op igen. Derfra var hun blevet kastet rundt med som en eller anden sæk kartofler - men nu havde hun endelig fået styr på sit eget liv - hvilket var fantastisk. Endnu bedre var at skæbnen havde valgt at lade to gamle venner finde hinanden igen - og lige præcis Kai - det var vidunderligt. Hun lagde hovedet let på skrå inden hun så tog de to glas og gav det ene til Kai.
"Dronning eller ej. Jeg er trods alt den samme Andrea - på nogle punkter. Ingen er den samme hele livet igennem trods alt." Smilede hun skævt og førte stille glasset op til sine læber - hvor hun lod glasset hvile stille så den gode vin landede dansende ind på hendes tunge. Så satte hun derefter glasset fra sig og vendte fonten mod Kai. Det var underligt. Hun havde aldrig lagt mærke til den kemi imellem dem - der var et eller andet uforklarligt. Måske var det fordi, at hun havde Noah dengang? Ikke fordi, at han var helt ude af hendes liv. De havde jo en datter sammen, og han var ekstremt desparat til at gøre alt for at hun skulle falde for ham igen. En længere svær opgave - siden hun heller ikke måtte være i et forhold med andre racer end varulve - det gjorde tingene langt mere kompliceret i længden. Men. Nej nu måtte hun tage sig sammen. Men bare tanken om, at der var en mening med, at han var endt her i Sunfury, præcis lige den dag, hvor hun var endt i en smule rod. Det var tydeligt, at der var et eller andet. Dog havde Andrea ikke tænkt sig at sidde og overanalysere det.
Hun blinkede kort da det gik op for hende, at hun havde siddet i sin egen verden, hun smilede skævt og kørte en hånd henover sit hår imens hun nervøst fugtede sine læber.
"Så... hvad har du gået og lavet.. det alligevel over et år siden jeg sidst har set dig." Spurgte hun så for at komme igang med en samtale. Ikke fordi der ikke var noget at snakke om, men hun skulle lige igang.

Han klukkede blidt og rystede på hovedet "for mig vil du altid bare være Andrea...smukke Andrea" pointerede han med et skævt smil på læberne. Dronning eller ej, så ville hun altid for ham være den samme smukke kvinde som den han kendte for alle de år siden. For ham var der ærlig talt ikke ændret sig særlig meget, måske var de bare blevet ældre og måske derved også mere modne end hvad de plejede at være. Dog havde han ikke lyst til at behandle hende anderledes, fra hvad han normalt ville gøre. Dog ville han som altid behandle hende med den respekt hun fortjente også en venlighed som altid. Blot fordi hun var blevet dronning, betød dette ikke at han ville agere anderledes omkring hende, selvfølgelig var det fuldkommen surrealistisk at hun rent faktisk regerede over et stykke land...men dog ikke noget han ikke ville kunne vænne sig til. Han nikkede og blinkede til hende med det ene øje "Selvfølgelig kæreste Andrea, du behøver ikke frygte at jeg vil behandle dig anderledes...for mig vil du altid være Andrea, og derved anser jeg dig ikke anderledes end hvad jeg normalt ville" Han ville helst ikke være for akavet omkring hende, hvilket han helt klart ville være hvis han konstant skulle huske sig selv på at hun var royal og derved skulle have en anden form for behandling.
Alt i mens de snakkede, drak han med jævne mellemrum fra sin vin og det var tydeligt at han stadigvæk elskede smagen af vinen, da han med jævne mellemrum kom med et suk eller to. Han var vokset op med vinens sødlige smag, så han ville nok altid have en vis tiltrækning imod denne drik. Meget kunne man sige omkring Andrea, men hun havde dog forstand på at vælge en perfekt vin der i den grad havde den perfekte sødme og smag for en som ham. Han sad fuldkommen fortryllet af sin vin, så det var først da Andrea igen begyndte at snakke til ham, at han vendte blikket imod hende og sendte hende et bredt smil "Jeg har været lidt rundt omkring, du ved været ude og vandre...jage og leve mit liv så godt som jeg nu engang kunne" sagde han stille. Hans liv havde måske heller aldrig været det nemmeste, men han havde da forsøgt at leve sit liv så godt han kunne. Da han forældre blev brutalt myrdet, stak han mere eller mindre af fra sit liv og løb af sted. Han stak af fra den smerte som var inden i ham, dog ville han ikke længere flygte og nu havde han fundet et bekendt ansigt...så lysten til at flygte var der ikke just længere...nu ville han skam hellere slå sig ned og måske finde sig et hjem i disse egne