Hvad har jeg gjort (Rose)

Tid:23:30
Sted en gyde nær kroen
vejr: skyfrit
omgivelser: ingen udover de mænd som er på vej væk

Zantanna gik langs de mørke gyder, for gang skyld var hun fri og bar ikke kappen som  hun altid havde trukket godt op omkring hendes hoved. Hun havde de første dage efter episoden med hendes adoptiv familie været hjemme, hun var på jagt hun havde ikke været på jagt siden episoden og hun skulle spise af nogle stykker, for hun ville ikke dræbe nogen og det gav selvfølgelig problemer normalt, men der nok vampyrer i verden til dræbe folk. Hendes ene mundvig røg en smule op da blodet ramte hendes næse, hun havde lagt sin søster i seng. De var ikke rigtige søskende, men pigen havde ikke andre end hende og Zantanna havde ikke noget imod pigen eller at pigen kaldte hende for søster. Hun smilede svagt fulgte automatisk duften, hendes øjne var så røde nu at de lignede røde æbler, det sorte som normalt var at finde i hendes ellers så kønne brune øjne var væk. Hun følte sig på en mærkelig måde overlegen. Hvorfor følelsen kom, kunne hun ikke svare på drog det der mødte da hendes blik da hun kom ind gyden, var ikke kønt flere mandlige vampyrer stod rettet ind over noget som var? Hun trak ganske kort vejret inden hun åndede ud, den der stod i midten var menneske, efter at dømme over klynkene var ved kommende stadig live. Zantanna kiggede på mændene trak sig ganske langsomt tilbage, hun kendt alt for godt hvordan det var forstyrre vampyrer i deres måltid. Hun skyndte sig ud af gyden til hendes held havde de ikke opdaget hende, eller så havde de været så optaget dette menneske at de ikke gad kæmpe. Zantanna kunne ikke gå alt for mange steder hen. Hendes øjne ville afsløre hvad hun var, det var bestemt ikke alle der kunne lide hvad hun selv ikke hende selv. Hun ville aldrig tvinge nogen gemmen dette her og da slet ikke prøve at gøre dem til monster for det var hvad hun så sig selv og sin race. Hun ville sommetider ønske at det kunne gøres om.


Zantanna fulgte lugten af mange mennesker, hun nærmede sig alligevel kroen, hun ikke regnet med skulle så langt, normalt var der skumle typer der nemme lokke i gyderne, men det som om den tom i dag, hun så ingen anden udvej, at nærme sig kroen, men hun håbede at støde på nogen som var på vej hjem. Hun bed sig svagt læben smilede ganske kort da nogen kaldte på hende. Hun trak vejret dybt manden som nærmede sig var ikke fuld, måske hun slukke tørsten og den brændende fornemmelse nok til at hun kunne få sin normale øjenfarve tilbage. Hun grinede piget som var hun glad for at havde fået mandens eller snare drengens opmærksomhed. Han trak hende med en i en gyde og begyndte at grine. Hun fnøs kort da det gik op for hende hvad han var, han var vel en dusørjæger. Hun kom sådan til at grine da han fortalte hvad han var, han kaldte sig selv for en vampyrjæger, det var først for sent at hun opdagede vigevandet som hældte ud over hende. Hun gispede forfærdet og hendes øjne blev store da fandt pælen frem, hun greb panisk efter hans hånd. Da fik fat i den hånd med pælen brugte hun sin evne, hendes øjne blev sort, det skulle bare vare længe nok til at ville tabe pælen. Da hun hørte pælen falde til jorden med et hul bump stoppede hun trak ham ind til sig og borede tænderne ind i ham, hans blod var forfriskende selvom hun hadede at indrømme det kom det som velsignelse, hvordan kunne hun stoppe, men det måtte hun for hun ville jo ikke være monster. Hun trak tænderne ud af ham da han faldt sammen i hendes arme og blev til kludedukke i hendes arme. Hun lagde ham på jorden ”undskyld” mumlede hun stoppede, hendes blik var blevet til en bekymret mors, hun havde ikke lyst til gøre det, men skulle overleve og han havde altså angrebet først så hun trøstede sig over at det var selvforsvar. Hun skulle videre enden det blev opdaget.

Dog nåede hun ikke ud af gyden, vigevandet sved og hun kunne ikke kæmpe imod fire, fordi vis brugte sin evne kunne ikke se og var åben for angreb, hun sank svagt en klump kiggede på den ældre herre der trådt frem, hun blottede svagt sin tænder og hvæssede, manden grine bare forsatte imod hende. Hun trådte skridt tilbage, vandet gjorde ondt, men hun havde ikke tænk sig at give op. Stemningen var kold, man frøs næsten ihjel. Hun bed sig svagt i læben da den ældre trådte frem imod hende igen, denne gang nåede hun ikke flytte sig og han greb hendes arm. Hun blev vred og kunne ikke holde et udbrud tilbage hun brugte sin kræfter blottede han borede tænderne i den, hun var ikke et sekund i tvivl om at hun ville slå ham ihjel vis de andre nærmede sig. Hun slap tænderne kiggede på de andre, de var alle sammen unge mænd i starten af er 20´erne og en på 19. Hun kiggede på dem ” lad mig værre eller jeg dræber ham” hendes stemme lav og faretruende, den var så kold at vis stemmer kunne dræbe så var de alle sammen døde. Hun så at de kiggede på hinanden trak sig tilbage da de var ude af gyden slap hun den ældre mand. Hun betragtede ham sørgede nemt for at han ikke ville spidde hende med pinden. Hun bar den bevidstløse mand uden for gyden håbede på at der var nogen som ville hjælpe ham.

Zantanna skammede sig over sig selv, hun havde været klar til at dræbe og for hvad? For at redde hendes eget skin. Hun var et monster, den brændende fornemmelse af sult var der stadig, hun måtte videre, et utilfredst støn ramte hende, vigevandet gjorde ondt. Hun havde trådt godt grundigt spinaten  og det ville sikkert ikke vare længe før der kom flere. Zantanna mærkede blodet da var løbet fra hendes mundvig. Hun kørte sit ærme over det imens en masse irriteret støn undslap. Inde i hendes hoved mindede hun sig selv om at godt kunne nøjes med at drikke til de mistede bevidstheden.

// håber ikke det er for langt //