Chasing The Devil’s Tail - Klaus

Denne stjerneklare vinternat, stod Caroline udenfor kroen. Hun stod lidt væk fra nyankommende gæster, men nok i skyggerne til at se dem an. Stadigvæk, havde hun ikke kontaktet Nicolas eller Andrea, om at hun faktisk var i live. Hvis de virkelig var i tvivl, burde de blot søge efter hende. Det ville også vise Caroline, at de faktisk tænkte på hende. Havde de overhovedet ledt efter hendes lig? Caroline kørte en hånd henover de bløde blonde krøller, imens de lyseblå krystaller hun havde som øjne spejlede sig igennem de mørke gader. Tjekkede et hvert ansigt ud hun så gå indenfor. Hvorfor? Måske var hun nysgerrig for at vide om nogle faktisk ville lede efter hende. Alene var man jo på et eller andet tidspunkt, og nu var der Caroline igen skulle mærke den følelse, selvom hun ikke var alene - så føltes det sådan. Det gjorde det altid engang imellem.
Caroline var i ført et sort sæt tøj, bukser og top, med en læder jakke over. Der gik ikke langtid før, at hun fik sine ben igang og gik mod en person som var på vej indenfor på kroen. Hun fik lagt en hånd på hans brystkasse og skubbet ham med rundt om det andet hjørne. Nicolas. Eller det troede hun. Lysten til at slå ham var der, og så dog ikke. Hun elskede ham. Ville højest sandsynligt altid gøre det, forskellen på den følelse hun havde og mang eandre når de sagde elskede nogle var, at Caroline ikke ville have Nicolas tilbage.Hun slap ham og trådte et skridt væk fra ham, et par tåre gled ned fra heneds øjne imens hun rystede på hovedet. "Nå Nic. Er du her for en undskyldning, eller bare for at tjekke om jeg faktisk er i live?" Spurgte hun så imens hun sank en klump. Hendes blå øjne kiggede direkte ind i hans imens hun afventede svar.

Efter at havde levet de sidste mange år som en nomade, virkede det endelig som om han havde fundet et godt sted at slå sig ned. Igennem mange år, havde han levet af udelukkende at rejse rundt, der var efterhånden ikke et sted han ikke havde besøgt eller boet ved. Dog var det følelsen af ikke at høre til, som fik ham til at rejse videre og på denne måde opleve langt mere end han før havde gjort. Derudover havde han vel også en mindre afhængighed til den røde drik, der gjorde at der ofte måske var lidt for mange døde omkring ham. Han var en stor tilhænger af at drikke hvad han havde lyst til, hvornår han havde lysten til det. Som han gik imod baren, havde han på ingen måde forventet med et at blive banket direkte imod en mur og da slet ikke blive mødt af et par blå øjne. Han rynkede brynet og så forvirret på hende, han havde virkelig ingen ide om hvem pokker hun var og for den sags skyld hvad hendes problem var. Han havde aldrig mødt hende, så han kunne da ikke havde trådt hende over tærende eller noget ligene det.
Da hun gav slip på ham, rettede han på sig selv og sit tøj "undskyld mig, men hvem pokker er du og hvad er det for en undskyldning du snakker om?" spurgte han og hævede øjenbrynet spørgende. Han lagde armene over kors, hovedet på skrå og betragtede hende blot. Hun var nu ganske køn, men hvad pokker hendes problem var...ja det vidste han da så sandelig ikke. Hvem end denne Nic var, så var det da så sandelig ikke ham "mit navn er Niklaus, så jeg ved desværre ikke hvem du snakker om" han holde begge hænder oppe, før han lod dem falde igen.

Caroline måtte stirre på ham som var han komplet idiot. Hun rystede på hovedet af ham. Men så lidt efter at have tænkt sig mere om. Gik det stille op for hende, at dette umuligt kunne være Nicolas. Den måde han snakkede på. Navnet var så tæt op af Nicolas. Men det kunne umuligt være Nic. De lignede to dråber vand, men Andrea havde også haft en dobbeltgænger ved navn Katherine - det var ikke umuligt. Men hans fært. Den mindede om familie. Ikke hendes. Men hun havde været så tæt op Maskahy familien som man kunne blive - næsten. Andrea var nok tættere på dem. Andrea kendte Noah bedst og Caroline kendte Nicolas bedst - selvom de var begge to kendte begge brødre rigtig godt. Nok til at Caroline kunne genkende familiens fært. "Det kan ikke passe. Du ligner Nicolas på en prik. I må være tvillinger eller sådan noget." Hunrystede på hovedet af sig selv. "Undskyld min uhøflighed, navnet er Caroline Thunder." De fleste havde da hørt omkring hende. Specielt vampyre - tidligere leder af vampyrene. "Det lyder måske underligt. Og jeg er muligvis nød til at give en drink for mine spørgsmål. Men du skulle aldrig have levet i rigtig...rigtig mange år vel?" Spurgte hun med et lille uskyldigt smil på læben.