Kan man stole dig fremmede (Sarjo)

Tid: 21:30
sted: skoven
vejr: det regner med torden og lynild.
Omgivelser: fordi Emiliy er løbet efter hjælpe er Zantanna alene med de to fremmede.
______________________________


Regnen silede ned, da Hun vandrede igemmen skoven det løb ned af hendes sorte skjorte og gjorde hendes ryg våd, færten af en anden  vampyr ramte hendes næse da hun nærmede sig sin hytte blev hun panisk Emily sov der inde og var alene hun løb det sidste stykke i vampyr fart. Hun stivende da hun så at døren var åben. Lyn flækkede natte himmel da Zantanna så at Emiliy var væk. Hun skulle da ikke lede længe for finde dem, faktisk var inde i det lille værelse hvor Zantanna forholdte sig det meste af dagen, endnu et Lyn flænsede himmlen da den fremmede trådte "i skal med os tilbage” sagde han da betragtede dem. Det var først der gik op for Zantanna hvem den fremmede var. Zantanna blottede svagt sine tænder, hun undrede sig over at hendes adoptivsfars håndlanger først ledte efter hende nu hvor det var lang tid siden hun havde flygtet og Refaela dræbt dem.  Zantanna blev vred og i vrede greb hun om hans hals og hendes øjne blev sorte ” Vi skal ingen steder med jer” hvæssede hun, men nåede ikke at flytte sig fordi når hun brugte sin evne var hun praktisktalt blind og så ikke den anden vampyr som med stor kraft gav hende en lussing.

Da hun havde fået sit syn tilbage kiggede  hun over på Emiliy og Zantanna måtte skjule at pigen betød noget, det lykkedes hende ikke særlig godt. For manden betragtede Zantanna også Emiliy. Hun fór hen til Emiliy greb om hende. Hun gav hende et kram da et trodenskal brød tavsheden, so var kvælende og gav hende kvalme og gjorde hende mere vred. Det kunne man se fordi hendes øjne blev røde.  Hun havde ikke spist blod i stykke tid og derfor var hun svag. Drog  var hun også svag fordi hun var meget yngre end dem.
Zantanna sendte Emiliy afsted imens hun holdte dem på afstand, da Emiliy var ude af døren lukkede hun den og stod nu alene med to fyre som meget stærkere end hende. Hun knyttede sine hænder klar til kamp og vidste at hun ikke ville kunne vinde.

Imens løb Emiliy  grædende igemmen, skoven hun vidste ikke hvor hun var på vej hen, men vidste at hun ikke kunne komme tilbage før hun havde fundet hjælp. Hun klynkede en smule da hun ikke så havde var hun løbet ind, hun vidste om  noget eller nogen, men det væltede hende og hun begyndte at græde. Det tydeligt at den lille pige var bange.

Sajro var ude i skoven, og han blev overrasket over det syn der mødte ham ude i skoven. Han havde ikke forventet at se en lille pige komme løbende alene gennem skoven, men da hun kom tættere på ham, var han ikke længere i tvivl om hvorfor hun var alene, et eller andet var hun på flugt fra frygten i hende øjne og i gråden gjorde det tydeligt at fornemme at den lille pige var blevet skræmt fra vid og sans, hvilket var derfor hun var få meter fra at rende direkte ind i et træ. Hvilket var grunden til at Sajro hurtigt løb hen og fik sin hånd foran pigen som hun løb ind i og væltede over. Han skyndte sig derefter at løfte pigen op at stå igen.

Han lagde en hånd på pigens ens skulder og med en forsigtig finger tørrede han tårrene af hendes kinder. han sendte hende et forsigtigt smil, hvorefter han uden at spørge eller sige noget løftede hende op at sidde på hans arm.

"Skal jeg se om jeg kan gøre noget?''

Han kigged epå pigen, og hentydede til det hun flygtede fra hvilket var grunden til at han satte i løb i den retning pigen var kommet fra. Han havde ingen direkte ide om hvad det var der foregik, og hvad hun flygtede fra men da de kom til den lille hytte og han kunne høre hvad mindede om et skænderi samt slagsmål, hvilket var grunden til at han satte pigen ved et træ, gjorde tegn til at hun skulle være stille, og gik så hen til hytten. Han bankede først på døren to gange, men med tredje slag slå han døren op og med en dyb stemme råbte han.

"Hvad foregår der her? Skal jeg komme ind eller kommer i ud?''

Han ventede i måske et halvt minut på svar, hvorefter han blot begav sig ind mod der hvor han kunne fornemme at folk var.

Emiliy kiggede op på vedkommende og lod ham samle hende op, hun knugede sig ind til ham og det var tydeligt at se hun stadig var bange, men Emiliy lyste alligevel en smule op da han spurgte om han skulle hjælpe nikkede hun, hun ville ikke miste sin søster. Vejen tilbage til hytten føltes lang og da han bedte Emiliy om at blive ude sank hun svagt en klump, hvad nu vis der kom andre, men Zantanna havde lært hende at dem der hjalp skulle man stole på så hun gemte sig bag en træstup.

Zantanna kæmpede med at holde døren lukket det var svært når de var ældre , stærkere og to. Men hun håbede at hun kunne finde nogen der kunne hjælpe med at få dem til holde sig væk, hun hvæssede svagt da hun med sin gode hørelse hørte at nogen, men færten var ikke Emiliys, men en varulvs. Hun hørte om han måtte komme ind, men Zantanna for optaget til svare så i stedet betragtede hun de andre. De havde for travlt med at planlægge hvordan de fangede hende. Hun blottede svagt tænderne og åbende døren imens de stod stille så kunne vedkommende hjælpe. De var nogle tumper. Hun håbede at den fremmede var til stole på og at han ville hjælpe.

Han sikrede sig at den lille pige havde gemt sig ordentligt inden han begav sig indenfor i huset. Han fangede hurtigt færten af de der var tilstede i huset, og han gik i deres retning. Han fik hurtigt opdaget hvad der måtte være to vampyre sværme omkring en yngre kvinde. Han var usikker på om kvinden også var vampyr men han havde en god fornemmelse af det, men nu var ikke tiden til at han skulle lade hans eget blod styre hvem han skulle holde med, om ikke andet var han ikke helt som hans andre artsfæller.

"Hey!''

Han brølede det mere end han råbte det hvorefter han greb fast i den ene af de mandlige vampyres nakker, og kastede ham væk fra der de stod i retning af en af væggene, og samtidigt med slog han den anden vampyr så hårdt han kunne ved skulderen. Han smilede roligt til den unge kvinde, mens han så snerrede af de to mandlige vampyre. Hans mil voksede en smule, det var dog ikke længere venligt, men han kiggede heller ikke på kvinden og smilet var heller ikke til hende. NU var smilet mere en drabelig grimasse over hvad der nok var i opsejling, og det morede ham grænseløst. Han elskede at røre sig ved en kamp, da han sjældent havde muligheden for det.