Deep blue sea //Zirien

Alian stod i vandkanten med bare fødder og mærkede svagt vandet der strømmede om hans fødder.
Han stod med armene ud til siden og kikkede opad. Dog havde han lukkede øjnene.
Det var i stunder som disse hvor han følte sig fri.
Vandet der bare kaldte på ham...
Det var ikke fordi at han ville stikke af fra det hele... Det var bare at han længtes efter at være fri...
Fri fra ansvar... Fri fra job... Fri fra livet...

Zirien havde længe iagttaget 2 bens væsnet der stod på land. En hankøns væsen en såkaldt dreng? Mand? Det eneste der kendetegnede stedet var 3 sten der lå tæt ved vandkanten, på Alien ville det ca gå til hans knæ. Den ene var højere end den anden, og der lå Zirien. Stille og lydløst havde kun kigget på ham. Han så fredlig ud. Hvis han havde tænkt at drukne sig kunne hun altid spise hans krop bagefter....Men hendes øjne så bar epå ham. Ingen kom her normalt. Hvis ikke han havde stået der havde hun solet sig oppe ved vandkanten. HUn var blevet svagt ivrig efter at vide hvad han ville, så hendes halefine kom til at slå et plask i vandet og dannederinge rundt om hende og stenene. Hun havde ikke engang selv bemærket sin larm

Alian vågnede fra sin frihed i det at der blev plasket i vandet.
Han kikkede sig over skulderen efter han havde sinket armene.
"Hvorfor udspionere du mig?"
Han kunne kun lige se hendes hoved og hænder som var til syne over klippen.
Hun så noget ung ud af sin alder.
Men skindet kan jo bedrage?

Hun gav et gisp fra sig da han faktisk kiggede direkte over på hende og så talte til hende. Ikke fordi hun var bange som sådan, men det var bare lang tid siden hun havde talt med andre væsner en fisk havvæsner og havfolk. Hun dykkede ned i vandet og vandet blev igen stille som om at intet rørte på sig. Hun var hurtigt og let svømmet ud på det lidt dybere vand, men stoppede sig selv. Det var jo ikke fordi han ligefrem havde sagt noget grimt til hende. Hun kiggede tilbage i den retning hvor han måtte stå på overfladen. Hun valgte at svømme op til overfladen så han dog ikke kunne se hendes hale. De var ca. 8 meter fra hinanden nu. Hun nærmede sig langsomt, imens hendes øjne hvilede sig på ham. "Jeg....udspionere dig ikke"
sagde hun og var nu ca. 5 meter fra ham. Halen kunne stadig ikke helt ses fordi der var små bølger i det helt klare vand. Dog ville man kunne skimte hvis man kiggede at hun ikke havde en normal underkrop. Det lange hår hhang ned af hends skulder og det der ramte vandet flød roligt i vandet overflade

Han grinede lidt.
"Nej du betragtede mig bare på afstand mens jeg ikke vidste at du var der"
Hvad var hun for en?
Han kunne lige så stille skimte at hun ikke var fuldstændig normal.
Og det var lidt utroligt at hun svømmede så hurtigt? Og så uden at plaske?
Det hele var lidt mærkeligt...
Månens klare stråler kastede sig over dem og fik vandet til at lyse.

Hun kunne godt høre at det lød lidt dumt at hun havde sagt hun ikke havde udspioneret ham. Men det havde hun jo ikke. Hun havde gemt sig for ham fordi at han ikke skulle se hende. I hendes prupiler begyndte små bobler at flyde rundt, det kunne se ret så sjovt ud hvis man virkelig studerede det, men det ville ALien nok ikke kunne se så langt væk fra. HUn nærmede sig endnu en meter. Hun svarede ikke rigtig på hans ord...."Hvem....er du?" sagde hun og stirrede så længe på hans ansigt, hun glemte aldrig et ansigt når hun først havde set et, og det ville altid være dejligt at have et navn og give et ansigt. Man ville svagt kunne skimte de bare skulder ind imellem det sorte hår. Endelig kom hun til sig selv igen, det var fyldmåne!! Et svagt smil kom frem på de blege læber, hun prøvede at smile til den fremmede og det lykkedes da også syntes hun selv. Hun sank lidt ned ivandet igen så vandet igen gikhende helt til halsen.

"Lige nu er jeg bare et normalt menneske"
Han gad ikke rigtig at sige sit navn da de ikke rigtig havde talt sammen endnu.
Hun virkede meget anderledes.
Lige nu var han splitsekunder for at forvandle sig.
Det var det eneste han virkelig trængte til.
Ikke for at jage... Men for at svømme...

Hun tykkede roligt tilbage bare for at mærke vandet skylle mod sig, hun stoppede op igen. "du intet menneske" sagde hun og kiggede op på han med et smils smil i øjnene, hendes mund smilede iværtigfald til ham. Hun lod sine øjne kiggede op og ned af ham. Nej han var altså intet menneske?! Hans udtråling var helt anerledes ind menneskes, iværtigfald de mennesker hun havde set på de store skibe og både når hun fuldte dem sammen med sine søstre. Hun lod igen vandet gå til hendes skulder. Hvad skulle hun sige? Han havde jo selv holdt lidt igen med sit navn eller tilkendegivelse....og igen, det var jo også lidt, mærkværdigt at blive iahtaget og så blive spurgt om sit navn bare sådan. HUn svang det sorte hår over til sin venstre skulder så den højre var bar. der kunne man se at hun intet tøj havde på, hendes bryst var svagt blottet, nede under det måne belyste vand. "Jeg er Zirien" sagde hun og blinkede 2 gange hurtigt med øjnene. HUn dykkede hoved kort ned i vandet og kom så hurtigt til syne igen. Håret havde nærmest svunget sig om hende så hendes barm var skjult i alt det sorte hår som Zirien endnu engang havde.