Monsters - Bonnie

Endelig! Solen var gået ned. Lod mørket dale smukt henover byen. Hvilket gav mørkevæsnerne den frihed de havde ventet på de sidste, hvad 17 timer? Manning tog en dyb indånding og bevægede sig imod kroen. Han var i ført et par sorte bukser og en normal lidt kedelig grå trøje på, dog med en læderjakke over sig - der gjorde ham det mere mystisk at se på. De mørke øjne var dybe og fik megen opmærksomhed fra kvindfolket - mere end han til tider ønskede. Det sorte hår sad som det gjorde, strittede lidt ud til siderne.
Han satte sig ved et bord og bestilte en øl. Josette havde ikke lagt visit siden hun blev leder for de faldne engle - måske skulle han finde Caroline og endelig præsentere sig? Det kunne der vel ikke gå noget galt i, eller kunne der?
Manning lod glasset placere sig på sine læber og lod det stærke væske sive ned i hans system, det var som om, at jo mere han drak - des lettere var blodtørsten at kontrollere. Det gode ved at være vampyr var ens tolorance var meget bedre end den var som menneske. Han kunne drikke meget mere uden at blive påvirket.
Bonnie havde gjort ham til dette... monster han var ved at lære at acceptere. 7 år siden, og han havde stadigvæk ikke tilgivet sig selv for at angribe sin søster Josette den første uge efter han var blevet forvandlet. Den kørte rundt i hans hoved, han kunne have dræbt sin søster.
Nu når man tænkte på Bonnie, løftede han hovedet da den fært kom ind på kroen. Han kneb kort det ene øje, men slappede så af igen. Hvem sagde at hun ville ham noget? Manning satte glasset fra sig og kiggede over imod den blonde skønhed ud af øjenkrogen.

Bonnie skubbede langsomt den store dør op ind til kroen. Hun var iført en kort, tætsiddende kjole og med sin store pels udover. Hvor hun dog elskede den pels. Samt et par nye ballerinas. Det lange, blonde hår var sat op i en elegant, høj hestehale. De fine fregner over næsen og kinderne var meget tydelige den aften. Et af hendes kendetegn. Hun trådte længere ind på kroen og lod den tunge dør falde i bag sig. De kolde, grå øjne spejdede rundt blandt sine omgivelser.
Der var noget usædvanligt over denne dag på kroen. Hun kunne mærke det. Der var et eller andet. Bonnie trådte længere ind og nærmede sig et bord, hvor hun trak stolen ud og satte sig ned. Hvad skulle hun overhovedet på kroen? Bare have en drink og så var det, det? Sikkert. Hun anede det egentlig ikke rigtig selv, men det kunne også være lige meget. Hun kneb øjnene lidt i, imens hun studerede menukortet foran sig. Men hun vidste jo allerede, hvad hun gerne ville have. Med det samme fik hun fat i en tjener og hun bestilte sin yndlingsdrink - hverken for sød eller for bitter, men den faldt lige i hendes smag.
Jo, der var altså et eller andet, bemærkede hun endnu en gang, efter tjener havde forladt hendes bord for at hente hendes drink. Men hvad var det? Hun kunne fornemme et eller andet. Bonnie var ikke en pige med mange venner. Hun holdt sig for det meste for sig selv, det brød hun sig bedst om. Hvis man holdt af nogen, endte man altid med at blive såret. Det havde hun skam lært på den hårde måde, ufrivilligt.
Endnu en gang kneb hun øjnene i, da hun fik øje på noget velkendt - eller rettere; én velkendt. De grå øjne bestirrede den velkendte og pludselig kunne hun huske det. Pludselig kunne hun huske ham.

Manning fik øjenkontakt, og hvad var mere uhøflig end at ignorere nogle når man havde skabt kontakt? Manning gav hende et anerkendende nik, før han greb om sit ølkrus igen. Derpå rejste han sig op fra sin plads og med selvsikre bevægelser gik han over til bordet hun sad ved.
"My lady. Må jeg få denne ære at holde dem med selskab?" Spurgte han yderst charmerende, som han nu engang var. Det skæve smil og det enestående blik han havde i øjnene. Bonnie så ikke værst ud, det havde hun aldrig gjort. Men han havde ikke set hende siden hun forvandlede ham. Ladet ham lide med den manglende følelse af kontrol. Han satte kruset på bordpladen, og derefter satte han sig overfor hende. Han kiggede hende direkte i øjnene, de blågrå øjne som ville kunne sende enhver mand ud af tid og sted. "Længe siden jeg så dem sidst?" Sagde han en smule spørgende og tog derefter en slurk af sin øl.


// mobil svar, undskyld hvis det ikke er så godt

Bonnie betragtede den velkendte. Hun havde glemt hans navn. Hun kneb øjnene lidt i, men nikkede så tilbage til ham, da han gav hende et nik. Hun lænede sig lidt tilbage i stolen, imens hun fulgte ham med blikket, da han nærmede sig hende.
Hun var endnu ikke helt sikker på, hvor hun kendte ham fra. Men pludselig så slog det hende; hun havde forvandlet ham. Nu huskede hun det tydeligt, som var det i går.
Bonnie kiggede op, da han dukkede op foran hende. Et lille smil dukkede op på hendes læber. "Ja, gerne," Svarede hun ham med sin franske blandet med britiske accent. Nu var hun jo født og opvokset i Frankrig, så det britiske var kommet til hende de følgende år.
"Det er alt for længe," Hun nikkede anerkendende og sendte ham et svagt smil. Bonnie tiltede hovedet lidt på skrå, imens hun betragtede ham. Charmerende, men det var han også dengang. Hun havde virkelig ikke troet, at hun ville møde ham inde på kroen, denne dag.

// Helt i orden, mit blev heller ikke så godt

Normalt kunne Manning gøre sit for at sno en kvinde om sin lillefinger for en bid blod - ingen grund til at forsøge sig på Bonnie. Hun var stærkere end ham og nok ikke interesseret. Ellers ville han sikkert ikke bare havde ladet ham ligge og rådne op i randestenen dengang.
Han nikkede let til hende.
"Jeg så dig ikke siden du forvandlede mig. Du forsvandt bare den dag efter." Han havde været klar over, at der havde været en slåskamp - og uden hendes hjælp - havde han sikkert ikke siddet her idag. Det havde været dæmoner imod et menneske - ikke fair overhovedet. Manning ville dog aldrig indrømme at han havde været så tæt på døden. Men at han havde såret Josette kort efter - havde været det mest forfærdelige i hele hans liv.