So much commotion - Valenthia

Tid: 23 ca.
Vejr: Køligt, selvom det er sommertid.
Sted: Gaderne der fører ud mod havnen.
Omgivelser: Grupper af folk der er på vej hjem eller til den nærmeste kro.

Det var egentligt ikke fordi han skulle noget bestemt, men man havde kunne hører larm og råben ikke så langt fra hvor han alligevel havde været. Som så mange andre ville han se hvad der foregik. Gaderne var ikke overfyldte, men der var da folk. De fleste gik i grupper, de enkelte personer der var alene havde en tendens til at gå hurtigt og med blikket rettet mod jorden for at undgå ubehageligheder der kunne finde sted, men selv de personer var blevet nysgerrige. Marcus var en af de få der ikke forsøgte at gemme sig i gadebilledet på trods af at han var alene, han var vampyr... - Hvad havde han at frygte? Det var mere som om kaos og frygt tiltrak ham. Det var nok også derfor han var gået imod larmen. Måske nogen ville komme til skade?

Der var en gruppe mænd (og enkelte kvinder) der stod og råbte højt. Om hvad var ikke til at blive helt klog på. Der blev råbt i munden på hinanden så det meste af deres ord blev gennem resonansen fra væggene bag dem og de andres råb til volapyk hurtigt. Det virkede dog som om der var tale om noget snyd med penge og betaling. Det var i virkeligheden ikke så vigtigt i Marcus' øjne hvad det handlede om. Det var mere hvad der ville ske nu der var vigtigt. Slagsmål var ikke unormale blandt fiskere, det var typisk brutale mænd der var godt hærdede af vind og vand. Som regel var de værre end slagterne. - Utroligt nok.
Marcus stod lidt fra gruppen og så til, der var efterhånden en godt stor håndfuld folk der enten så til eller ufrivilligt blev en del af skænderiet der så ud til at have potentiale til at blive en god slåskamp. Marcus så bare til, han vidste at hvis han blev hevet ind i det var det de andre der ville gå hjem sårede og skræmte. Han ville hellere nyde resultatet på afstand. Man vidste jo aldrig om det ville gå hen og blive komisk, han manglede et godt grin.

Marcus lignede ikke en fisker... Han gik i lidt finere tøj og kunne godt forveksles for en af højere rang, men det var han ikke. Han var i ført en hvid skjorte hvis ærmer var smøget lidt op så hans tatoverede sleeve på venstre arm var lidt synligt. Samtidig havde han et par sorte bukser på og nogle mørke sko, som man i den grad ikke fiskede i! Det halv lange mørke hår hang løst og blev fra tid til anden tæmmet ved at lade en hånd glide gennem det. Han skilte sig ud fra mængden af hårdt arbejdende mænd der ellers var til stede. De havde som oftest gammel tøj i brune farver, gerne med et lille hul hist og her. For ikke at nævne fiskerene, de havde lange, tunge jakker på som sikkert var gode imod vand og vind, men på land så de ikke videre behagelige ud.

Valenthia havde været længere ude, end hun plejede. Normalt ville hendes forældre slet ikke lade hende være ude så sent om aftenen, men der var et selskab hjemme hos dem for at fejre noget, som Valenthia egentlig ikke var sikker på, hvad var, så de havde slet ikke lagt mærke til, at hun endnu ikke var kommet hjem.

Hun havde forladt huset om eftermiddagen iklædt en hvid kjole og hvid frakke, for rige mennesker behøvede ikke at frygte pletter på deres tøj, når de forlod deres hjem. Desuden kunne hendes forældre så også se, hvis hun gjorde noget, hun ikke måtte, dog var det meget sjældent, at det skete. Udover det var hendes tykke hår flettet til den ene side. Hun havde brugt tiden på at læse bogen, ”En verden uden lys” med Izy, der dasede på hendes skød og en enkelt gang ind i mellem havde hun også brugt tiden på at nusse sin kat bag øret. Da det så begyndte at blive mørkt, og hun ikke havde lyst til at anstrenge sig for at se bogstaverne, besluttede hun sig for at lukke bogen og blot se ud over havnen. Hun havde ikke lyst til at tage hjem, men nød i stedet den frihed, som hun fik på sine gåture. Hun betragtede havet, der gik fra lyseblåt, til rødligt ved solnedgangen og endte i en mørkeblå, der nærmest lignede sort. I alle farver var det smukt, og Valenthia kunne ikke stoppe sig selv fra at drømme hen til et sted, hvor hun kunne udforske det yderligere end blot fra havneudsigten.

Men til sidst måtte hun rejse sig op og begive sig hjem ad. Selvom hun holdte sig til de ’rene’ gader, kunne man aldrig finde sig sikker om natten. Så hun vækkede Izy, der var faldet søvn i hendes skød og begyndte modvilligt at bevæge sig mod hjemmet. Selskabet burde også snart være ovre.

Hun nåede dog ikke langt, før hun begyndte at høre skæld og råben. Selvom hun burde skynde sig væk, kunne hun ikke lade være med at være nysgerrig. Og når så mange stod det samme sted, kunne der umuligt ske hende noget. Så hun bevægede sig tættere på alt kaosset. Det virkede til at nogen var oppe at skændes. Blot nogle simple fiskere, men de råbte så sandelig højt. Izy virkede bestemt ikke tryg ved situation og prøvede at kommunikere med sin søster, men Valenthia havde lært at skubbe hende væk og kunne derfor ikke længere høre sin søsters ord. Hun var ikke selv særlig utryg, derimod var hun spændt på at finde ud af, hvad alt dette handlede om. Hun turde dog ikke skubbe til den store gruppe af mennesker og stod i stedet ved yderkanten og prøvede at se, hvem der råbte. Izy stod mellem hendes ben og knugede sig tæt ind til hende og Valenthia knugede sin bog ind til sig, mens hun strakte hals og stillede sig på tæer for at få en bedre udsigt.